Skip to main content

Baekager boldklub 2 læseprøve

Page 1

I serien BĂŚkager Boldklub: TĂŚsk og tuba (1) Pokaler og puddelhund (2)


KAPITEL 1

BÆKAGER-BUSSEN Brille kunne høre mor Helles folkevognsrugbrød svinge ned ad Solbærvænget et stykke derfra. Den lavede sådan en pruttende lyd, og den gamle bus hvinede, når mor Helle svingede skarpt om et hjørne, og det gjorde hun tit. Brille hankede op i den store sportstaske og balancerede med både liggeunderlag og Bayern München-sovepose, da han gik langsomt ned ad havegangen. „Har du husket det hele, skat?“ spurgte Brilles mor for tredje gang og viftede med huskesedlen. 9


10


„Ja, mor.“ „Også tapen?“ „Ja, mor.“ Mor Helle bremsede lidt for hårdt foran Brilles hus og vinkede. Så gik sidedøren op, og Altmuligmands store hår stak ud sammen med et enormt smil. „Klar til at djuble, Brille?“ „Selvfølgelig.“ Brilles far maste sig frem i døråbningen ved siden af hans mor, vinkede og stak en tommeltot i vejret.

11


„Så er det pokaltid!“ „Det lover jeg!“ råbte Altmuligmand, og lidt efter pruttede bussen ned ad vejen og ud i det blå. Der duftede fantastisk i bussen. Der var flere kasser med bæ-kager stablet sammen med tasker, liggeunderlag og soveposer bag i bussen. „Er der smagsprøver?“ spurgte Brille og kiggede på O. „Nej. Min mor siger, at de skal gemmes til stævnet. Men du kan få en af dem her,“ svarede O og stak Brille en træstamme. Brille maste sig forbi Sif, Anders, Magnus, Tjalfe og Nicolaj og fandt en plads ved siden af Storm bag i bussen. „Hey, Brille. Tjek lige den her video. Skal vi ikke prøve at juble sådan, når vi scorer?“ sagde Storm og pegede ned på sin telefon, der viste en YouTube-video, hvor en fodboldspiller lod, som 12


om han fyrede en kæmpe bazooka af efter at have hamret et skud i mål. Brille smilede, tog en bid af sin træstamme og kiggede rundt i bussen. De skulle til stævne hele weekenden, og han var den sidste på ruten, så bussen var proppet. Forrest sad Magnus, Tjalfe og Sif og diskuterede. Sif havde selvfølgelig kappe på som altid. „Altså, jeg vil nok sige, at jeg er den bedste til at drible på holdet,“ sagde Magnus. „Altså …“ sagde Tjalfe og så rundt. „Måske vil jeg sige, at vi er sådan nogenlunde lige gode.“ Magnus sagde ikke noget, men det gjorde Sif. „Altså, det kan godt være, at I begge to hele tiden siger ’altså’, men altså det kan godt være, at I er gode til at drible, men det her,“ sagde hun og bankede sin nye protese ind i bussædets ben, så det larmede, „det er ren titanium. Mit skud er magisk!“ 13


„Det kan da godt være,“ sagde Tjalfe, „men det bliver en af os, der scorer,“ sagde han og high­ fivede med Magnus. Lige foran Brille og Storm sad Alf sammen med Niels Peter og Anders. Alf havde for en gangs skyld ikke ild i piben, men sad og så lidt bleg ud, vistnok fordi han let blev køresyg. Niels Peter og Anders sad bøjet over Niels Peters hæfte med tørrede firkløvere og opdagede slet ikke Brille. „Tror du, at de har firkløvere oppe i Nordjylland, som vi ikke har herhjemme?“ spurgte Niels Peter. „I teorien kan man faktisk godt forestille sig det,“ sagde Anders. „Det er jo noget længere mod nord.“ Brille smilede og tog en bid mere af træstammen, før han vendte blikket ned mod Storms telefon og hans bazookajubelscene. Det skulle nok blive en helt i orden tur. 14


Da de var kommet ud på landevejen, rejste Altmuligmand sig med en lille megafon, som Kalle havde fået i fødselsdagsgave engang. Når man ikke talte i den, kunne den også spille gamle fodboldslagsange. „So, we are on the road i verdens bedste fodboldbus!“ sagde Altmuligmand og blinkede til mor Helle, der hoppede i førersædet, fordi lyden fra megafonen var så høj. „Et rigtigt dream team.“ „Man kan ikke se, at det er en fodboldbus,“ sagde Storm. „Så skulle der stå Bækager Boldklub på siden.“ „Eller der skulle stå en pokal i forruden,“ sagde Magnus. „Cool down,“ sagde Altmuligmand. „Jeg er sikker på, at vi får en pokal med hjem.“ „Hvordan det?“ spurgte Magnus. „Har du bestukket en dommer?“ 15


„Vi spiller altid mod nogen, der er bedre end os. Det er uretfærdigt,“ tilføjede Nicolaj. „Hør nu, boys and girl. I er mit dream team, okay?“ sagde Altmuligmand. „Jeg kunne ikke få et bedre hold.“ „Joo, det kunne du teoretisk set godt,“ sagde Anders. „Men jeg har gjort noget,“ sagde Altmuligmand. „This time jeg har meldt os til d-rækken.“ Altmuligmand så rundt og lignede en, der forventede jubel. „Danmarks eneste stævne for d-hold. De andre hold har også kun tabt.“ „Altså en masse taberhold, der skal spille mod hinanden?“ sagde Magnus. „No, no, Magnus,“ sagde Altmuligmand og rystede på hovedet. „Der findes ikke taberhold … kun hold, der …“ Altmuligmand stod og tænkte lidt. „… kun hold, der … ikke har vundet endnu.“ 16


Brille vågnede med et sæt, da mor Helle trådte godt på bremsen for at komme ned i fart. Han var faldet i søvn efter stoppet på rastepladsen ved Randers, og nu gned han øjnene og kiggede sig omkring. ’Velkommen til Tandlægehuset Cup’ stod der på et stort banner, der hang hen over vejen. De var kommet til Aars, hvor stævnet skulle afholdes, og det vrimlede med spillere ude på banerne, der lå rundtomkring. Altmuligmand greb den lille megafon. „Vi er lidt forsinket, da vi kørte vild, og vi skal spille first match om en halv time. I må skifte i mor Helles bus. Og bagefter er I så klar til taktik?“ Ingen sagde noget. „Jeg spurgte: Er I klar?“ „Ja, ja,“ sagde O med et stort stykke træstamme i munden. „Nej, nej! Jeg vil høre hele bussen: Er I klar?“ 17


„JA!“ brølede Bækager Boldklub, hvilket fik det store smil frem hos Altmuligmand. Men det forsvandt, i samme sekund han kiggede ud ad bagruden. „Hvad nu?“ sagde Brille, der puffede til Storm og så ud ad bagruden. Der kørte en lille rød Fiat bag dem. „Åh nej,“ sagde Storm. „Det er Sladder-Svendsen.“ Mor Helle svingede skarpt til venstre og parkerede under et stort træ. „Så er det omklædning!“ råbte Altmuligmand. „Kan vi ikke få lidt luft?“ spurgte Alf, og mor Helle åbnede bussens dør. Alf stak hovedet ud, tog en dyb indånding og satte sig igen. „Nå,“ sagde Sladder-Svendsen, der straks dukkede op i døråbningen. „Hvad er forventningerne til dit dream team?“ smilede han med blokken i hånden. 18


„At vi får en pokal med hjem!“ sagde Altmuligmand. „Uha!“ sagde Sladder-Svendsen og så bekymret ud. „Så taber jeg mit væddemål med Tivoli-Bent. Jeg har væddet på, at I slet ikke scorer.“ „Men det gør vi!“ råbte Sif. „Og hvis ikke du smutter nu, så nedkalder jeg en forbandelse over dig.“ Hun blafrede med sin kappe. „Nå da da,“ smilede Sladder-Svendsen og lod, som om han blev bange. „Spilliamus gå-væk-lige-med-det-samus!“ råbte hun og pegede på ham. Men Sladder-Svendsen gik ikke væk. I stedet begyndte han at stille en masse dumme spørgsmål. Brille sukkede og gloede i stedet ud ad vinduet. Fra en lille busk sprang en snavset bunke klude pludselig frem. Eller nej, det var en møgbeskidt puddelhund, der lignede det grå gulvtæppe, som onkel Hans havde liggende i sin entre. 19


Gulvtæppet gøede. Højt og skarpt, og løb direkte hen mod Sladder-Svendsen. „Er… er … det jeres hund?“ sagde Sladder-Svendsen og så pludselig bleg ud, mens han gik baglæns. „Ja!“ løj Sif. „Og den kommer efter alle, der stiller dumme spørgsmål!“ Så forsvandt Sladder-Svendsen lige så hurtigt, som han var dukket op. Sif hoppede ud og klappede puddelhunden. „Næste gang han dukker op, så må du meget gerne komme og hjælpe os igen. Lover du det?“ Puddelhunden logrede med halen og snusede ivrigt rundt om Sif og O, der var kommet ud af bussen med endnu en træstamme i hånden. Så gøede den højt og hoppede glad rundt om O og hans træstamme, som den kiggede sultent på. „Jeg tror, vi har en fan!“ råbte Sif.

20


Lidt efter havde alle klĂŚdt om og stod nu og klappede hunden og gav den smĂĽ godbidder.


KAPITEL 2

P-STÆVNE Brille stod i målet og rullede en ekstra gang tape om sine briller, da han hørte Tjalfe brøle oppe fra midterlinjen: „ALTMULIGMAND. HVORFOR ER DER KUN PIGER PÅ DET ANDET HOLD?“ Tjalfe var tomatrød i ansigtet og stod og stampede i jorden. „JEG SPILLER EDDERMAME IKKE MOD ET TØSEHOLD!“ Han pegede rundt. „Se! Tøs! Tøs! Tøs!“ Altmuligmand luntede ind på banen og lagde hænderne på Tjalfes skuldre og bøjede sig lidt ned i knæene for at se ham i øjnene. 22


„Relax, Tjalfe,“ sagde han. „Det er et d-stævne, alle kan være med, man.“ „Ej!“ vrissede Tjalfe. „Dommeren er også en tøs!“ Altmuligmand bukkede for dommeren, der var en ret stor dame med en lille næse og temmelig rød læbestift. „Bækager Boldklub er ready to go!“ „Ja, det er muligt,“ sagde dommeren, „men jeg tror, at I er gået forkert.“ Nu kom træneren fra modstanderholdet over. „Det her er et pige-stævne,“ sagde hun og lagde armene over kors. „Der må kun være piger på banen. Vi plejer at tabe alle vores kampe, fordi vi spiller mod drenge. Nu vil vi prøve at vinde for en gangs skyld. Det er derfor, det hedder et p-stævne.“ „P-stævne?“ Altmuligmand begyndte at rode i sine lommer efter kamp-programmet. „Jeg troede, det her var et d-stævne, man.“ 23


„Det findes slet ikke,“ sagde dommeren. „Der er a-, b- og c-stævner. Og så p-stævner for piger.“ Brille kiggede over på de andre baner, hvor der allerede var kampe i gang. Der var piger over det hele. På nabobanen modtog en høj, mørkhåret pige bolden med ryggen til målet og en modstander limet op ad sig. Hun prikkede elegant bolden den ene vej og rullede selv den anden vej og løb ned mod målet og scorede. De så gode ud, tænkte Brille bekymret og sparkede til stolpen. Oppe ved midterlinjen kiggede dommeren en ekstra gang på Altmuligmands træningsdragt. „Bæ-kager Boldklub?“ sagde hun. „En lille smutter, men gode kager, man,“ svarede Altmuligmand. „Bækager Boldklub,“ gentog dommeren. „Var det ikke jer, der tabte 32-0 til Pandrup i finalen om det jyske mesterskab?“ „31-0!“ råbte O. 24


Altmuligmand sagde ikke noget men lagde bare en beroligende hånd på Tjalfes skulder. Dommeren begyndte at grine. „Palle, kom lige her!“ råbte hun til en mand med stort skæg, der i det samme gik forbi banen. Han havde en sort T-shirt på, og hen over maven stod der Stævneleder. „Vi har fået fint besøg,“ sagde dommeren. „Bæ-kager Boldklub har meldt sig til vores stævne.“ „VI SPILLER IKKE MOD TØSER!“ begyndte Tjalfe igen. „I må ellers gerne være med,“ sagde stævnelederen. „Ellers er der hul i programmet. Velkommen til Aars.“ Altmuligmand kiggede ud på Alf, der havde sat sig i sin medbragte campingstol og nu havde ild i piben. Han rakte en tommeltot i vejret. „Lad os spille!“ 25


„Kan vi få en timeout?“ spurgte Altmuligmand dommeren. „Vi skal lige snakke.“ Brille løb ud til Altmuligmand og Alf, der havde samlet hele holdet. Niels Peter havde lagt sit kladdehæfte med firkløvere fra sig og var ved at trække Tjalfe ud til de andre. Nicolaj var i gang med en større diskussion med Magnus, der, ligesom Tjalfe, nægtede at spille mod tøser. „Det er altså ikke fair! Først kører vi helt herop, og så skal vi ikke spille, bare fordi det er et pigestævne,“ sagde Nicolaj. „Jeg er ligeglad! Det er sgu da for pinligt at være de eneste drenge til stævnet,“ svarede Magnus igen. „Er I klar over, hvor mange kager min mor har med?“ sagde O så. „Vi kan ikke køre hjem nu! De skal sælges først!“ Flere i flokken nikkede. Selv Kalle. 26


„I teorien kunne vi vel godt nå at sælge dem i dag, hvis vi alle hjalp hende,“ påpegede Anders. Ingen svarede. „Hvorfor er vi her i dag?“ spurgte Altmuligmand og kiggede rundt. „Hvad skal vi have med hjem?“ „En pokal,“ sagde Storm og fyrede en luft-bazooka af. „Nemlig, man! Vi skal djuble,“ jublede Altmuligmand. „I Afrika sagde vi altid: Man skal plaske, før man kan svømme.“ Kalle rykkede sin far i ærmet. „Far, jeg tror, du mener: Man skal kravle, før man kan gå.“ „Nemlig, Kalle. Kravle, man. Vi er ikke så gode endnu. Derfor er det her stævne perfect for os.“ Både Magnus og Tjalfe lignede stadig nogen, der helst ville ud til bussen og køre hjem igen. „Det er åndssvagt, det her, mand. Min far bli27


ver rasende, når han hører, at vi var meldt til et pigestævne,“ sagde Magnus og klappede puddelhunden, der var kommet til og stod og slikkede O’s fingre. Den var fulgt efter dem ude fra bussen. „Jeg skulle være skiftet til Herning med de andre. Det sagde min far også,“ fortsatte Magnus.

28


„Vi får jo slet ikke noget modstand her, når vi bare skal spille mod piger.“ „Tøser!“ rettede Tjalfe. „Præcis!“ sagde Storm og dabbede. Pludselig lød der et højt klang. Det var Sif, der havde losset til en skraldespand med sin titaniums-protese.

29


„Står I og siger, at piger ikke kan noget på en fodboldbane?“ sagde hun arrigt. „Tøser kan ikke en skid med en bold!“ sagde Magnus. Sif lossede én gang til med sin protese. „Fint! Så vis mig det, så vi kan få den pokal!“


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Baekager boldklub 2 læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen - Issuu