Issuu

bagside: 177 + 3 mm = 180 mm

personlige fortælling om et Grønland, der ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret.

ANNE KNUDSEN er født i 1948, antropolog, dr.phil. og tidligere

Højde: 231 + 6 mm = 237 mm

chefredaktør på Weekendavisen.

Hvor jeg var barn, var der isbjørne

Med stor kærlighed til landet og dets befolkning fortæller Anne Knudsen om de oplevelser i Grønland i 1950erne, der skulle komme til at præge resten af hendes liv. Om det barske klima, det iskolde mørke, det bundløse hav, de bidske hunde og de dødelige sygdomme. Om nordlys, solstorm og om at krydse Atlanten i båd. Om venskaber og ensomhed og om at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården.

bagside: 177 + 3 mm = 180 mm

ANNE KNUDSEN

HVOR JEG VAR BARN, VAR DER ISBJØRNE er Anne Knudsens

Ryg: 26mm

ANNE KNUDSEN

Hvor jeg var barn, var der isbjørne ERINDRINGER FRA GRØNLAND

LINDHARDT OG RINGHOF

NEW_Hvor_jeg_var_barn_cover_10082018.indd 1

10/08/2018 15.49

ANNE KNUDSEN

Hvor jeg var barn, var der isbjørne ERINDRINGER FRA GRØNLAND

LINDHARDT OG RINGHOF

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 3

03/08/2018 10.44

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 4

03/08/2018 10.44

GRØNLAND Qaanaaq

Kap Morris Jesup

•

Upernavik

•

• Uummannaq Qeqertarsuaq • Ilulissat Aasiaat ••Qasigiannguit • Kangerlussuaq • Sisimiut • Maniitsoq • Kangeq

•Nuuk

Paamiut

•

Ivituut Narsaq

Narsarsuaq Igaliku Qorlortorsuaq

Qaqortoq

•

Nanortalik

Kap Farvel

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 5

•

Ittoqqortoormiit

Ikateq Isortoq

•

Sermiligaaq Kummiut Kulusuk

Tasiilaq

Skjoldungen

ø s 03/08/2018 10.44

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 6

03/08/2018 10.44

DET FØRSTE KAPITEL

Hvor jeg fortæller noget om, hvor uhyggeligt og vidunderligt der var i mit mærkelige barndomsland.

å længe vi ikke faldt ned og kom alvorligt til skade, kunne vi sagtens holde det hemmeligt. Vores mor havde ingen anelse om, hvad vi foretog os, når vi var ude at lege, og vi skulle nok vare os for at fortælle om klippevæggen. Det tog det meste af et år, før vi mestrede turen helt op til toppen, skønt vi klatrede hver eneste dag hele sommeren. Vores hus i Tasiilaq var et rødmalet træhus med hvide vinduesrammer, grønne skodder og sort tag af tagpap; det lå på toppen af en fjeldknold øst for elven, tæt ved det hø jeste punkt på vores side af dalen. Det højeste punkt var en knold, som vendte en næsten lodret facade ud imod havnen; øverst oppe var der bygget en varde, der kunne ses langt ude fra fjorden. Det var der, vi klatrede. Vardefjeldet var af en lys, gulrosa stenart, usædvanlig midt i al den grå granit. Klip

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 7

03/08/2018 10.44

pen smuldrede i flager med lidt glimmer i; vi børn kaldte det ”råddent fjeld” og var meget omhyggelige, når vi klatrede på den lodrette side med en hånd eller en fod i en af de snævre, lodrette spalter i klippen, fra den ene smalle hylde til den næste. Det skete tit, at hånden eller foden gled et lille stykke, før man fik ordentligt fat igen, men almindelige hudafskrab ninger tog ingen sig af. De skulle bare vaskes og have jod. Huset i Tasiilaq står der ikke mere; det gik til i en katastrofe en vinternat, og nu kan ingen længere vide, hvordan det var at bo i det; der er kun erindringerne. Huset blev revet i styk ker af en piteraq, fejet ned fra sin klippetop og blæst ud på isen i fjorden en februarnat i 1970, næsten ti år efter at vi havde boet i det. Den nat blev mange huse i byen ødelagt. Måske er det kun min lillebror og mig, der i dag husker, hvor dan det var at bo i huset på toppen af fjeldknolden, og hvor dan stormen kunne flå i det. Hvordan sneen blæste ind ved de tilskoddede vinduer og de låste døre og sad i smalle, hårde faner hen over lofter og gulve, selv om min far havde kalfat ret sprækkerne med bomuldstvist. Hvordan vi oplevede alle de vinternætter, hvor vi flyttede ned i kælderen, mens kata strofen truede. Hvordan lyset var om morgenen efter stor men, når sneen var blæst sammen i en kolossal drive hen over vinduerne mod syd, skønt de om sommeren lå på før ste sal. Det hus er et godt billede på min fortælling; den handler nemlig om en verden, der er så endegyldigt forsvundet, som

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 8

03/08/2018 10.44

hvis den aldrig havde været. Jeg vil fortælle om min barn dom i Grønland mellem 1954 og 1961. Det hus, jeg taler om, lå i Tasiilaq på Østkysten lige syd for Polarcirklen; her var det endnu ikke en menneskealder siden, de første europæ ere var kommet, og vi var stadig ganske få. Jeg vil fortælle om et land, der slet, slet ikke findes læn gere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret. Det særeste ved netop den tid var, at det var en af de lykkeligste tider i Grønlands historie; der var en opti misme som sjældent var set før eller siden. Grønland var netop ved Folkeafstemningen i 1953 ble vet en fuldgyldig del af det Danske Rige, et amt som alle an dre, og alle var gået energisk i gang med modernisering og udvikling; der blev investeret, bygget og planlagt med al den virkelyst, som prægede efterkrigstiden over hele Jorden. I tiden efter Anden Verdenskrig var modernisering og ud vikling entydigt positive begreber over hele verden, og også grønlænderne var ivrige efter at komme i gang med denne lovende fremtid. Modernisering og udvikling betød, at alle mennesker ville få det bedre, ingen ville længere sulte, der ville komme bedre og mere sikker fødevareforsyning, bedre boliger, bedre helbred og bedre økonomi. Der ville komme sundhedsvæsen og skolegang for alle, der ville blive bygget havne, veje og gode huse, og grønlænderne ville blive bragt ud af deres skrøbelige afhængighed af den lunefulde natur. Navnlig på Østkysten havde tilværelsen hidtil været forfær deligt hård. Der er ingen grund til at skjule, at der ikke rådede l ighed

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 9

03/08/2018 10.44

mellem europæere og grønlændere, uanset hvor meget vi alle var danske borgere; det var ganske klart et samfund i to etager, og der var ingen tvivl om, hvilken etage der var den fine. Men begge etager, begge dele af samfundet, den tradi tionelle og den moderne, var dengang på Østkysten stadig nogenlunde intakte. I Ammassalik distrikt levede langt de fleste grønlændere af jagt og fiskeri, og i deres samfund af hang både anseelse og velstand af, om man var en mere eller mindre dygtig jæger; rede penge fik man ved at sælge skin dene af bjørn og sæl. For pengene købte fangerfamilierne først og fremmest våben og ammunition, dernæst kaffe, suk ker, tobak, husgeråd og europæisk tøj; der var alkoholforbud på Østkysten. Jeg tror ikke, at nogen dengang kunne fore stille sig, at alt dette i løbet af en enkelt generation kunne gå fuldkommen til i druk og social armod, som det virkelig siden hændte. Tasiilaq – eller rettere Ammassalik distrikt med alle jægernes fangststeder og bopladser – var et fungerende samfund med en levedygtig kultur, og den almindelige op timisme på moderniseringens vegne kastede ingen sorte skygger; man tænkte sig, at alt det moderne ville føje no get til det samfund, der var. Ikke, at det ville ødelægge det. Der var i Grønland i 1950erne en kort stund mellem forti dens isolerede stilstand og fremtidens forbitrede modvilje mod det danske styre. Denne mærkelige tid faldt tilfældig vis sammen med min barndom; jeg vil fortælle om den, som jeg husker den.

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 10

03/08/2018 10.44

Hundredvis af billeder i bøger og film viser udsigten fra vo res stuer i det røde hus over fjorden til de ikoniske bjerge på den anden side; bjergene over for Tasiilaq er et af de mest fotograferede scenerier i hele Grønland. Men hvordan det var at bo deroppe på toppen med den udsigt på alle årets ti der, fortæller kun erindringen, og måske er den upræcis; det kan jeg ikke udelukke. Det er mere end 50 år siden, jeg flyt tede fra Tasiilaq, og jeg så dengang verden med et barns øjne. Vinterens katastrofer er virkelige og forfærdende. De hed der piteraq, et grønlandsk ord, som betyder “noget, der over falder en”, og dét er meget præcist. Det er nogle af verdens stærkeste vinde, og de hærger voldsomt i netop Tasiilaq, hvor de kommer faldende ned over byen fra nordvest. Piteraq be står nemlig af mange, mange tons iskold luft, der kommer styrtende ned fra indlandsisen som en kæmpemæssig la vine. Det er altid meget koldt, når det blæser piteraq, efter som det netop er vægten af den kolde luft, der giver vinden dens enorme fart; det er ikke usædvanligt med middelvinde på 40 meter i sekundet og stormstød på 70 meter per sekund. Det er dobbelt orkanstyrke. Den nat i februar 1970, da vores hus blev blæst i fjorden, anslår Danmarks Meteorologiske Institut, at vindstødene var på 90 meter i sekundet; vindmå lerne var blæst i stykker. Temperaturen den nat var minus 20 grader. Bagefter var byen så ødelagt, at myndighederne overvejede at nedlægge den i stedet for at genopbygge den. Piteraq begynder med, at himlen bliver skærende, over naturligt blå og fuldkommen skyfri; piteraq blæser mest i

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 11

03/08/2018 10.44

f ebruar og marts, hvor solen er vendt tilbage over bjergene, og sneen ligger strålende hvid. Der falder altid en mængde sne i Tasiilaq. Vejret er åndeløst smukt, når det trækker op til piteraq, men hvis man kigger ind gennem elvdalen på de fjerne, takkede bjerge derinde, kan man ane, at det hvide bliver ligesom loddent på Indlandsisen oppe bag passene; sneen er begyndt at fyge dér langt borte. Så pakker alle men nesker roligt, men beslutsomt deres arbejde sammen og går hjem, bringer løse slæder, ski og kasser under tag og surrer dem fast, lukker skodderne for alle vinduer og spigrer dem til, sikrer sig, at de har brændsel, vand og mad, og at stål wirerne sidder, som de skal; nogle huse er boltet til grund fjeldet. Hundene graver sig ned i sneen på sydøstsiden af klipperne, og menneskene går ind og venter. Men ikke længe. Stormen kommer med et brøl, som regel ved mørkefald. Den kommer fuldt færdig på én gang og bliver ved og ved og ved i mange timer; det er altid både morgen og op ad formid dagen, før den endelig lægger sig. Indtil da tager den aldrig af det mindste øjeblik; kun brøler den undertiden endnu højere. Det er, som om en kæmpe uafladeligt trykker sin vældige hånd mod Jorden og indimellem giver den et ekstra, utålmodigt skub. Ingen og intet kan færdes udendørs. Jeg har kun én gang oplevet, at nogen kom til vores kælderdør, efter at piteraq’en havde ramt; det var en stor, voksen mand, som havde kravlet små 50 meter på hænder og knæ og ville kravle en smule videre til sit hjem, når han havde fået varmen lidt. Mest ville han gerne sikre sig, at han var på rette vej i mørket og den hvirvlende

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 12

03/08/2018 10.44

sne, og vi havde en lampe inden i et solidt net af galvaniseret jern til at lyse oppe ved gavlen, så man lettere kunne finde huset i snefygning, mørke eller tåge. Vores hus var gammelt og stort efter grønlandske forhold; det var et af de ældste europæiske huse i byen, og det var oprindelig bygget som sygehus. Det var akutmodtagelsen, der var så tydeligt markeret med den udendørs lampe. Det var også på grund af det oprindelige formål, at huset var lidt mærkeligt indrettet, med værelserne på række ned ad en gang, med masser af opbevaringsplads i kælderen og sågar et ekstra badekar midt på gulvet lige inden for kælderdøren i det, der havde været skadestuen. I det badekar vaskede den gamle Oline et meget stort isbjørneskind i varmt sæbevand, da hun garvede det for os, og skyllede det i mange, mange hold vand. Da det var helt rent og havde tørret i mange dage, udspændt i en stor ramme, tyggede hun hele skindet igen nem, så det blev blødt. Hendes tænder var slidt helt korte og lige og havde sorte kanter, for vores bjørn var ikke den første, hun havde tygget. Hun var umådeligt dygtig og berømt og re spekteret for det; det var en ære at få lov at engagere Oline og ikke kun et spørgsmål om penge. Vi boede ikke i hele huset; i den ene ende var fire syge stuer lavet til en selvstændig lejlighed. Dér boede det meste af tiden frøken Jensen, som arbejdede på kæmnerkontoret og var fra Jylland. De første europæere var kommet til Ammassalik- området i 1884, og de danske myndigheder kom i 1894.

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 13

03/08/2018 10.44

Større bygninger kom naturligvis først til senere, så huset kunne højst være 30-40 år gammelt. Lige før det nye sygehus året før var blevet bygget nede ved fjorden, havde man ud videt vores hus med en tilbygning vinkelret mod nordfaca den for at få plads til patienterne; tilbygningen var dårligere lavet end de ældre dele af huset, lagt oven på et utæt beton fundament lige over klippen og uden kælder. Når det blæste bare en almindelig kuling fra nord, bulede den grønne lino leum på gulvet op på midten som en stor bakke, fordi vinden kom ind under bræddegulvet. Min bror og jeg havde værel set som legeværelse, for det var stort og lyst, selv om der var meget koldt. Vi sov i køjeseng i vores rigtige værelse, som var ganske lille, men mere lunt. Til middagen juleaften med mange gæster, og når vores forældre havde officielle mid dage med besøgende, danske notabiliteter, blev legeværelset brugt som spisestue. Stearinlysene blafrede i trækvinden, og der var så koldt, at sovsen stivnede på tallerkenen, hvis man ikke var hurtig til at spise. Hvordan nogen var kommet på den vanvittige tanke at lægge et stort hus overskrævs på fjeldknolden med en bredside vendt mod piteraq’en, kunne ingen forklare. Da huset lå så højt, var det i to etager på sydsiden, for kælderen var stor og sprængt ind i klippen mod nord; mod syd var kælderen støbt i beton og tjæret sort. Man kunne se sporene af de uhøvlede brædder fra forskallingen i den ujævne overflade. På denne side af huset var kældermuren næsten en fuld etage høj; stueetagen blev på den måde første sal, og den havde en stor

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 14

03/08/2018 10.44

balkon af træ på solide pæle. Her havde sygesengene kunnet køres ud, så tuberkulosepatienterne kunne ligge i solen lige som på gamle dages sanatorier. Det var i kælderens største rum med de højtsiddende vinduer over skrænten i syd, at vi krøb sammen, når det blæste de store piteraq’er. Så sov min mor og far fuldt på klædte i et par lænestole, mens min bror og jeg sov på en gammel divan. Vi havde overtøj og støvler med derned, lyg ter hvis lyset skulle gå, og lidt proviant. Min far havde sik kert også penge, papirer og pas med, men det betroede han ikke os børn noget om. Det var ham, der bedst forstod faren, men det var selvfølgelig også ham, der beroligede kvinder og børn. Vi skulle bare ganske roligt lægge os til at sove; han skulle nok vække os, hvis der skulle opstå noget akut. Det gjorde han kun en enkelt gang, som jeg husker; da var bøger og lamper væltet ned på gulvet oven over os med stort spek takel, da huset svajede. Men det var svært at sove i larmen fra orkanen. Man blev hele tiden vækket, for ting, der ikke havde været surret godt nok fast derude, fløj igennem den sorte nat og ramte hu sets vægge med dumpe drøn. Hele huset gav sig og knagede under de værste stormstød. Vores forældre måtte balancere med tungen i mund vigen for at finde den rette tone, både over for hinanden og over for os børn. På den ene side måtte vi være forberedt på det værste, at huset simpelthen blæste væk over hovedet på os med legetøj, bøger, møbler, malerier, gulvtæpper, kla ver og potteplanter og efterlod os ubeskyttede i polarnatten

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 15

03/08/2018 10.44

og den vilde storm. På den anden side måtte vi tage det ro ligt, prøve at få noget søvn og lade være med at hidse os op; det skulle nok gå. Det var jo gået før, mange gange, så hvor for ikke denne? Man kan måske forestille sig vores følelser, da huset knap ti år efter, at vi havde forladt det, en vinternat virkelig blæste ned ad bjerget og ud på den islagte fjord. Vi tænkte på de arme mennesker, der havde boet der, og håbede, at de havde siddet i kælderen som os og haft de res kæreste ejendele med, og varmt tøj. Man kunne jo ikke løbe efter hjælp nogen steder i piteraq’en, og ingen kunne komme og redde en, før morgenen kom, og stormen be gyndte at lægge sig. Man kunne som regel ikke komme i skole dagen efter, og jeg husker det som noget af det hyggeligste i hele min barndom at være hjemme fra skole efter at have overlevet endnu en nat med piteraq. En vinter igennem var det tilfældigvis ofte en mandag, det blæste piteraq, så det tit var tirsdagen, vi gik glip af. Så lå jeg på maven på et af isbjørneskindene på gulvet i vores dagligstue og læste i en bog. Isbjørneskind isolerer så godt, at man ikke mærker det kolde gulv, og morgenen efter en piteraq er lyset nyt og dejligt, for al sneen er blæst sam men i hårde driver. Da vores hus lå, hvor det lå, på toppen af en klippeknold, der dannede læ, samlede stormen altid en kæmpestor drive på sydsiden af huset, helt op over vindu erne seks-syv meter over terrænet. Sneen kastede sollyset op i loftet på rummene og dækkede vinduerne som opalglas;

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 16

03/08/2018 10.44

man kunne kigge ud, men ikke se igennem det hvide. Den sne var helt anderledes end den, der havde ligget før stor men; piteraq’en pulveriserer snekrystallerne til bittesmå fragmenter og blæser dem sammen til et stof, der er så fast, at man kan køre med landrover oven på det uden at synke i, omtrent som styrofoam. Der var to jeeps og fire lastbiler i byen, foruden en enkelt gaffeltruck, men dén var indendørs, i tømmerlageret. Der var naturligvis ingen private biler. Om eftermiddagen kunne vi komme ud at lege, og det var forunderligt at se, hvor forandret landskabet var. Skræn terne mod nordvest var blæst helt rene for sne og stod i den nøgne, grå granit, mens alle sydøstsiderne havde fået lange faner af hårdtblæst sne; den neden for vores hus var en af de største i hele byen. Vi havde en kælk med fra Danmark, men på piteraq-sneen, som var glat og hård, var det faktisk bedre at kælke på de plader af hård masonit, der lå oven i eksportkasserne med øl og sodavand. Vi kunne køre helt oppe fra balkonen og ned til vandledningen, en tur på hen ved 75 meter og med et flot fald. Der var altid et mylder af børn på den skrænt, når piteraq-sneen var ny; næsten alle kunne få fat i et stykke hård masonit. Men eftersom sneen blev liggende i mange måneder, blev det ikke ved med at være lige spændende, og egentlig kælkede vi kun igen, når en ny piteraq havde lagt endnu mere højde til skrænten. Skrænten blev spændende igen, når solen kom højere på himlen, temperaturen steg, og sneen begyndte at svinde, for så kom nye, mærkelige ting til syne; det var alle de genstande, der var kommet flyvende med alle piteraq’erne.

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 17

03/08/2018 10.44

aljer, bjælker, spande, trækasser, stumper af dit og dat. Så B tænkte vi på de brag, der havde lydt, da stormen kastede dem mod huset. Sneen smeltede ikke på én gang; den svandt ligesom ind for hver dag, solen skinnede på den. Så blev den mere og mere grå, for der havde også været grus og stumper af klippe med i stormene; det er naturligvis en af de almin deligste former for erosion, at storme sliber partikler af klip perne. Jo mere sneen svandt ind, desto mere sort blev den; til sidst kunne man ikke se, det ikke var jord, og så kunne man komme til at træde igennem det sorte snedække og ned til de store hulrum, som smeltevandet dannede neden under sneen. Dér voksede små spirer til sommerens blomster, og det kunne se virkelig yndigt ud; men det var også en smule farligt, for hvis man faldt igennem fra toppen af sådan en drive, kunne man komme til at falde temmelig langt. Så det gjaldt om at finde, hvor de små smeltevandsstrømme løb, og så grave ind til dem. Der kunne være de fineste huler, fuld kommen som i indlandsisen, bare i mindre format. Til sidst var det lyst hele natten, næsten al sneen var væk, og så kom mælkebøtterne. Gennem århundrederne havde piteraq’en, der altid kommer fra den samme retning, lagt sneen i driver der i læ af fjeldknolden, og hver gang havde de indeholdt partikler af afslebet klippe. De havde lagt sig, hvor sneen smeltede, nogle få millimeter hvert år, nok til i det lange løb at blive til frugtbar jord. Så skrænten foran huset var et af de mest grønne, frugtbare steder i byen. Der var hundredvis af gule sole lige indtil en skønne aften, hvor nogle af grønlænderne kom og høstede det hele og s pistedet;

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 18

03/08/2018 10.44

ofte tog de rødderne med. Vi syntes, det var ærgerligt. Men der kom også mælkebøtter næste år. Tasiilaq er et voldsomt sted og skræmmende for enhver – også for dem, der er født der. De har altid haft god grund til at føle sig udsat, for bedst som man tror, man har fundet et sted med mange sæler og narhvaler, kan det hele ændre sig. Det eneste vildt, der altid er rigeligt af i området, er is bjørne. Den gode fangst afløses på uforudsigelig vis af frygte lige uår, hvor det før i tiden hændte, at mennesker døde af sult i deres huse efter at have spist både hundene og skind tøjet. Det var ikke myter fra gamle dage; det var foregået i nulevende menneskers egen barndom og ungdom. I denne del af Grønland står bjergene stejle og dybgrå med lilla skygger, som nysmedede økseblade hugget i jorden; landet er lodret og skarpt og savtakket, og på nordskrånin gerne ligger der sne hele året rundt. For os var stedet også bemærkelsesværdigt, fordi det var så helt umådelig forskelligt fra det Grønland, vi kendte. Vi kom nemlig fra Syden, fra de blide dale, de brede fjorde og rundede, grønne fjelde i Sydgrønland. Vi havde begyndt vores liv i Grønland langt nede sydpå i Qaqortoq, hvor lan det havde taget imod os med sit mest smilende, rundkindede ansigt.

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 19

03/08/2018 10.44

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 20

03/08/2018 10.44

KAPITEL TO

Hvori vi hører om Sydens dejlige land, og hvordan det gik til, at jeg kom til Grønland.

aqortoq nede sydpå var mit første Grønland, og dét er en helt anderledes historie, skønt der også i omegnen af Qaqortoq er en hel del is bjørne. De kommer drivende med storisen op langs Vestkysten, efter at den har mødt Golf strømmen ved Kap Farvel; isen er bjørnenes jagtterræn. Men netop på grund af den varme havstrøm ligner Qaqor toq ikke Østkysten ret meget. Tasiilaq var meget fremmedartet for os med sine mørk lilla, forrevne bjerge, de stejle, mørke slugter og storisens uendelighed; man talte tilmed et helt andet grønlandsk sprog her. Syden var et dejligt land, og i den første tid i Tasiilaq savnede jeg Sydgrønland langt mere, end jeg nogensinde i Grønland savnede Danmark. Alting er meget nemmere i

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 21

03/08/2018 10.44

yden, og der er ikke helt så farligt i dagligdagen. På Øst S kysten har man altid fornemmelsen af at leve lige på den yderste kant af det menneskeligt mulige, men i Syden kan man sagtens bo, og tilmed trygt. Om det så er bjergene, ser de meget mere fremkommelige ud; lige omkring Qaqortoq har isen i den seneste istid skuret helt hen over fjeldene, så de er afrundede i toppen. Længere sydpå er det anderledes, og nede ved Prins Christians Sund er de geologiske forma tioner virkelig drabelige. Qaqortoq, som dengang hed Julianehåb, var en stor by og en af de ældste kolonier i Grønland; danskerne havde i 1775 opkaldt den efter enkedronning Juliane Marie. Hu sene fra kolonitiden stod smukt malede i pastelfarver på de høje klipper, de havde stakit omkring og lange trapper med trægelænder ned over klippesiderne. De fleste havde driv bænke udenfor til urter og lidt grøntsager, ligesom de stør ste huse havde karnapper helt af glas med hvide sprosser, hvor de havde fantastiske potteplanter. Her frøs havet ikke til, og der kom skib flere gange hver vinter. Vi var nu ikke kommet med skib, selv om det var forår; vi var kommet med flyvemaskine fra Danmark, en uhyre sjældenhed. Af en eller anden grund hastede det med at få min far frem til stillingen før sommerens byggesæson; jeg tror, hans forgænger havde forladt arbejdet meget pludse ligt. Men jeg ved det ikke, for det var ikke noget, man snak kede med børn om. Da vi kom frem til Qaqortoq, var tjeneste boligen ikke parat til indflytning, og vores møbler og ting var

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 22

03/08/2018 10.44

heller ikke kommet frem; de kom med skib. Så vi boede den første tid på en slags hotel, der hed et gæstehjem. Der var utrolig rent og bart og duftede af fernis; der var lyst, lakeret træ over det hele, meget usædvanligt sammenlignet med de danske forhold, vi kendte. Vores slægtninge og naboer i Dan mark boede i gamle huse med arvede, overpolstrede møbler, gardiner, mønstrede tapeter og mørke, polerede træsorter; det meste af vores familie boede på landet. Men her i Grøn land var det hele meget mere moderne. Min lillebror og jeg vidste godt, at vores far arbejdede i Grønlandsministeriet inde i København; han tog toget ind fra Frederikssund hver morgen. Men en skønne dag kom han hjem og havde modtaget et tilbud, han altid havde drømt om: en stilling i Grønland! Mine forældres generation havde været spærret inde i Danmark under hele den lange, lange verdenskrig, netop som de var unge og eventyrlystne, og bagefter var Danmark fattigt, selv om alle sled i det for at få en bedre fremtid. Der var så meget, mennesker som mine forældre aldrig havde haft mulighed for at prøve. Men nu stod der i løbet af ingen tid store, lysegule træ kasser midt i vores stue; de duftede af nyt fyrretræ, og de skulle fyldes med alt det, vi skulle have med til Grønland. Min mor siger i dag, at vi ikke tog pyntegenstande og den slags med, men jeg kan tydeligt huske et spinkelt kaffestel med guldkanter og grønne blomster, der omhyggeligt blev pakket ned med mængder af træuld. Måske var det en nød vendighedsartikel. Alle vores bøger blev i hvert fald pakket,

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 23

03/08/2018 10.44

for de stod på reolerne i Grønland, og grammofonpladerne og klaveret, som jeg var begyndt at lære at spille på året før; min spillelærerinde var blandt dem, der kom og tog afsked med os. Min far havde nogle hæfter med hjem, så han kunne begynde at lære grønlandsk om aftenen. Vi var også i København for at købe polarudrustning til mine forældre i en særlig butik, som ikke alle mennesker kunne handle i uden rekvisition. Min far fik en olivengrøn parka med hætte og aftageligt for af teddybear af uld; min mor valgte en tilsvarende i en smuk bordeaux. Den havde hun i mange, mange år, mens min far sled adskillige op; jeg tror, de var amerikanske, i hvert fald var de af mærket Musk-Ox. Til min far var der også solide bjergstøvler med sådan et særligt, dybt og skridsikkert mønster, der lignede det schweiziske flag; man træffer det stadig på visse vandre støvler, og jeg bliver helt fjern i blikket, når jeg ser det. Men til børn var der ikke noget Musk-Ox at få, så vi kom til min mormors syerske og blev ekviperet i hjemme lavede kopier af solid, olivengrøn poplin og mørkebrun ted dybear. Foret var sat fast med store tryklåse, så det kunne komme af om sommeren, og havde ribstrikkede vindfang på ærmerne; parkaen havde de helt rigtige, dybe lommer med klap over, så der ikke kunne komme sne ned. Meget fine var de. Desværre fik vi også syet overtræksbukser af samme stof; de sagde det modbydeligste schwish-schwish, når man gik i dem, og benene gned mod hinanden, så vi gjorde, hvad vi kunne, for at undgå dem. De parkaer og det varme sæt pyjamas, som vi fik syet

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 24

03/08/2018 10.44

ved samme lejlighed, var det allerførste splinternye tøj, jeg nogensinde havde fået, lavet af helt nyt stof. Vi plejede at gå i tøj, vi arvede fra vores mange fætre og kusiner, eller no get, der var syet om af voksentøj. Det var efterkrigstid i Dan mark; der var stadig mangel på alting, og sparsommelighed var en selvfølge. Da alting var pakket i de mægtige kasser, var vores hjem ikke til at genkende, og lydene rungede på en ny måde i de velkendte stuer; det hele var pludselig meget stort. Det var forår, og havedørene stod åbne ud til plænerne, hvor der kom gæster, der sad i de hvidmalede havemøbler. Alle kom for at sige farvel, og i plænen var der hvide bellis i tusindvis; min kusine Hanne flettede kranse af dem, som man kunne have i håret. Vi skulle rejse midt om natten, klokken to, husker jeg, og min morbror kørte os til København i sin bil og helt ud til Kastrup; der var ikke mange mennesker, der havde bil, men min mors storebror var automekaniker og havde sit eget værksted. Vi sagde farvel ude på startbanen under åben himmel. Vi kendte overhovedet ingen, der nogensinde havde været ude at flyve, selv om jeg kunne huske, at jeg engang havde ligget på ryggen på græsplænen og set en flyvema skine komme hen over haven; den havde gule cirkler med sort omrids malet på de hvide vinger. Den nat var himlen fuld af stjerner; den mindede mig om græsplænen med tusindfryd, bare sort. Og så sad vi i propelflyet; jeg havde en vinduesplads ved siden af min far og så byen forsvinde under os; dér var endnu en stjerne

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 25

03/08/2018 10.44

himmel fuld af bellis. Men snart sov vi, og jeg vågnede i dag gryet til det mest vidunderlige syn, jeg i mit liv havde set; under os lå et landskab af rosa vat med lavendelblå skygger. Jeg lagde hånden på min fars arm for at vise ham synet, men allerede før jeg havde vendt hovedet, vidste jeg, det ikke var ham; ærmet var glat, og min far gik i tweed. En vildtfrem med mand smilede ned til mig med sit store ansigt, og hvis han havde været en tiger, kunne jeg ikke være blevet mere bange. Det var en afgørende oplevelse i mit unge liv, for i ste det for at skrige tog jeg mig sammen og sagde helt fornuftigt, at jeg var tørstig. Manden må have ringet, for straks stod der også en fremmed dame, i uniform med guldknapper, og smi lede ned til mig med alle sine tænder. Hun spurgte, om jeg ville have ”dansk vand”, men det vidste jeg ikke, hvad var, så jeg sagde, at jeg hellere ville have frederikssundsk vand. Så lo de begge to, og jeg var ved at dø af skam. Heldigvis havde begivenhederne fået mine forældre til at opdage, at jeg var vågnet, så min far kom og snakkede med den fremmede mand, og alt blev godt igen. Eller næsten; for jeg havde lært noget. Dels, hvad der kan ske, når man ikke er vågen, og dels, at man kan overleve selv det utrolige, hvis man holder fast i sin åndsnærværelse. Når det kommer til stykket, må man redde sig selv. Snart fik vi morgenmad serveret på bakker med de yndigste små beholdere med ting og et lille glas med orange juice, der smagte grufuldt; bittert, sødt og surt på én gang. Jeg kan stadig huske smagen – og genkende den, når jeg mø der juice lavet på koncentrat. Jeg har for nylig læst, at proces

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 26

03/08/2018 10.44

sen blev patenteret i 1946 i USA, så det var supermoderne, selv om det ikke var godt. Hvor jeg kom fra, var der kun ap pelsiner til jul, og det var aldrig faldet os ind at presse dem. Den dag fik vi morgenmad tre gange, for selv om turen over Atlanten havde taget 11 timer, var det alligevel først lige ved at blive morgen i Narsarsuaq, Sydgrønlands luft havn. Dengang var det stadig en amerikansk militærbase, Bluie West One, og der smagte jeg for første gang i mit liv en Mars Bar, mens mine forældre købte en halv flaske Black & White whisky med små hunde på og en lille æske meget fine chokolader. Fra Narsarsuaq til Qaqortoq skulle vi sejle; på det glas klare vand lå en stor, sortmalet båd og vuggede, mens solen stod op. På dækket stod en dreng, der ikke lignede n ogen, jeg før havde set; glat, sort hår klippet lige over i panden og smalle, sorte øjne. Skibet selv var næsten utrolig smukt med duftende, blankpoleret messing og mahogni lakeret så ofte, at det næsten lignede et lag glas uden på træet. Det hed Søkongen og var en tremastet skonnert; det var selve ste polarforskeren Knud Rasmussens gamle skib, og det var en ære at sejle i det. Her bestod morgenmaden af spejlæg og pølser og kaffe i krus; jeg havde aldrig før set mennesker drikke kaffe af andet end kopper med underkop. Men så blev min bror og jeg lagt til at sove igen i to køjer i en lille kahyt, mens vores mor og far smagte på whiskyen og chokoladen; der var gardiner af småternet bomuldsstof foran køjerne. Vi var kommet til Grønland, og alting var smukt og an derledes.

hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 27

03/08/2018 10.44

RETTET_hvor_jeg_var_barn_materie_240s.indd 28

08/08/2018 12.45

bagside: 177 + 3 mm = 180 mm

personlige fortælling om et Grønland, der ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret.

ANNE KNUDSEN er født i 1948, antropolog, dr.phil. og tidligere

Højde: 231 + 6 mm = 237 mm

chefredaktør på Weekendavisen.

Hvor jeg var barn, var der isbjørne

bagside: 177 + 3 mm = 180 mm

ANNE KNUDSEN

HVOR JEG VAR BARN, VAR DER ISBJØRNE er Anne Knudsens

Ryg: 26mm

ANNE KNUDSEN

Hvor jeg var barn, var der isbjørne ERINDRINGER FRA GRØNLAND

LINDHARDT OG RINGHOF

NEW_Hvor_jeg_var_barn_cover_10082018.indd 1

10/08/2018 15.49