I Anna, Banana-serien: Anna, Banana 1: Uvenner Anna, Banana 2: En, to, mange
ANNA, BANANA 2: EN, TO, MANGE Original titel: Anna, Banana and the Monkey in the Middle På dansk ved Camilla Schierbeck Tekst © 2017 by Anica Mrose Rissi Illustrations © 2017 by Meg Park Dansk udgave: © Forlaget Carlsen 2017 Bogen er sat med Calisto MT ISBN: 9788711569979 Grafisk tilrettelæggelse Charlotte Flemmer 1. udgave, 1. oplag 2017 Trykt hos Livonia 2017 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen Et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont Besøg os på facebook og instagram under Forlaget Carlsen.
Anica Mrose Rissi
En, to, mange Illustreret af Meg Park
KAPITEL ET
Ud af fjerene Jeg sprang ud af sengen som en gazelle, løb lidt rundt som en kanin og hoppede så op i sengen igen og ind under dynen og lå som en skildpadde. Jeg havde fået dyr på hjernen. ”Banana,” sagde jeg og lænede mig ud over sengekanten. ”Vi skal i zoo!”
7
Banana kiggede op på mig med sine store hundeøjne og bankede den logrende hale mod puden i hundekurven. Jeg aede hende på hendes bløde ører. Hun var selvfølgelig godt klar over, at når jeg sagde ’vi’, mente jeg ikke hende og mig, for hunde må ikke komme med på skoleudflugter. Jeg mente mig og mine bedste veninder, Sadie og Isabel, og så resten af klassen og to parallelklasser. Det ville blive sjovt. ”Hvis bare jeg kunne smugle dig med i min rygsæk,” sagde jeg. ”Så kunne du møde præriehundene.” Vores lærer, Birgitte, havde vist os billeder af præriehundene og nogle af de andre dyr, vi skulle se i zoo. Vi havde lært om dyrenes spisevaner, hvordan de legede og andre spændende ting. Jeg kunne rigtig godt lide at høre om dyrenes levesteder, hvordan de sov, og hvor i verden de kom fra. Birgitte sagde, at dyr er med til at gøre steder rundtomkring i verden unikke. ’Unik’ havde været
8
dagens ord. Det betyder, at man er noget særligt og speciel og enestående. Det gav god mening. Banana gør i hvert fald vores hus unikt, og mit værelse er noget helt særligt, fordi hun sover her. ”Men faktisk,” sagde jeg og stod ud af sengen, ”så er præriehunden i familie med egernet og ikke med hunden. Så hvis jeg tog dig med i zoo, ville du sikkert bare løbe efter dem.” Banana logrede og var enig. Hun elsker at løbe efter egern. ”De bliver kaldt præriehunde, fordi de bjæffer som hunde,” sagde jeg. ”Og fordi de bor på prærien. Altså undtagen dem, der bor i zoo.” Banana gabte og strakte sine forben. Nu gad hun ikke at høre mere om præriehunde. Jeg redte min seng og tog mit tøj på: mine sorte leggings, en trøje med lyserøde og hvide striber på, mine lyserøde sneakers og strømper med sorte og hvide prikker. Mens jeg tog tøj på, sang jeg en fjollet sang, som Isabel havde fundet på.
9
”Vi skal i zoo! Dub-a-dub-a-doo! Vi skal i zoo! Dig og mig og duu!” Vi havde hoppet rundt i frikvarteret i går og sunget den og var stoppet op, da vi så Sadie stå med korslagte arme og et bekymret udtryk i ansigtet. Det var ikke, fordi vi ville holde Sadie udenfor, vi var bare begyndt at synge. Heldigvis havde Isabel taget fat om armen på Sadie, og så hoppede vi alle tre rundt og sang, og Sadie blev glad igen. Men det var lige ved at gå galt. Sadie og jeg har været bedste veninder altid, og vi blev veninder med Isabel for ikke så længe siden. Det er dobbelt så sjovt at have to bedste veninder, og vi kan for det meste godt finde ud af at være sammen alle tre. Men en gang imellem skal Sadie og Isabel lige vænne sig til hinanden. Tror jeg. Derfor er det rigtig godt, at vi skal være sammen alle tre hele dagen. Banana og jeg er ret sikre på, at når vi kommer hjem fra turen, vil Sadie og Isabel også kalde hinanden for bedste veninder.
10
Jeg samlede min rygsĂŚk op fra gulvet, og i det samme faldt et stykke papir ud af sidelommen pĂĽ den. Jeg foldede papiret ud og sĂĽ, at det var en tegning, som Isabel havde lavet af to pandaer, der sidder og spiser bambus. Hun havde skrevet Anna under den ene panda og Isabel under den anden. Pandaerne lignede os faktisk. Isabel er supergod til at tegne.
Jeg smilede ad tegningen og satte den fast med tape på mit spejl under en stribe fotos af Sadie og mig, da vi lavede sjov inde i en fotoautomat. ”Sådan,” sagde jeg til Banana. ”Det ser da meget godt ud, ikke?” I stedet for at svare sprang Banana over til sit yndlingslegetøj og ruskede i det, så det peb, mens hun knurrede legesygt. Jeg grinede. Banana er en gravhund, men nogle gange tror hun, at hun er en farlig tiger. En tiger, der godt kan lide at ligge på skødet og nogle gange jager sin egen hale. ”Kom så, dit vilddyr,” sagde jeg. ”Nu skal vi have noget morgenmad.” Jeg tog et hårbånd på og min halskæde med ponyen med det blå diamantøje og galopperede ud af værelset.
Anica Mrose Rissi
Anna, Sadie og Isabel skal på tur med klassen, og de glæder sig. Anna er sikker på, at Sadie og Isabel nok skal blive rigtig gode venner nu, hvis bare Anna sørger for, at der ikke er nogen, der føler sig udenfor. Men når man er tre, er det svært at gøre alle glade. Kan man overhovedet være bedste veninder, når man er tre?
Andet bind i serien om Anna og hendes venner.
2
En, to, mange
9
788711 569979
Anica Mrose Rissi
En, to, mange