Scene&Kultur 07022026

&

Scene Kultur

Under Den Franske Revolution gik 16 nonner i døden for deres tro. Det drama skildres i operaen ”Karmeliterindernes samtaler” på Det Kongelige Teater. Se fotoreportagen Side 20

Pernille Vallentin blev døv på det ene øre. Nu spiller hun med i en forestilling om handicap

Side 8

Foråret byder på opera, ballet og skuespil. Læs, hvilke forestillinger anmelderne anbefaler

Side 4 og 12

Forleden fik vi et nyt tv derhjemme, og jublen vil ingen ende tage. Men der er nu noget, skærmen ikke kan hamle op med: teatret. Selvfølgelig på grund af kunstnerne og opsætningen, men også hele stemningen og visheden om, at det, vi oplever, er menneskeskabt og unikt. I dette tillæg kan du finde inspiration til at droppe skærmen for en aften. Tak, fordi du læser med.

Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen

indhold

4 Anbefalinger Hvad går der på de danske scener? Læs, hvilke skuespil Lene Grønborg Poulsen anbefaler.

8 Interview Da Pernille Vallentin mistede en del af hørelsen, droppede hun teatret. Nu er hun tilbage.

12 Anbefalinger Disse balletog operaforestillinger fremhæver anmelder Alexander Meinertz.

14 Baggrund H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” bliver igen og igen fortalt på teater og film. Hvorfor?

16 Nyhed Nu kan du gå en tur og være i teatret samtidig. Lydvandringer vinder frem landet over.

20 Reportage Se den store fotoreportage fra arbejdet med ”Karmeliterindernes samtaler” på Operaen.

24 Baggrund Krigen er rykket fra virkeligheden ind på teatret, og interessen for de forestillinger er stor.

28 Interview Mød Anne Lilballe, der har gjort sin passion for forfatteren Karen Blixen til sin levevej.

32 Baggrund Monologen er populær på landets scener. Den kræver en dygtig skuespiller i god form.

34 Reportage Tilskuerne er glade for de helt lokale forestillinger, blandt andet på Kolding Egnsteater.

38 Nyhed I år er det 1200 år, siden apostlen Ansgar kom til Danmark, og unge i Ribe laver i maj teater om ham.

OMSORG, RO & HARMONI

UROPFØRELSE AF 10 MUSIKALSKE MEDITATIONER

KOMPONISTER

MEDITATIONSKONCERT MED DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTER

Aya Yoshida · Magnus Plejdrup · Arnannguaq Gerstrøm · Teitur

John Frandsen · Niels Rønsholdt · SØS Gunver Ryberg · Mads Emil Dreyer

Matias Vestergård · Louise Alenius 21.02 · DKDM · FRB SPAR 30% PÅ BILLETTERNE

SCAN HER >

Koncerten arrangeres i samarbejde med Danmarks Radio

Høns og Homer: Her er forårets forestillinger

Dette forår byder på alle slags forestillinger på de danske teatre: fra landbruget over græske heltekvad til den evigt aktuelle kærlighed

anbefalinger

Lene Grønborg Poulsen kultur@k.dk

Klima, Den Grønne Trepart, kulturel og militær oprustning og krig i Europa. Dansk teater spejler i denne sæson tidens strømninger, og på scener rundt om i landet ser vi en række forestillinger, der forholder sig direkte til de samfundstendenser, vi diskuterer netop nu.

Vendsyssel Teater i Hjørring lægger skarpt ud med forestillingen ”Gården”. Her kan publikum opleve ny dansk dramatik af den prisvindende dramatiker Julie Maj Jakobsen, når hun udruller ”et landbrugsdrama om idealer, gæld og gylle”. I en tid, hvor vi diskuterer landbrugets rolle i forhold til klima og Den Grønne Trepart, bliver det interessant at se, hvordan forestillingen giver os et blik på landmandens dilemmaer indefra. På scenen står blandt andre skuespiller Holger Østergaard, som flere vil kende fra rollen som borgmester i TV 2-serien ”Hvide Sande”, men som også har imponeret på teaterscenen blandt andet i en bærende rolle i den vellykkede ”Sven fra Randers” om maleren Sven Dalgaards liv på Randers Teater.

I Kolding handler det ligeledes om vores forhold til klima og planeten i en mere eksperimenterende form i ”Spillet om H2O”. Publikum får udleveret en morgenkåbe og en vandflaske, og ved et tørlagt soppebassin udspiller der sig et drama om vand som ressource. I en stadig varmere fremtid vil der nogle steder være for meget vand, mens tørke plager andre egne. Hvordan kommer mennesket til at forholde sig til det? Det spørger forestillingen, produceret af Secret Hotel i samarbejde med Kolding Egnsteater, om.

På Republique i København sættes livet og samfundet også i perspektiv i et kollektivt selvportræt af livet i Vesten i årene 1941-2006. Det sker, når teatret forvandler Annie Ernaux’ mageløse bog ”Årene” fra 2007 til scenen. Det føles på flere måder modigt, næsten dumdristigt, at opsætte dette moderne stykke litteraturhistorie, som har begejstret både anmeldere og læsere. I bogen følger man en kvindelig fortællers sanselige og poetiske erindringer om sit eget liv og en hel generation, der blandt an-

4 Vendsyssel Teater giver med det nyskrevne stykke ”Gården”, der har premiere den 27. februar, et skarpt blik på landbrugets dilemmaer (billedet herover. På Teater Nordkraft i Aalborg er det ”Mythos” af den brotiske forfatter, tv-vært og skuespiller Stephen Fry, der er på programmet fra den 28. februar (billedet herunder).

”MYTHOS”. FOTO: MARTIN HØYER POULSEN

det har oplevet, hvordan opfattelsen af familien, kvindens rolle, seksualitet, indvandring og medier har forandret sig markant. Hvordan bogens poetiske tone og sproglige overskud oversættes til scenen, kan være svært at gennemskue, men instruktør Liv Helm har påtaget sig opgaven. Og med Karen-Lise Mynster, Christine Albeck Børge, Ena Spottag Fog, Özlem Saglanmak og Alvilda Lyneborg Lassen på rollelisten er det svært ikke at glæde sig til at se ”årene gå” på teatret.

Med kurs mod det gamle Grækenland ”Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked viden omkring, da han først havde styrtet det hellige Troja ...” Sådan lyder åbningen i det græske epos ”Odysséen”, der er skrevet af digteren Homer. I fortællingen hører vi om Odysseus’ farefulde rejse hjem til øen Ithaka efter kampen om Troja.

Om stoffet fra de gamle græske helte og guder bliver ved med at fascinere, fordi vi i en tid med pres udefra søger en form for åndelig oprustning i vores fælles europæiske fortællinger, eller om de danske teatre blot kender en god historie, når de hører én, er op til den enkelte at vurdere. Faktum er, at de danske teatre stadig har blikket vendt mod det gamle Grækenland. Sidste år kunne publikum opleve stærke græske fortællinger som ”Fædra” på Aarhus Teater samt ”Prometheus” på Nørrebro Teater, og også i år er der plads til de helt store historier fra oldtidens Grækenland, når gamle myter gendigtes i en nutidig ramme. På Aarhus Teater kan du opleve ”Odysséen”, en nutidig gendigtning af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig. Her vender Odysseus hjem som migrant i sit eget liv, mens konen har fundet sig en elsker, og børnene ikke længere kan genkende ham. Det bliver en historie om, hvad krigen gør ved både dem, der deltager, og dem, der bliver derhjemme. På scenen står studerende fra Den Danske Scenekunstskole, og forestillingen giver dermed også mulighed for at møde fremtidens scenekunsttalenter.

Savnet

Hvor er Jakob? En forestilling om Marie. Hun har et problem, for mange år siden forsvandt hendes ungdomskærlighed, Jakob. Sporløst ... En fortælling om sorg, savn og det, vi ikke kan slippe.

Medvirkende: Marie Knudsen Fogh

... Høns og Homer ...

Kan du ikke få nok af de græske sagn, bør turen gå til Teater Nordkraft i Aalborg, hvor ”Mythos”, baseret på bogen af den britiske skuespiller, forfatter og tv-vært Stephen Fry, kan opleves. Teater Nordkraft er kendt for ekspressive forestillinger med vildskab og kant, og denne version ser ud til at leve op til ryet med en fortolkning af de græske myter som ”et adrenalinfyldt og uforudsigeligt eventyr”. Modige publikummer kan købe plads på selve scenen, hvor 13 personer inviteres til at tage plads midt i fortællingen.

Kærlighed ruster aldrig

Ingen teatersæson uden fokus på kærlighed. På Aarhus Teater trækkes der både på Søren Kierkegaard og reality-tv, når jagten på ægte kærlighed undersøges i forestillingen ”Real Love”

Samtiden har sjældent været mere optaget af parforholdet, men selv med muligheder som Tinder og tv-programmer som ”Gift ved første blik” kan det stadig virke uoverskueligt at finde den vedvarende, ægte kærlighed. Forestillingen er inspireret af Liv Strömquists grafiske roman ”Den rödaste rosen” og iscenesat af Carolin Oredsson.

Også på Aarhus Teater kan du i maj opleve den prisbelønnede tidligere huskunstner Sigrid Johannesen opsætte kærlighedshistorien ”Barbara”, skrevet af Jørgen-Frantz Jacobsen i 1939 og kendt fra Nils Malmros’ filmatisering fra 1997.

På Aalborg Teater er karakteren Marie på jagt efter sin kæreste, der forsvandt for 15 år siden. ”Savnet” er en fortælling om uforløst kærlighed og sorg, der leger med fortid, virkelighed og fantasi, og den bør især ses, fordi

Samtiden har sjældent været mere optaget af parforholdet, men selv med muligheder som Tinder og tv-programmer som ”Gift ved første blik” kan det stadig virke uoverskueligt at finde den vedvarende, ægte kærlighed.

man her kan opleve den altid interessante skuespiller Marie Knudsen Fogh alene på scenen.

Endelig kan du glæde dig til at møde et skuespilmæssigt powerpar, når Olaf Johannessen og Maria Rossing på Det Kongelige Teater spiller sammen i ”Dansen med Regitze” Martha Christensens roman om fest i en kolonihave og en uhelbredelig sygdom blev i 1989 udødeliggjort i Kasper Rostrups filmversion med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne. På Det Kongelige Teater er det Anna Balslev, der dramatiserer og iscenesætter fortællingen om sorg, glæde og levet liv. J

6 Disse forestillinger lover godt

”Savnet”, Aalborg Teater, premiere den 6. februar.

”Årene”, Republique, København, premiere den 19. februar.

”Gården”, Vendsyssel Teater, Hjørring, premiere den 27. februar.

”Mythos”, Teater Nordkraft, Aalborg, premiere den 28. februar.

”Dansen med Regitze”, Det Kongelige Teater, premiere den 11. april.

”Odysséen”, Aarhus Teater, premiere den 18. april.

”Spillet om H2O”, Secret Hotel og Kolding Egnsteater, premiere den 25. april.

”Barbara”, Aarhus Teater, premiere den 2. maj.

”Real Love”, Aarhus Teater, premiere den 9. maj.

Pernille Vallentin er tilbage på scenen efter ti år. Stædigheden driver hende

Siden skuespilleren Pernille Vallentin blev døv på det ene øre, har hun holdt sig ude af rampelyset. Nu er hun tilbage i teaterforestillingen ”Crip”, der handler om at være en person med handicap i en verden, hvor man hurtigt bliver en byrde interview

Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

Et årti.

Så længe er der gået, siden skuespilleren og sangeren Pernille Vallentin sidst var at finde på en scene eller et filmlærred. Hun måtte pludselig trække sig tilbage, da en fejlslået operation i øret gjorde hende døv.

Til april vender skuespilleren, der også har en medfødt og arvelig type knogleskørhed, tilbage, når hun skal spille med i ”CRIP”. Forestillingen, der har premiere den 16. april på Teater Revolver i København, handler om netop det at være en person med et handicap i et samfund, hvor der ikke rigtig er plads til det. Stykket er baseret på den danske forfatter Caspar Erics digtsamlinger om sit eget handicap –hans seneste og sidste, ”Crip”, har netop vundet Weekendavisens litteraturpris. ”Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver

at vende tilbage. Men så er det rart at vide, at det netop er en forestilling, hvor præmissen er, at der er plads til mig, præcis som jeg er,” siger Pernille Vallentin om sin tilbagekomst.

Ikke som de andre

Pernille Vallentin kom til verden i 1979 med den medfødte og genetiske sygdom osteogenesis imperfecta, en form for knogleskørhed. Sygdommen havde hun arvet fra sin far.

Pernille Vallentin beskriver sygdommen som et ”mere eller mindre usynligt handicap”. Det er dog ikke ensbetydende med, at den ikke blev afgørende for hendes liv.

”I min barndom brækkede jeg ofte mine knogler, så jeg var nødt til at være forsigtig, for jeg vidste aldrig, hvad der skulle til. Nogle gange har et nys udløst et brud i min skulder,” siger Pernille Vallentin, der ikke har tal på, hvor mange gange, hun har brækket noget:

”Det var en konstant afvejelse af, hvorvidt man var villig til at tage en risiko, velvidende at det kunne resultere i brækkede knogler og enorm smerte. Det var surt som barn, for jeg ville bare gerne passe ind.”

Hele barndommen havde den unge pige fornemmelsen af ikke at være som de andre. I

Horsens, hvor hun voksede op, adskilte hendes interesse for musik og teater hende fra andre jævnaldrende. Knogleskørheden havde de svært ved at forstå.

1 Da Pernille Vallentin blev delvist døv, prøvede hun at fortsætte som skuespiller, men det blev for hårdt.

FOTO: LEIF TUXEN

”Der var ikke det store fokus på eller forståelse for mit handicap, så jeg følte mig meget alene gennem hele min barndom og det meste af min ungdom,” siger hun og tilføjer: ”Jeg var ikke særlig gammel, da jeg vidste, at jeg ønskede og ville noget andet.”

Et liv på overarbejde

Efter folkeskolen tog Pernille Vallentin på efterskole, og verden åbnede sig for hende. Hun mødte andre, der delte interessen for musik og teater. Gymnasieårene brugte hun på den frie ungdomsuddannelse, hvor hun dyrkede passionen for skuespil – og senere rejste hun Europa rundt med en international teatergruppe. I 2003 var hun med i sangprogrammet ”Stjerne for en aften” – og blandt publikum sad blandt andet instruktøren Ole Christian Madsen, der skulle til at lave filmen ”Nordkraft”, og hun fik en rolle i filmen. I årene efter fik hun hverdagen til at hænge sammen som freelanceskuespiller, der også udgav musik. Hendes kroniske sygdom talte hun ikke om.

”Jeg holdt det for mig selv og krydsede fingre for, at intet gik galt. Jeg har lavet ting, hvor det er et mirakel, at jeg ikke er kommet til skade,” siger Pernille Vallentin, der fortæller, at hun fra barnsben havde lært at leve, som om sygdommen ikke fandtes.

”Jeg er vokset op med mentaliteten, at sygdommen ikke skulle have lov at fylde, og jeg har insisteret på at skulle kunne det samme som alle andre.”

Den indstilling har dog ikke altid kunnet lade sig gøre. Faktisk blev den en flugt fra virkeligheden og hendes omstændigheder, der var udmattende.

”Når alt kommer til alt, har der jo været ting, jeg ikke kunne på samme måde som andre. Jeg har virkelig været på overarbejde; overkompenseret og kæmpet imod mit handicap.”

Møde med vreden kh fra drengen/ der sad alene med sin discman i frikvarteret/ og lærte at kalde dén skæbne: min personlighed.

Sådan skriver Caspar Eric i digtsamlingen ”Crip” fra 2025 – og den følelse genkender Pernille Vallentin. Som barn kunne hun finde på at lade, som om hun skulle på toilettet i frikvartererne om vinteren, så hun ikke behøvede at gå ud i det glatte snevejr og risikere at falde og brække noget.

”Det var pinligt at indrømme, og jeg blev sjældent mødt med forståelse. Børn ved ikke bedre, så tit fik jeg at vide, at jeg skulle slappe af, mens de rullede øjne ad mig. Det var ikke af ond mening, men det føltes som et slag i ansigtet.”

Det var i det hele taget en omvæltende læseoplevelse, der satte gang i en masse følelser og tanker om egen barndom, da Pernille Vallentin læste digtsamlingen sidste sommer. For første gang følte hun sig spejlet.

”Den ramte lige ind i kernen af det liv, jeg har levet, og det var enormt forløsende. Der var en vrede og frustration i digtene, jeg ikke selv havde fået lov til at udtrykke. Jeg lærte at se på alt det positive i tilværelsen – men der var ikke plads til vreden, frustrationen, sorgen,” siger hun.

Samtidig forargede Caspar Eric hende også.

fortsætter side 10

JOHANNES PASSIONEN

J. S. BACH

27. marts 2026

Holmens Kirke

Chefdirigent / Christoph Gedschold

Solister / Lina Johnson, sopran / Anna

Caroline Olesen, alt / Joshua Ellicott, tenor / Domnic Barberi, bas Kor / Holmens Kantori

Bach / Johannespassionen

Køb billetter på copenhagenphil.dk

... Pernille Vallentin er tilbage ...

fortsat fra side 8

”Hans tilgang var den stik modsatte af alt, jeg havde lært. Det provokerede mig, og det tvang mig til at undersøge, hvorfor jeg har gjort mig så umage for at holde min egen vrede nede,” siger Pernille Vallentin, der slår fast, at den bestemt er der:

”Den bor i mig. Jeg er for eksempel lidt af en hidsigprop, og jeg tror, at det bunder i mine frustrationer over mit handicap. Heldigvis kunne jeg få afløb for vreden på scenen.”

En skæbnesvanger beslutning

En følge af osteogenesis imperfecta er ofte nedsat hørelse i voksenalderen, fordi stigbøjlen, en lille knogle i øret, gror fast. Det oplevede Pernille Vallentin også, da hendes hørelse på det venstre øre over en årrække gradvist blev værre. Hun blev opereret i 2015, men operationen gik ikke godt.

”Allerede da jeg vågnede, vidste jeg, at noget var gået helt galt. Lægerne var ikke overbeviste – de sagde, at jeg skulle give det lidt tid,” siger hun.

Et par dage efter sin operation vågnede Pernille Vallentin midt om natten med et sæt. Hun sprang ud ad sengen og flygtede over i et hjørne af værelset, skrigende og ude af stand til at orientere sig af bare smerte. Det føltes som om, hendes hoved var eksploderet i en gigantisk larm af tinnitus. Selv beskriver hun lyden som den overdøvende larm af et fly, der letter:

”Det var det mest skræmmende, jeg havde oplevet i mit liv.”

Det, Pernille Vallentin oplevede, kaldes en cochlear eksplosion. Det er en reaktion, der nogle gange udløses i hjernen, når et menneske bliver ramt af døvhed fra det ene øjeblik til det andet på grund af en skade på det indre øre. Efter et par dages konsultation med lægerne fik hun mistanken bekræftet.

”De mente, at der var gået hul på det indre

øre under operationen. Det havde gjort mig fuldstændig døv på det ene øre og rodet rundt i mit balancecenter.”

Efter den fejlslagne operation gik Pernille Vallentin en hård restitution i møde. Hendes balancecenter var så påvirket, at hun knap kunne gå og stå, ramt af konstant søsyge. Resterne af skaden mærker hun stadig i dag.

Samtidig skulle hun erkende sin nye virkelighed: at hun nu var døv på det ene øre og havde ikke bare ét, men to fysiske handicap.

”Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg gik i gruppeterapi for døve, hvor jeg skulle tale til døvheden og blive venner med den, og hele vejen igennem tænkte jeg bare: ’Hvad laver jeg her?’ Jeg var slet ikke klar til at erkende det,” siger hun og tilføjer, at det stadig er en proces:

”Jeg har stadig ikke fundet fred med det –det ved jeg ikke, om jeg nogensinde gør.”

Døvheden betød også, at Pernille Vallentin ikke længere kunne spille skuespil og lave musik.

”Oven i krisen over at være blevet døv gled alt det, jeg havde opbygget mit professionelle virke omkring, væk mellem fingrene på mig. Det var en kæmpe sorg,” siger hun:

”Jeg prøvede at fortsætte, men det var simpelthen for hårdt, at jeg ikke kunne det samme som før. Jeg kunne ikke improvisere med en medspiller, fordi jeg var nødt til at mundaflæse.”

Som alternativ til rampelyset valgte Pernille Vallentin at uddanne sig som hospitalsklovn.

”Det gav mig en måde at udfolde mine kreative sider på, og så var det også et enormt meningsfuldt job.”

Nye muligheder og spirende håb

Nu er virkeligheden dog blevet en anden. For da Caspar Eric og Sargun Oshana, instruktøren bag forestillingen, sidste år kunne annoncere, at Caspar Erics digtsamlinger skulle omsættes til teater, og at det endda var en del af præmissen, at de medvirkende selv skulle have et

” Pludselig var grunden til, at jeg var holdt op med at lave teater, film og musik, det, der gjorde, at jeg kunne være med i forestillingen.

PERNILLE VALLENTIN, SKUESPILLER

handicap, føltes det som et tegn.

”Pludselig var grunden til, at jeg var holdt op med at lave teater, film og musik, det, der gjorde, at jeg kunne være med i forestillingen,” siger Pernille Vallentin.

Prøverne til forestillingen er endnu ikke begyndt. Det sker i marts, seks uger inden premieren den 16. april. Skuespilleren har end ikke set et manuskript. Hun er til gengæld spændt på at vende tilbage til rampelyset.

”Jeg har udviklet mig meget, siden jeg blev døv, og det har branchen heldigvis også – så jeg ser virkelig frem til at komme tilbage på scenen. Samtidig kan jeg også fange mig selv i at tvivle lidt på, om jeg kan klare det,” siger hun, inden hun fortsætter:

”Til gengæld er jeg virkelig stolt af, hvor langt jeg er nået. Jeg har genfundet lysten og inspirationen til at begyndt at synge igen,” fortæller Pernille Vallentin, der er begyndt at lave musik med sin kæreste, Rasmus Bøgelund, der er trompetist og komponist.

Hun har har kun fem procents hørelse tilbage på sit andet øre. Sidste år fik hun indopereret et avanceret høreapparat kaldet BAHA, –bone anchored hearing aid – der er udviklet til at hjælpe folk med svær hørenedsættelse, når et almindeligt ikke slår til.

Men høreapparatet virker ikke, som det bør. Pernille Vallentin beskriver lyden fra det som en dårlig walkie-talkie. Alting skratter og forvrænges, og apparatet kan også finde på at overstyre og hyle i øret. I dag bruger hun derfor stadig sit gamle høreapparat. Det er langtfra den optimale løsning – men skuespilleren håber på, at det ikke bliver for stort et benspænd.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har et spirende håb om, at jeg kan komme tilbage på scenen mere permanent,” siger skuespilleren, inden hun efter et øjebliks eftertænksomhed tilføjer:

”Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor jeg bliver ved med at prøve. Om ikke man skulle finde noget andet, der føltes mindre som en kamp.”

Og hvorfor gør du så ikke det?

”Det er nok min stædighed. Min insisteren på, at livet ikke kan få mig ned med nakken. Den har været en drivkraft hele mit liv.” J

6 Pernille Vallentin

Født i 1979 i Horsens, hvor hun voksede op. Sanger og skuespiller kendt fra blandt andet filmene ”Nordkraft” og ”Fri os fra det onde”. Efter en fejlslagen operation, der gjorde hende døv på det ene øre, trak hun sig fra rampelyset. Har uddannet sig som hospitalsklovn og arbejder på Rigshospitalets kræftafdeling for børn.

Uddannet bachelor i dramaturgi fra Aarhus Universitet.

Bor på Vesterbro med to sønner fra et tidligere forhold.

IAPMA Papirkunst Biennalen 2026

7. februar - 25. maj 2026

Baseret på nobelprisvinder Annie Ernaux’ mesterværk

PREMIERE 19/02 2026

Et værk baseret på Caspar Erics handicapdigtsamlinger

PREMIERE 16/04 2026

Grusomt mesterværk af Tarjei Vesaas

PREMIERE 22/10 2026

Sæsonens opera og ballet: Tro, magt, begær og kærlighed på scenen

Der synges og danses over hele landet i forårs- og sommersæsonen. Dramatiske historier, munter forvekslingskomedie, abstrakt ballet og nyskabende samtidsdans lokker anbefalinger

Alexander Meinertz kultur@k.dk

Hvad gør et liv værdifuldt? Hvordan møder man sin frygt og døden? Den franske komponist Francis Poulencs opera ”Karmeliterindernes samtaler” fra 1957 er et af operalitteraturens klangligt mest underspillede, men dramatisk mest sjælsbevægende hovedværker om henrettelsen af 16 nonner under Den Franske Revolution. Den 8. februar får dette næsten filosofisk-religiøse storværk premiere på Operaen i København i en anmelderrost opsætning fra Glyndebourne Festival Opera, instrueret af den australske instruktør Barrie Kosky.

Som titlen fortæller, er ”Karmeliterindernes samtaler” kendetegnet ved dialoger. Lange passager i operaens 12 scener er sat i flydende recitativer, hvor dramaet og de store spørgsmål om mening, tro og nåde tales frem. Partituret er blevet beskrevet som både hymnelignende og gennemsigtigt spøgelsesagtigt og veksler fra en enkel, næsten koralagtig ro til urolig og mørk dissonans.

Modernisten Poulenc skrev en række religiøse musikværker med en særlig følelsesmæssig dybde og melankoli, blandt andet et ”Stabat Mater” og et ”Gloria”. Hans kristne livssyn var dog ikke uden indre spændinger, da han kæmpede med at forene sin homoseksualitet med sin katolske tro, og nogle af disse personlige overvejelser har måske også præget ”Karmeliterindernes samtaler”.

Virtuos italiensk sangkunst I den helt modsatte ende af registret findes Gaetano Donizettis underholdende, sorgløse ”Don Pasquale”, der opføres på Operaen fra den 27. februar og efterfølgende drager på danmarksturné.

Elsker man den virtuose og bevægelige italienske sangkunst ”bel canto”, kan man glæde sig til Mariame Cléments opsætning af operaen fra 1843, der revser fornuftsægteskabet og hylder den unge og ægte kærlighed, og som ofte ses som et højdepunkt og et sent slutpunkt i den klassiske, komiske ”opera buffa”-tradition. I den sindrige intrige indgår den temperamentsfulde Norina på skrømt ægteskab med den langt ældre Don Pasquale, der ønsker at straffe og gøre sin drømmeriske nevø Ernesto arveløs. Spillet mellem sopranen, bassen og tenoren driver handlingen frem i melodiøse og virtuose eksempler på skønsangens smukke, fleksible fraseringer og karakteristiske stiludtryk fioriture og koloratur. Også denne forestilling er en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Glyndebourne Festival Opera. Mozarts ”Don Juan”, som Den Jyske Opera sender på danmarksturné med start i Musikhuset Aarhus den 25. februar, kaldte komponisten selv også for en ”opera buffa”, men hans librettist betegnede den i 1787 som et ”dramma giocoso”, et muntert drama.

For Søren Kierkegaard var fortællingen om forføreren ”operaernes opera”, hvor form og indhold gik op i en højere enhed. Selvom Don Juan tilsyneladende er en charmerende livsnyder, er hans karakter og skæbne præget af en underliggende tomhed, angst og fortvivlelse, der gør ham til en skruppelløs morder. ”Don Juans” hævnarier og listearier er nogle af Mozarts største hits, men den geniale komponist åbner også sit spil med en ouverture i de samme skæbnesvangre akkorder i d-mol,

som høres, da en overnaturlig kraft tager hævn i den gysende slutscene.

For mange bliver et højdepunkt, når den norske verdensstjerne Lise Davidsen i maj gæster Operaen til en koncertopførelse af Verdis mørke og dæmoniske ”Macbeth”, hvor også det overnaturlige spiller en skæbnesvanger rolle.

Davidsen skal også synge antiheltinden Lady Macbeth ved åbningen af The Mets sæson i New York til september, men inden da når hun altså at få sin sanglige debut i rollen i København, hvor Royal Opera Houses tidligere musikchef Antonio Pappano kommer til at stå på podiet.

”Hun har en stemme ud af en million. Da hun åbnede munden, var vi alle målløse,” sagde han, da han første gang mødte Lise Davidsen i London. Ved gallakoncerten på Operaen er det den hawaiianske baryton Quinn Kamakanalani Kelsey, der synger titelpartiet.

Indisk inspiration på scenegulvet

Man kan også opleve ”Macbeth” som ballet på Operaen, hvor den bangladeshisk-engelske koreograf Akram Khan og Den Kongelige Ballet fredag den 24. april har premiere på helaf tensforestillingen ”Lady Macbeth”

”I ’Lady Macbeth’ har jeg et stærkt behov for at prøve at se det gennem hendes øjne. Hvem var hun? Hvorfor gik hun i sin mands fodspor, ambitiøs, loyal og med blod på hænderne,” spørger Khan i værket, som han skaber direkte til solodanser Astrid Elbo og Den Kongelige Ballet.

6 Disse forestillinger lover godt

Opera

”Karmeliterindernes samtaler”

København, premiere den 8. februar.

”Don Juan”, Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus, premiere den 25. februar, derefter turné til Vordingborg, Albertslund, København, Odense, Vejle, Sønderborg, Aalborg og Viborg.

”Don Pasquale”, Operaen, København, premiere den 27. februar, derefter på turné til Randers, Aarhus, Aalborg, Holstebro, Vejle og Esbjerg.

”Rosenkavaleren”, Operaen, København, premiere den 26. marts.

”Poppeas Kroning”, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København, premiere den 26. april.

”Gallakoncert Macbeth” og Antonio Pappano, Operaen, København, den 15. og 17. maj.

Ballet og dans

”Koreorama 3”, Den Kongelige Ballet på Gamle Scene, København, premiere den 27. februar.

Khan er internationalt anerkendt for sine billedstærke iscenesættelser og sit særegne fysiske udtryk, en blanding af elementer fra den klassiske indiske dansetradition kathak, samtidsdans og ballet. Mange vil huske det uforglemmelige, næsten rituelle værk ”Vertical Road”, som han i 2017 satte op på Gamle Scene med en minimalistisk æstetik, der genkaldte Peter Brooks episke opsætning af ”Mahabharata” og det strenge japanske butoh-teaters skrækindjagende mimiske udtryk. Dansen i ”Vertical Road” var inspireret af et vers af sufimesteren Rumi og skildrede i gentagelser og meditative drejninger den hellige vej mod åndelig indsigt som en medrivende katarsis. Denne gang genfortæller Khan William Shakespeares blodige teatertragedie som en handlingsballet i to akter med fokus på det psykologiske drama i en af bardens mest udfordrende og sammensatte karakterer. Den Kongelige Ballets karismatiske solodanser Astrid Elbo, der er kendt for sit politiske, feministiske engagement, skaber titelrollen, og dette kulturmøde mellem mand og kvinde, teater og dans, øst og vest samt det 16. århundrede og i dag er nok sæsonens vigtigste balletforestilling.

i forårets anbefalelsesværdige udgave af Den Kongelige Ballets konceptprogram ”Giant Steps”, altså ballet helt uden handling. Aftenen byder på et gensyn med George Balanchines hovedværker ”Apollon” og ”De fire temperamenter” til musik af henholdsvis Igor Stravinskij og Paul Hindemith. Ny på Den Kongelige Ballets repertoire er den britiske koreograf Christopher Wheeldons ballet ”Corybantic Games” til musik af Leonard Bernstein, en violinkoncert i fem satser med titlen ”Serenade after Plato’s Symposium”, der altså er inspireret af Platons dialoger, men som i Wheeldons fortolkning også har fået et mere tematisk udtryk.

Balletten er en mesterlig koreografisk udforskning af den klassiske ballets rige trinsprog i Wheeldons karakteristiske syntese af engelsk ballets udtryksfulde renhed og grafiske brug af overkrop og arme med amerikansk ballets puls, energi og drive. Wheeldons præcise og spartansk disciplinerede komposition kulminerer i ”Corybantic Games” i en virtuos og sprudlende Broadway-finale som en hyldest til Bernstein, og ”Giant Steps” er den balletaften, jeg selv glæder mig mest til at se. J

”Pas de dieu”, Uppercut Danseteater og fix+foxy, Dansekapellet, København, premiere den 4. marts, derefter turné til bl.a. Roskilde, Aalborg, Aarhus, Ballerup og Valby.

”Lady Macbeth”, Den Kongelige Ballet på Operaen, København, premiere den 24. april.

”Giant Steps”, Den Kongelige Ballet på Gamle Scene, København, premiere den 21. maj.

”Verdensballetten”, Det Kgl. Haveselskabs Have, Frederiksberg, den 7. juli, derefter turné til bl.a.

Møllerup Gods, Skagen, Trelleborg, Vejle, Kerteminde, Christianssæde Slot, Tisvildeleje og Rønnebæksholm.

Det gode eventyr handler om os. Derfor vender vi tilbage til ”Snedronningen” igen og igen

H.C. Andersens eventyr

”Snedronningen” genopstår i Aarhus. Budskabet taler til os i en mørk tid –men noget går også tabt, når klassikeren nyfortolkes, mener lektor baggrund

Emilie Gammelgård Jørgensen gammelgaard@k.dk

Jesper Wung-Sung, en forfatter, der selv har skrevet om Danmarks verdensberømte forfatter. Som i mange andre H.C. Andersen-eventyr, er der nogle grundlæggende budskaber og urfortællinger i ”Snedronningen”, som appellerer til os mennesker uanset tid og rum – og som gør historien værd at fortælle mere end 180 år senere.

ESUSET VINGE

Det er et eventyr, de fleste af os nok har fået læst højt som børn: Fortællingen om den lille, modige Gerda, der forlader sit trygge hjem hos bedstemoderen for at drage ud i den store, fremmede og iskolde verden i håbet om at redde sin bedste ven, Kay. Han har fået en splint fra troldspejlet i både øje og hjerte og har ladet sig lokke helt til Nordpolen til Snedronningens slot – og nu er det op til Gerda at bevæge sig ud på en farlig færd for at bringe ham hjem igen.

Det oprindelige eventyr af H.C. Andersen blev udgivet i 1844, men her i 2026 genopstår ”Snedronningen” bogstaveligt talt. Det sker, når Moesgaard i Aarhus, en del af Det Kongelige Teater, opsætter eventyrklassikeren som udendørsforestilling. Forestillingen, der tidligere har spillet i Dyrehaven nord for København, har premiere i det jyske den 22. maj i år. Manuskriptet er skrevet af forfatteren Kim Fupz Aakeson, og forestillingen er iscenesat af Nicolei Faber. Eventyret om Kay og Gerda er genopsat og nyfortolket et utal af gange. De bedst kendte eksempler på værker inspireret af H.C. Andersens eventyr er blandt andet C.S. Lewis’ ”Løven, heksen og garderobeskabet” fra 1950 og Disneys animerede og verdensberømte ”Frost”-univers om søstrene Anna og Elsa, der fik sin begyndelse i 2013 og indtil videre har kastet to film af sig. Eventyret er også nyfortolket i både balletten og teatrets verden.

Ifølge Torsten Bøgh Thomsen, lektor i litteraturvidenskab og leder af H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet, er ”Snedronningen” i det hele taget en storfavorit blandt H.C. Andersens mange eventyr. I forskerkredse er eventyret kendt som et blandt 12-15 af forfatterens eventyr, der er såkaldte evergreens. Disse eventyr fortælles igen og igen, og deres popularitet overgår ”med længder” resten af H.C. Andersens forfatterskab. Og det er der god grund til. ”Snedronningen” er noget helt særligt, også i H.C. Andersen-regi, fortæller blandt andet

”Det er en historie om et brud mellem to mennesker, Kay og Gerda, og en rejse mod forsoning, ligesom det også er historien om en, der bliver taget til fange og skal befries – men samtidig er det også en historie om en dannelsesrejse og det at blive voksen på den gode måde. De forskellige elementer i historien appellerer til os på forskellige tidspunkter i livet og på forskellige planer,” siger forfatteren og fremhæver, at eventyret på den måde også retter sig mod både børn og voksne. Selvom der ifølge Jesper Wung-Sung stadig er umiskendelige elementer af klassisk H.C. Andersen i eventyret, adskiller det sig i første omgang helt basalt ved at være betydeligt længere end de fleste af H.C. Andersens andre historier. ”Med ’Snedronningen’ har vi et tydeligt eksempel på, at H.C. Andersen har skrevet sig varm og fundet en historie, der var værd at fortælle. Det giver læseren en anden mulighed for at leve sig helt ind i fortællingen – faktisk bliver man nærmest Gerdas rejsekammerat undervejs,” siger Jesper Wung Sung. Det gør ”Snedronningen” oplagt til nyfortolkninger. Den elementære dramaturgi og fremdrift i eventyret, der er delt i syv forskellige dele, arter sig godt til både scene og skærm, siger forfatteren –og den vurdering deler Torsten Bøgh Thomsen. Han fremhæver, at bagtæppet for fortællingen, vinterlandskabet, gør den oplagt til en visuel fortolkning. ”Når man omsætter et litterært værk til et andet medie, vil det give nye muligheder, især hvad angår det visuelle udtryk. Det vinterscenarie, som ’Snedron-

” I en kompleks verden, hvor vi ikke kan gennemskue, hvad der er op og ned, eller hvor vi bevæger os hen, har vi brug for klare billeder – og eventyret kan fortælle os, at noget er godt, og at noget er ondt.

ningen’ præsenterer, er enormt effektivt, når det omsættes til et visuelt medie –og samtidig får vi også både troldkonens smukke og farverige blomsterhave og røverfolkets slot,” siger forskeren.

Stærke kvinder og naturfolk

Samtidig er historien dog også en, der bryder med den klassiske eventyrskabelon, siger Torsten Bøgh Thomsen: ”Strukturen i eventyret er meget klassisk, men masser af ting udfordrer eventyrlogikken. Vi har ikke med prinser og prinsesser at gøre, men med en relation der minder om den mellem søskende –og den søskendekærlighed løser konflikten.” Lektoren fremhæver også det bemærkelsesværdige i, at det ikke er prinsen på den hvide hest, der redder prinsessen, men pigen Gerda, der redder drengen Kay. Ifølge Torsten Bøgh Thomsen kan det mere progressive kvindesyn også forklare, at eventyret tiltaler os i dag og får nyt liv gennem for eksempel ”Frost”, en af Disney-imperiets største succeser. ”H.C. Andersen har ret mange heltinder i sine eventyr, og ’Snedronningen’ appellerer til os ved at præsentere så mange forskellige kvindetyper. Vi har

den lille, fromme pige i skikkelse af Gerda, den frygtindgydende majestæt i Snedronningen, den vise trolddomskone og den mere maskuline og rå røverpige. Vi er hinsides det klassiske eventyrs kønsdynamik, hvor unge mænd skal redde prinsessen og have dem som belønning,” siger han.

Ifølge Torsten Bøgh Thomsen er der er flere elementer i den oprindelige version af ”Snedronningen” som er blevet fremhævet i nyere fortolkninger. Det viser undersøgelser foretaget af Elisabeth Oxfeldt, der er professor ved universitetet i Oslo og som har skrevet om Frost-filmene. Torsten Bøgh Thomsen peger eksempelvis på tematikker som mennesket –og især oprindelige befolkningers – forhold til naturen, der, mens de ikke fylder meget i det originale eventyr, har fået større fokus og ny dybde i eksempelvis ”Frost”.

”I H.C. Andersens ’Snedronningen’ er det med hjælp fra naturen og oprindelige folk som finnekonen og røverpigen, at det lykkes Gerda at finde Kay. Det får en langt større rolle i ’Frost’.”

Kristendommen i baggrunden

Til gengæld går elementer af H.C. Ander-

2 Mille Hoffmeyer Lehfeldt spillede snedronningen i Ulvedalene og har også den rolle i Moesgaard. Kristeligt Dagblads Kathrine Amann kaldte hende ”en dæmonisk forførerske” i sin anmeldelse. FOTO: KLAUS VEDFELDT

sens eventyr også tabt, når man genopsætter og nyfortolker. Som eksempel nævner han det kristne budskab i ”Snedronningen”.

”Der er en rimelig væsentlig kristen ramme i ’Snedronningen’. Gerda repræsenterer i høj grad kristendommen, og hendes tro bliver nærmest til et våben sidst i eventyret. Det aspekt er helt forsvundet i mange af de nyere fortolkninger, fordi der ikke er den samme religiøse tradition længere,” forklarer Torsten Bøgh Thomsen.

Ifølge Torsten Bøgh Thomsen er der dog ingen tvivl om, at eventyrets centrale konflikt kan tolkes som et tydeligt billede på den konflikt, som herskede mellem religion og videnskab i det samfund, H.C. Andersen var en del af, da han skrev ”Snedronningen”.

”I det oprindelige eventyr ses en klar modsætning mellem fornuft og følelse, hvor Snedronningen repræsenterer den kolde rationalitet, som også Kay lures ind i. Her repræsenterer Gerda troen og følelserne, og i sidste ende er det hendes medmenneskelighed og kærlighed, der redder Kay,” siger forskeren.

At kristendommen er central i eventyret er en opfattelse, som Michael Wagner

Brautsch, sognepræst i Frederiksberg Kirke i København, deler. ”H.C. Andersen var afgjort en troende forfatter, og det kan man læse i hans eventyr. ’Snedronningen’ er ingen undtagelse. Kay bliver bogstaveligt talt fristet til at tage en bid af Snedronningens æble,” fortæller sognepræsten og pointerer, at de kristne motiver er nemmere at overse i en sekulariseret verden:

”Man skal huske, at H.C. Andersen levede i en tid, hvor den kristne tro var en langt større del af hverdagen og samfundet. Derfor var det indlysende for dem, der læste hans eventyr, at der var bibelske elementer i hans eventyr. I dag forundrer det, og vi skal have det forklaret.”

Troldsplinterne spøger endnu Selvom de kristne motiver øjensynlig fylder mindre, når ”Snedronningen” i dag genfortælles, ændrer det dog ikke ved, at eventyret rummer et budskab, som stadig er relevant, siger Michael Wagner Brautsch. Ifølge sognepræsten er ”Snedronningen” og det onde troldspejl i det hele taget en god analogi for den verden, vi befinder os i.

”Den gode historie handler altid om os selv, og når ’Snedronningen’ er så ualmindelig slidstærk, skyldes det, at den fortæller os noget grundlæggende om det at være til,” siger sognepræsten og fortsætter:

”Vi lever i en verden, hvor destruktive kræfter er på spil. Tilliden er væk, og vi ved ikke, hvad og hvem vi kan stole på. Vi er midt i en brydningstid, hvor de helt store tektoniske plader rykker sig, og hvor de alliancer og institutioner, vi har sat vores lid til, er i opløsning,” siger han.

Af samme årsag er det heller ikke mærkeligt, at ”Snedronningen” bliver taget op endnu en gang, når kulden på den måde breder sig over verden, mener sognepræsten. Det gamle eventyr kan give os en fornemmelse af mening og retning.

”I en kompleks verden, hvor vi ikke kan gennemskue, hvad der er op og ned, eller hvor vi bevæger os hen, har vi brug for klare billeder – og eventyret kan fortælle os, at noget er godt, og at noget er ondt. Vi er jo ikke i tvivl om, at Snedronningen skal ned med nakken, og at Kay og Gerda skal finde sammen igen.”

Derfor vil historiefortællingen heller aldrig få en ende, vurderer Michael Wagner Brautsch – hvad end det er gamle klassikere som ”Snedronningen” eller de nye historier, vi digter for os selv:

”Vi er nødt til at tro på en eventyrslutning – for ellers er alt håbløst.”

Spørger man Jesper Wung-Sung, gør den nuværende verdenssituation ”Snedronningen” om muligt endnu mere aktuel, end da stykket udkom for mere end 180 år siden.

”Som ethvert eventyr ender ’Snedronningen’ lykkeligt. Gerda redder Kay, og sammen drager de hjem. Deres rejse har gjort dem voksne, men alligevel er de stadig børn i hjertet, og det er hele budskabet: at vi skal bevare det barn, vi har i hjertet,” siger forfatteren og tilføjer, at netop det budskab lige nu kan føles vigtigere end nogensinde: ”Vi er lige trådt ind i et 2026, der tegner ret dystert. I stedet for at stirre os blinde på død og elendighed og blive modløse, skal vi se, at verden blomstrer lige foran os.” J

6 Et stykke tager form

12 skuespillere 6 dansere og 52 statister medvirker i forestillingen.

14 meter er det højeste tårn.

220 kostumer og 72 parykker bliver brugt.

40 sæt negle bruger Mille Lehfeldt som snedronningen.

900 timer har to medarbejdere fra maskørafdelingen arbejdet op til premieren.

2000 sorte fjer er brugt til ravnebilen.

80.000 publikummer i hele spilleperioden er der plads til.

Forestillingen spiller i Moesgaard Aarhus fra den 22. maj til den 27. juni.

1 Lydvandringen som genre har mange år bag sig, men er i vækst. BaggårdTeatrets lyddramatisering af Carsten Jensens populære roman ”Vi, de druknede” har været et tilløbsstykke i Marstal på Ærø.

Dramatikken går en tur

Flere og flere teatre og kulturinstitutioner arbejder med dramatik, der opleves i bevægelse og uden for teatersalen. Den genre kan ifølge flere fagfolk noget særligt i forhold til den traditionelle scenekunst nyhed

Mads Hanberg hanberg@k.dk

Bølgeskvulp og mågeskrig fylder øregangen.

”Ah, der var du. Herligt,” siger forfatteren Carsten Jensen og byder velkommen til Marstal på Ærø, omdrejningspunktet i hans episke roman ”Vi, de druknede”.

Med telefon og høretelefoner bliver man ført af sted fra startpunktet ved Hans Krulls monument for danske sømænd. Stemmen i øret guider praktisk mod næste mål, Enighedsstenen: ”Kan du se den store sten bag det lave gitterhegn til venstre? Det er der, vi skal hen.”

Ved stenen bliver man bedt om at lægge hånden på hegnet, lade fingrene glide hen over metallet og fremmane en fortælling, mens man runder den store sten. ”Kan du høre det?”, spørger Carsten Jensen. ”Vi sætter noget i gang.”

Et øjeblik senere tager fiktionen over: Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldaus stemme toner frem, og fortællingen er i gang – man kan høre folk huje, mens stenen placeres, og karakteren Albert Madsen fortæller historien bag. Carsten Jensen forklarer de virkelige forlæg bag scenen. På den måde zig-zagger man ind og ud af fiktionen, mens turen går gennem søfartsbyens smalle stræder og ender på spidsen af landtangen Eriks Hale.

Turen er det, producenterne selv kalder en audiowalk. Dramatiker Jannie Schjødt Kold,

der står bag lyddramatiseringen af ”Vi, de druknede”, har skrevet flere opsætninger i det format for blandt andre BaggårdTeatret, der er Svendborgs egnsteater. Hun har gjort sig flere overvejelser om, hvad man egentlig skal kalde formatet:

”På de her kanter har ’audiowalk’ vist sig at være meget forståeligt. Men hvis jeg selv skal forklare det, siger jeg ’lydvandring’. Det er dejligt dansk,” siger hun.

Men hvad er en lydvandring så?

Helt enkelt er det en dramatisk lydoplevelse, der udfolder sig, mens man går ad en fastlagt rute. Ved hjælp af en telefon og dens gps afspilles forskellige dele af fortællingen, når man undervejs ankommer til bestemte steder. Det kan være en byvandring, en tur gennem et naturreservat eller en fortælling knyttet til et bestemt historisk sted. Formatet bliver i dag brugt af alt fra teatre og museer til turistbureauer og kommuner. Jannie Schjødt Kold har sågar været med til at producere tre lydvandringer til Sankt Gertruds Sti, en pilgrimsrute på Norddjurs.

Fordybelse, nærvær og naturoplevelser

Flere institutioner har i de seneste år og i stigende grad taget de moderne hørespil til sig. En af de helt store fordele ved formatet er dets

6 Genrens mange navne

Lydvandring, audiowalk, audioguidedrama, podwalk. Kært barn har mange navne. Podwalk kommer fra betegnelsen podcast, og ordet fremhæver nogle af genrens fordele. Udtrykket podcast opstod som en sammentrækning af iPod – den populære musikafspiller – og broadcast og bruges i dag bredt om lyd, man kan lytte til, når det passer én. Med tilbagegangen af iPod’en har ”pod” med tiden fået betydningen ”Personal On Demand” (direkte oversat: på personlig efterspørgsel).

tilgængelighed. Det er en slags teateropsætninger, man kan opleve, lige når man vil – i eget tempo og uden faste spilletidspunkter.

Jannie Schjødt Kold peger på netop tilgængeligheden som en grund til genrens voksende popularitet. Hun forklarer, at det er et koncept, der længe har eksisteret, men at særligt corona-pandemien var en drivkraft for udbredelsen af lydvandringerne:

”Corona og den naturlængsel, som mange af os oplevede dengang, var helt klart afgørende,” siger hun og fremhæver, at netop dette format kan tilbyde oplevelser, der kombinerer både kultur og natur.

Men den tiltagende popularitet har også blotlagt et grundlæggende behov, som genren imødekommer:

”Jo mere jeg har hørt publikums reaktioner, desto mere tror jeg, at noget stikker dybere. De her stedspecifikke formater opfylder en længsel efter at være til stede. Det er oplevelser, der lagrer sig dybere, fordi kroppen og sanserne er med,” siger hun og uddyber:

”Du går, du stopper op, du bliver bedt om at mærke en sten, kaste den i havet. Det føles mindre flygtigt, end når man bare sidder og ser på,” siger Jannie Schjødt Kold.

Hun peger på, at drama altid har været knyttet til et sted. Når man sidder i teatersalen, kan man forsøge at leve sig ind i at være i Shakespeares Verona, men lydvandringen gør stedet meget konkret, fordi publikum fysisk befinder sig dér, hvor fortællingen udspiller sig:

”Hvis der på det her sted har levet et menneske før dig, som har gået her og set det samme landskab, som du står og kigger på nu, så er der en mulighed for magi – for at føle en forbindelse til stedet og til fortiden, som man ikke nødvendigvis får på samme måde i en teatersal.”

Når man så kobler drama og natur, kan det give nye dimensioner til eksempelvis en bog eller et område:

6 Tag på lydvandring

JYLLAND:

Sankt Gertruds Sti

– en pilgrims-vandring

Rute: tre vandringer a 3-4 kilometer

omkring Grenaa

Pris: 25 kroner via Useeum-appen

Medvirker: Esben Smed, Thure Lindhardt og Sonja Richter

Premiere i 2025, produceret af Kontrafej

Blanke Hans – Det Åbne Lydteater

Rute: 4 kilometer ved Vadehavet

Pris: Gratis via Useeum-appen

Medvirker: Blandt andre Sonja

Richter og Kurt Ravn

Premiere i 2022, produceret af Teater

Katapult og AudioMove

Atelier Europa

– om Franciska Clausen

Rute: 1,8 kilometer i Aabenraa

Pris: Gratis via StoryHunt-appen

Medvirker: Charlotte Munck og Sonja

Richter

Premiere i 2024, produceret af Kontrafej

FYN:

Carl Nielsens Camino – i komponistens fodspor

Rute: 120 kilometer delt op i 12 ruter fra Odense til Faaborg

Pris: Gratis via Useeum-appen

Medvirker: Blandt andre Søren Ulrichs og Hanne Hedelund

Premiere i 2024, produceret af Nordic

Performance Art

Mysteriet om Elvira Madigan

Rute: 5 kilometer på Tåsinge

Pris: 49 kroner via Useeum-appen

Medvirker: Blandt andre Lea Baastrup

Clausen Rønne og Carl Martin Norén

Premiere 2021, produceret af Sans-1

Vi, De Druknede – Det Usynlige Teater

Rute: 5 kilometer i Marstal, Ærø Pris: 89 kroner via Baggaardteatret-appen

Medvirker: Blandt andre Nikolaj CosterWaldau, Lene Maria Christensen og Nikolaj Kopernikus

Premiere i 2024, produceret af BaggårdTeatret – Svendborgs Egnsteater

SJÆLLAND:

Slavernes København

Rute: 2,5 kilometer omkring Nyhavn og

Amalienborg i København

Pris: 99 kroner via Useeum-appen

Medvirker: Jesper Dupont

Premiere 2021, produceret af Sans-1

Magtens Mure

– om Christiansborgs historie

Rute: 1,5 kilometer på Slotsholmen i København

Pris: Gratis via Useeum-appen

Medvirker: Thomas Klinkby

Premiere i 2020, produceret af Munck

Studios

Kierkegaard by Nature

– i Søren Kierkegaards fodspor

Rute: 12 kilometer ved Gilleleje

Pris: 35 kroner via Useeum-appen

Medvirker: Michael Falch

Premiere i 2019, produceret af Kierkegaard by Nature fortsætter side 18

går en tur

fortsat fra side 16

”Hos BaggårdTeatret har vi fået flere tilkendegivelser om, at folk har oplevet landskabet på en helt ny måde. At vandringerne har tilføjet nye lag i deres forståelse af et sted, som de måske allerede kendte. På samme måde har jeg hørt med ’Vi, de druknede’, at folk virkelig oplever at have fået levendegjort romanen,” siger Jannie Schjødt Kold.

Når teknikken spiller

Torben Dahl er partner i firmaet AudioMove, der specialiserer sig i lyddramaer og står bag de første lydvandringer i Danmark. Han fremhæver særligt et forhold, der forklarer, hvorfor vi ser flere lydvandringer i disse år:

”De fleste har allerede udstyret i lommen: en telefon og et par høretelefoner. Det gør lydvandringer ekstremt nemme at gå til.”

For mange kommuner og turistbureauer er lydvandringer også attraktive, fordi de kan fungere året rundt og ikke kræver fysiske installationer:

”Flere og flere efterspørger blivende oplevel-

ser i stedet for store enkeltstående begivenheder, som kan være dyre og forsvinder igen, når de er overstået. En lydvandring er en slags usynlig begivenhed – den er der hele tiden og er nem at gå til. Samtidig kan den formidle et område uden at skæmme naturen eller byen med fysiske installationer,” siger Torben Dahl, der også er teaterchef ved Teater Katapult i Aarhus.

Inspirationen til de første lydvandringer fandt Torben Dahl i London helt tilbage i 2003. Her var blandt andet en guidet tur af Donald Rumbelow om Jack the Ripper med til at åbenbare ham for potentialet i at lade fortælling og sted smelte sammen:

”På turen stopper vi op et sted, hvor han fortæller gribende om en baggård, som var gerningsstedet for en af Jack the Rippers sidste forbrydelser. Der var ingen, der opdagede det, hestevognene kørte bare forbi på de toppede brosten lige udenfor. Sidenhen blev området bombet under Anden Verdenskrig, men jeg så det virkelig for mig trods alt det moderne byggeri. Her slog det mig: ’Gud, man kan forestille sig noget, der hvor man er i virkeligheden, og-

”De fleste har allerede udstyret i lommen: en telefon og et par høretelefoner. Det gør lydvandringer ekstremt nemme at gå til.

TORBEN DAHL, AUDIOMOVE

så bliver det meget større og mere interessant!’.”

I 2004 blev de tre første lydvandringer derefter sat op i forbindelse med Aarhus Festuge. Det var blandt andet en krimi af Svend Åge Madsen og en opsætning af en helt ung Bjørn Rasmussen, der siden har udmærket sig som både dramatiker, digter og forfatter.

Dengang gik publikum rundt med printede kort, og man trykkede på en audioguide, et apparat, nogen måske vil genkende fra museumsture, der afspillede lyd, når man markerede, at man var nået til næste punkt.

”Det har altid været vores mål at have så lidt

teknologisk filter som muligt mellem opleveren og oplevelsen. At man slet ikke tænkte over det tekniske. Men det har været meget bøvlet til tider,” siger Torben Dahl og fortsætter:

”Nu har alle deres egne telefoner, der via gps kan skifte lydrammen, så snart man træder ind i en zone. Man skal ikke tænke over eller gøre noget selv, så det bliver meget nemmere at indleve og identificere sig med oplevelsen og det univers, der er skabt.”

Selvom der er sket store teknologiske fremskridt siden dengang i 2004, er ”det teknologiske filter” også noget, som dramatiker Jannie Schjødt Kold tænker over, når hun bliver spurgt om fremtiden og mulighederne for genren, og her er teatersalen – trods alt – stadig et vigtigt referencepunkt:

”Jeg drømmer om, at vi på en eller anden måde dropper høretelefonerne. Så vi kan gøre de her stedspecifikke formater endnu mere til noget, som man er fælles om som publikum. Hvor man trækker vejret samtidigt og har en oplevelse sammen. Det er jo noget af det, teatersalen virkelig kan,” siger hun. J

D L Æ N G

En katolsk nonneorden blev symbolet på regimets ekstreme vold efter Den Franske Revolution. Den fortælling er siden blevet til en opera, som nu opsættes på Operaen i København reportage

Tekst: Carl Elmose Brøcker Foto: Johanne Teglgård Olsen kultur@k.dk, olsen@k.dk

Vil du dø for det, du tror på?

Spørgsmålet er centralt i den franske opera ”Dialogues des Carmélites”, ”Karmeliterindernes samtaler”, som i denne og næste måned opføres på Operaen i København.

Operaen fortæller den virkelige historie om 16 uskyldige nonner fra den katolske nonneorden karmeliterinderne, der i 1794 blev fanget, fængslet og henrettet i guillotinen, fordi de nægtede at opgive deres tro og sværge troskab mod forfatningen efter Den Franske Revolution.

”Det er en kendt fortælling i den katolske verden, fordi de 16 henrettede kvinder blev et symbol på den vold og terror, som prægede perioden efter Den Franske Revolution,” forklarer professor i global politisk sociologi ved Roskilde Universitet Bjørn Thomassen, som har ledet et forskningsprojekt om global katolicisme.

”Volden mod den katolske kirke og forfølgelsen af katolikker i Frankrig eksploderede i årene efter Den Franske Revolution og særligt fra 1792 til 1794. Det udviklede sig til et helvede på jord og en af de mest ekstreme former for statsforfølgelse af religion i nyere tids historie,” siger Bjørn Thomassen.

Fortællingen om karmeliterinderne fik så stor en betydning efter revolutionen, fordi det var en af de første gange, folkemassen for alvor indså voldens absurditet, og at det måtte stoppe.

Normalt jublede folk under henrettelserne, men ikke da nonnerne blev dræbt. Tværtimod. Overleveringerne fortæller ifølge Bjørn Thomassen, at publikum blev helt tavst.

”Nonnernes død bliver i den katolske kirke set som et låg på den vold, der hærgede Frankrig. De 16 kvinder vidste godt, at de risikerede livet. Men de besluttede sig alligevel for at stå ved deres tro og lide martyrdøden. Deres offer blev af eftertiden set som en af de begivenheder, der var med til at stoppe volden under det såkaldte terrorregime,” siger Bjørn Thomassen. I 1906 blev karmeliterinderne saligkåret, og i 2024 blev de kanoniseret af pave Frans.

”Karmeliterindernes samtaler” er en historie om forfølgelse af kristne, og dermed er den ifølge professoren højaktuel.

”Vi snakker meget om religiøs vold i dag, herunder forfølgelse af kristne. Det sker ikke kun ude i verden blandt islamiske oprørsgrupper og terrorister. Kristenforfølgelse er også en del af Europas egen historie,” siger han.

At dø for sin tro

Kristeligt Dagblad Lørdag 7.

1 Kristeligt Dagblad fulgte i halvanden måned de forskellige faggruppers arbejde frem til premieren på operaen. Det var en periode med en blanding af myretueenergi, dyb kunstnerisk koncentration og håndværkersnilde. Med blikket rettet mod loftet dirigerer Claus Pitzner (tv.), der har været rigger på Det Kongelige Teater i snart 20 år, sine kolleger. Sammen med sin elev måler han med en rød laser, hvor de skal hænge en wire til at sikre sceneteknikere, der senere skal stå oppe over scenen og hælde en sort klistret masse ud over væggene under forestillingen.

4 På gulvet i et værksted bag scenerummet sidder rekvisitør Helle Löwén og blander en sort klistret masse. Med håndkraft og en sovsekande fylder hun det sorte blod i vandkander, så det er klar til senere.

Tonje Voigt Johannesen, maskør og parykmager, har masseret blå og røde fibre ind i en klump latex. Når hun ruller det helt tyndt i en pastamaskine, giver det den perfekte naturtro hinde til en af nonnernes parykker.

Det tager 15 sceneteknikere tre arbejdsdage at blive færdige med hele sceneopbygningen, før sangere, skuespillere og statister kan indtage rummet.

Fra blomsterscenografien i første akt til vægge, der skal væltes i anden, arbejdes der hurtigt med hjælp fra trucken ”Skatter”.

0 Den 16. januar på Operaens prøvescene gør sangere, instruktør, dirigent, pianist, producer og rekvisitører sig klar til nogle af de første sceneprøver. En sanger er blevet syg, så en assistent træder til med armene bredt ud for at

udfylde den fysiske plads. Stemningen er legende og forventningsfuld. Genopsætningsinstruktør Donna Stirrup (tv.) forklarer om nonnernes dybe tro og deres styrke i mødet med autoriteterne, som sangerne skal finde ind til.

... At dø for sin tro

fortsat fra side 21

4 Instruktør Donna Stirrup giver instruktioner om, at statisterne ikke må stå stille – de skal blive ved med at flytte sig, råbe højere og mærke foragten, som de skal kanalisere mod gruppen af nonner. Så de griner og spytter og råber højere i takt med klaveret og operasanger Michael Kristensens klare stemme (til venstre, iført blå skjorte).

Tre af sceneteknikerne iført sorte hjelme er klar til at vælte den ene scenevæg. De medvirker som vagter på scenen i forestillingen og har samtidig til opgave at sikre statisternes færden på scenen, i forbindelse med at væggen væltes.

Den 28. januar står sangerne første gang på scenen i deres nonnekostumer, klar til anden akt, og på en monitor bagved kan alle følge med i dirigenten Asher Fischs bevægelser.

3 Sceneteknikerne står klar bag scenen til at skubbe fire store plader med kunstige blomster ind gennem en sprække nederst i scenevæggen.

6 Dialogues des Carmélites –Karmeliterindernes samtaler

Skrevet af den franske katolik og komponist

Francis Poulenc og opført første gang i 1957. ”Karmeliterindernes samtaler” bliver opført på Operaen i København fra den 8. februar til den 10. marts.

Operaen synges på fransk med danske og engelske overtekster og er iscenesat af den australske instruktør Barrie Kosky.

Se mange flere billeder fra arbejdet med opsætningen af operaen på k.dk

Teater om krig giver indblik i menneskets møde med det

mest umenneskelige

Krig i Ukraine, våbenhvile i Gaza og en amerikansk trussel mod Grønland. Verdens krige og konflikter præger tidens teaterforestillinger

baggrund

Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk

Projektørerne i loftet er slukkede og stolerækkerne tomme, da det kunstneriske hold bag forestillingen ”Mother Soldier” mødes på Lille Scene i Skuespilhuset i København en mandag i januar.

I midten af februar indtager de nationalscenen med forestillingen, men indtil da skal holdet have styr på scenografi og de sidste justeringer af stykket, som de opførte første gang på koldkrigsmuseet Stevnsfortet i maj 2024. Forestillingen er et ordløst, musikalsk værk om moderskab i en verden af krig og konflikter. ”Umiddelbart kunne man godt sige, at soldaten er det modsatte af en mor, men er det det? Det er det spørgsmål, vi stiller i forestillingen,” siger dramaturg Astrid Holm.

I dag skal de blandt andet diskutere, hvilket

underlag der skal være på scenegulvet. Skal det være granitskærver, flis eller sand? Skal gulvet males? Hvilket udtryk går de efter?

Man kunne tro, at de fleste beslutninger var klappet af omkring forestillingen, der har været opsat flere gange, men den skal både tilpasses en ny scene og politisk kontekst.

”Jo længere tid vi har arbejdet med den her forestilling, desto mere relevant og aktuel er den blevet. En ting er Syrien og flygtninge fra den arabiske verden, noget andet er direkte trusler mod Danmark fra den største militærmagt i verden. Uden at vi har gjort noget, er forestillingen rykket tættere og tættere på os alle,” siger komponist Sandra Boss.

”Det påvirker, hvad det er for et publikum, vi får ind at se forestillingen. Er det et publikum, der regner med fred, eller et publikum, der regner med krig?”, tilføjer Astrid Holm.

Selvom budskabet og musikken i forestillingen er det samme, giver verdenssituationen anledning til nye overvejelser og diskussioner.

”Vi taler meget om, at vi ikke vil ramme en

1 ”Mother Soldier” har tidligere været opført på blandt andet koldkrigsmuseet Stevnsfortet og på SPOR festival i Aarhus.

FOTO: JULIA SEVERINSEN

” Krig bringer både det bedste og værste frem i mennesket. Det er livet sat på spidsen.

ANDREAS DAWE, DRAMATIKER OG INSTRUKTØR

én til én krigsscenarie-scenografi. Vi vil gerne have, at det handler om noget mere eksistentielt. Vi kan ikke påstå, at vi ved, hvordan det er at være i krig, for det ved vi ikke,” siger Sandra Boss.

National identitet under lup Interessen for at behandle erfaringer med krig på teatrene er tydelig i de her år, siger Solveig Gade, der er lektor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet.

”Der har været stor interesse, og til de forestillinger, jeg har været inde at se, har teatrene været fyldte. Det handler måske om, at det ikke nødvendigvis er højkultur, men noget, der handler om vores nationale identitet og egen rolle i forskellige krige,” siger hun og nævner Aalborg Teaters opsætning af Herman Bangs

roman ”Tine” i 2021, ”Mit stille hjem”, der blev opsat på Holstebro Dansekompagni i 2022, opsætningen af Howard Bakers ”I tilfælde af...” på Det Kongelige Teater i 2024 og ”Arendt –at se i mørke” samme år på Odense Teater.

Interessen opstod allerede i 2010’erne, hvor der ifølge Solveig Gade var et behov for at revurdere Danmarks identitet som en krigsførende nation efter krigene i Jugoslavien og især efter 2001, hvor Danmark blev involveret i krigene i Irak og Afghanistan. Det var et brud med den såkaldte fodnotepolitik, hvor Danmark i en årrække havde holdt sig ude af aktive krigshandlinger.

”Krigene i begyndelsen af 00’erne gjorde pludselig de menneskelige omkostninger ved krig meget tydelige i form af veteraner, der vendte hjem smadret på krop og sjæl,” siger Solveig Gade.

Veteranernes erfaringer fyldte meget i forestillingerne i 2010’erne, blandt andet i krigsballetten ”I Føling”, der blev opsat på Det Kongelige Teater i 2014 og handlede om de danske soldaters indsats i Afghanistan, og i teaterstykket ”Hjemvendt” fra 2015, hvor fem danskere på Aalborg Teater delte deres erfaringer med at vende hjem fra krig.

Se et spændende rejseudvalg i vores tillæg her i avisen

Rejser baseret på tryghed, kvalitet og opdagerglæde

Kulturelle oplevelser over hele verden

Over 35 års erfaring med at skabe oplevelsesrige grupperejser

... Teater om krig ...

fortsat fra side 24

Men efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er det ifølge lektoren nogle andre perspektiver, der præger forestillingerne. Dels er der et stort fokus på levet liv, hvilket kommer til udtryk i mængden af dokumentariske forestillinger, dels er der også sket en forskydning hen imod et kvindeligt perspektiv, siger hun.

”Det er ikke længere kun den heroiske mandlige fortælling eller historien om soldaten, der er i krig og får et traume, der bliver fortalt. Der er en interesse for, hvad der sker i for eksempel familien og de andre sfærer, som ikke bliver sat forrest i traditionelle krigsfortællinger,” siger Solveig Gade og nævner både ”Mother Soldier” og forestillingen ”Ukrainske Kvinder”, som spillede på Aalborg Teater i efteråret 2025 som eksempler.

Og så er det især krigen i Ukraine, der er blevet behandlet på teaterscenerne de seneste par år. Ifølge Solveig Gade har det været mere omstridt, hvordan krigen i Gaza skulle fremstilles af kunstinstitutionerne, fordi regeringens politik ifølge forskeren har været mere tøvende i den konflikt sammenlignet med den tydelige støtte Ukraine.

Mennesker frem for politik

En af dem, der alligevel har bevæget sig ud i at behandle konflikten mellem Israel og Palæstina, er Andreas Dawe. Han er dramatiker og instruktør og har beskæftiget sig kunstnerisk med krig igennem mange år.

I januar turnerede hans forestilling ”Krigsbørn” på teatre i blandt andet Aarhus, Roskilde og København, og i denne måned opføres hans forestilling ”Slagmark”, der er baseret på den israelske forfatter Yizhar Smilanskys roman om en ung israelsk soldat i 1948, på det københavnske teater Får 302.

Når Andreas Dawe har valgt at nyfortolke en roman om en israelsk soldat, er det ikke, fordi

0 Forestillingen ”Slagmark” er en monolog fremført af skuespilleren

Jacque Lauridsen. Den baserer sig på en delvist selvbiografisk roman af den israelske forfatter Yizhar Smilansky.

FOTO: SØREN MEISNER

han ønsker at fremføre et politisk budskab. Selvom han har mange politiske holdninger, er det først og fremmest mennesker, der interesserer ham som instruktør og dramatiker, siger han.

”Jeg er optaget af, hvad mennesket er, og hvad mennesket bliver til i mødet med det mest umenneskelige. Det er faktisk det, jeg hele tiden er i gang med at undersøge. Krig bringer både det bedste og værste frem i mennesket. Det er livet sat på spidsen,” siger han og tilføjer:

”Krig viser mennesket i al sin vælde og magt, men også i al sin afmagt, sorg og smerte.”

På trods af at han ønsker at fokusere på den konkrete menneskelige erfaring med krig, er Andreas Dawe godt klar over, at han ikke kan undgå at provokere enkelte med forestillingen. Men han håber, at den især kan være med til at sætte samtaler i gang og få folk til at tænke nogle tanker, de ikke ellers ville have tænkt.

”Jeg ser teateret som et refleksionsrum. Det er af de få steder, hvor vi går ind, og så slukker vi vores mobiltelefoner, så længe forestillingen varer. Vi fordyber os i noget og får forhåbentlig en anden form for indsigt i de tematikker, der bliver behandlet, end vi får, når vi læser nyhedsmedier.”

Selvom han har beskæftiget sig med krig i en årrække, læst stakkevis af bøger og vidnesbyrd fra både Holocaust og nyere krige, bliver han påvirket af, at krigen i de her år synes at rykke tættere på.

”Krigen er blevet nærværende på en anden måde, end vi har været vant til i mange år. Og derfor bliver det for mig bare endnu vigtigere at beskæftige mig med det og prøve at forstå. Det er også en måde at beskytte mig selv på. Hvis jeg konfronterer mig med det, så er det ikke sikkert, at jeg behøver at gå og være så bange,” siger han.

Tilbage i Skuespilhuset diskuterer Sandra Boss, Astrid Holm og de øvrige personer bag genopsætningen af ”Mother Soldier” fortsat scenografi og udtryk. Kunstnerisk vision skal forenes med det praktisk mulige. Hvordan skaffer man sig af med kilovis af granitskærver? Kan de have et kvart ton sand i en trailer, eller skal de bestille en flyttebil?

Det er et apokalyptisk drømmeagtigt rum, de går efter, forklarer Astrid Holm. Noget, der både er genkendeligt og på samme tid ikke. Abstrakte objekter, der er sprængt eller flået i stykker, og som kan give associationer til forskellige slags krige.

Ligesom ”Slagmark” drejer ”Mother Soldier” sig om den eksistentielle erfaring med krig. ”Vores forestilling handler i høj grad om at være menneske,” siger Sandra Boss: ”I forestillingen er der ikke nogen konkret fjende. Fjenden er os selv. Mennesker kan finde på uhyrlige ting, hvis de bliver pressede, og på samme måde er kvinderne i forestillingen både gode og onde.”

Når publikum senere i februar bliver præsenteret for forestillingen i Skuespilhuset, er forhåbningen også, at de vil blive følelsesmæssigt ramt.

”Det ville være fantastisk, hvis folk kom ind og forstod den situation, vi er i, på et følelsesmæssigt niveau. Og på et lidt mere nuanceret følelsesmæssigt niveau end bare angst og panik,” siger Astrid Holm.

”Det er en omsorg for det levende, vi gerne vil appellere til. Vi vil gerne fokusere på håbet og børnene og det liv, vi skaber, i stedet for det, vi tager,” tilføjer Sandra Boss. J

6 Kommende forestillinger om krig

”Mother Soldier”, Det Kongelige Teater, København. Den 17. til den 21. februar.

”Slagmark”, Teater Får 302, København. Den 14. til den 28. februar.

”Jeanne d’Arc”, Teater Sort/Hvid, København. Den 24. april til den 22. maj.

”The Wedding”, Blaagaard Teater, København. Den 11. til den 23. maj.

”Troja”, Det Kongelige Teater i Ulvedalene. Den 21. maj til den 3. juli 2027.

09.10.2025 –09.08 2026

Det er jernalder i Europa. I bevæger jer gennem kelternes storslåede verden og følger dem fra begyndelsen i Alperne til offerlunden i den mørke mose – I går gennem kranieporten til storbyens overdådige rigdom. I samles ved Udødelighedens kedel, før I drager ud på slagmarken. I følger kelterne helt til Danmark – og til den bitre ende: Kelternes skæbnesvangre møde med Romerriget.

Særudstillingen Kelternes verden – Europas urkraft fortæller den ukendte historie om både Danmark og Europa.

Oplev særudstillingen frem til og med 9. august 2026.

HELE FEBRUAR

CoBrA og Salvador Dalí

Vi har også altid åbent efter aftale – 150 gratis P-pladser i Rosengården

Anne Lilballe har viet sit liv til

Hun vækker Karen Blixen til live med humor og nærvær. Gennem sin levendegjorte imitation giver Anne Lilballe publikum adgang til forfatteren, hun ser som sit menneskelige pseudonym og en kilde til livsrefleksion

interview

Rikke Christiansen christiansen@k.dk

Anne Lilballe svajer let med hårbørsten i hånden foran spejlet. Hendes holdning indikerer, at hun allerede er på vej ind i rollen. Håret knaser, da det møder børsten.

Hun stryger eyelineren langs vippekanten og trækker hagen ned med åben mund, som man har for vane i et koncentreret øjeblik. Så træder hun et skridt tilbage.

Stuen dufter af liljer. Man kan næsten ikke skelne mellem deres distinkte duft og de kraftige noter fra de blå hyacinter i vindueskarmen. I kaminstuen på Rungstedlund, Karen Blixens gamle forfatterhjem og fødested nord for København, befinder man sig i en tidslomme. De velkendte overtrækssko af blå plastic, man ofte får udleveret på museer som dette for at skåne de gamle trægulve, er her udskiftet med en model syet i beige stof. Fra en anden stue lyder en radiotransmission fra Danmarks Radio i 1953 med Karen Blixen – den danske digter, historiefortæller og forfatter (1885-1962), som blev berømt både hjemme og internationalt for sine værker. Hun taler med en særlig ro.

Radiostemmen afbrydes pludselig af Anne Lilballe, da hun står foran spejlet.

”Det nærmer sig, ja, ja, men den røde hat passer ikke,” konstaterer hun lavmælt for sig selv med en aristokratisk udtale, der øjeblikkeligt får ordene til at smage af det forrige århundrede.

”Men denne her, ja, velsagtens, ja, den er mejet fin,” tilføjer hun og griber efter den sorte hat. I det øjeblik den bredskyggede hat sættes på, er ritualet færdiggjort. Anne Lilballe træder tilbage, og baronessen frem.

Den slagne vej

Anne Lilballe optræder udklædt som Karen Blixen rundt om i Danmark, hvor hun gengiver

– og fandt præcis, hvad hun manglede

og fortolker originalværker, breve og anekdoter. Men hvem er kvinden bag masken, der så ubesværet træder ind i et andet menneske?

For Anne Lilballe har det måske altid ligget i kortene. Måske begyndte det allerede i de hjemmeskrevne teaterstykker, hendes foretrukne fritidssyssel. Eller måske var det i klasseværelset på Søborg Skole i Gladsaxe nordvest for København.

”Jeg var den, der ville sætte ord på det usagte, og mente, det var en vældig god idé at sidde i en rundkreds i klassen og tale om tabuer. Det var vigtigt for mig at inkludere hinanden og have lov til at være den, man var,” fortæller Anne Lilballe.

Hun følte sig anderledes. Klassekammeraterne sagde, hun var anderledes. Det samme gjorde lærerinden, fru Elsbo, som ellers holdt af hende.

”Jeg var i tæt kontakt med naturen og kunne sidde i timevis og bare kigge ud. Men så bliver man teenager, mister noget livsglæde, og pludselig bliver det svært: Hvad skal man med sit liv?” siger Anne Lilballe.

Skelede hun til sine jævnaldrende – eller senere til konkurrenterne på Den Danske Scenekunstskole i Odense – gik de den slagne vej: De skulle stå på de største af de største skrå brædder. Helst i København. Og det ville Anne Lilballe da egentlig også gerne. Måske.

I retrospekt ser hun, at det ofte var ad de mere snørklede stier, hun fandt sig til rette. Steder, hun ikke vidste, hun hørte til, før livet viste hende det.

”I begyndelsen af min uddannelse var jeg utrolig kreativ. Jeg spillede improvisationer over døden og alkoholikere; alle barndommens kriser væltede ud af mig som en form for ubevidst

6 Anne Lilballe

Født den 15. april 1965 og opvokset i Søborg. Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole 1988-1992.

Har blandt andet medvirket i den danske børneserie ”Barda”, tv-serien ”Forsvar” og spillefilmene ”Klatretøsen” og ”Familien Gregersen” samt i teaterforestillinger på Odense Teater, Team Teatret og Holbæk Teater. Indehaver af Skæbne Historier (skaebnehistorier.dk), hvor hun tilbyder live-storytelling med Karen Blixens liv og værker.

” Når jeg optræder som hende, bliver jeg ekstremt fokuseret og varm. Mit hjerte bobler af glæde.

ANNE LILBALLE, SKUESPILLER

bearbejdelse,” forklarer Anne Lilballe. Men med voksenlivets bevidsthed indtraf alvoren:

”Jeg begyndte at tænke for meget over tingene. Det blev alvorligt og svært, og jeg kunne ikke finde den oprindelige løssluppenhed frem igen,” fortæller hun.

Et tilfælde senere i livet skulle vise sig at blive løsningen: mødet med den kvinde, hun i dag betragter som sit menneskelige pseudonym – Karen Blixen.

Et vink med en vognstang 60-årige Anne Lilballe bor på Østerbro i København og er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 1992.

Gennem livet og sin tid på teaterskolen har hun spillet mange roller. Et arbejde, som naturligvis kræver en evne til at finde ligheder i karakterer for bagefter at indleve sig i dem.

For cirka seks år siden arbejdede hun som omviser på Kronborg Slot, hvor hun formidlede og levendegjorde historiske figurer for gæsterne. Det var her, en kollega påpegede, at hun mindede om Karen Blixen.

”Det var som at få et vink med en vognstang. Jeg sov nærmest ikke i fire døgn, fordi det ændrede noget inde i mig. Aldrig havde jeg oplevet en historisk figur, der motiverede mig så stærkt,” fortæller Anne Lilballe.

På det tidspunkt havde hun begrænset kendskab til Blixen. Uden at være klar over det lå der i hendes underbevidsthed en frygt for den prominente forfatter, siger hun i dag.

”Jeg havde et billede af hende fra min barndom som en uhyggelig og dæmonisk skikkelse. Men da jeg inviterede hende ind i mit liv, føltes det, som om invitationen var gensidig. Jeg opdagede, at hun slet ikke er skræmmende, men hamrende intelligent og klog,” forklarer Anne Lilballe.

Det kunstneriske chok, som hun beskriver det, blev begyndelsen på hendes professionelle dedikation som Karen Blixen-historiefortæller. I dag optræder hun på slotte, herregårde,

menighedshuse, biblioteker, kulturhuse og spillesteder i Danmark, Norden og udlandet. Hun tager ofte udgangspunkt i den historie, der knytter sig til de steder, hun besøger. På Sønderborg Slot spiller de slesvigske krige eksempelvis en rolle for fortællingen, ligesom i Blixens eget liv, hvor hendes farfar deltog i den første krig, og hendes far var aktiv i den anden. På Fanø eller Bornholm danner skibsfartens betydning ofte rammen for fortællingen.

Fælles for hendes optrædener er den mere fleksible og utraditionelle form for teater. Hun bryder bevidst den fjerde væg – den usynlige barriere mellem scene og tilskuer – og inviterer publikum helt tæt på fortællingen. Ofte begynder tilskuere at tiltale hende med et høfligt ”De” og glemmer for en stund, at kvinden foran dem ikke er Karen Blixen. ”Når jeg optræder som hende, bliver jeg ekstremt fokuseret og varm. Mit hjerte bobler af glæde. Hun er en uudtømmelig inspirator, og man bliver aldrig færdig med hende. Det gør mig lykkelig, når publikum ser på mig og smiler til hende og faktisk glemmer, at jeg ikke er hende. Jeg står ikke i vejen for deres møde med Karen Blixen,” forklarer Anne Lilballe. Hun fortæller, hvordan hun hurtigt opdagede, at hun trivedes i formatet, fordi det gav plads til kreativitet og løssluppenhed. To elementer, Anne Lilballe havde savnet.

Pseudonymets frihed

Når Anne Lilballe træder ind i rollen, åbner hun en portal til at nå mennesker på nye måder. Hun finder en styrke og en rummelighed over for mennesker i Blixen, som hun ikke altid kan finde i sig selv. Anne Lilballe forklarer, hvordan hun kan gå fysisk tæt på folk og irettesætte dem på den humoristiske Blixen-facon, uden at de tager det ilde op. Hun oplever, hvordan trangen til brok og negativitet forsvinder som dug for solen. Blixen bliver et ”pseudonym” for hende, præcis som forfatteren selv brugte pseudonymer til at sprænge sine rammer. ”Jeg forstår, hvorfor hun gør det. Hun har brug for den kunstneriske frihed til at skabe sig et rum til at udtrykke sig friere. Når jeg optræder som hende, bliver jeg mere modig, mere humoristisk, mere rummelig og mere kærlig,” siger Anne Lilballe og tilføjer: ”Som Blixen selv sagde: ’Man kan ikke leve uden et stort mod. Man må kunne elske, og man må have humoristisk sans’.”

30 | Scene&Kultur

... Anne Lilballe har viet sit liv til Karen Blixen ...

Allerede som barn følte Anne Lilballe sig anderledes, og det gav hende et tidligt behov for at forstå mennesker. Det er et træk, hun oplever at dele med Blixen.

”Ligesom Blixen mærker jeg, at man elsker familien og det miljø, man er født ind i, men samtidig har man et behov for at høre andre mennesker og udvikle sig med dem uden for ens egen stue,” fortæller hun.

Hun møder ofte det samme spørgsmål, når hun optræder: Kan hun holde privatliv og arbejde adskilt, når hun så dybdegående indlever sig i en anden karakter?

”Det er meget nemt for mig. Jeg går ikke rundt derhjemme og er hende. Men når jeg sidder her i hendes stue, har jeg lyst til at springe ind i rollen, fordi det unægtelig ville være sjovere end at tale om mig selv,” fortæller Anne Lilballe.

Kunsten at vise det hele menneske

Anne Lilballe forsøger gennem sit arbejde at nuancere Blixens væsen og bevæge sig uden om de akademiske analyser.

”Jeg oplever, at der i nutiden er skrevet utroligt mange analyser, men jeg kan ikke hente inspiration i dem. For mig opstår Blixen i brevene, i værkerne, i sproget – og i mødet med mennesker,” fortæller hun.

Hun benytter sig af brevveksling fra Blixens inderkreds og slægtsforskning til det faktuelle, men tillader sig samtidig at fremhæve det, hun mener er afgørende: humoren, rummeligheden, spidsfindighederne og det levende menneske bag myten.

Netop Blixens modstand mod at reducere mennesker til enkelte karaktertræk forsøger Anne Lilballe at videregive i sin optræden.

”Jeg vil hellere vise det hele menneske. At vi rummer mange facetter og skifter udtryk alt efter, hvor vi er, og hvem vi er sammen med.

Det genkender jeg både i hende og i mig selv.”

På den måde er Karen Blixen ikke blot en rolle for Anne Lilballe, men en vejviser til at acceptere sig selv og livet, som det folder sig ud.

”Livet er ikke noget, vi selv opfinder. Vi bliver guidet i det,” siger hun:

”Blixen troede dybt på den åndelige dimension, og hun har skænket mig inspirationens gave. Det er en tilstand, hvor man bliver fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte mene. Jeg skulle ikke stå på de store scener; jeg skulle finde min egen vej, og her blev hun min guide.” J

Betagende masketeater om kærlighed og alzheimers

PAS DE DIEU

UPPERCUT DANSETEATER & FIX+FOXY To førende danske kompagnier forenes

6 Lilleballe anbefaler tre Blixen-værker

”Den afrikanske farm” (1937): ”Hendes poetiske hovedværk om tiden i Afrika. Man skal læse eller genlæse den og bare nyde sproget.”

”Essays” (1965): ”Hvis man er til kortere tekster, forstår man her virkelig bredden i hendes tænkning. Der er ofte åbne slutninger, hvor vi selv skal se os i spejlet og tænke: ’Hvad ville jeg have gjort?’”

”Skygger på græsset” (1960): ”Et vidunderligt værk skrevet mod slutningen af hendes karriere og levetid. Det er en forædlet opsamling af hendes tid i Afrika, hvor man virkelig mærker hendes refleksioner.”

Anne Lilballe kan i år opleves blandt andet på Rødding Højskole, Historiske Dage i Øksnehallen, Fanø Krogaard, Madens Folkemøde, Rønshoved Højskole og Gram Slot.

Karen Blixen

Karen Blixen (1885-1962) dansk forfatter, født og død på Rungstedlund nord for København. Fik internationalt gennembrud som Isak Dinesen med ”Seven Gothic Tales” (1934) og er også kendt for ”Den afrikanske Farm” (1937) om sine år på en kaffefarm i Kenya, hvor hun boede fra 1913 til 1931.

Hendes fortællinger bryder med realismen og trækker på klassiske myter og verdenslitteratur, ofte med ironi, gotiske træk og åbne slutninger. Karen Blixen er en af Danmarks mest oversatte og debatterede forfattere.

Velkommen i Baltoppen LIVE. Her kan du opleve internationalt teater, moderne dans, comedy, koncerter og foredrag. Og du kan spise i vores hyggelige café før udvalgte forestillinger.

HOLSTEBRO DANSEKOMPAGNI

Danseforestilling om kærlighed, ensomhed og masse-eufori

THE MIRROR

GRAVITY & OTHER MYTHS (AUS) Australsk akrobatik i verdensklasse

Forårets store internationale forestilling!

Monologen er skuespilkunst i reneste form

Ikke så få monologer bliver opsat på landets teatre i disse år. Det er en genre, som stiller helt særlige krav til både skuespiller og publikum baggrund

Carl Elmose Brøcker kultur@k.dk

Forestil dig at stå alene på en scene med visheden om, at du, og kun du, i de næste par timer skal fremføre et væld af ord, bevægelser, roller, følelser og stemninger foran et publikum, som ikke har andet at kigge på end dig.

Scenariet synes en anelse angstprovokerende, men det er virkeligheden for en række af landets skuespillere, når de giver sig i kast med monologen på de skrå brædder. Og det er der mange, der gør.

Herman Melvilles ”Moby Dick” på Teater Revolver/Republique, Anders Abildgaards ”Ibis” på Teatret ved Sorte Hest, Maren Uthaugs ”En lykkelig slutning” på Aarhus Teater og Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien” på Betty Nansen Teatret er et kort udpluk af mere eller mindre kendte fortællinger, der de seneste år er opført som monolog på danske teatre.

Det aarhusianske teater Gruppe 38 har i mere end et årti endda afholdt en monologfestival hvert andet år, og i 2024 oprettede Reumert-komitéen en pris for årets solopræstation. Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen fik prisen sidste år for sin opførelse af forfatter Christina Hagens digtsamling ”Pow Pow Pow”, der blev opført på Teater Revolver/Republique.

Monologen spiller således en central rolle i den danske scenekunst.

Men hvad er det for en genre, og hvad kræver den af såvel skuespiller som publikum?

Da den prisvindende danske skuespiller Maria Rossing fyldte 50 år i november sidste år, havde hun netop gennemført sin karrieres mest krævende rolle.

På Betty Nansen Teatret i København opførte hun Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien”. En to timer lang monolog, hvor Maria Rossing undervejs skiftede mellem flere forskellige roller.

”Jeg har fået udvidet min idé om, hvad jeg kan. Det der med at stå alene på scenen, gabe over historien, disponere over ens kræfter og finde frihed og ro i det. Det var en enorm opgave, som jeg er stolt af at have gennemført. Jeg har ikke lavet en monolog før, og jeg var virkelig i tvivl, om jeg var i stand til at indfri forestillingens potentiale. Men det endte lykkeligt, og det føles som en milepæl,” forklarede hun dengang i et portræt i Kristeligt Dagblad. Noget kunne tyde på, at Maria Rossings oplevelse ikke er enestående.

Skærpet beredskab

Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum genkender i hvert fald fornemmelsen af, at monologen er en test.

Hun har været nazisten Joseph Goebbels og svindleren Sanjay Shah gennem timelange monologer. Og i 2018 fremførte hun den østrigske forfatter Joseph Roths immigrationsroman ”Job – et enkelt menneske”. På halvanden time bevægede hun sig fra det gamle Rusland til New York og spillede ni forskellige karakterer. ”Tanken om at stå helt alene på en scene i halvanden time er som at skulle bestige et bjerg. Monologen har lært mig at bruge alle farver på paletten. Man møder det, man kan, og det, man bestræber sig på at kunne. Man er nødt til at bruge alt, hvad man har i sin værktøjskasse og gå på jagt efter nuancer, man ikke troede, man havde. Det, du ikke er god til, er du nødt til at blive bedre til,” siger hun.

0 Maria Rossing opførte Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien” – en to timer lang monolog – på Betty Nansen Teatret i København. FOTO: CAMILLA WINTHER

6 Aktuelle teatermonologer

”Glade dage” havde premiere på Folketeatret i København den 17. januar og spiller i Roskilde, Vejle, Svendborg, Flensborg, Esbjerg, Hvidovre, Slagelse, Holbæk og Aarhus frem til den 21. marts.

”Tronfølger” af Alexander Mayah Larsen spiller på Blaagaard Teater i København frem til den 5. februar.

”En Biting”, børneteater, af Jacob Mendel og Gitte Kath spiller på Teatret Møllen i Haderslev den 7. februar og herefter i Odense, Aarhus, Ringkøbing og Hvidovre frem til den 5. maj.

”Slagmark” af Yizhar Smilansky spiller på TEATER FÅR302 i København fra den 14. til den 28. februar.

”Mr Tesla Played” af Tanja Mastilo spiller på H20 Copenhagen fra den 18. til den 21. februar.

”En Mening, Hallelujah!” af Alexander Phillips Larsen spiller på Teater Momentum i Odense den 1. og 2. maj.

Således kræver monologen enormt nærvær og forberedelse, forklarer Ina-Miriam Rosenbaum. For der er ingen steder, du kan gemme dig. Der er kun dig selv.

”Ens beredskab skal være totalt skærpet. Skal du spille mange karakterer, skal du have fuldstændig styr på din vokal og din fysik. Genren kræver, at du er i form fysisk, mentalt og vokalt. Det er nærmest en sportspræstation,” siger skuespilleren, som blandt meget andet har modtaget tre Reumert-priser. Herunder

”Årets Reumert for bedste kvindelige hovedrolle” i både 2011 og 2018 for sine præstationer i henholdsvis ”Goebbels’ Time” og ”Job – et enkelt menneske”. Monologen ”demonstrerer den blændende skuespiller,” mener Stig Jarl, der er lektor emeritus og teaterforsker ved Københavns Universitet.

Ifølge ham kan man lave god dramatik med middelmådige skuespillere, men monologen er afhængig af skuespilleren på en helt anden måde.

”Der er så meget, der er skrællet af. Det er mere nøgent. De udtryk, de ord, der kommer fra skuespilleren, skal være helt præcise. For du har publikums fuldstændige opmærksomhed fra første til sidste sekund,” siger Stig Jarl.

”Taler du med skuespillere, der laver monologer, vil de formentlig fortælle, at de undervejs har været dybt skræmte, fordi den kræver så meget.”

I det traditionelle naturalistiske teater siger man, at der er den såkaldte fjerde væg, som adskiller publikum fra skuespillet. Skuespillerne lader så at sige, som om publikum ikke findes. Men i monologen er kommunikationen rettet mod publikum. Altid. Dermed bryder monologen den fjerde væg, og det gør genren helt særlig, forklarer Stig Jarl.

”Monologen lægger en kommunikativ dimension til teatret og stiller store krav til alle i rummet. Som publikum føler jeg mig mere forpligtet over for monologen, fordi den i højere grad er rettet direkte mod mig. Jeg får nærmest sved på panden,” siger Stig Jarl.

Publikums rolle for at skabe en vellykket monolog kan ikke overvurderes, siger Ina-Miriam Rosenbaum, som altid har publikum med sig på et spor inde i hovedet, når hun optræder.

”Publikum skal være med på rejsen. Det er altafgørende. De skal være i stand til at skabe de billeder, som jeg laver med mine ord, for jeg er ikke bakket op af store scenografiske skift. Monologen er et enormt nærvær, og det har vi brug for at opleve. Vi har brug for at mærke, at vi trækker vejret med andre mennesker, fordi vi ellers er så lukket ned i vores skærme. Vi har

InaMiriam Rosenbaum.

Ren skuespilkunst

Teatermonologen er en relativt ny fortælletradition, som for alvor blomstrede op i årene efter Anden Verdenskrig.

Mennesket følte sig afmægtigt og isoleret. Monologen indkapsler de eksistentielle følelser, forklarer Stig Jarl.

”Jeg vil ikke udelukke, at monologens stadig større udbredelse hænger sammen med behovet for at vise det isolerede menneske alene på scenen. Becketts ’Glade Dage’ er et åbenlyst eksempel på det. Men monologen er også meget mere og meget andet end afmægtighed og isolation. Tænk for eksempel på de komiske Dirch Passer-monologer i Cirkusrevyen.” Lige præcis irske Samuel Becketts eksistentielle mesterværk, der af mange regnes for det moderne teaters gennembrud, bliver nu opsat som monolog på Folketeatret i København. I forestillingen er to personer på scenen, men det er skuespiller Lone Rødbroe, der står for næsten samtlige replikker.

Det er teaterinstruktør Lene Skytt, der har iscenesat forestillingen. Selvom hun har gjort det med efterhånden en del værker, er det første gang, hun arbejder med monologen.

”Hvem taler skuespilleren til? Hvorfor snakker hun? Hvilken rolle har publikum? Det er centrale spørgsmål i monologen. Den giver mulighed for at nørde hvert enkelt ord og arbejde intenst med personinstruktionen. Det er noget helt andet, end hvis du skal instruere 15 mennesker, hvor der ikke er tid til at arbejde med lige så mange detaljer hos den enkelte skuespiller,” forklarer Lene Skytt.

Derfor har det ifølge instruktøren været et lige dele givende og udfordrende arbejde at skabe Becketts værk på scenen.

”Man kan ikke snyde med noget i monologen. Man kan ikke gemme svaghederne. Jo flere elementer du har i spil, desto mere kan du maskere det, der er svært at få til at lykkes. Men i monologen er alt skrællet væk. Alt skal lykkes, for at det bliver en succes. Monologen er skuespilkunst i reneste form.” J

HØJSKOLEKURSER 2026

KUNSTFYRVÆRKERI

27. APRIL - 1. MAJ

Kom og oplev et kunstfyrværkeri af dimensioner! Fem dage i kunstens tegn og med en ny kunstart hver dag

6. - 7. JUNI

24 timers fest for nye og gamle venner af huset Mød bl.a. Betty & Peter Arendt og Lasse Nybo-Andreasen

DEMENS I FAMILIEN

- 7. MAJ

Velkommen til 4 forårshøjskoledage på EMMAUS med foredrag, udflugt, lækker mad, dans, sang og eventyr

BØRN & BEDSTE

3. - 7. AUGUST

Eventyrlige dage med teater og opsætning af eventyret om Pejk, klatring i trætopbanen og udflugt til Andelslandsbyen Nyvang

SYNG DA DANMARK

17. - 22. MAJ

Mød bl.a. Sigurd Barrett, Erik Grip, Henrik Gunde, Hans Holm, Thomas Kjellerup Koncerter, fællessang og foredrag. Og alt det andet

Kurvefletning, Vævning, Orkis, Ikoner, Skriveværksted, Hækling, Knipling, Patchwork og broderi, Silketryk

24. - 28. AUGUST LITTERATURUGEN

Mød bl.a. Jens Chr. Grøndahl, Bertel Haarder, Jens Smærup Sørensen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Birgitte Possing og Maria Grabowski

24. - 28. AUGUST KIRKEKUNSTDAGE

Der males i våd- og tørteknikker og evt. også akvarelcollage med blandingsteknik. Vi skal male både inde og ude i naturen

MØD VERDEN

28. SEPT - 2. OKT

Mød bl.a. overrabbiner Jair Melchior, biskop Henrik Stubkjær, national chef Kristian Hulmose Nørgaard, regionschef Kirsten Auken

1. - 7. NOV

Kurvefletning, Akrylmaleri, Brugsklaver, Vævning, Knipling, Flet og fletterier, Syning og design, Cobra-broderi

24. - 27. SEPT

Rum, Materialer, Ånd og Krop. Mød bl.a. keramiker Nanna Thorhauge, væver Martin Nannested Jørgensen og billedkunstner Simon Aaen

EMMAUS er et levende og varmt mødested for kultur og menneskelighed. Mad der smager og mennesker man mærker www.emmaus.dk Højskolevej 9 4690 Haslev

0 Skuespillerne Mikas Bøgh Olesen (til venstre), Katrine Juliane Krone og Thomas Bang spiller hovedrollerne i ”I’m Alone – Kolding 1986” på Kolding Egnsteater, som Charlotte Bøving (øverste billede) instruerer. For hende

”Det smukke ved

er historien bredere end selve Kolding, og det er teatrets direktør, Kristoffer Helmuth, enig i. Der skal være ”noget, man som publikum kan genkende sig selv i, uanset hvem man er,” siger han om stykket, som rum-

Kolding Egnsteater bruger i forestillingen ”I’m Alone –Kolding 1986” byen og en særlig epoke som afsæt, og det er de ikke alene om. Det nære og ønsket om lokale fællesskaber er en tendens i tiden, siger ekspert

reportage

Camilla Nielsen cnielsen@k.dk

Teaterinstruktør Charlotte Bøving befinder sig i et lokale på øverste etage af Kolding Egnsteater. Gulvet er markeret med tape for at angive skillelinjen mellem scene og publikum. Her skal nogle af skuespillerne senere på dagen øve en scene fra teaterforestillingen ”I’m Alone – Kolding 1986”, der har premiere den 20. februar. Stykket kalder Charlotte Bøving for ”en musikalsk hverdagskomedie”.

Forestillingens handling finder sted i 1986, fordi det er et år, ”hvor verden på én gang er præget af frygt – Tjernobyl-katastrofen, aidsepidemien, drabet på Olof Palme – og samtidig er byen fuld af ny optimisme: Økonomien boomer, TV Syd går i luften”, som der står i beskrivelsen på egnsteatrets hjemmeside.

Men selvom forestillingen dyrker det tids- og stedsspecifikke og handler om en række menneskeskæbner i Kolding i 1986, er det ikke udelukkende et stykke, som er interessant for mennesker, der boede i Kolding dengang, mener Charlotte Bøving.

”Kolding i 1986 er først og fremmest en ramme, ligesom det også blot er en ramme, når en fortælling er placeret i fremtiden. Den yngre generation og publikum, der ikke er fra Kolding, vil måske især tage musikken og de menneskelige skæbner med sig. For den ældre generation fra Kolding giver omgivelserne blot et ekstra lag af genkendelse, som kan fremkalde et smil på læben,” siger hun.

Forestillingen taler ind i en tendens, hvor flere kulturinstitutioner i dag end tidligere har

mer sange fra 80’erne, blandt andet den, der har lagt titel til forestillingen. Den er skrevet af det lokale Kolding-band Skagarack og arrangeret til forestillingen af kapelmester Søren Graversen (nederst).

det som en del af deres strategi at danne en ramme om lokale fællesskaber. Det siger Lene Struck-Madsen, der er direktør for Applaus, et nationalt center for publikumsudvikling. Hun vurderer, at tendensen er en afledt effekt af det, der sker i samfundet lige nu. ”Vi befinder os i en tid, hvor vi både er utroligt globale og lokale. Vi bruger streamingtjenester, og verden forandrer sig i et hæsblæsende tempo. Samtidig ser vi, at borgerne efterspørger det nære – om det er i et forsamlingshus, på teatret eller til en koncert. At have en lokal forankring er noget, der møder stor tilslutning hos borgerne,” siger Lene StruckMadsen.

Louise Ejgod Hansen, lektor og teaterforsker ved Aarhus Universitet, forklarer, at scenekunsten skal opleves som relevant for at nå sit publikum. En måde at gøre det på er ved at tage udgangspunkt i noget, der er vigtigt for mennesker dér, hvor de bor.

”Det kan også tiltrække et publikum, som ikke nødvendigvis finder scenekunst interessant, men som vælger at gå i teatret, fordi historien har betydning for dem,” fortæller hun.

Men forestillingen skal ikke kun være lokalt forankret, uddyber hun.

”Det er vigtigt, at den samtidig har en form for almengyldighed. Det ser man, når nogle af de forestillinger, der bliver skabt lokalt, senere turnerer og viser sig at kunne sælge billetter i hele landet.”

Teaterforskeren peger på musikforestillingen ”Sort Sol – Fladt Land” af Teatret Møllen, som er et portræt af den sønderjyske egnsidentitet.

Detaljer skaber lokal genkendelse

Charlotte Bøving går forbi en bænk, som står ud mod scenekanten, hvor skuespillerne skal sidde og kigge ud over publikum – eller Slotssøen, som det skal forestille i stykket. Handlingen udspiller sig, som titlen antyder, i Kolding, og byen er til stede i forestillingen gennem mange detaljer, fortæller teaterinstruktøren og peger på en lille hvid model af scenografien. ”Sætstykkerne bliver ikke hvide, som de er på modellen her. De bliver asfaltfarvede med en grå tekstur, ligesom der var meget af i 80’erne. Samtidig kan de rykkes rundt, så scenens baggrund bliver til silhuetten af Kolding. Bag skylinen kan vi styre lyset, så det imiterer so-

len, der står op og går ned. Vi kører altså den her meget nørdede præcision omkring tid og sted helt ud,” siger Charlotte Bøving. Forestillingens første scene foregår om natten. Karaktererne kan ikke sove, fordi de er urolige og isolerede, men så bliver det morgen, og karakteren Nanna går gennem Kolding, fortæller instruktøren.

”Nanna går igennem gågaden og remser navne op på butikker, som lå i Kolding i 1980’erne. Det giver måske lokal genkendelse hos det lidt ældre publikum, som husker Salon Manhattan eller Bendixen briller.”

Fra Kolding til den internationale scene Længere nede i bygningen arbejdes der koncentreret med musikken. I modsætning til klassiske musicals er musikerne ikke gemt væk i en orkestergrav. I stedet er det skuespillerne selv, der både spiller og synger.

”Lad os tage den fra toppen og se, hvad der sker,” siger kapelmester og musikalsk arrangør Søren Graversen. I samme øjeblik skifter stemningen i rummet fra at være ret afslappet til koncentreret. De skuespillere, der få sekunder forinden stod og smalltalkede eller strakte kroppen, går i karakter og begynder at spille på deres instrumenter og synge.

Musikken spiller en afgørende rolle i forestillingen ”I’m Alone – Kolding 1986”. Titlen er hentet med inspiration fra sangen ”I’m Alone” af det lokale band Skagarack, som udgav sit debutalbum i netop 1986. Forestillingen både åbner og slutter med, at skuespillerne spiller og synger versioner af sangen. I begyndelsen er udtrykket mørkt og illustrerer karakterernes isolation og søvnløshed, mens den afsluttende version har en lysere, mere forløsende karakter. ”Til sidst er alle karaktererne samlet på Roskilde Festival i 1986, hvor Skagarack lukkede Orange Scene, hvilket var kæmpestort for et band fra Kolding. På den måde oplever karaktererne også en rejse – fra Kolding til den internationale scene, som Roskilde Festival var og er,” fortæller Charlotte Bøving. Men det er ikke kun lokal musik fra Kolding, der finder vej ind i forestillingen. De noder, skuespillerne denne dag arbejder intenst med, er en danse macabre-version af ”The Final Countdown” af bandet Europe – også fra 1986.

Opdag. Oplev. Vinterferie!

Vær med, når vi ruller en bil i fuld størrelse ind på ARoS og giver den en modellervoks-makeover, bygger balancebaner og skaber enorme pap-paladser.

aros.dk/vinterferie

Anna Boghiguian

The Sunken Boat

22.11.2025 – 19.04.2026

Step Inside

Anicka Yi, Philippe Parreno, Laure Prouvost, Pamela Rosenkranz

07.02. – 09.08.2026

Jenkin van Zyl Lost Property

21.06.2025 — 06.04.2026

... Det smukke ved lokale historier ...

Nummeret markerer begyndelsen på anden akt, efter at første akt har bragt karaktererne til et vendepunkt, understreget af Kate Bushhittet ”Running Up That Hill”. Men fordi skuespillet stadig er under udvikling, er det ikke sikkert, at det præcis er disse 80’er-hits, der kommer til at indgå i den endelige version.

”Det er meget genkendelig musik, vi arbejder med. Igen handler det om det genkendelige Kolding, der bliver placeret på et internationalt tæppe,” siger Charlotte Bøving.

Kærlighed ved første blik

Tre af skuespillerne lader musikinstrumenterne ligge lige nu, for de skal øve en scene under instruktion af Charlotte Bøving.

Skuespillerne og teaterinstruktøren diskuterer, hvilken underlægningsmusik de skal bruge. Hun ender med at spille ”December” af Earth, Wind & Fire fra sin mobiltelefon for at skabe stemningen og oplevelsen af at være på et firserdiskotek.

”Vi kører lige scenen igennem. Det er bare en ren øver,” siger hun, og karakteren Nanna (Katrine Juliane Krone) begynder at gå mod et klaver, der står midt på scenen. Hun sætter sig på en barstol ved klaveret, der skal forestille en bardisk. På den anden side af baren står karakteren Dennis (Thomas Bang), den lokale bartender. Dennis og Nanna har en legende, smådrillende dialog om, hvilken drink Nanna skal bestille.

”Sidder du der og flirter med mig?”, spørger Dennis, hvorefter de begge hentyder til, at han er tiltrukket af mænd.

2 Skuespillerne er i gang med de helt tidlige øvelser, så de er i deres civile tøj og bruger alternativer til den endelige scenografi og rekvisitter.

”Man kan sige, at det i princippet kunne spilles hvor som helst. Ligegyldigt hvem publikum er, har de mulighed for at spejle deres egne livsudfordringer i en eller flere af karaktererne,” siger Charlotte Bøving.

For i virkeligheden handler stykket ikke om selve byen.

”Det handler om seks mennesker, der oplever, at deres verden bliver rystet, og som tvinges til at udvikle sig. De står forskellige steder i livet, hvor spørgsmål om kærlighed, identitet, skam, drømme og tab presser dem til at tage stilling og vælge mellem det trygge og det sande,” fortæller hun.

Så træder Brian (Mikas Bøgh Olesen) ind for at bestille en drink. Den ellers rapkæftede og sikre Dennis mister pludselig sproget. Blikket flakker, og replikkerne kommer tøvende. Det er kærlighed ved første blik, fornemmer man, men også en forelskelse, der er filtret ind i frygt og skam. Dennis er nemlig ikke åbent homoseksuel.

Kristeligt Dagblad Butik K

Kolding Egnsteaters nytiltrådte teaterdirektør, Kristoffer Helmuth, er enig med Charlotte Bøvings betragtninger om potentialet i det lokale afsæt.

”Det smukke ved lokalfortællinger er, når de peger på noget, der er større end det lokale,” siger han.

Ifølge Kristoffer Helmuth gælder den bevægelse også den anden vej.

”Ligegyldigt om noget er lokalt eller internationalt, skal der være noget, man som publikum kan genkende sig selv i, uanset hvem man er,” siger han.

Netop derfor ser han det som en styrke, at hverken instruktøren Charlotte Bøving, kapelmesteren Søren Graversen eller dramatikeren

Thomas Markmann har rødder i Kolding. Deres blik udefra giver mulighed for at løfte det lokale stof og udvide perspektivet, mener han. ”De kommer ikke med en færdig nostalgi. De kan genkende det lokale, men de kan også forvandle det til fortællinger om venskab, kærlighed og familie – altså universelle og almenmenneskelige temaer,” siger han. J

6 Alene i Kolding

”I’m Alone – Kolding 1986” spiller fra den 20. februar til den 28. marts på Kolding Egnsteater.

af Jesper Christiansen

Kunsttrykket ”Kierkegaards kopper” af Jesper Christiansen er særligt udvalgt til Kristeligt Dagblads læsere.

Alle kunsttryk er signeret og nummereret. Kunsttrykket måler 70 x 50 (bredde x højde).

Pris: 750,-

20-40-60 er en tandforsikring for alle. Også til dig, der har en kunstner i maven

Med 20-40-60 er du dækket fra dag ét, også selvom du har problemer med dine tænder. I det første år

dækker vi op til 20% af din tandlægeregning. Næste år op til 40%, og fra det 3. år og fremefter

dækker vi helt op til 60% af regningen. Og vi refunderer altid 100% af dine udgifter til tandrensning og eftersyn for op til 1.000 kr. årligt. Læs mere på dansktandforsikring.dk

Ansgar og de vilde vikinger kommer til live under Folkemødet i Ribe

Ved Folkemødet i Ribe i maj, hvor Ansgars ankomst til Danmark for 1200 år siden markeres, byder en lokal efterskole og en tværkunstnerisk uddannelse for unge ind med en musical og en udendørs performance

nyhed

Malene FengerGrøndahl kultur@k.dk

og vil tage del i snakken, og eleverne bliver hvirvlet tilbage i fortiden og oplever der, hvordan menneskesynet i vikingetiden var helt anderledes end i dag – og hvordan der herskede stor brutalitet med blodhævn og ofringer.”

0 Ansgar-statuen i Ribe sætter historien i musicalen ”Ansgar og de vilde danere” i gang. Statuen fra 2015, der står ved Ribe Domkirke, er udført af billedhugger Hein Heinsen. FOTO: JENS CHRISTIAN TOP/RITZAU SCANPIX

6 Nordens apostel

Ansgar, missionær og ærkebiskop. Født i 801 i den franske by Amiens. Død i den tyske by Bremen 865. Voksede op i klostret Corbie i Picardiet.

Var munk og missionær og blev senere Hamborgs første ærkebiskop. Kom til Danmark første gang i 826 for at udbrede kristendommen i de nordiske lande. Opførte en kirke i Hedeby. Er blevet kaldt Nordens apostel. 1200-året for hans ankomst til danernes rige markeres både af folkekirken og den katolske kirke i år.

Hun tilføjer, at sigtet er at tydeliggøre, hvilken forandring kristendommen har været med til at skabe, og fortæller, at hun har brugt en del tid på at forklare eleverne om den historiske baggrund for Ansgars komme og de forandringer, hans tid var præget af. ”Eleverne har taget musicalen til sig og har levet sig ind i rollerne. Det har været spændende for dem at spille nogle roller, som ligger fjernt fra deres hverdagsliv, og rollen som vilde vikinger har især appelleret til drengene i højere grad, end vi ellers har oplevet i vores arbejde med musicals,” siger hun.

Musical med bred appel Sydvestjyllands Efterskole sætter hvert år en musical op, så da efterskolen af Ribe Stift blev inviteret med til et indledende idemøde om folkemødet, var det oplagt at byde ind med en musikalsk forestilling, fortæller viceforstander Torben Lin”Som efterskole vil vi gerne være en del af lokalsamfundet, og som kristen skole vil vi gerne formidle kristendommen, så det appellerer lidt bredere, end de klassiske arrangementer ved folkemøderne typisk gør. Vi vil gerne bringe kristendommen i spil og lægge op til dialog om dens betydning,” siger han. Ud over musicalen er der ved folkemødet også en performance, som kommer til at finde sted under åben himmel, formodentlig på Slotsbanken, hvor der ligger rester af en borg fra middelalderen. Den udendørs performance skal laves af elever fra TværGK, et studiefællesskab for unge på Esbjerg Kulturskole, som uddanner sig i at lave tværfaglige kunstneriske produktioner, hvor der indgår både musik, scenekunst, billedkunst og skrivekunst. Instruktør er Rasmus Stenager Jensen, der er uddannet inden for scenekunst, fysisk teater og dansk og har skabt en række udendørs performances. Om den kommende Ansgar-performance

ste af sin slags i Danmark, er at arbejde på tværs, og vi kan allerede se, at de unge, som er uddannet herfra, arbejder på den måde rundt om i Skandinavien og andre verdensdele,” siger hun.

Marie-Louise Exner er billedkunstner og underviser både på TværGK og på den billedkunstneriske grunduddannelse i Esbjerg.

”Når eleverne skal i gang med at arbejde sammen med Rasmus om Ansgar-projektet, har de allerede været igennem forløb med at skrive tekster, lave performance, film, video og lyd. Så de går ind i arbejdet med en vis erfaring i at kombinere forskellige kunstarter,” siger hun.

” Som efterskole vil vi gerne være en del af lokalsamfundet, og som kristen skole vil vi gerne formidle kristendommen.

TORBEN LINDEN, VICEFORSTANDER

Hun fortæller, at eleverne arbejder meget tæt sammen og er øvede i at stille sig til rådighed for hinanden, men også har brug for en, der kan udstikke en retning, og derfor er Rasmus Stenager Jensen blevet bedt om at lede processen.

”Der er altid brug for en kaptajn – lidt som en dirigent i et orkester. Han skal bruge sin egen praksis og samtidig skabe et rum, hvor elevernes forskellige praksisser kan udfolde sig,” siger hun.

Hun tilføjer, at hun finder det modigt, at Ribe Stift har valgt at invitere TværGK med ind i folkemødets program, og hun forudser, at temaet med Ansgar vil være et kreativt benspænd for eleverne.

”Jeg tror, at det vil fremkalde eksistentielle spørgsmål om, hvem vi er i dag, og hvor vi har vores værdier fra. Det bliver spændende at se, hvordan eleverne går i dialog med historien og stedet,” siger hun.

Rasmus Stenager Jensen håber, at de med deres performance kan skabe et rum, hvor deltagerne kan opleve et konkret sted på en udfordrende og anderledes måde.

”Mit mål er at skabe nogle klare og trygge rammer, inden for hvilke man som deltager vil opleve at være i forskellige kunstneriske rum –som om man bagefter både har været til koncert, teater, kunstudstilling og så videre,” siger han.

Desuden håber han, at forestillingen vil sætte sig spor i menneskers forhold til stedet.

”Det bliver ikke et historisk værk i traditionel forstand, men et værk hvor de unge med afsæt i forskellige kunstneriske discipliner forholder sig til materialet. Værket vil blive formet af, hvordan de unge forbinder sig til materialet, og jeg vil lægge op til, at de arbejder med hele tidsspandet, fra Ansgar ankom, til Harald Blåtand rejste sin sten om kristningen

Kunstnerisk arbejde på tværs

Arbejdet med de 18-25-årige begynder for alvor i marts, og undervejs vil de formodentlig få en introduktion til Ansgars tid af en teolog eller en historiker. Men det, der kommer til at forme arbejdet, bliver det, der sker i eleverne, når deres idéer og tanker møder den fysiske virkelighed i Ribe, siger han.

Turi Malmø, der er skuespiller, instruktør og dramaturg, er producent på performanceværket. Hun fortæller, at gruppen bag projektet har søgt om tilladelse til at bruge Slotsbanken som sted for begivenheden, og at håbet er at invitere flere lokale aktører ind i arbejdet.

”Hele tilgangen på TværGK, som er den ene-

”Vi vil gerne efterlade et lille spor, så mennesker husker stedet på en ny måde. Som om vi har efterladt noget i luften og på stedet, der ændrer hukommelsen omkring det,” siger han. J

6 Teater og performance

ved Folkemødet i Ribe

Folkemødet i Ribe, der markerer 1200-året for Ansgars ankomst til Danmark, byder på en lang række events, herunder musicalen ”Ansgar og de vilde danere”, som spiller i festsalen på Ribelund, og derudover en performancevandring, formodentlig med afsæt i Slotsbanken i Ribe.

Musicalen kan opleves den 21. maj, vandringerne finder sted flere gange i løbet af folkemødetr, som varer fra den 21. til den 24. maj. Yderligere info findes på Folkemodeiribe.dk.

REVYOPHOLD

CHARLOTTE GULDBERG

GLÆD DIG TIL ÅRETS SJOVESTE REVYER!

RASMUS KROGSGAARD

TROELS MALLING

THOMAS MØRK

VICKI BERLIN

LARS ARVAD

THOMAS PAKULA

REVY INKL. MIDDAG OG OVERNATNING PÅ VISSENBJERG STORKRO

OPHOLDET INDEHOLDER

• Bus fra Vissenbjerg Storkro til revyteltet på Engen i Fruens Bøge

• Velkomstdrink

• Billet til Odense Sommerrevy kategori A

• En forfriskning i pausen

• Bus retur til Vissenbjerg Storkro

• Dagens 2-retters menu serveret fra buffet

• Overnatning i delt dobbeltværelse

• Stort dansk morgenbord

FRA 1.545,-

BEGRÆNSET ANTAL PLADSER!

pr. person i delt dobbeltværelse Tillæg for enkeltværelse 300,- / Opgradering til comfortværelse på 1. sal 150,Opgradering til comfortværelse med egen terrasse 200,-

AFTENFORESTILLING

KL. 20.00

- NATMAD PÅ HOTELLET

Fredage 8. maj (Premiere), 15. maj, 22. maj, 29. maj samt 5. juni og 12. juni 2026

Lørdag 9. maj 2026

EFTERMIDDAGSFORESTILLING

KL. 15.00 - MUSIK OG DANS PÅ HOTELLET

Lørdage 16. maj, 23. maj, 30. maj samt 6. juni og 13. juni 2026

Torsdag den 14. maj 2026

Søndersøvej 30 · 5492 Vissenbjerg · Tlf. 6447 3880 info@vissenbjergstorkro.dk · www.vissenbjergstorkro.dk

RIKKE BUCH • MIKKEL SCHRØDER • SILAS HOLST

• CHRISTINE ASTRID • HENRIK LYKKEGAARD

INSTRUKTØR: BIRGITTE NÆSS-SCHMIDT KAPELMESTER: RASMUS FRIIS TVØRFOSS

7. APRIL - 10. MAJ 2026

REVY INKL. MIDDAG OG OVERNATNING PÅ HOTEL ÅRSLEV KRO

OPHOLDET INDEHOLDER

• Middag på hotellet (serveres efter revyen ved eftermiddagsforestilling)

• Bus fra Hotel Årslev Kro til Tivoli Friheden

• Velkomstdrink

• Revy på Hermans, Tivoli Friheden

• Drink i pausen

• Bus retur til Hotel Årslev Kro

• Overnatning i delt dobbeltværelse

• Stor morgenbuffet

FRA 1.495,-

pr. person i delt dobbeltværelse Tillæg for enkeltværelse 300,-

AFTENFORESTILLING

KL. 20.00 - NATMAD PÅ HOTELLET

Torsdage 9., 16., 23., 30. april samt 7. maj

Fredage 10., 17., 24. april samt 1., og 8. maj

BESTIL ONLINE PÅ

AARSLEVKRO.DK ELLER PÅ TLF. 8626 0577

EFTERMIDDAGSFORESTILLING KL. 16.00 - MUSIK OG DANS PÅ HOTELLET

Lørdag 11., 18., 25. april samt 9. maj

Silkeborgvej 900 · 8220 Brabrand · Tlf. 8626 0577 hotel@aarslevkro.dk · www.aarslevkro.dk

En dokumentarisk teaterforestilling om 23 børns sociale klasser ... og fremtid