22
SAL NTS ERNI N GA S A M A R K A N D MOUM LO ET FR
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 2
14-06-2013 11:04:47
BartimĂŚ
BARTIMÆUS
3
Jonathan Stroud
1
På dansk ved Kim Langer
På dansk ved Tom Havemann
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd Bartimæus indhold PB new.indd 33
14-06-2013 11/06/1311:04:47 15.30
Amuletten fra Samarkand Copyright © Jonathan Stroud, 2003 Oversat fra engelsk af Tom Havemann efter The Amulet of Samarkand All rights reserved Published in agreement with Jonathan Stroud, represented by Laura Cecil Literary Agency, London, whose representative in Denmark is Ia Atterholm Agency/ICBS AB, Malmö, Sweden Omslagsillustration: Jeff Nentrup Omslagsdesign: James Fraser Typografi: Gina Stroud Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2003 Sat med Times New Roman hos Pamperin & Bech Trykt hos CPI Books, 2013 ISBN 978-87-11-37405-4 3. udgave, 1. oplag, 2013 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Af samme forfatter Golems øje Ptolomæus Porten Salomons ring Heltenes dal
Til Gina
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 4
14-06-2013 11:04:47
.Del 1. Temperaturen i værelset styrtdykkede. Is sprang frem på gar-
dinerne og lagde sig i en tyk skorpe omkring loftslysene. Glødetrådene i elpærerne fortonede sig bag en tåget hinde, mens de stearinlys, der stod overalt som en koloni af paddehatte, gik ud som på kommando. Det mørke rum fyldtes med en gul og kvælende svovlsky, i hvis midte utydelige, sorte skygger vred og vendte sig. Fra et sted i det fjerne kom en lyd som af utallige skrigende stemmer. Pludselig pressede et eller andet imod døren ud til trappeafsatsen. Døren bulnede indad, så træet gav sig. En hærskare af fodtrin dappede hen over gulvbrædderne, og usynlige munde hviskede onde ting bag ved sengen og under skrivebordet. Svovlskyen fortættede sig til en tyk røgsøjle og udsendte tynde fangtråde, der bevægede sig dovent gennem luften som tunger, før de trak sig tilbage igen. Røgsøjlen hang i luften oven over pentagrammets midtpunkt og bølgede op mod loftet som en dampsky fra en vulkan i udbrud. Der fulgte en umærkelig pause. Så kom to gule, stirrende øjne til syne midt i røgen. Det var jo første gang, han prøvede. Jeg ville gerne skræmme ham, ikke?
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 5
14-06-2013 11:04:47
6
AMULETTEN FRA SAMARKAND
Og det gjorde jeg. Den mørkhårede dreng stod et par meter fra mig, midt i sit eget pentagram, der var fyldt med tegn og symboler og var noget mindre end det, jeg svævede over. Han var ligbleg, skælvede som et vissent blad i en orkan og hakkede tænder som en besat. Svedperler dryppede fra hans pande, frøs til is i luften og ramte gulvet som hagl. Den var altså helt i vinkel. Og dog. Han så ikke ud til at være en dag over tolv. En storøjet og hulkindet spirrevip. Det er ikke særlig tilfredsstillende at skræmme livet af sådan en størrelse.1 Så jeg holdt mig svævende og ventede i håb om, at han snart ville fremsige bortsendelsesformularen. For at få tiden til at gå fik jeg blå flammer til at slikke op ad pentagrammets inderside, som om de forsøgte at slippe ud for at svitse ham. Det var selvfølgelig et rent og skært bluffnummer. Jeg havde allerede konstateret, at pentagrammet var forseglet efter alle kunstens regler. Der var desværre ingen stavefejl nogen steder. Langt om længe tog knægten sig åbenbart sammen til at oplade sin røst. Jeg kunne se det, fordi hans læber bevægede sig på en måde, der ikke kun var angstfremkaldt. Jeg skruede ned for de blå flammer og erstattede dem med en fæl stank. Drengen talte. Stærkt kvækkende. “Jeg byder dig ... at ... at ...” Kom nu, mand! “ ... a-a-at ... sige mig dit na-navn.” Det er som regel sådan, de små lægger ud. Med noget unødvendigt pladder. Han kendte jo allerede mit navn, og det 1. Nogle mener noget andet. De synes ligefrem, det er morsomt, og gør et stort nummer ud af at pine deres fremmanere ved at antage de mest gruopvækkende skikkelser. I bedste fald kan man håbe på, at de vil få mareridt senere hen, men nu og da er “skræmmekampagnerne” så effektive, at lærlingene går i panik og træder ud af den beskyttende kreds. Så er alt godt – for os. Men det er et risikabelt forehavende. Somme tider har de fået en god oplæring, og så hævner de sig, når de er blevet voksne.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 6
14-06-2013 11:04:47
BARTIMÆUS
7
vidste han godt, at jeg også var klar over. Hvordan kunne han ellers have fremmanet mig? Man skal sige de rigtige ord, foretage de rigtige bevægelser og frem for alt kende det rigtige navn. Det er jo ikke ligesom at praje en taxa, vel? Man får ikke bare fat i en eller anden, når man maner ånder frem. Jeg valgte at gøre brug af en malmfuld og dyb stemme; den var som mørk chokolade og af den type, der er umulig at retningsbestemme og får hårene til at rejse sig i uøvede lærlinges fuglenakker. “BARTIMÆUS!” Jeg så drengen gøre en halvkvalt synkebevægelse, da han hørte navnet. Fint. Han var altså ikke helt dum. Han vidste, hvem og hvad jeg var. Han kendte mit ry. “Jeg ... jeg byder dig at svare på ny,” fortsatte han efter at have nedsvælget en mundfuld spyt. “Er du den Bartimæus, som troldmændene i fordums tid bød at genrejse murene omkring Prag?” Behøvede han virkelig at spørge om det? Hvem skulle jeg ellers være? Jeg skruede lidt op for uhyggen. Isen på elpærerne slog revner som karamelliseret sukker, og vinduesruderne dirrede og summede bag de snavsede gardiner. Knægten vippede helt op på hælene. “Jeg er Bartimæus! Jeg er Sahr al-Jinni, N’Gorso den Mægtige og Slangen med Sølvfjerene! Jeg har genopført Uruks, Karnaks og Prags mure. Jeg har talt med Salomo. Jeg har galoperet side om side med bøflernes stamfædre på vidderne. Jeg har vogtet over Det gamle Zimbabwe, indtil stenene faldt og sjakalerne mæskede sig med dets folk. Jeg er Bartimæus! Jeg anerkender ingen herre, og derfor byder jeg til gengæld dig, dreng, at fortælle mig, hvem du er!” Imponerende, ikke? Og så var det tilmed sandt, hvad der kun gav det endnu større vægt. Jeg diskede heller ikke kun op med det for at blære mig. Jeg håbede faktisk, at ungen ville blive så befippet, at han busede ud med sit navn, hvilket ville
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 7
14-06-2013 11:04:47
8
AMULETTEN FRA SAMARKAND
give mig noget at arbejde med, når han vendte ryggen til.2 Men det kunne jeg godt glemme alt om! “I kraft af cirklen, pentagrammets spidser og symbolernes bånd er jeg din herre! Du vil og må adlyde mine befalinger!” Der var noget ekstremt irriterende ved at høre det ældgamle plidderpladder komme fra en splejset grønskolling, der oven i købet talte med en høj og hvinende stemme. Jeg beherskede min lyst til at skælde ham huden fuld og fremsagde det sædvanlige svar. Jeg var parat til hvad som helst for at få det overstået i en fart. “Hvad befaler du?” Jeg var allerede temmelig forbløffet, det var jeg virkelig. De fleste nybegyndere i troldmandsfaget forbereder sig i én uendelighed, fordi de er alt for nervøse til at prøve deres kræfter af. Det er bestemt heller ikke normalt, at små lorte på tolv-tretten år lægger ud med at fremmane væsner af min kaliber. Knægten rømmede sig. Nu kom det. Det store øjeblik, han havde drømt om i årevis i stedet for at ligge på sin seng og tænke på hurtige biler eller piger. Med bange anelser afventede jeg hans ynkelige forlangende. Hvad mon det blev denne gang? Som regel bad de mig om at få en genstand til at svæve i luften eller flytte sig fra den ene side af værelset til den anden. Måske ville han have mig til at frembringe en illusion. Det ville ikke være så dårligt, for jeg kunne altid hyle ham ud af den ved at fejlfortolke hans ønske.3 “Jeg befaler dig at hente Amuletten fra Samarkand i Simon
2. Jeg kunne selvfølgelig ikke gøre noget, mens jeg befandt mig i den magiske cirkel, men senere ville jeg kunne finde ud af, hvem han var, lede efter karaktersvagheder, ting i hans fortid, der kunne udnyttes. De har alle sammen dens slags svagheder. I har alle sammen den slags svagheder, skulle jeg hilse og sige. 3. Én troldmand ville have, at jeg skulle vise ham et billede af hans livs store kærlighed. Jeg fremtryllede et spejl.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 8
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
9
Lovelaces hus og bringe den til mig, når jeg hidkalder dig ved daggry i morgen.” “Hvad gør du?” “Jeg befaler dig at ...” “Ja ja ja, jeg hørte det godt!” Det var ikke min mening at lyde irritabel, men ordene røg bare ud af munden på mig, og min gravrøst mistede også lidt af sin gru. “Så drag af sted!” “Lige et øjeblik!” Jeg fik den dér kvalmende fornemmelse i maven, som man altid får, når de sender en bort. Det føles nærmest som at få suget indvoldene ud af ryggen. De skal sige det tre gange for at slippe af med en, hvis man ikke rigtig har lyst til at smutte. Det har man som regel. Men denne gang blev jeg hængende som to lysende øjne i en ildelugtende tåge af bølgende røg. “Er du klar over, hvad du beder mig om, dreng?” “Ej må jeg debattere eller forhandle med dig. Ejheller må jeg give mig af med gådeløsning, væddemål eller nogen form for hasard. Endvidere må jeg ...” “Jeg gider overhovedet ikke debattere med sådan en som dig, så du kan godt droppe den dér børneremse,” afbrød jeg. “En eller anden udnytter dig. Det er din mester, ikke også? En gammel, vindtør kryster, der gemmer sig bag et barn. Hvor ynkeligt!” Jeg lod røgen lette en anelse og blottede for første gang mine omrids mellem loftet og gulvet i det mørke værelse. “Du løber en dobbelt risiko, hvis du har tænkt dig at bestjæle en ægte troldmand ved at fremmane mig. Hvor er vi for resten? I London?” Han nikkede. Jo, jeg befandt mig ganske rigtigt i London i et eller andet huleagtigt hus. Jeg så mig om i værelset gennem de kemiske dampe. Der var lavt til loftet, tapetet var laset, og på væggen hang der en enkelt falmet plakat, som forestillede et dystert, hollandsk landskab. Ikke ligefrem den slags, man forventede at støde på i et børneværelse. Jeg havde regnet
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 9
14-06-2013 11:04:48
10
AMULETTEN FRA SAMARKAND
med at se plakater med poptøser eller fodboldspillere, for de fleste magikere er trods alt konformister, selv i en ung alder. “Helledusseda,” sagde jeg i et blidt og sørgmodigt tonefald. “Vi lever i en ond og grusom verden, og du har langtfra lært nok.” “Jeg er ikke bange for dig! Jeg har pålagt dig et hverv, og jeg befaler dig at drage af sted!” Det var den anden bortsendelse. Jeg følte det, som om mine indvolde blev kørt over af en damptromle, og jeg fornemmede, at mit omrids bølgede og blafrede. Der var power i den knægt, det var der godt nok. “Det er ikke mig, du skal frygte,” svarede jeg. “I hvert fald ikke nu. Når Simon Lovelace opdager, at Amuletten er væk, får du helt sikkert besøg af ham, og han vil ikke skåne dig, selv om du kun er et barn.” “Du er tvunget til at efterkomme mit ønske.” “Ja ja, det ved jeg godt.” Man måtte lade ham, at han var stædig. Og snotdum. Han bevægede den ene hånd. Jeg opfattede den første stavelse af Den Systematiske Skruestrik. Nu skulle det åbenbart gøre av. Jeg smuttede. Orkede ikke flere special effects.
2. Da jeg landede på toppen af en lygtepæl i det aftenmørke London, pissede det ned. Det var bare typisk. Jeg havde forvandlet mig til en solsort, en lystig fætter med skriggult næb og kulsort fjerdragt, og i løbet af to sekunder var jeg lige så gennemblødt som en bæver i en brusekabine. Jeg bevægede hovedet fra side til side og fik så øje på et bøgetræ på den
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 10
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
11
anden side af gaden. De heftige novembervinde havde for længst flået alle bladene af det, men træets tykke, kløftede grene kunne give lidt læ for regnen. Jeg satte af fra lygtepælen og fløj hen over en enlig bil, der tøffede hen ad den brede forstadsgade. Bag mure og stedsegrønne beplantninger stod flere kæmpevillaers kridhvide facader som lysende dødningehoveder i mørket. Nå ja, måske så det kun sådan ud, fordi mit humør var i bund. Jeg var lettere irriteret. Fem ting gik mig på. For det første var den dumpe smerte, der følger med enhver fysisk tilsynekomst, allerede begyndt at røre på sig. Jeg kunne mærke det i fjerene. Min forvandling til fugl ville holde smerten i skak indtil videre, men kunne også røbe mig midt i det hele. Indtil jeg var sikker på mine omgivelser, måtte jeg spille rollen som solsort. Irritationsmoment nummer to var vejret. Jeg behøver ikke sige mere. For det tredje havde jeg glemt de begrænsninger, fysiske legemer var underlagt. Det kløede helt vildt lige over mit næb, og jeg kunne simpelthen ikke komme til at klø igen. For det fjerde var der drengen. Jeg havde masser af spørgsmål i den forbindelse. Hvem var han? Hvorfor ville han gerne dø? Og kunne jeg nå at give ham tørt på for den her tåbelige opgave, før han tog billetten? Rygter spredes hurtigt, og jeg kunne ikke undgå at blive hånet for at have været bydreng for sådan et pattebarn. For det femte ... Amuletten. Det var efter alt at dømme en særdeles heftig tingest, og jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, hvad knægten ville bruge den til. Han ville ikke ane, hvad han skulle stille op med den. Måske ville han bare gå med den for sjovs skyld. Måske var amulettyveri den sidste nye dille. En slags troldmandsudgave af at stjæle hjulkapsler. Nå, men nu gjaldt det i hvert fald om at få fat i den, og det ville ikke blive nemt, ikke engang for mig.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 11
14-06-2013 11:04:48
12
AMULETTEN FRA SAMARKAND
Jeg lukkede mine solsorteøjne og åbnede ét for ét mine indre øjne, der befandt sig på hver sit plan.1 Jeg hoppede frem og tilbage på grenen og stirrede i alle retninger for at få det bedst mulige udsyn. Ikke færre end tre af vejens villaer var udstyret med magiske sikkerhedssystemer, så kvarteret var absolut i den dyre ende af skalaen. Jeg tjekkede ikke de to villaer i den fjerneste ende af gaden, for det var den overfor, den, der lå lige uden for lygteskæret, der interesserede mig. Troldmanden Simon Lovelaces bolig. Det første plan var helt klart, men på det andet plan havde han opbygget et forsvarsfelt, der skinnede som et blåt og spindelvævstyndt bælte langs ydermuren, fortsatte op i luften og lagde sig som en kæmpestor, flimrende kuppel over det hvide hus. Ikke dårligt, men det var til at have med at gøre. Der var ingenting på det tredje og fjerde plan, men på det femte spottede jeg tre vagter, der svævede gennem luften tæt ved havemuren. De var matgule over det hele og bestod hver især af tre muskuløse ben, der roterede om en akse af brusk. Oven over bruskklumpen var der en blævret masse med to munde og et utal af vagtsomme øjne. Væsnerne fløj frem og tilbage langs muren i uregelmæssige intervaller. Jeg trykkede mig instinktivt ind mod bøgetræets stamme, selv om jeg vidste, at de sandsynligvis ikke ville få øje på mig, som sagerne stod nu. På så lang afstand lignede jeg en solsort på alle syv planer. Først når jeg kom tættere på, ville de kunne gennemskue min forklædning. Det sjette plan var klart. Men det syvende ... det var underligt. Jeg kunne egentlig ikke se noget særligt – huset, gaden og omgivelserne lignede sig selv til forveksling – men allige1. Jeg har adgang til syv sideordnede planer, der overlapper hinanden som lagene i et stykke wienerbrød. Syv planer er rigeligt for hvem som helst. At operere på flere planer er rent blær.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 12
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
13
vel havde jeg en intuitiv fornemmelse af, at der lå noget og lurede på det plan. Jeg gnubbede eftertænksomt mit næb mod en knude i stammen. Præcis som jeg havde regnet med, var der en hel del stærk magi på spil her. Jeg havde hørt om Lovelace. Han gik for at være en formidabel troldmand og en nådesløs opgavestiller. Til alt held havde han aldrig kaldt mig til sig, og jeg havde bestemt ikke lyst til at lægge mig ud med ham eller med hans håndlangere. Men jeg var nødt til at adlyde ungen. Den pjaskvåde solsort satte af fra grenen og strøg tværs over gaden, idet den klogeligt styrede uden om lyskeglen fra den nærmeste lygtepæl. Den landede på en stump mudret græs ved det ene hjørne af muren, hvor fire sorte affaldsposer var blevet stillet ud til renovationsfolkene. Solsorten hoppede om bag poserne. En kat, der havde holdt øje med fuglen2 et stykke derfra, ventede på, at den skulle komme til syne igen, mistede så tålmodigheden og trissede om bag poserne. Men der var ikke nogen fugl bag poserne. Der var ikke andet end et helt frisk muldvarpeskud.
3. Jeg kan ikke døje smagen af mudder. Klistret mudder og vammelsød jord passer ikke til et luft- og ildvæsen som mig. Derfor er jeg meget kræsen, hvad angår mine inkarnationer. Fugle er fine, insekter er okay, og flagermus kan også gå an. Hurtige dyr er lige i øjet, og dyr, der lever i træer, er endnu 2. På to planer. Det kan katte nemlig.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 13
14-06-2013 11:04:48
14
AMULETTEN FRA SAMARKAND
bedre. Underjordiske dyr er dødens pølse. Muldvarpe er rigtig slemme. Men det kan ikke nytte noget at være kræsen, når man skal trænge igennem et beskyttelsesskjold. Jeg havde ret i min formodning om, at det ikke fortsatte ned under jorden. Muldvarpen borede sig dybt, dybt ned og fandt vej ind under murens fundament. Ingen magiske alarmer gik i gang, selv om jeg slog hovedet mod en sten fem gange.1 Jeg gravede mig opad igen og nåede op til overfladen cirka tyve minutter efter. Muldvarpen stak forsigtigt hovedet op af den lille jordbunke, den havde dynget op på Simon Lovelaces velplejede græsplæne, og så sig om. Der brændte lys i husets stueetage. Gardinerne var trukket for. Så vidt muldvarpen kunne se, var der mørkt på de andre etager. Det magiske forsvarssystem rejste sig mod himlen som en gennemsigtig, blå hvælving. En af de gule vagtposter svævede tanketomt af sted tre meter over buskene. De to andre befandt sig sikkert på den anden side af huset. Jeg tjekkede det syvende plan igen. Stadig ingenting. Stadig den dér ubehagelige fornemmelse af, at der var fare på færde. Tja. Muldvarpen gled ned i jorden igen og borede sig hen mod huset mellem græsrødderne. Den dukkede op igen i et blomsterbed under et af vinduerne. Den tænkte, så det knagede. Der var ingen mening i at fortsætte i den her forklædning, selv om det var fristende at forsøge at bryde ind gennem kælderen. Altså måtte der udtænkes en ny plan. Muldvarpens hårede ører opfangede lyden af latter og klirrende glas. Lyden var forbløffende høj. Kom åbenbart fra et sted lige i nærheden. Ja! En halv meter fra muldvarpen sad der en ældgammel udluftningskanal i muren. Den førte ind i huset. Med en vis lettelse forvandlede jeg mig til en flue. 1. Én gang mod fem forskellige sten. Ikke fem gange mod den samme sten. Jeg ville bare lige sikre mig, at I var med. Somme tider er mennesker utroligt tungnemme.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 14
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
15
4. Fra mit skjul i udluftningskanalen lod jeg mit flueblik glide rundt i en temmelig traditionel dagligstue. Jeg så et langluvet gulvtæppe, noget grimt, stribet tapet, en gyselig krystaltingest, der skulle forestille en lysekrone, to ældgamle og støvede oliemalerier, en sofa og to lænestole (ligeledes med stribet betræk) og et lavt sofabord, hvor der stod en sølvbakke med en flaske rødvin minus de to glas, der befandt sig i hænderne på to mennesker. Det ene af dem var en kvinde. Hun var forholdsvis ung (efter menneskelig målestok, hvilket vil sige helt umanerligt ung) og så muligvis ret godt ud på en lidt fyldig måde. Store øjne og mørkt, bobbet hår. Jeg memorerede hende automatisk. Jeg ville vise mig i hendes skikkelse, når drengen kaldte mig til sig ved daggry. Vel at mærke nøgen. Hvordan ville hans stålsatte, men åh så ungdommelige sind mon reagere på det?1 Lige nu var jeg dog mere interesseret i den mand, som kvinden smilede og nikkede til. Han var høj, tynd og flot på en lidt intellektuel måde, og hans hår var redt stramt tilbage og smurt ind i noget fedtet stads. Han havde små, runde briller på, en bred mund fuld af kridhvide tænder og et fremstående kæbeparti. Jeg gik ud fra, at det var den store troldmand Simon Lovelace. I må ikke spørge mig hvorfor. Måske var det den udefinerbare aura af magt og vælde, han var omgivet af. Måske var det den selvtilfredse måde, han slog ud med hænderne på. Eller også var det den lille, vagtsomme djævling, 1. Til ære for de nysgerrige skal det bemærkes, at jeg så let som ingenting kan forvandle mig til en kvinde. Og til en mand, for den sags skyld. På en måde er kvinderollen vist ikke så nem endda, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Kvinde, mand, muldvarp og mide – i sidste instans er og bliver de ét og det samme, bortset fra visse umærkelige forskelle, hvad angår hjernekapaciteten.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 15
14-06-2013 11:04:48
16
AMULETTEN FRA SAMARKAND
der svævede ud for hans skulder (på det andet plan) og spejdede i alle retninger. Jeg gned mine forben mod hinanden af bare irritation. Jeg måtte være meget forsigtig. Den lille ånd gjorde det hele lidt mere kompliceret.2 Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke var en edderkop. Edderkopper kan nemlig sidde bomstille i timevis uden at lade sig mærke med det. Fluer er meget mere rastløse. Men hvis jeg forvandlede mig nu, ville troldmandens lille slave helt sikkert opdage det. Altså måtte jeg tvinge min uvillige krop til at forholde sig i ro og ignorere den smerte, der igen begyndte at røre på sig, denne gang i min kitin. Troldmanden talte. Foretog sig næsten ikke andet. Kvinden slugte ham med øjne, der var så store og tanketomme af tilbedelse, at jeg fik lyst til at bide hende. “ ... en storslået begivenhed, Amanda. Du vil blive hele London-elitens darling! Vidste du, at selveste premierministeren glæder sig til at se dit landsted? Jo, det gør han, og jeg har det fra pålideligt hold. Mine fjender har bagtalt mig over for ham i ugevis, men han har hele tiden været fast besluttet på at afholde konferencen ude på herresædet. Så jeg kan altså stadig påvirke ham i de afgørende øjeblikke, elskede Amanda. Det gælder om at tage ham på den rigtige måde, smigre hans forfængelighed ... mellem os sagt er han faktisk temmelig svag. Hans speciale er trylleformularer, men selv den slags giver han sig ikke af med mere. Hvorfor skulle han det? Han har jo en hær af jakkesæt til at tage sig af det grove ...” Troldmanden, der åbenbart ikke kunne blive træt af at prale med sine fine bekendtskaber, fortsatte i samme skure i flere 2. Misforstå mig nu ikke. Jeg var ikke bange for djævlingen, for jeg kunne tvære ham ud så let som ingenting. Men han var der af to årsager: på grund af sin grænseløse loyalitet over for sin herre og på grund af sit skarpe blik. Han ville ikke lade sig narre af min flueforklædning så meget som en brøkdel af et sekund.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 16
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
17
minutter. Kvinden nippede til sin vin, nikkede og gispede og kom med små udbrud på de rigtige steder, mens hun langsomt kantede sig hen mod ham i sofaen. Jeg var lige ved at summe af kedsomhed.3 Pludselig stivnede djævlingen, drejede hovedet 180 grader og rettede blikket mod døren i den anden ende af stuen, samtidig med at den advarede troldmanden ved at rykke ham blidt i den ene øreflip. Et par sekunder efter gik døren op og en skaldet lakaj i et sort jakkesæt trådte underdanigt indenfor. “Undskyld, sir, men bilen er klar nu,” sagde han. “Tak, Carter. Det varer kun et øjeblik nu.” Lakajen trak sig tilbage. Troldmanden stillede sit (stadigvæk fulde) vinglas på sofabordet, greb kvindens ene hånd og kyssede den galant. Bag hans ryg skar djævlingen ansigt af væmmelse. “Jeg er ked af at give slip på dig, Amanda, men pligten kalder,” sagde Simon Lovelace. “Jeg er ikke hjemme i aften. Kan jeg ringe til dig? Hvad siger du til en tur i teatret i morgen aften?” “Det ville da være dejligt, Simon.” “Okay. Så er det en aftale. Min gode ven Makepeace har sat et nyt stykke op. Jeg vil straks skaffe et par billetter. Carter kører dig hjem nu.” Manden, kvinden og djævlingen forlod stuen og lod døren stå på klem efter sig. Bag dem krøb en flue forsigtigt frem fra sit skjul, fløj lydløst gennem stuen og landede et sted, hvorfra den havde udsyn over entreen. Et par minutter var der hektisk 3. I mit sted ville et menneske sikkert have tabt underkæben af forbløffelse, for troldmanden gav en yderst detaljeret beskrivelse af, hvor gennemkorrupt den engelske regering var. Men jeg var ikke imponeret. Eftersom jeg havde set utallige og langt mere glorværdige civilisationer end den engelske synke i grus, kunne jeg ikke rigtig hidse mig op over det. I stedet forsøgte jeg forgæves at komme i tanker om, hvilke overjordiske magter Simon Lovelace havde underlagt sig. Det var trods alt bedst at være forberedt.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 17
14-06-2013 11:04:48
18
AMULETTEN FRA SAMARKAND
aktivitet derude. Frakker blev hentet, ordrer blev udstedt, og døre gik op og i. Så forlod troldmanden sit hjem. Jeg fløj ud i entreen. Det var et stort, koldt rum med et sort og hvidt flisegulv og lysegrønne bregner i gigantiske keramikpotter. Jeg tog et par ture omkring lysekronen med ørerne slået helt ud. Der var meget stille. De eneste lyde kom fra et køkken i det fjerne og var ret så uskyldige – den sædvanlige skramlen af potter og pander plus en serie højlydte ræb, der sikkert kom fra kokken. Jeg overvejede at udsende en diskret, magisk puls for at se, om jeg kunne spore mig frem til Simon Lovelaces samling af troldmandseffekter, men blev enig med mig selv om, at det var for risikabelt. De gule vagtvæsner i haven kunne opfange den, selv om de var de eneste vagter i og omkring huset. Jeg – fluen – måtte altså selv gå på jagt. Alle planerne var helt klare. Jeg fløj gennem entreen og fortsatte efter en pludselig indskydelse op ad trappen. På første sal førte en tæppebelagt gang i to retninger mellem vægge, der var plastret til med oliemalerier. Jeg blev straks interesseret i den højre del af gangen, for halvvejs nede ad den var der placeret en spion. For det menneskelige øje var det bare en røgalarm, men på de øvrige planer kunne man tydeligt se, hvad det i virkeligheden var: en ækel, stirrende tudse, der hang i loftet med hovedet nedad. Cirka en gang i minuttet roterede den en anelse. Når troldmanden vendte hjem igen, ville den give ham en grundig situationsrapport. Jeg sendte en beskeden ladning magi i retning af tudsen. En tyk, olieagtig damp sivede ned fra loftet og indhyllede spionen, så den ikke kunne se en pind. Mens den vred sig og kvækkede forfjamsket, fløj jeg lynhurtigt forbi den og satte kursen direkte mod døren for enden af gangen. Det var den eneste af dørene, der ikke havde et nøglehul, og under den hvide maling var træet forstærket med smalle metalbånd. To gode grunde til at prøve den først.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 18
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
19
Der var en lillebitte sprække under døren. Den var for smal til, at et insekt kunne smutte igennem, men jeg var jo i forvejen helt vild efter at ændre skikkelse. Fluen forvandlede sig til en lille røgsky, der forsvandt ud af syne under døren, netop som dampsløret trak sig væk fra tudsens øjne. Bag døren blev jeg til et barn. Havde jeg kendt den dér tolvårige lærlings navn, ville jeg ikke have været bleg for at antage hans skikkelse bare for at give Simon Lovelace et fingerpeg i forbindelse med opklaringen af tyveriet. Men jeg anede ikke, hvad han hed, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet blev jeg til en dreng, som jeg havde kendt engang og holdt meget af. Hans aske var for længst drevet bort med Nilens vand, så han kunne ikke komme til at undgælde for min forbrydelse, og desuden kunne jeg godt lide at mindes ham på denne måde. Han havde klare øjne og brun hud og var iført et hvidt lændeklæde. Han så sig om på sin helt specielle måde, med hovedet lagt en anelse på skrå. Værelset havde ingen vinduer. Langs væggene stod der adskillige glasmontrer fyldt med alskens magiske remedier. De fleste af dem var fuldkommen ubrugelige og egnede sig kun til varietéforestillinger,4 men der var nu også enkelte perler imellem. 4. For en ikke-troldmand var det selvfølgelig en imponerende samling. Lad mig nu se – der var krystalkugler og skueglas, dødningehoveder fra ældgamle gravkamre og fingerknogler fra helgener, åndestave tyvstjålet fra sibiriske shamaner og flasker fyldt med blod af uvis oprindelse, heksedoktormasker, udstoppede krokodiller og tryllestave, i snesevis af kapper til brug ved forskellige ceremonier og mange, mange digre bøger om magi, der så ud, som om de var blevet indbundet i menneskehud i tidernes morgen, selv om de givetvis var blevet masseproduceret på en fabrik i Catford for et par uger siden. Troldmænd sætter stor pris på den slags ting, elsker den hokuspokusmystik, der knytter sig til dem (og nogle af dem tror halvt om halvt på den), og er ganske enkelt ellevilde med den ærefrygtindgydende virkning, de har på udenforstående. Og desuden bortleder alle disse sjove ting og sager opmærksomheden fra den egentlige kilde til troldmændenes magt. Nemlig os.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 19
14-06-2013 11:04:48
20
AMULETTEN FRA SAMARKAND
Der var et magisk signalhorn, som garanteret var ægte, fordi jeg fik kvalme af at se på det. Ét stød i det horn – og alle den pågældende troldmands tjenende ånder ville kaste sig for hans fødder, bede om nåde og trygle om at blive pålagt et hverv. Det var et grufuldt og ældgammelt instrument, og jeg skyndte mig forbi det. I en anden montre lå der et øje af ler. Jeg havde set sådan et før – i hovedet på en golem. Jeg spekulerede på, om idioten var klar over, hvad det øje kunne udrette. Det var han givetvis ikke. Han havde sikkert hjembragt det som en morsom souvenir fra en chartertur til Centraleuropa. Magisk turisme ... hvad giver I!5 Nå, i bedste fald ville det slå ham ihjel en skønne dag. Og så var der Amuletten fra Samarkand. Den lå i en lille æske helt for sig selv, beskyttet af et tykt lag glas og sit eget rygte. Jeg gik hen til den, tjekkede lynhurtigt planerne uden at finde noget, der fik mine advarselslamper til at blinke – bortset fra at jeg tydeligt kunne fornemme, at der var gang i et eller andet på det syvende plan. Ikke foran glasskabet, men lige i nærheden. Jeg måtte hellere skynde mig lidt. Amuletten, der var lille og mat og lavet af hamret guld, var fastgjort til en kort guldkæde. Midt på amuletten sad der et ovalt stykke jade, og i selve guldpladen var der indridset primitive figurer, der forestillede galoperende hingste. Heste var som levende rigdomme for det centralasiatiske folk, der havde fremstillet Amuletten for tre tusind år siden, og som til sidst havde givet en af sine prinsesser den med i graven. En russisk arkæo5. De er alle sammen på det trip – tøffer af sted i busser (eller lejede jetfly, eftersom mange af dem er stenrige) for at besøge fortidens magiske hovedstæder, hvor de råber ih! og næh! på alle de berømte lokaliteter, i templerne, i kendte troldmænds fødehjem og på de steder, hvor de selv samme troldmænd var kommet af dage på grufuld vis, og ikke undser sig for at stjæle med arme og ben og pløje sig gennem basarerne i håb om at score nogle lækre heksemesterting for en billig penge. Det er ikke så meget den kulturelle vandalisme, jeg har noget imod. Det er er bare så vulgært, ikke?
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 20
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
21
log fandt den i 1950’erne, og inden længe blev den stjålet af troldmænd, der var klar over dens værdi. Hvordan Simon Lovelace var kommet i besiddelse af den – hvem han havde myrdet eller snydt for at få fingre i den – havde jeg ingen anelse om. Jeg lagde atter hovedet på skrå og lyttede intenst. Der var helt stille i huset. Jeg løftede den ene hånd over montren og smilede til mit eget spejlbillede, mens det knyttede næven. Så hamrede jeg knytnæven gennem glasset. En magisk dunken gav genlyd på alle syv planer. Jeg snuppede Amuletten, tog den om halsen og vendte mig om med et ryk. Værelset så ud som før, men jeg kunne fornemme, at noget nærmede sig hastigt på det syvende plan. Det var slut med at gå på listesko. Mens jeg løb hen mod døren, så jeg ud af øjenkrogen, at en portal pludselig åbnede sig et par meter over gulvet. Portalen var fyldt med et uigennemtrængeligt mørke, der forsvandt ud af syne, da et eller andet trådte ud gennem det. Sekundet efter nåede jeg hen til døren og slog på den med min lille knytnæve. Døren fløj op som et bøjet spillekort, og jeg spænede forbi den uden at standse. Ude i gangen gjorde tudsen front mod mig og åbnede munden, og i næste nu susede en grøn slimklat gennem luften med kurs direkte mod mit hoved. Jeg sprang til side, og slimklatten ramte væggen bag mig. Den knuste et maleri og åd sig helt ind til murværket. Jeg slyngede en kompressionskile i synet på tudsen, og med en halvkvalt kvækken skrumpede den ind til en materieperle på størrelse med en marmorkugle og dumpede ned på gulvet. Mens jeg fortsatte hen ad gangen i fuld fart, rejste jeg et beskyttelsesskjold omkring min fysiske krop for det tilfælde, at der skulle komme flere projektiler. Det viste sig at være en klog foranstaltning, for sekundet efter slog en detonation ned i gulvet lige bag ved mig, og tryk-
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 21
14-06-2013 11:04:48
22
AMULETTEN FRA SAMARKAND
bølgen slyngede mig hovedkulds ind i endevæggen midt i et slikkende virvar af grønne flammer, der som en kæmpemæssig hånd trak sortsvedne streger hen over tapeterne. Jeg stablede mig på benene mellem alle murbrokkerne og vendte mig om. I den modsatte ende af gangen, med en fod plantet på hver side af den knuste dør, stod et væsen, der havde antaget skikkelse af en tårnhøj mand med ildrød hud og et sjakalhoved. “BARTIMÆUS!” Endnu en detonation bølgede hen ad gangen. Jeg kastede mig ind under den og tog sigte efter trappen, og mens den grønne eksplosion pulveriserede et hjørne af endevæggen, tumlede jeg ned ad trappetrinene, brasede gennem gelænderet og ramte det sorte og hvide flisegulv fra to meters højde, så det slog revner på kryds og tværs. Jeg sprang op og kastede et blik hen mod hoveddøren. Gennem den matterede rude ved siden af den kunne jeg skimte det store, gule omrids af en af de tre vagtposter. Den lå på lur uden at ane, at den kunne ses inde fra entreen. Jeg besluttede at smutte ud et andet sted. Sådan gør den overlegne intelligens til enhver tid kort proces med den brutale råstyrke. Apropos den brutale råstyrke måtte jeg vist hellere komme af sted i en vis fart. Lydene fra førstesalen tydede på, at sjakalmonstret havde optaget forfølgelsen. Jeg løb gennem et par værelser – et bibliotek og en spisestue – og i begge værelser gjorde jeg en afstikker til et af vinduerne blot for at konstatere, at en eller flere af de gule sataner svævede rundt udenfor. Den dumhed, hvormed de blottede sig så åbenlyst, blev kun modsvaret af mine bestræbelser på at undgå de magiske våben, de måtte være bevæbnet med. Bag mig råbte en rasende stemme mit navn. I en tilstand af begyndende desperation flåede jeg endnu en dør op – og væltede ud i køkkenet. Der var ikke flere regulære døre, men en skydedør af glas førte ud til noget, der lignede et tilbygget
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 22
14-06-2013 11:04:48
BARTIMÆUS
23
drivhus fyldt med urter og grøntsager. Gennem drivhusets endevæg så jeg haven – plus de tre vagtposter, der i forbløffende høj fart rundede et af hushjørnerne med deres roterende ben. For at vinde tid forseglede jeg døren bag mig. Derefter så jeg mig hurtigt om og fik øje på kokken. Det var en tyk, jovialt udseende mand med et rødmosset ansigt, og han sad lænet tilbage på sin stol med fødderne smækket op på køkkenbordet og en kødøkse i den ene hånd. Han var i færd med at ordne negle med det drabelige køkkenredskab og knipsede alle neglestumperne gennem luften med knivsbladet, så de landede pænt og nydeligt i ildstedet ved siden af ham, men han slap mig ikke med blikket så meget som et sekund. Jeg følte mig ilde til mode, for han var tilsyneladende ikke spor overrasket over at se en egyptisk dreng i sit køkken. Jeg tjekkede ham på de forskellige planer. På de første seks var han præcis sådan, som jeg så ham med det blotte øje – en tyk kok med hvidt forklæde. Men på det syvende ... Åh nej. “Bartimæus,” sagde han. “Faquarl.” “Hvordan går det?” “Fint.” “Det er længe siden, hvad?” “Tja.” “Det er ærgerligt, ikke?” “Ja. Nå, men ... nu er jeg her altså.” “Ja, det er du sørme.” Mens denne fascinerende samtale fandt sted, lød der en række voldsomme detonationer på den anden side af døren. Men min forsegling holdt. Jeg smilede så høfligt, jeg kunne. “Jabor er lige så vild og blodig, som han altid har været,” sagde jeg. “Ja, han er sig selv op ad dage. Men han er vist bare lidt mere sulten end ellers, Bartimæus. Det er den eneste foran-
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 23
14-06-2013 11:04:48
24
AMULETTEN FRA SAMARKAND
dring, jeg har bemærket hos ham. Han er aldrig tilfreds, ikke engang når han bliver fodret, og det bliver han ikke så tit nu om stunder, som du jo nok kan regne ud.” “Sult bærer ved til vildskaben. Det er din herres valgsprog, ikke? Men han må godt nok være en ret magtfuld fætter, når han både kan holde dig og Jabor som slaver.” Kokken smilede umærkeligt og sendte endnu en neglestump til vejrs med kødøksen. Neglestumpen susede op mod loftet og borede sig ind i pudset. “Så så. Man bruger ikke den slags grimme ord i en pæn og høflig samtale, Bartimæus. Jabor og jeg har gang i et langsigtet spil.” “Ja, det har I vel.” “Apropos magtmæssige forskelle, så kan jeg ikke undgå at bemærke, at du åbenbart ikke vil tale med mig på det syvende plan. Det er lidt uhøfligt. Det skal vel ikke forstås sådan, at du ikke bryder dig om min sande skikkelse?” “Øh ... jeg er nærmest lidt bange for den, Faquarl.”6 “Jamen, det er jo ligefrem hyggeligt, det her. Må jeg for resten komplimentere dig for dit valg af skikkelse, Bartimæus. Meget nydelig. Ikke desto mindre kan jeg se, at du stønner under vægten af en vis amulet. Tag den af og læg den på bordet, så er du sød. Og hvis du så vil være så venlig at fortælle mig, hvilken troldmand du arbejder for, kan du muligvis få lov at gå herfra i ét stykke.” “Det er meget storsindet af dig, men det ved du godt, at jeg ikke kan.”7 6. Jeg er heller ikke nogen skønhedsåbenbaring, men Faquarl har simpelthen for mange fangarme til min smag. 7. Det var ikke helt korrekt. Jeg kunne godt have afleveret Amuletten og dermed have forsømt min pligt. Men selv om det var lykkedes mig at undslippe Faquarl, ville jeg have været nødt til at vende tomhændet tilbage til den blege dreng, og på grund af min fadæse ville jeg i dobbelt forstand have været i hans vold, hvilket ikke ligefrem huede mig.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 24
14-06-2013 11:04:49
BARTIMÆUS
25
“For nu at sige det, som det er, så kan du godt aflevere den amulet, og du gør det også,” sagde kokken, mens han prikkede til bordkanten med spidsen af sin kødøkse. “Rent personligt har jeg selvfølgelig ikke noget imod dig, og en skønne dag kan vi måske samarbejde igen. Men her og nu sidder jeg i saksen, præcis ligesom du gør, og jeg har også en opgave at varetage. Derfor er det i sidste ende et spørgsmål om magt, hvad det jo altid er. Hvis jeg ikke tager meget fejl, kniber det med din selvtillid i dag – ellers ville du have forladt huset ad hoveddøren og have dræbt triloiderne på vejen i stedet for at lade dem jage dig herud i mit køkken.” “Jeg fulgte bare en pludselig indskydelse.” “Hm. Hvis jeg var dig, ville jeg holde op med at kante mig hen mod vinduet, Bartimæus. Selv et menneske8 ville gennemskue det nummer, og desuden venter triloiderne på dig derude. Stik mig Amuletten, eller jeg skal vise dig, hvor usselt dit såkaldte beskyttelsesskjold er.” Han rejste sig og rakte hånden frem. Der opstod en pause. Bag min forsegling kunne jeg stadig høre Jabors tålmodige (om end fantasiløse) detonationer. Selve døren måtte for længst være blevet pulveriseret. Ude i haven hang de tre vagtposter i luften og stirrede ufravendt på mig. Jeg så mig om i køkkenet efter lidt inspiration. “Amuletten, Bartimæus.” Jeg løftede den ene hånd og greb fat om Amuletten med et dybt og lettere teatralsk suk. Så sprang jeg lynhurtigt til venstre, samtidig med at jeg fjernede forseglingen fra døren. Faquarl smækkede irriteret med tungen og gjorde mine til at løfte kødøksen. I samme nu blev han ramt af en ekstra voldsom detonation, der drønede gennem den åbning, forseglingen havde efterladt. Han tumlede baglæns ind i ildstedet, og murstenene dryssede ned over ham. 8. Ups!
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 25
14-06-2013 11:04:49
26
AMULETTEN FRA SAMARKAND
Jeg slog mig vej ind i drivhuset, netop som Jabor trådte ud i køkkenet. Da Faquarl dukkede frem fra murbrokkerne, var jeg allerede på vej ud i haven. De tre vagtposter satte kurs direkte mod mig med vidt opspærrede øjne og vildt roterende ben. En række knivskarpe kløer sprang frem for enden af deres klumpede fødder. Jeg fremtryllede en kraftig illumination, og i ét nu lå hele haven badet i noget, der lignede skæret fra en eksploderende sol. Vagtposterne blev blændet, og de hylede af smerte. Jeg sprang over dem og løb gennem haven midt i en regn af magiske granater, der fik træerne til at gå op i flammer. I den fjerneste ende af haven, mellem en kompostbunke og en motorplæneklipper, sprang jeg adræt over muren. Jeg masede mig gennem fletværket af magiske tråde og efterlod mig et hul af form som en dreng. Straks gik et kor af alarmklokker i gang rundt om mig. Jeg landede på fortovet udenfor med Amuletten dansende om min hals. På den anden side af muren hørte jeg lyden af galoperende hove. Det var på høje tid at skifte skikkelse. Vandrefalke er de hurtigste fugle, der findes. Når de styrtdykker, kan de nå op på en hastighed af to hundrede kilometer i timen. Man kan sjældent nå op på så høje hastigheder i luftrummet over Nordlondons hustage, og nogle vil endog betragte det som uladsiggørligt, især for et væsen med en tung amulet om halsen, men uanset hvad var jeg sporløst forsvundet, da Faquarl og Jabor landede på asfalten uden for muren og skabte en usynlig forhindring, der straks blev ramt af en accelererende flyttebil. Jeg var over alle bjerge.
1-Amuletten-fra-Samarkand.indd 26
14-06-2013 11:04:49