Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.
9 788711 694060 carlsen.dk
Illustreret af Lasse B. Weinreich
Den 10. ring Tekst © Kasper Hoff og Forlaget Carlsen 2018 Illustrationer © Lasse B. Weinreich og Forlaget Carlsen 2018 Grafisk tilrettelægning: Klahr | Grafisk Design Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2018 ISBN 9788711694060 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
KAPITEL 1
EN SLEM DRENG Kalle stod i skolekøkkenet og skrællede gulerødder. De skulle have råkost til de lammefrikadeller, som Anita og nogle af de andre piger var ved at lave. De stod omkring røremaskinen. Kalle kunne høre dem diskutere, hvor meget revet muskatnød, der skulle i farsen. I opskriften stod der bare muskatnød, men ikke hvor meget. Anita mente, at en halv teske måtte være nok, men Latifa syntes, at de skulle bruge mindst en skefuld og helst to. Til sidst gik de ud for at finde Karen, deres lærer. Kalle skrællede videre. Og så var det, han fik øje på den. Dåsen. Anita og Latifa havde glemt at lukke krydderiskabet, og dér stod den på den øverste hylde og så ensom ud. Kalle mærkede et sug i maven 5
og hørte en blid, lokkende stemme i sit hoved: Kom nu, Kalle. Lad os lave lidt sjov. „Nej,“ hviskede han til stemmen. „Jeg vil ikke.“ Jo, du vil, hviskede stemmen. Kom nu, Kalle. Der er ikke nogen, der opdager det. Det bliver sjovt. Han så sig omkring. Stemmen havde ret; der var ingen, der så i hans retning. Lige så stille og roligt gik han hen til skabet og tog dåsen ned fra hylden. Stærk chili, stod der på den. Den var helt fuld. Han kastede endnu et blik ud over lokalet, men alle var optaget af deres egne sager. Lynhurtigt skruede han låget af og hældte indholdet op i skålen. Hele indholdet. Han tændte røremaskinen og så, hvordan jernkrogen æltede det grove, røde pulver ind i farsen. Så slukkede han den igen og smuttede tilbage til gulerødderne. På vejen lod han den tomme dåse falde i skraldespanden. I det samme kom Anita og Latifa tilbage. De havde åbenbart fundet en løsning på deres problem, for de gav sig til at rive muskatnød uden at lægge mærke til noget. Kalle fnes indeni. Hvor var det godt, han alligevel havde gjort det. En halv time senere bredte en herlig duft af lammefrikadeller sig i skolekøkkenet. Maden blev serveret 6
ved de to lange borde. Jonathan begyndte at spise med det samme, men Karen stoppede ham. „Vent til alle er klar,“ sagde hun. Kalle sad ved siden af Anita. Hun kneb øjnene sammen og så på ham. „Er der noget i vejen? Du sidder så uroligt.“ „Næ, jeg glæder mig bare, til vi skal spise,“ sagde Kalle. Pludselig slog en tanke ned i ham: Han var nødt til at advare hende. Anita var hans bedste ven, og det var jo ikke hende, joken skulle gå ud over. Men hvordan skulle han advare hende uden at afsløre sig selv? „Værsgo’ og spis!“ sagde Karen. Alle kastede sig over maden. Alle på nær Kalle. I nogle lange sekunder var der stille i lokalet, bortset fra en højlydt smasken og lyden af bestik, der skrabede mod tallerkner. Pludselig rakte Olga ud efter vandet, men i stedet for at hælde op i sit glas, tog hun en ordentlig slurk direkte af kanden. „Det er stærkt! Ahhh, det er stærkt!“ råbte hun og viftede febrilsk med hånden foran munden. Nu kunne de andre også mærke det. Flere rejste sig op og begyndte at hoste halvtygget frikadelle ud over deres tallerkner. Nogle løb hen til vandhanen for at 7
8
slukke branden i deres mund. Anita havde tårer i øjnene og et meget mærkeligt udtryk i ansigtet. Kalle sad midt i kaosset og så sig omkring med store øjne. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle være så vildt. Det var jo bare for sjov, han havde gjort det, men det her var overhovedet ikke sjovt. Han kunne se på sine klassekammerater, at det gjorde rigtigt ondt på dem. Selv Karen stod og hostede og spyttede, mens hun prøvede at berolige klassen. Det tog næsten en halv time, før der igen var nogenlunde ro på klassen. På det tidspunkt var tre elever blevet hentet af deres forældre, og to var blevet kørt på skadestuen med forbrændinger på tungen. Resten var så ophidsede, at Karen besluttede at aflyse dansktimen. Kalle havde mest lyst til bare at løbe
9
sin vej. Han var helt chokeret over det, han havde gjort. Det var jo ikke meningen, at folk skulle komme til skade og blive kede af det. Karen kaldte klassen til ro og fik dem til at sætte sig ned. „Jeg vil gerne vide, hvem der kender noget til den her,“ sagde hun og holdt den tomme dåse med chilipulver op foran dem. Der var helt stille i klassen. „Anna og Latifa? Har I puttet en hel dåse chili i farsen?“ spurgte hun. Anna og Latifa begyndte i munden på hinanden at forsikre hende om, at de ikke kendte noget til chilien. „Hvem er det så? Nogen har puttet chili i frikadellerne, og jeg vil gerne have, at personen, der har gjort det, melder sig. Nu!“ Der var stadig ingen, der sagde noget. Karen vendte sig og så Kalle direkte i øjnene. „Kalle? Er der noget, du gerne vil fortælle mig?“ Kalle rystede langsomt på hovedet. „Er du sikker?“ Kalle nikkede. Han havde lyst til at gå til bekendelse, men han skammede sig for meget, og det var heldigt, for i frikvarteret bagefter sagde Thor til alle, der gad høre det, at når han fik fat i den, der havde gjort det, så ville han skyde ham med sin fars ge10
vær. Thors far var i hjemmeværnet, og Thor fortalte tit om hans gevær, der var så kraftigt, at det kunne skyde hul i en mur. Kalle tvivlede på, at Thor ville få lov til at låne sin fars gevær til at skyde nogen, men man kunne aldrig vide. „Hvor er det bare strengt,“ sagde Anita, da de fulgtes ad hjem fra skole. „Hun kan da ikke bare mistænke dig på den måde.“ Kalle mumlede til svar. „Jeg synes, du skal klage til rektor,“ fortsatte Anita vredt. „Hun har ingen beviser, og desuden kunne du aldrig finde på at gøre sådan noget. Det er kun idioter, der gør den slags. Det var garanteret Valdemar eller Bastian. Nej, vent … De gjorde det sikkert sammen.“ Kalle nikkede. Det var en god teori, syntes han. Hele eftermiddagen blev Kalle oppe på sit værelse. Han så ingen grund til at fortælle sin far og mor om det, der var sket, men om aftenen sendte Karen en besked ud til alle forældrene på Intra, hvor hun forklarede dagens begivenheder. Hun skrev også, at skolen tog sagen meget alvorligt, og at de ville gøre, hvad de kunne, for at finde den eller de personer, der stod bag. Til sidst i brevet opfordrede hun for11
ældrene til at tale med deres børn og høre, om nogen af dem vidste noget. „Sikken en ballade. Hvorfor har du ikke fortalt os det?“ spurgte Kalles mor. Kalle trak på skuldrene. „Det glemte jeg.“ „Brændte du dig på tungen? Gjorde det meget ondt?“ ville hans far vide. Kalle rystede på hovedet. „Det var slet ikke så stærkt,“ løj han. „Det er bare pigerne, der overdriver helt vildt.“ Og så snakkede de ikke mere om det, heldigvis. Kalle syntes selv, at han var sluppet godt fra miseren, men det havde været tæt på at gå galt. Han lovede sig selv, at han aldrig mere ville lytte til stemmen. Om aftenen kunne han ikke falde i søvn. Han blev ved med at tænke på det, der var sket i skolen. Han forstod ikke, hvordan det kunne ske. Han havde jo besluttet ikke at gøre det. Og så havde han gjort det alligevel. Til sidst stod han op for at tisse. På vej tilbage fra badeværelset hørte han sin mor og far snakke sammen nede i køkkenet. Det var ham, de talte om. Han listede hen til toppen af trappen og satte sig på det øverste trin. „Vi kan jo ikke være sikre på, at det var ham. Kal12
le er vel ikke det eneste barn på skolen, der laver ballade. Det kunne være hvem som helst,“ lød hans fars stemme. „Selvfølgelig var det ham,“ sagde Kalles mor. „Det ved vi jo ikke,“ prøvede hans far. „Det er altid ham. Det var ham, der hev alle blomsterknopperne af moster Fies rosenbuske, det var ham, der hældte maling i vaskemaskinen, så alt tøjet blev pink, og det var ham, der stak haveslangen ind gennem vinduet i Thygesens bil.“ Kalle stivnede. Hvordan kunne hun vide alt det? Især det med bilen var han ikke stolt af. Naboen, Thygesen, havde godt nok fået en helt ny bil af forsikringsselskabet, men det var alligevel ikke helt godt. Nede i køkkenet sukkede Kalles far. „Du har ret. Jeg forstår bare ikke hvorfor. Hvorfor gør han sådan noget?“ „Der er altså noget galt med den dreng,“ lød hans mors stemme. „Jeg ved ikke, hvad det er, men han er ikke normal.“ Ordene ramte Kalle som en mavepuster og slog al luften ud af ham. Han ville ikke have, at hans mor skulle synes, at der var noget galt med ham. Han ville gerne være sød og hjælpsom og velopdragen, 13
og det var han også, det meste af tiden. Det var kun nogle gange, at det slemme kom op i ham, og når først han havde fået en slem idé, var der ikke noget at gøre. Så måtte han bare føre den ud i livet. „Måske skal vi snakke med nogen,“ lød hans fars stemme nede fra køkkenet. „Nogen, der ved noget om den slags. En børnepsykolog, måske?“ „Nej. Vi skal ikke snakke med nogen,“ svarede Kalles mor. „Hvad hvis de finder ud af, at han ikke er vores? Så tager de ham måske fra os. Vil du gerne have det?“ „Selvfølgelig vil jeg ikke have det. Jeg elsker ham lige så højt, som hvis han var vores egen dreng, det ved du godt,“ sagde Kalles far. „Godt, så er vi enige om, at vi må klare det her selv. Vi må bare prøve at hjælpe ham så godt, vi kan,“ sagde hans mor. Kalle sad på trappen og stirrede ud i luften, mens ordene langsomt trængte ind i hans hjerne. Hvad hvis de finder ud af, at han ikke er vores? Havde hun virkelig sagt det? Ja, det havde hun. Men hvad betød det? Hvis ikke han var deres, hvis var han så? Havde han en anden mor og far, som de ikke havde fortalt ham om? 14
Han kunne pludselig mærke, at han frøs, og der havde samlet sig en hård knude i hans mave. Nede i stuen havde hans forældre tændt for tv’et, og den dæmpede lyd af politisirener nåede op til ham. Han havde lyst til at løbe ned ad trappen og kaste sig i armene på dem og trykke sig ind til dem og fortælle dem, at han aldrig, aldrig, aldrig mere ville gøre slemme ting. Aldrig nogensinde. Han ville være den sødeste dreng i hele verden, bare de lod være med at sige, at han ikke var deres dreng. Men han gjorde det ikke, for de skulle ikke vide, at han havde lyttet. Kalle rejste sig og listede tilbage i seng. Hvad hvis de finder ud af, at han ikke er vores dreng? Ordene gav genlyd i hans hoved, og det tog lang tid, før han faldt i søvn.
KAPITEL 2
DRENGEN I KURVEN Det var en helt almindelig morgen. Sådan virkede det i hvert fald. Kalle og hans mor sad ved morgenbordet og spiste deres havregryn, og Kalles far stod ved køkkenbordet og smurte Kalles madpakke, ligesom han plejede. Hans forældre snakkede om stort og småt – arbejde og indkøb og en rykker fra biblioteket, der skulle betales – som om det var en helt almindelig torsdag. Kun Kalle var usædvanligt stille. Han så på sine forældre. De var begge to ret høje og lyse i det. Hans mor havde rødligt hår og fregner. Hans far var lyshåret, og når han blev solbrændt om sommeren, blev hårene på hans arme helt hvide. Selv var Kalle lille og mørk. Mørkt hår, mørke øjenbryn, mørke øjne. Selv hans hud var 16
mørk, sammenlignet med deres. Og det var ikke kun farven, der var forkert. Hans næse var rundere, hans ben tykkere, hans mund bredere og hans hænder mere firkantede. Faktisk kunne han ikke få øje på en eneste ting, hvor han lignede sin mor og far. Hvorfor havde han aldrig lagt mærke til det før? Ovre på skolen blev tankerne ved med at myldre rundt i Kalles hoved. Han kunne slet ikke koncentrere sig om de opgaver, de skulle lave i klassen. Han trængte til at tale med nogen om det, han havde hørt. Nej, ikke bare nogen. Han trængte til at tale med Anita, men der var hele tiden andre i nærheden, og Kalle ville ikke have, at andre end Anita skulle høre, hvad hans far og mor havde sagt. Først da de om eftermiddagen fulgtes ad hjem fra skole, kunne han fortælle hende det frygtelige, han havde hørt fra toppen af trappen. „Du må have hørt forkert,“ sagde Anita. „Hvis ikke din mor og far er din mor og far, hvem skulle så være det?“ „Jeg ved det ikke,“ sagde Kalle ulykkelig. „Men hvorfor sagde hun det?“ spurgte Anita. „Der må da have været en grund?“ „Det ved jeg ikke. Hun sagde det bare,“ løj Kalle. 17
Han havde fortalt Anita, hvad hans mor og far havde sagt, men ikke hvorfor. Han havde ikke tænkt sig at fortælle Anita, at det var ham, der havde hældt chili i lammefrikadellerne. Han ville ikke have, at hun skulle være vred på ham. Slet ikke lige nu, hvor han havde det så elendigt. „Hvorfor spørger du dem ikke bare? Der er garanteret en logisk forklaring,“ sagde Anita optimistisk. Kalle rystede på hovedet. „Jeg tør ikke, for hvad nu hvis den logiske forklaring er, at min mor og far slet ikke er mine rigtige forældre? Hvad hvis jeg er …“ Kalle kunne næsten ikke få sig selv til at sige ordet, „… adopteret?“ Anita kneb øjnene sammen og tænkte sig grundigt om. De var kommet til Kalles hus. Hans forældre var ikke kommet hjem fra arbejde endnu, så de låste sig ind med Kalles nøgle. „Hvis du ikke tør spørge dem, så må vi jo undersøge sagen selv,“ sagde Anita og smed sin taske på gulvet i entréen. „Har I ikke nogen billeder, fra da du var lille?“ Kalle hentede familiealbummerne fra bogreolen i stuen. Der var fire, og de var alle sammen fulde af billeder af Kalle. De slæbte dem med op på Kalles 18
værelse, satte sig på sengen og begyndte at bladre. Kalle kendte de fleste af billederne i forvejen. Nogle af situationerne på billederne kunne han stadig huske. For eksempel ferien på Korfu forrige sommer. De bladrede baglæns gennem Kalles liv, til de kom til begyndelsen. Eller rettere: til de ikke kom til begyndelsen. Anita rynkede øjenbrynene. „Det er mærkeligt. Der er ikke nogen billeder fra du blev født,“ sagde hun. „Behøver der være det?“ spurgte Kalle. „Det er der i hvert fald i vores fotoalbum derhjemme. Der er masser af billeder af mig på hospitalet, lige efter jeg blev født. Der er også et, hvor jeg ligger på min mors mave, smurt ind i blod og slim og alt muligt. Jeg var mega klam.“ Anita skar ansigt og viste Kalle, hvor grim hun havde været som baby. „Måske syntes de bare, at det var for ulækkert til at fotografere?“ foreslog Kalle. „Måske,“ sagde Anita tænksomt. „Men se her: Der er heller ikke nogen billeder, hvor din mor er gravid. På det ene billede er hun helt slank. På det næste står hun pludselig med dig på armen.“ Kalle sank en klump. „Hvad tror du, det betyder?“ spurgte han. Anita så medlidende på ham. 19
„Det betyder, at du er nødt til at snakke med dine forældre.“ Der var ikke noget, Kalle havde mindre lyst til, men Anita havde selvfølgelig ret. Han var nødt til at tale
20
med sine forældre om det. Ellers ville han gå rundt og tænke på det hele tiden, måske resten af sit liv. Anita gik, da hans far og mor kom hjem klokken fire. Kalle ville ønske, at hun blev og hjalp ham med at spørge, men det ville hun ikke. „Det er en familieting,“ sagde hun. Kalle fulgte hende helt ud til fortovet og så efter hende, mens hun forsvandt ned ad vejen. Bagefter gik han ind i huset til sin far og mor. Han kunne lige så godt få det overstået, men da han kom ud i køkkenet, var hans far ved at lave varm kakao, og hans mor var i færd med at tage en kage ud af en pose fra bageren. En æblekage, så det ud til. Kalles yndlingskage. De var i så godt humør, og Kalle kunne ikke få sig selv til at ødelægge den gode stemning. Næste morgen havde alle travlt med at komme ud ad døren, og om aftenen var hans mor i teateret med moster Fie. Og sådan blev det ved. Der kom hele tiden noget i vejen. Først lørdag morgen, da de sad ved morgenbordet, fik Kalle endelig taget sig sammen. „Hvor blev jeg egentlig født?“ spurgte han ud i luften. Der var en kort pause, før hans far svarede. „Du blev da født på hospitalet.“ „Hvad for et hospital?“ 21
„Tja … Det store med alle lægerne, du ved. Hvorfor vil du vide det?“ Kalle svarede ikke. I stedte fortsatte han med at spørge. „Hvorfor er der ikke nogen billeder af mig, da jeg blev født?“ Kalles far smilede. „Hvorfor? Fordi … Fordi jeg havde glemt kameraet den dag, du blev født.“ „Ja, det er rigtigt. Du havde glemt det,“ gentog hans mor. „Der er så meget at tænke på, når man skal skynde sig af sted på hospitalet,“ fortsatte hans far, men Kalle troede ikke på det. Der var noget, de ikke fortalte, det kunne han mærke. „Der er heller ikke nogen billeder, hvor mor er gravid,“ fortsatte han. „Det er ikke alle, det klæder at være gravid,“ sagde hun. „Jeg bad udtrykkeligt din far om ikke at tage nogen billeder af mig.“ „Ja, det gjorde hun. Ingen billeder overhovedet,“ skyndte hans far sig at sige. Kalle tog en dyb indånding. „Er I overhovedet mine rigtige forældre?“ spurgte han. 22
Der blev helt stille ved morgenbordet. Det var, som om Kalles spørgsmål havde fået tiden til at gå i stå. „Hvad mener du, skat? Selvfølgelig er vi dine forældre,“ sagde hans mor så. „Hvorfor skulle vi ikke være det?“ „Jeg hørte det, I sagde forleden aften, efter jeg var gået i seng. Det med, at …“ Kalle måtte synke hårdt, før han kunne sige ordene, „… det med, at jeg ikke er jeres barn.“ Han forældre sendte hinanden et desperat blik. Så trak hans far næsten umærkeligt på skuldrene og hans mor nikkede lige så umærkeligt tilbage. „Okay,“ sagde hun. „Det var egentlig ikke meningen, at du skulle vide det endnu. Vi havde tænkt os at fortælle dig det, når du var blevet lidt ældre og bedre kan tåle at høre sandheden.“ Hun tog en dyb indånding og sendte Kalles far et bedende blik. Han fortsatte: „Dengang din mor og jeg mødte hinanden, fandt vi meget hurtigt ud af, at vi gerne ville have børn sammen. Så vi arbejdede på sagen. Vi …“ „Tak, ingen detaljer,“ afbrød Kalle ham. „Bare spring den del over.“ „Jo, altså … Vi prøvede, men det lykkedes ikke. 23
Det tog hårdt på os. Vi havde så meget kærlighed inden i os, men ikke nogen at give den til. Men så en dag opstod der pludselig en mulighed. En mulighed for, at vi alligevel kunne få et barn …“ Kalles far gik i stå. „Prøver du at sige, at jeg er adopteret?“ spurgte Kalle. „Ikke helt. Vi adopterede dig ikke. Vi fandt dig,“ sagde Kalles far. Kalle stirrede på ham. „I fandt mig?“ Kalles far nikkede. „Hvor?“ „I baghaven,“ sagde Kalles mor. „Nede ved den høje hæk. Den, der vender ud mod skoven. Nogen havde efterladt dig i græsset i en flettet kurv af pilegrene. Du så op på os, og du var den mest nuttede skabning, vi nogensinde havde set. Så vi tog dig og beholdt dig.“ „Men …“ Kalle gik i stå. Han stirrede på de to mennesker, han indtil for få minutter siden havde kaldt sin mor og far. Hvad skulle han kalde dem nu? Kirsten og Ole? Det lød på en eller anden måde helt forkert. „Men … Hvis ikke I er min rigtige mor og far … hvem er så?“ spurgte han. 24
„Det ved vi ikke,“ sagde hans mor. „Vi ved bare, at den person, der lagde dig i vores have, ønskede, at vi skulle elske dig og passe på dig, og det har vi gjort, så godt vi overhovedet kunne,“ sagde hans far og lagde en beroligende hånd på Kalles arm. Kalle rev armen til sig. „Hvordan ved I det? Måske tabte mine rigtige forældre mig, da de var ude og gå tur, eller … eller … eller der kom en stor måge og fløj væk med mig, eller …“ Kalle kunne ikke finde på flere forklaringer på, hvordan han var endt i haven. „Måske går de stadig og leder efter mig,“ sagde han. „Sådan tænkte vi også i starten,“ sagde hans mor roligt. „Vi kiggede i aviserne hver dag, og i fjernsynet. Din far var endda oppe på politistationen og læse dagsrapporterne for at se, om der var et barn, der var meldt savnet, men der var intet. Og så besluttede vi os for at beholde dig.“ „Og det har vi ikke fortrudt.“ Kalles far smilede kærligt til ham. Så blev han alvorlig igen. „I starten var vi ikke sikre på, om vi gjorde det rigtige. Men så var det, at vi fik den første ring.“ „Hvad for en ring?“ spurgte Kalle. Hans far rejste sig og gik ind på sit kontor. Kalle kunne høre ham dreje nøglen rundt i den øverste skrivebords25
skuffe – den, der altid var låst. Et øjeblik efter kom han tilbage. Han stillede en lillebitte kurv af flettede pilekviste foran Kalle. På bunden af kurven lå noget og skinnede. Kalle vendte bunden i vejret på den og en lille håndfuld fingerringe trillede ud på bordet. Han talte dem. Der var ni ringe, og de var helt ens: Runde og uden sten eller udsmykning af nogen art. Kalle vidste ikke, hvad han skulle tro. „Er de af guld?“ spurgte han. Hans mor nikkede. „Vi fandt den første ring et år, efter vi fandt dig, på præcis samme sted i haven, nede ved hækken, der vender ud mod skoven. Den lå i en lille kurv af flettede pilegrene ligesom den, du lå i.“ „Lige siden har vi hvert eneste år fundet en ny ring på samme sted. Ni ringe er det blevet til,“ sagde hans far. Kalle stirrede på ringene. Guldet glødede varmt i solskinnet fra køkkenvinduet. De var smukke. Han tog en ring og satte den på sin højre pegefinger. Den passede, som om den var lavet til ham, og den glimtede, næsten som om den var glad for at blive forenet med ham. „Nu kender du sandheden,“ sagde Kalles mor. „Hvordan har du det?“ 26
Kalle mærkede efter. Han var ikke ked af det. Mere overrasket. Og nysgerrig. „Du skal vide, at selv om vi ikke har lavet dig og født dig, så er du stadigvæk vores dreng. Det er der intet, der kan lave om på,“ sagde hans far alvorligt. Kalle nikkede. Det var godt at vide. Han lagde guldringene i kurven og rakte den til sin far, men han rystede på hovedet. „Jeg ved ikke, hvem der kommer med ringene, men jeg er temmelig sikker på, at de ikke er til mor og mig. De er til dig. Pas godt på dem,“ sagde han. oOo Om eftermiddagen kom Anita forbi. Hun var så nysgerrig efter at høre, om han havde fået talt med sine forældre, at hun ikke kunne holde sig væk, men da Kalle fortalte hende om sin mystiske opdukken i haven og viste hende guldringene, blev hendes øjne så store, at Kalle var bange for, at de ville trille ud af hovedet på hende. „Hvor er de smukke. Er det ægte guld?“ hviskede hun betaget. Kalle nikkede. Anita tog en af ringene på og betragtede den beundrende. Ringen var lidt for stor til hende. 27
„Hvor er du heldig,“ sukkede hun. „Hvad mener du?“ spurgte Kalle. „Jeg mener, du er et ægte mysterium. Måske er du den uægte søn af en smuk prinsesse. Kongen og dronningen er meget strenge, og de må ikke vide, at du findes. Men hvert år sender prinsessen sin betroede tjener ud for at lægge en guldring til dig, for at du skal vide, at hun stadig elsker dig. Gid, det var mig.“ Anita sukkede henført. „Min mor fødte mig på Skejby Sygehus, og min far blev så dårlig, da han så mig, at han kastede op på jordemoderens sko. Ikke særlig romantisk, vel?“ Kalle smilede. Han var ikke sikker på, at han troede på det med prinsessen, men det var jo rigtigt nok, hvad Anita sagde: Det var faktisk et mysterium, hvem han var, og hvor han kom fra. Anita så spændt på ham. „Hvad vil du gøre?“ „Hvad mener du?“ spurgte Kalle. „Du er da nødt til at prøve at finde ud af, hvem du er i virkeligheden.“ „Er jeg?“ Kalle var ikke sikker på, at han havde lyst til at være en anden end den, han var. Hvad nu hvis sandheden ikke var så romantisk, som Anita forestillede sig? Måske havde hans forældre valgt at forære ham væk, fordi de hadede børn? Måske var 28
de narkomaner, der ikke kunne finde ud af at passe ham? Måske var de døde? Anita fornemmede hans tøven og trak på skuldrene. „Det må du selvfølgelig selv om, men hvis jeg var dig, så ville jeg undersøge sagen.“ „Og hvordan ville du gøre det?“ spurgte Kalle. Han måtte indrømme, at han var en lille smule nysgerrig. „Ved at følge ringene, selvfølgelig,“ sagde Anita og holdt en guldring op mod lyset. „Hvornår er det, at dine forældre plejer at finde dem?“ „På min fødselsdag,“ sagde Kalle. „Og det er om ni dage,“ sagde Anita triumferende. „Det eneste, vi behøver at gøre, er at lægge os på lur i haven og se, hvem der kommer med ringen. Smart, ikke?“ Kalle nikkede. Det var en god plan. Hun var ikke så dum, hende Anita.
Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.
9 788711 694060 carlsen.dk