“Vi er kun bekendt med en hundrededel af det, der sker for os. Vi ved ikke, hvilken lille del af himlen der opvejer hele dette helvede.� William Gaddis: The Recognitions
Camille.indd 7
09/04/15 08.59
Camille.indd 8
09/04/15 08.59
DAG 1
Camille.indd 9
09/04/15 08.59
Camille.indd 10
09/04/15 08.59
Klokken 10.00 Man siger om en begivenhed, at den er af afgørende karakter, når den fuldstændig forskubber ligevægten i ens liv. Det havde Camille Verhoeven læst nogle måneder tidligere i en artikel om “Historiens acceleration”. Og man vil ikke være i tvivl, når en sådan afgørende begivenhed indtræffer, for den er altomfattende, kommer helt uventet og sætter nervesystemet i højeste alarmberedskab, den adskiller sig fra alle eksistensens andre tilskikkelser, fordi den er ladet med en helt speciel energi og fylde: I samme øjeblik den slår til, ved man, at det vil få uoverskuelige konsekvenser for en, og at det skete er uigenkaldeligt. For eksempel tre skud fra et haglgevær, affyret mod den kvinde, man elsker. Det er det, Camille kommer til at opleve. Og det har ingen indflydelse på hændelsesforløbet, hvis man samme dag, som det er tilfældet for Camille, har været til sin bedste vens begravelse og egentlig synes, at man har fået sin dagsration. Det er ikke skæbnens natur at stille sig tilfreds med 11
Camille.indd 11
09/04/15 08.59
den slags banaliteter, for den er alligevel udmærket i stand til at dukke op i form af en morder bevæbnet med et oversavet Mossberg 500 kaliber 12 i hånden. Spørgsmålet er, hvordan man reagerer i situationen. Det er det afgørende. Man tror sikkert, at man i den slags lammende øjeblikke som hovedregel vil handle rent instinktivt. For eksempel når den kvinde, man elsker, kort før de tre skud falder, netop er blevet gennembanket, og man derefter tydeligt ser morderen lægge geværet til skulderen efter at have taget ladegreb med et tørt smæld. Det er uden tvivl på et sådant tidspunkt, at et exceptionelt menneske træder i karakter, den slags personer, som tager gode beslutninger under uheldige omstændigheder. Men hvis man er ganske almindelig, vil man forsøge at klare sig, så godt man nu kan. Og ganske ofte er det sådan, at man handler i blinde eller fejler, når man står ansigt til ansigt med den slags chokerende begivenheder, hvis man da ikke slet og ret er handlingslammet. Når man har levet længe nok, eller hvis lignende begivenheder allerede har kuldkastet ens liv, tror man måske, man er blevet immun. Sådan har Camille det. Hans første kone blev myrdet, en katastrofal hændelse, og det har taget ham mange år at komme over det. Hvis man har gennemgået den slags prøvelser, tror man, at der ikke længere kan ske en noget ondt. Men det er en fejlslutning. For netop derfor har man sænket paraderne. Skæbnen har indstillet sigtekornet præcist, og den foretrækker at ramme en på sådanne tidspunkter. Så den kan minde en om, at tilfældet altid kommer til tiden.
12
Camille.indd 12
09/04/15 08.59
Anne Forestier går ind i Monier-butiksarkaden, kort efter at man har slået dørene op. Strøget er næsten mennesketomt, der hænger stadig en let kvalmende lugt af rengøringsmidler i luften, butikkerne er så småt ved at åbne, og der bliver sat varestativer og rulleborde med bøger og smykker frem. Butiksarkaden åbnede i det 19. århundrede i den nedre ende af Champs-Élysées, og de fleste af forretningerne forhandler luksusartikler såsom papirvarer, lædervarer og antikviteter. Den er overdækket med et glastag, og hvis man har tiden til det, er opmærksom og vender blikket opad, får man øje på en masse art deco-udsmykninger i form af relieffer, gesimser og små ruder. Anne kunne også beundre dem, hvis hun havde lyst, men hun indrømmer gerne, at hun ikke er noget A-menneske. Og på dette tidspunkt af dagen bekymrer hun sig ikke synderligt om højder, detaljer og lofter. Det første hun skal, er at få sig en kop kaffe. Sort som beg. For ved et uheldigt sammentræf kunne Camille ikke komme ud af fjerene i dag. I modsætning til hende er han mere et morgenmenneske. Men Anne var ikke i humør til den slags. Hun afviste blidt Camilles tilnærmelser – hans hænder er meget varme og ikke altid lige lette at modstå – og stillede sig ud under bruseren, men glemte i mellemtiden, at hun havde hældt en kop kaffe op, og da hun igen kom ud i køkkenet, mens hun samtidig tørrede sit hår, var kaffen allerede blevet kold, og det lykkedes hende med nød og næppe at fange en af sine kontaktlinser, der lå og balancerede få millimeter fra køkkenvaskens afløb ... Og så var tiden inde til, at hun skulle af sted. På tom mave. Kort efter at være ankommet til Monier-butiksarkaden et par minutter over ti sætter hun sig således ved et af de udendørs borde på det lille brasserie ved indgangen, hvor hun er den første kunde. Den store espressomaskine er stadig ved at varme 13
Camille.indd 13
09/04/15 08.59
op, så hun må vente, før der kan blive serveret for hende, og hun kigger adskillige gange på sit ur, men ikke fordi hun har travlt. Det er på grund af tjeneren. For at tage modet fra ham. Eftersom han ikke har det store at lave, mens han venter på, at maskinen varmer op, benytter han sig af lejligheden til at indlede en samtale. Han tørrer bordene rundt omkring hende af og betragter hende under sin løftede arm, mens han lader som ingenting og nærmer sig i koncentriske cirkler. Han er høj, slank, har olieret blondt hår og ser umådelig selvtilfreds ud, en af den slags typer, som man ofte møder på turiststederne. Da han er færdig med sin runde, stiller han sig i positur tæt ved hende, med den ene hånd hvilende på hoften, sukker veltilfreds, mens han kigger ud på gaden og leverer sin hjerteskærende middelmådige mening om dagens vejr. Tjeneren er ganske vist en tåbe, men han har god smag, for selv om Anne efterhånden har rundet de fyrre, er hun stadig en smuk kvinde. Hun er en elegant brunette med smukke, lyst grønne øjne og et svimlende smil ... Hun er for at sige det, som det er, en kvinde, der stråler. Og så har hun smilehuller. Hendes bevægelser er langsomme og smidige, man får uvilkårligt lyst til at røre ved hende, fordi alt på hende forekommer rundt og fast, hendes bryster, hendes bagdel, hendes lille mave, hendes lår, og, ja, det hele er sådan set rundt og fast, og alle ved jo, at den slags kan gøre en fuldstændig vanvittig. Hver gang Camille tænker på det, spørger han sig selv, hvad i alverden hun laver sammen med ham. Han er halvtreds, næsten skaldet, men først og fremmest, ja, først og fremmest måler han ikke mere end en meter og halvtreds. Hvilket svarer sådan nogenlunde til en trettenårig dreng. Og lad os bare slå følgende fast, så der ikke er grund til at spekulere mere over det: Anne er ikke særlig høj, men hun er trods alt syvogtyve centimeter højere end ham. Hvilket svarer til sådan cirka et hoved. 14
Camille.indd 14
09/04/15 08.59
Anne besvarer tjenerens tilnærmelser med et høfligt smil, der taler sit eget sprog: Skrub af (tjeneren gør mine til at have forstået budskabet, må man nu ikke længere opføre sig venligt), og lige så snart hun har slugt sin kaffe, går hun ned ad Moniers strøg i retning mod rue Georges-Flandrin. Da hun næsten er nået helt ned i den anden ende, stikker hun hånden ned i sin håndtaske, uden tvivl for at tage sin pung op, og mærker straks en fugtighed. Hendes fingre er våde af blæk. En kuglepen er sprunget læk. For Camille begynder historien så at sige med denne kuglepen. Eller med det faktum, at Anne vælger at gå ind i denne butiksarkade i stedet for en anden, lige præcis denne morgen og ikke en anden og så videre. Den sum af tilfældigheder, der skal til, for at katastrofen indtræffer, er sandt at sige uden for enhver fatteevne. Camille kan takke en lignende række af tilfældigheder for, at han har mødt Anne, så man skal ikke altid klage over alting. Men vi har altså denne ganske almindelige kuglepen med blækpatron, som der er gået hul på. Mørkeblå og ikke særlig stor. Camille kan sagtens se den for sig. Anne er venstrehåndet, når hun skriver, holder hun hånden på en helt speciel måde, og det er ikke til at forstå, hvordan det lykkes hende, hun skriver meget store bogstaver, det ser ud, som om hun i raseri skriver sin underskrift gentagne gange, og mærkelig nok bruger hun altid nogle bittesmå kuglepenne, hvilket får det hele til at se endnu mere forbløffende ud. Straks Anne får sin hånd, der er smurt ind i blæk, op af tasken, bekymrer hun sig for, hvilken skade kuglepennen mon har forvoldt? Hun står og overvejer, hvad hun skal gøre, og gudskelov er der en blomsterkasse til højre for hende. Hun sætter tasken på kassens kant af træ og går i gang med at tage alt ud af den. 15
Camille.indd 15
09/04/15 08.59
Hun er temmelig irriteret, men hun behøver ikke være bekymret, for der er ikke sket det store. Når man kender hende en smule, er det også svært at se, hvad der er at frygte, for Anne ejer ingenting. Hun har ikke noget i tasken, og hun ejer ikke noget i livet. Hun har aldrig noget af værdi på sig. Hun har hverken købt lejlighed eller bil, hun bruger alt, hvad hun tjener, ikke mere, men aldrig mindre. Hun sparer ikke op, for sådan er hun opdraget – hendes far var forretningsmand. Lige før han gik fallit, stak han af med kassebeholdningen fra fyrre styks foreninger, som kort forinden havde udnævnt ham til regnskabsfører, og siden har ingen set ham. Hvilket uden tvivl er forklaringen på, hvorfor Anne har et temmelig distanceret forhold til penge. Sidste gang, hun bekymrede sig om sin økonomiske situation, var dengang, hun alene tog sig af sin datter, Agathe, og det er allerede længe siden nu. Anne smider straks kuglepennen i en skraldespand og stikker sin mobil i jakkelommen. Hendes tegnebog er også helt smurt ind og lige til at smide ud, men papirerne, som ligger i den, er uskadte. Taskens for er vådt, men blækket har ikke vædet resten af tasken igennem. Anne lover måske sig selv at købe en anden i formiddagens løb, det er vel den slags, man har et butikscenter til, men vi vil aldrig få det at vide, for det næste, der sker, kommer til at forhindre hende i at gøre alvor af enhver form for planer, hun måtte have. Mens hun venter, dupper hun, så godt hun nu kan, bunden med en stak papirlommetørklæder, hun har på sig. Da hun er færdig med det, vender hun opmærksomheden mod sine hænder, som nu begge er mørke af blæk. Hun kunne gå tilbage til brasseriet, men tanken om igen at møde tjeneren er ikke videre tillokkende. Hun er ved at indstille sig på, at hun alligevel bliver nødt til det, da hun lige foran sig ser et skilt, som viser hen til nogle offentlige toiletter, 16
Camille.indd 16
09/04/15 08.59
den slags finder man ellers ikke ofte på steder som dette. De befinder sig lige ved siden af Cardon-konditoriet og juveleren Desfossés. Og lige i dette øjeblik begynder begivenhederne at tage fart. Anne tilbagelægger de tredive meter hen til toiletterne, så åbner hun døren og står ansigt til ansigt med to mænd. De er kommet ind ad nødudgangen, der vender ud mod rue Damiani, og er på vej ind i butiksarkaden. Det handler kun om et enkelt sekund eller to ... Ja, det er latterligt, men det er ikke desto mindre et faktum: Hvis Anne var trådt ind blot fem sekunder senere, ville de allerede have trukket hætten op over hovedet igen, og alt ville have set helt anderledes ud. Men det, der sker, er følgende: Anne træder ind, alle involverede bliver overraskede og stivner. Hun ser på de to mænd efter tur, fordi hun er forbavset over deres tilstedeværelse, deres fremtoning og især deres sorte heldragter. Og deres våben. Jagtgeværer. Selv når man ikke ved noget om våben, gør det indtryk. En af fyrene, den mindste, brummer, eller måske er der tale om et forkølet udbrud. Anne kigger på ham, og han ser ud, som om han er taget på fersk gerning. Derpå vender hun sig mod den anden. Han er højere og har et rektangulært, brutalt ansigt. Scenen varer ikke mere end et par sekunder, men alle tre står naglet til jorden og mæler ikke et ord, de er alle lige forbløffede, fanget på det forkerte ben. De to mænd trækker hurtigt elefanthuerne ned over hovedet. Den største løfter sit våben, vender sig halvt om, og som om det var en økse, han holdt i hånden, klar til at hugge et egetræ ned, slår han ud efter Anne og rammer hende lige i ansigtet med geværkolben. Af al kraft. 17
Camille.indd 17
09/04/15 08.59
Han får bogstavelig talt hendes hoved til at eksplodere. Han udstøder endda en dyb stønnen, ligesom en tennisspiller, der slår til bolden. Anne ryger bagover og forsøger at gribe fat i noget, men der er intet. Slaget kom så pludseligt og var så kraftfuldt, at hun har det, som om hendes hoved er røget af kroppen. Hun bliver kastet næsten en meter tilbage, hendes baghoved støder mod døren, hun slår ud med armene og glider ned mod gulvet. Geværkolben har flækket næsten halvdelen af ansigtet, fra kæben til tindingen, hendes venstre kindben er knust og skrællet åbent som en frugt, og blodet sprøjtede straks ud, da selve kinden sprang op i en ti centimeter lang flænge. Udefra lød det som en boksehandske, der hamrer ind i en sandsæk. For Anne, indefra, var det som et slag med en hammer, men en hammer, der er tyve centimeter bred, og som bliver svinget med dobbelt håndgreb. Den anden mand begynder at råbe op, og han ser rasende ud. Anne kan kun høre det ganske svagt, for hun er fuldstændig omtåget. Som om det var den naturligste ting i verden, går den højeste af dem hen imod Anne og sigter på hende med geværløbet, tager ladegreb med et tørt smæld og gør sig klar til at trykke af, men så råber hans makker igen op. Og denne gang væsentlig højere. Måske trækker han ham endda i ærmet. Anne er groggy og kan ikke åbne øjnene, det er kun hendes hænder, der rører på sig, de åbner og lukker sig om den tomme luft, som i krampe og i ren refleks. Manden med jagtgeværet bliver afbrudt, vender sig om, tøver: Det er rigtigt nok, at hvis man skyder, kan man være sikker på, at strømerne dukker op, før man overhovedet er kommet i gang, det ved enhver professionel. I et sekund overvejer han, hvilken fremgangsmåde han skal følge, og straks han 18
Camille.indd 18
09/04/15 08.59
har besluttet sig, vender han sig igen mod Anne og sparker hende gentagne gange. I hovedet og i maven. Hun forsøger at undvige, men selv hvis hun havde kunnet mobilisere tilstrækkeligt med kræfter, ville hun være blevet forhindret i det, fordi hun er klemt op mod døren. Der er ingen udvej. På hendes ene side er døren, som hun ligger klinet op ad, og på den anden er manden, som hviler i perfekt balance på sin venstre fod og sparker hårdt ud efter hende med skosnuden. Mellem to serier spark får Anne kort vejret, fyren stopper op et øjeblik, og uden tvivl fordi han ikke har opnået det ønskede resultat, beslutter han sig for at gå over til en mere radikal metode: Han svinger sit våben tilbage, løfter det op over hovedet og begynder at slå løs på hende med geværkolben. Som om han forsøger at hamre en hegnspæl ned i frossen jord. Anne ruller sig sammen for at beskytte sig, vender sig, glider rundt i sit blod, som der allerede er en overflod af, og folder hænderne om nakken. Det første slag falder i baghovedet. Det næste, som er mere præcist, knuser hendes fingre. Der hersker vist ikke enighed om, hvordan situationen skal håndteres, for den anden mand, den lille af dem, hager sig nu fast i sin makker og forhindrer ham i at fortsætte med slagene ved at hive ham i armen og skrige ham ind i hovedet. Det går ikke, hold nu op med det, lad os nu gøre det, vi har sat os for. Den høje af dem begynder igen at tampe løs på Annes krop med en række velrettede spark fra sin meget store læderstøvle, der ligner en af de modeller, som militæret går i. Han sigter efter hovedet. Anne ligger krummet sammen og prøver stadig at beskytte sig med armene, men det regner ned over hendes kranium, nakken, underarmene og ryggen med et utal af spark, lægerne ville nok sige mindst otte i alt, retsmedicineren snarere ni, vi får se, de hagler ind fra alle sider. 19
Camille.indd 19
09/04/15 08.59
Og i samme nu mister Anne bevidstheden. De to fyre mener, at de har gjort, hvad de skulle. Men Annes krop blokerer døren, som fører ud til butiksarkaden. Uden at veksle et ord bukker de sig ned, den lille griber fat i en af Annes arme og trækker til, så den unge kvindes hoved knalder ned i flisegulvet og bumper hen over det. Da det endelig er muligt at få døren op, giver han slip på armen, der falder tungt ned, men lander i en næsten graciøs stilling, på samme måde, som man af og til afbilder en smægtende og sensuel madonna. Hvis Camille havde overværet sceneriet, ville han straks have lagt mærke til den besynderlige lighed, Annes arm, dens hjælpeløshed, har med Fernand Pelez’ maleri Ofret eller Den kvalte, og det ville ikke have været godt for hans moral. Historien kunne for så vidt ende her. Fortællingen om en række uheldige omstændigheder. Men den højeste af mændene ser ikke sådan på det. Det er tydeligvis ham, der er lederen, og meget hurtigt tager han bestik af situationen. Hvad vil der nu ske med kvinden? Vil hun komme til bevidsthed og begynde at skrige op? Vakle ud i butiksarkaden? Eller værre endnu: Hun kunne flygte ud gennem nødudgangen, uden at de opdager det, og tilkalde hjælp. Gemme sig i en af toiletkabinerne og ringe til politiet på sin mobil. Han strækker foden frem for at holde døren åben, bukker sig ned over hende, tager fat i hendes højre ankel, går ud af toiletterne og slæber hende efter sig en tredive meters penge, ligesom et barn trækker et stykke legetøj efter sig, ganske ubesværet og fuldstændig ligeglad med, hvad der sker bag ham. Annes krop støder ind i både det ene og det andet, skulderen rammer dørkarmen ind til toilettet, hoften væggen i gangen, hovedet dingler, hver gang det bliver udsat for en rystelse, og 20
Camille.indd 20
09/04/15 08.59
støder først mod et fodpanel, så hjørnet af en af de blomsterkasser, som står langs arkaden. Anne er nu blot en udslidt klud, en affaldssæk, en amorf, livløs mannequindukke, som er ved at blive tømt for blod og trækker et langt, rødt spor efter sig, der koagulerer, som minutterne går, for blod tørrer hurtigt. Hun ligner en død. Da manden slipper hende, efterlader han sig en leddeløs krop på gulvet, som han ikke så meget som værdiger et blik, det er ikke hans problem, han har lige ladet sit gevær med en sikker hånd, der siger alt om hans beslutsomhed. De to mænd styrter ind til juveleren Desfossés, mens de udkaster ordrer til alle sider. Forretningen er netop åbnet. Hvis der ellers havde været et vidne til stede, ville vedkommende ikke kunne lade være at undre sig over kontrasten mellem den brutalitet, de udstråler, da de styrter ind, og de få mennesker, der er til stede i forretningen. De to mænd bjæffer deres ordrer til personalet (som består af to kvinder), og begynder straks at uddele slag, i maven, i ansigtet, alt foregår i et splitsekund. Der er lyden af knust glas, skrig, jamren og stønnen af frygt. Om det så skyldes, at hendes hoved har bumpet hen over gulvet over tredive meter, rystelserne under transporten eller en pludselig livsgnist ... Anne forsøger i hvert fald i dette øjeblik at vende tilbage til virkelighedens verden. Hendes hjerne forsøger desperat, som en kortsluttet radar, efter en mening med hændelserne, men lige lidt hjælper det, hendes bevidsthed er faret vild, den er i bogstaveligste forstand blevet bedøvet af slagene og sparkene, af de pludseligt indtrufne begivenheder. Hendes krop er lammet af smerte, og hun kan ikke bevæge så meget som en muskel. Det faktum, at Annes krop er blevet slæbt gennem arkaden og nu ligger i en blodpøl foran butikken, får positive konsekvenser: Situationen accelererer betydeligt. Der er kun to mennesker til stede, den kvindelige ejer og 21
Camille.indd 21
09/04/15 08.59
hendes lærling, en pige på seksten år, der er tynd som en pind og har håret sat op i en knold i nakken for at tillægge sig en smule autoritet. Da hun ser de to hætteklædte og bevæbnede mænd styrte ind og indser, at det er et holdop, åbner hun munden på vid gab som en fisk, hun står som hypnotiseret, ladt i stikken og helt passiv, som et offerlam på vej til slagtebænken. Benene ekser under hende, så hun må støtte sig til disken. Før benene giver efter under hende, rammer et geværløb hende lige midt i ansigtet, og hun synker langsomt sammen som en punkteret soufflé. Hun tilbringer resten af tiden i denne stilling med at tælle sine hjerteslag og armene lagt beskyttende over hovedet, som om hun ventede på et stenskred. Juvelerbutikkens kvindelige ejer har for sin del hjertet siddende oppe i halsen, da hun ser Annes livløse krop med nederdelen oppe om livet, blive trukket hen over gulvet i den ene fod med et langt spor af blod efter sig. Hun forsøger at sige noget, men ordene sidder fast et sted nede i halsen. Den højeste af mændene har stillet sig på vagt ved indgangen til butikken, så han kan overvåge området, og den lille af dem har kastet sig frem med geværløbet pegende mod hende. Han støder det brutalt ind i underlivet på hende. Det lykkes hende kun med nød og næppe at undgå at kaste op. Han siger ikke så meget som et ord, men det er heller ikke nødvendigt, for hun har allerede slået automatpiloten til. Hun kobler fumlende sikkerhedssystemet fra og leder efter nøglerne til udstillingsmontrerne, men hun har ikke dem alle sammen på sig og må ud i baglokalet, og da hun tager det første skridt, går det op for hende, at hun har tisset i bukserne. Hun rækker ham nøgleknippet med rystende hænder. Hun ville aldrig sige det i et vidneudsagn, men i dette øjeblik hvisker hun til manden: “Du må ikke slå mig ihjel ...” Hun ville give hele verden for at leve blot tyve sekunder længere. Mens hun siger det, lægger hun 22
Camille.indd 22
09/04/15 08.59
sig ned på gulvet med hænderne om nakken, selvom ingen har bedt hende om det, og man kan høre, at hun mumler en række febrilske ord – hun beder. I betragtning af røvernes brutale fremfærd må man virkelig spørge sig selv, om bønner, selv de mest indtrængende, har nogen som helst praktisk betydning. Men det er lige meget. Mens der bliver bedt, tøver de ikke et sekund, men åbner straks alle montrerne og verfer indholdet ned i en rummelig lærredssæk. Det væbnede overfald er umådelig vel planlagt – det tager ikke engang fire minutter. Tidspunktet er velvalgt, adgangen til arkaden gennem toiletterne er vel gennemtænkt, og rollerne er fordelt professionelt: Mens den første mand fejer juvelerne ud af montrerne, står den anden solidt og beslutsomt plantet i døren, hvor han både kan overvåge butikken og arkaden. Et overvågningskamera monteret inde i selve butikken vil senere vise den første røver, der åbner montrerne og skufferne og rager byttet til sig. Yderligere et kamera overvåger indgangen til juvelerbutikken samt en lille del af forretningsstrøget. På billederne fra sidstnævnte ser man Anne ligge på gulvet i arkaden. Fra dette øjeblik begynder planlægningen af røveriet at gå galt. Fra det tidspunkt, hvor man på billederne ser Anne røre på sig. Men meget lidt – det ligner mest en refleksbevægelse. Camille var først i tvivl, han var ikke sikker på, at han havde opfanget det rigtigt, men jo, der er ikke noget at tage fejl af, Anne rører på sig ... Hun bevæger hovedet fra side til side, ganske langsomt. Den måde, hun gør det på, er velkendt for Camille, flere gange om dagen, når hun gerne vil slappe af, spænder og strækker hun distræt sine nakke- og halsmuskler, hun kalder dem for “sternokleiderne”, og Camille vidste ikke engang, at sådan nogle fandtes. Naturligvis er bevægelsen i 23
Camille.indd 23
09/04/15 08.59
denne omgang ikke så gennemført, som når hun forsøger at slappe af, og den bliver heller ikke udført med samme sindsro. Anne ligger på siden, hendes højre ben er bøjet, så knæet rører hendes bryst, hendes venstre ben er strakt, og torsoen vender den forkerte vej, som om hun er ved at dreje om sig selv, hendes nederdel er gledet næsten helt op, så man kan se hendes hvide trusser. Blodet løber i stride strømme fra hendes ansigt. Hun ligger ikke ned, hun er blevet smidt der. Lige efter at røveriet gik i gang, kastede den første mand, som var tæt på Anne, af og til et hurtigt blik på hende, men eftersom hun ikke længere bevægede sig, rettede han al sin opmærksomhed mod omgivelserne. Nu er han ligeglad med hende, han har vendt ryggen til og lægger ikke engang mærke til, at en pøl af blod er løbet hen under hans højre hæl. Anne befinder sig stadig midt i et mareridt, og hun prøver på at forstå, hvad der sker omkring hende. Da hun på et tidspunkt løfter hovedet en smule, fanger kameraet hendes ansigt ganske kort. Det skærer i hjertet. Da Camille ser det, bliver han så rystet, at han ikke rammer knappen, han prøver to gange, får så trykket stop og spoler tilbage: Han kan ikke engang genkende hende. Der er ingen fællestræk mellem Anne, hendes hud, der stråler, hendes leende øjne og så dette opsvulmede ansigt badet i blod og med tomme øjne, som er vredet skævt i deres sokler og allerede ser dobbelt så store ud som normalt. Camille klamrer sig til bordkanten, han får øjeblikkelig lyst til at bryde ud i gråd, for Annes ansigt vender lige mod kameraets linse, det er næsten drejet helt i retning mod ham, som om hun vil sige noget til ham og bede ham om hjælp, det forestiller han sig straks, og den form for attitude er uhyre skadelig. Forestil dig en af dine kære, en af dem, som regner med, at du beskytter hende, forestil dig hende ligge dér og lide, 24
Camille.indd 24
09/04/15 08.59
at være ved at dø, alene det ville være nok til at få koldsveden til at løbe ned ad ryggen på dig, og prøv så at udvide perspektivet, forestil dig, at hun henvender sig til dig i det øjeblik, hvor hendes rædsel er på sit højeste – så får du lyst til selv at dø. Camille befinder sig i lige netop den situation, dér foran skærmen, han er fuldstændig magtesløs, det eneste, han kan gøre, er at stirre på optagelserne, samtidig med at det hele er forbi for længst ... Det er uudholdeligt, helt og aldeles uudholdeligt. Han kommer til at se de billeder for sig utallige gange siden. Anne opfører sig, som om den omgivende verden ikke eksisterer. Røveren stiller sig over hende og peger igen med geværløbet mod hendes nakke, men hun gør det alligevel. Det er resultatet af en utrolig overlevelsesrefleks, selvom det set fra den anden side af skærmen mere ligner et selvmord: Mens Anne ligger dér, mindre end to meter fra en bevæbnet mand, som nogle minutter tidligere med al tydelighed har vist, at han var rede til at skyde en salve af lige midt i ansigtet på hende, uden at det rørte ham en bønne, samler hun kræfter til at gøre noget, som ingen andre ville have tænkt på at gøre. Hun vil forsøge at rejse sig. Uden tanke for konsekvenserne. Hun vil forsøge at flygte. Anne er en viljestærk kvinde, men derfra og så til at trodse et jagtgevær, når man selv er ubevæbnet, er der dog et stykke. Det, der herefter sker, er næsten det rent mekaniske resultat af en situation, hvor to modsatrettede energier støder sammen. Én af dem løber nødvendigvis af med sejren. De er fanget i et hændelsesforløb, de ikke selv er herrer over. Men de står ikke lige, eftersom det ene bundt energi bliver bakket op af et kaliber 12 jagtgevær. Det er uden for diskussion, at det giver et vist overtag. Men Anne er ude af stand til at vurdere de kræfter, der er i spil, ude af stand til at vurdere sine chancer rationelt, 25
Camille.indd 25
09/04/15 08.59
hun opfører sig, som om hun var alene. Hun samler al den livskraft, hun har tilbage – og på billederne ser man straks, at det ikke er meget – hun strækker benet, hun skubber fra med armene, det er forfærdelig hårdt, og hænderne glider i pølen fra hendes blod, det lykkes hende ikke at strække sig helt ud, hun prøver igen, og den langsomhed, hvormed hun forsøger at komme på benene, forlener det hele med et hallucinerende skær. Hun er umådelig tung og dertil helt følelsesløs, man kan næsten høre hende stønne og får lyst til at hjælpe hende med at skubbe fra, trække hende væk, give hende en hånd, så hun kan komme op at stå. Camille har for sit vedkommende mere lyst til at bønfalde hende om ikke at foretage sig noget. Selv hvis der gik et minut, inden fyren vendte sig om, ville det ikke lykkes Anne i hendes omtågede, vildfarne tilstand at løbe mere end tre meter, før det første skud fra jagtgeværet ville flå hende så godt som midtover. Men Camille sidder foran skærmen adskillige timer senere, og de tanker, der nu dukker op i hans hoved, har ingen betydning, det er alt for sent. Annes reaktion er ikke affødt af nogen tanker, den er resultatet af en ren viljesakt, som ikke har noget med logik at gøre. Det står skærende klart for en, når man ser optagelserne: Hendes beslutsomhed bunder udelukkende i ønsket om at overleve. Hun ligner ikke en kvinde, der bliver truet af et jagtgevær, som er stukket lige op i ansigtet på hende, men mere en døddrukken person ud på de små timer, der forsøger at få sin taske med sig – den taske, som hun har holdt krampagtigt fast i, siden det hele begyndte, og som nu, mens hun trækker den efter sig, er badet i blod – mens hun raver rundt efter en udgang, så hun kan komme hjem i seng. Man skulle tro, at hendes største modstander var hendes omtågede bevidsthed og ikke et jagtgevær kaliber 12. 26
Camille.indd 26
09/04/15 08.59
De afgørende ting sker inden for brøkdelen af et sekund: Anne kan ikke tænke to sammenhængende tanker, men alligevel kommer hun besværligt på benene. Hun holder så nogenlunde balancen, og hendes ene lår er blottet helt op til hoften, fordi hendes nederdel stadig sidder oppe om livet på hende ... Hun er ikke engang rigtigt oppe at stå, før hun tager flugten. Fra det tidspunkt begynder alt at rulle den forkerte vej, udelukkende på grund af en række inkonsekvenser, tilfældige sammentræf og uheld. Det er, som om Gud har mistet overblikket og ikke længere kan finde hoved og hale i begivenhederne, så skuespillerne improviserer, og det er i sagens natur en dårlig idé. Først og fremmest fordi Anne ikke ved, hvor hun befinder sig, hun har mistet orienteringssansen. Og ret beset er hun på vej i den forkerte retning, hvis hun ellers har tænkt sig at flygte. Hvis hun rakte armen frem, ville hun komme til at røre ved mandens skulder, og i løbet af nul komma fem ville han vende sig om ... Hun står længe og vakler, lammet af tankerne, der farer rundt i hovedet på hende. At hun overhovedet kan holde sig nogenlunde på benene, er et mirakel. Hun tørrer sig over sit blodindsmurte ansigt med ærmet og bøjer hovedet til den ene side, som om hun lytter, klar til at tage det første skridt ... og i det samme – guderne må vide hvorfor – beslutter hun sig for at sætte i løb. Da Camille ser dette på optagelserne, slår det benene væk under ham, og han kan mærke, at det spinkle følelsesmæssige skelet, som har holdt ham oppe, falder sammen. Annes idé er i princippet god nok. Det er udførelsen, som halter, for hendes fødder skøjter rundt i blodpølen. Det siger sig selv, at hun glider. Hvis det var en tegneserie, ville man måske grine ad optrinet, men i virkelighedens verden ser det bare ynkeligt ud, for hun står og sopper i sit eget blod, mens 27
Camille.indd 27
09/04/15 08.59
hun forsøger at holde sig oprejst og samtidig orientere sig, og resultatet er, at hun fægter med armene og vakler faretruende. Det virker, som om hun i slowmotion løber det i møde, som hun i virkeligheden gerne vil flygte fra, og det er et skræmmende syn. Manden er ikke umiddelbart klar over, hvad der foregår. Anne er en håndsbredde fra at støde ind i ham, men pludselig finder hun fodfæste på et tørt stykke gulv, det virker, som om det indgyder hende noget, der minder om nyt mod, det er alt, hun behøver, og hun sætter af som fra en spændt fjeder. Men i den forkerte retning. I første omgang bevæger hendes krop sig i en underlig bane, hvor hun drejer omkring sig selv som en dukke med dinglende lemmer. Hun vender sig en kvart omgang, træder et skridt frem, standser op, svinger så igen rundt som en orienteringsløber uden retningssans, og så lykkes det hende mirakuløst at bevæge sig sådan nogenlunde i retning af udgangen. Der går et par sekunder, før røveren ser, at hans bytte er ved at undslippe. Da det går op for ham, vender han sig om og affyrer et skud. Camille ser optagelserne igen og igen: Der er ingen tvivl om, at skytten er blevet overrasket. Han holder våbnet i hoftehøjde. Det er den position, man indtager, når man har et jagtgevær i hånden og gerne vil udslette alt inden for en radius af en fire, fem meter. Måske har han ikke helt vidst, hvad han havde med at gøre. Eller måske har han tværtimod været alt for sikker på sig selv, den slags forekommer, forestil dig, at en almindelig, tilbageholdende fyr får en kaliber 12 i hånden og mulighed for at benytte sig af den, det kan få ham til at opføre sig en smule for kækt. Eller også er det bare, fordi han bliver taget på sengen, eller en blanding af det hele på én gang. Men under alle omstændigheder peger løbet opad, alt for højt. Skuddet falder per ren refleks. Uden at han tager sigte. 28
Camille.indd 28
09/04/15 08.59
Anne ser intet af alt dette. Hun kæmper sig asynkront frem nede i et sort hul og befinder sig nogle meter fra udgangen, da en regn af glas vælter ned over hende med en øredøvende larm som resultat af, at skuddet har fået en tre meter bred, halvmåneformet glasmosaik oven over hende til at springe i tusind stykker. I lyset af den situation, Anne er havnet i, ligger der en ondskabsfuld ironi i, at mosaikken forestillede en scene under en parforcejagt. To elegante ryttere laver volter nogle meter fra en hjort med et gigantisk gevir, som bliver angrebet af et åbenlyst aggressivt kobbel hunde med glimtende hjørnetænder og glubske rovdyrgab – hjorten har ikke mange chancer for at redde skindet ... det er vanvittigt: Monier-butiksarkaden og dens glasmalede vinduesparti havde overlevet to verdenskrige, og alligevel skulle der ikke mere til, end at en bevæbnet og klodset røver lavede et holdop ... Nogle ting er ganske enkelt svære at acceptere. Alt ryster – vinduesglas, ruder, jorden, og alle værger rent instinktivt for sig, så godt de nu kan. “Jeg trak hovedet ned mellem skuldrene,” fortalte antikvitetshandleren og viste Camille hvordan. Fyren er fireogtredive år gammel (han gentog alderen flere gange, så den ikke blev forvekslet med femogtredive). Hans toupé er nummeret for lille og stritter i alle retninger. Hans næse er lang, og hans højre øje forbliver stort set helt lukket, næsten som på den hjelmklædte figur i Giottos freske Afgudsdyrkelsen. Idet han tænker tilbage, bliver han endnu en gang lammet af det gigantiske brag. “Jeg troede ganske enkelt, at det var et terrorangreb.” (Og det mener han ikke, han behøver at uddybe). “Men så tænkte jeg: Næ, nej, et attentat her, det er jo latterligt, vi er ikke et terrormål og så videre ...” Altså et af den slags vidner, som omformer virkeligheden efter 29
Camille.indd 29
09/04/15 08.59
hukommelsen. Kort sagt ikke værd at fæste lid til. Før han stak hovedet ud i arkaden for at se, hvad der foregik, kiggede han sig omkring i butikken for at sikre sig, at ingenting var ødelagt. “Alt var i skønneste orden,” siger han begejstret og banker sin tommelfingernegl mod den ene fortand. Arkaden er højere, end den er lang. Butiksstrøget strækker sig over godt halvtreds meter flankeret af forretninger bag glasruder. I et sådant rum lyder skuddet eksplosionsagtigt højt. Derefter breder rystelserne sig med lydens hastighed, forstærker hinanden og bliver derpå kastet tilbage fra alt, de møder på deres vej, og den samlede effekt er et ekko, hvis lyd bølger frem og tilbage i kraftige stød. Skuddet og de tusinder af glasskår, som regner ned over Anne, sætter en stopper for hendes anstrengelser. For at beskytte sig løfter hun armene op over hovedet, sænker hagen ned mod brystet, vakler og falder, denne gang ned på den ene side, hendes krop ruller rundt i skårene, men en kvinde som hende lader sig ikke stoppe af et skud fra et gevær og en glasmosaik, som bliver sprængt i stumper og stykker. Guderne må vide hvordan, men hun kommer på benene igen. Skytten skød ved siden af i første omgang, det har han lært noget af, så nu tager han sig den tid, der er nødvendig. På optagelserne kan man se ham lade geværet igen, bøje hovedet, og hvis overvågningsvideoen ellers havde været ordentlig skarp, ville man også kunne se hans pegefinger krumme sig om aftrækkeren. Pludselig dukker der en hånd op iført sorte handsker, det er den anden mand, som skubber til hans skulder præcis i skudøjeblikket ... Boghandlerens vindue smadrer i tusind stykker, glasstykker så store som suppetallerkener og skarpe som barberblade falder mod jorden og knuses. 30
Camille.indd 30
09/04/15 08.59
En helt almindelig morgen udvikler sig for Anne Forestier til et sandt mareridt, da hun bliver brutalt overfaldet under et røveri hos en juveler. Kriminalkommissær Camille Verhoeven har en personlig interesse i sagen, da han kender Anne, men det må politiet ikke vide. Han tilkæmper sig ansvaret for efterforskningen, og det står hurtigt klart, at røverne ikke har glemt Anne. Camille skjuler hende i sin bolig på landet, og alligevel kommer de mystiske overfaldsmænd på sporet af dem. Nogen lækker informationer, men hvem? Og hvorfor er de ude efter Anne, et uskyldigt vidne? PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier. På dansk er udkommet Alex (da. 2014), Irène (da.
CAMILLE er sidste bog i trilogien om Camille Verhoeven. Pierre Lemaitre fletter mesterligt trådene sammen i en sønderknugende finale, som vil chokere og begejstre læserne af denne anmelderroste serie.
2014) og Camille (da. 2015). I 2013 blev Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi ses deroppe (da. 2014). Lemaitres første
FYENS STIFTSTIDENDE OM ALEX
krimi på dansk, Alex, bliver desuden filmatiseret.
BERLINGSKE OM IRÈNE
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
PIE RE LEMAIT E CAMILLE
”Lemaitre hæver barren i en sjælden høj grad for krimigenren.” LE FIGARO
DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:
AF FORFATTEREN TIL BESTSELLERNE ALEX OG IRÈNE
”Forrygende, fremragende og fransk.“ FYENS STIFTSTIDENDE
”Prisbelønnet fransk krimi sætter nye normer.” WEEKENDAVISEN
”Fremragende og dødsspændende fransk thriller.” POLITIKEN
”Pierre Lemaitre er en gave til fornyelseshungrende danske krimilæsere.”
”Der udgives ikke meget bedre på den franske litterære scene, på krimiscenen slet ikke.”
PIE RE LEMAIT E
SÆRUDGAVE
”Hårdkogt, uhyggelig og neglebidende god underholdning.” LITTERATURSIDEN
”En af de bedste udenlandske krimier lige nu.” BERLINGSKE
– JYLLANDS-POSTEN
DEN DANSKE PRESSE OM IRÈNE:
CAMILLE KRIMI
FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET
JYLLANDS-POSTEN
LINDHARDT OG INGHOF
”I et stramt og stilsikkert sprog bygger Lemaitre et nervepirrende og voldsomt plot op.” BERLINGSKE
”En velkomponeret, nyskabende og underfundig krimi.” ÅRHUS STIFTSTIDENDE
”Historien er dybt original og godt skruet sammen.” LITTERATURSIDEN
”Der er ikke alene tale om en krimi i den absolutte verdensklasse, men også om stor, international litteratur.” HORSENS FOLKEBLAD ALT FOR DAMERNE FYNS AMTS AVIS KRIMIFAN