Culture eats stress for breakfast
Af Louise Dinesen, Chefpsykolog i Hartmanns Vi kan ikke altid se den, men vi kan mærke at den er der. Den er umulig at kontrollere, og nemmest at få øje på, når vi ankommer til den eller vælger at bryde den. Kulturen på arbejdspladsen! Den er så̊ implicit og selvskrevet, at vi i arbejdslivet i dag slet ikke får diskuteret, hvordan den er med til at in- og ekskludere mennesker, ord, materielle ting og det vi mennesker føler vi bør, skal og må gøre for at være en del af arbejdslivet. I øjeblikket griner og græder medarbejderen bag lukkede døre, alt imens ledere og eksperter farer forvildet rundt for at finde ret og vrang i stress-problematikken. Både debattører, eksperter, forskere og ledere jagter lige nu Holger i mængden af vigtig viden om stress. Og dette helt uden at undersøge om det overhovedet er legitimt i kulturen at tale åbent om Holger, når først han viser sig på arbejdspladsen i klædelige udgaver som søvn-app, skridttæller eller formiddagsgymnastik i kantinen. Kultur er tillært, og er alt det vi gør, når vi overholder uskrevne regler om rigtigt og forkert. Men også hvad vi føler, når vi – som Hochschild i "The Managed Heart" kalder det – overholder "følelsesregler" i kulturen, og smilende siger skål, når ledelsen giver champagne i forbindelse med endnu et økonomisk overskud på ny indtagende markeder. Kultur er så gennemtrængende for vores adfærd og følelsesliv, at den over generationer kan opretholde helt dysfunktionelle sætninger og ritualer. I øjeblikket er de mest fejlcastede og horrible ritualer i dansk erhvervsliv sætninger som "husk at passe bedre på dig selv", "du må til at sige fra" eller "lad vær at tage arbejdet med hjem". De næst værste er: "Vi har en Falck-ordning"! Der er tale om sætninger som reproduceres i et væk, og som fuldstændig underkender det forhold, at vi mennesker først og fremmest er forbundet og handler, føler og bliver til i en social sammenhæng. Vores kontrolog handlemuligheder er ikke vores alene og ikke alene styret af fri vilje. De er indlejret i implicitte aftaler for rigtigt og forkert. Så der er kun en ting at sige til den slags vås af en gang rituelle sætningskonstruktioner, og det er at holde op med at sige dem. Skab i stedet så meget tryghed på tværs af hierarkier, at vi kan tale om, hvorfor vi gør, som vi gør, herunder undersøge det i kulturen, som (med)regulerer, om vi overhovedet kan passe på os selv, sige det højt eller lade arbejdet ligge. Et sted at starte var at tale med de ansatte om, hvordan de reelt har det med daglig målstyring, registreringer og opgørelser ned på stadig mindre enheder. Om de evige konkurrencer hvor vi skal "win new" eller "win back", hvor hurtig tilbagekomst efter barsel er forventet, og hvor præstationer på og også uden for jobbet med eksotisk madlavning, øko-tøj og glutenallergi er hverdag. Vi bør – uden at være i fare for at tabe ansigt – kunne sige det højt, når vi møder muren. Det helt store problem er her, at vi som samfund – og det gælder også arbejdspladserne – har produceret noget belastende inde i kulturen, som vi kun kan tale legitimt om i en off-site ordning uden for kulturen hos Falck. Et off-site arrangement hvor de psykologer, vi møder, (også) arbejder på accord. Men hvad sker der, hvis man taler om kultur på arbejdspladsen.