De syv dødssynder læseprøve

DE 7 DØDSSYNDER

1

2

Stine Bolther Hans Petter Hougen Bent Isager-Nielsen

DE 7 DØDSSYNDER Retsmedicineren og efterforskeren om, hvorfor ondskab findes i os alle

LINDHARDT OG RINGHOF 3

Stine Bolther Hans Petter Hougen Bent Isager-Nielsen DE 7 DØDSSYNDER Retsmedicineren og efterforskeren om, hvorfor ondskab findes i os alle © 2018 Stine Bolther, Hans Petter Hougen, Bent Isager-Nielsen & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt Forside- og forfatterfotos: Thomas Howalt Andersen Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-69466-4 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

4

INDHOLD Forord  7 Prolog  11 1 HOVMOD  25 2 GRISKHED  55 3 BEGÆR  107 4 MISUNDELSE  157 5 FRÅSERI  181 6 VREDE  221 7 DOVENSKAB  273 Epilog  291 Tak  295 Øvrige bogudgivelser  297 Biografier  299

5

6

FORORD – Jeg har stået til halsen i død og elendighed. Set, hvor slemme vi kan være mod hinanden. Og når jeg så kommer hjem bagefter, bliver jeg mere glad for livet. Hvorfor? Fordi jeg er klar over, at vi alle har en udløbsdato. Ordene er professor og tidligere statsobducent Hans Petter Hougens. Han og forhenværende politiinspektør og tidligere chef for Rigspolitiets Rejsehold Bent Isager-Nielsen er to af Danmarks mest erfarne og skarpeste hjerner inden for efterforskning af drab. De to har ofte arbejdet sammen, og de har set det værste af det værste. I ordenes mest blodige forstand. De har set, når mennesker er allermest modbydelige over for hinanden. Når de slår familie­medlemmer ihjel. Eller en tilfældig person på gaden. Når et barn bliver frataget livet, nærmest førend det er startet. Eller når en person griber til våben og skyder fjenden ned med koldt blod. Når man som Hans Petter Hougen og Bent Isager-Nielsen har stået ansigt til ansigt med de mørkeste sider af tilværelsen, giver 7

det stof til eftertanke. Det giver én en lyst til at leve livet fuldt ud, hver dag. For en ting er sikkert: Du ved, du skal dø en dag – du ved bare aldrig, hvornår den dag oprinder. Over 40 år i uniform og kittel har givet de to en unik indsigt i det menneskelige væsen. På godt og ondt. Mange års arbejde med døden har givet dem indblik i, hvorfor kirken helt tilbage i 1200-tallet skrev de syv dødssynder ned. For de syv synder, der er så grove, at de ikke kan tilgives i bibelsk forstand, kan også være med til at beskrive, hvorfor nogen finder på at begå den værste forbrydelse af dem alle: drabet. Kan vi så lære noget af forbrydernes utilgivelige gerninger? Kan vi forstå vores samtid og lære af andres udåd? Kan vi med afsæt i grusomhederne blive bedre mennesker i fremtiden? De syv dødssynder og de syv dyder stammer fra den katolske tro, hvor man styrede sit liv ud fra disse 14 kardinalpunkter. Munken Evagrius tog ud i ørkenen for at gøre sig sine synder klart. I første omgang fandt han frem til otte synder, men de blev siden til de syv dødssynder, vi kender i dag: hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Det var de ultimative synder. Det allerværste og mest utilgivelige, et menneske kunne gøre. Mange troende mener, at når døden kommer, og Skærsilden venter, så bliver ens synder og dyder målt og vejet. Er vægtskålen med synder for tung, ryger du i Helvede. Ellers kommer du i Paradis. Uanset om man er troende eller ej, er de fleste af os opdraget med, at de syv dødssynder er noget, man skal lære at styre, så det ikke tager overhånd. Man må gerne være doven en søndag, men hvis man er det hele ugen, så er man et dårligt menneske. Man må gerne glæde sig over naboens lykke, men er man misundelig, er det et dårligt tegn. De syv dødssynder er flere hundrede år gamle, og i dag er flere 8

af synderne for nogle nærmest blevet noget godt: at ville frem i verden eller at være sin egen lykkes smed. Er det en synd at slå ihjel? Det spørger du måske om, og svaret ligger ligefor: Ja, selvfølgelig, det er det. Det kan da ikke være værre. Men er det også en synd at slå ihjel, hvis du er sendt i krig og blevet beordret til det? Er det også en synd at slå ihjel, hvis du gør det af kærlighed til dine nærmeste? Der er svaret ofte lidt mere vævende. At slå ihjel er ikke en af dødssynderne, men drabet er meget ofte en konsekvens af en eller flere af synderne. Med synderne som gennemgående tråd har jeg sat to af Danmarks dygtigste inden for hvert sit felt, politiinspektør Bent Isager-Nielsen og retsmediciner Hans Petter Hougen, stævne for at tale om et helt arbejdsliv med skæbner fra samfundets skyggeside. De to mænd drøfter i bogen, om vi bliver født onde, og om vi kan undslippe vores skæbne, og de taler om de mange drabssager, som de begge har været dybt involveret i opklaringen af. Om livet, døden, og hvorfor ondskab findes i os alle. Isager og Hougen tager dig i denne samtalebog med ind i maskinrummet og fortæller med udgangspunkt i de syv dødssynder om danske og udenlandske drabssager. Og om hvordan man trods død og mord og ulykke alligevel kan gå hjem bagefter og sorgløst lege med sine børn i haven. Der er begivenheder og hændelsesforløb i denne bog, der ikke er sket helt som beskrevet. De er sløret af hensyn til de involveredes privatliv. På samme måde er navne, steder og tidspunkter ændret, medmindre de har været offentliggjort. Stine Bolther København, juni 2018

9

10

PROLOG Hans Petter Hougen (HP): Jeg bliver hver eneste dag gjort opmærksom på, at vi har en udløbsdato – alle sammen. Bent Isager-Nielsen (B): Ja, du bliver det mere end jeg. Jeg har arbejdet meget med drab, men også med mange andre former for kriminalitet. Når man står med ofre og gerningsmænd, så får det ofte én til at tænke på, hvor forkert man kan leve sit liv. Du har et antal år på jorden, hvordan kan du bruge dem så elendigt? Man må bare håbe på, at man selv kan gøre det lidt bedre. For man er kun noget i kraft af andre mennesker. Er der noget, folk dør af, så er det ensomhed. Du kan være rask og rig, men hvis du ikke har nogen, der tager sig af dig, og du har ikke nogen at tage dig af, så bliver du ensom. Det er det farligste. HP: Det er nu ikke helt op til os selv, hvordan vi tilrettelægger og forvalter livet. Det kommer også an på, hvad du har haft som udgangspunkt, og hvilke muligheder du har haft for at udnytte 11

de evner, du har. Men alligevel er der nogen, som det virkelig kører skævt for i livet, også selv om de bliver gjort opmærksom på det, og mennesker omkring dem forsøger at få dem til at rette op. B: Hvor meget kan man gøre ved en ulykkelig barndom? Det er et godt spørgsmål, og jeg bliver tit spurgt, om jeg tror, folk bliver født onde. Men kun få bliver født onde, det føler jeg mig overbevist om. Mange gør til gengæld onde ting i løbet af deres liv. Du har selv et ansvar for dit liv. Du kan ikke blive ved med at dvæle ved din barndom og dine forældre og sige, at det hele er deres skyld. Eller at du sad forkert på potten. Eller noget helt tredje. På et tidspunkt er du ansvarlig for dit eget liv. HP: Det er rigtigt nok. De fleste påtager sig det også, men der er altid nogen, som har en rygrad som en regnorm. Man følger den vej, der er lagt for en, også selv om det ikke er den rigtige vej. Og hvis man bliver skubbet længere og længere ud ad den vej, og der ingen modstand er, så er det svært at stoppe. Især hvis de andre, man er sammen med i sin familie eller omgangskreds, også har valgt den forkerte vej. Så bliver man på den rute. B: Det er vildt interessant. Er man født til at blive kriminel? Kan alle blive skubbet ud i kriminalitet? Er det arv eller miljø? Hvor meget kan vi selv ændre? HP: Du kan ikke ændre alt selv. Hvis du er vokset op under dårlige kår og har mødt voldsom modstand og måske også afvisning fra dem, du troede, betød noget for dig. Så kan det være svært at kæmpe sig igennem og komme frem i livet. Især hvis der er en anden vej, der er nemmere. Jeg har ikke så meget forstand på bandekriminalitet, Bent, men det er vel et sted, hvor man kan få kammeratskab og opleve sam12

menhold i en gruppe? Nogle, der accepterer dig som den, du er, når du altså er gået igennem nogle prøvelser og blevet en af brødrene, en i slænget. Hvis man så går den forkerte vej – altså i bandemedlemmernes øjne – så får du ikke anerkendelsen, som du higer sådan efter ... B: Hvis du ikke kan få anerkendelse andre steder, så kan du i hvert fald få det i den der usunde kreds af bandemedlemmer. HP: Uden at det skal lyde som en kliche, så har mit arbejde altid handlet om liv og død. Meget om død. Men dermed også om meningen med det hele. Hvem er vi? Hvordan er vi havnet her? Hvad skal vi med tilværelsen? Hvad er godt ved livet? Hvad er skidt? Livet har mange facetter. B: Nu sætter vi to mænd os sammen. Vi har nogenlunde samme alder. Vi kan lide hinanden og har samme form for humor. Vi har begge en datter med navnet Line. Og så har vi på hver sin måde arbejdet med noget af det, der er mest fascinerende og spændende i vores samfund. Det, der bliver lavet flest film og serier om: døden, og især når et menneske slår et andet menneske ihjel. Vi to har været dybt forankret i vores faglighed igennem mange år, og det har givet os et fundament for at reflektere over mange ting i livet. Mest drab, men ikke kun drab. For dit vedkommende har det selvfølgelig mest været i den personfarlige afdeling med drab, voldtægt, vold, krigsforbrydelser og tortur. Mens jeg f.eks. også har beskæftiget mig med økonomisk kriminalitet og organiseret indbruds- og hælerkriminalitet. Vi har set så meget død og elendighed, så mange spildte liv og skæbner, at man faktisk bliver mere taknemmelig for det, man har. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Jeg reflekterer også over, hvad livet er for noget. Og især hvad døden er for noget. 13

De gange, jeg har været til en obduktion, har det altid været noget særligt. Jeg bliver ramt af synet, symbolikken. Nu er livet væk, her er bare en tom skal, som engang var et menneske. De dødsfald, jeg har haft tæt på i mit eget privatliv, de berører mig selvfølgelig endnu dybere. Man står der og ser på den krop, som man kender så godt, og som levede og åndede. Og så er den pludselig stille og kold. Den enorme forskel, der er på den levende krop og den afdøde, det er noget, som jeg slet ikke fatter. Og måske heller ikke skal forstå. Nu bevæger jeg mig mod kristendom og troen på Gud. Hvad er det, der forsvinder fra det døde legeme? Hvad er forskellen, ud over at du klinisk set er hjernedød? Det synes jeg er utrolig fascinerende, men også lidt skræmmende. HP: Jamen det er svært at forklare og svært at forstå. Selv om jeg er inden for lægevidenskaben, og der er meget, vi kan forklare, så er der også ting, som simpelthen er uforklarlige. Jeg kan også godt se, at der er stor forskel på det afsjælede legeme, som man siger, og den levende krop. Jeg kan se det, men jeg kan ikke forklare den specielle tilstand. Vores viden er som en cirkel. Uden om cirklen er der en masse, vi ikke ved noget om endnu, men vi lærer hele tiden noget mere, og cirklen bliver større. Men i takt med at den bliver større, bliver alt det, vi ikke ved noget om, også større. B: Viden udvikler sig hele tiden. Da kloge mennesker skrev bøger eller artikler for 500 år siden, så var det dengang også om det mest universelle. Men i dag ved vi noget andet og noget mere, også om hvad det vil sige at være et menneske ... selv om lige den del ikke er det område, hvor vi er nået længst. Hvorfor man er, som man er, og gør man, som man gør? Hvordan kan folk finde på at være onde over for hinanden? Det er sindssygt interessant. Er vi født til det? Bliver vi påvirket til det? Hvor meget er vores 14

frie vilje? Kan vi ikke bare lade være? Og kan vi ikke bare bekæmpe dødssynderne, lade være at begå dem? HP: Ja, hvorfor gør man det? Når man nu godt ved med sit fornuftige jeg, at det, man gør, er forkert. Hvordan kan man så overhovedet finde på at gøre de ting? B: Og forsvare det over for sig selv? HP: Det mest ekstreme, jeg har oplevet, var, da jeg arbejdede på Balkan i Kosovo i 1999 og 2000. Det daværende Jugoslavien var plaget af en meget blodig borgerkrig, som førte til landets opløsning. Det var forfærdeligt. Første gang, jeg var dernede, var lige umiddelbart efter, at NATO havde smidt serberne ud. Der var døde alle vegne. Døde mennesker på marker, i floder, i brønde, i udbrændte huse og i massegrave. Den menneskelige ondskab var så ekstremt meget til stede. Marker stod med modent korn, som bønderne havde sået, men ikke høstet, fordi de var blevet slået ihjel, og deres dyr lå også døde rundtomkring. Al den ondskab var virkelig noget, der satte tankerne i gang. B: Sådan nogle etniske udrensninger er uhyggelige. Gerningsmændene forsøger at forklare over for sig selv, at det er i orden at gøre det her mod andre mennesker, fordi de ikke er på linje med en selv. De tilhører noget andet, og derfor kan man godt behandle dem på den måde. HP: Ja, det er ganske uhyggeligt. Og jeg fik nogle af de samme følelser igen, da jeg for et par år siden var i Gaza, efter de sidste skyderier mellem Gazas beboere og Israel havde lagt hele områder af byerne øde. En ting er, at det hele er bombet og sprængt i stykker. Men der var så mange døde og lemlæstede mennesker 15

af begge køn og i alle aldre. Og det er virkelig hårdt at se babyer, der er sprængt i stumper og stykker, unge mennesker, der ligger døde i ruinerne, og ikke mindst se overlevende børn, som ikke leger, men bare står med tomme udtryk i øjnene. De griner ikke, de larmer ikke eller løber rundt og spiller bold, som børn nu bør gøre. Sådan nogle indtryk er voldsomme. B: Det kan jeg godt forstå. HP: Det er igen den menneskelige ondskab, som vi også ser i flere af vores drabssager, men her er det bare multipliceret med 5.000 ... B: Og det er jo nok ikke sådan, at gerningsmændene bagefter sidder og siger: »Nej, det var også forkert, det, vi gjorde.« For de synes jo, det er det rigtige at gøre, ellers havde de ikke gjort det. Det er den samme tankegang som under de etniske udrensninger i Rwanda. Den grusomme måde at agere over for hinanden. Uden at fortrække en mine og uden at tænke: »Det kan jeg ikke gøre.« Jeg har kendt dig i mange år, Hans Petter. Vi har arbejdet sammen i mange drabssager, både da jeg var chef for Rejseholdet og i andre sammenhænge, og du var chef på Retsmedicinsk Institut i København. Du har altid været en erfaren og dygtig mand, som har et fantastisk ry og renomme i forbindelse med dit arbejde. Jeg kender dig også privat som en ualmindelig hyggelig og lun fætter. Du er født i Norge, og spørger man dig, hvorfor du kom til Danmark i sin tid, så koketterer du med, at du var for dum eller havde for dårlige karakterer til at blive optaget på medicinstudiet i Oslo. Så du var nødt til at tage til Danmark for at uddanne dig. Men mon ikke den rigtige historie har noget med kærlighed at gøre?

16

HP: Måske ... Jeg har mest koncentreret mig om min karriere i retsmedicinens verden og har været tilknyttet Retsmedicinsk Institut i København og Miami. Men jeg havde vitterlig verdens dårligste studentereksamen, og jeg kunne ikke komme ind ved noget norsk universitet. Så jeg valgte militærtjenesten. Jeg var fodsoldat ved infanteriet, slagmarkens dronning, som de kaldte det. Om aftenen sad vi mest og spillede poker. Indsatsen var 25 øre, for vi tjente jo ingenting. Jeg fandt så ud af, at jeg kunne læse jura i stedet. Det kunne jeg nemlig komme ind på, og ganske smart fik jeg via nogle særordninger militæret til at betale alle mine bøger. Jura var ikke så tosset til at starte med, men efterhånden viste det sig, at det også var en ørkenvandring. Min drøm var stadig at rende rundt med hvid kittel og redde menneskeliv. Vejen dertil blev lidt kringlet. Jeg havde tidligere i gymnasie­ tiden haft en forlænget sommerferie, hvor jeg var mønstret et skib, som sejlede på Middelhavet, som dæksdreng. Der var der en masse spanske søfolk, som tog sig kærligt af mig, sørgede for, at jeg fik de oplevelser, man skal have som ung sømand. Så fandt jeg ud af, at jeg da kunne læse medicin i Spanien. En, to, tre tog jeg et kursus i spansk på 14 dage og rejste derned i 1969. Det gik faktisk fint, og jeg fik svarende til første års eksamen dernede. Studenteroprøret i Paris i 1968 spredte sig i de følgende år til resten af Europa, og det kom til Spanien med stor forsinkelse. Jeg kunne ikke dy mig, jeg løb også rundt med de andre studerende og demonstrerede. Jeg kan huske, hvordan vi styrtede ned igennem gangene på Medicinsk Fakultet med politiet efter os med hævede stave. Jeg blev ikke fanget. Men i stedet lukkede myndighederne bare mange universiteter i Spanien, for så var man ligesom fri for de demonstrationer. I starten af 1971 rejste jeg videre. Jeg begyndte at søge andre universiteter. Irland, England 17

og flere steder i Tyskland. Ingen steder kunne jeg komme ind. Så jeg besluttede mig for at tage til Danmark for at arbejde på Bis­ pebjerg Hospital, hvor jeg fik et job på centrallaboratoriet som uautoriseret hospitalslaborant. Her gik jeg rundt og tog EKG og blodprøver på patienterne. Og så fik jeg lov til at komme ind på medicinstudiet på Københavns Universitet. Efter første år dumpede 70 procent af mine medstuderende, så de fik virkelig skilt fårene fra bukkene. B: Men du bestod, og hvad skete der så? Hvordan kom du på, at du ville være retsmediciner? HP: Min vej ind i retsmedicinen formede sig sådan, at jeg langsomt fandt ud af, at jeg skulle være enten kirurg eller patolog. B: Du ville i hvert fald skære i nogen ... uanset om de var levende eller døde? HP: Præcis. Ja, jeg ville føre kniven. Så jeg begyndte at uddanne mig til kirurg, men fandt så ud af, at det alligevel skulle være patologi. Det var nok, fordi jeg havde verdens mest fantastiske underviser på studiet, Hemming Poulsen, som var professor i patologi. Han var en gudsbenådet underviser og formidler. Når man er færdig på universitetet, skal man ud i turnus. Efter turnus tog jeg den femårs uddannelse, det kræver at blive specialist i patologi. Til at begynde med var det skægt, men efterhånden blev det lidt mere trivielt. Af forskellige grunde blev jeg så medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, hvor vi undersøgte flygtninge, som fortalte, at de havde været udsat for tortur. Det gik fint, men jeg var nødt til at blive retsmediciner, hvis jeg skulle kunne dokumentere, om de havde været udsat for vold, og ikke 18

mindst hvilken slags vold. Der blev opslået en stilling, jeg søgte og fik den. B: Fortæl lidt om forskellen på en patolog og en retsmediciner? HP: En patolog diagnosticerer sygdom, f.eks. ved at se i mikroskopet, hvor man undersøger celler og væv for kræft, tuberkulose osv. Man undersøger for livmoderhalskræft, man undersøger en knude i brystet eller en biopsi fra lever, lunge, prostata. Dengang jeg var inden for patologien, havde vi også masser af obduktioner, hvor vi skulle se, hvilken sygdom den enkelte patient var død af. Men nu er der næsten ingen, der bliver obduceret efter sygdomsdødsfald. Det uventede og uvarslede dødsfald tager politiet sig af, og så er der et retslægeligt ligsyn og obduktion foretaget af retsmedicinerne. B: Ja, dem har jeg været involveret i mange gange. HP: Jeg skulle have min specialistuddannelse i retsmedicin, men den fandtes ikke i Danmark. Jeg kunne tage til andre europæiske lande, men i USA kunne man tage et års intensiv overbygning på patologuddannelsen og så blive retsmediciner. Det valgte jeg og tog til Miami i 1991 – and the rest is history. Bent, du og jeg har jo kendt hinanden i mange år. Første gang jeg mødte dig, vidste jeg, at her var der en, der havde tjek på tingene. Du stillede spørgsmål på en behagelig måde, overordentlig relevante spørgsmål og flere af dem også lidt svære at svare på. »Hvornår er døden indtrådt?« Det har I efterforskere utrolig stort behov for at få at vide, og det er noget af det, vi er allermest usikre på.

19

B: Ja, det har I altid været. Det har været så irriterende, for i fjernsynet ser det så let ud. »Vedkommende er død mellem klokken det og det.« HP: Jeg kan huske engang, jeg tog fejl med over et halvt år. Det fik jeg at høre for mange gange siden. Men nu har du jo fortalt lidt om, hvad du ved om mig. Jeg kan supplere med, at jeg er født den 6. juni 1949 i Oslo, hvor jeg også voksede op i et ganske almindeligt borgerligt hjem. Min far var jurist, ansat i Norsk Arbejdsgiverforening, min mor var husmor, som man jo var dengang. Inden hun mødte min far, havde hun været stewardesse i SAS, men så blev hun gift og gravid, og så holdt hun op med at arbejde. Jeg var den førstefødte, og fem år senere kom min lillesøster. Jeg havde vel en ganske normal opvækst, med spejderbevægelse og barnetro. B: Jeg er født den 25. maj 1951, så jeg er 67 år og gik på pension 1. april i år. I modsætning til dig, Hans Petter, er jeg ikke indvandrer, jeg er ægte dansker. HP: Ja ja, jeg er bekvemmelighedsflygtning. B: I min familie var der ingen tradition for akademiske uddannelser. Faktisk er jeg en af de første studenter i vores familie, hvis ikke den første. Jeg har tit tænkt på, hvor meget min far måtte høre for, at hans søn skulle i gymnasiet. Han havde mange brødre, de var seks søskende i alt, og de sagde: »Hvorfor skal Bent på gymnasiet? Skal I til at være fine på den? Hvorfor skal han ikke have en læreplads ligesom alle os andre?« Men min far holdt fast, selv om det faktisk var et ret stort pres. Mine lærere havde sagt, at jeg var egnet til gymnasiet, og derfor blev det sådan. Jeg skylder de lærere stor tak, for jeg kan huske, 20

da de i realen kaldte min far til samtale og sagde: »Isager, der sidder et godt hoved på din søn. Han skal læse videre.« Og det er jeg glad for, at min far lyttede til. Men når det er sagt, så skulle jeg nok have forvaltet mine evner bedre dengang, for gymnasietiden var for mig én lang fest og præget af slendrian. Jeg lavede først mine ting i sidste øjeblik og holdt mig heller ikke tilbage fra i visse tilfælde at skrive af efter andre, når jeg var i tidsnød. Jeg kom ubesværet igennem min gymnasietid og fik et nogenlunde resultat på omkring karakteren 8 efter den gamle 13-skala, men det var da kun på grund af en vis portion charme over for lærerne, og fordi jeg var hurtig i opfattelsen og ikke uintelligent. Flid kendte jeg ikke så meget til dengang. Jeg havde en del konflikter med min far, især da jeg begyndte at lade mit hår gro. Min far havde helt sikkert forestillet sig mig og min tid i gymnasiet og tiden derefter anderledes. På den anden side ved jeg, at han efterhånden blev stolt af mig. Jeg ved også, at begge mine forældre elskede mig, selv om det aldrig blev sagt direkte, og at de gjorde deres bedste for at være gode forældre. Og det var de. Men den fulde indsigt om det er desværre først kommet til mig efterfølgende. De tre år i gymnasiet var 1969-1971, og der var næsten ingen grænser for, hvad vi gjorde. Den stod på musik, flippet tøj, bajere, damer og fester. Jeg var ret afslappet i forhold til pligter og den slags, men det var en skæg tid. En fantastisk tid, hvor verden lå åben. Jeg skulle efter gymnasiet starte på Aarhus Universitet, og jeg tænkte, at det skulle jeg komme så let om ved som muligt. I gymnasiet var jeg god til dansk og engelsk, så jeg mente, at det var den vej, jeg skulle gå. Men jeg havde i min gymnasietid været på session og var blevet udtaget til værnepligt i militæret, og i stedet for at starte på universitetet besluttede jeg at få værnepligten overstået. Jeg blev rent faktisk glad for livet i militæret, kom 21

på sergentskole og fik derefter en reserveofficersuddannelse. En supergod lederuddannelse, og så kom jeg i mit livs fysiske form. Jeg var der i tre år og havde det rigtig godt der. Jeg fik gode lederjob som sergent, sekondløjtnant og løjtnant. Det var fantastisk at blive sat sammen med alle typer mennesker fra hele landet og blive tvunget ind i det fællesskab. HP: Du overvejede aldrig at søge ind som sprogofficer, når du nu var glad for både militæret og sprog? B: Jo, det overvejede jeg, men sprang fra. Jeg overvejede også at blive linjeofficer og gøre rigtig karriere ved militæret, men lige pludselig tænkte jeg: Nej, det her er en dødssejler, jeg gider ikke at være i militæret. Så jeg forlod det, og i et stykke tid havde jeg forskelligt løst arbejde. HP: Det gik altså alligevel trods fester og manglende flid. Da hormonerne begyndte at rase voldsomt i mig, stod den også på øl, musik og piger. Det var min far ikke så begejstret for – der var for meget øl, så han fik den her gode ide, at jeg skulle ud at sejle en sommer, mens jeg gik i gymnasiet, og der blev jeg lidt mere et mandfolk. På et skib er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer. Det er meget kæft, trit og retning. B: Trængte du til det? HP: Ja det gjorde jeg, men jeg syntes naturligvis selv, at jeg var alt for strengt opdraget. I virkeligheden var jeg fuld af løgn og stak af hjemmefra og gik til fester, de ikke syntes, jeg skulle gå til. Gymnasietiden husker jeg som en lang, stor fest. B: Hvilke konflikter havde du med dine forældre? 22

HP: Lad os bare sige, at jeg ikke kom ud i ungdomskriminalitet, på nær de gange jeg stjal lidt af min fars whisky, gin, cognac eller cigaretter, men det tæller vist ikke ... B: Mit liv tog en ændring, da jeg en dag læste en artikel i Aarhus Stiftstidende, som jeg har fortalt om i andre sammenhænge, hvor en efterforsker fra Rejseholdet fortalte om sit liv og sit arbejde. Jeg tænkte: Det vil jeg også være. Jeg læste allerede dengang mange kriminalromaner og interesserede mig for kriminalgåder. Men der er jo ingen let vej til Rejseholdet, jeg måtte blive »almindelig« betjent først. Så jeg søgte ind i politiet for at prøve det, og jeg kom ind og valgte at give det nogle år. Jeg havde ikke troet, at patruljetjeneste i uniform ville være noget for mig, men jeg blev ualmindeligt glad for det, og efter den dengang 3-årige uddannelse blev jeg politibetjent. Det var så spændende at køre patrulje, og hver dag var en ny oplevelse. Alligevel vidste jeg hele tiden, at det var efterforsker, jeg ville være. Som ung betjent blev jeg så kriminalassistent ved Frederiksberg Politi. Det var en god tid, og pludselig var der en ledig stilling i Rejseholdet, som jeg selvfølgelig straks søgte, og som jeg fik.

23

24

1

HOVMOD At føle sig højt hævet over andre og sætte sig selv foran alle andre med sin egoisme. At føle sig udødelig.

 Beskedenhed er dydens modsvar til hovmod. At leve asketisk, være uselvisk og respektfuld. Give andre anerkendelse i stedet for at fremhæve sig selv.

25

»Jeg er meget opmærksom på, at vi er her på jorden på lånt tid.« Hans Petter Hougen

26

B: Hovmod er en dødssynd, fordi det får mennesket til at foretage sig nogle ting, som man ikke ville gøre, hvis ikke man var hovmodig eller arrogant. At slå ihjel, bedrage eller mishandle. Hovmod er »alle lasters moder« – roden til alt ondt. HP: Det er den totale mangel på empati. Du tænker ikke over konsekvenserne for andre mennesker i det, du gør. B: Måske tænker du over det, men giver fanden i dem. De er ligegyldige for dig. Mange voldtægtsforbrydere siger: »Hun havde selv spillet op hele aftenen. Hun ligger, som hun har redt, ikke? Hun var selv ude om det.« Der kan man bruge hovmod til at retfærdiggøre det, man har gjort. HP: De siger: »Jamen herregud, hun eller han var ikke mere værd.« B: Ja og: »Jeg kan næsten ikke gøre for det. Jeg blev bare sat i den situation.« HP: »Det var i hvert fald ikke min skyld.« B: I mange af de sager, jeg har haft og kender til, har der været hovmod indblandet. Gerningsmændene føler, de er grandiose, de 27

er hovmodige, de tror, de er som Gud, og at de kan slippe af sted med f.eks. mord, hvis de bare skiller sig af med liget. HP: Jeg er enig – og det gælder vel både typer som Peter Lundin og Anders Breivik. De føler, de står over alle andre. De kan tillade sig det meste uden at stå til regnskab over for ganske almindelige mennesker. De føler ingen skam, der er ikke nogen bremsemekanismer. Den evne har de simpelthen ikke. B: Nej, og jeg tror også, det er derfor, mange af dem har nogle karakterafvigende og psykopatiske træk. Det ser vi ofte karakteriseret i de mentalerklæringer, der udfærdiges om de sigtede i alvorlige sager. Det selvcentrerede og selvovervurderende. Det er ofte handlekraftige mænd, der gør det, der er nødvendigt. For mange af os andre ville det være fuldstændigt grænseoverskridende f.eks. at overhælde et dødt menneske med benzin og stikke ild til det. Eller partere et lig, grave det ned, eller hvad man ellers ser. Det kræver både overskud, hensynsløshed, gåpåmod og mange andre ting at finde det nødvendigt f.eks. at skaffe sig af med et lig. HP: Jeg læste engang en svensk undersøgelse, som sandsynliggjorde, at op til cirka 15 procent af alle ledere har psykopatiske træk. Ikke at de er psykopater, men de går f.eks. ikke grædende i seng, bare fordi de har sagt noget, som måske støder en anden. B: Tja, man kan jo ikke ligge søvnløs om natten, fordi man skal fyre hundredvis af mennesker. Som leder må man være belagt med en vis form for teflon. Hvis man dissekerer retspsykiaternes og psykologernes beskrivelse af mange gerningsmænd i drabssager, så støder vi ofte på den manglende empati, en projicering af skyld over på andre og en manglende selverkendelse. Hvor 28

andre ville knække halsen på det og ikke kunne leve videre med den store skyld og skam, så fortsætter de her personligheder glad og lykkeligt deres tilværelse. HP: Nogle befinder sig helt ude i den ende, hvor man påtager sig skylden for alt mellem himmel og jord og nærmest er en stor depression og undskyldning for sig selv. Og så er der dem i den anden ende, dem med bragende psykopatiske træk, der overhovedet ikke skænker deres medmennesker en tanke. B: Derfor kan man vel også af og til se nogle særlige skader på ofrene for visse gerningsmandstyper? I mange sager, hvor gerningsmanden efter drabet parterer liget eller brænder det af eller graver det ned, ser vi jo nogle næsten overskudsagtige mennesker, der tænker rationelt over problemerne. F.eks. ved at opdele et stort problem i mindre for at håndtere det. Tænke logisk og praktisk og gøre det, der er nødvendigt for ikke at komme til at stå til regnskab. Og uden at lade sig påvirke følelsesmæssigt af det. Det har jeg ofte tænkt over. Mange mennesker tror, at gerningsmænd, der foretager sig så grænseoverskridende handlinger, må være sindssyge. Den underliggende præmis er, at ellers ville man ikke kunne gøre det. Intet er mere forkert. Kun meget få af de koldblodige og kyniske gerningsmænd er sindssyge. Man kan godt være farlig og ond uden at være sindssyg, og man kan godt være sindssyg uden at være farlig og ond. HP: At partere et dødt menneske ville for langt de fleste mennesker være totalt grænseoverskridende. De fleste har en eller anden respekt for andre mennesker, også de afdøde, samtidig med at det ville være forfærdeligt ulækkert for de fleste. Altså, det gør man bare ikke. Uanset hvem man er, hvilken kultur man kommer fra, eller hvilken gud man tror eller ikke tror på. 29

B: Efter min erfaring er det sjældent, at gerningsmanden slet ingen følelser har over for den dræbte. I mange tilfælde har de haft et nært og kærligt forhold, inden noget er gået galt. I andre sager har de ingen respekt for den afdøde eller hader den pågældende, men det er jo også en slags følelser. I nogle af rockerdrabene ser man også direkte usømmelig omgang med lig. Hvor de f.eks. saver et lig i stykker. Der var en sag for år tilbage, hvor en rocker blev gravet op, gravstenen blev væltet og knust, kisten åbnet. De flåede hans rockersmykker og vesten af. Normalt ville man sige, det gør man da bare ikke. Men de må have næret så dyb en foragt for den afdøde, at der ingen grænser var. Hvis man er helt ligeglad, så er det ligesom det, nazisterne gjorde. De slog bare ihjel, for det var jo ikke rigtige mennesker ... Eller ved folkemord. Det ved du da alt om, Hans Petter, du har jo rejst i lande, hvor den slags har fundet sted? HP: Ja, lige nøjagtigt. Altså, hvis du har de her virkelig psykopatiske tendenser, så vil du ikke bruge tid og kræfter på at grave en eller anden op og fjerne hans tøj og smykker, fordi vedkommende er fuldstændig ligegyldig for dig. Han er ikke på dit niveau alligevel. Så hvorfor bruger de tid på det? I tilfældet med den opgravede rocker tror jeg, det handler om ære. B: Ja, bestemt. De tog vesten af ham, fordi han havde sladret til politiet eller var gået over til modparten – han var en overløber. HP: Æresbegrebet har jeg også indtryk af spiller en stor rolle i de bandekrige, vi senest har set på Nørrebro. Cool cash og kampen om hashmarkedet. Det er kriminalitet, men det har også noget med ære at gøre.

30

B: Uden tvivl. Men for at vende tilbage til de nære følelsesmæssige relationer. I de fleste drabssager er samarbejdet med de pårørende meget vigtigt. Ikke alene fordi de pårørende måske kan give den oplysning om den dræbte, som kan hjælpe os med at finde motivet, men også fordi vi ved, hvor mange drab der er nærdrab, hvilket vil sige, at gerningsmanden skal findes tæt på ofret og ofte i familien ... Dermed skal man håndtere dem som mistænkte og samtidig med empati, fordi de har mistet, og det er rigtig vanskeligt. De er mennesker, der har brug for en meget tæt kontakt til politiet. Der er også af og til politifolk, som må tages af sagen, fordi de føler for meget med de efterladte, eller også er de for hårde ved dem, fordi de mistænker dem for at stå bag. Det kan være en svær balance at finde. Det lykkes i de sager, hvor den mistænkte bagefter siger: »Tak for god behandling. I gav mig godt nok den hårde tur, men det kan jeg godt forstå, og nu er der i hvert fald ikke nogen, der bagefter kan komme og sige, at det nok var mig alligevel.« Processen indeholder rigtig mange grimme og svære psykologiske ting. Men vi to deler fascinationen: Hvad er der sket her? Svaret finder vi bare med hvert sit speciale. HP: Ja, en sag er som et puslespil. Det er dig og dine kolleger, der har ansvaret for at samle det, og så kommer kriminalteknikerne og jeg og mine kolleger med en, to eller tre af brikkerne, men ikke med det hele. Og så har du andre brikker andre steder fra, og til sidst er puslespillet færdigt. B: Mange gange er de brikker, I lægger, meget vigtige ... HP: Andre gange er det kun en lille bitte detalje nede i det ene hjørne ...

31

B: Ja, hvor det bare er en bekræftelse af et eller andet. Men andre gange ændrer jeres undersøgelser totalt vores retning i en sag. Måske siger I: »Det er slet ikke det, der er dødsårsagen. De skader er sket efter dødens indtræden.« HP: Det er ret fascinerende. For det er jo ikke noget, vi ved på forhånd. B: Sagen fra København om Amagermanden var for mig at se også et eksempel på hovmod. Amagermanden blev dømt for at have slået to kvinder ihjel – den ene i 1987 og den anden i 1990. Han havde voldtaget og misbrugt flere kvinder igennem mange år og i det hele taget været en forbryder med masser af forskellige motiver i sig. Han gik på røvertogter, voldtog og slog sågar ihjel. Det, der fik ham fældet, var et kondom, som en politihund fandt efter en grov voldtægt i en haveforening på Amager i 2010. Kondomets indhold blev undersøgt, og dna’et sammenlignet med de dna-spor, politiet har i arkivet. Dna’et på ydersiden af kondomet matchede kvindens dna, mens sædens dna var særdeles interessant. Her kom det nemlig frem, at en gerningsmand med samme dna havde kvalt en kvinde på Amager Fælled i 1990 og voldtaget en kvinde på et kollegium i 2005. Begge steder var samme gerningsmands dna blevet fundet. Det fik Københavns Politi til at gå i medierne i 2010, og ved hjælp af offentligheden kom Amagermandens navn frem. Han fik taget en prøve af sit dna og blev afhørt, før han blev sendt hjem igen. I den periode tog de dnaprøver og afhørte så mange, at de ikke kunne anholde hver eneste mistænkt. Amagermanden var så hovmodig, at han troede, han kunne slippe af sted med det. Han lå endda og sov, da politiet kom for at anholde ham, efter de havde fået svaret på hans dna-prøve, 32