....................................................................................................................................................................................
Tjekliste til rengøring ved fraflytning - Denne tjekliste er til brug for lejere ved fraflytning, da vi erfaringsmæssigt ved at det er en stor opgave og der tit glemmes noget, som så udløser en ekstraregning til denne post i fraflytningsregningen.
Rengøring i opholdsrum Dvs. stuer, soveværelser, og lignende rum uden installationer. Mht. lofter og vægge, dvs. de tapetserede og malede overflader, støvsuges disse for spindelvæv og støv. Hvis der skal maleristandsættes inden fraflytning, skal der vaskes ned med almindelig grundrens inden der males. Når det gælder træværk afvaskes/ aftørres disse med sæbevand således at de er klar til malerbehandling.
Stikkontakter og rosetter skal vaskes af for fingersnask og skidt. Eventuelt kan de aftørres med sprit, da elinstallationer ikke må udsættes for (for meget) vand ☺ Hvis man i boperioden er kommet til at male ud på stikkontakterne, skal malingen renses af. Udføres med et skarpt barberblad el. lign. Lakerede gulve støvsuges og vaskes med alm. sæbevand. Hvis der er områder som er meget beskidte, kan det være nødvendigt at vaske det flere gange. Undgå at ridse gulvet ved at bruge fx skuresvampe el. lign. til det fastsiddende snavs.
Ludbehandlede gulve vaskes med ludsæbe; ofte kan det være nødvendigt at fortage behandlingen flere gange efter hinanden, da sæben kan trække meget skidt ud af gulvene. NB. Brun sæbe skal normalt ikke bruges til trægulve da det tørrer gulvene ud. Ubehandlede gulve vaskes grundigt og eventuelt ad flere omgange med sæbespåner i vandet. Meget beskidte trægulve kan fås pæne ved at lave en kraftig sæbeblanding og påføre gulvet denne, for derefter at aftørre sæben med rent vand, og gentage behandlingen om og om igen indtil træet er rent. Generelt med ubehandlede trægulve skal der bare en masse knofedt til, så skal det nok blive pænt. Linoleumsgulve kan rengøres med almindeligt universalrengøringsmiddel, men er det gammelt og medtaget kan man give det det noget nyt liv ved at påføre det en speciel plejende linoliesæbe, som kan købes i malerforretninger. Den skjuler også mindre ridser, hvis de ikke er for dybe. Stengulve/ klinkegulve rengøres med brun sæbe, og kan eventuelt behandles med en stenolie som hindrer snavs i at trænge ned i gulvet. Dørgreb rengøres for fingersnask og eventuelle malerpletter, og låsekassen smøres med olie. Karme og rammer på vinduer vaskes af med universalrengøringsmiddel eller grundrens. Vinduesglas pudses ude og inde umiddelbart før fraflytning.
Radiatorer rengøres ned mellem lameller og bagved med støvsugning og kost. Fronten vaskes af, sammen med de flader man kan komme til.
Køkken Generelt er køkkenet det mest beskidte rum i huset. Der er mange kringelkroge hvor det er svært at komme til at gøre rent, og madosen fedter overfladerne ind så støvet kan sætte sig godt fast. Efter en generel hovedrengøring af køkkenet, er der nogle områder som skal have ekstra opmærksomhed i rengøringen. Bordpladen skal rengøres grundigt og hvis den er af olieret massivt træ, skal den slibes let og påføres noget frisk træolie. Overgangen mellem bordplade og væg skal man være opmærksom på under rengøringen, samt på undersiden af bordpladeforkanten. Der kan sidde mange gode ting. Vask og haner skal rengøres for kalk. Rengør skuffer i køkkenskabe grundigt og søg for at rengøre under bestikskuffens plastikindsats. Ofte kan hylder og låger af melamin være ridset. Disse ridser kan som regel poleres væk med forsigtig brug af en blød svamp med skurecreme på. Underskabet under køkkenvasken er som regel meget beskidt, så det skal der sættes ekstra tid af til.
Husk at gøre rent oven på overskabene og på siden af de underskabe der står ved siden af komfuret. Særligt om hårde hvidevarer. Husk altid at trække komfuret ud og gøre rent bagved det, samt i skuffen under det.
Hvis bradepander og rist (riste) er beskidte og det sidder fast, kan man få dem rene ved at lægge pladerne i en stor plastpose sammen med en flaske salmiakspiritus hvor proppen er skruet af. Lad dem stå et døgns tid, så skulle dampene fra salmiakken gerne have løsnet det fastsiddende skidt. Kalkrester på keramiske kogeplader kan som regel fjernes med et skarpt barberblad, hvis det ikke kan skures af. Filtret fra emhætten renses nemmest ved at komme det i opvaskemaskinen. Kontakter for lys og tænd/ sluk tørres af med en spritklud, så der ikke kommer vand i elinstallationen. Køleskabet rengøres med klorin for at være sikker på at alle bakterier bliver dræbt. Fryseren afrimes. Hvis køleskabet slukkes, skal dørene stå på klem. Opvaskemaskinen skal rengøres og afkalkes efter producentens anvisninger.
Badeværelse Generelt for badeværelset er at det skal rengøres for kalk som har sat sig fast i boperioden. Fliser skal rengøres for kalk over det hele, med kalkfjerner eller fortyndet eddikesyre. Skurecreme kan også benyttes til meget fastsiddende pletter af kalk. Er der kommet lidt skimmelsvamp i hjørnefugerne, kan de vaskes af med klorin.
Toilettet skal rengøres for kalk og skidt. Fastsiddende kalk fjernes med afkalker af en art. Hvis vandlåsen ikke er til at rense kan man sætte den i blød med en rensetablet fra opvaskemaskinen. Badekar og bruseniche rengøres for kalk. Det samme gælder for håndvask og hane som ligeledes skal rengøres for kalk og snavs. Vaskemaskinen renses med afkalker ved at køre et program igennem med tom maskine, således at kalkaflejringer inde i maskinen kommer ud.