21 ting du bør vide om det 21. århundrede

21 ting du bør vide om det 21. århundrede

1

2  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

Yuval Noah Harari

21 ting du bør vide om det 21. århundrede Oversat af Joachim Wrang

Lindhardt og Ringhof

3

Yuval Noah Harari 21 ting du bør vide om det 21. århundrede er oversat af Joachim Wrang efter 21 Lessons for the 21st Century Copyright © 2018 Yuval Noah Harari Dansk udgave © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.dk efter originalomslag af Suzanne Dean Forsideillustration: Maleri fra serien We Share Our Chemistry with the Stars, Marc Quinn, olie på lærred. © og med tilladelse fra Marc Quinn Studio. Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og Dante MT Std hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-90001-7 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Til min mand, Itzik, min mor, Pnina, og min bedstemor, Fanny, for deres kærlighed og støtte gennem mange år.

5

6  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Del I: Den teknologiske udfordring 1. Desillusionering

Historiens afslutning er blevet udsat . . . . . . . . .

19

2. Arbejde

Du vil måske ikke have noget job, når du bliver voksen . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Frihed

Big Data ser dig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Lighed

De, der ejer dataene, ejer fremtiden . . . . . . . . . .

Del II: Den politiske udfordring 5. Fællesskab

Mennesker har kroppe . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Civilisation

Der er kun én civilisation i verden . . . . . . . . . .

7. Nationalisme

Globale problemer kræver globale svar . . . . . . . .

8. Religion

I dag tjener Gud nationen . . . . . . . . . . . . . . .

9. Indvandring

Nogle kulturer er måske bedre end andre . . . . . .

Del III: Fortvivlelse og håb 10. Terrorisme

Du skal ikke gå i panik . . . . . . . . . . . . . . . . .

37 66 98

111 120 139 158 172

193

11. Krig

Du må aldrig undervurdere omfanget af menneskelig dumhed . . . . . . . . . . . . . . . .

12. Ydmyghed

Du er ikke verdens centrum . . . . . . . . . . . . . .

206 218

13. Gud

Du må ikke misbruge Guds navn . . . . . . . . . . .

14. Sekularisme

Anerkend din skygge . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Del IV: Sandhed 15. Uvidenhed

Du ved mindre, end du tror . . . . . . . . . . . . . .

16. Retfærdighed

Vores retfærdighedssans er måske forældet . . . . .

17. Post-sandhed

Nogle fake news varer evigt . . . . . . . . . . . . . .

18. Science fiction

Fremtiden er ikke som på film . . . . . . . . . . . . .

Del V: Modstandsdygtighed 19. Uddannelse

Forandring er det eneste, der er sikkert . . . . . . . .

20. Mening

Livet er ikke en historie . . . . . . . . . . . . . . . .

21. Meditation

Iagttag verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tak

235 242

257 264 273 289

303 314 358

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 407

8  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

indledning 9

Indledning I en verden oversvømmet med irrelevant information er klarhed magt. I teorien kan alle tage del i debatten om menneskehedens fremtid, men det er så svært at bevare sit klarsyn. Ofte bemærker man ikke engang, at der foregår en debat, eller hvad de centrale spørgsmål er. Milliarder af mennesker har ikke den store mulighed for selv at undersøge tingene, eftersom de har mere presserende ting at tage sig til: De er nødt til at arbejde, tage sig af deres børn eller hjælpe deres gamle forældre. Historien giver desværre ikke rabat. Hvis menneskehedens fremtid afgøres i dit fravær, fordi du selv har travlt med at skaffe mad og tøj til dine børn, vil du og dine børn ikke blive fritaget fra konsekvenserne. Det er på ingen måde retfærdigt, men hvem har sagt, at historien var retfærdig? Som historiker kan jeg ikke give folk mad på bordet eller tøj på kroppen – men jeg kan forsøge at tilbyde en vis klarhed, hvorved jeg kan være med til at skabe en mere lige adgang til debatten. Hvis dette kan bidrage til, at blot nogle få ekstra mennesker får mod på at deltage i debatten om menneskeartens fremtid, er min mission lykkedes. I min første bog, Sapiens, kortlagde jeg menneskets fortid og undersøgte, hvordan en ubetydelig abe blev til jordens hersker. I Homo Deus, min anden bog, udforskede jeg livets fremtid på langt sigt og overvejede, hvordan mennesker måske med tiden vil udvikle sig til guder, og hvordan vi i fremtiden muligvis vil forstå intelligens og bevidsthed.

10  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

I denne bog vil jeg gerne zoome ind på her og nu. Mit fokus er på verdens aktuelle tilstand og menneskelige samfunds umiddelbare fremtid. Hvad sker der lige nu? Hvad er nutidens største udfordringer og valg? Hvad bør vi være opmærksomme på? Hvad bør vi lære vores børn? Syv milliarder mennesker har selvfølgelig syv milliarder dagsordener, og som allerede bemærket er det en relativt sjælden luksus at tænke over det store billede. En enlig mor, der kæmper med at opdrage to børn i et slumkvarter i Mumbai, tænker kun på det næste måltid, flygtninge i en båd midt på Middelhavet spejder efter land i horisonten, og en døende mand på et overfyldt hospital i London samler al sin tilbageværende styrke om at tage det næste åndedrag. De har alle langt mere presserende problemer end global opvarmning eller det liberale demokratis krise. Ingen bog kan yde alt dette retfærdighed, og jeg har intet at lære mennesker, der befinder sig i sådanne situationer. Jeg kan kun håbe på at lære af dem. Min dagsorden her er global. Jeg ser nærmere på de store kræfter, der former samfund over hele verden, og som med stor sandsynlighed vil påvirke fremtiden for vores planet som helhed. Mennesker, der befinder sig i ekstremt pressede, livstruende situationer, har helt andre bekymringer end klimaforandringer, men klimaforandringer kan faktisk med tiden gøre Mumbais slumkvarterer ubeboelige, sende enorme bølger af flygtninge over Middelhavet og føre til en verdensomspændende krise for sundhedssektoren. Virkeligheden er vævet sammen af mange tråde, og i bogen forsøger jeg at dække forskellige aspekter af den globale virkelighed i dag – uden dog at ville hævde, at min oversigt er udtømmende. I modsætning til Sapiens og Homo Deus er denne bog ikke tænkt som en historisk fortælling, men snarere som en undersøgelse af 21 vigtige emner. De 21 kapitler munder ikke ud i klare og enkle svar. Formålet med dem er at stimulere til yderligere tænkning og hjælpe læsere med at tage del i nogle af vor tids store samtaler.

indledning 11

Bogen er i realiteten skrevet i samtale med offentligheden. Mange af kapitlerne er skrevet som reaktion på spørgsmål, jeg har fået fra læsere, journalister og kolleger. Tidligere versioner af nogle afsnit har allerede været publiceret i forskellige former, hvilket gav mig mulighed for at få feedback og finpudse mine argumenter. Nogle dele fokuserer på teknologi, andre på politik, andre igen på religion og nogle på kunst. Visse kapitler hylder menneskets visdom, mens andre kaster lys over den afgørende rolle, som menneskelig dumhed spiller. Men det overordnede spørgsmål forbliver det samme: Hvad sker der i verden i dag, og hvad er den dybere mening med det, der sker? Hvad betyder Donald Trumps succes? Hvad kan vi gøre ved fake news-epidemien? Hvorfor er det liberale demokrati i krise? Er Gud på vej tilbage? Truer en tredje verdenskrig i horisonten? Hvilken civilisation dominerer verden i dag – den vestlige verden, Kina, islam? Bør Europa holde døren åben for indvandring? Kan nationalisme løse problemerne med ulighed og klimaforandringer? Hvordan skal vi forholde os til terrorisme? Selv om jeg i denne bog indtager et globalt perspektiv, vil jeg ikke glemme det personlige niveau. Jeg ønsker tværtimod at fremhæve forbindelserne mellem vor tids store revolutioner og individuelle menneskers indre liv. For eksempel er terrorisme både et globalt politisk problem og en indre psykologisk mekanisme. Terrorisme fungerer ved at trykke på frygtknappen i vores hjerner og kapre millioner af menneskers private forestillingskraft. På samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før. Og derfor vil jeg i denne bog komme med iagttagelser om enkeltindividers såvel som hele samfunds adfærd.

12  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

En global verden sætter vores personlige adfærd og moral under et hidtil uset pres. Vi er alle fanget i adskillige altomfattende edderkoppespind, der på den ene side begrænser vores bevægelser, men på den anden side samtidig overfører vores mindste bevægelser til de mest fjerne destinationer. Vores daglige vaner påvirker livet for mennesker og dyr på den anden side af jordkloden, og visse personlige handlinger kan uventet sætte verden i brand, som det skete, da Mohamed Bouazizi i Tunesien satte ild til sig selv og således antændte Det Arabiske Forår, og som det skete, da en række kvinder delte deres historier om sexchikane og satte #MeToo-bevægelsen i gang. Denne globale dimension af vores personlige liv betyder, at det er vigtigere end nogensinde at afdække vores religiøse og politiske fordomme, vores race- og kønsmæssige privilegier og vores uforvarende medvirken til institutionel undertrykkelse. Men er det et realistisk projekt? Hvordan kan jeg finde et solidt etisk grundlag i en verden, som strækker sig langt ud over mine horisonter, og som spinner helt ud af menneskelig kontrol – en verden, hvor der sættes spørgsmålstegn ved alle guder og ideologier? Bogen indledes med et overblik over nutidens politiske og teknologiske udfordringer. I slutningen af det 20. århundrede så det ud, som om de store ideologiske slag mellem fascismen, kommunismen og liberalismen endte med liberalismens overlegne sejr. Forventningen var, at demokratisk politik, menneskerettigheder og frimarkedskapitalisme ville erobre hele verden. Men som sædvanlig tog historien en uventet drejning, og efter fascismens og kommunismens sammenbrud er liberalismen nu i knibe. Så hvor er vi på vej hen? Dette spørgsmål er særlig vigtigt, fordi liberalismen mister troværdighed i en tid, hvor revolutionerne inden for informationsog bioteknologien konfronterer os med de største udfordringer, menneskeheden nogensinde har stået over for. Fusionen af infor-

indledning 13

mations- og bioteknologi vil måske snart skubbe milliarder ud af arbejdsmarkedet og underminere både frihed og lighed. Big Dataalgoritmer vil skabe digitale diktaturer, hvor al magt er koncentreret i hænderne på en lille elite, samtidig med at det store flertal af mennesker vil være stærkt udfordret, ikke som følge af udnyttelse, men af noget langt værre – irrelevans. Jeg diskuterede indgående fusionen af informations- og bioteknologi i min forrige bog, Homo Deus. Men mens jeg i Homo Deus fokuserede på de langsigtede fremtidsudsigter – århundreder og endda årtusinder ud i fremtiden – vil jeg i denne bog koncentrere mig om de umiddelbare sociale, økonomiske og politiske kriser. Jeg vil således i mindre grad beskæftige mig med den eventuelle fremtidige skabelse af uorganisk liv og i højere grad med truslen imod velfærdsstaten og bestemte institutioner såsom EU. Bogen forsøger ikke at beskrive alle konsekvenser af de nye teknologier. Selv om teknologien har mange vidunderlige potentialer, er min intention her især at kaste lys over truslerne og farerne. Eftersom de virksomheder og iværksættere, der leder den teknologiske revolution, har en naturlig tendens til at lovprise deres egne opfindelser, er det op til sociologer, filosoffer og historikere som mig selv at slå alarm og forklare alle de måder, hvorpå tingene kan gå frygtelig galt. Efter at have skitseret de udfordringer, vi står over for, vil jeg i anden del af bogen undersøge en lang række potentielle reaktioner. Kan Facebook-programmører ved hjælp af kunstig intelligens skabe et globalt fællesskab, der vil sikre menneskelig frihed og lighed? Måske er svaret at vende globaliseringsprocessen og give nationalstaten ny magt? Måske er vi nødt til at gå endnu længere tilbage i tiden og finde håb og visdom i kilderne til gamle religiøse traditioner? I tredje del af bogen vil vi se, at selv om de teknologiske udfordringer er uden sidestykke, og selv om de politiske uenigheder er intense, kan menneskeheden vokse med opgaven, hvis vi går lidt

14  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

mere ydmygt til værks og undgår at gå i panik. I denne del vil jeg se nærmere på, hvad der kan gøres ved truslen fra terrorisme, ved faren for global krig og ved de fordomme og det had, der udløser sådanne konflikter. Bogens fjerde del handler om begrebet »post-sandhed«, og jeg vil spørge, i hvilket omfang vi kan forstå globale udviklinger og se forskel på uretfærdighed og retfærdighed. Er Homo sapiens overhovedet i stand til at forstå den verden, arten har skabt? Er der stadig en klar grænse, som adskiller virkelighed fra fiktion? I bogens femte og sidste del vil jeg samle de forskellige tråde og kaste et mere generelt blik på livet i denne forvirringens tidsalder, hvor de gamle historier er brudt sammen, og hvor der indtil videre ikke er opstået en ny historie til at erstatte de gamle. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Hvilke færdigheder har jeg brug for? På baggrund af alt, hvad vi ved og ikke ved om videnskab, Gud, politik og religion – hvad kan vi så sige om livets mening i dag? Dette lyder måske alt for ambitiøst, men Homo sapiens kan ikke vente. Filosofien, religionen og videnskaben er ved at løbe tør for tid. Mennesket har diskuteret livets mening i tusindvis af år. Vi kan ikke fortsætte denne diskussion i al uendelighed. Den truende miljøkrise, den voksende trussel fra masseødelæggelsesvåben og fremkomsten af nye disruptive teknologier vil ikke tillade det. Og hvad der måske er allervigtigst: Kunstig intelligens og bioteknologi er ved at give menneskeheden magten til at omforme og udvikle liv. Meget snart vil nogen være nødt til at beslutte, hvordan denne magt – med grundlag i en uudtalt eller eksplicit historie om livets mening – skal bruges. Filosoffer er meget tålmodige mennesker, men ingeniører er langt mindre tålmodige, og investorer er de mindst tålmodige af alle. Hvis vi ikke ved, hvad vi skal gøre med magten til at designe og udvikle liv, vil markedskræfterne ikke vente endnu tusinde år på, at vi kommer med et svar. Markedets usynlige hånd vil påtvinge os sit eget blinde svar. Så med-

indledning 15

mindre vi ikke har problemer med at overlade magten over livets fremtid til de store virksomheders kvartalsrapporter, bør vi have en klar forestilling om, hvad livet handler om. I bogens sidste kapitel vil jeg komme med nogle få personlige bemærkninger og tale som én Sapiens til en anden, lige før tæppet går ned for vores art, og et helt nyt drama tager sin begyndelse. Før jeg begiver mig ud på denne intellektuelle rejse, vil jeg gerne fremhæve en central pointe. I store dele af denne bog diskuterer jeg den liberale verdensordens og det demokratiske systems utilstrækkeligheder. Det gør jeg ikke, fordi jeg mener, at det liberale demokrati er særlig problematisk, men fordi jeg mener, at det er den mest succesfulde og mest alsidige politiske model, som mennesket hidtil har udviklet til håndtering af den moderne verdens udfordringer. Selv om den måske ikke er velegnet for hvert eneste samfund i hver eneste fase af dets udvikling, har den vist sit værd i flere samfund og i flere situationer end nogen af alternativerne. Når jeg derfor undersøger de nye udfordringer, der ligger foran os, er det nødvendigt at forstå det liberale demokratis begrænsninger og at udforske, hvordan vi kan tilpasse og forbedre dets nuværende institutioner. Desværre er der i det nuværende politiske klima en risiko for, at kritisk tænkning om liberalisme og demokrati bliver kapret af autokrater og forskellige illiberale bevægelser, hvis eneste interesse er at så tvivl om det liberale demokrati frem for at deltage i en åben diskussion om menneskehedens fremtid. Og selv om de med største fornøjelse diskuterer det liberale demokratis problemer, tåler de så godt som ikke selv kritik. Som forfatter stod jeg derfor over for et vanskeligt valg. Skulle jeg frit fortælle, hvad jeg mener, og risikere, at mine ord bliver taget ud af sammenhæng og brugt til at legitimere fremstormende autokratier? Eller skulle jeg censurere mig selv? Det er et kendetegn på illiberale regimer, at de gør det sværere at praktisere sin

16  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

ytringsfrihed selv uden for deres grænser. På grund af sådanne regimers udbredelse er det blevet stadig vanskeligere at tænke kritisk om vores arts fremtid. Efter en vis selvransagelse valgte jeg fri diskussion frem for selvcensur. Vi kan ikke reparere eller overskride den liberale model uden at kritisere den. Men læseren bedes bemærke, at denne bog kun kunne skrives i en tid, hvor mennesker stadig er relativt frie til at tænke, hvad de vil, og sige, hvad de vil. Hvis du sætter pris på denne bog, bør du også sætte pris på ytringsfriheden.

indledning 17

Del I Den teknologiske udfordring Menneskeheden er ved at miste troen på den liberale historie, der har domineret den globale politik de seneste årtier, samtidig med at fusionen af informations- og bioteknologien konfronterer os med de største udfordringer, menneskeheden nogensinde har stået over for.

18  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

desillusionering 19

1 Desillusionering Historiens afslutning er blevet udsat

Mennesker tænker i historier snarere end i kendsgerninger, tal eller ligninger, og jo enklere historien er, desto bedre. Hver eneste person, gruppe og nation har sine egne fortællinger og myter. Men i løbet af det 20. århundrede formulerede de globale eliter i New York, London, Berlin og Moskva tre store historier, der hævdede at forklare hele fortiden og forudsige hele verdens fremtid: den fascistiske historie, den kommunistiske historie og den liberale historie. Anden Verdenskrig gjorde en ende på den fascistiske historie, og fra slutningen af 1940’erne til slutningen af 1980’erne var verden en slagmark mellem to historier: kommunismen og liberalismen. Så faldt den kommunistiske historie sammen, og den liberale historie forblev den dominerende guide til den menneskelige fortid og den uundværlige manual til verdens fremtid – eller det var i hvert fald, hvad den globale elite troede. Den liberale historie hylder frihedens værdi og kraft. Ifølge denne historie levede menneskeheden i tusindvis af år i undertrykkende regimer, der ikke gav mennesker de store politiske rettigheder, økonomiske muligheder eller personlige friheder, og som i høj grad satte begrænsninger for individer, ideer og varers frie bevægelse. Men mennesker kæmpede for deres frihed, og skridt for skridt vandt friheden terræn. Demokratiske regimer erstat-

20  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

tede brutale diktaturer. Det frie marked satte en stopper for de økonomiske restriktioner. Mennesker lærte at tænke selvstændigt og følge deres hjerter i stedet for blindt at adlyde snæversynede præster og stivnede traditioner. Åbne veje, stærke broer og travle lufthavne erstattede mure, voldgrave og pigtrådshegn. Den liberale historie anerkender, at ikke alt er godt i verden, og at der stadig er mange hindringer at overvinde. Det meste af vores planet er domineret af tyranner, og selv i de mest liberale lande er mange borgere fattige og udsættes for vold og undertrykkelse. Men i det mindste ved vi, hvad vi skal gøre for at overvinde disse problemer – vi skal blot give mennesker mere frihed. Vi er nødt til at beskytte menneskerettigheder, at give alle mennesker ret til at stemme ved demokratiske valg, at oprette frie markeder og at lade individer, ideer og varer bevæge sig over hele verden med så få restriktioner som muligt. Ifølge dette liberale universalmiddel – der i forskellige varianter blev accepteret af både George W. Bush og Barack Obama – vil vi, hvis blot vi fortsætter med at liberalisere og globalisere vores politiske og økonomiske systemer, skabe fred og velstand for alle.1 De lande, der slutter sig til denne ustoppelige march mod fremskridtet, vil hurtigt blive belønnet med fred og velstand. De lande, der forsøger at modsætte sig det uundgåelige, vil lide konsekvenserne, indtil også de ser lyset, åbner deres grænser og liberaliserer deres samfund, politik og markeder. Det vil måske tage en rum tid, men med tiden vil selv Nordkorea, Irak og El Salvador komme til at ligne Danmark eller Iowa. I 1990’erne og 2000’erne blev denne historie et globalt mantra. Mange regeringer – fra Brasilien til Indien – anvendte liberale opskrifter i deres forsøg på at slutte sig til historiens uafvendelige fremmarch. De lande, der ikke fulgte trop, blev betragtet som fossiler fra en svunden æra. I 1997 kunne den amerikanske præsident Bill Clinton selvsikkert irettesætte den kinesiske regering med ordene om, at dens modstand mod at liberalisere kinesisk politik ville placere kineserne »på den forkerte side af historien«.2

desillusionering 21

Siden den globale finanskrise i 2008 har mennesker over hele verden imidlertid i stigende grad mistet tiltroen til den liberale historie. Mure og firewalls er igen kommet på mode. Modstanden mod indvandring og handelsaftaler er stigende. Tilsyneladende demokratiske regeringer underminerer retssystemets uafhængighed, begrænser pressens frihed og betragter enhver opposition som udtryk for forræderi. Tyranner i lande som Tyrkiet og Rusland eksperimenterer med nye former for illiberalt demokrati og decideret diktatur. I dag vil kun meget få mennesker selvsikkert erklære, at det kommunistiske parti i Kina befinder sig på den forkerte side af historien. 2016 – det år, hvor Storbritannien stemte sig ud af EU, og Donald Trump blev valgt til USA’s præsident – var det tidspunkt i historien, hvor denne tidevandsbølge af bristede illusioner nåede til de centrale liberale stater i Vesteuropa og Nordamerika. Mens amerikanerne og europæerne for blot få år siden stadig forsøgte at liberalisere Irak og Libyen med militær magt, betragter mange mennesker i Kentucky og Yorkshire nu den liberale vision som enten uønsket eller uopnåelig. Nogle opdagede en forkærlighed for den gamle hierarkiske verden, og de er ikke indstillet på at opgive de privilegier, der er bestemt af deres race, nation eller køn. Andre er – med rette eller urette – kommet til den konklusion, at liberalisering og globalisering er ét stort svindelnummer, der giver magten til en lille elite på massernes bekostning. I 1938 blev mennesker tilbudt tre globale historier at vælge imellem, i 1968 blot to historier, og i 1998 forekom en enkelt historie at have sejret – men i 2018 er vi nede på nul. Der er derfor ikke noget at sige til, at de liberale eliter, der har domineret store dele af verden de seneste årtier, er præget af chok og desorientering. At have én historie at tro på er det mest betryggende i verden. Alt står fuldstændig klart. Omvendt er det forfærdeligt pludselig ikke længere at have en historie at tro på. Intet giver mening. Lidt ligesom det var tilfældet for den sovjetiske elite i 1980’erne,

22  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

forstår liberale ikke, hvordan historien kunne vige fra sin forudbestemte kurs, og de mangler en alternativ prisme at fortolke virkeligheden igennem. Deres desorientering får dem til at udtænke apokalyptiske scenarier, som om historiens manglende evne til at komme til sin forestillede lykkelige slutning kun kan betyde, at den i fuld fart er på vej mod ragnarok. Det er, som om de er ude af trit med virkeligheden og i stedet klynger sig til katastrofiske scenarier. Som en person, der forestiller sig, at en slem hovedpine må være tegn på en dødelig hjernesvulst, frygter mange liberale, at Brexit og Donald Trumps magtovertagelse varsler den menneskelige civilisations endeligt.

Fra at slå myg ihjel til at slå tanker ihjel Følelsen af desorientering og en snarlig undergang forstærkes af den teknologiske disruptions accelererende hastighed. Det liberale politiske system er blevet udformet under den industrielle æra med det formål at styre en verden bestående af dampmaskiner, olieraffinaderier og fjernsyn. Det har svært ved at håndtere de igangværende revolutioner inden for informations- og bioteknologien. Hverken politikere eller vælgere er i stand til fuldt ud at forstå de nye teknologier, for slet ikke at tale om at regulere deres eksplosive potentiale. Internettet har siden 1990’erne sandsynligvis forandret verden mere end nogen anden faktor, men internetrevolutionen blev i højere grad styret af programmører end af politiske partier. Har du nogensinde stemt om internettet? Det demokratiske system kæmper stadig med at forstå, hvad der ramte det, og er dårligt rustet til at håndtere de næste rystelser – såsom fremkomsten af kunstig intelligens og blockchainrevolutionen. A llerede i dag har computere gjort det finansielle system så kompliceret, at kun få mennesker forstår det. I takt med forbedringen af kunstig intelligens vil vi muligvis snart nå et punkt, hvor intet menneske længere forstår det. Hvad vil det gøre ved den

desillusionering 23

politiske proces? Kan man forestille sig en regering, der ydmygt venter på, at en algoritme godkender dens budget eller dens nye skattereform? Imens vil bruger-til-bruger-blockchainnetværk og kryptovalutaer som bitcoin fuldstændig forandre pengesystemet, hvilket uundgåeligt vil kræve gennemførelsen af gennemgribende skattereformer. For eksempel vil det måske blive umuligt eller irrelevant at beskatte dollars, fordi de fleste transaktioner ikke vil indebære en entydig veksling mellem nationale valutaer eller valutaer i det hele taget. Regeringer vil derfor være nødt til at opfinde helt nye former for beskatning – måske en skat på information (der vil være det vigtigste aktiv i økonomien og det eneste, der udveksles i adskillige transaktioner). Vil det politiske system kunne håndtere krisen, før det løber tør for penge? Endnu vigtigere er det, at tvillingerevolutionerne inden for informations- og bioteknologien ikke blot kan føre til en omstrukturering af økonomier og samfund, men også af selve vores kroppe og bevidstheder. I tidligere tider lærte vi mennesker at kontrollere verden uden for os selv, men vi havde ikke den store kontrol over den verden, der befandt sig inde i os selv. Vi vidste, hvordan man bygger en dæmning og forhindrer en flod i at strømme frit, men vi vidste ikke, hvordan man forhindrer kroppen i at ældes. Vi vidste, hvordan man designer et overrislingssystem, men vi havde ingen anelse om, hvordan man designer en hjerne. Hvis ens søvn blev forstyrret af summende myg, vidste vi, hvordan man slår myggene ihjel, men hvis en tanke summede i ens bevidsthed og holdt en vågen om natten, vidste de fleste af os ikke, hvordan man slår tanken ihjel. Revolutionerne inden for informations- og bioteknologien vil give os kontrol over den verden, der befinder sig inde i os, og vil gøre os i stand til at udvikle og fremstille liv. Vi vil blive i stand til at udvikle hjerner, gøre livet længere og slå tanker ihjel efter behag. Ingen ved, hvad konsekvenserne bliver. Mennesker har altid været langt bedre til at opfinde redskaber end til at bruge dem

24  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

klogt. Det er lettere at manipulere en flod ved at bygge en dæmning, end det er at forudsige alle de mange og komplekse konsekvenser, det har for det omgivende økologiske system. På samme måde vil det være lettere at omdirigere strømmene i et menneskes bevidsthed end at forudsige, hvad det vil betyde for menneskets personlige psykologi eller for de sociale systemer. I fortiden erobrede vi magten til at manipulere verden omkring os og omforme hele planeten, men fordi vi ikke forstod den komplekse globale økologi, forstyrrede vi med vores forandringer uforvarende hele det økologiske system, og vi står i dag over for et økologisk sammenbrud. I det kommende århundrede vil bioteknologi og informationsteknologi give os magten til at manipulere den verden, der befinder sig inde i os, og omforme os selv, men fordi vi ikke forstår kompleksiteten af den menneskelige bevidsthed, vil de forandringer, vi foretager, muligvis forstyrre vores mentale system i et sådant omfang, at også det måske vil bryde sammen. Revolutionerne inden for bioteknologi og informationsteknologi anføres af programmører, iværksættere og forskere, der næppe er bevidste om de politiske implikationer af deres handlinger, og som helt sikkert ikke repræsenterer forskellige befolkningsgrupper. Kan parlamenter og politiske partier få kontrol over udviklingen? For nuværende ser det ikke sådan ud. Teknologisk disruption er ikke engang et vigtigt emne på den politiske dagsorden. Således var den primære reference til ny teknologi under valgkampen forud for det amerikanske præsidentvalg i 2016 Hillary Clintons e-mail-sag,3 og til trods for al snakken om jobtab talte ingen af kandidaterne om de potentielle konsekvenser af automatisering. Donald Trump advarede vælgerne om, at mexicanerne og kineserne ville tage deres job, og at man derfor burde bygge en mur ved den mexicanske grænse.4 Han advarede på intet tidspunkt vælgerne om, at algoritmerne vil tage deres job, ligesom han ikke foreslog at bygge en firewall ved grænsen til Californien.

desillusionering 25

Dette kunne være en af grundene (dog ikke den eneste) til, at selv vælgere i hjertet af den liberale vestlige verden er ved at miste troen på den liberale historie og den demokratiske proces. Almindelige mennesker forstår måske ikke kunstig intelligens og bioteknologi, men de kan fornemme, at fremtidens tog kører forbi dem. I 1938 var vilkårene for det almindelige menneske i Sovjetunionen, Tyskland eller USA måske barske, men han eller hun fik konstant at vide, at han eller hun var fremtiden (selvfølgelig forudsat, at han eller hun var et »almindeligt menneske« og ikke for eksempel jøde eller afrikaner). Dette almindelige menneske så propagandaplakaterne – der typisk afbildede kulminearbejdere, stålarbejdere og hjemmegående husmødre i heroiske positurer – og fik øje på sig selv: »Jeg er på den plakat! Jeg er fremtidens helt!«5 I 2018 føler det gennemsnitlige menneske sig mere og mere irrelevant og overflødigt. Mange mystiske ord bruges med begejstring under TED-talks, af statslige tænketanke og under den højteknologiske branches konferencer – globalisering, blockchain, genteknologi, kunstig intelligens, maskinlæring – og almindelige mennesker kan godt få den mistanke, at ingen af disse ord handler om dem. Den liberale historie var historien om almindelige mennesker. Hvordan kan denne historie forblive relevant i en verden af cyborger og algoritmenetværk? I det 20. århundrede gjorde masserne oprør mod udnyttelse og forsøgte at omsætte deres vigtige økonomiske rolle til politisk magt. I dag frygter masserne, at de er blevet irrelevante, og de er ivrige efter at bruge deres resterende politiske magt, før det er for sent. Brexit og valget af Trump til amerikansk præsident kan således betragtes som en form for revolution, der i vidt omfang adskiller sig fra traditionelle socialistiske revolutioner. De russiske, kinesiske og cubanske revolutioner blev anført af mennesker, der var vigtige for økonomien, men som manglede politisk magt – i 2016 fik Trump og Brexit støtte fra mange mennesker, der stadig havde politisk magt, men som frygtede, at de var ved at miste de-

26  21 ting du bør vide om det 21. århundrede

res økonomiske relevans. Måske vil populistiske oprør i det 21. århundrede ikke være oprør mod en økonomisk elite, der udnytter mennesker, men mod en økonomisk elite, der ikke længere har brug for dem.6 Dette kan meget vel være en umulig kamp. Det er meget sværere at kæmpe mod irrelevans end mod udnyttelse.

Den liberale fugl Føniks Det er ikke første gang, at den liberale historie har stået over for en tillidskrise. Lige siden denne historie fik global indflydelse – i anden halvdel af det 19. århundrede – har den periodisk været i krise. Den første æra med globalisering og liberalisering endte med Første Verdenskrigs blodbad, da imperial magtpolitik afbrød den globale march mod fremskridtet. I dagene, der fulgte efter mordet på ærkehertug Frans Ferdinand i Sarajevo, viste det sig, at stormagterne troede langt mere på imperialismen end på liberalismen, og i stedet for at forene verden gennem fri og fredelig samhandel fokuserede de på at erobre en større del af jordkloden til sig selv ved hjælp af brutal magtanvendelse. Men liberalismen overlevede dette Frans Ferdinand-øjeblik og brød frem af krigens malstrøm stærkere end nogensinde og lovede, at dette havde været »krigen, der ville afslutte alle krige«. De hidtil usete og uhyrlige nedslagtninger havde angiveligt lært menneskeheden, hvad prisen for imperialisme var, og nu var menneskeheden endelig klar til at skabe en ny verdensorden baseret på principperne om frihed og fred. Så oprandt Hitler-øjeblikket, da fascismen i 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne for en tid forekom at være uimodståelig. Sejren over denne trussel indvarslede blot den næste. Under Che Guevara-øjeblikket – i perioden mellem 1950’erne og 1970’erne – så det igen ud, som om liberalismen sang på sidste vers, og som om fremtiden tilhørte kommunismen. I sidste ende var det kommunismen, der faldt sammen. Supermarkedet viste sig at være stærkere end gulag. Og endnu vigtigere var det, at den liberale