Issuu

Seniorliv TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 12. SEPTEMBER 2026

Karen er 92 år. Først nu fortæller hun om sin angst Side 14

Opgør med usynlighed. 68’erne ændrer synet på alderdom Side 5

Ole Hartling er blot en af flere seniorer, der flytter i bofællesskab Side 8

På demenshøjskolen er ingen demente. Det handler om livet Side 20 FOTO: ASTRID DALUM

Oplev blomsterøen Madeira. Sammen Madeira er ﬂere gange blevet kåret som verdens bedste ø-rejsemål. Og når først du besøger den farvestrålende ø, der hører til Portugal og ligger og funkler omkring 500 kilometer ude i Atlanterhavet, så forstår du hurtigt hvorfor. For Madeira er forførende smuk, afsindigt charmerende og rig på spændende fortællinger om ø-livet langt fra alting, og sammen med vores dansktalende rejseleder kan du glæde dig til at opleve det bedste.

4,8 - Fremragende

Oplevelsesrige grupperejser baseret på over 35 års erfaring

Næste rejse begynder på smilrejser.dk Ring på 8833 6246 · info@smilrejser.dk

Fremragende 4,7 ud af 5

Mageløse Madeira med blomsterfestivalen

Gæsterne giver

Portugals grønne ørige Med 5 nætter på Azorerne og 6 på Madeira får du et fantastisk miks af rå, vulkanske landskaber, frodige dale og blomster i alle regnbuens farver i begge de portugisiske ø-paradiser. En rejse fyldt med store naturoplevelser og interessante indblik i kulturen langt ude i Atlanten.

Tag på et farveeventyr af de helt særlige, når vi i slutningen af april oplever Madeiras store, årlige blomsterfestival. Vi kombinerer de klassiske udflugter rundt på øen med festlighederne i Funchal, der er pyntet overdådigt op til blomsterfest.

8 dage fra 13.495 kr.

11 dage fra 14.995 kr.

Afgang 1. maj 2027

Afgange i september & oktober

5 rejser til dig, der elsker Madeira Gæsterne giver

Gæsterne giver

Vandreferie Madeira

Mageløse Madeira

Oplev blomsterøens fantastiske natur på vandreture langs levadaer, gennem urskove og bananplantager, op til smukke udsigtspunkter og meget mere med base på et dejligt hotel med All Inclusive tæt på havet.

Glæd dig til at opleve det bedste af den portugisiske blomsterø Madeira med ophold under hele rejsen på det samme dejlige hotel med pool og havudsigt udenfor hovedbyen Funchal.

8 dage fra 12.995 kr. Afgange i oktober 2026 & marts til maj 2027

Vi bor på værelser med balkon eller terrasse, og her bliver der god tid til at slappe af i hotellets indbydende poolområde og nyde vores All Inclusive, når vi ikke udforsker Madeira på udflugter i øens enestående natursceneri. Vi skal bl.a. opleve vandfald og fantastiske havudsigter, besøge øens hyggeligste småbyer, se de berømte lavadaer og naturskabte lavapools, vandre i en bananplantage samt smage Madeira-vin og den lokale poncha-drik. Alt sammen mens vi nyder synet af de eksotiske blomster, der titter frem overalt i øens bjergrige landskaber.

8 dage fra 10.995 kr. Afgange fra oktober til december 2026 & januar til juli 2027

Gæsterne giver

Nytårsrejse til Madeira Skyd det nye år ind på Madeira med bobler, bjerglandskaber og Funchals berømte fyrværkeri over bugten. Bo med All Inclusive på 4-stjernet hotel og oplev bl.a. Cabo Girão, Brudesløret, bananplantager, småbyer, vandfald og øens naturlige lavapools med skøn udsigt til havet.

8 dage fra 17.495 kr.

Med en dansktalende rejseleder og Madeira-ekspert

Afgang 26. december

Næste rejse begynder på smilrejser.dk Ring på 8833 6246 · info@smilrejser.dk

Fremragende 4,8 ud af 5

4 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

Doris, 77 år, vil blive boende i sit parcelhus, selvom vennerne spørger, hvornår hun flytter i noget mindre. Per, 80 år, arbejder stadig som murer, for hans ”viden og erfaring er ikke gået på pension endnu”. Og Karen, 92 år, fortæller først nu åbent om den angst, hun har levet med hele sit liv. I dette tillæg har redaktionen samlet en række af de bedste tidligere bragte artikler om seniorlivet anno 2026. Tak, fordi du læser med. Ida Kragh Pedersen, tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

ØR

indhold 5 Baggrund Her kommer 68’erne! 8 Reportage Ole Hartling er blevet en del af en stille revolution 12 Klumme Børnebørnene er en livseliksir for Bente Johannessen 12 Nyhed Flere og flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet. Men de er mindre tilfredse 14 Interview 92-årige Karen har levet et liv med angst. Først nu tør hun fortælle om det 18 Baggrund Seniorer føler sig ildesete, hvis de bliver boende i parcelhuset

FOTO: LEIF TUXEN

22 Klumme Ivar Brændgaard skriver om sit alderschok efter skolejubilæet 22 Nyhed Kulturelle oplevelser kan holde dig ung AFFOTOGRAFERING: JENS BACH

24 Husker du? Skærsliberen og telefonistinden

26 Nyhed Ældre bevæger sig ... trods smerter 26 Guide Min strategi for alderdommen

28 Interview I 1996 satte enkemanden Kjeld en kontaktannonce i Kristeligt Dagblad. Og Grethe besvarede den

20 Baggrund På demenshøjskolen er der ingen, der er demente. Her mødes mennesker om livet

26 Udgivet af Kristeligt Dagblad

ARKIVFOTO:ELLIOT ELLIOT/JOHNER/RITZAU SCANPIX

Seniorliv | 5

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

Her kommer 68’erne! De 70-85-årige bærer oprøret i deres dna. Nu er de i gang med at ændre billedet af ældre mennesker

baggrund Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

En morgen i begyndelsen af 1980’erne samles beboerne i et fritidskollektiv på Langeland for at spise morgenmad. Efter endnu en våd aften. Ved morgenbordet sidder pædagogen Lis og harcelerer over patriarkatet, da hendes teenagedatter, Gry, og hendes veninde kommer ned og sætter sig – i fuld krigsmaling. Lis bliver fortørnet: Sikke noget pjat at ”maje sig ud” for mændenes skyld! Scenen er fra den anmelderroste roman ”Røde Port”, skrevet af debutanten Nanna Holm, hvor man følger en gruppe 68’ere og deres børn i to forskellige aldre: dengang og nu. Fremme i nutiden hører Gry ikke meget fra Lis, der stadig holder til på Langeland. Og hun er bekymret for moderen. Er Lis ensom? Hvad Gry ikke ved, er, at Lis i årevis har haft et forhold med ét af kollektivets andre medlemmer. Engang ”bollede de bare”, men nu har de det, man kunne kalde ”en on-off-relation”, som Lis forklarer sin voksne datter. De ældre på omtrent 70-85 år kaldes som generation for 68’erne, fordi de var unge under ungdomsoprøret i 1968. Og lige nu er de, hvis man går efter gennemsnitslevealderen, vores samfunds ældste. Det er en generation med lidt af hvert i bagagen. Det er ikke sikkert, de har taget euforiserende stoffer – men heller ikke så usandsynligt, at de har. De har kæmpet for ligestilling og gjort op med traditionelle kønsroller og familiemønstre. Ikke alle, men mange, har badet topløse, boykottet, marcheret og demonstreret for fulde gardiner. Men man bliver vel klogere med alderen. Eller hvad? For 49-årige Nanna Holm, der selv er vokset

op i et kollektivistisk miljø som det, der beskrives i romanen, er det vigtigt at understrege, at det selvfølgelig er en generalisering at skære en hel generation over én kam. Det har hun faktisk netop ikke ønsket at gøre i sin roman, hvor hun har haft lyst til at give plads til flere nuancer i beskrivelsen af generationerne. Når det er sagt, vil hun gerne sige lidt om, hvad hun forbinder med ”de gamle 68’ere”. ”Jeg tænker, at det, de har taget med sig fra det opgør, de stod for, er, at det at være en del af mange fællesskaber og organisere sig omkring noget har stor værdi. Også i alderdommen. De dyrker stadig de gode venskaber, de har fra ungdommen, og det binder dem sammen i et stærkt netværk.” Nanna Holm oplever en stærk vilje til at gøre en forskel i samfundet. Stadigvæk. Hun tror faktisk ikke, at 68’erne som ældregeneration ser det som en mulighed at læne sig tilbage og vente på, at tingene sker. Og den betragtning deler Aske Juul Lassen, etnolog og aldringsforsker ved Københavns Universitet. Han siger: ”68’erne har fyldt meget i samfundsdebatten – og det bliver de ved med at gøre langt ind i alderdommen.”

Alderdomsoprøret

Aske Juul Lassen taler om et ”alderdomsoprør”, ført an af den samme generation, som stod for ungdomsoprøret i 1960’erne og 1970’erne. ”Det handler også om at bryde ud af rammer, normer og forventninger til, hvad man skal som ældre. Den passive pensionisttilværelse, hvor man bliver parkeret på sidelinjen, er de færdige med.” Man ser oprøret i bedste sendetid, når ”Hotel Romantik” ruller over skærmen. Og ude i foreningerne, hvor 68’erne er dem, der holder fællesskabsfanen højest. Og i det, at langt flere ældre bliver hængende på arbejdsmarkedet. Den medicinske udvikling og den forbedrede levestandard er helt sikkert en medvirkende faktor. Men der er altså også noget med mentaliteten, siger Aske Juul Lassen: ”Bare fordi jeg er 80, betyder det ikke, jeg

skal stoppe med at arbejde, lege, flytte, cykle eller have sex.” Men ... hvad med forestillingen om ”den vise ældre”? Findes de slet ikke? ”Der har længe ikke været nogen klar rolle, de ældre skulle udfylde. Som samfund har vi faktisk været ret dårlige til at værdsætte de kvaliteter, alderdommen naturligt kommer med: visdom, ro, erfaring. I stedet er de ældre blevet udskilt af samfundet. Så ligesom det var med ungdomsoprøret, er det her et oprør mod ikke at blive set og hørt. Og måske kan 68’erne faktisk være med til at bringe de ældre tilbage i en rolle, hvor de har betydning for samfundet.”

Ung af sind

Og nu er det vist på høje tid at høre fra én af 68’erne! 79-årige Elisabeth Møller Jensen bærer mærkatet med stolthed. Hun blev student fra Struer Gymnasium i sommeren 1967 og begyndte på universitetet i København i efteråret. ”Så ja, jeg fik det hele med,” siger hun. Der, hvor Elisabeth Møller Jensen er i livet nu, har hun absolut ikke noget behov for at agere vis gammel kone og sidde i en lænestol og give gode råd til nogen. Til gengæld vil hun gerne fortælle en god historie. Lige om lidt er hun aktuel med bogen ”Feminist. Fortællinger om frihed fra Den Franske Revolution til MeToo”. I den opruller hun feminismens historie, som hun selv har deltaget aktivt i at skrive, blandt andet som rødstrømpe, kønsforsker og direktør for KVINFO i en længere årrække. Da hun blev rødstrømpe i 1970, havde hun ”en naiv” forestilling om, at hun og hendes kvindelige medstuderende var de første kvinder i historien til at gøre oprør. Men så læste hun i danskfaget på Københavns Universitet

”

68’erne har fyldt meget i samfundsdebatten – og det bliver de ved med at gøre langt ind i alderdommen.

ASKE JUUL LASSEN, ETNOLOG OG ALDRINGSFORSKER VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

ILLUSTRATION RASMUS JUUL

om kvindeoprøret i feminismens første bølge, der kulminerede 1885-1915. Og måske, siger hun, vil nogle unge få den samme oplevelse ved at læse hendes nye bog: at de ikke er de første til at ændre på tingene. ”Jeg tror, det er ret vigtigt, at vi kvinder fortæller den historie videre fra generation til generation,” siger hun. Selv føler hun sig meget heldig at være født på lige præcis det tidspunkt i historien, hun er født. At have set både rødstrømpebevægelse og nu MeToo. Og på vej mod de 80 føler hun bestemt også, at hun stadig har en rolle at spille. ”Jeg har det sådan: I mit hoved er jeg lige så nysgerrig og har lyst til lige så mange ting som tidligere. Jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med at skrive, men jeg ville gerne!”

Poesien! Drømmene!

Men der er også punkter, hvor 68’erne med årene har lidt tilbageslag. For ikke alt, hvad de ændrede, blev ved med at være sådan. Og når der, som det er sket for nylig, bliver indført regler om, at man i visse tidsrum ikke må bade nøgen i et friluftsbad i Dragør for at tage hensyn til religiøse minoriteter, er det de ældre badegæster, der er gået forrest i kampen for frisindet. I ”Røde Port” trykker Nanna Holm også på nogle af 68’ernes virkelig ømme punkter. Det handler blandt andet om opløsningen af familier. Om grænseløshed og om misbrug. ”Det er nogle vilde ting, de har udrettet. Men der er også nogle ting, der ikke er plads til i den selvfortælling. Nogle af børnene for jo vild i det mørke, der også fulgte med deres måde at leve på. Misbruget, fraværende voksne og brudte familier. Og en del famler stadig for at finde rundt i det. Og det kan selvfølgelig opleves som en stor kritik. Men begge fortællinger kan jo godt være der på samme tid: Der var både lys og mørke.” I dag, hvor techgiganterne har adgang til de flestes hjerner og pengepunge, og hvor den globale opvarmning sætter Europas skove i brand, kan det virke, som om løbet er kørt. Men 68’erne turde tro på, at det umulige kunne ske. Og der skete en masse. Og den håbefuldhed er der også brug for i dag, siger Nanna Holm. ”Poesien! Drømmene! Det er jo dér, det begynder.” J

N væ

M ko m – ba

MAGNOCARE

SOV DIG TIL MERE VELVÆRE MAGNOCARE magnet-topmadras – magnetterapi, mens du sover.

eller ring og bestil NU på

Leveres direkte til din dør

® EKO-TEX og Patentregistreret, O medicinsk udstyr* CE-certificeret som

Sådan virker det! Magnetterapi virker først og fremmest ved at forbedre blodcirkulationen og blodets evne til at transportere ilt. Blodgennemstrømningshastigheden bliver forøget, og alle celler får øget ilttilførsel, næring, og affaldsstoffer effekt mod de fleste former for smerter og betændelsestilstande. De forudsætninger som magnetfelterne skaber bedrer kroppens evne til at vedligeholde og helbrede sig selv. Jo bedre dit blodomløb er – jo bedre fungerer din krop. En magnetmadras giver dig mulighed for på en enkel og behagelig måde at understøtte kroppens naturlige velbefindende, mens du sover. Mange oplever at mindre gener kan lindres efter relativt kort tids brug af magnetmadrassen. Læs mere om magnetterapi på www. magnocare.dk

BEDRE KREDSLØB MED MAGNETTOPMADRAS

Køb dine varer direkte på www.magnocare.dk

Ring og bestil 2924 5099

MAGNOCARE topmadrassen er den eneste ægte originale patenteret type Magnet topmadras med bipolareveksel-magneter, med sølvunderside som dræber husstøvmider og sengelus 100%.

Personer med pacemaker bør søge godkendelse fra lægen før brug af madrasser.

2924 5099

Hverdage kl. 9-18 Weekend kl. 10-16

*OEKO-TEX® mærket er din garanti for produkter uden skadelig kemi. CE-mærkningen beviser, at et produkt er blevet vurderet af producenten til at opfylde EU's krav om sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse.

Alt kan maskinvaskes på uldprogram ved 30o

1. klasses kvalitet – håndsyet

Hvad kan magnetterapi hjælpe mod • Smerter, kramper, uro og hævelser i benene • Tunge og trætte ben • Dårlig nattesøvn • Kolde hænder og fødder

• Sår på ben/fødder • Muskel- og ledsmerter • Rygproblemer • Kramper om natten • Spændingshovedpine

• Smerter fra åreknuder • Forhøjet blodtryk • Uro i benene • Følger af diabetes • Ubehag efter en aktiv eller • Arbejds- og fysisk krævende dag nedslidningsskader • Tendens til blå mærker

Køb din Magnet topmadras på tlf. 2924 5099

M M so

M m it na

D In be du

U's

MAGNET-TOPMADRAS TIL DIG, DER VIL GØRE NOGET EKSTRA FOR DIN SØVN

SOV BEDRE – VÅGN MERE UDHVILET Når kroppen føles spændt, øm eller urolig, kan det være svært at få den gode søvn, du har brug for. MAGNOCARE magnet-topmadrassen kombinerer komfort og magnetterapi i én løsning, der arbejder med dig, mens du sover. Du lægger dig til rette – og resten sker uden ledninger, strøm eller batterier. MAGNETTERAPI – DIREKTE I DIN SENG Magnetterapi har gennem mange år været anvendt som en alternativ tilgang til kropsligt velvære. MAGNOCARE gør det enkelt at integrere magnetterapi i hverdagen. Magneterne er indbygget i topmadrassen, så du kan anvende den nat efter nat uden at ændre din normale søvnrutine. DU SKAL BARE SOVE Ingen apparater. Ingen kabler. Ingen kompliceret betjening. Behagelig topmadras, som er klar, når du går i seng.

MAGNOCARE er udviklet med fokus på en kombination af komfort, magnetterapi og gennemtænkt konstruktion. Topmadrassen indeholder MAGNOCAREs særlige magnetløsning med bipolære vekselmagneter, integreret direkte i madrassen. Den arbejder uden strøm fra elnettet og uden batterier. MAGNOCARE-topmadrassen har en underside med sølvpartikler og olieessenser. Denne kombination er udviklet med fokus på et friskere og mere hygiejnisk sovemiljø. En gennemtænkt løsning fra top til bund. GØR DIN SENG TIL DIT BEDSTE FRISTED Efter en lang dag har kroppen brug for ro. Forestil dig at lægge dig i sengen og mærke den behagelige komfort – uden at skulle gøre andet end at slappe af. MAGNOCARE er magnetterapi, der passer ind i dit liv. Nat efter nat.

SPAR

40%

UDSALG

kæmpe rabatter!

MAGNOCARE MAGNET-HOVEDPUDE Vil du give nakke, skuldre og hoved ekstra opmærksomhed, kan MAGNOCARE magnethovedpuden kombineres med topmadrassen. Puden er udviklet til at give en behagelig og afslappende støtte som en del af din natlige velværerutine. Magnetterapi er en alternativ behandlingsform, og effekten kan variere fra person til person. Produktet bør ikke anvendes som erstatning for lægelig undersøgelse eller behandling. Personer med pacemaker eller andet implanteret elektronisk medicinsk udstyr bør rådføre sig med læge eller producenten af det medicinske udstyr før brug.

Læs mere om magnetterapi på www. magnocare.dk

TOPMADRASSER: Mål: 90 x 200 cm Før kr. 5.825,Mål: 120 x 200 cm Før kr. 6.658,Mål: 140 x 200 cm Før kr. 7.325,Mål: 160 x 200 cm Før kr. 7.992,Mål: 180 x 200 cm Før kr. 8.325,-

ÅBENT

OGSÅ LØRD SØNDA AG/ G

KL. 1016

NU 3.495,NU 3.995,-

NU 4.395,NU 4.795,NU 4.995,-

Madrasserne kan også syes efter ønsket mål!

PUDE: Mål: 60 x 63 cm

Før kr. 1.658,-

995,-

Magnetpude Puden med magneter er til dig der ønsker afspændning i skuldre, nakke og hoved. Puden indeholder magnetterapi, der påvirker dit blodomløb mest muligt og derved giver et bedre velbefindende.

Mennesker over hele verden benytter sig af magneternes kraft og oplever især god virkning ved f.eks: • Gigt, fibromyalgi og andre ledsmerter • Migræne og spændingshovepine • Muskelspændinger og over anstrengte muskler • Infiltrationer • Forhøjet blodtryk

• Uro i kroppen • Kolde fingre og tæer • Sovende fornemmelser og følelsesløshed • Betændelse i sener og væv • Seneskedehindebetændelse, tennisalbue

Køb dine varer direkte på www.magnocare .d Nemt og sikkert k

eller online på www.magnocare.dk

8 | Seniorliv

0 I Stavnsholthave har beboerne mulighed for at spise sammen op mod tre gange om ugen. FOTOS: LEIF TUXEN

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

Ole Hartling er blevet en del af en stille revolution Ole Hartling er flyttet i bofællesskab. Her deler man et fællesskab, der særligt viser sig, når livet trænger sig på, fortæller den forhenværende læge og formand for Det Etiske Råd

reportage Tobias Bundolo bundolo@k.dk

I et bofællesskab i udkanten af Farum lyder pludselig et brøl, der får Ole Hartling til at se forbavset op. To grønne væsener styrter ind i spisesalen, hvor Ole Hartling er ved at hilse på dagens køkkenhold, der arbejder på aftenens menu. Klokken er 17.11. Dyrene har hvide takker langs rygraden, spidse tænder til at flå deres bytte, og de hvæser. De voksne, i chok, med frygtfulde stemmer, udbryder: ”Der er drager!” Inde under en af stofdragterne lyder svaret hurtigt, let skuffet over misforståelsen: ”Nej, vi er krokodiller.” Ole Hartling ler. Han kilder den ene krokodille på maven, inden de to små drenge spæner vide-

re mod deres næste offer. Formentlig den næste nabo i det mikrosamfund, som er rammen for deres og flere andre børns barndom her i bofællesskabet Stavnsholthave. På samme måde er dette sted rammen for 79-årige Ole Hartling og de øvrige seniorers alderdom. Det er en måde at bo på, der er social, men hvor man også har gardiner ud mod fællesarealerne. Det er frit, men også forpligtende. Krævende, men også givende. ”Lidt som en landsby i gamle dage,” siger Ole Hartling, der er forhenværende overlæge ved Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd. Han har inviteret Kristeligt Dagblad med til fællesspisning i det bofællesskab, som han de seneste fire år har boet i. ”Engang vidste man, hvem der var købmanden, smeden og bageren. Bofællesskaberne er nærmest en genopståen af landsbyen på en ny måde. Hvor vi sørger i fællesskab, når en dør, og glædes, når et barn bliver født. Det er et sted, hvor man ikke dyrker individualismen så stærkt, men forsøger at give fællesskabet de bedste vilkår,” siger han lidt senere på aftenen. Sådan forsøger Ole Hartling at besvare et spørgsmål, som en ny udvikling har bragt med sig: Hvorfor søger stadig flere danskere mod et liv, hvor man – med en fast vending i bofællesskabet – ”kommer hinanden ved”? Siden 2020 er 8200 nye boliger i bofællesskaber kommet til, viser en rapport fra institut for byggeri, by og miljø på Aalborg

0 I det blandede bofællesskab bor forhenværende formand for Det Etiske Råd, Ole Hartling, med sin hustru.

”

Vi er glade for, at vi har vores egen bolig, at mine møbler ikke er andres, og at vi kan trække for.

OLE HARTLING

Universitet, der udkom tidligere i år. I alt er der i dag mere end 600 bofællesskaber med 18.000 boliger, hvor to ud af tre er i seniorbofællesskaber. I takt med at populariteten er taget til, har danskernes forestillinger om boformen ændret sig, fortæller Jesper Ole Jensen, seniorforsker ved Aalborg Universitet og medforfatter til rapporten. ”Bofællesskaberne er blevet mere for hr. og fru Danmark og mindre som i gamle dage, hvor man virkelig skulle kigge hinanden i øjnene og blive enige om, at man havde et meget stærkt værdigrundlag, der var i opposition til dem i parcelhusene,” siger seniorforskeren og tilføjer: ”Man kan kalde det for en stille revolution, hvor almindelige danskere tager bofællesskabet til sig og gør det til en mindre ideologisk affære. Nogle gange kan man endda næsten blive i tvivl: Er der tale om et bofællesskab, eller er det bare et godt naboskab i en bebyggelse?” For Ole Hartling opstod tanken om bofællesskabet, da hans hustru, Marianne Hartling Axelsen, for nogle år siden foreslog det. De var blevet gift i 2020, men boede hver for sig, og nu ville de flytte sammen. Han fra sin lejlighed på Christianshavn, hun fra sit hjem på Vesterbro, og når man skal leve med et nyt menneske, giver det mening at prøve at leve på en ny måde, mener han.

fortsætter side 10

DET RELIGIØSE LANDSKAB I DANMARK - trossamfund, folkekirke og spirituelle fællesskaber

21. okt - 27. okt 5.950 kr/db.vær Kom med til en uge med fuld fokus på den religion, der er lige om hjørnet. For hvordan ser det religiøse landskab ud i Danmark i 2026? I 2020 var der over 185 anerkendte trossamfund i Danmark. Herunder 121 kristne, 28 muslimske og 16 buddhistiske. I januar 2024 var 71,4 % af befolkningen medlemmer af folkekirken, og næsten en fjerdedel af alle danskere tror på reinkarnation. Det religiøse landskab er mangfoldigt, og i denne uge bliver vi klogere på, hvad danskerne egentlig tror på, og hvordan de praktiserer det! Vi tager ud i det midt- og vestjyske og besøger forskellige trossamfund, hvor vi skal undersøge, hvordan man bliver anerkendt som trossamfund. Hvad det vil sige at være en del af en minoritetsreligion, og hvordan religionerne ser ud i praksis. Vi skal diskutere, hvad religion egentlig er for noget og overveje, hvorfor mennesker blive religiøse. Vi skal tale om engle, fjernhealing og afdødekontakt - og blive klogere på det spirituelle Danmark. Velkommen til en uge, hvor vi tager på tur i det religiøse supermarked og får indblik i danskernes tro og praksis. EKSKURSIONER Trossamfund i Midt- og Vestjylland Kirker på Vestkysten

Onsdag 21. oktober

Kl. 13-14 Indkvartering Kl. 14.00 Kursusstart med velkomst, personaleintroduktion og kaffe Kl. 15.00 Kursusintroduktion, introduktion til Højskolen og omgivelserne samt en lille byvandring v/Janni Kjeldager Østergaard

Torsdag d. 22. oktober

Kl. 09.30 ”Ønskesang fra højskolesangbogen” Højskolesangbogen og den danske sangskat. Denne eftermiddag bliver der mulighed for at synge netop din yndlingssang, når skolens forstander er den musiske vært. v/Jesper Vinther Kl. 14.00 Det religiøse landskab i Danmark Vi danner os et overblik over det religiøse landskab og bliver klogere på, hvordan man kan blive anerkendt som trossamfund i Danmark og hvad dette medfører. v/Janni Kjeldager Østergaard

Fredag d. 23. oktober

Kl. 09.30 Heldagsekskursion - trossamfund Vi besøger trossamfund i det midt- og vestjyske og stiller skarpt på, hvordan det er at være en minoritetsreligion i Danmark. v/Janni Kjeldager Østergaard

Lørdag d. 24. oktober

Kl. 09.30 ”Clairvoyance, healing og sorte katte - spiritualitet og nutidig folketro” Vi dykker ned i begreberne spiritualitet og folketro og undersøger, hvordan disse kan forstås på et utal af måder. Vi sætter derudover fokus på et af Danmarks største holistiske og spirituelle fællesskaber: Krop-sind-ånd Messerne. v/Janni Kjeldager Østergaard Kl. 14.00 Samtalecafe: Hvad er religion og hvorfor bliver man religiøs? I skal på banen og i grupper diskutere og overveje, hvad religion egentlig er for noget. Er det tro? Er det praksis? - eller måske begge dele? v/Janni Kjeldager Østergaard

Søndag d. 25. oktober

Kl. 09.30 ”Den mangfoldige kristendom - folkekirker, frikirker og valgmenigheder” Vi bliver klogere på, hvordan folkekirken i 2026 ser ud. Hvad er babysalmesang og hvorfor er det en af folkekirkens mest populære aktiviteter? Vi stiller skarpt på frikirkerne og valgmenighederne og undersøger, hvordan disse kan se ud i dag. v/Janni Kjeldager Østergaard Kl. 13.30 Ekskursion - kirker på Vestkysten Vi kører ud til Vestkysten og forholder os til, hvordan kristendommen har set ud - og ser ud - på disse kanter. v/Janni Kjeldager Østergaard

Mandag d. 26. oktober

Kl. 09.30 ”Et kig på nyere trossamfund” Vi sætter de nyeste anerkendte trossamfund under luppen og undersøger, hvordan udviklingen her ser ud. Hvem er kommet på listen, og hvorfor er de det netop nu? v/Janni Kjeldager Østergaard Kl. 14.00 ”På indkøb i det religiøse supermarked - religion i det senmoderne samfund” Hvordan har religionen ændret sig i takt med samfundets udvikling? Og er der noget, som særligt karakteriserer den måde, danskerne er religiøse på i dag? v/Janni Kjeldager Østergaard Kl. 18.00 Afslutningsmiddag

Tirsdag 27. oktober

Kl. 07.45 Morgenmad Kl. 08.45 Morgensamling & efterfølgende afslutning PRAKTISK OM KURSET Kurset finder sted onsdag 21. okt - tirsdag 27. okt Kurset koster 5.950 kr. på dobbeltværelse. - Enkeltværelsestillæg 750 kr. Alle værelser er med eget bad og toilet. Prisen inkluderer fuld pension, undervisning, ekskursioner og vandmotion. Tilmelding og program på tlf. 97 89 10 11 eller www.seniorhoejskolen.dk

www.seniorhoejskolen.dk www.seniorhoejskolen.dk | kontor@seniorhoejskolen.dk | 97 89 10 11

10 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

... Ole Hartling er blevet en del af en stille revolution fortsat fra side 8 De tog til et planlægningsmøde i Farum, og Ole Hartling blev ”simpelthen så optaget af idéen”. I 2022, da bygningerne stod færdige, flyttede de ind som medlemmer af seniorgruppen – dem over 60 år. Der er også de unge og mellemgruppen, og målet er, at der skal være nogenlunde lige mange i hver aldersgruppe.

Fælles om at miste

Ole Hartling kan huske, hvordan bofællesskaberne engang havde en anden klang end i dag. Af grænseløshed og radikale forsøg på et liv i det fælles. Men i Stavnsholthave går de ikke så meget op i ideologi, og der bor mennesker med alle slags politiske overbevisninger. Faktisk har de kun to regler: Man skal komme til arbejdsdag fire gange om året, og så må man ikke ryge på matriklen. Folk gider ikke leve med restriktioner, men vil hellere tage naturlige hensyn til hinanden, mener Ole Hartling. ”Idéen om, at alle skal beslutte alt om alt og til dels dele koner og børn, appellerer ikke til de fleste. Vi er glade for, at vi har vores egen bolig, at mine møbler ikke er andres, og at vi kan trække for,” siger han fra en lænestol i parrets bolig og nikker mod gardinerne ud mod fællesområdet. De bor hver for sig i 25 boliger med køkkener, vaskemaskiner og bad, som var det normale hjem. Det er fællesarealerne – græsplænen mellem boligerne og det store fælleshus – der binder dem sammen. Det gør driften mod hinanden også: De spiser sammen op mod tre gange om ugen med skiftende vagter på madholdet. De har hyppige aktiviteter i en hel stribe af laug – øllaug, bilaug, bordtennislaug, brætspilslaug – og vigtigst af alt er de der for hinanden, når behovet måtte opstå: Lavpraktisk kan det være, at en børnefamilie i bofællesskabets fælleschat spørger, om en af de ældre har lyst til at passe et barn i et par timer. Eller Ole Hartling kan bede om hjælp til at få bygget en bænk eller montere et gammelt tobaksskab på væggen. Men mest tydeligt tonede fællesskabet frem, da det uundgåelige skete tidligere i år: Det mistede et af sine medlemmer. Dagen, hvor kvinden døde, var Ole Hartling netop kommet op i køkkenet. Flere andre var der. De gav hinanden et kram, og de delte sorgen. Bofællesskabet var med til begravelsen og havde købt en krans. ”Enkemanden flytter ikke herfra. Han er glad for, at der er folk omkring ham, som kender ham, og som kendte hende. Her kan han bare få lov at være i sorgen, og det er jo vigtigt,” siger Ole Hartling.

Hverken morfar eller pædagog

Man kan med en vis ret spørge, om bofællesskaberne er en lukket fest for dem, der i forvejen har det ret godt. Forskning i bofællesskaber har vist, at akademikere med udmærkede jobs generelt er overrepræsenterede blandt beboerne – ”den bedre danske middelklasse”, som seniorforsker Jesper Ole Jensen formulerer det. Ole Hartling pointerer, at de er en blandet skare i Stavnsholthave. Man ser ikke kun par, men også enlige, og folks baggrunde varierer. Men jo, der sker da en naturlig filtrering, i og med at det kræver et vist overskud i det hele taget at søge mod en alternativ boform, medgiver han. Klokken 18.03 lunter Ole Hartling op mod spisesalen ad en flisebelagt sti, for han er ved at komme for sent, og ”vi plejer at være ret punktlige”, som han siger. I spisesalen står 20 øvrige beboere i en ring om et stort bord, hvor maden – hotdogs med hjemmebagt brød – står klar. ”En pølse og et brød til hver,” lyder det fra aftenens madhold, da menuen præsenteres. Marianne Hartling Axelsen er en af dem, der har været i køkkenet.

Først skal de synge. De ældste stemmer lyder højest. ”Du er i sindet jo lunefuld / dog hjertet inderst er pure guld,” synger de om den danske sommer, mens himlen uden for de store ruder er grå og tung af væde. Imens drøner en af krokodilledrengene fra tidligere, nu uden sit kostume, rundt på det lyse plankegulv med en gul legetøjsbil i hånden. Det larmer, og en kvinde lægger en hånd på drengens skulder for at få ham til at dæmpe sig. Et øjeblik efter sidder Kristina Mielec med sine to små lyshårede drenge ved et bord med pølser på tallerknerne. Hun er næsten lidt overrasket over, hvor pænt børnene sidder og spiser i dag. ”Måske er det hotdogsene, der gør, at der er ro på,” siger hun. Familien er de seneste til at være flyttet ind i bofællesskabet. De ville gerne ”lidt ud” af København, ud af lejligheden på Vesterbro. I øvrigt har faderen, der ikke er kommet endnu, familie i nærheden. ”At bo med andre på den her måde fører til, at børnene får nogle andre snakke. En anden tilgang til andre mennesker, når de bliver tætte med de ældre beboere, som hverken er deres mormor og morfar eller en pædagog, men mennesker, der bare er her,” siger hun. Moderen retter blikket mod den yngste af drengene. ”Husk at synke,” minder hun drengen om. Hans mund er fyldt med hotdog, men det stopper ham ikke fra at forsøge at proppe mere mad ind. Ole Hartling sidder ved nabobordet. Egentlig kunne han også være flyttet i et seniorbofællesskab. Med mindre gråd, færre skrig og mindre skrål. Godt nok kalder han børnene for ”en inspiration”, men når man selv har både børn og børnebørn, kunne man forestille sig, at man har fået rigeligt med inspiration på vej ind i sine 80’ere? ”Ja da. Men så bor man netop ikke her. Jeg har ikke oplevet nogen her, der var gnavne over børnene. Selvfølgelig råber de og sparker ind i stauderne og tumler. Men altså, helledusseda. Børnene bliver en del af en flok på en anden måde end ellers, og jeg ville ikke undvære dem.”

Lånebørnebørn og kompromiser

Ved et tredje bord sidder tre af de modne mænd og taler om, at de har fået ”lånebørnebørn” ved at flytte ind i bofællesska-

”

Jeg har ikke oplevet nogen her, der var gnavne over børnene. Selvfølgelig råber de og sparker ind i stauderne og tumler. Men altså, helledusseda.

OLE HARTLING

6 6 Bofællesskaber I 2020’erne er der blevet etableret flere bofællesskaber end i det foregående årti. Særligt seniorbofællesskaber skyder op. De udgør to ud af tre af landets cirka 18.000 boliger i bofællesskaber.

På bofællesskabsmarkedet ses en udvikling, hvor 92 procent af de 8200 nye boliger siden 2020 er etableret af private udviklere eller almene boligorganisationer. I 1970’erne og 1980’erne blev omkring 90 procent af alle nye bofællesskaber omvendt etableret af beboerne selv.

Desuden er den gennemsnitlige størrelse på bofællesskaber vokset fra under 20 boliger til over 50 boliger på et årti. KILDE: RAPPORT OM BOFÆLLESSKABER FRA AALBORG UNIVERSITET FRA 2026 SAMT JESPER OLE JENSEN

1 I de moderne bofællesskaber fylder ideologi mindre end førhen. Til fællesspisningen er der ikke særlige krav, som maden skal leve op til. FOTOS: LEIF TUXEN

bet. Flere bliver tiltrukket af boformen, fordi den udgør et brud med resten af samfundets optagethed af jeg’et, mener Jan Hansen. De kan nærmest kun rose bofællesskabet. Men hvad er trods alt bagsiderne ved at leve lidt tættere sammen? ”Ting tager tid,” siger Daniel Willadsen, en af dem. Når der skal træffes beslutninger om alt, der er fælles, kan det hurtigt blive langstrakt. Møde efter møde, der kan munde ud i kompromiser, der er uvante, hvis man er vant til at bo i eget hus, fortæller han, der i øvrigt kalder det ”fantastisk” at bo sammen, som de gør. Fordi man får, og fordi man giver. Og i Stavnsholthave bliver det forventet, at man bidrager. Med alderen vil ens praktiske bidrag blive mindre, påpeger Ole Hartling, der er bofællesskabets næstældste beboer. ”Jeg kan godt holde til at feje, og hvis en ringer og siger, at toilettet løber, kan jeg ordne det. Hvis der skal løftes noget tungt, er det nok en anden, der skal gøre det,” siger han. I flere af landets bofællesskaber er det et krav, at man kan deltage aktivt i de praktiske gøremål. Så fællesskabet ikke dør ud. Man skal være selvhjulpen, så et bofællesskab ikke ender som et plejehjem. Den slags overvejelser fylder mindre i et blandet bofællesskab, hvor der bor mennesker i aldersspændet fra 0 til 81 år, mener Ole Hartling. Der bor masser af unge med helt små børn, så han regner med, at Stavnsholthave kan eksistere i mange år. Men hvad så, når man bliver så gammel, at det er svært at være med? ”Jeg tror, man får lov at blive boende, så længe man kan. Måske med hjemmehjælp. Folk vil gerne prøve at blive i egne hjem. Vi har en trappe op til første sal, men hvis jeg nu bliver gangbesværet, kan man få en maskine til at løfte sig op.” Efter aftensmaden tynder forsamlingen ud. En dreng er smuttet ned i fælleshusets kælder til et stort legerum. Ole Hartling går med ned. Drengen laver udspring fra et skab ned i en sofa, igen og igen, indtil Ole Hartling siger, at nu er det sidste gang. Øjeblikket får Kristeligt Dagblads fotograf til at spørge, om de to er i familie. Ole Hartling svarer: ”Nej, vi bor bare sammen.” J

God hørelse kan forebygge demens Der er gennem flere år blevet forsket i, hvordan hørelse

nedsat hørelse medfører den største risiko for demens, da det

påvirker hjernen. Det har vist sig, at personer med et ubehandlet

bidrager med en risikofaktor på 8% for at udvikle sygdommen4.

høretab har større risiko for hurtigere at miste de kognitive evner, såsom hukommelse og opmærksomhed, end personer med

Vigtigt at få behandlet et høretab

normal hørelse1.

Vi ved, at det er svært for de fleste at erkende et høretab, og der derfor er mange, som ikke har mod på at få testet hørelsen.

Din hørelse påvirker din hjerne

For at minimere risikoen for demens, er det afgørende at få

Både høretab og demens er ofte aldersrelateret. Forskning viser,

undersøgt hørelsen og få behandlet et evt. høretab hurtigst

at 65% af alle personer over 60 år er i risikogruppen for at få et

muligt ‑ også selvom der kun er tale om et mindre høretab.

høretab , og ca. 10% af alle personer over 65 år har risiko for at 2

få demens3. Ny forskning viser, at høretab, alder, genetik, for‑

Grib chancen og pas godt på dig selv

højet blodtryk og type 2 diabetes er risikofaktorer, der influerer

Du har heldigvis mulighed for at tage sagen i egen hånd.

på sandsynligheden for demens. Ud af disse viser det sig, at

Ring og bestil tid til en gratis og uforpligtende høretest i et AudioNova Hørecenter.

Få en gratis og uforpligtende høretest Bestil tid på:

70 60 60 26

eller på www.audionova.dk/book

Se alle kildehenvisniger på audionova.dk/demens

AudioNova har hørecentre i hele landet. Du kan finde dit lokale hørecenter på audionova.dk eller få besøg af vores mobile hørecenter, der kommer hjem til dig.

12 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september

Børnebørnene er en livseliksir klumme Bente Johannessen livogsjael@k.dk

Klummen Seniorliv skrives på skift af: Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født i 1949. Tidligere chefredaktør, journalist Bente Johannessen, født i 1957. Jordemoder Lillian Bondo, født i 1953.

Faste hentedage i børnehaven, pasning ved sygdom eller en uge i sommerhus. Alenetid med børnebørnene er en høj prioritet for mange i min generation, ligesom det er det for mig. Men har det altid været sådan? ”DER SKAL VI HENTE BØRNEBØRN.” Sådan lyder det jævnligt fra vennekredsen, når jeg prøver at lave en aftale med dem. Uanset om børnene er ganske små eller står på tærsklen af teenageårene, er en fast ugedag i mange tilfælde reserveret til samvær med mormor og morfar eller farmor og farfar. Et vennepar har to ugedage afsat til forskellige sæt børnebørn, mens en veninde jævnligt afleverer børnebørn, fordi forældrenes mødetider en del dage spænder ben for, at de selv kan nå det. Alenetid med børnebørnene er højt prioriteret alle steder – også når det gælder pasning af syge børn. Jeg funderer dog over, om faste hentedage er et relativt nyt fænomen. Da jeg som lokaljournalist for 20-25 år siden jævnligt interviewede mennesker på vej på pension, fortalte de om sysler, bøger og rejser, de så frem til. Jeg erindrer ikke, at nogen glædede sig til en ugentlig hentedag, snarere udsagn om, at man ikke ville stå til rådighed for at passe børnebørn. Jeg husker, at jeg tænkte, at det var synd for både de pågældende og deres børnebørn. Utvivlsomt fordi jeg selv nød et liv, der i høj grad var beriget af gode oplevelser med de børn, der er mine børnebørn. For selvom jeg ingen børn har, har min noget ældre mand og jeg fire børnebørn, der er vores. Og det havde vi allerede dengang. DA DE VAR SMÅ, boede vi i udlandet. Så jeg må straks indrømme, at jeg selv kun yderst sjældent har bragt eller hentet fra institution eller skole, så lidt som jeg har passet, når der opstod et akut behov. Min kontakt med de små børnebørn var, når de kom på besøg, vi måske passede dem nogle timer eller dage, mens forældrene tog ud på egen hånd, og så det år-

med møder og interviews med spændende mennesker og rejser til unikke steder. Glæden ved en lille pige, der krøb op i sengen om morgenen og fortalte og fortalte om sit liv og sine drømme, fremkalder stadig smil. Ligesom glæden ved at gå på opdagelse alle mulige steder med en anden lille pige og ved at have dem begge alene på en uges ferieophold i vores hjem på Cypern, da de var bare seks år. På nethinden melder sig også en lille purk, der står på en stol og vasker op flere morgener i træk, som afbetaling på en legetøjsbil, der kostede mere, end han havde penge til. Og en anden lille dreng, der lyste af stolthed over det træsværd, hans far havde skåret til ham. For ikke at nævne glæden ved at se de to fætre skiftevis lege i naturen og sidde koncentreret over et spil eller en leg med Playmobil, der kunne fortsætte i dagevis. Perlerækken af gode minder synes endeløs.

0 Bente Johannessen og de fire børnebørn fotograferet i 1999 under en sommerhustur ved Bulbjerg, Nordvestjylland. PRIVATFOTO

De halve og hele dage, vi er sammen, er stadig ubetinget nogle af de lykkeligste i mit liv.

lige, hjemlige sommerhusophold med repræsentanter for yngste generation. Samværet strakte sig altid over flere dage, en uge eller mere. Og den tid, vi havde sammen med børnebørnene, var absolutte højdepunkter i et i øvrigt rigt og alsidigt liv midt i fremmede kulturer,

I DAG ER DE ALLE FIRE VOKSNE og har travle liv med partner, nogle med egne børn og med job. De bor langt væk, men det gør mindre, når vi alle ved, at vi er der for hinanden. Faktisk minder situationen noget om dengang, de var små. Vi ses ikke så tit, og nu sjældent i dagevis, omend det sker. Men de halve og hele dage, vi er sammen, er stadig ubetinget nogle af de lykkeligste i mit liv. På gåtur med et par hunde, sammen om at løse praktiske opgaver, stunder med god mad og et medfølgende vinforedrag, og andre stunder med fuldt fokus på slægtens p.t. yngste medlem. Alt sammen mens livet og måske verdenssituationen vendes. Efter sådan en dag kan jeg gå på skyerne. Jeg tror, de fleste bedsteforældre oplever rollen på nogenlunde samme måde. Livet igennem opbygger man sammen med børnebørnene en fælles skatkiste, fyldt med gode minder, samtidig med at man udvikler den tætte relation, som gensidig kærlighed gennem mange år skaber. Faste hentedage er helt sikkert et godt fundament at bygge på. Længere perioder sammen et andet. Og i dag er jeg sikker på, at de mennesker, der for nu mange år siden fortalte mig, at de ikke ville stå til rådighed for at passe børnebørn, også har fundet deres vej. At de ikke ville stå til rådighed ved at smide alt, når en søn eller datter ringede, har næppe hindret dem i masser af andet godt samvær. J

Flere og flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet. Men de er mindre tilfredse På det danske arbejdsmarked er antallet af medarbejdere mellem 63 og 66 år tredoblet på 20 år. Ligesom flere end før fortryder, at de er gået på pension. Samtidig er trivslen dog faldet

nyhed Tine Maria Winther winther@k.dk

”Min viden og erfaring er ikke gået på pension endnu, så det er jeg heller ikke,” siger murer Per Kammer Nielsen, som er blevet på arbejdsmarkedet, selvom han fyldte 80 år i år. Han er en af de seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet i stedet for at trække sig tilbage. Tal fra Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet viser, at det især er blandt de 63 til 66-årige, der er sket en markant udvikling. Således var 19 procent i den aldersgruppe i arbejde i 2002, mens andelen i dag nærmer sig de 60 procent. Og ved folkepensionsalderen, 67 år, er 33 procent fortsat i

arbejde. Det oplyser nationaløkonom og leder af videnscentret, Mona Larsen. Ifølge hende er der flere grunde til, at så mange fortsætter deres arbejdsliv i stedet for at tage hul på deres otium. ”Siden slutningen af 90’erne har der været solid politisk fokus på området, der er indført flere ’præmier’ for at fortsætte, samtidig med at mulighederne for at gå tidligt er mere begrænsede. Der er skruet på rigtigt mange knapper, og resultatet kan ses,” siger Mona Larsen, der har lagt mærke til, at der i toget om morgenen på vej til arbejde, er mange gråhårede, ”sådan som hun efterhånden også selv er”. Også kulturen på arbejdsmarkedet har ændret sig, så man ikke i så høj grad ser en bagkant for sit arbejdsliv. Således viser en spørgeundersøgelse fra Aalborg Universitet sidste år, at 72 procent af de adspurgte svarede enten ”aldrig” eller angav en alder over 65 år på spørgsmålet, hvornår man er for gammel til at arbejde 20 timer om ugen.

Fortryder, de gik på pension

Det billede genkender Andreas Østergaard Hartington, som er underdirektør i Pensionspolitik og Analyse. Deres tal viser ligefrem, at flere af dem, der er gået på pension,

fortryder og vender tilbage til en eller anden form for arbejde. ”Man har måske prøvet at være på pension og tænker, at det er alligevel ikke lige mig, og så søger man en kortere ansættelse eller nogle timer om ugen for at få et arbejdsfællesskab og mere mening i hverdagen. Det tæller nok også, at man i dag ikke bliver skåret i folkepensionen, hvis man begynder at arbejde igen,” siger han. I 2015 var der således 7423 pensionister, der fortrød, mens tallet i 2024 var 11.579. En anden mulig forklaring på, at flere seniorer bliver i arbejde, er den positive spiral, som flere ældre kolleger på arbejdspladsen kan give, oplyser Mona Larsen. ”Når en arbejdsplads har ældre kolleger, der har en god værdi, er gode at sparre med og som bliver behandlet ordentligt, kan man selv se, at det fungerer. Det smitter på den gode måde. Men det smitter også, hvis ældre kolleger bliver fyret. For dét har man ikke lyst til at udsætte sig selv for.” Selvom de arbejdende seniorers tilfredshed stadig ligger højt, er den faldet en smule de seneste 20 år. Og det kom lidt bag på Mona Larsen. ”En af grundene kan være, at nogle arbejdende seniorer har en anden profil end for 20 år siden. For eksem-

pel er der flere, som i dag giver udtryk for, at de ikke har så godt et helbred. Det bunder blandt andet i, at når muligheden for at gå på efterløn er blevet ringere, har vi flere på arbejdsmarkedet, som i ’gamle dage’ ville have forladt det tidligere,” siger hun. Også et stigende krav om brug af ny teknologi kan bære sin del af forklaringen, eftersom dem, der er udfordret af den del, i samme periode er steget fra 24 procent til 31 procent.

6 6 Seniorer i job Cirka 787.000 personer over 55 år var i beskæftigelse i 2024. Det svarer til, at 39 procent var i arbejde.

Ved folkepensionsalderen, der er 67 år, var 33 procent af seniorerne fortsat i arbejde. KILDE: VIDENSCENTER FOR FASTHOLDELSE AF SENIORER PÅ ARBEJDSMARKEDET

Også arbejdsdagens længde kan være et problem. Og det er her, ønsket om større fleksibilitet kommer ind, mener Mona Larsen. ”Hvordan vi får den sidste del af arbejdslivet til at hænge fornuftigt sammen, ligger der stadig en udfordring i.”

Mulighed for fleksible aftaler

Men mange seniorer kender heller ikke selv til muligheden for mere fleksible forhold, siger Karin Liltorp, der er forperson i Foreningen for det Fleksible Arbejdsliv. ”Det handler om en kulturændring på arbejdspladserne, for selvfølgelig kan det lade sig gøre. Mange af de seniorer, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, har været i deres job længe, så chefen ved jo, at de er gode nok. Man kunne begynde med at spørge, om 20 timer om ugen er en mulighed, for så vil man kunne blive i årevis.” Nedsat tid er nu ikke lige noget, Per Kammer Nielsen har i kikkerten. ”For det første kan jeg godt lide mit fag, for det andet er jeg så heldig at have et godt helbred. Men fleksibilitet er godt: Nogle dage er arbejdet fysisk, andre dage er jeg ude som byggesagkyndig,” siger Per Kammer Nielsen, der lige nu også er tovholder for sit fag på et wellness- og kursuscenterbyggeri. J

BOOK STOLEBUSSEN Har du svært ved at komme til os, så kommer vi gerne hjem til dig. Vi kører i hele landet og medbringer et stort udvalg af stole, stof og læderprøver.

Få et gratis og uforpligtende besøg af vores

Vores konsulent er meget erfaren og hjælper med at tilpasse stolen til dig. Et besøg af Stolebussen er gratis og uforpligtende. Ring til os på telefon 53 85 00 30.

Small

Medium

STOLEBUS

Large

BESØG VORES SHOWROOM: Anelystparken 17 8381 Tilst

Albuen 56 6000 Kolding

Blangstedgårdsvej 3 5220 Odense SØ

Produktionsvej 12 2600 Glostrup

www.stolespecialisten.dk Telefon 53 85 00 30

14 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

92-årige Karen har levet et liv med angst. Først nu tør hun fortælle åbent om det

Karen Pedersen var engang så angst, at det var ved at ødelægge hendes liv. Men på nervesanatoriet lærte hun at overvinde sig selv. Nu vil hun overvinde den stilhed og det tabu, der har fyldt så meget

interview Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

I Struer bor en livlig 92-årig kvinde, hvis navn er Karen Pedersen. Og hun vil gerne have, at vi skriver det i avisen. Hvorfor det er så vigtigt for hende, er der en forklaring på i et Femina-blad fra 1988. Karen Pedersen bevæger sig raskt gennem sit parcelhus, der ligger i et af den vestjyske bys villakvarterer, og åbner døren ind til et værelse. ”Bare kom med,” siger hun og sætter sig ned på en sovesofa og fisker en mappe ud af en reol. ”Hér,” siger hun og kaster det opslåede dameblad fra sig. I bladet er der en artikel, hvor en læser anonymt har skrevet ind og fortalt sin historie. Overskriften lyder: ”Min vej væk fra angsten”, og på siden er et modelfoto af en kvinde, der sidder i en bil og græder. ”Tag dig nu sammen, Lise!” står der i brødteksten. ”Du kan da ikke mene, at du ikke tør gå de 200 meter hen til købmanden – og så ved højlys dag!” Og: ”Sig mig, Lise, har I slet ingen omgangskreds? Ja, jeg spørger bare. Vi kan ikke lade være med at undre os over, at vi aldrig har set nogen komme og besøge jer.” Alle de steder i artiklen, hvor der står ”Lise”, har Karen Pedersen overstreget med kuglepen og skrevet ”Karen” i stedet. For det er hende, artiklen handler om.

Lærerparret

Det her er anden gang, Karen Pedersen fortæller om sin angst, i dag gør hun det bare i eget navn. Hun kontaktede Kristeligt Dagblad, fordi hun havde læst en artikel i avisen, hvor der blev efterlyst tidligere nervepatienter og nogle, der kendte til det at have ”dårlige nerver”. Da Karen Pedersen ringede, sagde hun flere gange: ”Jeg synes jo, man skal være åben om det.” Huset her har hun boet i i mange år sammen med sin mand, Kristian, der døde for fem år siden. Karen Pedersen er født noget længere mod syd, hvor jorden er federe, og der er fuld af skov. Hendes far havde en ”ret stor gård” i Tørring ved Vejle, de var syv børn, og Karen Pedersen var efternøler. Hun uddannede sig til lærer på Silkeborg Seminarium i begyndelsen af 1950’erne, hvor hun også traf Kristian. Han fik job som lærer i Struer, hun fulgte lidt modvilligt med, for egentlig havde hun ikke lyst til at undvære bøgeskovene på sin hjemegn. Men også hun fik lærerjob i Struer. De giftede sig i juni 1956, og året efter blev hun gravid. Susanne blev født den 1. maj 1958 ved en hjemmefødsel, som det var standard dengang. Både graviditeten og fødslen forløb egentlig ukompliceret, men efter fødslen fik Karen Pedersen det, man dengang kaldte en ”blodstyrtning”. Hun nåede at miste flere liter blod, før hun kom på sygehuset. Dengang havde man seks ugers barselsorlov som kvinde, ”og det havde jeg brug for”, siger Karen Pedersen. Efter sommerferien manglede

de hende på skolen igen. Og de fik en pige i huset, som hjalp med at passe lille Susanne. ”Men jeg var så træt. Og det var dér, min angst begyndte.”

På piller

Karen Pedersen var midt i 20’erne, da hun begyndte at blive ”bange for alting”. Kort tid efter sin barsel gik hun til skoleinspektøren og blev sygemeldt. ”Jeg turde ikke være alene, og jeg turde egentlig heller ikke være sammen med en hel masse folk. Og når familien kom på besøg, ville jeg allerhelst, at de tog af sted igen.” Hun gik til sin læge, som gav hende en henvisning til en psykiater på Viborg Sindssygehospital. Hospitalet var en stor institution på det tidspunkt, og hundredvis af

patienter kom til hospitalet hver måned i de år. Men lægen sendte hende hjem. ”Han kunne ikke hjælpe mig spor, så ham holdt jeg hurtigt op med at komme hos.” Hendes praktiserende læge udskrev recept på ”nervepiller”. De dulmede hendes angst, og Karen Pedersen kom tilbage på arbejde efter nogle måneders sygemelding. Men pillerne havde også bivirkninger. Hun blev svimmel og træt. Bag facaden havde hun det ikke godt, siger hun. Og hun prøvede at skjule det. Datteren Susanne måtte helst ikke mærke noget. Kollegerne skulle slet ikke have noget at vide. De eneste, der vidste, hvordan det var fat med hende, var hendes mand og hendes læge. ”Det var flovt. Så jeg snakkede ikke med nogen om det,” siger hun.

Når man bøjer ”bange”, så kommer man til angst, siger Karen Pedersen. Det er det, hun kalder det i dag. Det er svært at beskrive et angstanfald, synes hun. ”Men ... hjertet banker. Man ryster over det hele. Man er så bange, at man næsten ikke kan være i sig selv,” siger hun. Angsten kunne fremkaldes af alt muligt, også hendes egne tanker. Det eneste tidspunkt, hun følte sig i sikkerhed for den, var, når hun arbejdede med børnene i skolen. Især når de havde formning eller lavede skuespil. I 1969, mere end 10 år efter at Karen Pedersen første gang gik til lægen med sin angst, kom hun til ham med et konkret forslag. Og et håb om at få det bedre. Hendes forældre havde en nabo, der arbejdede som vognmand og pludselig var blevet

Seniorliv | 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

2 Karen Pedersen og datteren Susanne fotograferet omkring 1960. FOTO: ASTRID DALUM

6 Karen Pedersen Født 1934 i Tørring. Folkeskolelærer gennem 35 år. Bor i Struer og har en datter. 3 Artiklen i Femina fra 1988 er skrevet af Karen Pedersen. Det står bare ingen steder, for hun ville være anonym. FOTO: ASTRID DALUM

”Når man er psykisk syg, trænger man simpelthen til ro, og at nogen prøver at forstå én. Det var det, der var så godt ved Vejlefjord for mig.” Hun græd, da Susanne og Kristian kørte hjem igen efter at have sat hende af på sanatoriet. ”Og det var synd for Susanne. Hun var ked af, at jeg græd, men jeg kunne ikke lade være.” Hun ankom på en søndag og fik besked om, at hun fik en enestue helt oppe under loftet. Mange andre patienter sov på tomandsstue, og da Karen Pedersen spurgte, om hun ikke kunne blive flyttet, fik hun at vide, at hun netop havde fået enestue for at lære at være alene. Stuen var nærmest indrettet som en munkecelle med hospitalsseng, et lille bord og en håndvask, hvorover der hang en pære uden lampeskærm. Specielt hyggeligt var der ikke. Men der var en lille kvist. Der trak hun bordet hen, så hun kunne sidde og se ud over vandet og skoven. Mandag morgen bad overlægen, der var norsk, hende om at gå en tur alene gennem skoven. Turen på omtrent en kilometer skulle gå ad skovstierne ned omkring sygeplejeboligerne og tilbage til sanatoriets hovedbygning. Den første dag måtte hun vende om. Men efter et par dage gik hun hele vejen. Hver morgen gik hun tur i skoven. Efterhånden begyndte hun at følges med andre patienter. Der blev indimellem grædt. ”Men vi måtte ikke snakke sygdom. Det var forbudt!” siger hun. Karen Pedersen tror, det var, fordi patienterne ikke skulle ”optage” hinandens sygdomme. ”Det var, for at vi ikke skulle føle, at vi fejlede det, de andre fejlede.” Havde man brug for at betro sig, måtte man gøre det til sygeplejersken på vagtstuen eller til overlægen, der kom en gang om ugen.

Kolde pakninger

2 ”Det er ikke så farligt”. Det var noget af det, Karen Pedersen lærte på nervesanatoriet Vejlefjord, og som kom til at hjælpe hende resten af livet.

”

Når man er psykisk syg, trænger man simpelthen til ro, og at nogen prøver at forstå én. Det var det, der var så godt ved Vejlefjord for mig.

KAREN PEDERSEN

FOTO: ASTRID DALUM

”så fyldt med nervøsitet”, siger hun, at han ikke kunne køre bil. På et tidspunkt faldt hun i snak med naboen, der fortalte, hvorfor han ikke længere arbejdede. ”Jeg er lige så nervøs som dig,” husker Karen Pedersen, at hun sagde til naboen. Hun følte sig set under samtalen. Og han foreslog hende at tage på Vejlefjord. Dér havde han selv været. Karen Pedersen havde godt hørt det sted, Vejlefjord, nævnt flere gange, og hun bad sin læge om en henvisning. Og som 35-årig blev hun indlagt på nervesanatorium. Hun husker bilturen fra Struer og ned mod Vejlefjord, hvor Kristian sad ved rattet i deres Volvo, og Susanne sov på bagsædet. De talte ikke så meget, for Karen Pedersen havde det ikke godt, mens de kørte ned ad de smalle veje mod

sanatoriet. Hun syntes, det lignede et slot. Og skoven var klædt i glødende efterårsfarver.

Ind i skoven

Jysk Nervesanatorium, som Vejlefjord egentlig hed, var et af flere nervesanatorier i landet, som havde deres storhedstid fra 1950’erne og frem til 1980’erne. De var selvejende institutioner, som man kunne blive henvist til af sin egen læge. En indlæggelse varede i gennemsnit to-tre måneder, hvor man som patient modtog behandling helt eller delvist betalt af det offentlige. Stederne tog sig typisk af mildere psykisk sygdom og mistrivsel – angst, stress, depression og udbrændthed. Karen Pedersen har tænkt meget over den måde, disse ting i dag bliver behandlet på i psykiatrien.

Karen Pedersens behandling bestod til at begynde med i to ting: at gå ture og øve sig i at tage elevatoren op til tredje sal. Efter et par dage på Vejlefjord spurgte hun en sygeplejerske, frøken Nissen, om der ikke skulle til at ske noget. ”Du kan da få noget massage,” sagde sygeplejersken. Men Karen Pedersen syntes heller ikke, det hjalp. Det næste, hun blev tilbudt, var ”kolde pakninger”. Det foregik i kælderen tidligt om morgenen. Dernede skulle hun lægge sig på en briks, og så blev der pakket kolde, fugtige lagener omkring hende, kun ansigtet var frit. Så blev lyset slukket, og hun skulle ligge dér ”som en mumie”, til overfladen på lagenerne var tør. ”Til at begynde med var jeg jo bange, men efterhånden lærte jeg at slappe af. Hvis jeg kunne slappe af, gik der måske en time, til jeg blev pakket ud igen.” Det var ganske uhyggeligt, siger hun. ”Men det hjalp!” Det var overlæge Narvestad, der stod for patienterne på tredje sal. Selvom han var nordmand og lidt svær at forstå, følte Karen Pedersen sig forstået af ham. På et tidspunkt bemærkede han, at hun sad og skrev på sit værelse, og opmuntrede hende til at fortsætte.

Ikke så farligt

I de to måneder, hun var på Vejlefjord, lærte Karen Pedersen at styre sin angst. Det vigtigste, hun lærte? ”Det er ikke så farligt,” siger hun. ”De forklarede mig, hvad der egentlig skete i kroppen, og gjorde mig begribeligt, at det, jeg var bange for, tog jeg ingen skade af. Dit hjerte er ikke dårligt, og du besvimer ikke. Du kan sagtens få luft. Og jeg troede jo på dem. Og jeg var også ærlig over for dem, for jeg følte ikke,

jeg skulle give et godt billede af mig selv på Vejlefjord. Det skulle man som lærer.” Karen Pedersen tog en masse med sig hjem fra sanatoriet. Blandt andet lærte hun at skrive sine tanker ned. Og male dem. Hun holdt god kontakt til den norske overlæge. Men tale åbent om angsten turde hun stadig ikke. Karen Pedersen vendte tilbage til sit lærerjob og fortsatte med at undervise de næste 18 år, men lærerlivet blev også mere kompliceret. I midten af 1980’erne begyndte forældrene at være mere interesserede i deres børns skolegang, siger hun, og nogle af dem ville ligefrem bestemme, hvordan undervisningen skulle foregå. Karen Pedersen begyndte at føle sig forkert, ”også selvom børnene var glade ved mig”. Samtidig var hun begyndt at have svært ved at få vejret i undervisningslokalerne, der havde fået nye nylontæpper og lofter. Så i 1988 gik hun til sin leder og sagde op, et par år før hun skulle være gået på pension. Og samme år sendte hun teksten til Femina om sin angst. Hun sidder på sovesofaen i værelset og læser det maskinskrevne udkast, hun sendte til Feminas redaktion. Teksten indledes med et par eksempler på de fordomme og spørgsmål, der mødte hende dengang. Om, hvorfor hun dog ikke kunne tage sig sammen. Hvorfor hun aldrig havde besøg af sin familie i mere end to-tre timer. Hvorfor hun dog ikke tog med til lærerfesten og slog sig lidt løs! ”Hvor brugte jeg mange kræfter på at stramme mig op, så ingen skulle se, hvordan jeg havde det,” står der.

Menneskelige hensyn

Som 92-årig er Karen Pedersen fysisk frisk af sin alder og holder sig blandt andet i gang ved at passe sit store hus selv. Men hun savner sin Kristian. Hun føler sig meget alene, også selvom radioen kører. Og selvom datteren Susanne ofte kigger over. ”Nervøsiteten” er desværre kommet lidt tilbage i de senere år. Det hjalp ”i lang, lang tid”, at hun havde været på Vejlefjord, siger hun. Men angsten er umulig at fjerne helt. Lige for øjeblikket er det især tanker om døden, der fodrer den. ”Jeg ved jo, jeg snart skal herfra. Og det kan jeg ikke lide at tænke på, for jeg kan godt lide at leve.” Det hjælper, når hun tager de piller mod angst og uro, som hendes læge har udskrevet til hende. Og det hjælper også, når hun kommer op af sin seng og får bevæget sig lidt. Nederst i den artikel, Karen Pedersen sendte til Femina i 1988, står der, at alle person- og stednavne i artiklen er blevet ændret ”Af menneskelige hensyn”. Men det var faktisk Karen Pedersen selv, der bad om at være anonym. ”Jeg ville jo ikke kendes, for man blev set ned på, når man var psykisk syg. Jo, jeg bad selv om det,” siger hun. Men Karen Pedersen har længe været træt af, at hun ikke insisterede på at få sit fulde navn med i den artikel. Det er derfor, hun efterfølgende har overstreget det pseudonym, hun blev givet, og skrevet ”Karen” i stedet for. Navnet kan ikke nå at komme med i redigeringen hos Femina. Men nu kommer det så med i Kristeligt Dagblad. ”Og så håber jeg, at der er nogen, der læser det, som tænker: ’Hvis hun tør sige det højt, så tør jeg også!’” J

Læs flere artikler i serien ”Dårlige nerver” her:

k.dk/nerver

Rette tid. Rette sted.

Tlf.: 55 55 24 24 nillesgislev.dk

Nilles&Gislev Rejser • Hvidkærvej 29 • 5250 Odense SV Nilles&Gislev Rejser • Ny Lufthavnsvej 100 • 9400 Nørresundby

Flyrejse 8 dage

Den Grønne Ø charmerer året rundt men tager sig smukkest ud i maj med sine grønne bakker og strålende blomsterflor. Her skal vi se rhododendroner, orkidéer og vilde blomster mellem de mange klipper i The Burren, ligesom vi oplever det vilde Connemara, den mageløse havudsigt fra Cliffs of Moher og Ring of Kerry, hvor forårsbebuderne poserer flot og farverigt i vejkanten. Undervejs bor vi tre nætter i Galway, to i Killarney og to i hovedstaden Dublin.

Oplev sækkepibelandet i foråret, når blomsterne i storbyernes botaniske haver springer ud, og Højlandet skifter fra gyldenbrun til lysegrøn. På denne rundrejse kombinerer vi besøg i Dundee, Stirling, Edinburgh og Glasgow med en malerisk sejlads på Loch Lomond og en tur med damptog i Højlandet. Vi besøger også slottene Cawdor og Blair, en fårehyrde, Glasgows botaniske have og et destilleri til smagsprøver på skotternes berømte whisky.

Madeira er farverig året rundt, men om foråret viser blomsterøen sig fra sin mest frodige side. Haver, parker og bjergsider står i fuldt flor til Atanterhavets smukke blå baggrund. På rejsen oplever vi Funchal, Santanas karakteristiske huse og nogle af øens flotteste udsigter. Vi smager også på Madeiras berømte vine og lokale specialiteter og nyder det milde klima. På afgangen 27. april kan du desuden opleve den verdensberømte blomsterfestival.

8 dage fra kr. 13.999 pr. pers.

8 dage fra kr. 9.499 pr. pers.

Fly fra Aalborg og København 3/5, 17/5, 24/5

Fly fra Aalborg og København 17/5 Fly fra Billund 3/5, 24/5

Fly fra Aalborg Hver uge fra 9. februar til 27. april 2027

IRLAND I BLOMST

Læs mere på nillesgislev.dk/irb

Tlf.: 55 55 24 24 nillesgislev.dk

Nilles&Gislev Rejser • Hvidkærvej 29 • 5250 Odense SV Nilles&Gislev Rejser • Ny Lufthavnsvej 100 • 9400 Nørresundby

SKOTLAND I BLOMST

Læs mere på nillesgislev.dk/skb

FARVERIGE MADEIRA

Læs mere på nillesgislev.dk/maf

18 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

ILLUSTRATION: GRETHE NIELSEN

Seniorer føler sig ildesete, hvis de bliver boende i parcelhuset Langt de fleste danskere over 70 år bor i boliger med fire værelser eller mere. Flere råder seniorer til at flytte og give pladsen videre til næste generation. Men de velmenende råd kan let føre til udskamning, mener Ældre Sagen

baggrund Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Hvad skal I med al den plads? Skulle I ikke se at få solgt jeres hus og flytte i noget mindre, mens I stadig er friske? Sådanne spørgsmål møder 77-årige Doris Kirial igen og igen. Og det generer hende. ”Folk har meget travlt med at få os ud af vores hus. Jeg skal ofte forsvare, hvorfor vi bliver i vores dejlige hus, og når jeg får de kommentarer, bliver jeg lidt irriteret. Det skal andre folk ikke blande sig i,” siger Doris Kirial. Hun bor sammen med sin mand i et parcelhus i Højbjerg syd for Aarhus. Huset, som de købte i 1987, er 190 kvadratmeter og tæller tre stuer og fire værelser samt et køkken og to badeværelser. Dertil er der en kælder på 80 kvadratmeter og en stor have i flere niveauer med græsplæne og blomsterbede, som de begge holder i stand – ligesom de skovler sne og fejer blade. ”Sådan er det at være husejer”, siger Doris Kirial. Hun holder meget af sit hus, og derfor ærgrer det hende, når venner og bekendte i hendes omgangskreds blander sig i hendes boligsituation. Selvom kommentarerne oftest kommer fra et godt sted, tærer det på kræfterne at skulle forsvare sit valg om at blive boende, siger hun: ”Jeg ved, at det er velmenende råd, men så længe vi er så raske, som vi er, hvorfor skulle vi så reducere vores bolig?”.

Doris Kirial er ikke alene om at have det sådan. Flere seniorer føler sig udskammet over at blive boende i deres store boliger. Det fortæller Marlene Rishøj Cordes, der er seniorkonsulent på boligområdet i Ældre Sagen.

Flyt i tide

Det hænger blandt andet sammen med, at det er blevet et slags mantra, at man som ældre bør flytte til en mere alderssvarende bolig, inden helbredet begynder at skrante. At man bør flytte i tide. Både for sin egen skyld og for at give pladsen videre til andre. ”Vi hører fra mange, der får stillet nogle velmenende, men belastende spørgsmål om deres boligvalg. Og det kan for flere føles som en udskamning. Flere fortæller, at de føler, at de skal retfærdiggøre deres livsvalg,” siger Marlene Rishøj Cordes. Og det kan godt bekymre hende, for der er aldrig en løsning, der passer til alle, siger hun: ”Når vi bliver ældre, er vi lige så forskellige, som vi har været i alle mulige andre faser i vores liv.” Hun peger på, at mantraet om at flytte i tide skaber et dilemma. For hvem er det, man skal flytte for? ”Debatten bliver let reduceret til et spørgsmål om, hvad der er i samfundets fortjeneste. At de ældre skal flytte for samfundets skyld, så andre kan få pladsen. Men vi lever i et aldrende samfund, og der er altså ikke børnefamilier

Ældre mennesker i store boliger I aldersgruppen 60-70 år bor næsten 7 ud af 10 i boliger med fire værelser eller mere.

Blandt de 60-70-årige er det 65 procent, der ejer deres bolig. Blandt personer over 75 år bor flere end halvdelen stadig i tilsvarende store boliger, og næsten halvdelen er boligejere. KILDE: BOGEN ”DANMARK GÅR I GRÅT”

”

Jeg ved, at det er velmenende råd, men så længe vi er så raske, som vi er, hvorfor skulle vi så reducere vores bolig?.

DORIS KIRIAL

nok til at overtage alle parcelhuse i Danmark,” siger Marlene Rishøj Cordes. I Danmark er der mange huse, der minder om det, som Doris Kirial og hendes mand bor i. Parcelhuset er den dominerende boligform og danskernes boligideal, fortæller Mette Mechlenborg, der er seniorforsker ved institut for byggeri, by og miljø ved Aalborg Universitet og forfatter til en række undersøgelser og rapporter om danskernes boligforhold. ”Parcelhuset er ikke kun et individuelt boligideal. Det er også et samfundsmæssigt boligideal. Samfundet har hyldet parcelhuset som den bedste måde at bo på,” siger hun og tilføjer: ”Det er der, hvor vi gror allermest fast, og hvor færrest seniorer flytter fra.” Næsten 7 ud af 10 danskere i alderen fra 60 til 70 år bor i boliger med fire værelser eller mere – og blandt dem, der er fyldt 75 år, bor flere end halvdelen i tilsvarende store boliger. Det viser beregninger fra bogen ”Danmark går i gråt?”, der beskriver de samfundsøkonomiske konsekvenser af en aldrende befolkning. Tallene er ifølge Mette Mechlenborg et udtryk for, at vi har skabt et samfund, hvor det er godt at slå rødder og blive boende i samme bolig. Og det er et problem, siger hun: ”Vi har skabt en slags hjemmeblindhed, og den skal punkteres.”

Boligrotation

Debatten om, at ældre bør flytte i tide, er ikke ny. I den seneste kommunalvalgkamp talte flere kandidater varmt for en såkaldt boligrotation, hvor tanken er, at de ældre skal flytte fra deres store huse for at give pladsen videre til næste generation.

Også Mette Mechlenborg ser fordele i en boligrotation. ”Vi skal til at have gang i nogle flyttekæder. Hvis vi kan flytte nogle seniorer i mindre boliger, vil det frigive nogle huse, som børnefamilier kan flytte ind i,” siger hun. ”Men ingen skal tvinges ud af deres bolig, og derfor er det vigtigt, at vi anser det som en samfundsudfordring. Det kan aldrig være den enkelte seniors problem at løse bæredygtigheden alene.” I Ældre Sagen mener Marlene Rishøj Cordes ikke, at seniorer, der føler sig udskammet på grund af deres boligsituation, skal lade sig presse af råd om at flytte i tide. Men rådene kan være en anledning til at se nærmere på ens bevæggrunde for at blive boende, siger hun: ”Hvis man er tilfreds med sin boligsituation, kan man med fordel dele nogle af de tanker, man har gjort sig om at blive boende og have fokus på de gode ting, når snakken falder på flytning.” Samtidig fortæller hun, at det langtfra er alle seniorer, der har råd til at flytte i mindre boliger eller seniorboliger. Mange har nemlig lave ejerudgifter, fordi de har ejet deres huse i mange år. Det vil altså sige, at de kan risikere en højere boligudgift, hvis de flytter.

Alle minderne

De mange kommentarer om flytning har fået Doris Kirial til at spekulere over, om det er det rette at insistere på at blive boende. Hun ved, at der er flere børnefamilier, der drømmer om at slå sig ned i et hus som hendes. Så hvorfor ikke flytte i tide? Hvad er det, der binder hende til huset? ”Minder,” siger hun. ”Det er også vores børns barndomshjem, og vi kan åbne vores døre, så børn og børnebørn kan komme og overnatte her. Vi kan være her alle sammen. Og nej, vi skal ikke blive boende for børnenes skyld, men vi holder jo også selv af det.” Og så er der parrets mange bøger. ”Vi har måske 2000 bøger, og hvor skal jeg få plads til dem i en lejlighed? Vi har været gift i 54 år, og jeg ved godt, at det er døde ting, vi har samlet sammen gennem livet, men det er jo minder,” siger Doris Kirial. J

Fyns Vinter Revy ET GRIN I MØRKET

LARS ARVAD • CHRISTINE ASTRID • SILAS HOLST • LONE RØDBROE • MIKKEL SCHRØDER

REVY INKL. MIDDAG OG OVERNATNING PÅ VISSENBJERG STORKRO OPHOLDET INDEHOLDER • Bus fra Vissenbjerg Storkro til Magasinet Odense • Velkomstdrink

FRA

1.345,-

pr. person i dobbeltværelse

Tillæg for enkeltværelse 300,Opgradering til comfortværelse på 1. sal 150,Opgradering til comfortværelse med egen terrasse 200,-

• En forfriskning i pausen

AFTENFORESTILLING FREDAGE KL. 20.00 - NATMAD PÅ HOTELLET

• Bus retur til Vissenbjerg Storkro

Fredag den 15. og 22. januar 2027

• Dagens 2-retters menu serveret fra buffet • Overnatning i delt dobbeltværelse

EFTERMIDDAGSFORESTILLING KL. 16.00 - MUSIK OG DANS PÅ HOTELLET

• Stort dansk morgenbord

Lørdag den 16. og 23. januar 2027

• Billet til Fyns Vinterrevy kategori A

· Musik og dans på hotellet om aftenen

BEGRÆNSET ANTAL PLADSER! Bestil på info@vissenbjergstorkro.dk eller tlf. 6447 3880 (kan ikke bestilles online)

Søndersøvej 30 · 5492 Vissenbjerg · Tlf. 6447 3880 info@vissenbjergstorkro.dk · www.vissenbjergstorkro.dk

20 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026 1 Forskellige sanglege og øvelser er en del af samværet på demenshøjskolen. Her er det fra venstre Lisbet Strit Jørgensen, Frank Hansen og Birgitte Henriques. FOTO: SØREN LAGONI

På demenshøjskolen er der ingen, der er demente. Her mødes mennesker om livet To gange om året mødes mennesker, der alle har demens inde på livet, til fire dages højskole. Her er mennesket, ikke sygdommen, i centrum

baggrund Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk

Foredrag, udflugter, fællessang, morgensamlinger og aftenhygge. På mange måder ligner det et helt traditionelt højskoleophold, når Emmaus Kursuscenter i Haslev to gange om året danner ramme om fire dages ”demenshøjskole”. Men noget er alligevel lidt anderledes. ”Det er højskole for mennesker med demens

i familien, og langt de fleste deltagere er ægtepar, hvor den ene part lider af demens,” fortæller Laust Sørensen. Det er ham, der for tre år siden fik idéen til kurset, og i dag fungerer han som kursusleder sammen med sin hustru, Kirsten Sørensen. Og én ting er vigtig for ham at understrege: Højskolen har demens som et fælles vilkår, ikke som fokus. ”På demenshøjskolen er der ingen, der er demente. Der er mennesker, som er forskellige og har forskellige skrøbeligheder og personligheder og ressourcer,” siger Laust Sørensen. Det første højskoleophold blev holdt i 2023 med 12 deltagere. I maj i år deltog 28. Antropolog Margit Saltofte fra Aalborg Universitet deltog på hele kurset som led i et forskningsprojekt om hukommelse og demens. Om sine observationer på højskolekurset siger hun:

”Det var meget tydeligt, at rammen var befordrende for, at der opstod et særligt fællesskab. Når man er fysisk sammen fra morgen til aften omkring måltider, foredrag, udflugter, sang og musik, sker der noget. Der bliver en vågenhed over for de øjeblikke, der opstår.” I sin forskning er hun optaget af, hvordan der kan skabes situationer og rum, som er fleksible, men tydelige, og som kan være befordrende for kreativitet. Dem var der mange af på demenshøjskolen, siger hun. ”Der opstod uformelle rum i kaffepauserne, og når man sad ved siden af hinanden i bussen eller var samlet ved måltiderne. I de situationer gled sygdommen i baggrunden til fordel for samværet.”

6 6 Demenshøjskolen Demenshøjskolen er et højskolekursus over fire dage, som finder sted på Emmaus Kursuscenter i Haslev to gange årligt.

Initiativtagere og kursusledere er ægteparret Laust og Kirsten Sørensen. Samarbejdspartnere er Alzheimerforeningen og Roskilde Stift.

Kurset fokuserer på fællesskab, inklusion og nærvær på trods og er tænkt som klassisk højskole, hvor aktuelle temaer tages op og sættes i forhold til den enkeltes aktuelle livssituation. Antropolog, ph.d. Margit Saltofte, som er kreativitetsforsker på Aalborg Universitet, er tilknyttet kurset som deltagerobservatør i forbindelse med sin forskning.

En deltager forklarede, at hendes demensramte mand af mange kun blev opfattet som et menneske i forfald. Men selvom demensen er en fremadskridende dødelig sygdom, kan der være bedring på nogle områder. For eksempel oplevede deltageren, at hendes mands humoristiske sans var blevet skærpet, og det blev også tydeligt på demenshøjskolen, fortæller Margit Saltofte. ”Under en seance, hvor de pårørende efter tur fortalte om, hvordan de havde mødt deres ægtefælle, fortalte denne kvinde, hvordan hun havde mødt sin mand. Og så tilføjede han: ’Ja, det er så min første kone.’ Latteren bølgede, og kvinden strålede af glæde over at se det liv i sin mand.” Margit Saltofte understreger, at også de kreative elementer i programmet var med til at skabe fællesskab, nærvær og ligeværd. ”Den sidste aften var der en aktivitet, hvor alle blev inviteret til at være med til forskellige sanglege og øvelser. Der indgik børnesange og tylstørklæder, man skulle vifte med, mens man sang og trampede rytmen i gulvet. Det var imponerende, hvordan alle var med og var dybt koncentrerede om det fælles,” siger forskeren.

Liv og lethed

En af deltagerne fra årets kursus, Birgith Rasmussen, der var af sted sammen med sin mand, Sonnich, som er ramt af demens, udtrykker stor taknemmelighed over højskoledagene, da Kristeligt Dagblad taler med hende efter kurset. Hun oplevede, at glæden og letheden fik en ny plads i hende.

fortsætter side 22

Når livet ændrer kurs på et øjeblik Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af stroke i form af en blodprop eller en hjerneblødning. Det svarer til cirka 33 mennesker hver dag. Stroke er den hyppigste årsag til, at voksne får et varigt handicap, og omkring 110.000 danskere lever i dag med følgerne. Et stroke rammer aldrig kun hjernen. Det rammer evnen til at tale. Til at huske. Til at gå. Til at arbejde. Til at være mor, far, ægtefælle eller kollega på samme måde som før. Med den rette rehabilitering kan mennesker genvinde funktioner, styrke håbet og skabe en ny hverdag med mening og livskvalitet. På Vejlefjord Rehabilitering møder vi hvert år mennesker, der skal finde fodfæste efter en blodprop eller hjerneblødning. Gennem specialiseret og tværfaglig neurorehabilitering arbejder vi sammen med den enkelte og de pårørende om at skabe de bedste muligheder for et godt liv efter hjerneskaden. 40 år med Neurorehabilitering Vejlefjord Rehabilitering · 7682 3333 · visitationen@vejlefjord.dk · www.vejlefjord.dk

22 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

Efter skolejubilæet fik jeg et alderschok

0 Interessen for demenshøjskolen har været stigende i de år, den har været afholdt. FOTO: SØREN LAGONI

... På demenshøjskolen er der ingen, der er demente...

klumme Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk

fortsat fra side 20 ”Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at lave noget, som fylder nervesystemet med glæde, sjov og det, som er nærende for krop og sjæl. Ligesom gamle dumme oplevelser kan fylde livet igennem, vil dette højskoleophold med skønne mennesker huskes i kroppen og skubbe de besværlige oplevelser til side. Samværet, nænsomheden og interessen for hinanden varmer og giver mening,” siger Birgith Rasmussen. Margit Saltofte vurderer, at samværet blev så givende for deltagerne, fordi der hurtigt opstod en fornemmelse af fællesskab og accept. ”De genkender øjeblikkeligt hinanden som mennesker, der er underlagt bestemte vilkår – uagtet at demens i øvrigt kommer meget forskelligt til udtryk. Det giver en følelse af samhørighed og tryghed,” siger hun. Trygheden gjorde det lettere for deltagerne at åbne sig for de øjeblikke præget af glæde og nærvær, der opstod, mener hun. ”At leve med demens handler meget om at kunne og turde være der i øjeblikke. Er man det, kan man finde ressourcer og glæder i stedet for kun at se sygdom og begrænsninger. En af deltagerne udtrykte det meget præcist: Det gælder om at se underskoven, for den blomstrer jo, og der er næring at hente, og det er der, rødderne findes,” siger Margit Saltofte. Men kan det ikke også give problemer at rykke mennesker, der er syge med demens, væk fra deres vante rammer og hverdag og ind på en højskole i fire dage? Laust Sørensen fortæller, at deltagerne på kurset til at begynde med præsenterede sig for hinanden ved at fortælle lidt om den demensramtes sygdomshistorie og eventuelt forklare om særlige hensyn, som det var nødvendigt at tage. Han understreger vigtigheden i, at de som kursusledere har erfaring med demensramte og for eksempel respekterer, når nogle bliver overstimulerede og har behov for at trække sig. Sygdommen var på dagsordenen under nogle af oplæggene og foredragene, hvor det naturligt indgik i samtalerne bagefter. Men ellers gled sygdommen i baggrunden til fordel for et fortroligt og trygt samvær, hvor der blev plads til at tale om livet, kærligheden og de gode øjeblikke. ”Deltagerne snakkede ikke demens, de snakkede liv, og undervejs var det faktisk ofte ikke til at se, hvem der var syg, og hvem der var rask,” siger Laust Sørensen. Han håber, at idéen med demenshøjskole vil sprede sig ”Der er behov for rum, hvor der er fokus på fællesskab, inklusion og nærvær på trods.” J

Indeni føler jeg mig ikke helt så gammel, som jeg egentlig er. Men et nyligt gensyn med mine gamle klassekammerater afslørede min alder JEG FIK ET CHOK. Jeg havde glædet mig til at komme med til vores 60-års realskolejubilæum og 70-års fejring af den første skoledag. Mange af os er mødtes næsten årligt. Men jeg har ikke kunnet være med de seneste år. Nu genså jeg dem så, 24 styk, der begyndte deres skoleliv i 1956. Hvor havde de dog ændret udseende siden sidst. Alderdommens indvirken er voldsom, når vi kommer op sidst i 70’erne. Sådan tænker jeg ikke om mig selv. Som en art beskyttelse mod mit eget spejlbillede er jeg inde i min egen oplevelse af mig selv ikke over 60 år. Deraf overraskelsen. Til gengæld var åndsfriskheden intakt. Og talelysten var stor. Sammenkomsten holdes altid hos den samme klassekammerat. Som værtinde havde hun intuitivt forudset situationen. Diskret satte hun et navneskilt på os alle sammen med det vel-

komstknus, som hun gav os. Det hjalp mig flere gange sammen med stemmerne, der ikke havde ændret sig, siden vi begyndte i første klasse. AF ÅRGANGEN ER NI DØDE. Flere måtte melde afbud på grund af svær sygdom. De havde sendt hilsener. Den ubønhørlige høst, der ikke tager hensyn til, hvem der har levet sundest. Og ingen af os kan vide, hvem der ikke er med næste gang. Vi siger alle på gensyn, selvom det murrer i os, at vi måske ikke er blandt de levende, når vi mødes igen om et eller to år. Det var en af de beslutninger, som vi skulle tage. Skulle vi mødes hvert eller hvert andet år? Vi talte om forskellen på skolen dengang og så den skole, som vore børn og senere vore børnebørn har gået på. Vi var enige om, at der er sket en langt større udvikling mellem os og vore

Som en art beskyttelse mod mit eget spejlbillede er jeg inde i min egen oplevelse af mig selv ikke over 60 år.

børn end mellem dem og vore børnebørn. I dag har lærerne mange flere muligheder for at lave afvekslende undervisning med de rige billedmuligheder, med interaktivitet. Vi sad med kridt og sorte tavler. Mine børnebørn har egne computere, hvor der stilles opgaver til dem. Til gengæld er skolerne udfordret af forældre, der lader henvendelser gløde på Aula (digital platform, der samler kommunikationen mellem skole og hjem), når de følger minutiøst med i deres børns skolegang, fordi de med et eller to børn gør dem til deres vigtigste projekter og blander sig i meget, mens vi i 1950’erne var tre til seks børn, hvor forældrene ikke havde tid til eller forstand på at blande sig i skoleundervisningen. VI VAR ENIGE OM, at børn, men især børnebørn har fået en meget mere spændende undervisning, mens selve skoleoplevelsen har sat et uudsletteligt aftryk på alle generationer. Det var jo dér, vi blev prægede og fik vore første venner og nogle også deres første kæreste. To dage efter sammenkomsten kom der billeder fra vores komsammen. Og her kunne jeg iagttage mig selv i profil. Uha, uha. J

Kulturelle oplevelser kan holde dig ung Et nyt studie viser en kobling mellem kulturelt forbrug – som besøg i teatret, biografen eller på museet – og en langsommere fysisk aldring

nyhed Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

Der kan være flere fordele ved at gå i biografen, i teatret eller operaen ud over ”bare” gode oplevelser. Ny forskning peger på, at kulturelle oplevelser måske kan være med til at holde aldringen fra døren. Det mærker også 83-årige Kylle Svindt fra Hillerød. Hun benytter sig ofte af kulturelle tilbud – og sådan har det været ”hele livet”, fortæller hun. Særligt museer besøger hun ofte, men hun går også ofte i biografen eller til koncert. ”Jeg kan godt lide at komme ud for at se eller høre noget. Det er inspirerende, og jeg oplever, at jeg får rigtig meget godt ud af det,” fortæller hun. I et nyt studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Epidemiology and Community Health har forskere analyseret data fra 1899 voksne for at undersøge sammenhængen mellem kulturelt engagement og fysiologisk alder. De 1899 voksne er deltagere i en igangværende britisk befolkningsundersøgelse om aldring,

0 Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød er et af de steder, Kylle Svindt ofte besøger. FOTO: NIELS AHLMANN OLESEN/BERLINGSKE/RITZAU SCANPIX der følger et repræsentativt udsnit blandt mennesker over 50 år. Ud over at få indsamlet deres fysiologiske data blev deltagerne i et spørgeskema bedt om at svare på, hvor ofte de gik i biografen, på museum eller kunstgalleri eller til teater, koncert eller opera. Det skulle de svare på ved at vælge et tal fra 0 til 5, hvor 0 var aldrig, mens 5 var to gange om måneden eller oftere. Undersøgelsen viste, at deltagere med et højt kulturelt engagement gennemsnitligt havde en fy-

siologisk alder på 66,9 år, mens dem med lavt kulturelt engagement havde en fysiologisk alder på 69,9 år.

Da studiet er baseret på observationer, kan man ifølge Videnskab.dk ikke drage endelige konklusioner om årsagssammenhænge og konkludere, at højt kulturelt engagement påvirker fysiologisk aldring. Undersøgelsen viste også, at personer med højt kulturelt engagement oftere er kvinder, har højere socioøkonomisk status, er i

lønnet arbejde og har et bedre helbred – alle disse faktorer kan også påvirke resultatet af undersøgelsen. Forskerne bag studiet antyder dog, at kulturelt engagement kan styrke sociale relationer, fremme en sundere livsstil og forbedre den mentale sundhed – alt sammen noget, der kan bremse den fysiologiske aldring. ”Effekten kan sammenlignes med hyppig fysisk aktivitet,” skriver forskerne selv i studiet. J

SYNG SPIS OG SNAK NATUREN SOM FOLKESAG

19 højskoler over hele landet inviterer til fællessang, spisning og gode samtaler SYNG, SPIS OG SNAK – NATUREN SOM FOLKESAG

Højskolernes grønne fællessangsindsats: Over hele landet mødes mennesker på tværs af generationer og levede liv for at synge, spise og snakke – med naturen som omdrejningspunkt. Vi synger for viden, håb og handling.

OPDATERET PROGRAM HER

hojskolesangbogen.dk/arrangementer

Bornholms Højskole Brenderup Højskole Den Rytmiske Højskole Den Skandinaviske Designhøjskole Egmont Højskolen Gerlev Idrætshøjskole Grundtvigs Højskole Gymnastikhøjskolen i Ollerup Højskolen Snoghøj Kalø Højskole Løgumkloster Højskole Odder Højskole Rønde Højskole Silkeborg Højskole Struer Højskole Uldum Højskole Ungdomshøjskolen ved Ribe Vejle Idrætshøjskole Vestjyllands Højskole

24 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

husker du ...

Skærsliberen De gik fra dør til dør og sleb knive og sakse i bytte for et måltid mad, en seng eller en skilling. I dag er skærsliberne uddøde. Eller det vil sige næsten Thilde Thordahl Andersen tandersen@k.dk

Husker du skærsliberne? Engang kendte alle dem. Skærsliber, engang skærslipper, kommer af det nedertyske ”scherensliper”, som betyder saks-sliber. Skærsliberne gik fra dør til dør og tilbød at slibe sakse og knive. Som betaling fik de netop ofte mad eller husly, en dram eller en skilling. De vandrede på landevejene med deres bør med slibesten og havde deres storhedstid i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Sommetider var vognen spændt for en hund eller en ged. Men i 1900-tallet blev det almindeligt for skærsliberne at cykle rundt. Cyklens pedaler kunne drive slibestenen, når cyklen stod på støttefod. Skærsliber var ikke alene en faglighed. Det var også en livsform. Mange var vagabonder og ønskede et frit liv uden forpligtelser. Andre frygtede fattiggården og fandt en lille indtægt her. Og en del var glade for flasken. Fælles for dem var, at deres liv var nomadisk, og at deres indtægt og livskvalitet afhang af, om de fik skabt sig et godt ry

blandt kunderne. Det skriver Marsksliberen, et nutidigt skærsliberfirma, på sin hjemmeside. Men da elektriske slibemaskiner blev opfundet, og kvinderne blev udearbejdende, svandt behovet. I 1970’erne og 1980’erne var der efterhånden få skærslibere tilbage. I dag er de en næsten uddød race. Men kun næsten. For der findes faktisk skærslibere, som tager rundt på torve, eller som kunder kan bestille til at komme ud. En vandrende en af slagsen er 58-årige Lars Ørbæk Laursen. For 11 år siden følte han sig fattig, ussel og ikke særlig værdig. Han var for nylig blevet skilt, og midt i sin livskrise besluttede han at tage til limfjordsøen Fur i tre dage. Han ville prøve at tage på landevejen som skærsliber.

Hans første tre dage var overvældende positive. Folk blev nostalgiske, når de så ham. De huskede skærsliberne fra deres barndom som nogle eksotiske eksistenser. Og allerede første aften holdt en bil ind ved siden af ham på landevejen. I bilen sad en moden kvinde, som kunne se på hans tøj og hans vogn, at han var skærsliber. Hun gav ham uden betænkeligheder husly for natten. ”Vi snakkede til klokken 4 om morgenen og udvekslede liv. Det var en kæmpe oplevelse for mig at blive set som menneske i den samtale. Og jeg følte mig værdsat for de færdigheder, jeg havde,” siger han. I dag, siger Lars Ørbæk Laursen, er han ovenpå igen. Han er imidlertid så glad for skærsliberfaget, at han ikke kun sliber knive på sit arbejde i Den Gamle By i Aarhus. Når han har sommerferie, bruger han gerne noget af den på at rejse rundt og slibe andres knive og sakse. For at holde håndværket ved lige og for at møde folk. Han har besluttet, at han vil nå at besøge alle 27 ikke-brofaste småøer i Danmark med sin skærsliber-cykel. Han siger: ”Og jeg er ved at have udtømt de jyske. Så jeg er snart nødt til at komme til Sjælland.” J

6 Husker du ...

husker du ...

Telefonistinden Danmarks første telefoncentral åbnede i 1881, og i de efterfølgende årtier fik man en telefonistinde i røret, når man skulle foretage et opkald. Lene Matzen var en af dem Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk

Med få kommandoer og uden menneskelige mellemled kan danskerne i dag ringe op til nær og fjern. Men fra den første telefon kom til Danmark i 1877 til slutningen af 1970’erne, skulle man omstilles via en telefoncentral. I 1979 var automatiseringen fuldført, men selvom danskerne på det tidspunkt kunne ringe direkte til hinanden, var det ikke alle telefoncentraler, der lukkede. Opkald til udlandet skulle fortsat omstilles manuelt, og i 1978 begyndte Lene Matzen som aftenvikar ved Rigstelefonen på Borups Allé i København. I de tilfælde hvor folk ikke havde nummeret på den, de skulle ringe til, kunne de ringe til udlandsoplysningen og få Lene Matzen i røret. ”Så ringede folk og sagde: Vi skal have fat i Frau Schmidt, der bor i den og den by, og vi kan ikke huske vejen, det er lige ved siden af en tank. Og så måtte man ellers i gang med at rode det der frem,” siger Lene Matzen, der i dag er 67 år og bor i København. Rigstelefonen havde samtlige telefonbøger i hele Europa, og det var her Lene Matzen og hendes kolleger slog telefonnumrene op. ”Folk havde tit kun halve eller kvarte oplysninger, så for at hjælpe dem skulle man ofte være lidt fantasifuld,” siger Lene Matzen. Som aftenvikar arbejdede hun hver tredje aften fra klokken 18 til midnat, mens hun studerede. Uanset om det var søndag, juleaften eller nytårsaften. ”Især nytårsaften ved midnatstid var det rimelig vildt. Så skulle folk ringe og ønske deres venner og familie godt nytår, og så

kunne de godt komme til at vente, før de kom igennem.” Rigstelefonen havde to afdelinger: udlandsoplysningen og omstillingen. Når folk havde fået et nummer oplyst i oplysningen, skulle de ringe til omstillingen for at blive forbundet med dem, de skulle tale med. Fra telefonens barndom havde jobbet været et kvindeerhverv, men da Lene Matzen var ansat ved Rigstelefonen, fra 1978 til 1986, havde hun både mandlige og kvindelige kolleger. Dog var der flest kvinder. ”Rigstelefonen,” sagde Lene Matzen, når hun besvarede et opkald. Så bad hun om at få at vide, hvilket nummer der blev ringet fra, noterede det og bad om det nummer, der skulle ringes til. Derefter trak hun et andet kabel op til modtageren og ringede vedkommende op. Hvert tredje minut skulle hun gå ind at lytte til samtalen for at sikre sig, at de samtalende fortsat snakkede, fordi de blev takseret for tre minutter ad gangen.

Da Lene Matzen arbejdede for Rigstelefonen, var der kommet en del gæstearbejdere til Danmark, blandt andet fra Tyrkiet. Når de skulle ringe hjem, bestilte de samtalen et par dage i forvejen. Som regel skulle Lene Matzen formidle kontakt med et posthus et sted i Tyrkiet, som ringede til et andet posthus i Tyrkiet, som sendte en mand ud og hentede dem, der skulle tales med. ”Så kunne samtalen gå igennem to-tre dage efter. Det hed en budsamtale, og det er alle de her ting, man ikke kan forestille sig nu, hvor man bare har sin mobil og ringer op,” siger Lene Matzen. Rigstelefonen lukkede som tjeneste i 1991. For nogle telefonbrugere var det et savn, da telefonopkaldene blev automatiserede, siger Eva Wistoft Andersen, der er museumsinspektør på museet Enigma i København, der beskæftiger sig med post, tele og kommunikation. ”Selvom det var dyrt at ringe til oplysningen, var der nogle, der ringede for at snakke, fordi de var ensomme.” J

FOTO: POUL PETERSEN/RITZAU SCANPIX

Hvad blev der egentlig af ... ? Og kan I huske dengang? Forandring er uundgåeligt, men det kan også være sundt at dvæle lidt ved fortiden.

Har du et minde eller en erindring om en konkret genstand eller et fænomen fra hverdagslivet før i tiden, som du synes fortjener at blive behandlet i avisen, så send dit forslag til livogsjael@k.dk.

FOTO: THE GRANGER COLLECTION/RITZAU SCANPIX

ET MODSVAR TIL KRIG OG KAOS Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, gør op med tidens resignerende realisme. 239,95 kr. 180 sider

KØB BOGEN PÅ EKSISTENSEN.DK

26 | Seniorliv

Ældre bevæger sig ... trods smerter

”

Ligesom Søren Kierkegaard ved jeg, at mange af problemerne kan gås væk.

Flertallet af danskere over 60 år følger eksperternes råd og bevæger sig, når det gør ondt. Seniorer har en større ”smerteaccept” og dyrker mere motion end nogensinde før, fortæller eksperter

HENNING KIRK, ALDRINGSFORSKER

nyhed

Nyt syn på alderdom

Jeppe Schropp schropp@k.dk

Når klokken nærmer sig 8, mødes Birthe Overgaard med sine venner for at bade i sundet ved Sønderborg. Hver dag, hele året. Når det bliver sommer, spiller hun tennis om fredagen. Om vinteren går hun til gymnastik. ”Jeg holder mig godt i gang,” siger hun. Men hun døjer med iskiassmerter, der stråler fra ryggen til låret, og når hun skal op ad trapperne til sin lejlighed på anden sal, gør knæene ondt. Alligevel insisterer 74-årige Birthe Overgaard på at bevæge sig. ”Min leveregel er, at man ikke skal sidde stille, når det gør ondt, medmindre man har forstuvet eller brækket noget. Jeg kan mærke, at det er godt for mig at bevæge mig,” siger hun, som er pensioneret massør og formand for den sønderjyske senioridrætsforening Gråspurvene. Jo ældre man bliver, desto større er risikoen for smerter i kroppen: arme, hænder, ben, knæ, hofter, led. Medicin kan dulme, men smerterne kan sjældent fjernes. Derfor anbefaler eksperter, Sundhedsstyrelsen og flere hospitaler, at man bevæger sig, når man har ondt i muskler eller led over længere tid. Og det råd er seniorerne bedst til at efterleve. 51 procent af danskere over 60 år svarer, at de forsøger at bevæge sig eller træne, når de oplever lettere smerter. Kun seks procent af dem svarer, at de hviler sig. For danskere mellem 18 og 29 år er tallene henholdsvis 28 procent og 27 procent. Det viser en rundspørge, som Norstat har foretaget på vegne af Kristeligt Dagblad. ”Det er interessant,” siger Søren Thorgaard Skou, som er professor på Syddansk Universitet og forskningschef på Midt- og Vestsjællands Hospital. ”Det tyder på, at seniorer og ældre har en større smerteaccept og tiltro til, at de kan klare daglige aktiviteter på trods af deres smerter. En forklaring kan også være, at ældre har mere erfaring med smerter, og at de har lært, at bevægelse ofte er mest effektivt,” siger han.

Ældre er mere aktive

En stor forandring er sket i løbet af de seneste årtier, når det gælder danskernes fysiske aktivitet. Langt flere dyrker i dag sport eller motion, og især ældre har fået bedre motionsvaner. ”Engang droppede de fleste danskere motionsvanerne, når de blev voksne og ældre, men i dag fortsætter mange med at dyrke motion i voksenlivet og efter pensionsalderen,” siger Rasmus Bang Borup, der er analytiker ved Idrættens Analyseinstitut, der sidste år udgav en rapport om ældres motionvaner. Den viste blandt andet, at danskere over 60 år i gennemsnit bruger 5 timer og 31 minutter om ugen på motion. I 2007 brugte de gennemsnitligt 4 timer og 13 minutter. Deres foretrukne motionsform er gåture, men også styrketræning og gymnastik er populært. Rikke Hamfeldt er ansvarlig for sundhedspolitik i Ældre Sagen og påpeger, at der i dag

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

0 Henning Kirk er uddannet læge og har skrevet flere bøger om alderdom. FOTO: LINDA KASTRUP/RITZAU SCANPIX

findes et hav af motions- og træningstilbud i frivillige foreninger. ”For mange ældre er det ikke kun ønsket om at holde sig i form, der trækker dem mod motionstilbud, men også fællesskabet,” siger hun.

78-årige Henning Kirk er aldringsforsker, tidligere leder af Gerontologisk Institut og forfatter til adskillige bøger om overgangen til seniorlivet. Han døjer med ondt i ryggen. Derfor dyrker han hver morgen gymnastik i sit hjem i Værløse. En gang om ugen spadserer han med en gruppe jævnaldrende. ”Ligesom Søren Kierkegaard ved jeg, at mange af problemerne kan gås væk,” siger han. Henning Kirk mener, at fortællingen om alderdommen har ændret sig markant siden Kierkegaards tid. ”For 200 år siden blev alderdommen betragtet som en sygdom i sig selv, og man mente, at der ikke var meget at gøre ved den. Nogle mente endda, at det var Guds straf for et liv med synd. I dag siger vi derimod, at alderdommen giver en øget sårbarhed, men at vi kan gøre noget ved det,” siger han. J

6 6 Hvordan håndterer du smerter? På vegne af Kristeligt Dagblad har Norstat spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne: Hvordan håndterer du lettere fysiske smerter i hverdagen såsom ondt i led eller muskler?

Min strategi for alderdommen Vær nysgerrig, nærværende og nøgtern. Så bliver det lettere at være gammel, skriver kultursociolog Dorte Skot-Hansen, der snart selv fylder 80 år

guide Da jeg var i slutningen af 30’erne, forekom det at fylde 40 som en total nedPRI smeltning. V AT F O T O ”40, fed og færdig” hed det dengang, og småfed var jeg i hvert fald. Men ikke helt færdig, så livet gik videre, nye muligheder viste sig, og så galt var det jo heller ikke. Siden har hver 10-årsfejring haft sine udfordringer. Men man kom gennem det, og trods livets mange udfordringer står jeg her på mine to ben som næsten 80, en kvinde i sin bedste alder – for bedre bliver det aldrig. Det kan være svært ikke at falde i et sort hul, hvor fremtiden handler om voksenbleer, rollatorer og hjemmehjælp. Eller endnu værre, demens og glemsel. Men man kan også prøve at vende det om og prøve at finde en strategi for at få det bedste ud af den tid, der er tilbage. Så her på kanten til mit nye tiår har jeg opstillet nogle leveregler, jeg tror er væsentlige for at komme godt gennem de næste år.

Nysgerrig

Nærværende

Nøgtern

At være nysgerrig drejer sig om at blive ved med at afsøge nye sider af sig selv og sine omgivelser. At se kunst, høre musik og læse bøger, også uden for de genrer og sammenhænge, man har til vane. At spise noget, man aldrig har smagt før, eller at gå en anden vej hjem. At udfordre sig selv gennem samtaler med mennesker, man er uenige med, og møde nye mennesker med åbent sind, hvad enten det er på en bænk i parken, i bussen eller til en langbordsmiddag. At prøve at forstå, hvorfor ens barnebarn har valgt at få en tatovering, eller nu vil kaldes de og dem. Og lære at bruge ChatGPT og at tale i stedet for at skrive, når man søger på Google.

At være nærværende handler om at være til stede i nuet. Det lyder så banalt, men det er faktisk sværere, end man tror i en tid med konstant forstyrrelse. På caféen lytter man med på brudstykker af nabobordets samtale, og til mødet kigger man skjult på sin mobil. Her handler det om at fokusere, at blive en god lytter, at nyde den mad man har puttet i munden, og se på hver enkelt blomst, busk eller træ man går forbi i parken.

procent af de 18-29-årige svarer, at de forsøger at bevæge sig eller træne det væk.

procent af de 30-39-årige og de 40-49-årige svarer, at de forsøger at bevæge sig eller træne det væk.

At være nøgtern går ud på at være bevidst om, hvor man står i livet. Ikke at dyrke forfaldsfortællingen, men at man skal sørge for rettidig omhu: skrive testamente, oprette en fremtidsfuldmagt og få ryddet op i gemmer og papirer. Og at være nøgtern omkring sin fysiske formåen i forhold til at gå på trapper, holde haven og passe sommerhuset. Ikke kun for sin egen skyld, men for at forhindre at ens pårørende skal bekymre sig unødigt eller have mere besvær end højst nødvendigt. J

procent af de 50-59-årige svarer, at de forsøger at bevæge sig eller træne det væk.

procent af dem over 59 år svarer, at de forsøger at bevæge sig eller træne det væk.

ARKIVFOTO: ELLIOT ELLIOT/JOHNER/RITZAU SCANPIX

Dorte Skot-Hansen er kultursociolog og lektor emerita.

Giv nummeret videre – vi er klar ved telefonen

Ældretelefonen er støttet af TrygFonden

Kender du én, som savner nogen at tale med? Birthe og vores andre frivillige sidder klar hos Ældretelefonen og tager imod opkald fra ældre, der har brug for en snak. Måske kender du én, der kunne have godt af at høre en venlig stemme eller have behov for nogen at dele tankerne med? Alle kan ringe på hverdage fra kl. 9-15. Det er anonymt, og man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen. Giv telefonnummeret og det gode budskab videre.

Ring til Ældretelefonen på 32 210 210

KLIP UD OG GEM

28 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

I dag bruger mange datingapps, når de søger en mage. For 30 år siden foregik det oftere gennem aviserne. Dette er en kærlighedshistorie fra kontaktannoncens tidsalder

interview Thilde Thordahl Andersen tandersen@k.dk

”Jeg søger en pige!”, stod der i Kristeligt Dagblad. Det var den 22. februar 1996, og ordene var overskriften på en annonce. Annoncen var en af de tre såkaldt ”personlige” af slagsen, som var i avisen den dag. Under overskriften blev søgningen uddybet: ”Jeg, 46-årig enkemand med 2 børn på 17/19 år, søger pige i passende alder. Jeg interesserer mig for lystfiskeri, camping, ferieture til Norge, hjemlig hygge m.m. Absolut troende indstilling. Bor i eget hus. Billetmrk. 208.” Det var Kjeld Christensen, der havde sat kontaktannoncen i avisen. Han var tidligere selvstændig cykel- og plæneklippermekaniker. Nu arbejdede han som landpost og boede på halvøen Thyholm i Nordvestjylland. Året inden havde han mistet sin hustru, Erna, efter at hun havde været syg i seks år med brystkræft. Han havde sat annoncen i sin avis, fordi han havde svært ved at træffe nogen. Og den ene annonce skulle vise sig at være tilstrækkelig. For i midtjyske Skive sad den dengang 47-årige Grethe Stilling i sin lejlighed og bladrede i avisen. Da hun kom til side 10, stoppede hun op. Hun tænkte, at den 46-årige lystfisker lød interessant, for de havde flere ting tilfælles. Han var jævnaldrende med hende, han var enkemand, han havde børn, og han var kristen. Hun troede egentlig ikke, hun kunne finde en ny livsledsager. For ingen kunne alligevel erstatte Poul Erik, hendes mand, som var død knap tre år tidligere. Alligevel tog hun mod til sig. Hun skrev et brev, noterede billetmærke 208 på kuverten og puttede den i postkassen. Sådan var begyndelsen.

Så gav hun mig et klem

I en skov af dating-programmer på tv kan man i disse år følge danskere, der søger en livsledsager. Og ude i virkeligheden bruger mange mennesker apps, når de vil finde sig en kæreste. Magesøgningen er blevet et marked, og kærligheden en vare, man kan returnere. Men dette er en kærlighedshistorie fra kontaktannoncens tidsalder. Den handler om at finde sit livs anden store kærlighed. Og om at holde den i live.

I 1996 satte enkemanden Kjeld en kontaktannonce i Kristeligt Dagblad. Og Grethe besvarede den

Seniorliv | 29

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

2 Kjeld Christensens kontaktannonce havde billetmærke 208. I dag kan man fortsat sætte kontaktannoncer i Kristeligt Dagblad. AFFOTOGRAFERING: LEIF TUXEN

blevet gift. Sønnen boede stadig hjemme. ”Og jeg kunne godt se, at mine børn skulle jo ikke hænge på mig. De skulle ud blandt andre unge mennesker,” siger Grethe Stilling. Det var derfor, hun skrev til billetmærke 208 – som den eneste i øvrigt. Kjeld Christensen svarede på Grethe Stillings brev, de udvekslede telefonnumre og aftalte, at han skulle komme på besøg en dag i slutningen af februar 1996. Det var en dag, hvor hun havde besøgt sin datters familie i Thisted, husker hun. Hun var taget hjem ud på eftermiddagen, og datteren havde spurgt hende, hvorfor hun dog tog hjem før aftensmaden. ”Jeg svarede: ’Det skal jeg, for jeg har en aftale’. Men hun fik ikke at vide med hvem,” siger Grethe Stilling. Ingen af dem husker, hvad Grethe Stilling kokkerede til Kjeld Christensen den første aften. Men hun husker, at de med det samme talte godt sammen. Om deres børn og interesser. ”Og han var vokset op på samme måde som mig. Han var vant til, at man for eksempel bad bordbøn.” For hans forældre var kommet i Indre Mission, og nu kom både Kjeld Christensen og Grethe Stilling i KFUM og KFUK. Kjeld Christensen husker ikke mange detaljer fra det første møde. Men: ”Grethe, hun fortalte mig, at hun havde købt en ny Citroën ZX.” ”Derudover, så er der lige en enkelt ting, som jeg kan huske,” siger han. ”Og det var, at dengang jeg skulle til at hjem, så fulgte Grethe mig ned til bilen. Og så gav hun mig et klem. Det husker jeg. Som noget af det eneste, jeg husker fra den dag. Men det var jeg helt tilpas med, at hun gjorde.”

Tro det, eller lad være

Inden Kjeld Christensens hustru, Erna, døde, lovede han hende, at han ikke ville leve alene efter hendes død. ”For det ville være synd for pigerne,” siger han. ”Min far, han var enkemand i 30 år, og der var vi sådan noget hængt op på, at vi skulle altså besøge ham en gang om ugen. Og det var ikke altid lige sjovt at skulle derned nødvendigvis en søndag aften eller sådan noget. Så derfor sagde Erna, at ’du må ikke gå alene. Det duer du for det første ikke til, og for det næste, så er det synd for pigerne’.” Så han indrykkede annoncen, og det står tydeligt mellem linjerne, at han søgte en kvinde, der var kristen. Hvorfor? ”Fordi jeg er selv kristen, og det kunne jeg ikke tænke mig ikke skulle gælde os begge to.”

Hvorfor er det vigtigt for dig? ”Det er, fordi kristendommen betyder stort set alverden for mig.” Grethe Stilling var kontoruddannet og havde arbejdet i sin mands bilforretning. En dag i 1993 bad han hende pakke sammen tidligere end vanligt, så de kunne tage hjem. For han havde sådan en hovedpine. Men de nåede aldrig hjem. Han blev kørt på hospitalet og døde af en blodprop i hjernen. ”Det skete jo sådan, ligesom du knipsede med fingrene,” siger hun. Hun stod tilbage med sin på det tidspunkt 21-årige datter og 15-årige søn. Bilforretningen skulle afvikles, og Grethe Stilling besluttede sig for at læse til pædagog for at skabe nye muligheder for sig selv. Hendes datter var flyttet hjemmefra og

”

Grethe, hun var simpelthen sådan en flot pige. Jeg tænkte: Hun ville ikke have sådan en tosse som mig.

KJELD CHRISTENSEN

Kort efter deres første møde blev Kjeld Christensen indlagt på Kommunehospitalet i Aarhus. Han havde hudkræft på armen, som skulle fjernes. Han regnede med at skulle bruge et par dage på hospitalet, men det blev noget mere omfattende. For der blev fjernet et stort stykke fra hans højre underarm, og der blev fjernet hud fra hans lår, som blev transplanteret op på armen. Han kom til at ligge på sygehuset i tre uger, mens det helede. Og hvad med Grethe Stilling? ”Tro det eller lad være”, siger Kjeld Christensen, ”men hun kom hver aften”. Hver eftermiddag, når hun fik fri fra pædagogseminariet i Viborg, kørte hun til Aarhus og besøgte ham. De sludrede i opholdsstuen eller gik tur i området omkring sygehuset, inden hun kørte hjem til Skive. ”Jeg kan huske en af de første gange, jeg var dernede,” siger hun. ”Jeg kørte fra Viborg i solskin, men jeg måtte køre hjem i snevejr.” Det var også Grethe Stilling, der hentede Kjeld Christensen, da han blev udskrevet.

fortsætter side 30

30 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. september 2026

... I 1996 satte enkemanden Kjeld ... fortsat fra side 29 ”Grethe, hun var simpelthen sådan en flot pige. Jeg tænkte: Hun ville ikke have sådan en tosse som mig. Men det ville hun jo så godt alligevel,” siger han. Grethe Stilling havde i begyndelsen en enkelt betænkelighed. Den var, hvad hendes børn ville sige til, at hun involverede sig med en ny mand. Især sønnen havde været meget knyttet til sin far, og ville det ikke blive frygtelig svært for ham? Men hun husker, at han sagde: ”Det er også o.k., mor. Men ingen børn. Det er I for gamle til.” Hun ler, mens hun fortæller det, og Kjeld Christensen ler med: ”Nej, det var vi for gamle til.” Kjeld Christensen solgte kort efter sit hus i Hvidbjerg. Hans døtre var flyttet hjemmefra, og han flyttede til Skive og ind hos Grethe Stilling og hendes søn. Vi kunne Den 21. september 1996 ikke drømme blev parret viet i Vor Frue Kirke i Skive og holdt stor om at lægge os til på Sallingsund Færgeat sove, inden vi har fest kro for omtrent 100 mennesker. Deres vennekredse sagt ordentligt deres fælles Y’s Men godnat til hinanden. og Club var med. Han holdt tale, og hun havde så fin GRETHE STILLING en hat på, at hendes halvandet år gamle barnebarn knap kunne kende hende. I 1997 købte de et parcelhus sammen ved Karup Å i Skive. For her kunne de starte et nyt kapitel, og alle deres fire nu voksne børn kunne på sigt komme til at føle sig hjemme. Hun stoppede på seminariet for ikke at skulle pendle til Viborg længere, og så hun i stedet kunne tage sig af det huslige i dagligdagen. Og så blev hun dagplejemor, og der kom småbørneliv i huset mange år fremover.

”

mer godt ud på den anden side af sådan en alvorlig operation.” Hun tilføjer: ”Så jeg sendte mange bønner opad i de seks timer, jeg sad og ventede.” Operationen gik godt, og Kjeld Christensen havde efter planen været vågen under forløbet, så lægerne kunne teste, om elektroderne sad det rette sted i hjernen og mindskede rystelserne. Grethe Stilling husker, at sygeplejersken kom ud i venteværelset og fortalte, at personalet ikke helt vidste, hvad de skulle gøre med Kjeld Christensen nu. For han var blevet helt umulig efter operationen. Rastløs og urolig. Grethe Stilling fik lov at komme med ind til ham. Hun siger: ”Så faldt han bare til ro,” og han siger samtidig: ”Så var jeg fuldstændig rolig.”

Det er det samme med dig

For tre år siden flyttede ægteparret ind i en lejebolig i Skive. Her i området bor folk i mange aldre og en del seniorer, og der er fælleshus og masser af fællesskab. For nylig var de for eksempel til forårsfest. De er i det hele taget et par travle pensionister. De går tur sammen hver dag, og de har en kolonihave i en anden del af byen. De har deres fire børn og også 10 børnebørn og to oldebørn. Og hver torsdag får de besøg af et pleje-barnebarn, de har fået gennem Indre Missions ”Med hånd og hjerte”-tilbud i Skive. Det er et initiativ, der sætter eksempelvis pressede børnefamilier sammen med frivillige kontaktpersoner. Den syvårige dreng har de haft i deres liv, siden han var tre år, og de holder utro-

AFFOTOGRAFERING: JENS BACH

6 Grethe Stilling og Kjeld Christensen Hun er født i 1948, han er født i 1949.

Hun har arbejdet som kontorassistent og dagplejemor. Han har været selvstændig som cykel- og plæneklippermekaniker og har siden været landpost. I dag er de begge folkepensionister, og de bor i Skive i Midtjylland.

De har tilsammen fire børn, 10 børnebørn og to oldebørn.

Er det også sådan, I siger godnat? Med et kys? ”Ja ja,” siger de i kor, og han fortsætter: ”Og det er mere end et.”

Til døden os ikke skiller

Hvis man ønsker sig et langt og godt ægteskab, hvilke råd vil I så give? ”Man kommer altid længst med ærlighed over for hinanden,” siger hun. ”Det er fuldstændig rigtigt. Og man kommer jo ikke igennem 30 års ægteskab eller for den sags skyld meget mere, uden at man sommetider er uenige. Det kan jo ikke lade sig gøre,” siger han. ”Nej, det ville være unaturligt,” siger hun. Han fortsætter: ”Men, man skal aldrig lade solen gå ned, uden at man er blevet gode venner igen.”

Jeg sendte mange bønner opad

Tidligere på året var det 30 år siden, de traf hinanden takket kontaktannoncen. Og i denne måned har de 30-årsbryllupsdag. De er taknemmelige for, hvordan de hver især er blevet vigtige for hinandens børn og børnebørn. Og for, at de har hinanden at dele livet med. Det værste, Grethe Stilling har været ude for i deres ægteskab, skete i 2021. For da var Kjeld Christensen igen blevet syg. Først havde lægerne mistænkt Parkinsons sygdom. Men den endelige diagnose var essentiel tremor. Det er en neurologisk sygdom, som medfører rystelser i hænder, arme og sommetider hoved, og Kjeld Christensen var massivt ramt. Det blev besluttet, at han skulle behandles med dyb hjernestimulation. Det er en metode, hvor elektroder indsættes i hjernen, så de kan sende vedvarende små elektriske impulser, der forstyrrer de hjernesignaler, som får den syge til at ryste. Det er en behandling, som har meget stor effekt, også for Kjeld Christensen, skulle det vise sig, men selve operationen gjorde Grethe Stilling rædselsslagen. For elektroderne skulle sættes 11 centimeter ind i Kjeld Christensens hjerne, og det er selvfølgelig ikke uden risiko. Hun husker, at hun sad i venteværelset sammen med Kjeld Christensens to døtre. At hendes egen datter ringede og tilbød at komme, men at hun svarede nej tak. At hun sagde til sin datter: ”Det eneste, vi kan gøre, det er at folde vore hænder og håbe, at Kjeld, han kom-

0 Grethe Stilling og Kjeld Christensen på deres bryllupsdag den 21. september 1996.

lig meget af ham. De henter ham i skole og tager ham med hjem. De hygger, spiller fodbold, fodrer ænder, ser fjernsyn og spiser aftensmad sammen. Parret går også i seniorklub hos KFUM og KFUK i deres lokale Egeris Kirke, de går i Y’s Men Club og har en privatarrangeret bibelkreds. Deres gudsforhold er i det hele taget en stor del af hver eneste dag i deres liv. De holder morgen- og aftenandagt sammen. De beder bordbøn før hvert måltid, og de beder dagligt fadervor samt en bøn for deres søskende, venner, børn, børnebørn og oldebørn. Når det er forår og sommer, gør de gerne noget ekstra ud af det for hinanden. De pakker en frokostkurv og tager på udflugter. ”Ud i fædrelandet”, siger hun. Men de mærker egentlig også kærligheden og makkerskabet i det daglige. Han har aldrig været ”den allerbedste”, som han siger, til at lave mad. Det er hun til gengæld. Og så er han god med mange af de håndværksmæssige ting. De hjælpes ad. De blev forelskede, da de mødte hinanden for 30 år siden. ”Og det har vi været lige siden,” siger Kjeld Christensen. ”Det er hele hendes væremåde,” siger han, og de kigger på hinanden. ”Og det er det samme med dig,” siger hun, inden han tager ordet: ”Vi kunne ikke drømme om at lægge os til at sove, inden vi har sagt ordentligt godnat til hinanden. Og hvis det er sådan, at den ene skal til noget, så kører vi aldrig, uden at vi har sagt ordentligt farvel med et kys.”

0 De to går dagligt tur sammen i nabolaget i Skive. FOTO: JENS BACH

Har I nogensinde prøvet alligevel at lade solen gå ned over jeres vrede? ”Nej,” udbryder de i kor og fortsætter, også i kor: ”Det har vi ikke.” De to drømmer om, at de selv og deres nærmeste må få lov at være sunde og raske i mange år fremover. Men de ved også, hvad der skal ske, når de engang dør. Grethe Stilling har fået nedlagt sin første mands gravsted, efter at fredningstiden udløb. Det samme har Kjeld Christensen gjort med sin første hustrus gravsted. Og så har de købt to gravsteder på Egeris Kirkegård, hvor de to gravsten nu er placeret ved siden af hinanden. Når Kjeld Christensen en dag dør, skal hans kiste i mulden ved hans første kones gravsten, og hans navn skal stå under hendes. Når Grethe Stilling en dag dør, skal der ske det tilsvarende – at hendes kiste nedsættes ved hendes første mands gravsten, og hendes navn kommer til at stå på hans sten. På den måde kan Grethe Stilling og Kjeld Christensen hvile med deres første ægtefæller, men også lige ved siden af hinanden. Deres livs anden store kærlighed. J

TIL DØDEN JER SKILLER 28. 6 - 6. 12. 2026

I temaudstillingen TIL DØDEN JER SKILLER dykker Museet for Religiøs Kunst ned i den romantiske kærlighed mellem to mennesker, som den er skildret igennem tiden af forskellige kunstnere. Udstillingen præsenterer en bred vifte af kunstneriske medier og stilarter– fra maleri og skulptur til grafik, foto og videokunst. Som en del af udstillingen er offentligheden inviteret til at dele deres egne private bryllupsbilleder.

Robert Storm Petersen (Storm P.), Kys, 1907-08. STORM – Museum for humor og satire, Frederiksbergmuseerne.

”Sorg er kærlighed man ikke kan komme af med ” – Johannes Møllehave

Paddy Summerfield, Mother and Father, 1997-2007

Museet for Religiøs Kunst

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. august 2025

Har du talt med dine kære om hvilken forskel du vil gøre med din arv?

Det kan være svært at starte samtalen - det ved vi godt. Hos Det Gode Testamente står mere end 50 velgørende organisationer sammen om at gøre samtalen om arv og testamente både tryg og naturlig.

Find samtalekort på detgodetestamente.dk/samtalen