Issuu

Hemingway fortæller om sin store lidenskab for storvildtjagt og rivaliseringen med vennen Karl, hvis trofæer altid lader til at overgå Hemingways egne. ”Afrikas grønne bjerge spiller en central og symbolsk rolle i forfatterskabet.” BO GREEN J ENSEN

forfattere som Ezra Pound og James Joyce, og med sine levende naturbeskrivelser trækker han læseren med ind i det storslåede afrikanske landskab.

N EW YORK TI M ES

”Fuld af lyst til at skrive, fuld af lyst til at leve … En stor bog af en endnu større forfatter.”

”Der er mere i den end jagt; det er følelsen af morgendug

WEEKEN DAVISEN

kammeratskabet blandt vennerne … og følelsen af,

på græsset, formen og farven og duften af landet, at tiden er hørt op med at betyde noget.” T I M E S L I T E R A RY S U P P L E M E N T

Afrik as grønne bjerge

”Den mest velskrevne fortælling om storvildtjagt nogensinde.”

Mellem jagtøjeblikkene fortæller Hemingway om

ERNEST H E M I NG WAY

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

Afrikas grønne bjerge

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

PUBLIC DOMAIN. JOHN F. KENNEDY PRESIDENTIAL LIBRARY AND MUSEUM.

om sin rejse gennem Østafrika i vinteren 1933-34.

H E M I NGWAY

Afrikas grønne bjerge er Ernest Hemingways erindringer

Afrikas grønne bjerge udkom oprindeligt i 1935 som føljeton i Scribner’s Magazine og blev samlet som bog senere på året. Bogen anses som et af hovedværkerne i forfatterskabet og var med til at sikre ham Nobelprisen i litteratur i 1954.

Afrikas grĂ¸nne bjerge

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 1

10/02/2017 13.13

Af samme forfatter At have og ikke have Den gamle mand og havet Der er ingen ende på Paris Døden kommer om eftermiddagen Edens Have Farlig sommer Farvel til våbnene Hvem ringer klokkerne for Noveller Om at skrive Om jagt og fiskeri Over floden – ind i skovene Sandt ved daggry Solen går sin gang Øen og havet

Afrikas grønne bjerge.indd 2

10/02/2017 13.13

ERNEST HEMINGWAY

Afrikas grønne bjerge

På dansk ved Ole Restrup

Lindhardt og Ringhof

Afrikas grønne bjerge.indd 3

10/02/2017 13.13

Afrikas grønne bjerge er oversat fra amerikansk efter Green Hills of Africa Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust All rights reserved Første amerikanske udgave 1935 Første danske udgave 1945 Dansk Copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macauley/Imperiet Bogen er sat med Garamond hos Demuth Grafisk og trykt hos Livonia Print, 2017 ISBN: 978-87-11-55658-0 6. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Afrikas grønne bjerge.indd 4

10/02/2017 13.13

Indhold

Forord 7 Første del: Jagt og litteratur 11 Anden del: Jagtoplevelser 63 Tredje del: Jagt og fiasko 207 Fjerde del: Jagtens glæder 253

Afrikas grønne bjerge.indd 5

10/02/2017 13.13

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 6

10/02/2017 13.13

Forord

I de fleste romaner er både personer og begivenheder opdigtede. Det er ikke tilfældet i denne bog. Hvis folk skulle være skuffede over, at der ikke er kærlighed nok i bogen, står det enhver frit for at lægge så meget eller så lidt kærlighed ind i den, som han – eller hun – har lyst til. Forfatteren har denne gang forsøgt at skrive en absolut sandfærdig bog. Han ville gerne se, om et ejendommeligt landskab og en måneds brogede begivenheder – i en redelig gengivelse – ikke skulle kunne tage kampen op med et tilfældigt fantasiprodukt.

Afrikas grønne bjerge.indd 7

10/02/2017 13.13

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 8

10/02/2017 13.13

Kære mr. J.P.! De skal bare sige, at De er en opdigtet person. De har været så uheldig at falde i hænderne på en forfatter, og det er ham, der lader Dem tale det underlige sprog. Vi ved alle sammen udmærket, hvor pænt dannede mennesker taler, men der er altid folk, der ikke føler sig helt hjemme på den fine hylde, og de er så utrolig bange for at komme til at bruge slemme ord. Og De har aldrig været i tvivl om, hvordan De skal behandle folk, der kalder Dem Pop. De må skam ikke tro, at jeg nogen steder har kaldt Dem Pop. Det er, som sagt, kun denne opdigtede person. Men denne bog tilegner jeg Dem, og vi savner Dem meget. E.H.

Afrikas grønne bjerge.indd 9

10/02/2017 13.13

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 10

10/02/2017 13.13

FĂ¸rste del: Jagt og litteratur

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 11

10/02/2017 13.13

Afrikas grĂ¸nne bjerge.indd 12

10/02/2017 13.13

Vi sad bag den skærm, som wanderobo-jægerne havde bygget af kviste og grene ved udkanten af saltslikket. Så hørte vi bilen komme. Til at begynde med var den langt borte, og det var ikke til at høre, hvad det var for en støj. Så hørte den op, og vi håbede, at det ikke havde været noget, eller i al fald kun vinden. Så kom den langsomt nærmere; nu var den ikke til at tage fejl af; den blev stærkere og stærkere, indtil den med en række fortvivlede, høje, uregelmæssige eksplosioner kørte forbi lige bag ved os og fortsatte hen ad vejen. Den ene af mine to indfødte rejste sig. „Så er det forbi,“ sagde han teatralsk. Jeg lagde fingeren på munden og gjorde tegn til ham, at han skulle sætte sig igen. „Det er forbi,“ sagde han igen og strakte armene ud fra kroppen. Jeg havde aldrig kunnet lide ham, og jeg kunne lide ham endnu mindre nu. „Om lidt,“ hviskede jeg. M’Cola rystede på hovedet. Jeg så på hans skaldede sorte isse, og han vend13

Afrikas grønne bjerge.indd 13

10/02/2017 13.13

te hovedet lidt, så jeg kunne se de tynde kineserhår, han havde i mundvigene. „Det er ingen nytte til,“ sagde han. „Hapana m’uzuri.“ „Vent nu lidt,“ sagde jeg. Han bøjede hovedet igen, så det ikke ragede frem over de visne grene, og vi sad der i det støvede hul, indtil det var blevet så mørkt, at jeg ikke kunne se kornet på min riffel; men der kom ikke mere. Den teatralske indfødte var utålmodig og urolig. Kort før det sidste af lyset var forsvundet, hviskede han til M’Cola, at nu var det for mørkt til at skyde. „Kan du holde din mund,“ hviskede M’Cola. „B’wana kan skyde, længe efter at du ikke kan se noget.“ Den anden indfødte, der var civiliseret, gav et nyt bevis på sin civilisation ved med en skarp pind at kradse sit navn, Abdullah, i den sorte hud på det ene ben. Jeg så på ham uden at lade mig imponere, og M’Cola betragtede navnet uden at fortrække en mine. Lidt efter slettede manden det igen. Jeg prøvede at sigte en sidste gang i det svindende dagslys og blev klar over, at det ikke kunne nytte noget, selv om jeg tog det store diopter. M’Cola så interesseret til. „Det kan ikke nytte noget,“ sagde jeg. „Nej,“ sagde han på swahili. „Hjem til lejren?“ „Ja.“ 14

Afrikas grønne bjerge.indd 14

10/02/2017 13.13

Vi rejste os og banede os vej fra vor skærm ud mellem træerne; jordbunden var sandet, og vi famlede os frem mellem træer og under grene ud til landevejen. Bilen holdt et par kilometer fra det sted, hvor vi kom ud på vejen. Da vi kom hen til den, tændte Kamau, chaufføren, lygterne. Lastbilen havde ødelagt det hele for os. Om eftermiddagen havde vi parkeret vognen et godt stykke borte på landevejen og var med yderste forsigtighed listet ned til saltslikket. Det havde regnet lidt den foregående dag, men ikke så meget, at der havde dannet sig pytter ved slikket. Saltslikket var ikke andet end en lysning mellem træerne, hvor jorden var rodet op til et dybt ælte og fuld af dybe furer hele vejen rundt, hvor dyrene havde slikket efter salt. Vi havde set de lange, hjerteformede, friske spor efter fire temmelig store kuduhanner, som havde været ved slikket den foregående nat, og der var også mange friske spor efter mindre kuduer. Og et næsehorn, som åbenbart kom der hver nat. Det kunne man se af sporene og en vældig dynge halmstrittende gødning, som dyret havde travet rundt i. Skærmen havde vi indrettet på mindre end et pileskuds afstand fra slikket, og her havde vi siddet sammenkrøbne, med optrukne knæ og sænkede hoveder, i en fordybning, der var halvt fuld af støv og aske, og spejdet ud gennem de visne blade og spinkle grene. Jeg havde set en lille kuduhan komme ud af tykningen og gå ned til saltslikket i 15

Afrikas grønne bjerge.indd 15

10/02/2017 13.13

udkanten af lysningen, hvor den blev stående med sin svære hals, grå og pragtfuld, med spiralhornene løftet mod solen. Jeg tog sigte på dens bringe og lod alligevel være at skyde for ikke at skræmme den store kudu, som sikkert ville komme, når tusmørket faldt på. Men kuduen havde hørt lastbilen længe før vi og løb ind mellem træerne og forsvandt, og alt andet levende, der havde bevæget sig i buskadserne i det flade land eller var på vej ned mellem træerne fra småhøjderne rundt om for at slikke salt, havde gjort holdt ved lyden af de spruttende eksplosioner. De skulle nok komme – senere, når det var blevet mørkt; men så var det for sent. Nu kørte vi hen ad den sandede landevej i bilen, og lygterne blinkede i øjnene på natfuglene, der trykkede sig ned i sandet, lige til den svære vogn var helt inde på dem. Først da fløj de op med bløde, forskræmte vingeslag. Hist og her var der bål. Det var alle dem, der dagen igennem rejste vestpå ad denne vej – på flugt fra det sultens land, der lå foran os. Jeg sad med bøssekolben på den ene fod og venstre arm om løbet og en flaske whisky mellem knæene; af og til skænkede jeg whisky i et aluminiumsbæger og rakte det bagud i mørket over min skulder, så M’Cola kunne komme vand i fra feltflasken. Jeg drak den – den første i dag – den dejligste, der findes – og så på det tætte buskads, vi kørte forbi i mørket, og kunne mærke den kølige 16

Afrikas grønne bjerge.indd 16

10/02/2017 13.13

nattevind og den herlige lugt af Afrika og var så lykkelig, som et menneske kan være. Vi fik øje på et stort bål forude, og da vi kørte forbi, kunne jeg skelne en lastbil, der holdt i vejkanten. Jeg gav Kamau besked om at holde og køre baglæns, og da vi bakkede og kom ind i lyskredsen, stod der en lille, hjulbenet mand med tyrolerhat, korte skindbukser og åbentstående skjorte midt i en skare indfødte. Han havde åbnet motorhjelmen. „Er der noget, vi kan hjælpe med?“ spurgte jeg. „Nej tak,“ sagde han. „Ikke medmindre De er mekaniker. Den har fået en indgroet aversion mod mig. Jeg kan ikke komme ud af det med nogen motor.“ „Kunne det ikke tænkes, det var tændingen? Det lød, som om der var noget i vejen med tændingen, da De kom forbi os.“ „Jeg tror, det er noget meget værre. Det lyder, som om det var noget meget slemt.“ „Hvis De kan nå frem til vores lejr, har vi en mekaniker.“ „Hvor langt er det?“ „En tredive kilometer.“ „Jeg prøver i morgen tidlig. Jeg tør ikke tvinge den til at gå længere i øjeblikket. Den lyder af død indvendig, hele tiden. Den prøver på at dø, fordi den ikke kan fordrage mig. Nå, jeg kan for resten heller ikke fordrage den. Men hvis jeg gik hen og døde, ville det ikke røre den en fjer.“ 17

Afrikas grønne bjerge.indd 17

10/02/2017 13.13

„Vil De ikke have en drink?“ Jeg rakte ham flasken. „Jeg hedder Hemingway.“ „Kandisky,“ sagde han og bukkede. „Hemingway, det navn har jeg truffet før. Hvor kan det have været? Hvor kan jeg have truffet det? Nåh, jo. Der Dichter. Er De i familie med digteren Hemingway?“ „Hvor kender De ham fra?“ „Jeg har læst noget af ham i Querschnitt.“ „Det er mig,“ sagde jeg smigret. Querschnitt var et tysk tidsskrift, jeg havde skrevet nogle temmelig uanstændige digte til, og de havde også optaget en lang novelle af mig, mange år inden jeg kunne få noget udgivet i Amerika. „Det var dog mærkeligt,“ sagde manden med tyrolerhatten. „Sig mig, hvad synes De om Ringelnatz?“ „Han er glimrende.“ „Såh. Så De kan lide Ringelnatz. Det var da morsomt. Hvad synes De om Heinrich Mann?“ „Ham er der ikke noget ved.“ „Nå, synes De det?“ „Jeg ved ikke andet, end at jeg ikke kan læse ham.“ „Der er slet ikke noget ved ham. Jeg kan høre, vi er enige i mange ting. Hvad bestiller De her?“ „Jeg er på jagt.“ „Forhåbentlig ikke efter elfenben.“ „Nej, efter kuduer.“ 18

Afrikas grønne bjerge.indd 18

10/02/2017 13.13

„Hvor kan det falde nogen ind at skyde en kudu? Hvor kan De, der dog er en intelligent mand og digter, finde på at skyde en kudu?“ „Jeg har heller ikke skudt nogen endnu,“ sagde jeg. „Men nu har vi været på jagt efter dem i de sidste ti dage, lige i hælene på dem. Vi ville have fået ram på en af dem nu i aften, hvis De ikke var kommet med Deres bil.“ „Min stakkels bil. De skulle prøve at gå på jagt et helt år. Så fik De opnået at skyde alle mulige slags dyr – og fortryde det ovenikøbet. Det er noget idioti kun at jage én slags dyr. Hvorfor gør De det?“ „Fordi jeg kan lide det.“ „Nå ja, hvis De virkelig kan lide det. Sig mig, hvad synes De egentlig om Rilke?“ „Jeg har kun læst én ting af ham.“ „Hvad for en?“ „Kornetten.“ „Og den kunne De godt lide?“ „Ja.“ „Jeg kan ikke holde sådan noget ud. Det er bare snobberi. Valéry, det er noget andet. Der er da pointe, men der er for resten også meget snobberi i ham. Nå, De er da i det mindste ikke ude for at dræbe elefanter.“ „Jo, hvis jeg bare kan finde en, der er stor nok.“ „Hvor stor skal den så være?“ „En halvfjerdspundiger. Lidt mindre kan også gå.“ 19

Afrikas grønne bjerge.indd 19

10/02/2017 13.13

„Der er nok mange ting, vi ikke er helt enige om. Men jeg er forfærdelig glad over at møde en af de gamle fra Querschnitt. Sig mig, er der noget ved Joyce? Jeg har ikke råd til at købe den. Der er ikke noget ved Sinclair Lewis. Den har jeg købt. Nej, det er der ikke. Det må vi tale om i morgen. De har vel ikke noget imod, at jeg slår lejr i nærheden af Dem? Er De sammen med nogle venner? Har De en hvid jæger med?“ „Jeg er sammen med min kone. Det vil glæde os meget. Ja, en hvid jæger.“ „Hvorfor er han ikke med i dag?“ „Han synes, man skal være alene på kudujagt.“ „Man skal hellere helt lade dem være i fred. Hvad er han for en fyr? Englænder?“ „Ja.“ „En infam englænder?“ „Nej. Han er flink. Det vil De sikkert også synes.“ „Nu skal De køre. Jeg vil ikke opholde Dem. Det kan være, vi ses i morgen. Det var ganske mærkeligt, at vi skulle mødes.“ „Ja,“ sagde jeg. „Vi skal lade dem se på Deres bil i morgen. Så skal vi se, hvad vi kan gøre.“ „Godnat,“ sagde han. „Kom godt hjem!“ „Godnat,“ sagde jeg. Vi kørte, og jeg så ham gå hen mod bålet og gøre tegn til de indfødte. Jeg havde ikke spurgt ham, hvorfor han havde tyve indfødte med, eller hvor han skulle hen. Når jeg nu 20

Afrikas grønne bjerge.indd 20

10/02/2017 13.13

tænkte tilbage, havde jeg ikke spurgt om noget. Jeg kan ikke lide at være nysgerrig. Det hører ikke til god tone der, hvor jeg er fra. Men nu havde vi ikke set en hvid mand i fjorten dage, ikke siden vi tog sydpå fra Babati, og så pludselig midt på vejen her at træffe en! Her, hvor man ellers kun møder den stadige strøm af indfødte på flugt fra hungersnøden og i ny og næ en enlig hindu-købmand! Og så ser denne hvide mand endda ud som en karikatur af Benchley i tyrolerdragt, og så kender han ens navn, og så bliver man kaldt for digter, og så har han læst Querschnitt og er en beundrer af Joachim Ringelnatz og vil tale om Rilke! Det er noget af det mest fantastiske, jeg har været ude for. Lige i dette øjeblik skete der noget endnu mere fantastisk. I skæret fra billygterne opdagede vi på vejen foran os tre store, kegleformede bunker, som det røg af. Jeg gjorde tegn til Kamau, at han skulle standse, og vi satte bremserne i. Vognen kurede et lille stykke, og vi holdt lige foran dem. De var to-tre fod høje. Og da jeg rørte ved en af dem, var den endnu helt varm. „Tembo,“ sagde M’Cola. Det var gødning efter elefanter, der lige var gået over vejen. I den kolde aften kunne man se, hvor det dampede af den. Lidt efter var vi i lejren. Næste morgen var jeg oppe og henne ved et andet saltsted før daggry. Der var en kuduhan nede ved saltslikket, da vi nærmede os mellem træerne, og den udstødte et højt brøl; det mindede om en 21

Afrikas grønne bjerge.indd 21

10/02/2017 13.13

hunds gøen, men var højere i tonen og med en skarp strubelyd; og så var kuduen forsvundet, til at begynde med lydløst; men så snart den var ude af syne, kunne vi høre det knage i buskadset. Vi så den ikke mere. Det var næsten umuligt at komme ned til slikket. Der voksede træer rundt om hele det åbne areal, så det var, som om det var vildtet, der stod i skjul, og man måtte selv tværs over det åbne stykke for at komme over til træerne. Den eneste måde, det kunne gøres på, var, hvis en enkelt mand forsøgte at kravle derover alene, og så ville det endda være umuligt at komme dyrene på skudhold gennem grenenes fletværk, før man var en små tyve meter fra dem. Men det var selvfølgelig rigtigt, at hvis man først var nået over på den rigtige side af træerne og buskadset, kunne man ikke få en bedre plads, for ethvert levende væsen, der kom ned til slikket, var nødt til at vove sig de sidste femogtyve meter uden nogen som helst dækning. Men skønt vi blev siddende der til klokken elleve, viste der sig ikke noget. Vi glattede sandet omkring saltslikket omhyggeligt ud med fødderne, så vi tydeligt kunne se ethvert nyt spor, når vi kom igen, og gik de tre kilometer tilbage til landevejen. Vildtet var blevet jaget så meget, at det havde lært kun at komme ved nattetid og forsvinde ved daggry. Én kuduhan var blevet dernede, men den havde vi skræmt i morges, og det ville gøre det hele endnu mere vanskeligt. 22

Afrikas grønne bjerge.indd 22

10/02/2017 13.13

forfattere som Ezra Pound og James Joyce, og med sine levende naturbeskrivelser trækker han læseren med ind i det storslåede afrikanske landskab.

N EW YORK TI M ES

”Fuld af lyst til at skrive, fuld af lyst til at leve … En stor bog af en endnu større forfatter.”

”Der er mere i den end jagt; det er følelsen af morgendug

WEEKEN DAVISEN

kammeratskabet blandt vennerne … og følelsen af,

på græsset, formen og farven og duften af landet, at tiden er hørt op med at betyde noget.” T I M E S L I T E R A RY S U P P L E M E N T

Afrik as grønne bjerge

”Den mest velskrevne fortælling om storvildtjagt nogensinde.”

Mellem jagtøjeblikkene fortæller Hemingway om

ERNEST H E M I NG WAY

Afrikas grønne bjerge

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

PUBLIC DOMAIN. JOHN F. KENNEDY PRESIDENTIAL LIBRARY AND MUSEUM.

om sin rejse gennem Østafrika i vinteren 1933-34.

H E M I NGWAY

Afrikas grønne bjerge er Ernest Hemingways erindringer