I denne bog får du 10 historier fra dengang, Rosa var lille: den store spisebordsmission, heksen og slikmonsteret og alle de andre historier, der har gjort hende til Rosa, som elsker at bage overraskelseskager sammen med børn. Rosa har indlæst alle historierne på to lækre kanelsnegle-cd’er, som følger med i denne bog.
Rosa Gjerluff Nyholm og Martin Kjeldsen 10 h ist or i er o m at være lille Rosa
Du kender sikkert Rosa, der bor i kagehuset i Rouladegade. Dér har hun ikke altid boet, for da hun var lille, boede hun to steder: i spionlejligheden hos sin far og i bageriet hos sin mor.
Rosa Gjerluff Nyholm og Martin Kjeldsen
10 historier om at vĂŚre lille Rosa
Illustreret af Zarah Juul
10 historier om at være lille Rosa Rosa Gjerluff Nyholm og Martin Kjeldsen
Tekst © 2016 Rosa Gjerluff Nyholm og Martin Kjeldsen og Forlaget Carlsen Grafisk layout og tilrettelægning © 2016 Tramperiet og Forlaget Carlsen Fotograf: Christian Reinholtz (Bagsidefoto) Illustrationer: Zarah Juul Bogen er baseret på figuren Rosa fra Rouladegade, som er et tv-program produceret af Mastiff A/S for DR. ISBN 9788711564424 1.udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia 2016, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Udgivet af DR og Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Indholdsfortegnelse Den store spisebordsmission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
Mors nye mand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
Prinsesser i mosen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
Mission gækkebrev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36
Melsækkespøgelsets sene sengetid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46
En tryllekunstner afslører aldrig sine tricks . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Heksen og slikmonstret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
Kaptajn Rosa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
Den jul min far blev afsløret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78
Min første mission som kagespion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
Jeg hedder Rosa, og jeg bor på Rouladegade i Ramasjang. Det bedste, jeg ved, er at tage på hemmelige kagemissioner og bage overraskelseskager, som gør folk glade. Det vidste du måske godt i forvejen. Men vidste du så, at jeg ikke altid har boet i kagehuset i Rouladegade? Da jeg var lille, boede jeg nemlig to steder: i min mors bageri og i min fars spionlejlighed. Jeg må hellere lige præsentere min mor og far for dig. Min mor er en dame med krummer i, for hun er bager og har byens største æltemuskler. Hun står op klokken fire hver morgen og træner melsækkeboksning og chokoladekarate for at holde sig i bageform. Bagefter sætter hun håret i en smuk, blød franskbrødsfrisure, kommer dagens bagværk i ovnen og åbner butikken, hvor hun sælger brød og kager med ekstra kærlighed til hele byen. Når hun har fri, elsker hun at ligge i sin melsækkestol med en god bagebog. Da jeg var lille, læste hun godnatopskrifter for mig, og nogle aftener lå vi også bare og fulgte med i, hvad der bagte i ovnen. Hun dufter af en blanding af vanilje og kardemomme, og så giver hun nogle virkelig gode stærke bagerkram. Og så er der min far. Det er sværere at forklare, hvordan han ser ud, for han har for det meste paryk og falsk overskæg på. Han er nemlig hemmelig spion, så han er altid forklædt, også selvom han bare skal en tur i supermarkedet. Så hvis du tror, at det altid er mødre, der har mest tøj, så tager du fejl! Min fars hemmelige garderobe er nemlig fem gange større end min mors forklædeskab. Min far bor i en helt almindelig opgang. Der er bare ingen,
der ved, at han bor der, for hans lejlighed ligger allerøverst på en hemmelig etage. Den er fyldt med krimier og tomme notesbøger, som han skriver i med usynligt blæk. Min far taler flydende kodesprog, og jeg elsker at finde på hemmelige missioner med ham, for han har altid et godt spiontrick i ærmet. Det er nok derfor, han aldrig er blevet afsløret som spion. Min far og mor mødte hinanden i min mors bageri, hvor han bestilte kaffe og kage efter en lang dag på hemmelig mission. Han har altid haft en sød tand, og i bageriet fik han så et godt øje til min mor. Han blev ved med at komme, uge efter uge, og bestilte altid det samme: et gåsebryst. Det var sådan, min mor kunne kende ham, selvom han var forklædt. Han sørgede selvfølgelig også for kun at tage sine flotteste forklædninger på, så min mor blev hurtigt blød om marcipanhjertet, som hun siger. Hun pyntede hans kager med hjertekrymmel og store røde marengshjerter, men han var så hurtig til at spise dem, at han aldrig opdagede det. Til sidst mistede hun tålmodigheden og skrev et kærestebrev på bagepapir, som hun bagte ind i gåsebrystet. Han blev forelsket, så snart han tog en bid og fik kærestebrevet i munden, og han brugte senere tricket med det indbagte bagepapir på en hemmelig mission i Østrig. De blev gift på min mors fødselsdag den 11/11. Min far flyttede ind i bageriet, og ni måneder senere blev jeg født under den store lagkagelysekrone. I de første år boede vi alle tre sammen i bageriet. Jeg ved ikke, om det var på grund af min mors travle bagerdage eller min fars lange nætter på hemmelige missioner, men da de havde været gift i nogle år, var de ikke længere så forelskede. Og så gik de fra hinanden. Min mor blev boende, og min far flyttede hen i den hemmelige spionlejlighed tæt på bageriet. Jeg boede begge steder, indtil jeg blev stor nok til at bage mit eget kagehus og flytte hjemmefra. Og her sidder jeg så nu. Det er aften, og jeg har skænket mig en kop varm bolsjete, som jeg dypper min drømmekage i, mens jeg fylder mit bagepapir med kagekrummer og historier. Historier om kager og forklædninger, om æltemuskler og hemmelige missioner og om, hvordan det var at være lille Rosa, der voksede op og blev kagespion. Kærlig kagehilsen
Rosa fra Rouladegade
Den store spisebordsmission Dengang min far flyttede fra bageriet og ind i sin nye spionlejlighed, startede han med at få alle sine spionting på plads. Spionnøglerne gemte han under et gulvbræt i entréen, hans walkie-talkier fik plads bag toilettet, og køkkenskufferne blev proppet med falske skæg. Til gengæld var han meget lang tid om at finde møbler. Vi havde fx hverken sofa, stole eller spisebord, så det var derfor, han nu var ved at dække morgenbord på en høj stabel kriminalromaner. ”Ikke vælte … ikke vælte ...” sagde han koncentreret og satte to glas appelsinjuice på den øverste bog. ”Godmorgen, far,” sagde jeg og satte mig på en flyttekasse. ”Godmorgen, lille spion,” sagde han og kiggede op. Men det skulle han aldrig have gjort, for nu svajede hele bogtårnet, og juicen faldt på gulvet med et ordentligt sjask. ”Der røg morgenjuicen,” sukkede han. ”Og spisebordet,” sagde jeg og pegede på de appelsinjuice-indsmurte krimier på gulvet.
12
Min far kløede sig i sit falske overskæg. ”Måske er det på tide at få et nyt?” ”God idé,” sagde jeg, og så besluttede vi at tage på loppemarkeds-mission for at finde os et spisebord. Men en spion går selvfølgelig ingen steder uden at være forklædt, så først skulle vi en tur i den hemmelige spiongarderobe. Vi gik hen til min fars snydeklædeskab, som er et kedeligt skab fyldt med tøj, han aldrig går med. Først byttede vi om på skjorterne, så de hang i den rigtige hemmelige rækkefølge: hvid-blå-rød-blå-blå-rød-hvid. Så drejede far tennisskoene til højre, og til sidst hev jeg tre gange i det gule slips. Nu gled bagsiden af skabet til side og afslørede det skjulte rum: spiongarderoben. ”Hvad skal vi være?” spurgte jeg og så rundt på bøjlestativer, skuffer og kasser med forklædninger. Han tænkte sig lidt om. ”Sig mig, min lille spion, hvad er der på et sådan et loppemarked?” ”Bare en masse gamle ting og sager,” sagde jeg. ”Netop!” sagde han, ”og der er ingen, der lægger mærke til, hvis to af de gamle ting og sager i virkeligheden er spioner på udkig efter et spisebord.” Så åbnede han et skab og tog en stor gammel vase frem. ”Prøv denne her! Det er min kinesiske vase-forklædning fra dengang, jeg var på hemmelig mission i Kina.” Jeg kravlede ned i vasen. Der var hul til fødderne, så jeg kunne gå, og to små skår i porcelænet, som jeg kunne kigge ud ad. ”Perfekt!” sagde min far. ”Hvad skal du så være?” spurgte jeg nede fra vasen. Han rodede gennem forklædningerne bagerst i spiongarderoben. Jo dybere han kom, jo ældre og mere slidte var de.Til sidst fandt han en stor
13
brun pelsdragt med et kæmpe bamsehoved. Den var så gammel og slidt, at pelsen var begyndt at falde af. Men da han havde fået den på, lignede han faktisk lige præcis sådan en sød gammel bamse, som man kan finde på et loppemarked. Han blinkede til mig med det ene bamseøje og sagde med sin dybeste bamsestemme: ”Så er vi fuldstændigt klar til loppemarkeds-mission!” Jeg var så spændt, at jeg helt havde sommerfugle i vasen, da vi nærmede os loppemarkedet. Min far fandt en god udkigspost bag et plankeværk, hvor vi kunne smugkigge uden at blive set. Jeg spottede en bod med en masse gamle borde og stole og skulle lige til at løbe derhen, men min far stoppede mig. ”Husk!” sagde han, ”... at når spioner er forklædt som ting, må de kun bevæge sig, når ingen kigger.” Jeg nikkede med vasen. ”Så vi venter, til der er fri bane, og så bruger vi spiontrick nummer 34: hvis vi får øje på nogen, der kigger, så hvisker vi ’frys!’ og står helt stille.” Han frøs sin bamsekrop midt i en bevægelse og rørte ikke så meget som en pote. Det virkede. For nu lignede han bare en helt almindelig bamse. Nu havde vi en plan. Vi kiggede forsigtigt frem fra plankeværket og ventede, til vi var sikre på, at der ikke var nogen, der kiggede hen mod os. ”Fri bane,” hviskede jeg. Og så listede vi ind på loppemarkedet for at kigge nærmere på de borde. Vi sneg os først forbi en bod med gamle kjoler og hatte. Vi holdt godt øje, så da en gammel dame vendte hovedet mod os, hviskede min far ’frys!’ og så stod vi bomstille. Hun kiggede ret så interesseret på os et øjeblik, men fortsatte så med at studere en brugt gul badedragt med hvide blomster på, Jeg fnisede inde i vasen. Det virkede! Vi listede videre og blandede os med en samling gamle cykler og støv-
14
sugere. Det gik som smurt. Alle var optagede af at handle og sælge, og når nogen kiggede, sagde vi bare ”frys” og stod lige så stille som statuer. Vi krøb langs nogle kasser med oldgamle lysestager og nærmede os boden med borde og stole, da en mor og hendes dreng pludselig kom direkte hen mod os. ”Frys!” sagde jeg, og så stod vi stille igen. Det så først ud, som om at de også ville gå lige forbi os, men så stoppede drengen op lige ved siden af min far. ”Kom nu Conrad-basse,” sagde hans mor med høj lys stemme. Men Conrad skulle ingen steder. Han gik helt hen til min far og prikkede ham lige direkte ind i bamseøjnene. ”Mor, jeg vil have bamsen!” ”Men lille Conrad-basse, du fik jo to nye bamser i sidste weekend,” sagde hun. Conrad hev i min fars ene bamseøre, så nogle af hårene faldt af. ”Jamen jeg vil have den her bamse også!” råbte han. Conrads mor så sig usikkert omkring, imens Conrad blev helt mørkerød i hovedet. ”Jeg vil have den her bamse nu!” råbte han og stampede i jorden. ”Okay, okay, selvfølgelig skal mors lille Conrad-basse have bamsen, men så skal du også love ikke at plage mere,” skyndte hun sig at sige. Og så kaldte hun på sin mand med sin høje lyse stemme: ”Jørgen-basse, vi skal lige have plads til en ting mere på traileren!” Far sad stadig bomstille inde i bamsedragten, imens Conrads far bakkede en stor bil med en gigantisk trailer hen til ham. Inden jeg kunne nå at gøre noget, blev min far løftet op på traileren, hvor der i forvejen var et bjerg af andre gamle loppeting. Jeg havde lyst til at råbe og skrige, men jeg turde ikke røre en muskel i vasen. ”Jeg vil også ha’ is!” råbte Conrad. ”Vaniljeis med chokoladedrys, det er min yndlings!” Hans mor skyndte sig at lægge en 50-kroneseddel i boden for min far, og så kørte de væk med alle deres loppeting. Og min stakkels bamsefar lå på traileren, som blev mindre og mindre, jo længere væk de kørte.Til sidst var han helt borte. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg kiggede mig omkring, men loppemarkedet fortsatte bare, som det plejede. Ingen havde set, at min far lige var blevet solgt for en halvtredser! Jeg anede ikke, hvor de var kørt hen, så hvordan
15
skulle jeg nu finde ham igen? Tårerne steg op i mine øjne, og jeg prøvede at tørre dem væk, men mistede balancen og faldt, så lang jeg var. Nu lå jeg på jorden som en lille, væltet, grædende vase og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg slog knytnæverne i jorden, og pludselig fik jeg fat i noget. Noget blødt og fint. Jeg kiggede ud af vasen.Totter af hår fra en brun pels! Min fars bamsepels! Jeg fik øje på flere hår, der lå som et langt spor efter traileren. Nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte følge pelssporet og befri min far. Så jeg hankede op i vasen og tog af sted. Jeg fulgte pelssporet væk fra torvet, ned ad hovedgaden, forbi parken og hele vejen til byens villakvarter. Der blev længere og længere mellem husene, og de blev større og større. Det var en lang tur for en lille vase, så jeg var godt træt i benene, da sporet pludselig stoppede foran et kæmpemæssigt hvidt hus. Det var omkranset af en høj mur og lignede næsten et helt slot. Jeg lavede et lille glædesråb nede i vasen, da jeg fik øje på traileren med loppeting henne ved porten. Jeg var kommet til det rigtige sted. Men min far var ikke længere på traileren. Han var nok allerede blevet båret ind i huset, Jeg sneg mig hen til porten og rokkede i den, men den var låst. I det samme kom en høj, fin tjener ud af huset for at hente de sidste ting på traileren. Der var kun én ting at gøre: Jeg måtte blive en af loppetingene.Traileren var høj, men jeg kunne også hoppe ret højt. Spørgsmålet var, om vaseforklædningen kunne holde til det? Tjeneren kom nærmere, så jeg tog tilløb og sprang alt, hvad jeg kunne. Der lød et højt klir fra vaseforklædningen, da jeg landede. Åh nej. Var jeg gået i stykker? Jeg lå helt stille og holdt vejret. Og så blev jeg pludselig løftet op af tjeneren, der bar mig ned fra traileren og ind gennem porten. Vasen knirkede og knagede, men den gik ikke fra hinanden. Jeg krydsede fingre for, at den ville holde hele vejen, mens jeg blev båret gennem en stor have og op til det fornemme hus. Da vi kom indenfor, satte han mig ned. Vasen knagede igen, men holdt lige akkurat sammen. ”Sikke noget gammelt lort,” mumlede tjeneren, og så gik han ud for at
17
hente flere loppeting. Jeg var inde i huset! Nu skulle jeg bare finde min far. Så snart jeg hørte hoveddøren lukke, stak jeg forsigtigt hovedet op af vasen. Jeg var i en kæmpe entré med en stor, fornem trappe, glitrende lysekroner og høje, lukkede døre. Men hvilken en af dem gemte min far sig bag? Pludselig lød der fodtrin. En stuepige kom løbende ned ad trapperne med en bakke med sushi og saftevand på. Hun så helt bange ud. ”Jeg kan ikke li’ det! Jeg vil have noget andet!” lød det oppe fra første sal. Det var Conrads stemme. Hvis han var ovenpå, så var min far det nok også, tænkte jeg. Så da stuepigen var forsvundet mod køkkenet, sneg jeg mig så forsigtigt, som en vase kan, op ad trappen. Jeg kom op til en lang gang med et rødt tæppe, gamle malerier og en lang række af døre. Jeg nåede ikke at kigge nærmere på nogen af dem, før endnu en stuepige kom ud med en vandkande i den ene hånd. Frys! tænkte jeg og stod helt stille midt i den fine gang. Hun stoppede op og kiggede på mig. ”Hvad er det dog for en vase?” sagde hun til sig selv. ”Den ser jo herrens ud. Det må vi gøre noget ved.” Hvad mon hun vil gøre? tænkte jeg. Smide mig ud? Eller endnu værre: afsløre min forklædning? Tanken om det fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Men så opdagede jeg, at der virkelig var noget, der løb mig koldt ned af ryggen, for nu fik jeg også noget koldt i hovedet. Stuepigen hældte vand i vasen! Vandet røg lige ned i hovedet på mig og gennemblødte min kjole og støvler. Og lige da jeg var ved at komme mig over mit uventede brusebad, maste hun en stor buket blomster ned over mit hoved. ”Sådan!” sagde hun. ”Det er meget bedre.” Og så gik hun videre. Jeg stod drivvåd tilbage med en hel buket blomster i håret inde i en vase, der var ved at gå i stykker. Jeg følte mig så lettet over ikke at være blevet afsløret og var lige ved at grine ad, hvor fjollet det hele var. Men nu begyndte vandet at sive ud af vasen, så det var der ikke tid til. Jeg ventede, til stuepigen var helt væk, og kiggede så rundt på de mange døre. Noget, der lød som lyden af en tegnefilm, strømmede ud under en af dørsprækkerne, så jeg listede hen og kiggede gennem nøglehullet. Det første, jeg fik øje på, var en kæmpe bunke legetøj. Og så en til! Jeg havde aldrig set så meget legetøj på ét sted. Det var som at kigge ind i en legetøjsbutik. Biler, klodser, sjippetove og rumskibe lå spredt over hele
værelset. Sengen bugnede af sovedyr og dyner, og lige midt i det hele lå Conrad og så tegnefilm med begge arme om sin nye bamse. Min far. Conrad pillede en bussemand ud af næsen, som han tørrede af i min fars pels. Nu kunne det snart være nok! Jeg måtte have min far tilbage. Men hvordan skulle jeg få ham ud af Conrads greb? Jeg måtte prøve at lokke Conrad væk. Men med hvad? Han så ikke ud, som om, at han manglede noget. Men så kom jeg i tanke om, at han var vild med is. Jeg rømmede mig nede i vasen og gjorde min stemme lige så lys som Conrads mors. ”Conrad-basse!” råbte jeg, ”der er vaniljeis med chokodrys til dig nede i stuen!” Da Conrad hørte det, sprang han op og løb ud ad døren i sådan en fart, at han var lige ved at vælte vasen med mig i. Så snart han var væk, løb jeg direkte ind til min far og gav ham et kæmpe kram. ”Rosa-skat!” jublede han og kiggede på mig, mens han grinede. ”Hvad er der sket med din forklædning?” Jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg var gennemblødt fra top til tå i en vase, der knap nok kunne holde sammen, og havde en halv blomsterforretning i håret! Vi grinede begge to. ”Jamen jeg måtte jo redde dig!” sagde jeg. ”Ja, og tak for det, lille spion. Du fandt vel mit pelsspor?” han blinkede til mig. Jeg nikkede og grinede. ”Jeg er også blevet lidt træt af at være krammebamse. Lad os komme væk!”
”Men hvad så med bamsen?” sagde jeg, for selvom Conrad var en forkælet møgunge, så virkede det faktisk, som om han var ret glad for sin nye bamse. ”Hm, du har ret,” sagde min far og kravlede ud af forklædningen. Så proppede han et par dyner ind i bamsekroppen og lagde den tilbage i sengen, hvor Conrad havde forladt den. ”HVOR ER MIN IS?” kunne vi høre Conrad råbe nede fra stuen. ”Så er vi dem, der er smuttet,” sagde min far og tog tre sjippetove, som han bandt sammen til et langt tov. Den ene ende bandt han fast til sengestolpen, og den anden kastede han ud ad vinduet. Forsigtigt firede vi os ned. Tovet var ikke helt langt nok, så vi måtte hoppe det sidste stykke. Min far hoppede først, og jeg hoppede efter. ”Krriirrshh!” sagde det, da jeg landede. Vasen gik midtover og faldt fra hinanden på jorden. Min far smilede til mig. ”Vi sætter den bare hen til storskrald, så opdager de ingenting.” Og så listede vi ud af haven og hen til skraldespandene, hvor der allerede stod mange ting. Næsten lige så mange, som de lige havde købt på loppemarkedet. Pludselig fik jeg øje på noget. Mellem en stumtjener og en grøn gyngestol stod det yndigste lille bord. Det var måske mere et sofabord end et spisebord, men med sit blanke mørke træ og de fine udskårne ben så det helt perfekt ud. Min far blinkede til mig. ”Godt spottet, lille spion.” Og så tog vi bordet med hjem i køkkenet. Det var ikke særlig højt, men vi havde jo heller ingen stole, så det passede jo meget godt. Jeg fik alle blomsterne ud af håret og ned i en rigtig vase. Og da vi satte os ved bordet med et glas juice og talte om vores loppemarkedsmission, så tænkte jeg, at vi havde fundet det helt perfekte bord til spionlejligheden.
20
I denne bog får du 10 historier fra dengang, Rosa var lille: den store spisebordsmission, heksen og slikmonsteret og alle de andre historier, der har gjort hende til Rosa, som elsker at bage overraskelseskager sammen med børn. Rosa har indlæst alle historierne på to lækre kanelsnegle-cd’er, som følger med i denne bog.
Rosa Gjerluff Nyholm og Martin Kjeldsen 10 h ist or i er o m at være lille Rosa
Du kender sikkert Rosa, der bor i kagehuset i Rouladegade. Dér har hun ikke altid boet, for da hun var lille, boede hun to steder: i spionlejligheden hos sin far og i bageriet hos sin mor.