EFFEKTIVE LEDERGRUPPER – HVORFOR, HVAD OG HVORDAN? Af Rasmus Thy Grøn, Claus Elmholdt og Henning Bang I de seneste år er erkendelsen af ledergruppers afgørende betydning for organisationers succes vokset. Ny forskning viser, at ledergrupper, der formår at skabe fælles retning, koordinering og commitment på tværs af faglige og ledelsesmæssige grænser til understøttelse af højere visioner og mål, skaber de bedste resultater for organisationen. Både direkte i form af beslutningskvalitet (Bang, Midelfart, Molly-Søholm & Elmholdt, 2015) og indirekte gennem positiv energi, der forplanter sig ud i organisationen (Raes, Bruch & De Jongh, 2013). Hvor det tidligere var det individuelle ledelsesrum, der blev udråbt som den afgørende performanceplatform for udøvelse af god ledelse, hersker der i dag en erkendelse af ledergruppers afgørende betydning for organisationers samlede succes og resultatskabelse. Rationalet bag denne udvikling er, at organisationers hverdag konstant bliver mere kompleks, hvilket betyder større gensidig afhængighed og et skærpet behov for tværfaglig og tværorganisatorisk koordinering og samarbejde. Tidligere kunne ledere i udpræget grad slippe afsted med at nedprioritere ledergruppens arbejde, hvis de havde godt styr på deres egen enhed. Dette holder ikke længere. De skærpede krav til tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde betyder, at evnen til at bidrage til ledergruppens samlede resultatskabelse bliver altafgørende. Ledere, der ikke tager medansvar for ledergruppens opgaver og leverer bidrag til ledergruppens samlede resultatskabelse, udgør derfor en trussel mod den samlede ledergruppes succes og legitimitet (Elmholdt & Molly-Søholm, 2015).
Om forskningsprojektet På baggrund af de seneste 30 års forskningsbaseret viden om emnet har de to norske eksperter Henning Bang og Thomas Midelfart sammen med Thorkil Molly-Søholm og Claus Elmholdt forsket i, hvad der skaber effektive ledergrupper. De har testet og udviklet en velfunderet og anvendelsesorienteret model, effect-modellen, for udvikling af effektive ledergrupper i et forskningsprojekt med 76 danske ledergrupper fra 17 offentlige og private organisationer. Fokus har været på at udforske, hvad der skaber effektive ledergrupper både generelt og på tre organisatoriske niveauer: topledergrupper, mellemledergrupper og frontledergrupper. Resultaterne er publiceret i bogen Effektive ledergrupper, der udkom maj 2015 ved Dansk Psykologisk Forlag.