Issuu

Da Marshall Everett og Ariana Gregorys mødes, bliver deres liv aldrig det samme igen. Ariana er datter af den amerikanske ambassadør i Argentina, og da et voldsomt attentat er ved at koste hende livet, bliver hun sendt i sikkerhed i Paris. Marshall arbejder som hemmelig agent for det amerikanske narkopoliti, men beslutter efter en svær mission at lægge det farlige liv bag sig.

Danielle Steel er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog. Hun bor i både Californien og Paris. Læs mere på Danielle Steels hjemmeside www.daniellesteel.com

ET NYT LIV

I Paris krydses Marshalls og Arianas veje, men farlige kræfter overvåger Ariana, og til sidst må både hun og Marshall kæmpe for deres liv. ET NYT LIV er en gribende roman om to mennesker, der ikke længere behøver at se frygten i øjnene alene.

et nyt liv www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

LINDHARDT OG RINGHOF

ROMAN

Danielle Steel

ET NYT LIV

P책 dansk ved Lisette Agerbo Holm

LINDHARDT OG RINGHOF 3

Et nyt liv Oversat fra amerikansk efter Undercover Copyright © 2015 by Danielle Steel All rights reserved Dansk Copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forfatterfoto: Brigitte Lacombe Omslagsfoto: © Mark Owen/Trevillion (baggrund) © Elizabeth Ansley/Trevillion (par) Omslagsdesign: Imperiet/Marlene Diemar efter original af Virginia Norey Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos UAB PRINT-IT ISBN 978-87-11-51310-1 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Til mine vidunderlige børn, Beatie, Trevor, Todd, Nick, Sam, Victoria, Vanessa, Maxx og Zara. I er min største velsignelse, og jeg har ikke ord for, hvor højt jeg elsker jer. Må jeres problemer blive små, og jeres velsignelser og sejre store. Jeg elsker jer så højt. Mor/d.s.

Den ideelle person er ikke den, man kan være lykkelig sammen med, men den, som man ikke kan være lykkelig uden. – Anonym

Marshall

Kapitel 1 Fuglene kvidrede til hinanden i den gryende morgen og varslede endnu en perfekt dag i den frodige jungle syd for Bogotá. Pablo Echeverría trådte ud af hytten, hvor han og Paloma boede. Hans hud var solbrændt, øjnene var mørkebrune, det næsten skulderlange hår var strøget om bag ørerne, og hans ansigt var ubarberet. Paloma ventede deres første barn, og terminsdatoen nærmede sig. Hun var lige så smuk og lys, som han var mørk, og hendes navn passede godt til hende. Paloma betyder »due« på spansk. Hun var en fredens fugl i junglen, hvor de boede, og hvor Pablo arbejdede. Han var hendes brors højre hånd. Raul Vásquez López var en af de mest magtfulde mænd i Colombia trods sin simple livsførelse. Pablo havde arbejdet for ham, siden han var kommet hertil fra Ecuador for tre år siden, og undervejs havde han vundet Rauls tillid og bevæget sig op gennem hierarkiet. Raul gik under navnet »El Lobo« – Ulven. Han var snu, modig og hurtig som en ulv. Pablo var søn af en ecuadoriansk general, som var blevet myrdet af oprørere under et militærkup. Herefter havde Pablo kastet sig ud i narkohandel, og efter at have arbejdet i mindre skala i Ecuador gennem tre år havde han fundet frem til Raul. De næste tre års arbejde for ham havde indebåret en tilfredsstillende og produktiv alliance. Pablo og Paloma var ikke gift, og ingen gik op i det. Han havde planer om at gifte sig med hende, så snart barnet var født. 11

Lige nu havde Raul og han andet at tænke på. Raul kunne godt lide tanken om, at Pablo var sammen med hans lillesøster. Pablo var ikke blot begavet, dygtig og pålidelig, han var også en god mand. Paloma var ikke blevet tilset af en læge i de otte måneder, hun havde været gravid, men med hendes kun nitten år var hun sund og rask. Hun planlagde at skulle føde i lejren. Pablo havde læst bøger for bedst muligt at kunne bistå hende under fødslen, og hvis noget gik galt undervejs, kunne han køre hende til Bogotá, der lå to timer væk. Hendes bror var tyve år ældre end hende, og Pablo var otteogtyve, hvilket var en ung alder at stige så højt i graderne i Rauls organisation. Men Raul kunne genkende ægte talent, når han så det, og hans forespørgsler i Ecuador omkring Pablo havde kun bekræftet hans antagelse. Han var fuld af selvtillid, når det kom til hans ufejlbarlige vurdering af sine mænd, og Pablo havde aldrig svigtet ham. Han fulgte Rauls ordrer til punkt og prikke og håndterede både anskaffelse og transport af varerne glimrende. Der havde hverken været problemer eller fejltagelser i de tre år, han havde været med. Deres primitive tilværelse i lejren passede ham godt. Pablo tog jævnligt til både Bogotá og Cartagena for Raul, men han var altid glad for at komme tilbage, mødes med Raul, der var blevet som en bror for ham, dele lejren med de andre mænd og tage hjem til Paloma, som ventede på ham i deres hytte. Han havde selv bygget den til dem. Det første år i lejren havde han boet i et militærtelt med de andre mænd, men efter at han og Paloma indledte et forhold, ville de gerne have plads og privatliv. Hun var vokset op i Rauls lejre efter deres forældres død. Hendes tre brødre arbejdede også for Raul. Hun havde hurtigt lagt mærke til Pablo, ligesom hun også uundgåeligt havde fanget hans opmærksomhed. Indtil da havde Raul vogtet over hendes dyd med hård hånd; at han stolede nok på Pablo til at give ham 12

sit samtykke, vidnede om hans dybe respekt for ham. For Pablo var hun det ultimative trofæ. Han elskede den søde duft af hendes hud, når han puttede sig ind til hende om natten, hendes blide væsen og hendes nu fyldige mave, der bar deres barn. Raul ønskede, at det blev en dreng. Pablo var ligeglad, men det sagde han ikke højt. Han håbede bare, at hun ville klare fødslen uden problemer, og at barnet var sundt og raskt. Hun var en tapper pige, vant til de primitive forhold, de levede under, og hun påstod, at hun ikke var bange. Pablo kunne mærke barnet sparke, når Paloma sov med en arm slynget blidt omkring ham i junglens kølige natteluft. Pablo var iklædt sin gamle militærjakke fra Ecuador, en undertrøje, militærbukser og slidte militærstøvler, da han tændte dagens første cigaret og inhalerede dybt. Han var listet ud som sædvanlig uden at vække Paloma for at drikke sin første kop kaffe med Raul, mens de diskuterede dagens missioner og gennemgik status på deres igangværende aktiviteter. De foretog handler i Panama, Ecuador, Aruba, Venezuela, Bolivia og Mexico og eksporterede bogstaveligt talt tonsvis af kokain til Mexico, Canada, Afrika, Europa og USA. Raul drev den største og mest succesfulde narkooperation i Sydamerika. De eksporterede både på land, via luften og via skibe og speedbåde ud af Cartagena. Pablo stod for at koordinere deres transportoperationer på højeste niveau. Mens Raul styrede alt fra lejren, tog Pablo til de to byer uden at vække opsigt, fulgte op på operationerne og videregav Rauls ordrer for så at tage tilbage til lejren igen og rapportere til El Lobo, som drev sit enorme imperium med militær præcision. Raul var en mand, som indgød respekt og beundring alene på grund af den effektivitet, hvormed han drev sin forretning. Og han havde opbygget den helt alene ved konstant at udvide den lidt ad gangen, indtil imperiet omfattede det meste af Sydamerika. Pablo var hans mest betroede mand i 13

felten, men de vidste alle, at Raul var hjertet og hjernen bag den gigantiske forretning. Pablo tog det sidste sug af cigaretten, da han trådte ind i lysningen, hvor Rauls private lejr lå. Hans militærtelt var grundigt camoufleret, men ingen vidste med sikkerhed, hvor han sov om natten. Stedet blev altid holdt hemmeligt, selv for Pablo, selv om de mødtes i hans telt om morgenen for at diskutere arbejde. Men den stående vittighed i lejren var, at El Lobo sov iblandt de andre ulve. Kvinderne, han delte seng med, var midlertidige og betød ikke noget for ham. For ham var de nærmere en byrde end en fordel, og han drillede Pablo med hans romantiske tankegang. Og dog accepterede han denne svaghed hos ham, fordi den kom hans søster til gode, og Pablo behandlede hende godt. For Raul handlede alt om forretning. Intet andet havde betydning for ham på nær hans mænds loyalitet. Han krævede deres fulde engagement og ubrydelige tillid. Og dem, der alligevel svigtede ham på den ene eller anden måde, forsvandt hurtigt. Han havde ingen interesse i deres familier, forhold til kvinder eller privatliv. Han røg på en Romeo y Julieta limited edition Havanacigar, som han gjorde hver morgen, når Pablo ankom. Han tilbød altid Pablo en fra æsken på skrivebordet, og Pablo takkede altid nej. Han røg af og til en cigar med Raul, før han gik hjem om aftenen, men hans mave kunne ikke klare det så tidligt om morgenen. Han nød dog den velkendte, kradse duft, når han kom ind i teltet, og han tog ofte cigarer med hjem til Raul fra Bogotá. De var en almindelig luksusvare for mænd som Raul. Selv om hans forretning krævede, at han måtte føre en simpel livsstil, havde han en fornem smag. Han var uddannet i Europa og havde studeret på Oxford i to år. Det udmundede sig i interessante samtaler med Pablo, når de delte en cognac og en cigar sent om aftenen. Pablo var også veluddannet og var ud af 14

en respektabel familie. Derfor havde de andet og mere til fælles end deres forretningsinteresser. Der tændtes et broderligt lys i Rauls øjne i samme sekund, han så Pablo. Han klappede ham på skulderen, og de omfavnede hinanden. De to mænd lignede tilmed hinanden, selv om Pablo var yngre, højere og i perfekt form. Både deres hudfarve og deres militærstil var nærmest identiske. »Hvordan har min fede søster det?« spurgte Raul drillende, mens Pablo skænkede en kop til sig selv af den stærke, sorte kaffe, som Raul selv bryggede og drak spandevis af hver dag. Hans kaffekop var aldrig tom. »Hun vokser,« svarede Pablo stolt. »Jeg tror, det sker snart.« Han var en smule bekymret for det hele, men vidste bedre end at fortælle det til Raul, som plejede at kalde ham for en gammel dame, når han bekymrede sig. Raul vidste, at Pablo havde et blødt punkt, når det kom til Paloma, hvilket var farligt i hans øjne. Det var derfor, han aldrig knyttede sig til en kvinde, han udnyttede dem bare. Kvinder var for risikable at indgå forhold med, de blev for let ens akilleshæl, men han tilgav altså Pablo denne brist, fordi Paloma var hans søster. Raul havde siddet og studeret et bord fuldt af landkort og en liste over transportskibe, da Pablo kom ind i teltet. Han skubbede listen hen til Pablo, straks han satte sig, og pegede cigaren i retning af kortene. »Hvad siger du? Sender vi til Nordafrika i morgen? Og til Europa sidst på ugen?« Han foretrak at holde gang i hjulene og ikke lade leverancerne ligge for længe, når de først var kommet ind. De havde modtaget en kæmpe forsendelse i Cartagena fra deres leverandør dagen før, og han ville hurtigt have den videre i systemet. Selv om de betalte bestikkelse til embedsmænd på alle niveauer, vidste El Lobo bedre end at opbevare varer på lageret længere end højst nødvendigt. 15

»Det lyder fornuftigt,« svarede Pablo, mens han studerede kortene. »Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke også skulle kunne levere til Europa i morgen. Hvorfor vente til sidst på ugen?« Han pegede på navnet på et skib, der var mindre end de andre, men som tidligere havde tjent dem godt. »Og til Miami når den næste leverance kommer ind.« Raul nikkede. Pablo var altid på forkant og var lige så forsigtig som Raul selv, når det kom til at opbevare og flytte varerne. De ville sende dem videre så hurtigt som muligt med skibe, de vidste var sikre. Mens de diskuterede detaljerne, trådte fire mænd ind i teltet. To af dem var iført camouflagetøj, de to andre mænds påklædning mindede mere om Raul og Pablos. Få minutter senere ankom endnu seks mænd til teltet for at modtage instrukser. Pablo sendte fem ud af de ti på operation i Bogotá, og han planlagde selv at tage to af mændene med til Cartagena. Han havde ikke brug for flere. Han var ekspert, når det kom til feltarbejde, og han foretrak at færdes i mindre grupper. Raul lyttede, mens Pablo gav mændene instrukser. Han nikkede og godkendte uden at sige noget, mens han på ny tændte sin cigar. Han tilbød ikke sine cigarer til andre, kun til Pablo, når de var alene, for at markere deres broderskab. En halv time senere var fem af mændene taget af sted. Tre blev i lejren, og endnu et dusin mænd var spredt i junglen for at beskytte lejren. Pablo og El Lobo udvekslede de sidste få ord, og Raul nikkede, da Pablo forlod stedet sammen med de to mænd, han havde bedt følge med. »Vi ses i aften,« sagde Pablo over skulderen. Pablo rapporterede altid til Raul, hvordan det var gået, når han kom tilbage. De havde et effektivt kommunikationsnetværk, men Raul og Pablo foretrak begge at kommunikere så lidt som muligt over telefon og e-mail. De mødtes ansigt til ansigt før og efter Pablos missioner. 16

Pablo og de to mænd vandrede lydløst gennem den tætte jungle i en halv times tid, indtil de nåede frem til en omhyggeligt skjult jeep. Pablo satte sig bag rattet, og mændene fjernede det camouflerende dækken, før de også satte sig ind. De kørte ad en næsten ufremkommelig grusvej i et stykke tid og drejede endelig ud på en smal og bumpet vej, fulgte også denne i en halv times tid, indtil de nåede en lysning med en smal landingsbane, der nærmest ikke var andet end en grussti, men som akkurat var lang nok til, at det lille fly kunne lande ti minutter senere. Pablo havde tilkaldt det over radioen, inden han forlod lejren, og det gjorde det muligt for dem at tilbagelægge de 1.600 kilometer til Cartagena og stadig være tilbage samme aften. De tre mænd talte ikke sammen i flyet, og Pablo sagde ikke et ord til dem, før de ramte landingsbanen i udkanten af Cartagena, som de benyttede jævnligt. Pablo var en mand af få ord. Han var optaget af at tænke på dagens forskellige operationer, på leverancerne, som ville ankomme i forskellige byer, og hvordan andre skulle omrokeres. De satte sig ind i bilen, der ventede dem ved landingsbanen, og kørte hen til en lagerbygning lige uden for byen og derfra videre til en lille, medtaget bygning, hvor deres kontor lå. Bygningen vakte absolut ingen mistanke, og ingen ville nogensinde kunne forestille sig de millionhandler, der fandt sted derinde. Pablo parkerede bilen bag et af de tilstødende huse, hvor der trissede høns rundt i gården udenfor, og gik gennem en bagdør ind i den første bygning. Den ene af Pablos mænd blev stående ved bagdøren. Den anden placerede sig ved fordøren. De var alle tre bevæbnede. Pablo gik op ad de knirkende trapper for at møde de tre mænd, der ventede på ham der. Mødet varede under en time, hvor Pablo overleverede alle Rauls instrukser og sikrede sig, at planen var forstået, og at mændene var klar til at gennemføre den. Kokainen blev fragtet til Nordafrika skjult mellem landbrugsudstyr, hvilket plejede at 17

forløbe problemfrit. Leverancen til Europa blev fragtet sammen med tekstiler, der skulle leveres i Marseille. Det havde de også gjort før med succes. Mindre end en time senere var Pablo på vej tilbage til landingsbanen og var i luften igen kun få minutter efter deres ankomst. Missionen var gået godt. Da de nåede lejren samme aften, skjulte de omhyggeligt jeepen samme sted som før. Raul ventede på ham. Pablo forsikrede ham om, at alt var gået efter planen. De klarede alle deres leverancer via Cartagena. Raul lod ham vide, at han skulle til Bogotá næste dag, hvilket var standardprocedure for Pablo. Han tog næsten dagligt til en af de byer, hvor de gjorde forretning. »Har du spist?« spurgte El Lobo bekymret. En af mændene havde købt sandwicher på vej til landingsbanen uden for Cartagena. De havde andet at tænke på end måltider. »Vi har spist.« Pablo smilede til ham, rørt over den broderlige omsorg. Når de var alene, behandlede Raul ham som en lillebror. Nu skænkede han et glas cognac, skubbede det over til Pablo og tilbød ham en cigar, som Pablo denne gang takkede ja til. Raul var tilfreds med, hvordan dagen var forløbet. Han vidste, at Pablo altid fulgte hans ordrer til perfektion. Han havde gjort sig fortjent til cognac, cigar og El Lobos anerkendelse. »Min søster kan vente,« konstaterede El Lobo som leder af foretagendet, og Pablo smilede. Paloma blev altid glad for at se ham, når han kom hjem til hytten, hun stillede ingen spørgsmål og beklagede sig aldrig. Tilværelsen med Pablo gennem de seneste to år havde været som et lille stykke af himlen midt i den barske virkelighed, de ellers befandt sig i. Det var en hård mandeverden uden hensyn til kvinders ønsker og behov. Det vidste hun alt for godt. De to mænd nød deres cognac og cigar i et civiliseret øjeblik sidst på dagen. Der var ikke mange af den slags øjeblikke med 18

den forretning, Raul drev. Når operationerne på daglig basis involverede millioner af dollars, var der ikke plads til fejltagelser. Og indtil nu havde der heller ikke været nogen. Det var næsten midnat, da Pablo gik tilbage til hytten og fandt Paloma halvsovende på den tynde madras på gulvet, der udgjorde deres seng. Hun smilede søvnigt i måneskinnet, da hun mærkede Pablo kravle ned ved siden af hende i sengen, nøgen. Han trak tæppet væk for at betragte omridset af hendes krop, og hendes mave syntes at blive større, for hver time der gik, mens barnet voksede inden i hende. Hun lagde armene om halsen på ham, og han kyssede hende og holdt hende tæt, mens hun med en blid, spindende lyd gled tilbage i søvnen. Han blev ved med at betragte hende beundrende, indtil han selv faldt i søvn. Næste dag, efter at Pablo som sædvanlig havde mødtes med Raul om morgenen, kørte han til Bogotá i jeepen, og denne gang var han alene. Han mødtes med en mand i Macarenadistriktet, der rakte ham en slidt kuffert fuld af penge, som var resultatet af deres arbejde få dage forinden. Pablo viderebragte ofte store mængder kontanter til Raul. Han stillede aldrig spørgsmål om, hvordan de blev håndteret, og hvor de blev af, selv om han for længe siden havde hørt, at Raul rådede over private konti i Schweiz og i en række caribiske lande. Hvis det var sandt, havde Raul aldrig delt den viden med Pablo. Der var ting, El Lobo holdt for sig selv, uanset hvor meget han stolede på ham. Pablo kendte til placeringen af nogle af operationernes konti, men han vidste bedre end at fiske efter detaljer. Da Pablo kom tilbage til lejren den aften, erklærede Raul, at han havde brug for, at Pablo vendte tilbage til Bogotá igen dagen efter for at udføre en mindre operation end den, han havde været på samme dag. Denne gang involverede det ikke afhentning af penge, men indebar 19

blot mundtlig overlevering af nogle ruter, og Raul tilføjede, at det ikke ville tage lang tid. De to mænd sludrede i et par minutter, men Pablo var ivrig efter at komme hjem til Paloma, som han vidste havde aftensmad klar til ham, eftersom han havde fortalt hende, at han ikke skulle længere væk end til Bogotá den dag. Hun smilede og rakte ud efter ham iklædt en enkel, hvid bomuldskjole, hun selv havde syet, og guldsandaler, han havde købt til hende i byen. Han elskede at give hende små gaver, når det kunne lade sig gøre. Raul advarede ham altid imod at forkæle hende og påstod, at han en dag ville fortryde det. De satte sig for at spise til koret af junglens velkendte lyde, og Pablo kunne høre et lille fly brumme et sted over dem. Han vidste, at der samme aften ville ankomme en flok mænd fra Ecuador. De var en del af Rauls imperium, og Pablo skulle mødes med dem og Raul næste dag, når han kom tilbage fra sin mission i byen. Paloma spurgte som sædvanlig ikke, hvad han havde foretaget sig. Det havde hendes bror lært hende. De havde andre ting at tale om, og lige for tiden kunne hun kun koncentrere sig om barnet. Hun spiste næsten ingenting om aftenen, der var simpelthen ikke plads til mad i hendes krop. Efter maden lagde de sig side om side på sengen og lyttede til lydene omkring dem. Han masserede hendes ryg, og hun faldt i søvn, efter hun havde smidt den hvide bomuldskjole på gulvet ved siden af sengen. Hendes krop var så uimodståeligt smuk, selv med den enorme bule foran, der fik ham til at smile, hver gang han så den. Hendes bryster var store og mere fyldige end normalt, mens hendes lange, yndefulde ben ikke havde ændret udseende. I en anden verden ville hun være blevet betragtet som en ualmindelig smuk kvinde, men her levede hun skjult og isoleret dybt inde i junglen i sin brors lejr på et sted, hvor ingen lagde mærke til hende, på 20

nær når hun indimellem var genstand for et par beundrende eller misundelige blikke. Som Rauls søster var hun uopnåelig undtagen for Pablo. Det var også kun ham som værdsatte, hvor smuk, blid og hensynsfuld hun var. Alle andre her var ligeglade. Hun sov stadig, da han forlod lejren tidligt næste morgen for at tage tilbage til Bogotá og fuldføre den mission, han var blevet tildelt. Den bestod af et kort møde med en mand, han havde mødtes med mange gange før og kendte godt. De blev enige om mængden af kokain, der skulle fragtes til Miami, og hvor meget det kostede. Pengene skulle udveksles senere. Efter mødet gik Pablo en tur og stoppede ved en café. Han bestilte en kop stærk, sort kaffe, som tjeneren serverede for ham på den solbeskinnede terrasse. Da han havde tømt sin kop, bestilte han endnu en, selv om den var stærk, men ved et uheld spildte tjeneren kaffen, da han ville stille koppen fra sig. Den varme kaffe løb ud på bordet, men ramte ikke Pablo. Tjeneren så pinligt berørt ud og skyndte sig at tørre det op. Pablo lignede ikke en mand, man havde lyst til at genere. Han mindede om en løve, som var klar til at angribe. Tjeneren tørrede det sidste op og hviskede så næsten uhørligt: »Nu.« I samme sekund forvandlede Pablos øjne sig til stål, og han skulede til tjeneren med et morderisk blik, inden han kiggede væk. Tjeneren betragtede ham brødebetynget, da Pablo rejste sig, smed et par mønter på bordet og svarede »nej« næsten lige så uhørligt, før han forlod stedet og gik hen til jeepen. Få minutter senere var han tilbage på vejen, og hans øjne var kolde og hårde, mens han kørte derfra.

Kapitel 2 Pablo mødtes med Raul og mændene fra Ecuador sent om aftenen. De planlagde transporten af varer fra Ecuador til Panama, men ellers var der ikke noget bemærkelsesværdigt ved mødet. Bagefter tilbød Raul Pablo en cigar, som han tog imod. Han så Raul betragte ham, som han altid gjorde, mens han tændte den. Man havde altid fornemmelsen af, at han kunne læse ens tanker. »Nå, hvad synes du?« Raul hentydede til mødet. »Det lyder fornuftigt.« Det var ikke en af deres større handler, og aftalen så ud til at køre som sædvanlig. Så i stedet diskuterede de den kommende leverance til Miami, som var både langt mere kompleks og interessant og indebar et langt større beløb. Til slut sagde Raul, at Pablo skulle tage tilbage til Bogatá igen næste dag. I visse perioder kunne der gå en til to uger imellem, at Pablo skulle til byen, og andre gange, når de skulle flytte større leverancer, skulle han af sted dagligt. Han havde intet imod det. Klokken var næsten to om natten, da Pablo endelig forlod teltet, og Raul forsvandt ind i junglen, hvor han tilbragte natten. De to mænd havde omfavnet hinanden, som de altid gjorde, inden de skiltes. Og da Pablo kom tilbage til hytten, sov Paloma tungt. Han havde bemærket, at hun sov mere nu, hvor fødslen nærmede sig, og han havde på fornemmelsen, at der højst ville gå et par dage. Han lagde sig forsigtigt ved siden af hende og faldt i søvn, før han igen var oppe og i tøjet før daggry. 22

Han skulle være i Bogotá tidligt, så han sprang over sit besøg i Rauls telt den dag. Men han håbede at være tilbage sidst på eftermiddagen. Det eneste, der generede ham ved at skulle til byen, var, at han ikke ville være der for Paloma, hvis veerne begyndte. Der var ingen andre til at hjælpe hende – hun var den eneste kvinde i lejren. Han gik og tænkte på hende på vej til mødet, da en mand stødte hårdt ind i ham på fortovet. Han undskyldte på spansk og sørgede for at få øjenkontakt. Pablo genkendte ham øjeblikkeligt og ville ikke komme for sent. »Ikke nu,« sagde han ganske stille, og manden svarede lige så ubemærket: »Nu.« Pablo fortrak ikke en mine, da han gik ned ad en smal gade, drejede om et hjørne og gik om bag en lille, faldefærdig bygning, hvor han fandt en nøgle under en potteplante. Overraskende hurtigt stak han nøglen i låsen, låste sig ind i huset og lukkede døren bag sig. Han løb op ad nogle trapper, smækkede en dør op og stirrede på tre mænd i afslappet hverdagstøj, som ventede på ham. »Hvad fanden handler det her om?« råbte han. »Jeg sagde i går, at det ikke skulle være nu. Jeg har et møde om fem minutter om leverancen til Miami. Hvorfor holder I jer ikke væk?« Han lød vred og så anspændt ud, mens han talte til dem på engelsk, ikke spansk. Det kollektive blik, de sendte ham, var som en mur. Der var intet at komme efter, ingen følelser. Dette var ren forretning, men en anden slags. »Du er ude, Everett. Du er færdig. Nogen har lækket information. Det kan nå frem til Raul når som helst. Måske er det allerede sket.« Pablo tænkte på mændene, som var fløjet ind fra Ecuador og spekulerede på, om en af dem havde sagt noget til Raul. Der havde ikke været nogen tegn på det i går aftes. Men El Lobo var hemmelighedsfuld omkring den slags, og han ville helt 23

sikkert undersøge sagen. Måske var det derfor, han havde sendt ham til Bogotá for tredje gang på én uge. Men Pablo var ikke klar til at trække sig. Han var for involveret, vidste for meget, og med Palomas forestående fødsel skulle han ingen steder. »Fandeme nej!« råbte han til mændene. De fortrak ikke en mine. »For helvede, jeg har været med i tre år. Min kæreste kan føde når som helst.« Han rystede af vrede og så ud, som om han var tæt på at græde. »Du sætter alle involverede i operationens liv på spil, hvis du forsøger at blive. Du er dødsdømt, Everett. Vi taler om timer, før informationen når Raul, hvis det ikke allerede er sket. Du er ude. Der venter et fly på os i dette øjeblik. Du når måske ikke engang så langt, hvis El Lobo allerede er på sporet. Du har fem minutter. Du ved, hvad du bliver nødt til at gøre.« Pablo tøvede i et endeløst sekund og stirrede på den øverstbefalende. Hans navn var Bill Carter, og han var ledende specialagent ved DEA. Han var fløjet hertil fra Washington for at hente ham. De vidste, at han var temperamentsfuld, og de ville ikke begå fejl. »Og hvis jeg siger op og tager direkte tilbage?« »Du vil være død inden aften, og det samme vil pigen. Det eneste, der måske vil redde hende, er, hvis du slipper ud nu. Ved hun noget?« Pablo rystede ulykkeligt på hovedet. »Du kender aftalen. Du må ikke ødelægge alt det, du har opbygget, ved at tage tilbage nu.« Pablo vidste det. Andre agenter som ham var placeret rundtomkring i Rauls organisation. Hvis han var blevet afsløret, kunne han meget let risikere at afsløre dem også. Han blev nødt til at trække sig. Men han kunne næsten ikke bære at forlade Paloma få dage før deres barns fødsel. Nu ville han aldrig få barnet at se og sandsynligvis heller aldrig mere Paloma. Han havde hele tiden vidst, at denne dag uundgåeligt ville komme. Han havde bare troet, at han ville have mere tid med dem, og at 24

han måske en dag kunne bringe hende i sikkerhed. Det havde været en umulig drøm, det indså han nu. »Jeg har et liv her,« sagde han bedrøvet. Bill Carter svarede medfølende: »Det havde vi alle sammen, da vi arbejdede undercover. Det havde jeg selv gennem syv år. Det er lang tid. Du bliver nødt til at gøre dig klar.« Han rakte ham en lille taske. Pablo tøvede et øjeblik, før han tog imod den og gik ud på badeværelset. Han overvejede at klatre ud ad vinduet og tage tilbage, men han vidste, hvor mange mænd der ville blive dræbt, hvis han gjorde det, og det ville heller ikke gavne Paloma, hvis han selv blev slået ihjel. Han vidste, at han ikke havde noget valg, så han fandt barberskraberen frem fra tasken og barberede sit skæg og kronragede sit hoved. Han smurte mørk makeup under øjnene, hvilket øjeblikkeligt ældede ham. Der var også teatermakeup, så han kunne forme et langt, grimt ar ned over den ene kind, og kontaktlinser, så han kunne skifte øjenfarve. De havde lagt tøj, der mindede om deres eget, og en baseballkasket frem til ham i soveværelset, men han kunne kun koncentrere sig om Paloma, mens han tog det på. Det var uforståeligt for ham, at han aldrig skulle se hende igen, og han var fast besluttet på at vende tilbage. Han ville finde hende, hvor end hun var, og gøre, hvad end det krævede for at få hende med. Men han vidste, at der ikke var andre muligheder her og nu. Han måtte rejse. Da han trådte ud fra soveværelset i den lille lejlighed, lignede han en helt anden person. En af mændene rakte ham hans pas med hans rigtige navn, Marshall Everett, og skiltet, som han ikke havde båret i tre år, der bekræftede, at han var specialagent ved DEA. The Drug Enforcement Administration havde placeret ham i Colombia for tre år siden og før det tre år i Ecuador for at opbygge hans identitet, så den passede ind i El Lobos 25

operationer. De tre mænd stod med hver deres taske over skulderen, klar til at tage af sted. De ville have ham i luften og ud af landet inden for en time, før helvede brød løs, og Raul sendte sine mænd efter Pablo. Den mand, som havde levet som Pablo Echeverría gennem seks års intensivt undercoverarbejde, mælede ikke et ord, da han fulgte efter mændene ned ad trappen og ud til den bil, der holdt diskret parkeret udenfor. Han satte sig ind på bagsædet og kiggede smerteligt ud ad vinduet, mens Bogotá gled forbi. De kørte hurtigt mod lufthavnen, viste deres skilte i sikkerhedskontrollen, som ikke studerede dem nærmere, og gik om bord på et lille militærfly, der ventede på dem. Kort efter befandt de sig i luften på vej mod Washington. Det var helt uvirkeligt, da Pablo, nu atter Marshall Everett, så landskabet krympe under dem, vel vidende at kvinden, han elskede, stadig befandt sig dernede, og han havde lige forladt hende. Det eneste, som trøstede ham, var, at hun var Rauls søster, hvilket i det mindste ville beskytte hende. Hun havde aldrig haft den mindste mistanke om, at han var undercoveragent for DEA. Og Marshall vidste bedre end nogen anden, at der ikke var noget, han kunne gøre for hende nu. Men han håbede, at han med tiden, hvis han var heldig, kunne finde en måde at vende tilbage uden at bringe hende i fare, hvilket under alle omstændigheder ville blive en højst risikabel mission. Bill Carter kiggede på sit ur en halv time efter, de var lettet, og informerede Marshall om, at de ville storme lejren inden for en time. De havde været tæt på at fange El Lobo før, og denne gang ville de ikke lade ham slippe væk. Det var derfor, de havde handlet så hurtigt. Everett havde allerede forsinket dem en hel dag. Han skulle være gået direkte til mødestedet dagen forinden, da tjeneren spildte kaffen, men han havde blot ignoreret dem. Det overraskede dog ikke Bill. Marshall var kendt for at 26

være stædig og handle selvstændigt. Han var en fremragende agent, villig til at løbe enhver risiko, men han havde trodset sine overordnede flere gange gennem årene. Det var derfor, Carter selv var kommet for at hente ham. Han tog ingen chancer. Da de fandt ud af, at han var blevet afsløret, ville de have ham ud med det samme, inden han blev dræbt. »Sig til dem, at min højgravide kæreste er der, og at de skal passe på hende, når de stormer lejren,« sagde Marshall kort, før han vendte hovedet væk og lukkede øjnene. Ingen af de tre mænd forsøgte at tale til ham på resten af turen. En time efter at Marshalls fly havde forladt Bogotá, blev Raul advaret af informanter i byen, om at amerikanske DEA-agenter ville storme lejren. Han havde lige fået overleveret nyheden om Pablo, og efter at have samlet sine papirer sammen og givet instrukser til sine mænd skyndte han sig hen til hytten, hvor Paloma lå og sov. Han greb hende hårdt i armen og trak hende ud af sengen. »Du vidste det!« hvæsede han ind i ansigtet på hende. »Vidste hvad?« Hun så pludselig rædselsslagen ud. Hun vidste, hvor farlig hendes bror var, når han var vred. »Han er undercoveragent ... det forbandede svin ... Jeg stolede på ham som en bror ... Han er en forbandet løgner, og han er pisseligeglad med dig. Du og barnet var bare en del af hans plan, for at narre os. Hvad har han sagt til dig?« »Intet ...« Hun så forfærdet ud. »Det passer ikke ... Det er umuligt.« »Det passer. Han er væk. Han efterlod bilen i byen og forsvandt.« »Han kommer tilbage. Det ved jeg,« sagde hun chokeret. »Det er han for klog til. Du var bare en del af hans plan. Og hvad vil du nu gøre med den?« Han pegede på hendes mave 27

med afsky, og hendes hænder fløj øjeblikkeligt op for at beskytte den. »Han kommer tilbage efter mig. Det ved jeg, han gør.« Det troede Raul også. Pablo var måske en bedrager, men Raul vidste, at han var en blødhjertet fyr, som ville sætte sit eget liv på spil for kvinden, han elskede. Og alt, Raul ønskede sig nu, var hævn for de løgne, Pablo havde fortalt for at få ham til at fremstå som en idiot. Uden at tøve trak Raul sin pistol, sigtede på sin søster og skød hende i hovedet. Paloma faldt sammen på jorden. Han ville have Pablos mænd til at finde hende og fortælle ham, hvad han havde gjort. Kvinden, han elskede, og barnet, han ønskede sig så inderligt, var døde. Raul drejede om på hælen og forlod stedet. Marshall havde sovet i flere timer, da Bill Carter blev kaldt hen til cockpittet, en time før de landede i Washington. Beskeden, som blev videregivet til Bill i kode, var, at lejren var blevet stormet. Marshalls kæreste var død, skudt gennem hovedet, og El Lobo var igen flygtet, før de fik ham. Han var forsvundet i den blå luft, og deres mistanke gik på, at han var fløjet til enten Venezuela eller Ecuador for at søge tilflugt, indtil tingene stilnede af. Uden at kommentere situationen satte Bill sig tilbage på sin plads og fortalte ikke til nogen, hvad han havde hørt. Det var for tidligt at fortælle Marshall om kvinden. Han havde tre ugers afrapportering foran sig, så de ville vente til senere med at fortælle ham det. Han havde arbejdet sammen med Raul i Colombia i tre år, og før det havde han kun været i USA i to uger for at blive overflyttet efter sin succesfulde mission i Ecuador, der muliggjorde, at han kunne optages i Rauls organisation. Han havde været undercover i seks år. Han havde på alle måder levet et liv som Pablo Echeverría, og Bill vidste, at det nu ville tage tid for ham at komme sig over chokket ved at måtte afbryde sin mission så pludseligt. Og de ønskede hans fulde 28

samarbejde i forbindelse med afrapporteringen, så han fortalte dem alt, hvad han vidste om Raul og havde udført for ham. Han havde løbende sendt dem kodede beskeder angående leverancer, lokationer, mængder, hvidvaskning af penge og om de personer, de handlede med. Men nu havde de brug for de sidste detaljer. Bill vidste, hvor svært det ville blive for Marshall at vende tilbage efter at have været undercover så længe. Han havde selv været igennem det. De havde kortvarigt været bekymrede for, at han helt ville nægte at trække sig. Men han var ansvarsfuld med hensyn til sit arbejde, selv om Bill fornemmede, at det havde været tæt på denne gang. Truslen om, at det ville koste andre liv end hans eget, havde været den afgørende faktor, hvilket Bill havde vidst på forhånd. Marshall ville aldrig bringe andre agenters liv i fare, uanset hvor villig han var til at risikere sit eget. Marshall vågnede, netop som flyet landede ved Andrews Air Force Base i Maryland lige uden for Washington D.C., og han så udmattet og bleg ud bag den solbrændte hud. Han havde fjernet arret, de farvede kontaktlinser, makeuppen og baseballkasketten. Men da han kiggede i spejlet på flytoilettet, kunne han ikke genkende sig selv. Hans isse var kronraget, hans skæg var væk, hans øjne så døde ud, og hjertet var forvandlet til sten. Pablo Echeverría var forsvundet i den blå luft, og det, der var tilbage af specialagent Marshall Everett, var vendt hjem. Det var det sidste sted, han ønskede at være. Han følte sig som en robot i stedet for en mand. En del af ham var død. Marshall vidste, at han ville blive ført direkte til the Drug Enforcement Task Force Center, hvor OCDETF, Office of Crime Drug Enforcement Task Forces, lå placeret, og en helikopter ventede allerede på at flyve ham til Quantico, som var bygningen, hvor DEA delte faciliteter med FBI. Han skulle opholde sig der i tre uger for at afrapportere og omstille sig på at vende tilbage, med alt hvad det indebar af psykologiske test for at vur29

dere hans sindstilstand. Han havde også afrapporteret i to uger efter sin tid i Ecuador, men dette var anderledes. Han havde ikke været så dybt involveret i operationer i Ecuador som i Colombia. Og da han forlod Ecuador som femogtyveårig, var han meget hurtigt blevet overflyttet til opgaven i Colombia. Nu var han tre år ældre, var dybt infiltreret i Rauls organisation og havde efterladt en verden og et liv, som han var inderligt engageret i, kvinden, han elskede, og deres kommende barn. Hans tanker kredsede om Paloma og barnet, da han blev kørt til basens centrum og vist ind i et kontor, hvor en indsatsleder kort vurderede ham, overdrog ham hans papirer og sendte ham videre til Quantico. Han ankom en halv time senere og blev vist hen til sit værelse. Det var et lille rum med en seng, en kommode, en stol, et skrivebord og et lille køleskab. Det vakte associationer til militæret. Han vidste, at der også ville være andre undercover agenter på stedet, nogle af dem i isolation, hvilket var det eneste, han selv ønskede lige nu. Han ville være alene med sine tanker frem for at blive plaget og udspurgt og få sin hjerne suget ind i en computer, så al information kunne lagres hos DEA og OCDETF og blive dybdeanalyseret af højtuddannede agenter. Han stod ved vinduet på sit værelse og havde det, som om han var i fængsel. Han var langt væk fra alt, han kendte. På få timer var han blevet til Marshall Everett igen, en mand, han ikke længere kendte og ikke havde lyst til at være. Han længtes efter at være tilbage i hytten i junglelejren syd for Bogotá med kvinden, han elskede. Og jo mere han tænkte på hende og på, hvem han nu igen skulle være, jo mere ønskede han, at han var død. Der var intet tilbage for ham her. Han følte sig som en fremmed i sit eget land. Selv at tale og høre engelsk var fremmed for ham. Han havde tænkt på spansk i årevis. Og da han lagde sig i sengen og lukkede øjnene den nat, drømte han om de velkendte junglelyde og Palomas fløjlsbløde hud. 30

ET NYT LIV

et nyt liv www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

LINDHARDT OG RINGHOF

ROMAN