TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 7. MARTS 2026
Randi Rosenfeldt har undervist i gymnastik i mere end 70 år, og hun er ustoppelig. For har man sat sig noget for, må man klø på. Side 28
Danmarkshistoriens største årgang fylder rundt. Mød nogle af dem fra 1946. Side 5, 10 og 20
Mænd over 60 år har kke ord for deres følelser, lyder det. Men er det sandt? Side 14
Hun ville tættere på børnebørnene, han følte sig for gammel til at flytte. Side 38
4,7 - Fremragende
Gæsterne giver
Det Gode Liv - Andalusien
Glæd dig til 4 uger på et skønt resort nær havet med pool og spa. Vi bor i lejligheder med køkken samt balkon eller terrasse, og med os har vi en dansk vært, som tager hånd om programmet, der byder på muligheden for at deltage i sjove aktiviteter, spændende udflugter og hyggelige middage.
29 dage fra 12.995 kr.
Afrejse i oktober & november:
Gæsterne giver
Mageløse Madeira
Oplev det bedste af blomsterøen, når vi med base på et dejligt hotel ud til havet ved Funchal tager på ture i de fantastiske landskaber til kystbyer, flotte udsigtspunkter, en bananplantage, lavapools, en vingård og meget mere. 8 dage fra 10.995 kr.
Afrejse fra marts til oktober:
Hos Smilrejser har vi i 35 år skabt grupperejser fyldt med interessante oplevelser, godt selskab og opdagerglæde. Kom med, når vi dykker ned i kulturen og historien i nogle af det solrige Sydeuropas mest interessante lande med en af vores dygtige og dansktalende rejseledere.
Gæsterne giver
Portugals grønne ørige
Med 5 nætter på Azorerne og 6 på Madeira får du et fantastisk miks af rå, vulkanske landskaber, frodige dale og blomster i alverdens farver i begge de portugisiske ø-paradiser. En rejse fyldt med naturoplevelser og interessante indblik i kulturen langt ude i Atlanten.
12 dage fra 19.995 kr.
Afrejse i september & oktober:
Næste rejse begynder på smilrejser.dk
Ring på 8833 6246 · info@smilrejser.dk
Gæsterne giver
Kunst, kultur og betagende natur går hånd i hånd, når vi udforsker toscanske perler som Lucca, Siena og Pistoia, bjergbyerne San Gimignano og Volterra samt renæssancebyen Firenze. Med base på et skønt hotel i kurbyen Montecatini Terme.
8 dage fra 9.995 kr.
Afrejse i maj, juni, september & oktober
Gæsterne giver
Nyd den gudesmukke Amalfikyst med base i den charmerende kystby Maiori og skønne inkluderede oplevelser såsom en malerisk sejltur langs kysten, en vandretur på den berømte Citronsti samt besøg i byerne Ravello, Amalfi og Pompeji. 8 dage fra 10.995 kr.
Oplevelsesrige grupperejser over hele verden
I år fylder årgang 1946, den største nogensinde, 80 år, og min farmor er en del af den. Mens hendes ungdom blandt andet gik med at blive mor, brugte andre tiden på at gøre oprør. Årgang 1946’s ungdomsliv var i sandhed forskelligartet, og det samme gælder naturligvis seniorlivet. I dette tillæg har redaktionen samlet en række af de bedste tidligere bragte artikler om den tredje alders mange facetter. Tak, fordi du læser med. Amalie Obbekjær Jensen, tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad
5 Baggrund Den største årgang i Danmarks historie fylder 80.
8 Klumme Er det okay, at ældre får hund, spørger Bente Johannessen.
8 Nyhed Ældre oplever, at tiden går hurtigere.
10 Interview Årgang 1946 fortæller: Fra små kår til frit valg på alle hylder.
12 Nyhed Aktive kvinder over 65 år holder dansk kulturliv kørende.
12 Klumme Lis M. Frederiksen takker af efter 15 år som klummeskribent.
14 Reportage 20 modne mænd har sat sig for at få et sprog for deres følelsesliv.
18 Klumme Det nyfødte barnebarn sætter tankerne i gang, skriver Ivar Brændgaard.
18 Læserne svarer Hvad gør din dag rigere? Fire over 65 år giver deres bud.
20 Interview Årgang 1946 måtte bide tænderne sammen, siger Jens Smærup Sørensen.
22 Nyhed Det er en myte, at man kan blive for gammel til at lære nyt.
24 Interview Hvad ved Lisbeth Smedegaard Andersen egentlig om at blive gammel?
26 Husker du Hvad blev der af mågestellet, VHS-båndet og klokkestrengen?
28 Interview Den 90-årige gymnastiklærer Randi Rosenfeldt er ustoppelig.
32 Baggrund Alderen 67 siger ikke længere noget om din tilknytning til arbejdsmarkedet
34 Interview Lis M. Frederiksen skrev dagbog, da hun mistede sin mand.
38 Baggrund Samtalen om det sidste hjem rummer både sorg og glæde.
De voksede op i fattige kår på landet, men blev velstillede parcelhusdanskere med brudte familier, tv og alt i hårde hvidevarer. Her er et portræt af årgangen, der blev født i 1946 baggrund
Morten Mikkelsen og Tine Maria Winther mikkelsen@k.dk, winther@k.dk Man må yde for at kunne nyde. Ordene er med garanti blevet udtalt i barndomshjemmene hos en stor del af den årgang, der blev født i 1946 og altså fylder 80 år her i 2026. Og ordene fungerer som en form for fællesnævner for de mere end 96.000 danskere, der blev født i det første efterkrigsår og ellers har levet vidt forskellige liv. Nogle ville måske hellere tildele årgang 1946 et motto hentet fra studenteroprøret i 1968 såsom ”Fantasien til magten!” eller ”Stol ikke på nogen over 30!”. Men langtfra alle på årgangen var revolutionære studenteroprørere. ”Det er en generation, som har fået ry for at være forkælet, men det er også en generation, som har arbejdet rigtig meget. De fleste er vokset op i små kår. Danmark modtog Marshallhjælp fra USA langt ind i 1950’erne, og årgang 1946 havde levet en stor del af deres barndom, før der kom gang i dansk økonomi,” siger Marianne Levinsen, forskningschef ved Center for Fremtidsforskning og forfatter til bogen ”7 generationer”, som analyserer hver generation af danskere gennem de seneste 100 år. ”Hvis en ung kvinde drømte om at blive læge, kunne hun typisk få at vide, at hun nok hellere skulle læse til pædagog eller lærer. Og mange unge mænd kunne gå med vilde fremtidsplaner, men få at vide af deres far, at: ’Jeg har lavet en aftale med Hans Pedersen om, at du starter som lærling på hans værksted på mandag.’ Og så blev det sådan. Man fandt sig i de voksnes krav. Man troede ikke, det
var muligt at ændre på noget,” siger hun. De første 20 år af generationsportrættet handler altså om en efterkrigsgeneration med gode danske navne som Kirsten, Erik, Jørgen, Marie og Hanne. De blev født ind i et fattigt, sønderskudt Europa. De voksede op med landarbejde, kom i håndværkerlære eller uddannede sig til lærer eller sygeplejerske i byen. Penge, uddannelsespladser og bolig var der få af. Arbejde var der meget af. Så fulgte en række af danmarkshistoriens største spring.
Generationen, der fik det hele med Velfærdsstatens spæde begyndelse ligger før 1946, men det var i årgang 1946’s levetid, alle fik ret til folkepension (1956) og efterløn (1979). Vaskemaskinen, telefonen og fjernsynet er opfundet før 1946, men det var først i løbet af årgang 1946’s levetid, at disse goder blev allemandseje. Mange udvidede også hjemmets maskinpark med opvaskemaskine, tørretumbler og mikrobølgeovn.
Selve hjemmet skiftede årgang 1946 også ud. De kom fra små huse på landet eller lejligheder i byen, men nu flyttede de i stort tal i parcelhus i forstæderne. Mellem 1960 og 1980 blev der bygget næsten en halv million parcelhuse i Danmark. Her kunne Kirsten, Erik, Jørgen, Marie og Hanne udfolde deres nye familieliv i kernefamilier med deres børn, som de gav navne som Helle, Susanne, Henrik, Michael, Lars og Mette. Børnene fik ofte hvert sit børneværelse. Det havde årgang 1946 ikke selv haft.
”I forhold til generationerne før og efter havde 1968’erne rigtig meget medvind i deres ungdom. Der skete en masse uddannelsesmæssige spring og indtægtsspring og fremskridt i måden, man kunne udfolde sit liv på,” siger Marianne Levinsen, som tilføjer, at det også var og er en meget aktiv generation i forhold til fagforeninger, foreningsliv og frivilligt arbejde. Selvom medieomtalte 1960’er-fænomener som hippiekollektiver kun var virkelighed for et fåtal, kom selvbestemmelse og solidaritet til at være vigtige begreber for årgang 1946. Og kvinder i generationen kastede sig ud i det krævende frihedsprojekt både at få børn og en uddannelse. En meget stor forandring
I 1946 blev der født 96.111 børn i Danmark. Det er den største årgang nogensinde. I en artikelserie har Kristeligt Dagblad undersøgt, hvad der kendetegner årgangen, og de forandringer, der er sket i deres 80-årige levetid.
Dette er en del af serien. Alle artiklerne kan findes på k.dk.
udgik fra p-pillen, som blev almindeligt udbredt i Danmark i 1966. Syv år senere kom loven om fri abort.
”Det var en revolution, at kvinder i langt højere grad kunne bestemme, hvor mange børn de ville have. Børn skiftede fra at være noget, man bare fik, til at være en del af den enkeltes selvrealisering. Men samtidig gik antallet af skilsmisser i vejret. Mange i denne årgang var som helt unge blevet gift på traditionel vis. Nu ville mange kvinder være mere end den, der stod klar med tøflerne og aftensmaden, når manden kom hjem,” siger Marianne Levinsen. Årgang 1946 blev generationen, der fik gavn af hele opsvinget inden oliekrisen i 1970’erne. En årgang, der som allemandseje fik telefon, fjernsyn, parcelhus, egen bil og mulighed for at tage på sommerferie i sydens sol, men som også ændrede familiemønstret til en mere omskiftelig, opbrudt og selvrealiserende måde at leve på. De fik det hele. På godt og ondt. De kom ind i deres huse, inden boliger i de store byer blev næsten ubetaleligt dyre. Og de nåede at få
pension og efterløn, inden pengekassen blev smækket i, og aldersgrænsen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet blev rykket opad.
Generationen, der ville forblive unge Mikkel Thelle er seniorforsker ved Nationalmuseet i København og arbejder med velfærdssamfundets kulturhistorie. Han peger på, at efterkrigsgenerationen altid har set ud i verden efter inspiration.
”De er vokset op under den kolde krig, og det her med at blive påvirket kulturelt af USA eller Sovjetunionen var meget nærværende, ligesom atombomben var det. Hele vejen hen imod 1989 har der været store nedslag i historien, som folks eget liv blev påvirket af: Invasionen af Ungarn i 1956, invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, Richard Nixons historiske besøg i Kina i 1972,” fortæller han.
Ud over at have redet på en velstandsbølge er årgang 1946 og de andre i samme generation kendetegnet ved at have en selvforståelse om at have været unge, mens alle de spændende kulturelle og politiske brud fandt sted. Og ifølge Mikkel Thelle er det ikke kun magtforholdet mellem pligt og selvrealisering, som forskyder sig i løbet af årgang 1946’s levetid, men også magtforholdet mellem det unge og det mere modne menneske.
”Det er den første generation, der begynder at ville være ung med de unge. Ligemeget hvor gammel man bliver, holder man en dør åben til at være ung. Man vil være venner med sine børn, gå i sneakers og høre rockmusik. Generationen før dem var derimod indstillet på, at der var forskel på deres generation og den næste,” siger han.
Men uanset hvor gerne en generation vil forblive ung, kommer den dag, hvor man bliver afskrevet som for gammel af en ny ungdom. For årgangene født omkring 1946 skete det blandt andet i New Zealands parlament i november 2019, da et dengang 25-årigt parlamentsmedlem, Chlöe Swarbrick fra det grønne parti, afbrød en ældre kollega, der talte om klimaforandringer, med ordene ”OK, boomer”. Udtrykket bredte sig over hele verden som en løbeild om, at en ny ungdom
den
Gennem århundreder, har magnetterapi været anvendt til at styrke blodomløbet og lindre smerter.
Magnetterapi har været brugt til at hele og lindre gener i muskler og led. Man kan se en ændring af de røde blodceller på personer, der har brugt magnetprodukter gennem få uger. Blodcellerne har en tendens til at klumpe sig sammen og magnetvirkningen gør, at de skilles ad og flyder hurtigere og nemmere gennem blodbanerne. Vi får tilført ilt og affaldsstofferne transporteres væk mere effektivt. Når kredsløbet er i orden, er kroppen bedre i stand til at hele sig selv.
Det er ikke magneterne som er helbredende. Det er de forudsætninger som magnetfelterne skaber, der styrker organismens kredsløb. Ioner er elektrisk ladet atomer. De findes i vores blod og er påvirkelig over for magnetfelter. Når et magnetisk felt påvirker hhv. negative og positive ladet ioner, vil de oftest trækkes mod det modsatte ladet felt – nordpol(+) og sydpol(-).
Optimeret og øget blodgennemstrømning
Optimeret blodgennemstrømning forekommer når ionerne skiftevis passerer
nord- og sydpoler (+/-), da ionerne hhv. tiltrækkes og frastødes af de cirkulære magnetfelter, hvilket kan medvirke til forøget transport af ioner – dog ikke forøget blodtryk.
Øget blodtransport
Menneskets blodkar er forholdsvis elastiske og disses vægge kan udvides når der skabes en forbedret blodgennemstrømning. Dette giver ionerne mulighed for at øge blodtransporten gennem de nu udvidede blodkar.
Alle produkterme kan købes på www.magnocare.dk Du kan også ringe og bestille på tlf. 2924 5099
Magnetterapi virker først og fremmest ved at forbedre blodcirkulationen og blodets evne til at transportere ilt. Blodgennemstrømnings-hastigheden bliver forøget, og alle celler får øget ilttilførsel, næring, og affaldsstoffer bliver ført væk. Magnetterapien påvirker dit blod hver gang det passerer over magnetfeltet. Magnetfelter øger cirkulationen i levende væv, og har desuden effekt mod de fleste former for smerter og betændelsestilstande. Det er ikke magneterne i sig selv som er helbredende, men det er de forudsætninger som magnetfelterne skaber, der bedrer kroppens evne til at vedligeholde og helbrede sig selv. Jo bedre dit blodomløb er – jo bedre fungerer din krop.
Magnetpude
Magnocare by MAGNOFLEX magnethovedpude er til dig der ønsker afspænding i skuldre, nakke og hoved. Puden indeholder magnetterapi, der forbedrer blodgennemstrømingen og derved giver et bedre velbefindende, afhjælper muskelspændinger og nakkeinfiltrationer.
Magnet topmadras
Magnocare by MAGNOFLEX magnettopmadras består den lækreste lammeuld fra Australsk merino fåreuld, ØKOtex 100 certificeret, med indvævede silketråde, viskose og polyester.
Merino fåreuld er et yderst åndbart, naturligt og meget komfortabelt materiale med en høj absorberingseffekt.
Afslappende og helsegivende søvn
Sammensætningen af uld og MAGNOFLEX magneter optimerer forudsætningerne for et optimalt kredsløb og muligheden for at få en afslappende og helsegivende søvn. Magnetterapibehandlinger er fuldstændigt smertefrie og der er ingen kendte bivirkninger eller anden form for ubehag. Tværtimod føler de fleste patienter en behagelig varme i det behandlede område, hvilket antageligvis skyldes den forbedrede
HVORDAN VIRKER MAGNETFELTER:
• Forbedrer iltoptagelsen
• Fjerner affaldsstoffer (kuldioxid)
• Forbedrer blodcirkulationen
• Reducerer muskelspændinger og forstrækninger
• Afhjælper muskeltræthed
• Afhjælper blod- og væskeansamlinger/ødemer
• Lindrer smerter
• Normaliserer cellernes stofskifte
• Får kroppen til at slappe af
• Kan have en forebyggende effekt på degenerative og ikke-degenerative sygdomstilfælde
• Fremmer helingsprocesser
• Virker forebyggende
blodcirkulation, behandlingen giver. Magnocare by MAGNOLFEX magnet topmadras arbejder uden strøm fra nettet og uden batterier.
I det mellemste lag i Magnocare by MAGNOFLEX® magnet topmadras er magneterne syet fast. Hver madras indeholder 4 magnetstriber og 18 patenterede bipolære propelformede vekselmagneter.
Garnet i Magnocare by MAGNOFLEX magnet topmadrassens underside er specielt indvævet med sølvpartikler og olieessenser, som forhindrer dannelsen af lugtbakterier og fjerner næsten fuld-
stændigt de farlige mikrober. Denne kombination har stor virkning mod husstøvmider og sengelus. Virkningen mod husstøvmider og sengelus er blevet testet ved det uafhængige laboratorium TEC. Kombinationen af sølv og olieessenserne forbliver stabil og virkningsfuld også efter mange vaske.
MAGNOFLEX® magnetanordning er alle beregnet til medicinsk brug. Den eneste ægte type magnet topmadras med bipolare vekselmagneter og patenteret sølvunderside, som dræber husstøvmider og sengelus 100%. Patentregistreret og CE-certificeret som medicinsk udstyr. 100% håndsyet i Tyskland.
Grundlæggende drejer magnetfeltterapi sig om, at kroppen tilføres mere energi. Behandling med magnetfelter kan blandt andet medvirke til at forbedre kroppens iltoptagelse, øge blodcirkulationen, forbedre kredsløbshastigheden, opløse smerteblokader og minimere muskelspændinger. Magnetfelterne reparerer ikke men understøtter derimod menneskets selvheldbredende kræfter.
*OEKO-TEX® mærket er din garanti for produkter uden skadelig kemi. CE-mærkningen beviser, at et produkt er blevet vurderet af producenten til at opfylde EU's krav om sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse.
• Smerter, kramper, uro og hævelser i benene
• Tunge og trætte ben
• Dårlig nattesøvn
• Kolde hænder og fødder
• Sår på ben/fødder
• Muskel- og ledsmerter
• Rygproblemer
• Kramper om natten
• Spændingshovedpine
• Forhøjet blodtryk
• Følger af diabetes
• Arbejds- og nedslidningsskader
• Tendens til blå mærker
• Smerter fra åreknuder
Dokumenteret effekt
Patentregistreret, OEKO-TEX® og CE-certificeret som medicinsk udstyr*
1. klasses kvalitet – håndsyet i Tyskland
*OEKO-TEX® mærket er din garanti for produkter uden skadelig kemi. CE-mærkningen beviser, at et produkt er blevet vurderet af producenten til at opfylde EU's krav om sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse.
TOPMADRASSER:
Mål: 90 x 200 cm Før kr. 5.825,- NU 3.495,-
Mål: 120 x 200 cm Før kr. 6.658,- NU 3.995,Mål:
. 8.325,- NU 4.995,-
Madrasserne kan også syes efter ønsket mål!
PUDE:
Mål: 60 x 63 cm Før kr. 1.658,- NU 995,-
Puden med magneter er til dig der ønsker afspændning i skuldre, nakke og hoved. Puden indeholder magnetterapi, der påvirker dit blodomløb mest muligt og derved giver et bedre velbefindende.
Alt kan maskinvaskes på uldprogram ved 30o
Leveres direkte til din hoveddør!
Magnetterapi virker først og fremmest ved at forbedre blodcirkulationen og blodets evne til at transportere ilt. Blodgennemstrømnings-hastigheden bliver forøget, og alle celler får øget ilttilførsel, næring, og affaldsstoffer effekt mod de fleste former for smerter og betændelsestilstande. Det er ikke magneterne i sig selv som er hel’bredende, men det er de forudsætninger, som magnetfelterne skaber, der bedrer kroppens evne til at vedligeholde og helbrede sig selv. Jo bedre dit blodomløb er – jo bedre fungerer din krop. En magnetmadras giver dig mulighed for selv at behandle egne skavanker på en enkel og meget effektiv måde mens du sover. De fleste skavanker kan bedres efter at have ligget kort tid på en magnetmadras. Læs mere om magnetterapi på www. magnocare.dk
Hvad kan magnetterapi hjælpe mod
• Smerter, kramper, uro og hævelser i benene
• Tunge og trætte ben
• Dårlig nattesøvn
• Kolde hænder og fødder
• Sår på ben/fødder
• Muskel- og ledsmerter
• Rygproblemer
• Kramper om natten
• Spændingshovedpine
• Forhøjet blodtryk
• Følger af diabetes
• Arbejds- og nedslidningsskader
• Tendens til blå mærker
• Smerter fra åreknuder
Personer med pacemaker, bør søge godkendelse fra lægen før brug.
Lændebandage
Egner sig perfekt til behandling af smerter og stivhed i ryggens og lændens led og muskler. F.eks. smerter ved forstrækninger og forvridninger ved ischias, lumbago og hekseskud.
Indeholder 4 bipolare magneter med 780 Gauss. FØR kr. 1.332,-
NU KUN KR. 799,-
Nakkebandage
Egnet til blandt andet ryg- og nakkesmerter, muskelspændinger, migræne, hovedpine og kroniske smerter. Magnetbandage med original MAGNOFLEX® magnetanordning.
Indeholder 8 bipolare magneter med 780 Gauss. FØR kr. 1.165,-
NU KUN KR. 699,-
Skulderbandage
Egner sig perfekt til problemer med skulder og arm, som leddegigt, sportsskader, forstuvninger, brud, slag, hævelser mv. Magnetbandage med original MAGNOFLEX® magnetanordning.
Indeholder 4 bipolare magneter med 780 Gauss. FØR kr. 1.165.,NU KUN KR. 699,-
Knæbandage Egnet til ledproblemer, smerter, spændinger og skader omkring knæet. Magnetbandage med original MAGNOFLEX® magnetanordning.
Indeholder 4 bipolare magneter med 780 Gauss. FØR kr. 998,-
NU KUN KR. 599,-
Bente Johannessen livogsjael@k.dk
Hunde og ældre kan have stor glæde af hinanden. Det har jeg selv erfaret. Alligevel gav det stof til eftertanke, da et familiemedlem bemærkede, at ældre ikke bør anskaffe sig en hund. For hvor stiller det hunden, når dens herre dør?
GLÆDEN VAR STOR, da vi for 10 år siden blev hundeejere. I nogle år havde vi passet gode venners hund, når de var på ferie. Min hjemmegående mand nød hundens selskab og blomstrede op, hver gang Malli, som hunden hed, kom på besøg. Så da hans datter ringede og fortalte, at en venindes hund havde brug for et nyt hjem, slog vi straks til.
Ind flyttede Freja på otte år. En glad tæve i god mellemstørrelse. Min mand og Freja gik lange ture morgen, middag og aften, og når jeg kom hjem om eftermiddagen, blev jeg ikke alene mødt af en gladere mand, men fik også den overvældende velkomst, som kun er hundeejere forundt.
Også min hundeglade svoger tog Freja til sig. Han bemærkede dog ved første besøg – med et blik på sin dengang 75-årige bror – at ældre mennesker ikke bør anskaffe sig hund. Mennesker forstår, at en hund dør fra dem, men hunden forstår ikke, når dens herre forsvinder.
Det gav anledning til eftertanke. Men nu havde vi jo hunden, og jeg var meget yngre, så det skulle nok gå. Nu, hvor jeg selv så småt nærmer mig de 70 år, ihukommer jeg min svogers ord. Men skal mennesker oppe i årene alene på grund af vores alder virkelig frasige os alle glæderne ved at have hund? Skal vi frasige os smil, når hunden laver spilopper, glæde, når man ser den lege med andre hunde, daglig motion i hyggeligt selskab, nye bekendtskaber på hundeturene og meget mere?
I årene med Freja var det primært min mand, der oplevede alle disse glæder. Men vi delte sorgen, da vi måtte sige farvel til hende i hendes 13. år. Derefter blev huset meget stille.
NOGLE MÅNEDER GIK, min mand var fyldt 80, stadig fysisk aktiv, men det stod klart, at vi ikke magtede en hvalp. Skulle vi have en ny hund, måtte vi gå internatvejen. Der matcher de mennesker og hunde med hundens bedste for øje, så ville vi overhovedet have en chance, gemalens alder taget i betragtning?
Seniorliv skrives på skift af: Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Tidligere chefredaktør, journalist Bente Johannessen, født i 1957.
Heldigvis blev vi mødt med et blik for alderdommens velsignelser frem for livsfasens udfordringer.
”Vi har en tre år gammel cockerspaniel, der vil elske at sidde på skødet og blive nusset af din mand, og så skal du gå lange ture og træne med den,” lød det i røret, da jeg havde beskrevet vores livssituation.
Samme eftermiddag flyttede Skipper ind. Med stort livsmod, masser af energi og et ekstremt stort behov for at sidde på skødet og blive nusset. Matchet var perfekt.
Nu, hvor jeg er ude af arbejdsmarkedet, og min mands helbred desværre er svækket, er det mig, der har overtaget fornøjelsen ved både lufteture og nye hundebekendtskaber.
Der går ikke en dag uden en snak med mennesker, vi støder på, en 10-årig hundeglad dreng er blevet som et ekstra barnebarn, der kommer hjemmevant i huset, og lørdag og søndag morgen står den på lang gåtur med en ny veninde. Vores hunde indledte bekendtskabet i vild og voldsom leg, som de stadig nyder, mens vi får vendt alt fra hverdagens glæder og genvordigheder til de bøger, vi er i gang med.
MIN SVOGER HAVDE SELVFØLGELIG EN POINTE i sin bekymring for hunde hos ældre mennesker. Men jeg er ikke i tvivl om, at magter man som hundeglad senior og ældre at indfri den hunds behov, man anskaffer sig, og er man indstillet på en livsstil, hvor man er mere hjemme end ude, kan man roligt tage glæden ved at have en hund i hjemmet med. Dog med accept af, at der kommer en dag, hvor hunds og menneskes veje må skilles – fordi den ene dør, eller fordi man ikke længere har kræfter til hunden.
Hunden klarer formentlig den dag bedre end mennesket, siger min erfaring mig nu. Begge genbrugshunde har klaret omplantningen til vores hjem fint og udviklet sig som glade og harmoniske hunde.
Freja oplevede endda efter et års tid at få besøg af sin første familie. De havde forinden konsulteret en dyrlæge, der forsikrede, at besøget ikke ville skade hunden,
Også min hundeglade svoger tog Freja til sig. Han bemærkede dog ved første besøg – med et blik på sin dengang 75-årige bror – at ældre mennesker ikke bør anskaffe sig hund. Mennesker forstår, at en hund dør fra dem, men hunden forstår ikke, når dens herre forsvinder.
hvis bare den havde det godt i sit nye hjem.
Gensynsglæden var gensidig og meget stor, men da familien efter to timers kaffe og hundeleg sagde farvel, var der intet at mærke på hunden.
Freja oplevede gensynets glæde, men bagefter tydeligvis ikke savnets sorg.
Det nåede jeg at fortælle min svoger, der for nylig flyttede op i Himlen. Ser han derfra ned på vores lille familie, er jeg overbevist om, at han må medgive, at den glæde, hunde og ældre mennesker kan give hinanden, retfærdiggør, at hunden risikerer at miste sin herre og skulle tilpasse sig en ny. J
Det skyldes både biologiske forandringer i hjernen, men også forandrede livsomstændigheder, når ældre oplever, at tiden går hurtigere og hurtigere nyhed
Jacob Weinkouff Hansen livogsjael@k.dk
Det er ikke bare indbildning, når ældre synes, at tiden går hurtigere og hurtigere i takt med deres stigende alder.
Det viser et studie, der er udgivet i tidsskriftet Communications Biology.
Her har man set på registreringer af hjerneaktiviteten hos 577 mennesker, mens de så et otte minutter langt udklip af fjernsynsudsendelsen ”Alfred Hitchcock præsenterer”. Og resultatet er klart.
Aktivitetsniveauet skiftede klart flere gange i de unge deltageres hjerner, end det gjorde i de
ældre deltagere. Ifølge forskerne kan det være med til at give ældre en opfattelse af, at tiden går hurtigere.
Osman Skjold Kingo, der er lektor i udviklingspsykologi på psykologisk institut på Aarhus Universitet, har selv beskæftiget sig med menneskets opfattelse af tid. Han forklarer, at det, forskerne har testet, er en af flere grunde til fænomenet, hvor vi oplever at tiden går hurtigere, jo ældre vi bliver.
”Her er der tale om den indvendige årsag, kan man sige. Hjernen forandrer sig over tid, og jo ældre vi bliver, jo langsommere bliver hjernen til at opfatte de ting, der foregår omkring os. Derfor ser man også færre reaktioner i hjernen hos de ældre testpersoner i det nye forsøg. Den langsommere opfattelse kan give ældre mennesker en oplevelse af, at tingene suser afsted omkring dem, og at tiden derfor går stærkere.”
Men det er altså ikke den eneste grund til, at vi over årene ændrer vores tidsopfattelse. Set over et længere tidsrum, for eksempel et år, har ældre typisk færre nye og anderledes oplevelser end yngre mennesker, og det er fak-
” De oplevelser, der gør indtryk på os, og som vi derfor husker klart, er helt afgørende for vores opfattelse af, hvor hurtigt tiden går.
tisk den primære årsag til fænomenet, siger Osman Skjold Kingo.
”De oplevelser, der gør indtryk på os, og som vi derfor husker klart, er helt afgørende for vores opfattelse af, hvor hurtigt tiden går. De bliver en form for markeringspæle i løbet af året, og jo flere der er af dem, jo længere føles det som om, at året har varet. Derfor kan man lidt skarpt sige, at jo færre nye oplevelser, vi har, jo hurtigere går tiden.”
Derfor kan man heller ikke sige, at alle ældre oplever, at tiden går hurtigere. Hvis man som ældre har mange nye oplevelser i løbet af et år, vil man naturligvis have en oplevelse. Men typisk er den første del af vores liv fyldt af langt flere oplevelser, siger Osman Skjold Kingo.
”Fra man er 15 år til man bliver 25 år sker der typisk rigtig mange store skift i livet. Man skifter fra den ene uddannelse til den anden, får måske sit første job og måske endda også sin første kæreste og børn. Sammenlignet med, hvad der typisk sker i perioden fra, at man er 65 år, til man er 75 år, er det altså en langt mere begivenhedsrig periode, og derfor kan man generalisere lidt og sige, at ældre typisk oplever, at tiden går stærkere og stærkere.” J
Vil du på gåtur i det vestjyske forårslandskab? Den vilde natur er blevet inviteret indenfor i mange haver. Medierne vrimler med udtryk som ”vild med vilje”, ”hjemmehørende arter” og ”biodiversitet”. Men hvad betyder det egentlig?
I denne uge skal vi sammen ud i foråret og se på forskellige naturtyper. Vi skal høre om landskabernes kulturhistorie, og se om vi kan finde nogle af de planter, der er karakteristiske for de forskellige landskabstyper. Igennem en række foredrag, ekskursioner og gåture udforsker vi naturen i det smukke forår.
Vi skal besøge en vild have og høre fortællingen om, hvordan den blev omlagt fra guldfiskedam og rosenbede til et blomstrende paradis for sommerfugle, padder og småfugle. Vi skal høre om et landskabs forvandling fra drænet sø til muligt signaturprojekt under den grønne trepart.
Vi skal også besøge en urørt bøgeskov, på jagt efter orkideer i Klosterheden, og selvfølgelig en tur til Vesterhavet.
Og så bliver vi introduceret til forskellige måder at bruge naturens planter - måske vanker der også en smagsprøve eller to?
EKSKURSIONER
Trælborgdalen
Klosterheden Plantage
Vesterhavet og Klitheden
Den vilde have i Kobberup, Rydhave Skov m.fl.
Onsdag 3. juni
Kl. 13-14 Indkvartering
Kl. 14.00 Kursusstart med velkomst, personaleintroduktion og kaffe
Kl. 15.00 Kursusintroduktion, introduktion til Højskolen og omgivelserne samt en lille plantesafari
v/Astrid Skou Hansen
Torsdag 4. juni
Kl. 09.30 ”Ønskesang fra Højskolesangbogen” Højskolesangbogen og den danske sangskat. v/Jesper Vinther
Kl. 14.00 “Ukrudt”
Vi skal lære planterne bedre at kende. Er en brændenælde ukrudt? Er den en medicinplante? Er den en nøgle til at løse forureningsproblemer i tekstilindustrien? Og smager den egentlig godt? Vi undersøger en række planter fra nye vinkler.
v/Astrid Skou Hansen
Fredag 5. juni
Kl. 09.30 Ekskursion - Klosterheden
Vi starter dagen i en af Danmarks største skove - Klosterheden. Vi skal opleve en række biotoper og tale om nogle af deres nøglearter. Og så skal vi selvfølgelig nyde foråret i skov og på hede, og se, om vi kan få øje på bæverens dæmninger og majgøgeurten i vejkanten.
v/Astrid Skou Hansen
Kl. 15.00 Grundlovsfest i højskoleparken Vi fejrer grundlovsfest under bøgetræerne i højskoleparken
Lørdag 6. juni
Kl. 09.30 ”Den vilde have”
Vi skal høre om, hvordan en parcelhushave med rosenbede og havedam er blevet forvandlet til et lille naturparadis, og om, hvordan man med små tiltag kan hjælpe naturen på vej hjemme i haven - også uden at omlægge det hele.
v/Elvin Riis Hansen
Kl. 13.30 Ekskursion - Trælborgdalen Vi besøger Trælborgdalen og går en tur i græsningslandskabet i de dramatiske tunneldale.
v/Astrid Skou Hansen
Søndag 7. juni
Kl. 09.30 Heldagsekskursion - Velkommen i det vilde Vi besøger Elvins vilde have, hvor der bydes på havevandring blandt vilde urter og kvashegn, og en kop kaffe i ”Grisehytten” eller på terrassen. Bagefter går vi en tur ved den drænede Tastum Engsø, hvor vi skal høre om arbejdet med (forhåbentlig) at genskabe søen, der en gang var en af Jyllands største søer på 750 ha. På vej hjem besøger vi skoven ved Rydhave slot, der er udpeget som urørt skov, og er Danmarks vestligste naturlige bøgeskov.
v/Astrid Skou Hansen
Mandag 8. juni
Kl. 09.30 Heldagsekskursion - Planteliv på trods Vi slutter ugen af med en tur til Vesterhavet, hvor vi besøger Nationalparkcenteret i Nr. Vorupør, går en tur i klitheden og kigger nærmere på plantelivet ved strand og klit - et miljø, hvor kun de mest nøjsomme og bedst tilpassede planter overlever. v/Astrid Skou Hansen
Kl. 18.00 Afslutningsmiddag
Tirsdag 9. juni
Kl. 07.45 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling og efterfølgende afslutning
Tag med på plantesafari i forårslandskabet - en uge på højskole i naturens tegn. Med masser af lys & luft, fællesskab og højskoleånd.
PRAKTISK OM KURSET
Kurset finder sted onsdag 03. juni - tirsdag 09. juni ’26 Kurset koster 5.950 kr. på dobbeltværelse. - Enkeltværelsestillæg 750 kr. Alle værelser er med eget bad og toilet. Prisen inkluderer fuld pension, undervisning, ekskursioner og vandmotion.
Tilmelding og program på tlf. 97 89 10 11 eller www.seniorhoejskolen.dk
den store årgang |Hvad forbinder årgang 1946 – og hvordan er de, der er født samme år, forskellige? Mød fire danskere, som fortæller om at være en del af danmarkshistoriens største årgang
Karen Kirstine Bech, født den 6. januar 1946. Tidligere sygeplejerske og landmandskone . Bor i Ejlskov på Fyn med sin mand, Henning. De har fire børn og seks børnebørn.
Verden var åben, det var nemt at få arbejde, også i udlandet. Så da jeg havde været sygeplejerske på Odense Sygehus i halvandet år, tog jeg i 1970 til London og arbejdede på et hospital. Det var meget lærerigt, for der var ikke det samme sociale sikkerhedsnet som i Danmark. Patienterne, der ofte kom fra ringe kår, var alligevel tilfredse og krævede ikke særlig meget. Der var vi nok mere forkælede herhjemme og troede lidt mere om os selv. Musikken betyder meget for min generation, tror jeg, og de fleste bands i London i 1960’erne og 70’erne var lidt hippieagtige. Om aftnerne var der dansesteder med levende musik, de åbnede klokken 20, og med mellemrum drejede scenen, og et nyt band dukkede op og spillede. Engang gik jeg forbi et spillested, hvor døren stod åben, og man kunne høre musikken ud på gaden. Jeg var lige ved at gå ind, men der poppede så mange bands op dengang, og jeg tænkte, at det nok bare var en døgnflue. Det var det så ikke, det var The Beatles.
Som barn gik jeg på realskole i Branderup, hvor man lærte at give sig i kast med det, man skulle. Bagefter var jeg et år i huset som stuepige og køkkenpige på en forsøgsstation for gartneri- og landbrugselever, Blangstedgård. Gik der mus i melet, skulle man aflive dem, og blev der serveret torsk, skulle man pille deres øjne ud. Jo, man blev rustet til mange ting. Det var bestemt ikke alt, der var godt i min tid, og vi tænkte for meget over, hvad andre mente om os. Men jeg havde et godt og trygt hjem, og generelt var tilværelsen enkel, også selvom utroligt meget har forandret sig. J
Per Kammer Nielsen, født den 22. maj, 1946. Murer og tidligere selvstændig. Bor med sin hustru, Hanne, i Hobro. Ægteparret har ikke børn.
Da jeg kom ind som soldat på Haderslev Kaserne i 1967, var mange andre militærnægtere. Det kunne godt give diskussioner, når man mødtes over en øl. Jeg var aldrig selv med i hippiebevægelsen, men jeg havde en fætter og kusine, som boede i kollektiv, og man var jo nysgerrig, så der kom jeg en gang imellem. Jeg fik også langt hår på et tidspunkt, men der stoppede galskaben også.
Om min generation vil jeg sige, at flere fik en uddannelse og en friere, sundere måde at leve på. Folk begyndte simpelthen at spise grøntsager. Jeg havde frygteligt travlt med at få livet bygget op: uddannelse, omgangskreds, virksomhed, ægteskab. Jeg fik desværre ingen børn, men har haft to ægteskaber og har været gift med Hanne siden 1995. Min far var murermester, min mor sygeplejerske, og de fik kun mig. De døde i 1980’erne, og når man bliver alene i verden, giver man sig endnu mere i kast med arbejdet. Jeg var 22 år, da jeg begyndte som selvstændig med murerfirma i Silkeborg, men i 1980’erne ramte den økonomiske krise. Vi blev reddet af kirkerne, for vi havde restaureret slotte og kirker og var blevet gode til det, derfor kom vi gennem krisen.
Jeg havde mit murerfirma i 50 år, og da jeg solgte det for fem år siden, skulle jeg lige have vejret. Men så spurgte de, om jeg ikke kunne hjælpe, for der var nogen, der havde ringet om en gammel kirke. Det skulle jeg nok tage mig af, jeg er i god form, så jeg er tilbage i arbejdslivet. Jeg har åbenbart en stærk krop, for jeg føler mig ikke nedslidt. Jeg kan godt lide mit fag og er glad for, at der er brug for mig. J
Aase Bang, født den 15. februar 1946, bor i Thyborøn. Voksede op hos sine farforældre, fordi hendes mor døde, da hun var to år. Har fire børn, fem børnebørn og snart ni oldebørn.
Jeg har aldrig tænkt over, at jeg er del af den store generation, jeg har bare haft et fantastisk liv og har det stadig.
Man taler meget om den velfærd og velstand, der kom i min generation, men der var nu ikke meget at rutte med, da jeg blev gift. Jeg blev tidligt mor og var 17 år, da jeg fødte min ældste søn. Men jeg skulle ikke være sammen med faderen, så jeg valgte at være alenemor.
Det var ikke noget, jeg hørte for overhovedet. Der var ingen fordømmelse fra nogen sider.
Men det har nok også været lettere at være enlig mor i min generation end i mine forældres.
Senere kom jeg i huset i Bøvlingbjerg og mødte hurtigt den rigtige. Vi blev gift i 1965. Året efter fik vi en datter, året efter en datter mere og året efter igen en søn. Fire børn i alt. Ungdomsoprøret har jeg aldrig været med i, sådan noget tror jeg ikke, vi havde i Thyborøn. Jeg har faktisk aldrig set en hippie. Nå jo, jeg mødte da nogle, da jeg var ude at køre med min datter engang sidst i 1980’erne, hvor vi blev enige om at tage forbi Thylejren for at se, hvad de var for folk. Det var rigtigt søde mennesker, vi fik os en god snak med flere af dem, men jeg kunne ikke leve sådan. Jeg skal have fast grund under fødderne. Jeg synes ikke, der er noget bestemt, der binder vores generation sammen, men jeg er glad for, at mange af os får lov til at blive så gamle. Og så tror jeg, at vi er friere og mere åbenmundede end forrige generation. Man lærte at turde lidt mere i vores generation, lærte at sige tingene, som de er. Måske gjorde ungdomsoprøret, rødstrømperne og 68’erne det lettere at være et damemenneske. J
Jeg er nok en af dem, man senere kaldte 68’erne
Per Byder, født den 30. januar 1946. Arkitekt med egen tegnestue, bor ved Fredensborg. Gift med Kirsten, ægteparret har fem børn og 22 børnebørn.
Jeg er nok en af dem, man senere kaldte 68’erne. I hvert fald var jeg med i den store demonstration mod Vietnamkrigen i foråret 1968 foran den amerikanske ambassade i København. Jeg var 22 år, arkitektstuderende og egentlig ikke venstreorienteret, det var mere af nysgerrighed, jeg befandt mig der.
Da politiet ville opløse demonstrationen ved at køre en kile ind mellem os, gik jeg sammen med nogle andre ad en sidegade, så vi kunne vende tilbage. Da vi igen var på demonstrationspladsen, blev jeg slået ned af politiet og kom på hospitalet med kraniebrud. Jeg var i medierne, fordi jeg havde fået smadret øje, tænder og briller.
Det var ikke godt, for min far var imod alt, der måtte være venstreorienteret, og da jeg blev udskrevet, fik jeg at vide, at hvis jeg gik til dagbladene eller anlagde sag mod politiet, havde jeg ikke længere et hjem. Så det gjorde jeg ikke.
Jeg fik aldrig genoprettet forholdet til min far. Man kan sige, det blev et ufrivilligt generationsopgør. Som politimand havde han siddet i koncentrationslejren Buchenwald og kom hjem med forfærdelige ting i rygsækken. Han var overbevist om, at jeg var kommunist, selvom jeg bedyrede, at det var jeg ikke.
Jeg måtte gennem et nåleøje for at komme på Arkitektskolen, men kort efter, i 1968, kom der fri adgang, og fra at være 75 studerende blev vi flere hundrede. Der var ikke borde nok, lærerne gik fortvivlede rundt, der var totalt opbrud, men alle muligheder var åbne. J
SUNDHED. Mød Peter Qvortrup Geisling, Anette Sams, Anette Prehn, Stefan Hermann, Tanja Zapolski m.fl.
En højskoleuge om krop og sundhed, liv og sjæl
Den 21. – 27. juni 2026
DET SKER PÅ RØDDING HØJSKOLE
Velkommen til en højskoleuge, hvor vi sætter fokus på veje ud af de livsstilsygdomme, som mange af os er kommet til at lide af. For nok har vi gennem generationer fået det bedre, men det er som om, at vi ikke har fået det godt.
– 300.000 danskere har diabetes 2.
– en ud af tre har for højt blodtryk.
– 500.000 har en hjerte-kar-sygdom.
– hver 5. dansker er i behandling for smerter i led, ryg og muskler.
– hver 4. dansker har mærket stress.
– 350.000 voksne danskere har symptomer på angst.
– medicin koster samfundet 28 mia. kr. om året.
– de samlede sundhedsudgifter er 275 mia. kr. om året.
Søndag den 21. juni
Kl. 15.00: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ forstander Mads RykindEriksen.
Kl. 17.15: Introduktion til ugen v/ kursusvært Erik Lindsø.
Kl. 19.30: ”I en varm tid”. Om at finde sig selv i et overophedet samfund v/ Stefan Hermann, administrerende direktør for LIFE Fonden.
Mandag den 22. juni
Kl. 6.45: Morgenfrisk. Morgenvandring.
Kl. 9.00: Morgensang. ”Lærkereden” v/ Pia Dahl. Kl. 9.40: Energi, overskud og livsglæde. Hvor kommer det fra? v/ Anette Sams, farmaceut og forfatter.
Kl. 14.00: Workshops. Vælg mellem: 1) Lær at lave din kostplan. 2) Yoga og afspænding. 3) Vellyst gennem musik.
Kl. 19.30: ”Hellere dø af grin end dø af stress”. Om humor som medicin v/ Erik Lindsø.
Tirsdag den 23. juni
Kl. 6.45: Morgenfrisk. Morgenvandring.
Kl. 8.45: Folkehaven. Mads Rykind-Eriksen viser rundt i højskolens økologiske gartneri og dyrehold, og fortæller om den selvforsynende højskole.
Vores livsstil har fået sundhedsmæssige slagsider. Alligevel kåres vi med jævne mellemrum som verdens lykkeligste folk. Hvordan hænger det sammen?
Af Danmarks 6 millioner indbyggere er der nu mere end 1.200, der er fyldt 100 år, og tallet vil stige. I løbet af få år vil hver 10. dansker være fyldt 80 år. Derfor er der brug for at sætte fokus på, hvordan vi selv sikrer os et godt og sundt liv, for samfundet får ikke råd til det.
Glæd dig til et kursus, hvor oplysningerne bygger på faglig viden formidlet af fremtrædende forskere på sundhedsområdet.
Velkommen på Rødding Højskole – leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere
Kl. 9.40: Foredrag. ”Hvad er et menneske? At glæde sig i lidelse”. Om Søren Kierkegaard og kunsten at tage angsten ved hånden v/ René Rosfort, lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenter.
Kl. 14.00: ”Hjernesmart vaneændring” v/ Anette Prehn, sociolog, forfatter og iværksætter.
Kl. 19.30: Sankthansaften. ”Hekse og dæmoner” v/ Pia Dahl.
Onsdag den 24. juni Heldagsudflugt. Smag på naturen. Sanketur til Vadehavet.
Kl. 19.30: Timeless. Koncert-fortælling med pianisten Tanja Zapolski.
Torsdag den 25. juni
Kl. 6.45: Morgenfrisk. Morgenvandring. Kl. 9.00: Morgensang. ”Når livet rimer” v/ Erik Lindsø.
Kl. 9.40: “Livet bliver ikke genudsendt”. Om kunsten at tage vare på livet. Et sundhedstjek v/ tv-læge Peter Qvortrup Geisling. Kl. 14.00: Workshops. Vælg mellem: 1) Lær at lave din kostplan. 2) Yoga og afspænding. 3) Vellyst gennem musik.
Kl. 19.30: ”Into the jungle”. Om at blive bedre til at blive bedre v/ højskolelærer Mats Björkman.
Fredag den 26. juni
Kl. 6.45: Morgenfrisk. Morgenvandring. Kl. 9.00: Morgensang. ”I østen stiger solen op” v/ Pia Dahl.
Kl. 9.40: AI – Artificial Intelligence. Brug kunstig intelligens uden selv at blive kunstig” v/ Brian Nygaard, AI-ekspert, jurist og forfatter. Kl. 14.00: ”Skynd dig langsomt”. Om at give tiden fylde v/ Erik Lindsø. Kl. 19.00: Festaften.
Lørdag den 27. juni
Kl. 7.45: Morgenmad. Kl. 8.45: Morgensang og afrunding v/ forstander Mads Rykind-Eriksen. Derefter afrejse.
Praktisk
Kurset koster 6.300 kr. på dobbeltværelse uden bad (tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse). 6.900 kr. på dobbeltværelse med bad. Prisen inkluderer fuld pension og udflugter ifølge program. Yderligere oplysninger og udførligt program samt tilmelding på skolens hjemmeside www.rhskole.dk
Seniorer er Danmarks flittigste brugere af kultur, og ifølge iagttagere er der opstået en helt ny gruppe af kvinder, som er ekstremt kulturaktive –og lokker mændene med nyhed
Morten Mikkelsen og Elisa Norgaard Mortensen mikkelsen@k.dk, mortensen@k.dk På en tur rundt i det danske kulturlandskab er der én bestemt målgruppe, der ofte går igen. De finder trofast vej til Aalborg Teaters rødpolstrede stole. De er talstærkt til stede, når Thorvaldsens Museum i København, ARoS i Aarhus eller et andet af landets kunstmuseer åbner en ny udstilling. Samtidig udgør denne gruppe Danmarks flittigste romanlæsere og biblioteksbrugere, og de lægger beslag på størstedelen af elevpladserne på højskolernes korte kurser. Aktive kvinder over 65 udgør rygraden i dansk kulturliv. Og ifølge iagttagere findes der en ny, særlig undergruppe af kulturelt altædende, fysisk friske seniorkvinder, som hol-
Lis M. Frederiksen livogsjael@k.dk
Seniorliv skrives på
skift af: Tidligere tvdirektør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Tidligere chefredaktør, journalist Bente Johannessen, født i 1957. Dette er tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksens sidste klumme.
0 Museer som ARoS i Aarhus besøges flittigt af ældre kvinder. FOTO: SERGEI GAPON/ AFP/RITZAU SCANPIX
der gang i store dele af det danske kulturliv ved at være ekstremt flittige kulturforbrugere.
Tilmed er denne publikumsgruppes appetit og nysgerrighed på næsten enhver form for kultur så smittende, at de ofte har held til at lokke andre med i teatret, til koncert eller på museum.
”Traditionelt siger vi, at den mest aktive kulturbruger er en veluddannet kvinde i en moden alder, som bor i Nordsjælland,” siger Lene Struck-Madsen.
Hun er direktør i Applaus, det nationale center for publikumsudvikling inden for kulturlivets billetsælgende kerneydelser, teater, koncerter og anden scenekunst samt museer. I en analyse foretaget for Kristeligt Dagblad udpeger Applaus seniorer på 65 år og derover som den samlet set mest aktive brugergruppe på dette område. Analysen viser også, at mens kvinder er i overtal blandt de 50-65-årige, jævner det sig ud efter 65 år. I hvert fald når en flittig bruger defineres som en, der dyrker kulturaktiviteten op til seks gange om året.
”Når brugerne passerer 65 år, ser kønsfordelingen ud til at udligne sig. Min tolkning er, at det dels spiller en stor rolle, om man føler, man har tid, og dels at kvinderne er blevet gode til at få deres mænd med til koncert eller i teatret,” siger Lene Struck-Madsen.
Billedet af den særlige undergruppe af aktive og igangsættende seniorkvinder bekræftes af Aske Juul Lassen, lektor i etnologi ved Kø-
benhavns Universitet og forfatter til bogen ”De nye gamle – og deres opgør med alderens betydning”, som udkom tidligere på året.
”Vi har med en generation af ældre at gøre, som er mere aktive, raske og rørige og har en højere uddannelsesgrad end tidligere generationer. Samtidig har denne generation siden ungdommen været storforbrugere af og bidragydere til kulturlivet,” siger Aske Juul Lassen.
Han tilføjer, at mens nogle mænd holder fast i at dyrke interesserne fra arbejdslivet, er nysgerrighed på nyt og selve det at have en identitet som en aktiv person i et socialt fællesskab en særlig drivkraft for mange kvinder.
Ifølge Betina Egede Jensen, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, udmærker seniorkvinder sig ved at være en både stor og altfavnende gruppe af kursister, som har spillet en hovedrolle for, at højskolerne i år har haft en ”ret vild” elevfremgang på de korte kurser.
”De er meget bredt interesseret i både kunsthåndværk, lokalhistorie og motionsfagene.
De er aktive, nysgerrige efter at lære nyt og møde nye mennesker, og det er jo det, der sker på højskolen,” siger Betina Egede Jensen, som oplyser, at en spørgeskemaundersøgelse fra højskolerne i 2024 tyder på, at kvinder over 65 år alene udgør mere end halvdelen af samtlige kursister på de korte kurser.
Det er et privilegium at blive så gammel som jeg og få lov at fortælle om alt det, alderen har lært mig. Men alting har sin tid
GENNEM GODT 15 ÅR HAR JEG SKREVET klummer i Kristeligt Dagblad om livet som ældre eller som gammel. Hvor man nu end befinder sig på skalaen. Det har været tanker og oplevelser om et levet liv, mit eget og alle de jævnaldrende, jeg kender eller møder tilfældigt. Samtidig har der været alle reaktionerne fra jer læsere. Tanker om jeres liv, som I gerne har villet dele med mig og med andre læsere. Tusind tak for responsen. Der er opstået fællesskaber med nogle af jer rundt omkring i landet, som har været en gave.
Den kvikke læser har sikkert fattet, at jeg prøver at fortælle, at nu stopper jeg. Alting har sin tid. Nu er min tid som seniorklummeskribent i Kristeligt Dagblad kommet til en selvvalgt afslutning.
Når jeg læser nogle af de næsten 250 klummer igennem, er der temaer, som ikke er gået af mode.
I 2016 SKREV JEG, at ”venskaber og sociale relationer og samvær med andre er stærk medicin. Gennem de seneste år har der været støt stigende opmærksomhed på de elementer af livet, som hverken piller, hospitalsindlæggelser eller behandlinger har nogen som helst indflydelse på”. I klummen citerede jeg min nu afdøde Seniorlivs-medskribent, daværende chefkonsulent Mar-
grethe Kähler, Ældre Sagen, for følgende: ”Når vi bekymrer os om andre, så undgår vi at blive en ensom sofakartoffel”. Der var også klummen om fællesskabet i omklædningsrummet efter træning, som blev bragt i 2014, og som flere læsere reagerede på: ”Bryster, lår og balder er blevet slappe. Mave og talje har for længst mistet deres smækre, spændstige facon. Alder fra omkring 65 til 75 år. Men vi taler ikke om vores alder. Det er ikke nødvendigt. Det ses og høres på snakken. For alle er det befriende at være sammen med jævnaldrende i omklædningsrummet. Der er ingen forstillelse eller forsøg på at skjule sporene efter et levet liv med børnefødsler og brystoperationer.”
SPROGET HAR OGSÅ FYLDT, sproget i radio og tv, lægefagsprog, it-fagsprog. Stort set alle fag har deres fagsprog. Men der er nogle fag, hvor man bør gøre sig ekstra umage – radio- og tv-journalister og læger, der skal forklare patienterne, hvad de fejler, for at nævne et par eksempler. Sprog er magt og kan bruges til at nedgøre folk eller til det modsatte, at få andre mennesker til at forstå vanskelige sammenhænge. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, mine skriverier har gjort en forskel, men jeg har forsøgt at pege på nogle udfordringer, og tænk engang; jeg synes faktisk, at både radio- og tvjournalister og læger er blevet dygtigere til at forklare sig og tale tydeligt til os, som det hele handler om. Min mands sygdomsforløb og død medførte et overvældende antal meget personlige reaktioner fra læserne, som jeg var og er meget taknemmelig for. Min tekst
Seniormændene er dog ikke lige så lette at tiltrække som kvinderne i samme alder. På Seniorhøjskolen Marielyst på Falster siger forstander Jesper Bertelsen, at det ikke er med højskolens gode vilje, at 80 procent af kursisterne er kvinder.
”Vi så gerne, at der kom flere mænd. Men det virker, som om, at så snart det handler om en introvert aktivitet med at sidde og lytte til et foredrag eller en koncert, så står mændene lidt af. I mit tidligere job som leder af et bibliotek og kulturhus i Odsherred var kønsfordelingen også 80-20 i kvindernes favør,” siger Jesper Bertelsen, som oplyser, at højskolen nu forsøger sig med et motorcykelhold i håb om at kunne tiltrække flere mænd.
I andre hjørner af kulturlivet kommer der flere mænd end på seniorhøjskolerne, men seniorkvinderne beskrives som ”stabile i statistikkerne” af direktør på museet Kunsten i Aalborg Lasse Andersson – her er 67 procent af gæsterne kvinder.
Hos ARoS i Aarhus beskriver museumsdirektør Rebecca Matthews gruppen af seniorkvinder som ”loyale gæster og virkelig et aktiv for ARoS.”
Der er andre målgrupper, som museet bruger langt flere kræfter på at tiltrække og engagere, lyder det. Men seniorkvindernes evne til at engagere sig selv og andre er netop det, der gør dem særligt værdifulde for kulturlivet. J
handlede blandt andet om mødet med velfærdsstatens frontkæmpere, da min mand var terminalt syg med kræft og lå herhjemme, hvor han døde i oktober 2024. Dengang skrev jeg:
”Nu kommer social- og sundhedsassistenterne med smil, empati og træning i at klare den helt nære personlige pleje af en terminalt kræftsyg mand, min mand. De erfarne palliative sygeplejersker rydder sten af vejen mellem de forskellige instanser, kommunen, hospital, lægen. De er som søjler af ro og psykologisk forståelse for en svær reaktion.”
Vi havde valgt at være åbne og sætte ord på, hvordan hans tilstand var. I første omgang over for den nærmeste familie og venner. Men derefter også over for Kristeligt Dagblads læsere.
Siden skrev jeg også en klumme en måned efter, at han var død. Midt i sorgen var det meget berigende, at så mange læsere helt åbenlyst kunne spejle sig i vores oplevelser og erfaringer.
TAK TIL KRISTELIGT DAGBLADS redaktion for støtte, inspiration og ikke mindst for at lægge spalteplads til. Det har været et privilegium at skrive om nogle sammenhænge og erfaringer, som du kun får efter et langt levet liv.
Det er ligesom min 50 år gamle rugbrødssurdej, som jeg også har haft skrevet om. Den er en overlever, og min begejstring kendte ingen ende, da jeg fik en e-mail fra en læser, som endelig, efter nogle år og skriverier frem og tilbage om teknikken, kunne berette, at nu var rugbrødet perfekt. J
Har du svært ved at komme til os, så kommer vi gerne hjem til dig. Vi kører i hele landet og medbringer et stort udvalg af stole, stof og læderprøver.
Vores konsulent er meget erfaren og hjælper med at tilpasse stolen til dig. Et besøg af Stolebussen er gratis og uforpligtende.
Ring til os på telefon 53 85 00 30.
Anelystparken 17
8381 Tilst
Telefon 53 85 00 30 BESØG VORES SHOWROOM:
Blangstedgårdsvej 3
5220 Odense SØ
Albuen 56 6000 Kolding
Produktionsvej 12 2600 Glostrup
Få et gratis og uforpligtende besøg af vores
Mænd over 60 år mangler ord for deres følelsesliv og knytter kun overfladiske bånd til hinanden. Det er en fordom, som 20 modne mænd jævnligt punkterer i en østjysk landsby. Sammen søger de efter et sprog, der kan give dem klarhed, hvor de før var rådvilde
Rasmus Enghave Friis friis@k.dk
Peter Bæk kigger op fra sin brunchtallerken og sætter ord på sit inderste.
Da han gik på pension som musikskoleleder, meldte et simpelt spørgsmål sig: Hvem er jeg?
”Jeg var ikke et fag længere. Jeg er Peter. Det skulle jeg finde ud af – og det er en rejse, jeg stadig er på,” siger 69-årige Peter Bæk. Det er ikke usædvanligt, at en mand i slut60’erne skal definere sig på ny, fordi han stopper med at arbejde. Det usædvanlige er, at han siger det højt. Endda mens en flok jævnaldrende mænd lytter.
Peter Bæk siger det selv: Mange mænd i hans generation finder det svært at knytte dybe bånd til hinanden og tale om noget så simpelt som, hvad der optager dem, og hvordan de har det. Man har højst et par venner, man kan tale fortroligt med. Han ved ikke, hvorfor det er sådan. ”Men jeg så en mulighed for at slå hul på det her.”
Vi er ved en landejendom i Østbirk mellem Horsens og Skanderborg, hvor en snes mænd sidder skulder ved skulder og spiser rundstykker, æg og bacon. Over dem drypper regnen på pavillonerne.
Mændene har afsat flere timer en lørdag formiddag til at tale med hinanden. Om deres liv, følelser, tanker og meninger.
Skråt over for Peter Bæk sidder Johannes Thomsen, til daglig faglærer på FGU Aarhus, og lytter med opmærksomme øjne. Det er ham, der har skabt dette fællesskab for mænd over 60 år. Han vil vise, at mænd i en moden alder ikke bare er brovtende boomere, de er sanselige væsener, der er i stand til at knytte bånd og sætte ord på deres eksistens og følelsesliv. Sådan er de bare ikke vant til at blive set. Eller til at se sig selv. Og det kan have alvorlige følger, mener Johannes Thomsen.
”Hvis man ikke er i kontakt med sig selv, vil man være rådvild i mødet med de besværlige situationer, der opstår i livet. Og så vil den sidste tid, man har, blive hård at være i,” siger han.
Det er en muskel, der skal trænes. Ikke i overkroppen, men i hjernen.
Og nu går træningen i gang.
Jeg svinger ikke med sorg
I dag er temaet tab.
Da de mørke skyer er drevet forbi og har givet plads til solen, sætter en mand med grå hestehale sig på en stol over for Johannes Thomsen. De øvrige mænd sætter sig over for dem på en hesteskoformet stolerække.
”Hvordan gør vi det her?”, spørger Mogens Andersen, som manden med hestehalen hedder.
Johannes Thomsen beder ham om at starte
ved begyndelsen. Så det gør han. Han fortæller om dengang, hans kone fik en kræftdiagnose, om tiden før og efter hendes død, og om alt det, han følte, tænkte og gjorde undervejs.
Om chokket, der ramte ham, da lægen gav hende diagnosen. Om den trækiste, han købte nogle uger før konens død og inviterede alle i byen til at male på. Om den lettelse, han mærkede, da konen døde, og om den skam, som lettelsen gav anledning til.
Han pakker intet ind. Heller ikke det grimme og forbudte. Forsøger ikke at få sine reaktioner og følelser til at flugte med forskrifterne.
Hans åbenhed er måske atypisk for mænd i hans generation. Men sproget kan man kalde klassisk maskulint: Det, der virkede for ham, var at handle, siger han. Han vil helst ikke tale om sorg, men om savn.
”Det lyder nok dumt, men jeg svinger ikke med begrebet sorg. Det er passificerende. Det passer ikke til mit temperament,” siger han.
Mændene rører sig knapt på stolene, mens de lytter. Først da samtalen er slut, byder de ind, takker Mogens Andersen for at dele.
Bagefter strækker Mogens Andersen benene i udkanten af stolerækken.
”Det perspektiverer nogle ting at sætte ord på noget, som er blevet en naturlig del af mig og min hverdag,” siger han.
”Og det er væsentligt at acceptere, at der er tab forbundet med at sætte sig selv i spil som menneske. Det er en erkendelse, man skal have med i sit liv.”
Hvad går man glip af, hvis man ikke er i stand til at forholde sig til de emner?
”Nogle vil sige, at man går uforløst herfra.”
Han smiler.
”Men det ved jeg for lidt om.”
Intet mod, intet venskab
Ingen skal gå uforløste fra arrangementet i Østbirk.
Efter Johannes Thomsen har talt med Mogens Andersen, inddeler han de øvrige mænd i grupper og guider dem ud på en skovsti, hvor han har placeret en håndfuld poster med samtalekort.
Den første gruppe, bestående af Morten Rasmussen, 63 år, Knud Abildtrup, 67 år, og Leif Pedersen, 69 år, træder ud på den snoede sti og småsludrer, indtil de når skovbrynet. Så tager Morten Rasmussen, en karseklippet mand med sølvhalskæde, luft ind og hæver volumen:
”Jeg har prøvet det samme som Mogens. Nøjagtig det samme! Og jeg er fuldstændig enig med ham. I alt, hvad han siger.”
Da hans kone døde af kræft i 2020, forandrede noget sig i Morten Rasmussen, fortæller han. Han så det, han før tog for givet, udefra og fandt ind til nye aspekter i tilværelsen. ”Nu prioriterer jeg anderledes. Vælger til og
fra. Jeg vil gerne være sammen med jer, fordi der er substans i det. Men alt det, som mænd ellers bruger kræfter på, gider jeg simpelthen ikke. Så vil jeg hellere være alene.”
”Hvad er det for noget?”, spørger Knud Abildtrup.
”Jamen, sniksnakken. Dæksparkeriet. Vi indeholder tydeligvis mere, der er bare ikke mange, der tør at vise det. De mangler mod. Og folk, der ikke er modige, vælger jeg fra.” Leif Pedersen har gået og grublet under sin sixpence. Nu bryder han ind:
”Du har ikke haft oplevelsen af, at du udelukker dig fra noget?”, begynder han.
”Jo,” svarer Morten Rasmussen.
”Som du kunne have fordel af at være en del af?”, fortsætter Leif Pedersen.
”Nej, det er ikke min oplevelse,” siger Morten Rasmussen.
”Det er først nu, at de meningsfulde sociale relationer er opstået. Alt før har været dagligdags kammerateri. Jeg har ikke nogen af de relationer mere.”
Mændene standser midt på skovstien og lader blikkene klatre op ad de mægtige grantræer. Det er douglasgraner, vurderer Leif Pedersen. Vinden blæser i kronerne, fuglene synger. Mændene smiler.
CV i selvhad
Cirka 100 meter længere nede af skovstien går Peter Bæk, Carsten Bojsen og Hans Alexandersen og tygger på de ord, de netop har hørt. Grenene knaser under deres sko.
Hans Alexandersen, der er tandlæge, ser anderledes på sorg end Mogens Andersen. Han er troende, medlem af menighedsrådet for Dover, Alling og Tulstrup Sogne, og han forbinder begrebet sorg med en kristen tydning af tilværelsen.
Han bliver ”ked af det”, når andre fravælger det kristne sprog. Omvendt er det også styrken ved fællesskabet; at mændene er forskellige, siger han.
”Det er ikke bare nogen halvstuderede røvere, der bekræfter hinanden. Folk kommer med det, der er dem,” siger Hans Alexandersen. Han roser Mogens Andersen for at fortælle uden filter. For også at dele de forbudte følelser, lettelsen og skammen.
”Det kan godt ske, at noget af det, han siger, lyder underligt, også i hans egne ører, men han siger det alligevel.”
Peter Bæk nikker:
”Der var ikke så meget føleri. Det var accept og handling.”
Carsten Bojsen, en 66-årig skolelærer, tager ordet:
”Jeg er sådan en med mange tanker og refleksioner,” begynder han.
”Og jeg har erkendt, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for dybde, måske snarere for-
” Jeg håber, at mændene har fået plantet nogle fragmenter i kroppen, som de kan tage frem, når de havner i situationer, hvor de før har været rådvilde.
JOHANNES THOMSEN, INITIATIVTAGER TIL GRUPPEN
virring nogle gange. Når jeg lyttede til Mogens, hørte jeg afklarethed. Kan vi ikke bare gøre det, som vi nu formår?”
Han fortsætter:
”Jeg er rigelig god til at slå mig i hovedet med, hvordan jeg gerne vil være anderledes.”
Hans Alexandersen nikker:
”Det er vi mange, der kan skrive på CV’et.” CV’et i selvhad. Eller rettere ”mangel på selvagtelse”, bliver mændene enige om.
Livet udvider sig. Stadig
De træder ud på en landevej, der skærer igennem skoven. De går skulder ved skulder, men tvinges ind på række, når en modkørende bil passerer.
Peter Bæk har lyttet til sine samtalepartnere, nu tager han ordet. Det er ikke mangel på selvagtelse, der præger ham i denne fase af livet, snarere en ydmyghed, siger han.
Han henvender sig til Hans Alexandersen:
”Du snakkede om, hvornår vi bliver klar til manden med leen. Jeg synes, jeg har fået så meget i det her liv, at jeg dårligt kan bede om mere. Alt det, jeg får fra nu af, er ekstra gaver. Det gør mig taknemmelig.”
”Jeg synes ikke, livet bliver mindre. Det udvider sig, stadigvæk. Selvom jeg bliver mere langsomtgående.”
Hans Alexandersen bryder ind: ”Men jeg kan godt have sådan en FOMOting [Fear of Missing Out, frygt for at gå glip af noget].”
4 Arrangementet foregår ved initiativtager Johannes Thomsens (portræt) hjem i Østbirk. Denne dag er temaet tab. Omkring hjemmet er der placeret talekort på en skovsti, som mændene går rundt til i grupper.
”I forhold til hvad der sker, efter man dør?”, spørger Carsten Bojsen.
”Nej, i forhold til hvad jeg går glip af, hvis jeg dør nu.”
Forleden gik tandlægen en tur med sit knap treårige barnebarn. Det tog to timer at tilbagelægge en halv kilometer. Fordi barnebarnet ville plukke snebær og kaste dem mod jorden, høre den lyd, de siger, når de sprækker.
Dusch!
Bedstefar og barnebarn stod bare der og kastede bær, og med ét forekom verden enkel for Hans Alexandersen.
Midt i det hele kiggede barnebarnet på ham:
”Morfar, ved du godt, jeg holder meget af dig?”, sagde hun.
Carsten Bojsen og Peter Bæk griner.
”Så behøves der ikke at ske så meget mere den dag!”, siger Hans Alexandersen.
Et par lycraklædte motionister på racercykel skæver til mændene, idet de passerer dem. Længere nede ad vejen kan de skimte Johannes Thomsens indkørsel.
Carsten Bojsen kigger på sine ben med forundring.
”Det er dejligt, at I går langsomt. Jeg har en iskiasskade, så jeg havde ikke forventet at komme hele vejen rundt.”
”Når man er i verden af eftertanke, går man langsommere,” siger Hans Alexandersen.
De tre mænd spreder sig blandt de øvrige gæster, der også er hjemvendt fra gåturen.
Hans Alexandersen stiller sig i solen tæt på et skur og ser ud over forsamlingen. Imens forsøger han at give et bud på, hvad der forener dette sammenrend af mænd over 60 år.
De voksede op i tiden efter ungdomsoprøret, hvor de gjorde op med fjerne, maskuline autoriteter og begyndte at skue indad, på en anden måde end deres forældre havde været vant til.
Engang spurgte Hans Alexandersen sin far, hvordan hans farfar havde været. Faderen gik i baglås, stod afmægtigt og ledte efter ordene.
Så sagde han: ”Ja, han var jo meget almindelig.”
Faderen havde ikke lært, hvad det vil sige at
forholde sig til et andet menneske – eller til sig selv.
”Det univers af sprog, der knytter sig til at være menneske, var fraværende,” siger Hans Alexandersen.
Det er det sprog, som mænd i hans generation nu leder efter. Det er ikke let. For nok vendte man sig mod det subjektive i den epoke, de er formet af, men sproget for følelserne blev primært defineret af kvinder, siger Hans Alexandersen.
Og det var ikke nødvendigvis et sprog, de kunne spejle sig i.
”Jeg tror, at vi mænd er mere pragmatisk anlagte og mindre følelsesfulde. Men vi er også bedre aflært med at kunne mærke, hvad vi føler. Det betyder ikke, at vi ikke har nogen følelser. Nogle gange er vi bare længere væk fra dem, end vi bryder os om.”
Hvor står de så nu, mændene fra Hans Alexandersens generation?
De står midt i en proces, siger han. De søger. ”Og det er gået op for mange af os, at der ikke er nogen skam i at være søgende.”
Hans Alexandersen slutter sig til de andre mænd under pavillonerne, hvor de spiste brunch. Johannes Thomsen rejser sig og beder grupperne dele, hvad de talte om på skovstien. Det gør de, selv de mest intime detaljer. Kort efter udveksler de kram og håndtryk og forlader drypvis stedet.
Farvel til rådvildheden
Johannes Thomsen bliver siddende på bænken foran sit hjem. Han har brugt store mængder tid og energi på at stable det nu overståede arrangement på benene, og han er allerede i gang med at planlægge den næste dag, der skal handle om spiritualitet.
Hvad ønsker han at opnå?
”Når du spørger mig, bliver jeg helt rørt,” siger han.
Han bruger nogle sekunder på at samle sig.
”Jeg håber, at mændene har fået plantet nogle fragmenter i kroppen, som de kan tage frem, når de havner i situationer, hvor de før
har været rådvilde. Hvis de oplever tab eller mister deres arbejde for eksempel. Så er der en lille muskel, der er blevet trænet, og som de kan dyrke videre.”
Johannes Thomsen holder en pause, kigger ud over det bølgede skovlandskab.
”Det gør mig ked af det, når man siger, at mænd i vores alder slet ikke har de muskler. Der er en manglende nysgerrighed og lyst til at tappe ind i, hvilke frekvenser de sender på, og hvad de rummer og kan fortælle ud fra de præmisser, som er i orden for dem.” 20 meter fra pavillonerne står Morten Rasmussen, manden, der mistede sin kone og fik et nyt perspektiv på tilværelsen. Han giver uden at tøve journalisten foran ham lov til at gengive alt, han har sagt i løbet af dagen.
Hvorfor egentlig?
”Fordi det er væsentligt!”, siger han.
”Det her handler ikke bare om den sidste nye bilmodel, eller om hvem der sagde hvad i går. ’Han er en idiot, og hun er led.’ Det er det niveau, samtalen bevæger sig på blandt mænd, jeg kender. Og det er det, jeg har lært i tabet: Vi skal videre.”
Så sætter han sig ind i sin bil og drøner ud på landevejen. J
26 procent af mænd i aldersgruppen 60-69 år har sjældent eller aldrig nogen at tale fortroligt med. For kvinder i samme aldersgruppe gælder det 20 procent.
De seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser en lignende forskel. Her har cirka syv procent af mænd over 65 år sjældent eller aldrig nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte. For kvinder i samme aldersgruppe gælder det knap fire procent.
Tlf.: 55 55 24 24
nillesgislev.dk
Nilles&Gislev Rejser • Hvidkærvej 29 • 5250 Odense SV
Hos Nilles&Gislev Rejser bliver vi aldrig trætte af Madeira. Tværtimod. Og netop derfor har vi i år gjort det endnu nemmere for dig at opleve den farvestrålende blomsterø, præcis som det passer dig. Både når det kommer til opholdet i og omkring hovedstaden Funchal, hvor du nu kan vælge imellem flere hoteller i forskellige prisklasser, og til vores tilkøbsudflugter, som du kan krydre det allerede flotte oplevelsesprogram med. Læs en lille smagsprøve til højre, og se meget mere på hjemmesiden.
Nilles&Gislev Rejser • Ny Lufthavnsvej 100 • 9400 Nørresundby
Flyrejse 8 dage FARVERIGE MADEIRA
TRANSFER FRA FYN - AALBORG
LUFTHAVN PÅ UDVALGTE AFGANGE
Madeira har fl ere gange vundet prisen som verdens bedste ø-rejsemål. Og har du først oplevet den farvestrålende blomsterø, så er du næppe i tvivl om, hvorfor denne eksotiske portugisiske perle i Atlanterhavet har høstet så mange priser. Her mødes du af storslåede havudsigter, dybgrønne skove, blomster i alle regnbuens farver og et mildt klima året rundt. Og i år har vi endda sørget for, at du kan vælge fra et bredt udvalg af hoteller ved hovedbyen Funchal, så du kan få netop den balance mellem pris og komfort, du ønsker. Så kom med, og glæd dig blandt meget andet til at opleve masser af smuk natur, smagen af Madeiravin, hyggelige byer, Nonnernes Dal, en smuk lavadavandring og afslappet daseliv under den lune sol hjemme på dit valgte hotel.
8 dage fra kr. 9.399 pr. pers. Fly fra Aalborg Hver uge fra 10. marts til 2. maj
INKL. Direkte fly til Madeira t/r, lufthavnstransfer t/r, håndbagage og indtjekket bagage, 7 nt. på dit valgte hotel, 7 x morgenmad, 3 x middag, Madeira-aften inkl. drikkevarer, 1 x frokost, ponchasmagning, vinsmagning, udflugter og entréer jf. program, dansk rejseleder.
Læs mere på nillesgislev.dk/maf
seniorliv
Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk
Jeg har fået endnu et barnebarn, en pige. Mens hun ligger i mit skød, tænker jeg på det liv, hun vil få. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at følge hende i hendes opvækst
JEG HAR FÅET LOV AT SIDDE et par timer med mit nyfødte barnebarn i skødet. En pige er det. Hun er to et halvt døgn gammel. Hendes mor får et velfortjent blund. Mit nyfødte barnebarn er så fin og velskabt, at mine følelser af taknemlighed og glæde gennemrisler mig. Jeg er nærmest salig. Hun ligger med lukkede øjne og sover, men spjætter indimellem. Drømmer hun allerede?
Hun ligger her så smuk og fuldbåren. Prinsessen havde allerede så lange negle, at hendes far måtte klippe dem lige efter, at hun kom til verden, da hun ellers ville kradse sine kinder.
Jeg tænker på alle de gener, der løber sammen i hende fra Sønderjylland og fra Thy. Gad vide, hvilken gensymfoni der kommer til at præge hende, kombineret med hendes forældres kærlige opdragelse og hendes 20 måneder ældre storesøsters begejstrede søsterskab? Hvilken personlighed udvikler hun?
somt. Mørke skyer trækker op, fordi yderligtgående synspunkter vinder frem, og afstumpede livsopfattelser truer med magtanvendelse. Jeg håber, at det går i sig selv, men jeg er urolig på mine børns og børnebørns vegne. Kan vi virkelig ikke bære erfaringen om de ufattelige krigslidelser med os i 100 år og videregive dem til skræk og advarsel? Forsvinder denne forfærdende livserfaring på bare to generationer?
Seniorliv skrives på skift af: Tidligere tvdirektør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949 og tidligere chefredaktør, journalist Bente Johannessen, født i 1957.
Jeg tænker på, hvilket liv hun vil få. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at følge hende i hendes opvækst. Det er lidet sandsynligt, at jeg kommer med til hendes konfirmation. Da vil jeg være 90 år. Det er måske endda ikke ønskværdigt. Jeg kan blive for aflægs. Nu kommer regningen for, at min kone og jeg kom så sent i gang med at få børn. Og vore yngste børn har heller ikke været tidligt ude af starthullerne. Til gengæld vil jeg glæde mig til at få lov til at døbe hende. Fødslen blev sat i gang på sygehuset. Den kom til at vare mere end et døgn, hvor hun blev født kort efter midnat. Derved fik hun lige akkurat samme fødselsdag som sin mor, der fyldte 35 år og fik den bedst tænkelige fødselsdagsgave. Nu kan moderen så fejre sin 70-årsfødselsdag på sin datters 35-årsfødselsdag. Jeg håber at kunne bivåne den begivenhed med flagvink fra Himlen. Der er noget særligt ved denne fødselsdagsdato. For hendes fars meget betydningsfulde og afholdte bedstefar havde også fødselsdag på denne dato. Men han døde netop på dagen, da fødslen startede. I min tankeverden nåede han, før han udåndede, at kaste sin livsstafet op til hende fra Stubbæk syd for Aabenraa, hvorfra hendes far også stammer.
Mandeaften, gåture, musik, at bytte avis med sin veninde. Der er mange lyspunkter i hverdagen. Læsere over 65 år fortæller her, hvad der beriger deres liv
læserne svarer
Morgenduft og mandeaften
Og jeg spekulerer på, hvordan hendes liv vil komme til at forme sig i Danmarks fremtid. Jeg er selv den første generation – måske nogensinde i danmarkshistorien –der har levet et helt langt liv uden krig. Det er bestemt ikke en selvfølge. To af mine oldeforældre blev såret og mistede dele af førligheden i 1864. Det kom til at gå ud over deres familiers liv. Både mine bedsteforældre og mine forældre blev præget af de fem mørke år under Besættelsen. Det stjal mine forældres ungdomsliv.
JEG HÅBER OG BEDER TIL, at freden må vare ved, og at genoprustningen ikke må komme ud af kontrol. Jeg ser et Europa og et EU, som jeg havde forventet ville være et sikkert værn mod krig, krakelere lige så lang-
Det er lidet sandsynligt, at jeg kommer med til hendes konfirmation. Da vil jeg være 90 år. Det er måske endda ikke ønskværdigt. Jeg kan blive for aflægs.
Jeg er mand, far og bedstefar. Min dag bliver rigere, når jeg hver morgen åbner døren til min minihave på otte gange fem meter og indsnuser morgenduften til dagens begyndelse klokken seks.
Min 82-årige pemfigoid-ramte kone får en time ekstra søvn og hvile inden dagens start. Sygdommen er et rigtigt wakeupcall for alle os raske ældre, som lever et ubekymret liv. Sygeplejersker fra hjemmeplejen er et vigtigt plus for mig til at gøre dagen tålelig for min kone.
I 25 år har jeg været bankoopråber om tirsdagen på det lokale plejehjem, og det giver mig glæde på dagen, når gevinsterne skal uddeles til de heldige. Her får jeg også en fornemmelse af hverdagen for ældre beboere på vore plejehjem og den energi, som personalet yder i hverdagen – stor ros fra mig herfor, et ikke altid let arbejde.
Mine børnebørn på 10 og 13 år samt hunden
Eddi er også fantastiske lyspunkter i mit daglige liv sammen med petanquespil i vor lokale klub. En mandeklubaften en gang om måneden er også et hit for mig, 85-årige mand.
Frank Hemdrup Pedersen, 85 år, Frederiksberg, København
At gå tur i skoven
En dag i ugen går jeg tur sammen med otte andre damer i skoven og plantagen, vi bor i. Det er livsgivende at gå og snakke og nyde naturen samtidig.
Susanne Krudtå, 70 år, Hune
6 Hvad gør din dag rigere?
Send dit svar (højst 600 anslag) til livogsjael@k.dk
Svarene bringes løbende i Kristeligt Dagblad.
Glæden ved at være her Wilma, min dejlige kat, som lå i den anden side i dobbeltsengen, kom brummende hen og lagde sig ind til min kind. Til mine morgen”fem tibetanere” lagde hun sig som sædvanlig ved siden af mig på gulvtæppet. På kirkegården hos min mand og søn, inden gudstjenesten, kom Jens, en sød pensionist, og vi fulgtes ind. Denne dag, 14. søndag efter trinitatis, var det Lukasevangeliet med de 10 spedalske, hvor kun én kom tilbage og takkede Gud. Betty, vores dejlige provst, tog det lille ord op, og på
Som barn nåede jeg at opleve en rig natur med et væld af fugle og dyr og blomster og allehånde ukrudtsplanter. I mine forældres og min generation har vi ødelagt både landjord og fjorde og havet omkring os. Jeg håber, at den grønne omstilling må lykkes og intensiveres, så vi efterlader en sundere dansk natur til børnebørnene. Og jeg håber, at Golfstrømmen ikke bryder sammen, så vi undgår at få en ny mini-istid, som vi havde fra 1300-tallet til 1815.
Hun ligger her og strækker sine arme op over hovedet og nyder helt tydeligt, at hun ikke længere er spærret inde i fosterstilling i sin mors mave, som hun sparkede ihærdigt indefra for at gøre klart, at hun i den grad var parat til at komme ud. 4,5 kilo og 54 centimeter. Et sandt vidunder, der kan bortjage alle bekymringer med livsappetit og umiddelbarhed. En funklende gave til at forsøde en mormors og morfars alderdom. For et øjeblik siden var det min mor, der nød en halv times ammero med mig, inden hun igen måtte skynde sig ud i marken, mens hun lagde mig i barnevognen ved markvejen i skyggen af et læbælte og tilkaldte vores hund, Buster, der ville sidde trofast ved barnevognen. Og den ville gø højt, hvis jeg gav mig til at græde, og det ville min mor kunne høre på lang afstand. NU, 76 ÅR SENERE, kommer min datter tilbage fra sit blund for at amme sit helt afhængige barn, mens jeg stunder mod min alderdoms hjælpeløshed og afhængighed, sådan som det lige er sket for barnets oldefar. Sådan går livet både i ring og føjer en ny generation til, der vil tage over. J
2025-sprog blev vi igen opmærksomme på dets store betydning. Hver søndag i kirken bytter jeg aviser med min veninde Ruth. Hun holder Kristeligt Dagblad, og jeg Skive Folkeblad. Er så glad for vores ordning. Her sidst på søndag eftermiddag føler jeg trang til at fortælle om, hvor ofte – rigtig tit – jeg oplever sådanne dage.
Ulla Løvgren, 81 år, Skive
Naturen beriger mit liv
Jeg nyder at komme ud i naturen, at sanke ramsløg i foråret, blommer og bær henover sommeren og æbler i det tidlige efterår. Om vinteren plukker jeg grene og samler kogler og grønt til buketter og dekorationer. Hjemme hygger jeg med at tilberede dagens høst, nyde den hjemmelavede kompot, snaps, saft med mere, blandt andet til min morgenmad, på den måde bliver glæden dobbelt så stor. Som en bonus gemmer jeg et par glas af de skønne lækkerier til min veninde, vi taler om vores ture ud i naturen og udveksler opskrifter. På den måde deler vi oplevelsen og inspirerer hinanden. Det er de daglige små og store glæder i naturen, der beriger mit liv.
Tina P., 65 år, Stavnsholt
Samvær med de mennesker, jeg holder af Det gør mit liv rigere, når jeg kan vælge: at høre den bedste musik, at se de gode film, at læse de spændende bøger, at dyrke motion, at gå og løbe en tur i naturen, at være i kontakt med Gud og universet, samt dele ud af kærlighed i samvær med de mennesker jeg holder af, og som forhåbentlig også holder af mig. At tro på, at der bliver skabt retfærdig og medmenneskelig fred i verden – lige nu hos mine ukrainske venner, et samvær med dem gør mit liv rigere! Også når jeg ”gemmer et lille smil til det bli’r gråvejr”!
Birger Sørensen, 66 år, Ryomgård på Djursland J
Der er gennem flere år blevet forsket i, hvordan hørelse påvirker hjernen. Det har vist sig, at personer med et ubehandlet høretab har større risiko for hurtigere at miste de kognitive evner, såsom hukommelse og opmærksomhed, end personer med normal hørelse1
Din hørelse påvirker din hjerne
Både høretab og demens er ofte aldersrelateret. Forskning viser, at 65% af alle personer over 60 år er i risikogruppen for at få et høretab2, og ca. 10% af alle personer over 65 år har risiko for at få demens3. Ny forskning viser, at høretab, alder, genetik, for‑ højet blodtryk og type 2 diabetes er risikofaktorer, der influerer på sandsynligheden for demens. Ud af disse viser det sig, at
nedsat hørelse medfører den største risiko for demens, da det bidrager med en risikofaktor på 8% for at udvikle sygdommen4.
Vigtigt at få behandlet et høretab
Vi ved, at det er svært for de fleste at erkende et høretab, og der derfor er mange, som ikke har mod på at få testet hørelsen.
For at minimere risikoen for demens, er det afgørende at få undersøgt hørelsen og få behandlet et evt. høretab hurtigst muligt også selvom der kun er tale om et mindre høretab.
Grib chancen og pas godt på dig selv
Du har heldigvis mulighed for at tage sagen i egen hånd.
Ring og bestil tid til en gratis og uforpligtende høretest i et AudioNova Hørecenter.
AudioNova har hørecentre i hele landet. Du kan finde dit lokale hørecenter på audionova.dk eller få besøg af vores mobile hørecenter, der kommer hjem til dig.
4 Jens Smærup Sørensen vendte i mange år ryggen til det Landbodanmark, han kommer fra. Det blev et centralt element i hans forfatterskab at skrive om det moderne Danmark gennem tilbageblik til den verden, der er forsvundet, siden han blev født i 1946.
Jens Smærup Sørensen voksede op i Landbodanmark, men en markant samfundsforandring førte ham mod byen.
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Landsbyen Staun i det nordlige Himmerland ved Limfjorden er et udpræget landbosamfund. På disse kanter fødtes i 1946 et drengebarn, som så ud til at være bestemt af Gud eller skæbnen til – ligesom sin far og sine søskende – at få en kort boglig uddannelse på kun syv skoleår og derefter et langt liv i landbruget. Men i 1958 skete der en meget stor samfundsforandring i Staun. En ny skolereform afskaffede den syvårige landsbyskole. Modsat sine to ældre søskende skulle Jens Smærup Sørensen derfor ikke ud at tjene på en gård som 14-årig. Den litteraturinteresserede dreng havde mulighed for at blive i skolen og at fortsætte i gymnasiet inde i Aalborg. Ja, tilmed at læse videre på universitetet i Aarhus, at blive kandidat i nordisk litteratur og siden at leve af at være skønlitterær forfatter.
”Fordi jeg var yngre, kunne jeg gå flere år i skole. Jeg tilhører en årgang, som kom til, netop som der var brug for flere med høje uddannelser. Der var brug for os i byen. Der var brug for, at samfundet skulle laves om. De middelalderlige universiteter skulle også laves om. Det kom til at præge min årgang meget. At vi syntes, det var os, der skulle lave alt om. Nu,” siger Jens Smærup Sørensen.
Han fylder 80 år til maj og har indvilliget i at give sit bud på, hvad der karakteriserer ham selv og de andre fra danmarkshistoriens største årgang.
Kvinder måtte ikke engang køre bil ”Årgang 1946 er præget af, at vi var mange. Vi var også en af de sidste årgange i den periode, hvor et flertal af danskere blev født og voksede op på landet. Det vil sige uden for hovedstaden, de store byer og købstæderne. Helt ude i de egentlige landområder. I dag er det kun 1012 procent. Der ligger en voldsom samfundsforandring bag de tal,” siger Jens Smærup Sørensen.
”Vi
En af hans mest populære romaner, ”Mærkedage” fra 2007, fortæller akkurat historien om den store samfundsforandring, der er foregået i hans levetid, skildret over tid gennem en række centrale livsbegivenheder i to familier i Staun. Siden er han flere gange i forfatterskabet vendt tilbage til at skrive om det Landbodanmark, som fandtes i 1946, men gradvist blev noget helt andet.
”De første to-tre årtier, jeg var forfatter, berørte jeg min egen baggrund på landet meget lidt. Jeg var optaget af at lægge det hele bag mig og i stedet se frem mod alt det moderne,” fortæller Jens Smærup Sørensen.
”Men siden blev jeg optaget af gennem fiktion at prøve at anskueliggøre, hvad det var for nogle mennesker, der levede i det gamle bondesamfund, og hvordan deres samfund blev forvandlet til noget radikalt anderledes,” tilføjer forfatteren, som understreger, at hans bøger har været båret af egne erindringer, men aldrig af en nostalgisk længsel efter verden af i går.
”Jeg oplever de fleste af forandringerne som entydigt positive. Men jeg synes også, jeg kan se, at frisættelserne og forandringerne har bragt nogle udfordringer med sig,” siger han.
Landbrugets forandring handler om, at menneskene er væk, mens antallet af produktionsdyr og produktionens udbytte er steget og ste-
Født den 30. maj 1946 i Staun ved Nibe. Opvokset på en gård.
Gift for anden gang med Charlotte Jørgensen. Student fra Aalborg Katedralskole og cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet. Har blandet andet skrevet romaner som ”Katastrofe” (1989), ”Hjertet slår og slår” (2012) og ”Evigt i tiden” (2023).
Har modtaget Det Danske Akademis store pris og De Gyldne Laurbær. Er modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Bor i Nykøbing Mors og har med sin nu afdøde første hustru, Vibeke Schmidt Sørensen, to voksne børn og tre børnebørn.
get. Det har beriget landbruget, men udfordrer klima og miljø, konstaterer forfatteren.
Men menneskene er mere frie. Jens Smærup Sørensen er ikke i tvivl om, at det, han betegner som ”kvindernes selvbemyndigelse”, er den ene forandring i hans levetid, der har været størst og mest positiv: ”Vi skal ikke glemme, hvor autoritære forhold der var alle steder i det gamle samfund. Det er glædeligt, at kvinder i dag har fået så meget større råderum. Dengang måtte de ikke engang køre bil.”
Bagsiden ved frisættelsen viste sig i form af for eksempel et stærkt øget antal skilsmisser. Også i de kulturelle kredse, Jens Smærup Sørensen færdedes i i 1970’erne, var det højeste mode at blive gift og skilt igen. At han personligt holdt sammen med sin første hustru, Vibeke, i mere end 50 år til hendes død for fem år siden, handler ikke om, at hans værdisæt var anderledes.
”Jeg var bare heldig, at det kunne lade sig gøre for os at blive sammen,” siger han.
Men den frisatte kultur bød på mange skilsmisser, rodløse børn, øget ensomhed og øget brug af psykofarmaka, konstaterer Jens Smærup Sørensen:
”Udfordringen er nok, at man som moderne frisat menneske skal bære meget mere af sit liv på sine egne skuldre. I min barndom kunne man lade sig bære af fællesskabet og alle de andres forventninger om, hvad man skulle. I dag står og falder alt med én selv. Det er også en belastning.”
Livet er større end samfundsforhold
Det rejser spørgsmålet, om det tilsyneladende frisatte moderne menneske bare er blevet mere skrøbeligt.
”Til en vis grad. Vi skal huske på, at der også tidligere var mennesker, der havde det svært.
De fik bare ikke hjælp. Min far led af det, man dengang kaldte for dårlige nerver. I dag ville han nok have fået lægehjælp og måske medicin. Indstillingen i opdragelsen var, at modgang af den art var noget, man måtte bide tænderne sammen og stå igennem,” fortæller Jens Smærup Sørensen.
Den øgede skrøbelighed viser sig således, fordi det er blevet legitimt at indrømme sin skrøbelighed. Men Jens Smærup Sørensen synes at kunne se mere end det: ”Der er også en ekstra skrøbelighed, som handler om, at alenehed for mange er blevet et pres.”
Hvad lever vi mennesker for? Spørgsmålet er selvfølgelig blevet stillet, så længe der har fandtes mennesker. Men ifølge Jens Smærup Sørensen siger det netop noget om tidernes forandring, at mange mennesker i hans barndoms Staun havde forholdsvis let ved at svare på det.
”Hos den ældre generation var der en sikker forvisning om, at der ventede et liv i Paradis, hvis blot man opførte sig ordentligt, deltog i landsbyens liv, passede sin gård og leverede alting videre til næste generation. Så havde man gjort, hvad Gud syntes, man skulle. Så kunne man dø med sindsro. Så let er det ikke i dag,” siger han.
Han uddyber, at det, at den enkelte blot udfylder den plads, fællesskabet afsætter til en, og at personlige drømme og forhåbninger må vige, er fortid. Og det handler ikke om, at religion og gudstro er holdt op med at have betydning. Fra årgang 1946 og frem er det enkelte menneske nødt til at forholde sig individuelt til alt. Også til sin tro og hvilke forpligtelser og individuelle planer den måtte kaste af sig. Ideen om slægters gang er forandret. Jens Smærup Sørensens far havde ni søskende. Alle var landmænd. Der var inden for en radius af 20-40 kilometer i hans barndomsland et utal af onkler, mostre, fætre og kusiner, og man fulgte med i hinandens liv.
Sådan er det endnu i nogle familier. Mindre i andre. Mange moderne mennesker holder mest sammen i den lille kernefamilie med far, mor og små børn og ses kun sporadisk med anden familie.
”Men uanset hvor mange store forandringer vi kan se mellem før og nu, skal vi huske, at vi jo er de samme mennesker. På tværs af alle generationer har vi søgt mod fællesskab, haft nid og nag, selviskhed og misundelse. Vi søger nye veje, men jeg tænker også, at vi søger mod det samme som tidligere generationer,” siger Jens Smærup Sørensen.
Mere speciel er årgang 1946 altså heller ikke. De var den største årgang. De følte sig som de første med mange fornyelser og forandringer i samfundet. Men som forfatteren minder om, er menneskelivet ”større end tilfældige samfundsforhold”. Han uddyber: ”Vi er grundlæggende de samme som altid. Vi drømmer om én at leve sammen med. Vi søger kærligheden. Vi ønsker det bedst mulige for vores børn. Vi frygter sygdom. Vi ved, at vi skal forholde os til vores død. Det er de elementære ting, og de gælder stadig.” J
Med over 90 år bag sig skriver forfatteren med indsigt og eftertænksom humor om tro og tvivl, kærlighed og længsel.
Hardback 192 sider 249,95 kr.
Man kan faktisk godt lære en gammel hund nye tricks. Men mennesker lærer på forskellige måder gennem livet nyhed
Thilde Thordahl Andersen tandersen@k.dk
Da Theresa Schilhab var 40 år, satte hun sig for at lære at køre mountainbike. Hun fulgte i fælgene på sin mand, som var erfaren ud i den terrængående cykelsport. Hun kørte med knæbeskyttere, og hver eneste gang hun begav sig ud i sporet, tænkte hun:
”Det her klarer jeg ikke.”
Hun kunne simpelthen ikke få sin krop til at stole på, at den godt kunne flyve over bump og tage stejle stigninger og fald. Kroppen var rædselsslagen!
Havde hun været 12 år, havde hun formentlig noget hurtigere lært det. For mennesker lærer på forskellige måder, alt efter hvor gamle de er. Men der er godt nyt, hvis man drømmer om at komme i gang med en ny hobby eller lære sig en ny færdighed. Man kan nemlig godt lære endog meget gamle hunde nye tricks. For mennesker er i stand til at lære nyt hele livet. Det siger tre eksperter i læring og aldring, som medvirker i denne artikel.
En af dem er Aske Juul Lassen. Han er aldringsforsker og lektor i etnologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet og siger:
”Der er en meget udbredt idé om, at man bliver dårligere til at lære, jo ældre man er. Det er en sandhed med modifikationer. For det er rigtig nok, at der er nogle måder at lære på, vi bliver dårligere til, når vi kommer op i alderen.”
Hvis man for eksempel aldrig har lært et fremmedsprog før, kan det være svært pludselig at skulle lære portugisisk i en høj alder. Og har man aldrig spillet et instrument før, er det vanskeligt at lære en basgang.
”Men hvis du kan relatere det nye, du lærer, til din eksisterende viden og evner, så bliver du ikke dårligere til at lære med alderen. Især ikke, hvis du sørger for hele livet igennem at lære nyt. Så holder du den muskel trænet,” siger han.
Det er indlejret i menneskets biologi, at det fra fødsel til død altid skal være i stand til at lære nyt. Læring er nemlig forudsætning for tilpasning. Det forklarer Theresa Schilhab, der, foruden at køre mountainbike, har en doktorgrad i pædagogik og er bevidsthedsbiolog og lektor på DPU Aarhus Universitet. Der er dog forskellige måder at lære på. Det forklarer Ane Qvortrup, der er professor i almendidaktik på Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger om læring.
En måde at lære nyt er for eksempel ved at fylde nye informationer i de kategorier, man allerede har struktureret for sig selv.
Et eksempel på en kategori kan være teknologi. Det kan være, man forstår teknologi som et middel til at kommunikere viden. Lærer man ny teknologi at kende, putter man den viden ned i sin teknologi-kategori. Det er det, vi især med alderen er afhængige af og gode til.
Men skal man for eksempel lære at mestre kunstig intelligens som ChatGPT, bliver det vanskeligt, hvis man holder fast i at forstå det ud fra den kategori for teknologi, man hidtil har haft.
” Det er en kulturelt indlejret idé, at man efter pensionen nærmest er i gang med at afvikle sig selv. Men vi kan se på pensionister i dag, at det ikke passer.
THERESA SCHILHAB, BEVIDSTHEDSBIOLOG OG LEKTOR PÅ DPU AARHUS UNIVERSITET
kan du nemmere lære nyt
Sørg for at lære nyt hele livet. Har du stået henne i hjørnet og følt dig færdig med at lære i mange år, bliver det svært at lære nyt i en høj alder.
Hold dig i gang med kognitive opgaver. Krydsord, gåder og krav i det daglige holder læringsmusklen trænet.
Begynd ikke med at lære otte nye verber hver dag. Lær et enkelt eller to, så du ikke brænder ud og dropper det, du gerne vil mestre. Tal med dem i din familie, der er unge eller gamle eller midt imellem. Få dem til at forklare dig begreber og tendenser, de har indblik i, og som du ikke forstår.
Lær i et fællesskab. Det er sjovere, og ved at sætte din viden og færdighed i spil sammen med andre, får du også nemmere ved at mestre det, du gerne vil.
KILDER: THERESA SCHILHAB, ASKE JUUL LASSEN OG ANE QVORTRUP
”Man kan dermed også lære nyt på en måde, hvor man må ændre helt på de kategorier, man har – skabe nye strukturer,” siger Ane Qvortrup.
I eksemplet med kunstig intelligens, må man måske ændre kategorien for teknologi, så det ikke længere alene er et middel til at kommu-
nikere viden. Det er også noget, der kan skabe viden og forandre, hvad viden er.
”Det at kunne ændre på kategorierne er man mere tilbøjelig til, når man er ung, og det vil være en mere krævende proces, når man er kommet op i alderen,” siger hun.
Theresa Schilhab forklarer, at det også er forskelligt, hvilken slags læring man er tiltrukket af, alt efter ens alder.
”Når du er ung, har du ikke så stor en erfaringsbase. Der er du tiltrukket af at lære noget, der kræver perception og hurtighed. Når du bliver ældre, er du i højere grad tiltrukket af at lære noget, som kræver, at du er god til at associere. For eksempel kan det være, du er god til at lære et nyt sprog, fordi du kan trække på det kendskab, du i forvejen har til andre sprog. Men du er måske ikke lige så god til at lære den nye udtale, som et ungt menneske er.”
Er man en gammel hund, kan det tage længere tid at lære nye tricks. Til gengæld har man den fordel, at man kender sig selv, siger Theresa Schilhab:
”Som ung kan din motivation svinge fra dag til dag. Som ældre ved du lige præcis, hvad du længe har haft lyst til at lære. Den værdi, du tillægger det, giver dig også motivation til at være vedholdende.”
En af de fordomme, Aske Juul Lassen, ofte støder på, er den, at ældre mennesker skulle være mindre interesserede i at lære nyt.
”Det er en kulturelt indlejret idé, at man efter pensionen nærmest er i gang med at afvikle sig selv. Men vi kan se på pensionister i dag, at det ikke passer. De kaster sig over alle mulige kurser, hobbyer og videnstilegnelse. Strikker, ror kajak, engagerer sig politisk og udfører frivilligt arbejde. Og de tillærer sig evnen til at drage omsorg for børnebørn, gamle forældre og syge livspartnere. De er ofte i udvikling,” siger han.
Og hvordan endte det så med den mountainbike? Der gik et halvt år, hvor Theresa Schilhab følte det, som om hun satte livet på spil, hver gang hun satte sig i sadlen. Men så pludselig en dag var frygten væk. Hendes nerveceller havde forstået, at den var ubegrundet. Og hendes krop havde lært sig en ny færdighed. Det er 18 år siden. Theresa Schilhab har vundet klubmesterskaber. Og hun cykler fortsat. J
Bestil
stoleliften inden
1. maj 2026 og få 30% på tilbehør og 50% på montering.
Genvind trygheden og bevægeligheden i hjemmet
En stolelift giver dig friheden og uafhængigheden tilbage.
Samtidig minimerer du risikoen for fald og skader. Og fremtidssikrer din bolig. Du kan blive boende lige så længe, du har lyst – med øget komfort og livskvalitet.
Ring til Botved på 80 37 37 37 og få et uforpligtende tilbud
Læs mere om stolelifte på opadtrappen.dk
Lisbeth Smedegaard
Andersen oplever, at der kommer et mod i alderdommen. Det er, som om man med alderen tør stå ved, hvem man er, og man bliver bedre til at lytte til dem, man er uenig med interview
Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
Efter at Lisbeth Smedegaard Andersen for godt et år siden blev en del af de 90+-åriges klub, er der et spørgsmål, som teologen, salmedigteren, forfatteren og kunsthistorikeren jævnligt har fået stillet:
”Hvordan er det at blive gammel?”
I spørgsmålet, som ofte dukker op i den uformelle samtale efter et foredrag, er der en uudtalt forventning om, at man i hendes alder må forventes at have styr på livet og døden, troen og tvivlen og kan svare med visdom på spørgsmålet. Det er lidt forskelligt, hvordan hun besvarer spørgsmålet, men hun understreger gerne, at det at blive gammel kalder på en taknemmelighed.
At blive gammel er også at sidde ved et vindue og kaste sensommerens afskedsblik ud over landskabet. I en ny bog har hun placeret sig ved det vindue og konstaterer, at i stedet for at se ud ser hun tilbage, og dermed ser man tingene på en anden måde. ”Hen under aften. Tanker fra alderdommen” er titlen på bogen, som udkom i februar.
Bogen har hun skrevet på opfordring fra forlaget, men spørgsmålet er, hvad den 91-årige kvinde, som bærer nybagte horn frem til journalisten, ved om at blive gammel. I bogen gengiver hun en samtale, hun havde med en veninde i forbindelse med arbejdet med bogen om at blive rigtig gammel. Veninden, som var lidt yngre end Lisbeth Smedegaard Andersen, havde fået en hjernesvulst og var derfor kommet på plejehjem. Hun var fuldstændig afhængig af hjælp, men mentalt var hun klar, da hun sagde:
”Den bog kan du ikke skrive. For det ved du ikke noget om. Man er først rigtig gammel, når man mister kontrollen og bliver afhængig af andre.”
Og så tilføjede veninden:
”Og så kan man heller ikke skrive bøger.” Hun forstår venindens pointe og ved, at hun skriver om at være rigtig gammel fra et raskt sted, hvor det at miste kontrollen og blive afhængig af andres hjælp lever i hende som en frygt. Hendes hverdag har en rytme, som har været den samme i mange år. Når klokken er 10, sætter hun sig til rette ved sit skrivebord i arbejdsværelset i lejligheden i Hellerup lidt nord for København.
Hun læser og skriver og mærker glæden over at fordybe sig og er taknemmelig over, at hun har bevaret sin nysgerrighed. Holder hun aldrig fri? Jo, om søndagen, hvor hun og ægtefællen følges i kirke, og om aftenen. Da er computeren slukket, så læser hun. Oftest skønlitteratur eller lyrik. Fjernsyn ser hun sjældent. At hun er gammel, mærker hun blandt andet i opfattelsen af tid.
Når hun mødes med jævnaldrende, er der en talemåde, som ofte går igen:
”Tiden flyver af sted.”
I vendingen ligger noget af fortællingen om, hvad det vil sige at blive gammel. ”Det er en henvisning til den nære tid, som
man kan opleve fare af sted. Jeg tror, det hænger sammen med, at man selv er blevet langsommere. Det er ikke så mange år siden, at jeg vidste, at jeg kunne nå de mål, som jeg satte mig for en dag eller en uge. Sådan er det ikke mere. Jeg er længere om tingene, og det giver en følelse af, at tiden iler.”
At give slip
Når Lisbeth Smedegaard Andersen skal pege på læremestre i det at blive gammel, peger hun på sin svigerfar. Han var landsretssagfører, flittig avislæser og trofast kirkegænger. De sidste år af sit liv boede han på et plejehjem i Herning, og han holdt fortsat flere aviser, som han læste nøje. Men da han blev 92 år, holdt han op med at læse avis.
”Han levede med en realisme og fred i forhold til sin alder. Når der var noget, han ikke kunne, så gav han slip på det i stedet for at ærgre sig over det.”
I bogen skriver hun, at der var noget naturligt i hans måde at ældes på, måske fordi han vidste, at man lever en tid, og en dag er man ikke mere.
”Jeg tror, det hang sammen med, at han hvilede i sin kristne tro.”
Noget af det, Lisbeth Smedegaard Andersen beundrede sin svigerfar for, var hans evne til at tilpasse sig en forandret verden. Det er noget, hun selv kan have svært ved og taler med jævnaldrende om.
”Verden har forandret sig meget hastigt de seneste år, ikke mindst med digitaliseringen, og man må jo gøre op med sig selv, hvor længe man kan følge med teknologisk. Jeg kan være bekymret for, hvad den teknologiske udvikling gør for eftertanken og relationen mellem mennesker.”
Hver anden måned mødes hun og ægtefællen med en kreds af ældre, som de har lært at kende gennem kirkegang, og som i dag er gode venner. Den yngste er 73 år, og den ældste er
0 91-årige Lisbeth Smedegaard Andersen giver sig selv et dagligt frikvarter, hvor hun går en tur på tre kvarter til en time. Hun går uanset vejret og gruer for den dag, hvor hun måske ikke længere kan spadsere. FOTO: LEIF TUXEN
Andersen
Er født i 1934. Voksede op i Præstø og i Herning.
Cand.theol. fra Aarhus Universitet 1979 og tog siden bifag i kunsthistorie.
Har været hjælpepræst ved Dansk Sømandskirke i New York fra 1979 til 1980, hvorefter hun blev sognepræst i Risskov Kirke ved Aarhus.Fra 1990 og seks år frem var hun sognepræst ved Holmens Kirke i København.
Debuterede i 1984 som salmedigter med samlingen ”Vinterlys og tjørneblomst”, er repræsenteret med syv salmer i Den Danske Salmebog og otte sange i Højskolesangbogen.
I 2022 modtog hun Kristeligt Dagblads Pris og i 2023 Mette Madsens legat.
Bor i Hellerup, er gift og har fire børn, 12 børnebørn og 12 oldebørn.
95 år. I sin søgen efter nuancer omkring det at blive gammel spurgte hun de andre i gruppen, hvad der er det bedste og det værste ved at få lov til at blive gammel. De var enige om, at det ikke er nogen jammer at blive gammel. Hun siger:
”En af de ting, som styrkes med alderen, er taknemmelighed.”
Det værste er, at man mister. Der er tab af nære og kære, men der kan også være en følelse af at føle sig lidt fremmed i verden.
”Den verden, jeg voksede op i, er der ikke så mange, som kan huske, men i gruppen er vi fælles om nogle grundlæggende værdier, og det gør noget godt at være i sådan et fællesskab.”
Noget af det, som de er enige om kan irritere, er en følelse af at blive puttet i en kasse, hvorpå der står ”gammel”.
Når Lisbeth Smedegaard Andersen ser fotografier af ældre i aviser, synes hun sjældent, at hun genkender sig selv eller sine jævnaldrende. Der er en forskellighed, som hun tror, at de yngre overser.
”Når jeg ser på mine jævnaldrende, ser jeg, at de er præget af det liv, de har levet. Med alderen tør man stå på egne ben, og man tør stå ved, hvem man er.”
Fra stuens store glasparti her på anden sal har hun udsigt til en villavej, hvor det lokale gymnasiums elever går, når de skal til og fra Brugsen.
”I forhold til mine jævnaldrende er de unge utrolig ens klædt.”
Fra sin udsigtspost har hun noteret sig, at gymnasieeleverne i øjeblikket er enige om at gå i tøj, som enten er sort eller gråt, og bære bukser, som er vide og så lange, at de er slidte forneden.
”Når jeg tænker på vores kreds, kan jeg se, at man med alderen bliver bedre til at tåle at være forskellig, og man har roen til at lytte til folk, der har en anden opfattelse.” J
Vejlefjord Rehabilitering er et privat specialhospital der siden 1985 har specialiseret sig i rehabilitering efter en hjerneskade. Kombinationen af smuk natur og moderne teknologi, er noget af det der gør Vejlefjord helt særligt. Vi arbejder tværprofessionelt, og har et stærkt hold der står klar til at hjælpe dig med målrettet genoptræning i optimale og trygge rammer.
Vejlefjord Rehabilitering · 7682 3333 · visitationen@vejlefjord.dk · www.vejlefjord.dk
Et spise- og kaffestel var engang den bedste gave, man kunne give et ungt par. En gave med en forventning. Men med tiden har det tabt betydning, og det er synd, mener kulturhistoriker
Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk
Blå Blomst, Søholm, Desiree. Eller det helt klassiske Mågestel fra Bing & Grøndahl-fabrikken.
For bare 50 år siden var et spise- og kaffestel essentielt i enhver husholdning med respekt for sig selv. Men i 2026 er det, som om stellet har mistet den betydning, det engang havde. Genbrugsbutikkerne bugner af stel i mange forskellige stilarter, og prisen for et helt, samlet stel ligger kun ganske sjældent over de 500 kroner. Så hvad er der sket?
Dorthe Chakravarty, kulturhistoriker og forfatter til flere bøger om dansk husholdningshistorie, har et par bud. Hun er med årene selv gået hen og blevet ”forvalter” af flere stel, der har været i familiens eje, og som hendes tre voksne børn ikke har interesse i at overtage – men som hun ikke har nænnet at skille sig af med.
”Når man er fra landet, har man en vis arv af køkkenudstyr,” siger hun. Hun flyttede selv hjemmefra i 1990 med et Blå Blomststel fra Royal Copenhagen, som hun havde arvet fra sin mormor. Stellet har hun brugt flittigt, hvilket betyder, at der nu mangler store dele af det originale stel, der indfattede ikke bare tallerkener og kopper, men også diverse mælke-, sovse- og kakaokander, fortæller hun.
”Det er ikke blevet skånet, lad os bare sige det sådan. Og det er også lidt anderledes end det, jeg er vokset op med på landet i 1970’erne. Der var kvinder, der fandt glæde i at fremvise bugnende skabe med smukke, komplette stel og nystrøgede duge,” siger hun.
Et stel var engang den bedste bryllupsgave, man kunne give et ungt par. Man talte om et helt stel, når der minimum var 12 af hver del (tallerkener, kopper og underkopper).
”I det ligger en forventning om, at selvfølgelig holder det unge par masser af middage og selskaber. Det er lidt rigidt, men det har også sin egen logik. Det handler om god mad på smukt porcelæn, men det handler også om fællesskab. Det kan ikke være de samme, der trækker lokomotivet i lokalsamfundet hele tiden. Et godt familieskab, venskab og naboskab kræver noget.”
Hun kan dog også sagtens se, hvad der har ført til stellets deroute:
”Jo pænere, man har det, jo bedre en husmor er man. Og far tjener pengene. For nogle har det været et bizart ridt i at vise, hvem man er, og det er der nogle generationer af kvinder, der har haft brug for at sige fra over for,” siger hun.
Hun efterlyser dog selv en lille tilbagevenden til det, stellet repræsenterer:
”Jeg taler ofte med mine jævnaldrende om manglen på fester. Vi bliver dårligere til at samle folk, men også til den der umage, vi var så gode til engang: Jeg har simpelthen stivet mine stofservietter for dig!”
Og hun synes også, man skal sige ja tak, hvis man får et stel tilbudt.
”Nu står jeg også og skal sende mine egne børn videre ud i livet. Og jeg kommer til at sige: Enten så tager I det her, eller også så går vi i genbrug og finder noget brunt fra 1970’erne, som holder.” J
Formatet VHS gjorde det muligt at skabe personlige tv- og filmoplevelser i hjemmet og var dermed et skridt i retning af nutidens individualiserede underholdningskultur
Rasmus Enghave Friis friis@k.dk
Da Sonny Lahey første gang fik et VHS-bånd i hånden, åbnede en ny verden sig.
Den i dag 47-årige podcastvært og dubbinginstruktør havde været vant til at se de film og serier i fjernsynet, som Danmarks Radio viste. Det var i monopolets tid, så der var ingen alternativer.
Men med VHS-båndet kunne man pludselig selv bestemme, hvilke film man ville købe eller låne fra de videobutikker, der skød op i landet. Man kunne også optage tv-programmer og se dem, hvornår man ville.
Man placerede bare det cirka 19 centimeter lange og 10 centimeter brede bånd i videomaskinens kassetterum. Og var man rigtig begejstret for det, man så, kunne man spole båndet tilbage og se det igen.
Sonny Lahey ejede mange tegnefilm som barn, men han fik også smag for action- og gyserfilm, der nu var tilgængelige for ham. I 1991 var han for ung til at se actionkomedien ”Den hårde måde” i biografen, men et halvt år senere lå filmen under juletræet som VHS.
”VHS’en gav en kæmpe adgang til nye film. Det blev en slags overgangsrite for mig og mine venner at gå ned i videobutikken og låne en film, som vi ikke vidste, om vi kunne klare at se,” siger Sonny Lahey, der er medvært på VHS-podcasten ”Moviebox”.
VHS står for Video Home System og blev lanceret i 1976 af det japanske firma JVC. Efter at have udkonkurreret blandt andet Sonys Betamax satte formatet sig tungt på markedet fra 1980’erne og frem til midten af 1990’erne.
Opfindelsen var ikke kun et nybrud for unge filmnørder som Sonny Lahey, den revolutionerede forbruget af levende billeder.
Før var de store film- og tv-oplevelser kollektive begivenheder. Med det nye format kunne man selv hive videobånd ned fra hylderne og skabe sin egen tv-oplevelse i bekvemme, hjemlige rammer. Ligesom man kunne afspille de hjemmevideoer, som blev populære at optage på videokameraer, for eksempel til familiefester og på ferier.
VHS-formatet var således et syvmileskridt i retning af nutidens individualiserede underholdningskultur.
I dag produceres båndene ikke længere. De blev udkonkurreret, først af dvd-formatet, der var lettere at håndtere, som indeholdt menuer og leverede bedre billedkvalitet, siden af streaming-tjenesterne, der i en forstand digitaliserede de nu hedengangne videobutikkers hylder.
VHS-båndet blev altså udgrænset af langt overlegne teknologier.
Og alligevel vækker kassetterne en nostalgisk følelse i Sonny Lahey.
De minder ham om en tid, hvor film og serier var noget, man kunne stå med i hånden. Hvor det ikke var store amerikanske virksomheder, der bestemte, hvilken underholdning man kunne vælge mellem. Hvor der også var plads til de sjældne, obskure titler på hylderne.
”Når jeg ser en VHS-film, rammer billederne et center i hjernen, som sender mig tilbage i tiden,” siger Sonny Lahey.
Noget tyder på, at andre har en lignende længsel. Sjældne VHS-bånd bliver solgt for store beløb i dag, og på Facebook er der rig aktivitet i gruppen ”Køb/salg/bytte af gamle VHS-film”.
Hvorfor?
”Jeg tror, det er folk fra min generation, der går på opdagelse i den barndom eller ungdom, de har mistet,” siger Sonny Lahey.
Måske vil nogle forsøge at overbevise deres børn om, at film, tv og hjemmevideoer også kan ses på VHS. Det vil dog næppe lykkes:
”Jeg tror ikke, mine børn synes, det er spændende,” siger Sonny Lahey. ”Når jeg og mine jævnaldrende ikke er her længere, tror jeg, de sidste VHS’er ryger ud.” J
I anden halvdel af 1900-tallet fortalte klokkestrenge historier om livets overgange i mange hjem.I dag giver man dem ikke længere i gave, men det burde man, mener håndarbejdslærer
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
De sirlige broderier på klokkestrenge fortæller ofte en historie. Om en mærkedag, et jubilæum, en jagt, en seværdighed, et historisk nedslag eller en sæson i naturen.
”Klokkestrengens aflange, smalle form er interessant, fordi faconen gør det nemt for beskueren at fornemme de lange linjer og forbinde sig til broderiets fortælling,” siger lærer Joan Eriksen, der er uddannet brodøse i frit broderi og blandt andet underviser i håndarbejde. Joan Eriksen, som selv har produceret ”utallige” klokkestrenge, fortæller, at klokkestrengen oprindeligt blev brugt som kommunikationsform mellem herskab og tjenestefolk i 1800-tallet. Klokkestrengen, som dengang havde form af en lang, smal stang af messing, var forbundet til en klokke i tjenestefolkenes område, så de kunne høre, hvis der var behov for dem.
Først senere i 1800-tallet begyndte klokkestrengen at se ud, som vi kender den i dag, med broderier, som fortæller en historie.
”De tidlige broderede klokkestrenge blev syet på stramaj, et slags vævet stof, med gobelinsting og uldgarn eller glasperler,” siger Joan Eriksen.
I slutningen af 1800-tallet blev klokkestrengen dog mindre almindelig som kommunikationsform for så at gå helt i glemmebogen. Men i perioden fra 1950’erne og op til 1970’erne blev klokkestrengen igen populær, denne gang som dekoration på væggene i almindelige husholdninger.
”Nu blev den brugt som dekoration med budskaber om særlige lejligheder, mærkedage og fortællinger,” siger Joan Eriksen, der ikke har overblik over, hvor mange klokkestrenge der findes i hendes eget hjem, kun at det er rigtig mange.
Dengang gav man ofte en klokkestreng i gave til begivenheder som fødselsdage, jubilæer, dåb og bryllupper.
”Hvis fødselaren for eksempel var interesseret i musik eller gik på jagt, ville han typisk modtage en klokkestreng med forskellige instrumenter eller motiver af skovens dyr,” fortæller Joan Eriksen.
Ofte købte afsenderen et kit med mønster, stof og garn til klokkestrengen og broderede navne, datoer og måske en lille tekst på, som passede til modtageren.
”Man lægger tid, energi og kærlighed i hvert et lille sting, når man broderer,” siger Joan Eriksen.
Derfor ærgrer det også håndarbejdslæreren, at klokkestrenge ikke længere er en yndet gave.
”Der findes mange minder i klokkestrenge, både for afsender og modtager, og som gave er den et udtryk for, at man er villig til at bruge tid og energi på modtageren,” siger hun.
Klokkestrengen er før forsvundet ud af folks bevidsthed for at vende tilbage i en ny form. Og Joan Eriksen efterlyser da også, at flere vil (gen)opdage klokkestrengens kvaliteter i en tid, hvor mange finder ro i at fordybe sig i et håndarbejde. Om det er strik, hækling, keramik – eller broderi.
”I dag bruger man frit håndbroderi og frit maskinbroderi, og motivmulighederne er utallige. Det behøver ikke længere være konkret og pænt, så man skal bare komme i gang,” siger Joan Eriksen, som selv kan finde på at tilføje ting som muslinger, sneglehuse og gamle teposer til sine klokkestrenge. J
Hvad blev der egentlig af? Og kan I huske dengang? Forandring er uundgåeligt, men det kan også være sundt at dvæle lidt ved fortiden.
Har du et minde eller en erindring om en konkret genstand fra hverdagslivet før i tiden, som du synes fortjener at blive behandlet i avisen, så send dit forslag til: livogsjael@k.dk
Vores ugekurser samler mennesker i alle aldre om sang, samtale og nye perspektiver – alt sammen komprimeret ned til en uge.
Cirkulær beklædning
UGE
Søhøjlandet på mountainbike
Keramikgiv leret liv
Keramiklær at dreje
--01.08 Er lyset for de lærde blot
Tilmeld dig og læs mere om sommerkurserne på vores hjemmeside
PÅSKETILBUD
Tilmelddigiuge13,14eller15og få500kr.irabatpåditkursus. Skriv“KD2026”underbemærkninger
Mange danskere over 85 år er ikke lige så glade for deres liv, som de var, da de var yngre. Randi Rosenfeldt er en undtagelse. Hun har undervist i gymnastik de seneste 72 år, har formentlig Espergærdes smukkeste have og gider ikke sove otte timer om natten interview
Thilde Thordahl Andersen tandersen@k.dk Klokken er 7.57, og det vælter frem med cyklende skolebørn på Idrætsvej i Espergærde.
Der er fletninger og hjelme, nøgleringe og støtteben og en enkelt teenager, der smutter gennem hullet i hegnet, så han kan krydse stadion og tage den korteste vej hen i skolen, inden klokken ringer.
Inde i Espergærdehallen er aldersgennemsnittet en anelse højere. Der er nemlig kun 90-årige Randi Rosenfeldt til stede.
Hun har allerede tilsluttet sit minidisc-anlæg til hallens højtalere. Hun har fundet blå måtter og orange elastikker frem fra hallens skabe og lagt dem klar på det grønne gulv. På hendes håndskrevne noter, der er placeret oven på anlægget, står der koder som: Gå m. m. Barbados. og Balance hæl f. tå
ud (1-4) ds. (5-8) Stå på tå (1-7) så h.b. Det er tirsdag, så i dag skal hun have tre hold seniorgymnaster til træning. Alderen på gymnasterne spænder vidt – fra 55 til 90 år. De kommer i rap lige efter hinanden de næste tre en halv time, og der skal trænes bevægelighed, balance, styrke og kondition. Hele kroppen skal i gang.
Hvad er opskriften på et godt liv?
En stor undersøgelse med data fra 122.000 danskere lavet af Realdania i 2025 viser, at mens 74-årige danskere er den aldersgruppe, der i gennemsnit oplever at være mest tilfredse med deres liv, så går livskvaliteten markant nedad efter de 85 år.
Randi Rosenfeldt er en undtagelse. Hun er 90 år og siger, at hun har den samme glæde ved sit liv, som hun havde, da hun var 70. ”Godmorgen!”, lyder det nogle minutter senere, da den første gymnast møder op i blå lycra-T-shirt. Og da hallens store digitale ur skifter til 8.30, står 23 rekrutter klar i den ene ende af hallen.
”Så går vi i gang,” siger Randi Rosenfeldt med en myndig og venlig stemme. Hun tænder for Jens Brixtoftes ”Come along to Barbados” fra 1975. Og så traver hun af sted som fortrop for sit gymnastikhold, der skal varme op med en rask gåtur frem og tilbage i hallen.
Randi Rosenfeldt er klædt i en mørkeblå rullekrave, sorte gymnastikbukser og sorte træningssko. Håret er opsat med spænde og hårnet.
Når hun vender sig og instruerer, sniger hun et chassé-trin ind for at holde takten. Når hun viser, hvordan holdet skal gå otte skridt for
derefter at føre begge hænder under det ene løftede ben og derefter over hovedet, er hendes bevægelser graciøse.
”1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8.”
Hun har undervist i gymnastik i 72 år. Hendes have ligner Paradis, og hendes hjems tre etager står som en funklende ren og smuk tidslomme. For Randi Rosenfeldts tilværelse handler om gymnastik, fællesskab og skønhed.
Og så er der en indstilling, der går igen gennem hele hendes liv: Har man sat sig noget for, må man klø på. Hvordan er det blevet sådan? Og hvad er det, der gør hendes liv vidunderligt? Det er Kristeligt Dagblad taget til Espergærde i Nordsjælland for at undersøge.
Vi er i øvrigt ikke de første. Berlingske og DGI har været her. Lokalavisen har kaldt hende både legendarisk og et ikon. Hun har modtaget Espergærdeprisen og er blevet æresmedlem i DGI, og blandt hendes gymnaster er der flere, der har været med hele vejen. Hun har også selv skrevet et langt stykke til Museum Helsingørs årbog sidste år om sit liv og virke. Da opvarmningen slutter, fordeler holdet sig på gulvet med front mod deres træner. ”Så står vi her,” siger Randi Rosenfeldt. ”Og kan ikke andet.”
I takt med tørv Randi Rosenfeldt blev født i 1935 og voksede op ved Køge Bugt, der hvor museet Arken ligger i dag. Hun boede i et lille hus med sine tre søskende og sine forældre, og kårene var relativt små, som de nu var dengang.
Faderen var maler, og han var bedre til at lægge bladguld på gesimserne i de fine herskabslejligheder inde i København, end han
var til at skrive regninger, ler hans datter. Moderen var hjemmearbejdende, holdt foredrag og var en samlende figur i lokalsamfundet. Om aftenen spillede forældrene gerne skak, og Randi Rosenfeldt sad med ved brættet. Efterhånden som springere og bønder blev slået ud af spillepladen, fik hun flere og flere figurer at lege med.
Under og efter krigen var der knaphed alle vegne. Moderen blev interviewet til Ekstra Bladet, fordi hun var særligt god til at få tingene til at strække. Hun gjorde familien næsten selvforsynende med avl fra egen have og kødproduktion i form af kaniner, og så byttede hun syltet frugt og grønt med bekendte og fik i stedet rationeringsmærker til sukker og smør. Det var muligt for hende at holde familien fint kørende for vistnok kun 30 kroner om måneden, husker Randi Rosenfeldt. Uf, og det var hundekoldt om vinteren. Randi Rosenfeldt og hendes søskende asede med at hente sjapvåde tørv. Sækkene med brændsel var så store, at de måtte lægge dem over to cykelstyr og gå i takt de fem kilometer hjem. De stablede tørvene i en vold rundt om kakkelovnen, så de kunne ligge der og tørre.
Hun tror i dag, at det har givet hende en anden slags livsindstilling end senere generationer, der kun har oplevet overflod. Er man vokset op med nøjsomhed, vil man altid bære det med sig. Gemme selv en lille rest mad til næste dag. Og være taknemmelig for, at man i dag sådan set næsten kan gøre, som man vil. I hallen i Espergærde laver de fejesving efter Randi Rosenfeldts anvisninger.
”Og så skal vi se, hvordan det går med balancen,” siger hun.
0 Randi Rosenfeldt bliver aldrig træt af gymnastik eller sin have. Det er nok derfor hun stadig underviser efter 72 år og fortsat har både majs, grønkål og tomater i drivhuset.
FOTOS: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
”Hvis man bliver sur og trist, skubber man nok andre mennesker fra sig. Mit slogan er: Jeg kan, jeg skal, jeg vil.
RANDI ROSENFELDT
På et ben viser hun, hvordan man skal føre det løftede ben først frem og markere med tåspidsen. Så til siden og så frem igen.
”Højt op med knæet. Ja! Højt op med knæet. Og op på tå!”.
Hun går op til anlægget og stopper musikken.
”Lige et øjeblik. Det er vigtigt, at I laver så store bevægelser som muligt. I ved: Jo mere I gør jer usikre, jo bedre bliver I, fordi I skal hele tiden modvirke risikoen for at falde. Og det er det, vi træner. Vi er klar med venstre ben,” siger hun, mens hun tænder for musikken igen.
Tilføjer så:
”Den her øvelse er ikke lavet for at gøre det nemt, men for at gøre det svært.”
”Det er også svært,” griner en på holdet, inden de går ned i næste øvelse på hug.
Plads under flygelet
Randi Rosenfeldt begyndte som barn tidligt at cykle med aviser. Politiken og Berlingske om morgenen før skole og BT og Ekstra Bladet om eftermiddagen. Det gav noget robusthed at cykle med den tunge last. Og så var det herligt med lønnen, for der var så mange fritidsaktiviteter, hun gerne ville gå til. Dans, gymnastik, teater og spil.
Hun tjente også selv pengene til sit efterskoleophold, og på efterskolen mødte hun en husholdningslærer, der både hed Randi og var så utroligt sød, at Randi Rosenfeldt besluttede sig for selv at blive husholdningslærer. Hun sparede sammen for at komme på husholdningsskole. Men det viste sig, at hun ikke var gammel nok til at komme ind.
Hendes snarrådige mor opfordrede hende imidlertid til at blive uddannet delingsfører på Ollerup Gymnastikhøjskole først. Så kunne hun siden tilbyde gymnastikundervisning på husholdningsskolen i bytte for et ophold. Således gik det, men da Randi Rosenfeldt kom på husholdningsskole på Langeland, gik det hurtigt op for hende, at husholdning var noget så kedeligt. Nej, hun ville da meget hellere gymnastikkens vej.
Hun videreuddannede sig på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL), var en periode eneste kvindelige underviser på Rødding Højskole, og gennem 72 år har hun undervist mennesker i alle aldre i gymnastik.
fortsætter side 30
fortsat fra side 29
Hun traf sin mand, Børge, på Vartov i Københavns Højskoleforening. De giftede sig i 1957 og fandt huset i Espergærde, som hun stadig bor i i dag. 36.500 kroner kostede det, med 10.000 kroner i udbetaling.
Hurtigt blev det sådan, at hun underviste alle gymnastikholdene for piger og kvinder i Espergærde og Humlebæk, mens han tog sig af drenge- og herreholdene.
Der var for eksempel det år, hvor de tog deres halvandetårige søn og deres en uge gamle datter med til børneopvisning i Fredensborg. Datterens lift var der kun plads til under flygelet i den stuvende fulde sal. Da ægteparret efterfølgende sad klar i bussen til afgang, med gymnaster og tøndebånd og sønnen Uffe, løb det varmt ned på Randi Rosenfeldts mave med brystmælk. Hun kom i tanker om, at lille Helle stadig stod inde under flygelet!
De fik i alt tre børn, og hendes arbejdsliv var dels i hjemmet, dels i gymnastiksale i op til 50 timer om ugen. Der var elitehold for teenagepiger, der var det store ungdomshold i amtet og et år også landsholdet med 100 piger fra hele landet, der tog til gymnastikfestivalen Gymnaestrada i Schweiz i 1969. Der var hjemmesyede gymnastikdragter og hjemmeklippede spolebånd med musik.
Apropos musik, så er det, som om der bor otte takter inde i Randi Rosenfeldt. De er nærmest med i hvert ord og hvert trin, hun siger og tager. Når hun går, er det som at se en fanebærer til en gymnastikopvisning. Holdningen er rank, trinene er lette og målrettede, og hænderne ligner en balletdansers.
Til sit morgenhold taler hun i takt med stød på taktslagene.
”Elegant, dreje her, og langt. Over. Der,” siger hun for eksempel, og når det går for langsomt:
”Frem, frem, frem, frem.”
Den hvinende lyd af gummisko mod halgulv fylder rummet, da de går en tur ned til ribberne for at lave styrke- og strækøvelser.
Jeg kom over det ved at fortsætte mit liv Randi Rosenfeldts travleste dag er tirsdag. Hun har i alt ni hold for seniorer fordelt på mandage, tirsdage, onsdage og torsdage. Hvordan finder hun dog alle de kræfter?
”Jeg bliver egentlig ikke træt af at lave gymnastik. Det har aldrig generet mig, og det er nok, fordi jeg er blevet ved,” siger hun.
”Det er lidt det samme, når jeg arbejder i min have. Jeg tænker ikke over, hvad klokken er, før det begynder at blive mørkt, og jeg forstår, at jeg må se at komme ind for at lave noget aftensmad.”
Men der er også det ved gymnastikken, at hun får meget igen.
”Det er så positivt, det, vi laver. Folk kommer og er indstillet på, at nu skal vi lave noget. De kommer jo ikke sådan vadende hen og ’øv, skal vi nu det’. De kommer frivilligt og har endda betalt for det. Der er noget ved at have et job, hvor man føler, man er noget for nogen.”
Og der er ikke noget i vejen med at blive gammel, hvis man føler, at kroppen fortsat kan holdes stærk og bevægelig, synes hun. Det er i øvrigt ikke kun kroppen, der har gavn af gymnastik. Det er også ånden.
”Selvom jeg taler i telefon med mine børn og børnebørn og med naboen over hækken, så snakker jeg jo ikke på samme måde, som når man bor flere sammen i et hus og har den daglige direkte kontakt. Jeg kan mærke det nogle dage, hvis jeg går i lang tid og ikke har samtaler. Så bliver det svært at finde ordene, i det øjeblik jeg skal til at sige noget. Derfor er det
0 Randi Rosenfeldt ses her ved Landsstævnet i Aarhus i 1966 31 år gammel. PRIVATFOTO
0 Jorden skal dyrkes, så i september måned vælter det fortsat frem med efterårshindbær i Randi Rosenfeldts have.
6 Randi Rosenfeldt
Født i 1935.
Gymnastiktræner gennem 72 år og har fortsat ugentligt ni hold for seniorer. Bor i Espergærde i Nordsjælland.
Har tre børn, to svigerbørn, fem børnebørn og et oldebarn.
også rigtig godt at komme hen i gymnastiksalen nogle gange om ugen og få snakket og sludret en hel masse.”
I 2021 døde hendes mand, en måned før han fyldte 95. Med ét ændrede tilværelsen sig, men for Randi Rosenfeldt var det vigtigt at holde fast i livets gøremål. To dage efter hans død mødte hun op til træning. Hun føler sig forpligtet over for sine hold, siger hun, og:
”Det hjalp jo ikke noget, om jeg havde sat mig ned og grædt i en måned. Jeg tror, jeg kom bedre over det ved at gå ud og fortsætte mit liv.”
Og hun tilføjer:
”Livet bliver lidt fattigere, når man ikke længere har nogen at dele hverdagen med, men så er det bare med at holde humøret oppe. Hvis man bliver sur og trist, skubber man nok andre mennesker fra sig. Mit slogan er: Jeg kan, jeg skal, jeg vil.”
Når Randi Rosenfeldt har et godt liv og har klaret sig helskindet igennem tabet af sin mand, skyldes det ikke et gudsforhold, siger hun. Hun ville gerne tro på Gud, men hun gør det ikke rigtig. Hun tror, at døden virkelig skiller os ad.
Det mest kirkelige i hendes liv er muligvis den buksbom, som omkranser hendes blomsterbed. Da hun engang manglede noget hæk, stjal hun skud til den fra den lokale kirkegård.
Efter Børges død besluttede hun sig for at blive i huset med de tre etager og 180 kvadratmeter i grundplan. Og med den store have. Hvorfor?
”Altså, jeg har boet her i snart 70 år. Så kan man da ikke flytte fra haven og ... hvert eneste bræt i huset ved man, hvorfor sidder sådan. Og hvorfor det knirker henne i det hjørne, når jeg går der. Man kender det hele. Det er jo mit liv. Og haven, hvorfor er de tre planter der, og hvorfor er den busk vokset op der. Det kan man ikke rende fra.”
Det er lidt det samme med hendes bil. En
sølvgrå Nissan Primera stationcar fra 2003, som ikke går igennem næste syn. Nu vil hun have en elbil, men det er trist at sige farvel til den gamle, som har tjent hende så godt. Det ville være en katastrofe
Spørger man hende, hvad der giver hendes liv kvalitet, så peger hun på samvær med de tre børn, fem børnebørn og oldebarnet. De giver gerne hinanden oplevelser i gave, så de kan komme i teatret sammen, eller ind at se ballet. Hun læser også en time hver aften mellem midnat og klokken 1. Hun har aldrig sovet de anbefalede otte timer, der er for meget, hun gerne vil op at lave. Men lige inden søvnen får hun presset god litteratur ind.
I øjeblikket læser hun toeren i serien om ”Den hundredårige, der sprang ud af vinduet og forsvandt”, som handler om en gammel mand, der ikke er færdig med at tage på eventyr.
Og så er der haven.
Drivhuset strutter af tomater fra gulv til loft. I højbedene knejser majsene, grønkålen og efterårshindbærerne, og kartofler har hun også stadig, selvom vi er inde i september. Hver tirsdag, når hun kommer hjem fra gymnastik, går hun derud for at høste til en god frokost og til aftensmaden. Når man har jord, skal man bruge den. Det er hun vokset op med. Men det handler også om skønhed.
”Jeg elsker alt, hvad der er smukt. Gymnasters formationer. Hvordan to farver er sat sammen. En have med blomster og træer. At se på tomater og druer, en agurk og et æble. Det bringer mig meget glæde.”
Hvad synes hun i det hele taget om sit liv, som det er nu?
”Jeg føler nok, jeg har den samme livskvalitet, som jeg havde, da jeg var 70 år. Jeg bor, hvor jeg gerne vil bo. Jeg har råd til nogenlunde det, jeg har brug for. Jeg kan for eksempel købe en ny bil. Jeg er jo sådan set i en situation, hvor jeg synes, at så længe kroppen holder, vil mit liv være godt. Men i det øjeblik, jeg bliver handicappet, vil mit liv ryge ned,” siger hun.
Da hendes søster blev syg og kom på plejehjem, synes Randi Rosenfeldt, at søsteren mistede sin værdighed.
”Det ville være en katastrofe. Simpelthen. Jeg kan overhovedet ikke overskue det.”
Men tror du ikke, man kan have et værdigt liv, selvom man er meget afhængig af hjælp?
”Nogle kan, det er jeg helt sikker på, men jeg tror ikke, at jeg kunne. Fordi jeg er så fysisk, fordi jeg altid har været vant til at bruge min krop og lave stort set, hvad jeg vil, både inden for gymnastikken og med huset og haven og børnene.”
Krop og ånd er for hende ikke adskilt. Så siger vi grrrrr!
I Espergærdehallen har morgenens første hold været igennem tre minutters løb (”Husk, hvor mange baner I når, så ser vi, om det er blevet bedre til jul!”), styrkeøvelser på gulvet med elastikker og knibeøvelser for bækkenbunden. Nu lyder Mozarts klaverkoncert nummer 21 fra højtalerne, og alle ligger på ryggen. De dasker benene ned mod måtterne for at løsne musklerne op efter dagens træning.
”Så skal vi bare lige bide tænderne hårdt sammen,” siger Randi Rosenfeldt.
”Knytte læberne sammen, lukke øjnene og knytte hænderne, og så siger vi grrrrr! Og så slipper vi, arrrh.”
Derefter trækker holdet og Randi Rosenfeldt vejret dybt ind. Holder det. Og lader det sive langsomt ud. Klokken er 9.40, da hun slukker musikken, og gymnasterne rejser sig. ”Tak for nu,” siger Randi Rosenfeldt. Så afløses holdet af det næste, der allerede står klar. J
Hyggelig forårsrejse til smukke Rhinen, hvor vi skal bo i den hyggelige by Rüdesheim på Parkhotel Rüdesheim, der ligger lige ved Rhinpromenaden. Busrejse, hotel, halvpension, dansk rejseleder og udflugter er inkl. Rejs 15/4, 27/4, 13/5, 25/5, 22/6, 6/7, 20/7, 3/8, 17/8. 5 dage. Fra kr. 4.795,-
Tag med på vores populære 5 dages rejse til Goslar i hyggelige Harzen. Her er smukt, dejlig atmosfære og gode, klassiske seværdigheder. Busrejse, hotel, halvpension, udflugter og dansk rejseleder er inkluderet. Rejs fx 14/4, 27/4, 13/5, 25/5, 8/6, 15/6, 29/6, 6/7, 13/7, 20/7.
5 dage. Fra kr. 4.495,-
Dejlig sommer på solskinsøen
Bornholm med hvide sandstrande og stejle klipper. Busrejse, hyggeligt hotel i Sandvig, halvpension med drikkevarer, eftermiddagskaffe og lokalguide inkluderet. Vælg mellem 3 eller 6 dages rejser. Masser af afgange fra maj til okt. 3 dage. Fra kr. 2.295,-
Sommer i Stockholm hører til en af livets skønne storbyoplevelser. De lyse nætter bliver kun skønnere jo længere mod nord, man kommer. Busrejse, godt hotel med morgenmad, udflugter og dansk rejseleder er inkluderet. Rejs 22/6, 29/6, 6/7, 12/7, 19/7, 26/7 el. 2/8.
5 dage. Fra kr. 4.895,-
Flot rejse i det herlige Kroatien og Hercegovina med smukke, gamle byer, masser af seværdigheder og tid til afslapning ved Adriaterhavet. Busrejse, hotel med pool, halvpension, udflugter og dansk rejseleder er inkluderet. Rejs 26/4, 24/5, 7/6, 16/8, 6/9, 27/9. 12 dage. Fra kr. 8.895,-
påstigning tæt på dig
Skøn storbyferie til Prag med oplevelser for dig, som kan lide at gå på opdagelse i fortiden og nyde nytidens storbymiljø. Busrejse, hotel, delvis halvpension, udflugter og dansk rejseleder er inkl. Rejs fx 5/4, 12/4, 19/4, 26/4, 3/5, 10/5, 17/5, 24/5, 31/5, 7/6, 14/6, 21/6, 28/6, 5/7, 12/7. 7 dage. Fra kr. 5.295,-
Skøn, lun forårsferie ved det dejlige azurblå Adriaterhav med masser af udflugter til smuk natur og gamle kulturbyer. Busrejse, dansk rejseleder, hotel med halvpension og spændende udflugter er inkluderet. Rejs 28/3, 18/4, 16/5, 6/6, 11/7, 25/7, 22/8, 29/8, 12/9, 19/9, 10/10. 9 dage. Fra kr. 6.395,-
Flot rejse til smukke Krakow, der er på UNESCO’s verdens kulturarvliste og byder på et stort udbud af seværdigheder. Busrejse, hotel med delvis halvpension, udflugter og dansk rejseleder er inkl. Rejs fx 12/4, 19/4, 26/4, 3/5, 10/5, 17/5, 24/5, 31/5, 7/6, 21/6, 28/6, 5/7, 12/7. 7 dage. Fra kr. 5.595,-
Alder betyder mindre og mindre for, hvornår danske seniorer går på pension. Så hvornår er man færdig på arbejdsmarkedet?
Trine Lavgesen livogsjael@k.dk
Sidste år slog danske seniorer en rekord. For første gang nogensinde har flere end 100.000 danskere et lønmodtagerjob, selvom de har passeret den nuværende folkepensionsalder på 67 år.
Den officielle skæringsdato har da også mindre og mindre at skulle have sagt for, hvornår folk rent faktisk går på pension, fortæller ph.d. og lektor i etnologi ved Københavns Universitet Aske Juul Lassen.
Han forsker i aldring og har særligt meget forstand på seniorarbejdsliv og pensionsovergange. Dermed er han også oplagt at stille spørgsmålet: Hvis dåbsattesten ikke er et pejlemærke, hvornår er man så færdig på arbejdsmarkedet?
Før svaret understreger Aske Juul Lassen, at folkepensionsalderen fortsat fylder meget for mange, ligesom efterløn og andre institutionelle skæringsdatoer gør det.
Men spredningen er større. Rekordmange fortsætter forbi pensionsalderen, mens andre har svært ved at klare arbejdet så længe eller vælger at gå frivilligt.
50 år til tiden
Forskere som Aske Juul Lassen taler typisk om det, der trækker én mod pension, og det, der skubber én væk fra arbejdsmarkedet.
Lad os begynde med det, der trækker, for spørger man pensionisterne om deres motiver, ender én forklaring altid øverst på podiet: Mere frihed.
”Ønsket om selv at kunne bestemme, hvad man vil bruge sin tid på, er den faktor, som flest peger på,” siger Aske Juul Lassen.
Andre gevinster er udsigten til mere tid sammen med børnebørn eller med ens livspartner. Og muligheden for at engagere sig i noget andet ”og mere meningsfyldt” end arbejde, siger Aske Juul Lassen og nævner undervisning af flygtningebørn eller politisk arbejde som eksempler.
For den pensionerede bilsælger Hans Toft var det lige nøjagtig friheden ved pensionisttilværelsen, der trak. Som han siger:
”I 50 år har jeg sådan set ikke bestilt andet end at møde til tiden.”
Efter et langt arbejdsliv i bilbranchen skiftede han som 59-årig spor og begyndte at sælge udlejningssommerhuse. Allerede da han tog jobbet, meddelte han ledelsen, at året efter ville han på nedsat tid, og som 62-årig ville han indstille karrieren.
”En tidlig alder, når man ser på det nu,” siger Hans Toft, som i dag er 78 år. Både fysisk og mentalt kunne han også sagtens være fortsat, vurderer han.
”Men det var bare et mål, jeg havde haft i mange år: Når jeg var økonomisk uafhængig, ville jeg stoppe med at arbejde. Mange mennesker tror, de er uundværlige. De tror ikke, at det kan eksistere, uden man er der, men sådan havde jeg det ikke,” siger Hans Toft. Han tænkte også på de mange mennesker, han havde kendt, som ikke var blevet ret gamle.
”Min egen far blev ikke mere end 64 år. Jeg ville nå at have den der oplevelse af at være uafhængig af arbejde. Så jeg sluttede der. Færdig. For lige pludselig er det for sent. De 15 år, jeg har haft med min hustru Aase, siden jeg stoppede, har været fantastiske. Det har jeg ikke fortrudt.”
Falske forestillinger
Tilbage til det, der kan skubbe seniorerne ud af arbejdsmarkedet. Aske Juul Lassen remser
” Min egen far blev ikke mere end 64 år. Jeg ville nå at have den der oplevelse af at være uafhængig af arbejde. Så jeg sluttede der. Færdig. For lige pludselig er det for sent.
HANS TOFT, 78 ÅR
ILLUSTRATION:
op: Seniorens egne skavanker. Manglende energi. Manglende mening med arbejdslivet. For højt tidspres. For mange forandringer. Ny ledelse!
”Det er som regel et virvar af push- og pullfaktorer, som eksisterer samtidig,” siger han. I tillæg står seniorer ofte meget alene med beslutningen. I 2020 viste en spørgeskemaundersøgelse foretaget af pensionsselskabet PFA, at færre end hver 10. medarbejder mellem 50 og 59 år har udarbejdet en plan for overgangen til pension – trods det at halvdelen af de adspurgte faktisk synes, at det er relevant. ”Der opstår ofte lidt et tomrum, hvor ledelse og kolleger ikke taler om det, fordi der er så
meget berøringsangst. Så går folk med det selv, og det bliver svært at svare på, hvordan og hvornår beslutningen skal tages,” siger Aske Juul Lassen.
I tomrummet er det let at danne egne (ofte falske) forestillinger om, at det ”nok er på tide”, fordi man har nået ”en vis alder”. En slags ”internaliseret alderisme”, kalder Aske Juul Lassen det.
”Med alderen er der ikke det samme fokus fra ledelsen på sparring, anerkendelse og kompetenceudvikling. Det er ofte udtryk for, at der ikke er en finger at sætte på ens arbejde, men mennesker har brug for feedback og anerkendelse – også sidst i arbejdslivet,” siger han. Stilheden har det med at blive tolket som et tegn på, at man ikke længere præsterer på samme niveau, og det kan lede til tanker om pension.
Man internaliserer nogle forestillinger om, hvem man er, på grund af sin alder. Forestillinger, som nogle gange har hold i virkeligheden, men som oftest ikke har det.
Ude i virksomheder støder Aske Juul Lassen indimellem på medarbejdere, der direkte har efterspurgt vejledning fra omverdenen. Et praj fra kolleger, når nok er nok.
”Men der er så stor berøringsangst omkring det, så det er sjældent en ordning, der fungerer særlig godt.”
At stoppe på toppen
Kan det blive nødvendigt at sige til et andet menneske, at tiden måske er inde?
Da det gik op for Jørn Henrik Petersen, at hans egen far var ved at miste grebet om sit arbejde, tog sønnen affære.
Det var tilbage i begyndelsen af 1980’erne. Faderen var socialdirektør i Aalborg Kommune og havde arbejdet sig til tops med en ganske almindelig kontoruddannelse. Men tiderne var ved at skifte.
”Han talte ikke det der akademikersprog, og det begyndte at volde ham problemer,” fortæller Jørn Henrik Petersen, der selv er professor emeritus i socialvidenskab. Det begyndte at knibe med faderens overblik. Det, der før sad på rygraden, beregninger, han før kunne lave på bagsiden af en kuvert i løbet af ingen tid, kunne han ikke længere overskue.
”Og da jeg ikke havde nogen ønsker om, at andre skulle fortælle ham det, valgte jeg selv at gøre det.”
Det var ikke nogen særlig morsom samtale. Men Jørn Henrik Petersen fik indtryk af, at faderen forstod sønnens synspunkt.
”For det første forstod han, at det ikke var noget, jeg gjorde af andet end kærlighed til min far. Og for det andet kunne han godt se, at der var noget i det.”
Faderen gik ikke på pension dagen efter, men samtalen plantede et frø.
”Og det gjorde, at han kunne gå med æren i behold og blive fejret på behørig vis.”
I sportens verden kunne man kalde det at stoppe på toppen. Men når man lige har udgivet en 988 sider lang kleppert om arbejderbevægelsens kristne arv, som denne avis i parentes bemærket har belønnet med seks stjerner, ”så har man vel toppen til gode”, som Jørn Henrik Petersen siger. Idéen om at stoppe på toppen kan aldringsforsker Aske Juul Lassen godt genkende, men samtidig vil han gerne væk fra den.
”Måske skal man ikke stoppe på toppen og gå ud med et brag. Vi peaker ikke alle sammen i slutningen af vores arbejdsliv og lander en toplederstilling. Men der er mange andre meningsfulde måder at være på arbejdsmarkedet på,” siger han.
Med alderen og erfaringen bliver det måske din opgave at være mentor for andre eller skabe trivsel blandt kollegerne.
”Meget ofte oplever vi, at man får nogle særlige kompetencer og kan gå ind i nye funktioner, som også er efterspurgte. Dét er vigtigt at holde fast i som en central del af vores arbejdsstyrke.” J
medAfhentningbuslokaltikommunen nabo-kommunenDukanogsåtagemedfra ellermødegruppenilufthavnen
Inkl. afhentning med bus fra din kommune, hjælp til check-in i lufthavnen, 7 overnatninger, halvpension, 4 udflugter med entré og frokost
• Udflugt til Lagos, Algarves Venedig
• Fæstningebyen Silves og besøg på vingård
• Lagunesejlads i nationalparken Ria Formosa
• Lørdagsmarked i Loulé
• 2 dage til fri disposition
Pris pr. person fra 11.995,( Eneværelsestillæg kr. 2.495 )
• Byrundtur i historiske Rethymnon
• Spændende udflugt Arkadi klosteret
• 2 dage til fri disposition
Pris pr. person fra 11.995,( Eneværelsestillæg kr. 1.995 )
Afrejsekalender forår 2026
Rejsemål Afrejsedato Kommune
• Udflugt i lokalområdet
• Spaniens spektakulære by Ronda
• Solskinsbyen Málaga,
• Besøg hos Aceites Molisur og Mijas
• 2 dage til fri disposition
Pris pr. person fra 10.995,( Eneværelsestillæg kr. 1.995 )
Lufthavn
Algarve 18-04-2026 Roskilde/Høje-Taastrup/Rødovre-Hvidovre CPH
Algarve 25-04-2026 Helsingør/Frederiksberg/Dragør-Taarnby CPH
Algarve 02-05-2026 Vordingborg/Næstved CPH
Algarve 09-05-2026 Vejle/Fredericia CPH
Algarve 16-05-2026 Kolding/Middelfart/Odens CPH
Kreta 14-04-2026 Kalundborg/Holbæk CPH
Kreta 21-04-2026 Rudersdal/Hørsholm/Lyngby/Frederiksberg CPH
Kreta 07-05-2026 Nordfyn/Middelfart/Fredericia BLL
Kreta 14-05-2026 Viborg/Holstebro/Herning BLL
Costa del Sol 06-04-2026 Odsherred/Holbæk CPH
Costa del Sol 13-04-2026 Bornholm CPH
Costa del Sol 20-04-2026 Nyborg-Kerteminde/Odense BLL
Costa del Sol 27-04-2026 Tønder/Esbjerg/Varde BLL
Costa del Sol 04-05-2026 Frederikssund/Egedal CPH
Costa del Sol 11-05-2026 Viborg/Silkeborg BLL
Costa del Sol 18-05-2026 Sønderborg/Aabenraa/Haderslev BLL
El Arenal 06-05-2026 Tønder/Esbjerg/Varde BLL
El Arenal 13-05-2026 Randers/Aarhus BLL
El Arenal 20-05-2026 Odense/Vejle BLL
El Arenal 27-05-2026 Nordfyn/Kolding BLL
El Arenal 03-06-2026 Sønderborg/Aabenraa/Haderslev BLL
• Besøg i det fredfyldte Lluc Kloster
• Hovedstaden Palma med besøg i katedralen
• Det ikoniske kloster Santuari de Sant Salvador
• Jardines de Alfabia og frokost i Port de Soller
• 2 dage til egen disposition
Pris pr. person fra 9.995,( Eneværelsestillæg kr.1.695 )
Tag med på en seniorrejse fyldt med fællesskab og gode oplevelser
Få tilsendt vores rejsekatalog og se vores store udvalg af seniorrejser. Bestil kataloget på vores hjemmeside eller ring
27 31 37 06
1 Når Lis M. Frederiksen tænker tilbage på ægtefællens sidste tid, er hun både taknemmelig og også lidt stolt over, at hun magtede at have ham hjemme.
Efter 30 års ægteskab blev Kristeligt Dagblads seniorlivsskribent enke. Hun har skrevet dagbog fra et år med dage, hvor hun ikke forstod meningen med at stå ud af sengen og om venskabsbånd, som blev styrket
Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
interview
Lægen svarede på alle de spørgsmål, Erik Ettrup og ægtefællen Lis M. Frederiksen stillede den dag i maj 2024. Den kræftsygdom, som han havde levet med i godt to år, var nu så fremskreden, at han havde en forventet restlevetid på seks til otte måneder.
Deres i alt fire børn fik besked. Den øvrige familie og flere fra vennekredsen vidste, at de gik og ventede på svar fra Rigshospitalet, så senere den dag satte Lis M. Frederiksen sig ved sin computer og skrev et udkast til et brev, de kunne sende til deres netværk. 85-årige Erik Ettrup, der havde en fortid som journalist og redaktør, gennemlæste udkastet, hvor hun kort beskrev, at der var fundet en metastase ved rygsøjlen, som kunne medføre lammelse.
Da maj var blevet til september, skrev Lis M. Frederiksen en seniorlivsklumme til Kristeligt Dagblad om den varme og omsorg, hun og ægtefællen oplevede fra de erfarne palliative sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som var blevet en fast del af hverdagen i hjemmet i Roskilde.
En måned efter Erik Ettrups død bragte avisen en klumme, hvor hun skrev om at rydde op og genhøre cd’er, der havde haft betydning for dem begge, fra Chet Baker til Bach og Sibelius. Inden det sidste punktum skrev hun, at skelettet af en ny hverdag var begyndt at tegne sig. En del læsere reagerede på teksterne om ægtefællens sygdom og død, og det samme gjorde Kristeligt Dagblad.
Kunne hun, der er tidligere nyheds- og kommunikationschef og har skrevet klummer i 15 år, fælde tanker ned om det første år uden ægtefællen? Hun sagde, at hun ville tænke over det. Aftalen blev, at vi kunne tales ved om et år. Den følgende tekst er baseret på en samtale om året efter Erik Ettrups død, og ikke mindst den tekst, Lis M. Frederiksen har givet overskriften ”En enkes dagbog”.
Septemberhimlen
Erik Ettrup døde den 14. oktober 2024. Cirka fem uger tidligere var han blevet udskrevet fra universitetshospitalet i Køge. Metastaser i hoften betød, at han havde mistet sin førlighed og havde brug for intens pleje i hjemmet. Da han kom hjem, havde hun indrettet et værelse til ham med plads til sygesengen. Fra sengen kunne han se nogle af sine mange bøger og samlingen af satiretegninger, som fyldte væggene.
Børnene og de nærmeste venner kom forbi. Hun kunne se, at han satte pris på besøgene. Hun husker ham som både taknemmelig og afklaret, mens livet roligt ebbede ud.
Er født i 1943 i Himmelev ved Roskilde. Har arbejdet som journalist hos blandt andet Berlingske Tidende og Danmarks Radio. Derefter informationschef og ministerråd på Danmarks ambassade i Washington efterfulgt af titlen som pressechef i kongehuset frem til 2008, hvor hun gik på pension.
Var gift med nu afdøde journalist og redaktør Erik Ettrup. Sammen fik de to børn og to bonusbørn samt syv børnebørn.
Når hun gik i seng, tog hun en bid af en sovepille, så hun kunne få lidt søvn, men samtidig sov hun med åben dør, så hun kunne høre ham. Et par nætter måtte hun akut have fat i hjælp og oplevede aldrig at vente mere end et kvarter. Hun følte, at palliationssygeplejerskerne holdt hånden under dem, og de sørgede for, at de begge var forberedte på, hvad der skulle ske. Og måske vigtigst: at han hele tiden var smertedækket.
De sidste dage var han ikke længere ved bevidsthed. Den dag, som blev den sidste, fik Erik Ettrup besøg af sin søn først på dagen, også en af svigerdøtrene kom, og siden sad hans datter og Lis M. Frederiksen ved ham. Ud på eftermiddagen rejste de sig og satte sig ved spisebordet. Lis M. Frederiksen syntes pludselig, at der blev så stille. Klokken var 15.45, og Erik Ettrup var død. Hun vidste, at hun skulle kontakte en sosu-assistent, som ville gøre ham klar. Hun havde fundet den gule kashmirtrøje frem, som han var så glad for. Familien kom for at tage afsked, og der blev sørget for pizza og rødvin.
Den 15. oktober 2024 Erik Ettrup havde for mange år siden doneret sit legeme til forskning. Det vidste Lis M. Frederiksen, men hvor kort tid der egentlig var til at tage afsked, fandt hun ud af den dag. Om morgenen kom en læge og skrev dødsattesten, og en halv time senere kom bedemanden.
Lis M. Frederiksen havde nået at fortælle en af sine naboer i Duebrødre Klosters Bofællesskab om dødsfaldet. Da rustvognen kom sidst på formiddagen, stod en stor del af stedets beboere i gården for at tage afsked. Lis M. Frederiksen så, at der endnu var blomster på gårdhavens sommerfuglebusk. Det var en af Erik Ettrups yndlingsblomster, og hun nåede at plukke et par, som hun lagde ved ham. Hun gik bag rustvognen ud til gaden, og flokken fulgte med. Den 29. oktober 2024 Da de mødtes for mere end 30 år siden,
var han enkemand. Hans første hustru havde fået sin urne sat ned i Birkelunden, som er en askefællesgrav på Søndermarkens Kirkegård på Frederiksberg ved København, og her skulle også Erik Ettrups urne sættes ned uden vidner, men nogle af vidnerne til Erik Ettrups liv skulle samles. Da han ikke var medlem af folkekirken, skulle hun sammen med hans børn finde ud af, hvordan de bedst kunne holde en højtidelighed. De inviterede til en mindehøjtidelighed i et lokale i Duebrødre Kloster. Hun siger: ”Jeg syntes, det var krævende uden kirkens ritualer at lave en højtidelighed, hvor der var ro. Jeg holdt en tale, men mens jeg skrev den, tænkte jeg, at der er en grund til, at man har præster, som holder taler ved kister.”
Det blev en svær, men også god dag. De to børn og Lis M. Frederiksen holdt taler. De var blevet enige om at synge Nordahl Griegs ”Kringsatt av fiender”, fordi den rummede Erik Ettrups tro på, at man skal kæmpe for sin frihed og ikke lade sig kue, ”Septembers himmel er så blå”, fordi han selv i sygesengen havde kunnet følge den blå himmel og aftensangen ”Et hav, der vugger sig til ro nu”.
En test
Et par dage efter ægtefællens død ringede hun til en af hans nærmeste venner, som bor i London. I 65 år havde de været venner. Vennen, der nu er 91 år, havde ikke mulighed for at rejse til Danmark, og hun hørte sig selv sige, at hun ville besøge ham. Siden kom hun til at tænke på, at den spontane beslutning om at rejse også var en test af, om hun kunne og ville rejse selv. I dagbogen skrev hun, at det blev nogle dejlige dage. En søndag i november var hun til højmesse i Roskilde Domkirke. Parret gik nogle gange i kirke sammen, men typisk var han hjemme, når hun gik til højmesse. At være tilbage gav hende en ro.
Kristeligt Dagblad
Besøg Glyptotekets nye udstilling om Palmyra – en blomstrende oaseby og handelsmetropol
Med udgangspunkt i Glyptotekets enestående samling af palmyrenske gravportrætter – den største uden for Syrien – fortæller den nye permanente udstilling historien om liv, død og erindring i Palmyra. Fra det 1. til 3. århundrede e.v.t. var byen et knudepunkt mellem Romerriget, Persien og handelsruterne mod Asien og udviklede en unik bykultur, hvor lokale og globale impulser mødtes.
Palmyra har gennem århundreder fascineret rejsende og forskere.
I nyere tid har ødelæggelserne under borgerkrigen i Syrien understreget byens betydning som symbol på kulturarvens sårbarhed i krig og kon ikt.
Ørkenens metropol
”Jeg kender de tekster, som bliver læst, men jeg hører dem på en ny måde. Det svage eller udstødte menneske står stærkere frem, når jeg lytter til læsningerne.”
Hun har lavet optegnelser uden dato på vej mod jul. Hun skrev om, hvor lidt og hvor meget man egentlig skal sige, når man får stillet det høflige spørgsmål ”Hvordan har du det?”. Hun ønsker ikke at pive, men oplever, at det kan være godt at sætte ord på tomheden og savnet. I dagbogen skrev hun: ”Hvem er parat til at høre hvad? Nogle vil gerne hurtigt videre til andre emner. Andre er rigtig gode lyttere. Den egenskab har jeg lært at værdsætte højt.”
Den sværeste aften
Det blev adventstid, og det var fint at synge højtidens salmer i kirken, men når hun tænkte på jul, kunne hun mærke, at det ville blive svært. Et stort hjerte på døren var eneste ydre tegn på jul i hjemmet. ”Jeg havde ingen forventninger eller glæde. Jeg tænkte, at julen var noget, som skulle overstås.”
Den 24. december 2024
I en del år holdt de jul i deres fritidsbolig på Sydsjælland, og de senere år havde de fejret jul hos hendes familie på Fyn og hos deres voksne børn. Den første jul uden ægtefællen skulle hun være hos sin datter. Lis M. Frederiksen skulle bidrage med den forret, som hendes forældre har gjort til en tradition juleaften: røget laks. Hun havde styr på både fisk og rygeostcreme, men konstaterede, at hun var irritabel og nærmest vrissen, da hun ankom.
I dagbogen skrev hun:
”Da vi skulle danse om juletræet, vrissede jeg ad et barnebarn, som jeg syntes fnes utidigt af en salmemelodi. Jeg løb ud af stuen, brød sammen og vandrede rundt ude på gaden. Blev samlet op af min søn og græd ud ved hans skulder. Det var den sværeste aften.”
Hun gik ind i det nye år med en god veninde, som var på besøg fra USA. Det værelse, hvor ægtefællen opholdt sig de fem sidste uger frem til sin død, blev i nytåret indviet som gæsteværelse. Hun kalder det ”Eriks værelse”.
I januar lagde hun planer. Hun skrev i dagbogen, at hun havde tilmeldt sig et kursus på Folkeuniversitetet og købt billet til Arvo Pärts ”Johannespassion” i Roskilde Domkirke.
I mere end to årtier fulgtes hun og ægtefællen til torsdagskoncerten med DR Symfoniorkestret. Da han ikke længere havde kræfterne, fortsatte hun alene. Hverdagen har igen en rytme med holdtræning hos fysioterapeuten, hvor smidighed og balance bliver styrket, besøg hos børnene, biografture med veninder og en nabo, som banker på og kommer ind. Og så var der to veninder, som var samme sted i livet og også havde mistet deres ægtefæller. Den ene bor i nærheden, og de har indgået en aftale om at holde øje med hinanden.
”Hver morgen sender vi en sms inden klokken 10 og skriver godmorgen. Har vi ikke hørt noget, når klokken er 10, ringer vi.”
Stetson-hattene
En januardag, som ikke har fået nogen dato, skrev hun, at hun var ved lægen med en skavank. Hun skrev:
”Mange ting, jeg før delte med min mand, deler jeg ikke med nogen. Føler jeg mig ensom? Tjah ... Det er nok snarere et stort gab af tomhed og savn.”
Den 17. januar 2025
”Fredagsbar hos Jan og Mikael. Havde en rigtig dejlig aften uden at blive ked af det. Vistnok første gang jeg er ude til noget uden at blive helt stille og næsten lammet over, at han ikke er med.”
Kort efter ægtefællens død begyndte hun
at rydde op. Han var samler og beholdt helst slidte skjorter og bukser. Hun spurgte børnene og børnebørnene, om der var noget fra hans garderobe, de ville have.
Selv beholdt hun enkelte af hans hatte. Sidst i 1990’erne og fem år frem boede og arbejdede parret i USA. I den periode forærede hun ham en Stetson-hat, og siden var hatte en del af hans kontrafej.
Og så begyndte hun at overveje indretningen. Hun spurgte sig selv, om der var møbler, som hun ikke længere ville have, og hun så på kunsten på væggen og stillede det samme spørgsmål.
”Det nye liv, hvor jeg er alene, har også bestået i, at jeg har skullet indtage lejligheden som min.”
De havde ikke malet, siden de flyttede ind for 17 år siden, så væggene trængte til at blive malet, og hun begyndte at overveje, hvilke farver der kunne passe ind. Når hun tænker tilbage på ægtefællens sidste tid, er hun både taknemmelig og også lidt stolt over, at hun magtede at have ham hjemme.
”Selvom der var virkelig god støtte fra vidunderlige palliationssygeplejersker og social- og sundhedshjælpere, er det den mest krævende og belastende opgave, jeg har taget på mig. Sådan tænkte jeg ikke, da jeg stod i det. Men det kan jeg se nu.”
Fokus på fremtiden
I februar inviterede hun sine børn og svigerbørn til middag. Det var første gang siden dødsfaldet, at hun havde lavet middag til så mange. Men det var nu ikke maden, som var i fokus den aften. Nogle dage senere skrev hun om det i dagbogen.
Den 20. februar
”Det er nu dem, der skal tage sig af mig, når det bliver min tur. De skulle indføres i, hvor papirerne ligger, og hvad jeg har skrevet ned, og hvad jeg vil prioritere, når/hvis jeg bliver syg. Vi fik talt åbent om hovedpunkterne, men der var en hel masse, som jeg efterfølgende valgte at skrive i en email til dem. De oplever mig som en frisk 81-årig, som klarer alting selv. Det er svært for dem at forholde sig til, at vi gamle i familien ikke har så lang tid tilbage, før de står midt i det. Her er en stor generationsforskel. De er et andet sted i deres liv.”
Noget af det, parret delte, var en glæde ved at læse. Han havde en bog på sit natbord, også da han var holdt op med at læse. Mens han var terminal, havde hun ikke ro til at læse. Og da hun igen satte sig med en bog, kunne hun ikke koncentrere sig. Sådan var det stadig, da der stod marts i kalenderen. Der var stadig
De oplever mig som en frisk 81-årig, som klarer alting selv. Det er svært for dem at forholde sig til, at vi gamle i familien ikke har så lang tid tilbage, før de står midt i det. Uddrag fra dagbog
dage med savn, som var lammende, og hvor hun diskuterede med sig selv, hvorfor hun egentlig skulle stå ud af sengen. Så huskede hun, hvad hun havde aftalt med sig selv kort efter ægtefællens død: Du skal ud alle dage.
Den 5. marts ”En meget nær veninde spurgte for et par dage siden, hvad jeg gjorde de dage, hvor jeg dykkede ned i et sort hul. Jeg sagde, at jeg valgte at leve det igennem. Hun sagde, at jeg kunne ringe til hende på alle tider af døgnet. Så skønt at have en ven som hende, men jeg tror ikke, jeg kommer til at ringe. Det bedste er at leve det igennem, vel vidende at det går over. Det er min erfaring.”
Nye kartofler og minder
Foråret kom med skranten. Først tre uger med influenza og så en grundig forkølelse, som strakte sig ind i påsken. Hun tænkte, at det var naturligt, at hun var slidt. Sidst i april var der noget, som lettede.
Den 2. maj ”Det er blevet lettere at stå op om morgenen og se en mening med en ny dag. Jeg tænker ikke længere, hvorfor jeg skal stå op om morgenen, og jeg kan godt lide at være i lejligheden i stilheden uden musik eller andet, der skal fylde rummene. I går var jeg på en livgivende cykeltur på cirka 30 kilometer med blomstrende rapsmarker, lysegrønne marker og grene alle vegne. Naturen har en magisk indvirkning på min mentale tilstand.”
I juni gik hun på torvet og købte nye kartofler. Det var afgjort ægtefællens absolutte livret, og da hun stod i køkkenet og skrabede kartoflerne, blev hun igen min-
2 Kort efter at Lis M. Frederiksen var blevet enke, tog hun fat på at rydde op. Hun spurgte sig selv, om der var møbler, hun ikke længere ville have, og hun så på kunsten på væggen og stillede det samme spørgsmål. ”Det nye liv, hvor jeg er alene, har også bestået i, at jeg har skullet indtage lejligheden som min.”
det om, hvor mange steder minder kan bo. Lidt spændt på, om fysikken rakte, var hun otte dage i Umbrien i Italien på en grupperejse. Egnen havde de besøgt som par. Nu var hun af sted med 11 andre og kom hjem med ny energi. Sammen med veninden, der også er blevet enke, og som Lis M. Frederiksen hver dag skriver godmorgen til, kørte hun til Sønderjylland, hvor de tilbragte nogle dage på en marskgård.
Da det blev sensommer og sæson for Signe Tillisch-æbler, tænkte hun på, hvordan det gule æble var det sidste mad, hun serverede for ægtefællen for snart et år siden. En af deres venner havde et træ i sin have med de store, gule æbler og kom med dem, da han var terminal.
Lis M. Frederiksen serverede dem først for ham skiveskåret med skal, og siden skrællede hun æblerne og gav dem til ham i små stykker. Æblestykkerne kunne næsten smelte på tungen.
Trykket er lettet
I sit køkken har hun et foto af sin mand, som er taget en sommerdag ved Vesterhavet. En af hans kvaliteter var evnen til at nyde, for eksempel det øjeblik, der er fastholdt på fotografiet. Han står med en vaffelis og ser mod bølgerne.
Da det blev oktober, og årsdagen for ægtefællens død nærmede sig, diskuterede hun med sig selv, om hun skulle tage til kirkegården, hvor urnen blev sat ned i en anonym fællesgrav. Hun har talt med kirkegårdskontoret, som har udpeget det sted, hvor urnen er sat ned. Hun fik forklaret, hvor hun skal stille sig, og så skal hun gå nøjagtigt syv skridt ud.
Den 14. oktober
”Etårsdagen for Eriks død. Skulle jeg tage ind på kirkegården eller blive her med mine egne minder og mit dejlige foto på køleskabet? Jeg valgte det sidste.”
De vægge, som engang var hvide, har fået farver. I gæsteværelset har hun fået malet en svag lyserød, i stuen er en væg malet grøn, og så har hun købt sig en Nanna Ditzel-loungestol. Det uldne betræk lyser op i varm gul. Hun overvejer, om der skal endnu flere farver ind i lejligheden. Det år, der er gået, har vist hende, hvor sammengroede de var trods de udfordringer, der havde været gennem årene. Hun måtte give sorgen tid. Et par dage efter årsdagen skrev hun de sidste ord i dagbogen:
”Etårsdagen er ovre, og det er, som om trykket er lettet. Jeg er begyndt at trække vejret friere. J
20-40-60 er en tandforsikring for alle. Også til jer, der går på rytmisk aftenskole
Med 20-40-60 er du dækket fra dag ét, også selvom du har problemer med dine tænder. I det første år dækker vi op til 20% af din tandlægeregning. Næste år op til 40%, og fra det 3. år og fremefter
dækker vi helt op til 60% af regningen. Og vi refunderer altid 100% af dine udgifter til tandrensning og eftersyn for op til 1.000 kr. årligt. Læs mere på dansktandforsikring.dk
I 2020 flyttede Karin Høj og Søren Vittrup fra Nordjylland til Nordsjælland. Forinden havde de en svær samtale om drømme og forventninger til det hjem, de ser som deres sidste baggrund
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
Den sommerdag i 2019 kunne Karin Høj mærke det i maven. Hun cyklede rundt i Gilleleje, Nordsjælland, med sit barnebarn bag på cyklen, barnet fortalte ivrigt om sin dag i børnehaven, og det slog hende:
”Det her øjeblik gør mig lykkelig.”
Problemet var bare, at Karin Høj og hendes mand, Søren Vittrup, skulle hjem igen, når de havde besøgt deres tre børn og børnebørn i det nordsjællandske. Og hjem var cirka 500 kilometer væk – i Hals i Nordjylland. En køretur på over fem timer hver vej.
Allerede da Karin Høj, som i dag er 68 år, gik på efterløn fra sit arbejde som socialpædagog, begyndte tankerne om at flytte over vandet og tættere på familien at fylde. Men hun, der havde boet i Hals det meste af livet, de seneste 32 år med sin mand i et byhus med en dejlig have, mærkede tvivl. Og Søren Vittrup? Han var ret overbevist om, at han allerede var gammel og bekymret for, om det nu var for sent. Karin Høj og Søren Vittrup er langtfra de eneste seniorer, der har skullet tage stilling til spørgsmålet: Hvad vil vi nu?
I 2024 flyttede 25.661 mennesker over 60 år fra en kommune til en anden, viser tal fra Danmarks Statistik. Det vil sige 1,6 procent af aldersgruppen. I 2014 gjaldt det kun 15.901, svarende til 1,2 procent.
Selvom man ikke kan sige præcis, hvor mange der rykker for at være tættere på deres børn eller downsizer, altså flytter fra et større hjem til et mindre, kan man sige dette:
Det er ikke altid gnidningsløst at rykke sit liv op med rode og begynde forfra i den tredje alder. Og begge parter er ikke altid lige glade for idéen. Så hvordan tager man den samtale?
Det var ikke sådan, at Karin Høj og Søren Vittrup satte sig ned, så hinanden i øjnene og besluttede sig. Det var mere frem og tilbage. For og imod.
Hvis de flyttede, skulle de sige farvel til alt. Vennerne. Naboerne. De bekendte, de hilste på henover køledisken i det lokale supermarked. Søren Vittrup skulle sige farvel til sit bluesband og sit kor. De fleste i omgangskredsen mente da også, at de var ”vanvittige”. Et vennepar brugte det mere nådige ord ”modigt”.
En kold februardag i 2020 kørte Karin Høj og Søren Vittrup rundt i Gilleleje, da de så på hinanden og udbrød: ”Det her ligner Nordjylland.” ”Stranden. Havet. Havnen. En slagter. Gamle huse,” uddyber Karin Høj, ”og så fornemmede vi, at der var mange aktiviteter: biograf, spillested, bibliotek og restauranter.”
For de to eksil-nordjyder var det aktive kulturliv afgørende.
”Vi skulle begynde på ny med at få venner,” siger Karin Høj, ”så det var vigtigt for os, at det var en by, hvor der foregik nogle ting for gråhårede.”
I foråret 2020 købte parret så et sommerhus tre kilometer uden for Gilleleje, hvor de nu bor hele året. Der er 1000 kvadratmeter have, naboerne er søde, og alt er i cykelafstand. De er også blevet del af en kulturgruppe, hver fredag går de til morgensang, og hun er med i en strikkeklub, læseklub, vandreklub og havegruppe.
”Så vi har næsten fået et rigere liv her,” siger Karin Høj. ”Ja, det har vi helt sikkert,” bekræfter Søren Vittrup.
Men de har også talt en hel del om, hvad der
skal ske med huset, når en af dem går bort. Vil den anden blive boende?
”Jeg tænker, at jeg ville blive boende, hvor du nok tænker, at du nok ville flytte,” siger Karin Høj.
Men som tingene er nu, er parret enige:
”Nu gør vi det, vi har lyst til, og så må vi tage den derfra, hvis der sker noget. Så vi har ikke gjort ligesom alle andre, som flytter i noget småt. Vi har gjort det, vi har lyst til nu,” siger
Karin Høj.
Tryghed over for nærhed
Det kan være vanskeligt at stå over for at lukke det livskapitel, som en bolig, man har haft i mange år, kan udgøre.
Ofte handler uenigheden om, at den ene partner synes, at boligen er blevet uoverskuelig at vedligeholde, mens den anden måske stadig synes, at det er ligetil at passe både hus og have. Og så kan der være økonomiske hensyn, man måske ikke er helt enige om. Det siger Althea Larsen, autoriseret klinisk psykolog med særlig erfaring med ældre voksne.
Beslutningen om at flytte kan være forbundet med sorg eller glæde, alt afhængig af hvordan man trives i den bolig, man overvejer at flytte fra.
”Mange af hverdagens rutiner er bundet op på vores hjem. Det er her, vi får stillet vores behov for tryghed, forudsigelighed og genkendelighed. Der, vi lader op og slapper af,” siger hun.
Psykologen anbefaler at tale om en eventuel flytning, mens begge parter stadig er aktive og raske.
”Tal om det på en hyggelig måde, mens der stadig er ro på. Fokusér på fordelene: Hvad ville for eksempel blive mere nemt eller rart i hverdagen, hvis man flyttede et nyt sted hen? Det er vigtigt at kunne se det at flytte som en ny mulighed.”
Hvis den ene partner forestiller sig at udleve sit otium tæt på børn, by og kulturliv, mens den anden ser sig selv nyde resten af livet i et naturskønt paradis tæt på skov og vand, anbefaler Althea Larsen, at man går systematisk til værks. ”Man kan hver især lave en liste med fordele og ulemper ved at blive boende det samme sted
0 Karin Høj og Søren Vittrup foran eres hjem i Gilleleje i Nordsjælland. PRIVATFOTO
6 Flyttedrømme sent i livet
I 2019 viste en undersøgelse fra VIVE, at: 25 pct.
af de 52-62-årige danskere overvejer at flytte inden for de næste fem år.
13 pct.
blandt de 82-97-årige danskere overvejer at flytte inden for de næste fem år.
KILDE: DET NATIONALE FORSKNINGSOG ANALYSECENTER FOR VELFÆRD, VIVE
og en tilsvarende liste med fordele og ulemper ved at flytte. På den baggrund kan man tage en snak. Og så skal man altid lytte til hinanden, for parforholdet har brug for, at begge trives i beslutningen,” siger psykologen, som dog understreger, at valget om, hvor man skal tilbringe sin tredje alder, ikke altid er svært.
Klare rammer er vigtige
Det var ikke svært for Tove og Svend Kobberup. Da parret gik på pension, begge fra Frederikshavn Handelsskole i Nordjylland, hvor han var direktør, og hun sad i administrationen, var det helt naturligt at tale om: Hvad skal der ske nu?
Med tre børn og syv børnebørn i Nordsjælland endte det med, at parret, som i dag er 69 og 72 år, i 2020 flyttede stort set samme vej som Karin Høj og Søren Vittrup. Fra Frederikshavn til Kokkedal i Nordsjælland. De fandt deres nye hjem ved at medvirke i boligprogrammet ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”.
”Venner kan ikke passe på os, når vi bliver gamle, det kan kun børnene. Det fortalte gode venner os, som var flyttet til Aarhus
af samme grund,” siger Svend Kobberup. Flytningen på tværs af landet har dog kun delvist betydet mere tid med familien. ”De har små børn og er i fuld gang med deres arbejdsliv, så det er ikke sådan, at de kommer forbi i tide og utide. Men dem, der bor nærmest, har vi rigtig meget med at gøre,” siger hun. Med et kærligt grin tilføjer Svend Kobberup:
”Men altså, alt det, de lovede, at de ville hjælpe med, inden de flyttede, det skal man ikke basere sin nye tilværelse på, for enten har de travlt med børnene eller med noget andet.”
”Men jeg tror stadig på, at når vi bliver rigtig gamle og svagelige, så tager de fat,” siger Tove Kobberup.
Der kan altså være meget på spil, når man flytter et nyt sted hen i sidste del af livet. Om det er sorg over at forlade det velkendte eller forventninger til alt det nye, så er det vigtigt at afstemme sin forventninger på forhånd, understreger psykolog Althea Larsen.
Både mellem parret, men også med den familie, man (ofte) flytter tættere på.
”Man skal helst flytte et sted hen, hvor det er muligt at få nye relationer, som ikke udelukkende er en del af den helt nære familie,” siger Althea Larsen, der understreger vigtigheden af klare rammer:
”Der kan for eksempel være børnefamilier, som ikke altid har tid til at se bedsteforældre i det daglige. Familien er en vigtig del af vores sociale liv, men kan ofte ikke udfylde hele ens sociale behov.”
Kristine Virén er medie- og videnscenterchef hos Bolius/Realdania og er desuden kendt fra tv-programmet ”Hammerslag”. Hun siger:
”Ofte taler man om, at når man går på pension, vil man rejse rigtig meget. Fred være med det. Men mest af alt skal man i den samtale huske at have fokus på, hvad dagligdagen skal være fyldt med. Og hvis man ikke er enige om, hvad det så er, er det endnu vigtigere at tage hul på samtalen i god tid,” siger Kristine Virén, der tilføjer:
”Det gælder om at at være åben og komme ud og se på muligheder sammen. Snak med familien, snak med ligesindede og venner, der er i samme livsfase. Spørg dem: Hvad vægter I højest?” J
CHARLOTTE GULDBERG
RASMUS KROGSGAARD
TROELS MALLING
THOMAS MØRK
VICKI BERLIN
LARS ARVAD
THOMAS PAKULA
OPHOLDET INDEHOLDER
• Bus fra Vissenbjerg Storkro til revyteltet på Engen i Fruens Bøge
• Velkomstdrink
• Billet til Odense Sommerrevy kategori A
• En forfriskning i pausen
• Bus retur til Vissenbjerg Storkro
• Dagens 2-retters menu serveret fra buffet
• Overnatning i delt dobbeltværelse
• Stort dansk morgenbord
8. MAJ - 18. JUNI
AFTENFORESTILLING KL. 20.00 - NATMAD PÅ HOTELLET
Fredage 8. maj (Premiere), 15. maj, 22. maj, 29. maj samt 5 juni. og 12. juni 2026
Lørdag 9. maj
EFTERMIDDAGSFORESTILLING KL. 15.00 - MUSIK OG DANS PÅ HOTELLET
Lørdage 16. maj, 23. maj, 30. maj samt 6. juni og 13. juni 2026
Torsdag den 14. maj (Kristi Himmelfartsdag) 2026
FRA 1.545,-
pr. person i dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse 300,Opgradering til comfortværelse på 1. sal 150,Opgradering til comfortværelse med egen terrasse 200,-
BEGRÆNSET ANTAL PLADSER! Bestil på info@vissenbjergstorkro.dk eller tlf. 6447 3880 (kan ikke bestilles online)
Søndersøvej 30 · 5492 Vissenbjerg · Tlf. 6447 3880 info@vissenbjergstorkro.dk · www.vissenbjergstorkro.dk
Det kan være svært at starte samtalen - det ved vi godt.
Vi ønsker at gøre det nemmere at åbne for de dybe og meningsfulde samtaler i trygge omgivelser, og derfor har vi lavet et sæt samtalekort til netop dette formål.
Find kortene på detgodetestamente.dk/samtalen