MAJ 2021 APRIL 2024
FRITIDS- OG UNGDOMSKLUBBENS
LAVUK-NEWS Lavet af medlemmer til medlemmer
MÅNEDENS TEMA: KLUBRÅDSVALG I LAVUK FUK Så er det igen blevet tid til klubrådsvalg! Fredag den 3. maj (om eftermiddagen) er det tid til fest, fejring og godt humør, når der er valg til klubrådet i Fritids- og Ungdomsklubben! I denne måneds nyhedsbrev kan du læse om, hvad dagen kommer til at gå ud på, og hvad det egentlig betyder at gå til valg. Du kan også læse om, hvem der stiller op til valget fra klubben, så du kan blive klogere på, hvor dit kryds skal sættes på valgdagen. Rigtig god læselyst.
HVAD GÅR KLUBRÅDET UD PÅ? I Lavuk FUKs klubråd er der 7 klubrådsmedlemmer og 2 pædagoger (Cecilie og Lina). En af klubrådsmedlemmerne er formand. Alle klubrådsmedlemmer bliver valgt ind i klubrådet ved, at vi har et demokratisk valg - som er den 3. maj. I klubrådet snakker vi om emner, der betyder noget for alles hverdag i Lavuk. Og så er det klubrådsmedlemmernes opgave at finde ud af, hvad disse emner kan være, og det finder de ud af ved at spørge vennerne i klubben. Det kan fx være emner som: venskab, sociale medier, nye temaer til fredagsfester, at flytte hjemmefra, mulighed for at besøge bosteder og meget mere.
Klubrådet kommer på den måde med nye forslag, ideer og ønsker til, hvad der kan ændres og gøres anderledes i klubben. I klubrådet har vi møde en gang om måneden, som enten afholdes på Lavuk FUK eller på en café, hvor vi både kan hygge os med en sodavand og snakke om de emner, der er aktuelle.
HVAD SKER DER PÅ VALGDAGEN? På valgdagen vil du blive mødt med en velkomstdrink i salen kl. 14.30, og der vil være sliksalg som der plejer. Der vil også være musik og valgtaler fra dem, der stiller op til valget. Du får en stemmeseddel med navne og billeder af alle dem, der stiller op til valget. Inde i en stemmeboks skal du så sætte to krydser på stemmesedlen ud fra de to, du mener, skal være en del af klubrådet. Det er vigtigt, at du sætter to krydser på to forskellige medlemmer, og ikke to krydser på ét medlem. Hvis du selv stiller op til valget, kan du ikke stemme på dig selv. Når alle har stemt, bliver stemmerne talt op, og vinderne bliver udnævnt inde i salen. Hvis du er i tvivl om, hvem du skal stemme på, kan du stemme på de to medlemmer, som du tror, vil kæmpe dig og dine venners sag i klubrådet. Klubrådsmedlemmerne skal nemlig ikke kun tale sin egen sag, men skal også være opmærksomme på at tale vennernes sag og tage de emner, der er vigtige for dem med i klubrådet.
side 1