Jean-Michel Basquiat skabte i sit korte liv i New York rastløse og vilde værker, der kan ses på Louisiana
Side 12
Dansk og fransk kunst med religiøse temaer mødes i Lemvig
Side 8
Anne Marie Carl-Nielsens voksmodeller
udstilles nu permanent i Odense
Side 16
DANMARKS FØRSTE
Christen Lyngbo og drømmen om det gode liv
SÆRUDSTILLING
Træd ind i fortællin gen om en kunstner, der valgte naturen og det enkle liv –længe før det blev moderne. fortællin-
Kameler og kaffekander i Istanbul, voksfigurer med skrøbelige skeletter, svævende tæpper samt alskens træer. Den kommende tid byder på kunst i hele landet, fra Vilhelm Lundstrøms malerier i Aalborg til Anna Thommesens vævede tæpper i København. I dette tillæg, hvor vi har samlet en række tidligere bragte artikler om de mest interessante udstillinger lige nu, kan du hente inspiration til din næste kunstoplevelse. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen
4 Nyhed Roskilde Domkirke får et verdensarvcenter i 2028, der skal formidle kirkens unikke historie.
Nyhed Louvre i Paris tager ekstra penge fra turister fra lande uden for EU, Island, Liechtenstein og Norge.
6 Anmeldelse Vilhelm Lundstrøms værker på Kunsten i Aalborg virker friske og moderne.
8 Anmeldelse Dansk og fransk melankoli møder hinanden på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
12 Anmeldelse Louisianas udstilling om Jean-Michel Basquiat giver et indblik i en rastløs kunstners værk.
16 Baggrund Anne Marie Carl-Nielsen skabte små forstudier i voks til sine skulpturer.
20 Anmeldelse Nivaagaards Malerisamling nord for København sætter fokus på skove og træer.
24 Interview Johan Holten, der er ny chef for Arken i Ishøj, har arbejdet i over 20 år i den tyske kunstverden.
28 Anmeldelse Tæpperne svæver som drømmesyn i SMK’s udstilling om Anna Thommesen.
32 Anmeldelse Rørbye og Bindesbølls malerier på københavnske Davids Samling giver rejselyst.
34 Anmeldelse De seneste værker af Picasso, der vises i Aalborg i maj, er fulde af liv og energi.
38 Anmeldelse Lyset er det centrale i en skulptur til Frederiksberg Kirke i København.
0 Herover ses Det Gule Palæ ved siden af Roskilde Domkirke i dag. Bygningskomplekset er fredet, og derfor vil ombygningen foregå nænsomt. Til højre ses en visualisering af hovedbygningen, som skal rumme udstillinger. FOTO
Det Kongelige Palæ ved Roskilde Domkirke skal transformeres til et besøgscenter, der forventes at åbne i 2028. Arkitektfirmaet Cobe har vundet konkurrencen og udgiver i den forbindelse nye visualiseringer af millionprojektet
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
Det har længe stået klart, at Roskilde Domkirke skal bygge et nyt verdensarvscenter med det formål at formidle historien om den historiske kirke, der optræder på FN-organisationen Unescos liste over verdensarv.
For nylig offentliggjorde Roskilde Domkirke, hvordan arkitektfirmaet Cobe, der har vundet konkurrencen om opgaven, ønsker, at det nye center skal se ud.
Louvre, der er det mest besøgte museum i verden, lader turister uden for EU betale en større del af regningen til den renovering, som museet ventes at gennemføre efter kuppet i oktober sidste år nyhed
Ritzau/Marchen Jersild
Nu er det blevet dyrere for alle uden et pas fra EU, Island, Liechtenstein og Norge at besøge Louvre, det berømte museum i Frankrigs hovedstad, Paris, der har omkring 9,3 millioner besøgende årligt. Mens ikke-europæere skal af med 32 euro for besøget, koster adgangsbilletten 22 euro for alle andre besøgende.
Fagforeninger kalder det ”chokerende på et filosofisk, socialt og menneskeligt plan”. De argumenterer med, at museets over 500.000 genstande rummer en universel menneskelig værdi. Mange af Louvres udstillinger kommer fra Mellemøsten og Afrika, herunder fra Egypten.
Den franske akademiker Patrick Poncet drager en parallel mellem den franske præsident, Emmanuel Macron, og USA’s præsident, Donald Trump, i forbindelse med prisstigningen.
Ifølge AFP indførte Trump-administrationen ved årsskiftet et ekstra gebyr, som kun gælder for udenlandske turister, der vil besøge nationalparker i USA.
”Det er en symptomatisk tilbagevenden til åbenlys nationalisme. I samme stil, som vi ser det andre steder i verden,” skriver Poncet i den franske avis Le Monde.
At priserne for kulturelle oplevelser stiger for bestemte befolkningsgrupper, er dog ikke helt uden fortilfælde. Prisen for at opleve Taj Mahal i Indien eller Machu Picchu i Peru varierer ligeledes alt efter nationalitet.
Selv andre turistmagneter i Frankrig har hævet priserne inden for de senere år. Blandt andet Versailles-slottet og nationaloperaen i Paris. Frankrigs økonomi er under pres, og regeringen begrunder prisstigningen på Louvre med, at den kan skaffe cirka 23 millioner euro årligt. Det er omkring 171 millioner kroner.
Desuden skal der skaffes ekstra midler til et stort renoveringsprojekt for Louvre, som Macron annoncerede sidste år. Det skal forbedre sikkerheden og ventes at koste cirka en milliard euro.
Det er spild af penge, hævder fagforeninger og kunstkritikere. De er dog enige i, at Louvre er i dårlig stand. Det blev klart ved højlys dag i oktober sidste år. Her gennemførte gerningsmænd et kup og stak af med de franske kronjuveler, der har en estimeret værdi af 88 millioner euro.
Det er usikkert, om bruddet med klassisk europæisk praksis i verdens mest populære tu-
Beliggenheden bliver i Lauritz de Thurahs kongelige palæ fra 1733, der ligger lige ved siden af kirken, og som tidligere har huset Roskilde Stiftsadministration, bispebolig og lokaler tilhørende kongehuset.
Palæets ydre får ikke en stor restaurering, så de synlige forandringer vil særligt fremgå indendørs, lyder det i en pressemeddelelse. Palæhaven udenfor bliver dog omdannet til et nyt, grønt byrum, hvorfra der vil være nem adgang til kirken.
”Formidlingen i det nye verdensarvscenter vil i høj grad afspejle de to kriterier, som ligger til grund for kirkens udpegelse til UNESCO Verdensarv: den tidlige brug af teglsten på et
FOTO: BERTRAND
0 Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler foran Leonardo da Vincis verdensberømte maleri Mona Lisa. Maleriet har været udstillet på Louvremuseet siden 1797.
ristland vil få andre til at følge trop. Prissætning baseret på alder er dog et udbredt greb i Europa, hvor unge under 18 år mange steder får gratis entré, så det øger incitamentet til at besøge kulturelle seværdigheder. Den model benyttes på Akropolis i Grækenland, Colosseum i Italien og Prado-museet i Spanien. I Louvre vil entré fortsat være gratis for alle under 18 år. Som EU-borger kommer man ind uden at betale helt op til en alder af 26 år. J
kirkebyggeri i gotisk stil samt den gennemslagskraft, som Domkirkens status som kongelig gravkirke har haft på monumentets arkitektoniske og stilmæssige udtryk,” lyder det i pressemeddelelsen.
Hele projektet med Roskilde Domkirke Verdensarvscenter er skabt med støtte fra flere fonde. Blandt andet A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden. Roskilde Kommune giver 25 millioner kroner, og Kulturministeriet støtter også projektet med 10 millioner kroner i anlægsstøtte og yderligere 10 millioner kroner i driftsstøtte over en femårig periode. J
Herunder er en oversigt over de ti mest populære museer i afrundede tal.
1. Louvre, Paris. 9.300.000 årlige besøgende.
2. National Museum of Natural History, Washington D.C. 8.000.000 årlige besøgende.
3. Kinas nationalmuseum, Beijing. 7.450.000 årlige besøgende.
4. National Air and Space Museum, Washington D.C. 6.700.000 årlige besøgende.
5. The British Museum, London. 6.700.000 årlige besøgende.
6. The Metropolitan Museum of Art, New York City. 6.280.000 årlige besøgende.
7. National Gallery, London. 6.000.000 årlige besøgende.
8. Vatikanmuseerne, Vatikanstaten. 5.400.000 årlige besøgende.
9. National History Museum, London. 5.250.000 årlige besøgende.
10. American Museum of National History, New York City. 5.000.000 årlige besøgende.
KILDE: THE EUROPEAN MUSEUMS NETWORK/RITZAU
Ligesom Picasso afprøvede den danske modernist Vilhelm Lundstrøm en række vidt forskellige stilarter på sin vej frem til det sublime senværk. 30 af hans værker kan nu ses på Kunsten i Aalborg anmeldelse
Lisbeth Bonde kultur@k.dk
Den unikke, uhyre populære, klassiske modernist Vilhelm Lundstrøms (1893-1950) betydning vokser i disse år, og lige nu har vi så atter mulighed for at opleve hans skønne malerier på Kunsten i Aalborg, hvor værker fra museets egen samling hænger i en stor, separat sal. Der er eksempler på alle faser i denne stærkt eksperimenterende kunstners udvikling fra kubist til en kunstner, der arbejder sig hen imod en stadig større abstraktion. Udstillingen er kronologisk opbygget. Vi begynder med de udskammede såkaldte pakkassebilleder fra 1916 til 1920. Disse assemblager er en tredimensionel afløser af den todimensionelle kollage: Vilhelm Lundstrøm satte her stykker fra pakkasser sammen på en rytmisk og dekorativ måde – som et fragmenteret billede. Her var han klart under indflydelse af Pablo Picasso (1881-1973) og Georges Braques (18821963) kubistiske eksperimenter fra 1908-1914. Disse værker, som Lundstrøm udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling i København i 1917 og 1919, vakte stor opstandelse. Hermed blev han verdensberømt i Danmark med ét slag med sin skandalesucces, der rystede borgerskabet og den gode smag. Svømning som styrketræning Vilhelm Lundstrøm var svagelig som barn og levede et ret isoleret liv. Han brugte det meste af tiden på at tegne og male og drømte tidligt om at blive kunstner, men hans far tvang ham til at tage en uddannelse som håndværksmaler eller ”op-og-ned-maler”. Han fik svendebrev i 1912 og forberedte sig derefter til akademiet ved at søge tegneundervisning hos maleren Peter Rostrup-Bøyesen (1882-1952). I sin akademitid sluttede han sig sammen med ligesindede kunstnere, blandt andre Karl Larsen (1897-1977), Axel Salto (18891961) og Svend Johansen (1890-1970), som han dannede kunstnergruppen De Fire med. De huserede med munter og ungdommelig friskhed på den danske kunstscene i 1920’erne. Meget af tiden tilbragte kunstnerne i Frankrig, især i Paris, hvor de fandt ligesindede og fik inspiration til at gå videre med deres eksperimenterende kunst.
På udstillingen kan vi opleve Vilhelm Lundstrøms vidunderlige gruppeportræt af De Fire fra hans krøllede periode. Især i denne fase brænder Vilhelm Lundstrøms humor igennem, som det også fremgår af maleriet ”Opstilling med frakke” (1920-1921), hvor han har skildret sin frakke antropomorfiseret – som var den et levende menneske. Frakken hænger på en stol, og ærmerne er lagt frem på bordet, som om de kunne gribe fat i et lige så fraværende bestik og påbegynde måltidet fra den imaginære tallerken.
Med den krøllede periode bestræbte han sig på at genoplive den store stil med reference til blandt andre Rafael (1483-1520), El Greco (15411614) og postimpressionisten Paul Cézanne (1839-1906). Her benyttede han dæmpede jordfarver og brede, bølgende penselstrøg. En dygtig svømmer, billedkunstneren Knud Merrild (1894-1954), lærte den fysisk svage Vilhelm Lundstrøm at svømme crawl. Det blev begyndelsen til en kropslig oprustning, der
0 Humoren brænder igennem især i Vilhelm Lundstrøms krøllede periode, som det fremgår af ”Opstilling med frakke” fra 1920-1921, hvor han har skildret sin frakke antropomorfiseret – som om den var et levende menneske.
I sin koloristiske periode, hvor Lundstrøm dyrkede opstillingerne intenst, arbejdede han med flader og gradvist opløste former. Ofte vendte han tilbage til de samme genstande, som han varierede gennem små forskydninger i komposition, farve og flade. Her er det ”Opstilling med to appelsiner” fra omkring 1938. FOTOS: KUNSTEN I AALBORG
gjorde ham til en stærk mand. I øvrigt dekorerede han i årene 1932-1938 den dengang nyopførte Frederiksberg Svømmehal i København med sine på én gang klassiske og monumentale mosaikker. Mosaikkerne, der blev restaureret for nogle år siden, var skabt med afsæt i den næste fase, den puristiske, hvor forenklingen og stiliseringen indfandt sig, og en næsten overjordisk motivisk klarhed brød igennem.
Lyset i Sydfrankrig
I 1923 blev Vilhelm Lundstrøm gift med malerkollegaen Yrsa Hansen, der dog fluks lagde penslerne til side for at passe hus og børn, så Vilhelm Lundstrøm kunne udfolde sig kunstnerisk. Parret flyttede til Cagnes-sur-Mer, og det skarpe sydfranske lys medvirkede til at gøre hans palet lysere.
Samtidig stiftede han bekendtskab med den omtalte purisme, som blandt andet var udviklet af arkitekten og billedkunstneren Le Corbusier (1887-1965). Puristerne lagde afstand til kubismens teoretiseringer til fordel for et mere stramt og enkelt formsprog, hvor genstande blev fremstillet med stærke og robuste træk. Udstillingen viser flere herlige eksempler på disse opstillinger af hverdagsobjekter, hentet i husholdningen. De er i eftertiden blevet Vilhelm Lundstrøms signaturværker. I begyndelsen af denne fase er penselstrøgene endnu tydelige og vibrerer nærværende, senere bliver de næsten helt fraværende. Vilhelm Lundstrøm arbejdede fra da af meget bevidst med figur og grund. Han betragtede baggrunden som ligeværdig med selve motivet. Han arbejdede intenst med sin ”evighedsblå” farve – en dybblå farve. Sammenholdt med den monumentale og formstrenge fremstilling af hverdagsobjekterne – et formsprog, der senere overføres til de mange serier med kvindelige modeller – fik Lundstrøm stor positiv opmærksomhed hos anmelderne. I denne fase lod han sig atter inspirere af Picasso. Men samtidig skabte han en ny forenkling, der både hviler på den græsk-arkaiske kunst og skærer alle overflødige detaljer væk i en inddæmning eller skærpelse af objekternes fysiske fremtoning. Disse værker er en gave til vores visuelle opfattelse.
Museet kalder denne fase for ”den monumentale blå periode”. Værket ”Opstilling med kander og krukker” fra cirka 1928, som ganske vist er malet i mere dramatiske kontrastfarver, er et virkelig stærkt eksempel på denne puristiske udvikling. Her foregår et lille drama mellem hvide kander og brune krukker, sådan som vi kender det i en mere afdæmpet udgave hos den italienske stilleben-maler Giorgio Morandi (1890-1964).
Man har sagt om Vilhelm Lundstrøm, at der ikke er stor forskel på, om han malede krukker eller kvinder – for de er malet på nøjagtig samme vis. Kvinderne – og portrætterne – er maskeagtige og viser mere geometriske former end karakterer.
Udstillingens sidste billeder er malet under Vilhelm Lundstrøms koloristiske periode, hvor hans opstillinger blev stadig mere abstrakte. Her var han stærkt fokuseret på flade, farve og rum. I denne periode inspirerede han blandt andre arkitekten Finn Juhl (1912-1989) i arkitektens formgivning af møbler og farvesætning af interiører. I denne senfase takkede Lundstrøm ja til et professorat ved Kunstakademiet, hvor han i seks år var en engageret og inspirerende underviser.
Vilhelm Lundstrøm døde den 9. maj 1950, kun 56 år gammel. I dag er han en kæmpe i det 20. århundredes danske kunsthistorie. Hans værker forekommer mere friske og moderne end nogensinde. J
”Vilhelm Lundstrøm”. Kunsten, Aalborg. Udstillingen vises til den 12. april.
Samtidskunst i historiske rammer
Ved den gamle byvold og Søndersø ligger Viborg Kunsthal i en stemningsfuld bygning fra 1734 – nu indrettet som udstillingssted, café og butik.
Kunsthallen præsenterer skiftende udstillinger med danske og internationale kunstnere, der inviterer til undren, fordybelse og refleksion.
Læs mere på viborgkunsthal.dk om vores kommende arrangementer, artist talk og katalogudgivelser i forbindelse med udstillingerne.
Viborg Kunsthal Riddergade 8, Viborg viborgkunsthal.dk
3 Knud Odde: ”De tre ørkenfædre”, træsnit, 2018. Ørkenfædrene var tidlige kristne eneboere. De levede i 200400-tallet og gik ud i den ægyptiske og syriske ørken for at leve et eremitliv i askese og bøn. De grundlagde det kristne munkevæsen. Odde dyrker ofte motiver med munke, herunder også orientalske.
FOTO: NIELS PLENGE
Den franske billedkunstner Georges Rouault og danske Knud Odde deler interessen for ikonmaleriet. De benytter begge brede, sorte konturer, og de har forkærlighed for outsidere som Jesus, munke – og klovne anmeldelse
Lisbeth Bonde kultur@k.dk Divaer, dansere og dervisher. Læsende munke, glædespiger, dommere og rige mennesker, der tror, de har sikret sig en plads i Paradis. Klovne, ørkenfædre og vandrende skeletter. Det er nogle af motiverne på udstillingen ”Den kulørte melankoli – Knud Odde og Rouault” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor værker af de to kunstnere indgår i et vellykket samspil. Georges Rouault (1871-1958) og Knud Odde (født i 1955) deler en optagethed af samfundets outsidere, så mange motiver går igen, men fortolkes forskelligt af to kunstnertemperamenter, der er forankret i hver sit århundrede.
Det er en helstøbt og fascinerende udstil-
ling, som falder i to dele, fordelt på to sale. Rundgangen kan dog med fordel indledes i kælderen, hvor en film introducerer til Rouaults kunstnerskab og liv. Her giver museets direktør og ophavskvinden til udstillingsidéen, Christine Løventoft-Naur, en introduktion til Rouault (udtales ru’o med tryk på o), som følges op af et klip fra en italiensk dokumentarfilm fra 1948, hvor kunstneren brænder en stor del af sit værk i en industriovn. Værkerne skovles ind i ovnen, som var de brændestykker.
Det gør ondt i den kunstelskendes sjæl at se dem blive fortæret af flammerne. Forklaringen på dette ikonoklastiske selvmål foran rullende kameraer er, at Rouaults gallerist, Ambroise Vollard (1866-1939), var død, og at kunstnerens usolgte værker var gået i arv til hans børn, som nægtede at udlevere dem til kunstneren. Rouault havde haft en aftale med galleristen om at kunne arbejde videre på værkerne, som han hele tiden var i proces med. Efter et årelangt juridisk tovtrækkeri vandt Rouault sagen og fik 700 værker tilbage. Med afbrændingen af 315 værker fik han redigeret sit kunstneriske eftermæle, så kun de allerbedste af dem overlevede til eftertiden. Handlingen viser også hans radikale punktering af modernismens myte om kunstneren som et geni, der kun fremstiller mesterværker.
Den bibliotekaruddannede og bibliofile
Knud Odde har viet en del af sine motiver
0 Jesu lidelser brænder igennem til betragteren her i Georges Rouaults ”Ecce Dolor” (”Se smerten”) fra 1936 fra serien ”Passion”. Rouault blev først uddannet i glasmosaik og -maleri, hvor man benytter bly mellem felterne, og de brede konturer spores såvel i hans malerier som i hans grafiske produktion.
F O TO: NIELS PLENGE
til nogle af de kulturpersonligheder og religiøse skikkelser, som han beundrer og dyrker: den hellige Birgitta af Vadstena (cirka 1303-1373), den tyske danser og koreograf Pina Bausch (1940-2009), forfatteren og teologen Juan de la Cruz (1542-1591), den østrigskfødte filminstruktør og skuespiller Erich von Stroheim (1885-1957), Maria Magdalena, Abraham og Sara og mange flere.
Odde var først kendt som bassist og komponist/sangskriver i punkbandet Sods (siden Sort Sol), men havde sideløbende en kunstnerisk produktion som autodidakt billedkunstner, der i begyndelsen henvendte sig til en inderkreds. I dag er han blevet folkeeje, og hans plakater, grafiske arbejder og originalværker hænger i mange danske hjem. Hertil kommer en betydelig produktion af keramiske værker, herunder en helt ny serie af 10 keramiske fade, skabt direkte til udstillingen og inspireret af Rouaults palet og motivverden.
Det viser sig, at Odde længe har været optaget af den franske kunstner, så det giver i høj grad mening at bringe de to kunstnere sammen, især fordi museet hermed får lejlighed til at fremvise nyerhvervelserne af begge kunstnere.
”Smukt, uforligneligt, originalt.”
KRISTELIGT DAGBLAD
”Forrygende genfortælling.”
BERLINGSKE
”Fremragende, sansende, dragende.”
JYLLANDS-POSTEN
”Medrivende pageturner.”
WEEKENDAVISEN
Bestseller i to bind
Daniel Øhrstrøm
om livstruende sygdom, tro og velsignelser
”Bevægende uden at være sentimental.”
KRISTELIGT DAGBLAD
Inspirerende og livsnær
Esben Kjær og Lotte Mørk om at genfinde fodfæstet
”Eminent brugsbog.”
KRISTELIGT DAGBLAD
En kærlig vejviser
18.02 – 16.08 2026
Den lidt paradoksale udstillingstitel
”Den kulørte melankoli” er et lån fra maleren Inge Ellegaard, Knud Oddes ven og læremester. Hermed mente hun en melankoli, der hverken er mørk, passiv eller trist, men som tværtimod udtrykkes gennem kunstnerens brug af mættede farver og brede konturlinjer.
0 Georges Rouault: ”Bella matribus detestata” (”Krig er alle mødres rædsel”) fra 1948. Bemærk det dramatiske spil mellem lys og et ulmende mørke.
FO TO: ANDERS SUNE BERG
fortsat fra side 8
Det skønt beliggende Museet for Religiøs Kunst med kig til Limfjorden har længe ejet Rouaults serie ”Passion” fra 1935 til 1939, disse stoflige farveakvatinter, der minder om maleri. Serien har hyppigt hængt fremme, når jeg igennem årene har besøgt museet. Nu har Ny Carlsbergfondet yderligere betænkt museet med Rouaults sort-hvide grafiske serie ”Miserere” udgivet i 1948. Det er en kombination af akvatinteætsninger, som skaber dybde, atmosfære og en rig variation af gråtoner og koldnålsraderinger, der giver nogle ulmende kontraster ved trykning fra metalpladen. Samtidig modtog museet Knud Oddes keramiske værk ”Markenglen”.
Udstillingen giver os mulighed for at opleve nyerhvervelserne sammen med en lang række andre grafik- og papirarbejder foruden en række fantastiske keramiske værker af Odde.
Bevægende kunst Rouault, der også var maler, og som fremstillede billedtæpper og glasmosaikker, er udelukkende repræsenteret med de to nævnte grafiske serier. De har imidlertid en overvældende sanselighed og stoflighed. Tematisk er det stærke sager, der taler et tydeligt sprog. Motiverne ætser deres efterbilleder ind på nethinden. Det er bevægende kunst. Denne store kunstner, som oplevede både Første og Anden Verdenskrig, og som mødte så megen elendighed på sin vej gennem livet, forsøger at flænge maskerne af sit persongalleri, så de står nøgne frem. Han vil sandheden, og hans livsværk hviler på kristentroen. Den stærkt religiøse kunstner voksede op i en irreligiøs familie,
0 Knud Oddes ”Vanløsemadonna” fra 2012 blev til som en replik til Henry Heerups maleri med samme titel i forbindelse med Oddes dialogudstilling på Heerup Museum i 2012.
men som ganske ung blev han religiøst vakt og valgte katolicismen aktivt til. Han anvender Bibelens moral og etik som en form for matrice for sin fremstilling af virkeligheden, så den brænder igennem til nutidsmennesket længe efter værkernes tilblivelse.
Som nævnt er begge kunstnere optaget af ikonet. Ved åbningen i januar holdt Knud Oddes barndomsven fra Stevns, digteren Søren Ulrik Thomsen, en tale, hvor han definerede ikonet som ”afbilledet af en hellig person, som med og i billedet gøres til genstand for kultisk dyrkelse”. Med en henvisning til et leksikonopslag tilføjede han, at ”ikonet muligvis kan spores tilbage til de egyptiske mumieportrætter: de malede paneler, der har dækket ansigtet på de balsamerede”.
Det giver i høj grad mening i forhold til Knud Odde, der maler de portrætterede over for at give deres ansigter en ny betydning, ofte indlejret i en eksotisk ornamentik. Ornamentet har en endnu større betydning i Oddes keramiske værker, der ofte refererer til jugend- eller skønvirkestilens brug af mønstre og ornamenter, men han har udviklet dem i en selvstændig æstetik. Om det dekorative i kunsten siger Odde: ”Det dekorative har længe været forbudt område i den moderne kunst. Det er det ikke længere, men det er en tilgang og et element, der tiltaler mig meget.”
Rouaults ikon-inspirerede værker præges heroverfor af stærkt glødende farver og brede, ulmende konturer, der gnistrer i sort som hos den franske modernist Pierre Soulages (1919-2022), der var optaget af at undersøge sortheden både som farve og som ikke-farve.
Den lidt paradoksale udstillingstitel ”Den kulørte melankoli” er et lån fra maleren Inge Ellegaard (1953-2010), Knud Oddes ven og læremester. Hermed mente hun en melankoli, der hverken er mørk, passiv eller trist, men som tværtimod udtrykkes gennem kunstnerens brug af mættede farver og brede konturlinjer.
Det er en rig udstilling med en bred palet af værker, der efterlader alle med et åbent sind både bevægede og inspirerede. J
”Den kulørte melankoli – Knud Odde og Rouault”. Vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig til den 14. juni, og på Kunsthal Holmen i Løgumkloster fra den 15. august til den 22. november.
0 Udstillingen rummer en række tegninger af kranielignende hoveder, blandt andet dette titelløse værk fra 1982, udført i pastelkridt og oliestift på papir.
F OTO: COURTESY OF COLOUR THEMES
Flot udstilling på Louisiana om stjernekunstneren JeanMichel Basquiat, der malede som en bokser eller en popstjerne, hele tiden i bevægelse
Erik Steffensen kultur@k.dk
Den unge kunstner Jean-Michel Basquiat var 27 år, da han døde af en overdosis heroin i byen, der aldrig sover, New York, i 1988.
Kunstneren kan heller ikke have fundet meget hvile i sit korte liv, hvilket man kan mærke i hver eneste af de 45 store tegninger af kranielignende hoveder, der kan ses på Louisiana i Humlebæk under titlen ”Headstrong”.
Det er en flot udstilling. Enkel, nærmest ensidig i sit udtryk.
Energien i stregen er ikke til at tage fejl af. Den er hentet i de gader, hvor kunstneren i sine teenagedage malede graffiti under navnet SAMO. Der var tegn og underlige gerninger overalt, han satte et copyright-tegn ved sit navn, som om det lå i kortene, at han ville brande sig selv. Og det skete såmænd også få år senere, da han forlod graffiti-miljøet og begyndte sin frenetisk hurtige opstigning i galleri- og kunstverdenen gennem sociale kontakter og sit gudesmukke ydre.
Jean-Michel Basquiat var lige, hvad den verden kunne bruge. Han blev en fashionabel stjerne, han blev model for det japanske tøjmærke Comme des Garçons, han kunne bære tøjet og berømmelsen, der fulgte – lige indtil det punkt, hvor kritikken begyndte at betegne ham som en maskot for Andy Warhol (19281987), som han malede over hundrede malerier med i fællesskab, hvilket man kunne opleve på kunstmuseet Arkens udstilling i Ishøj i 2011. På Louisiana er det tegninger med tyk oliestift, der først blev fundet og vist efter hans død, vi kan se på væggene. Måske mere et udtryk for, at talentet aldrig nåede at vokse ud over sin storby-ungdommelige, næsten barnlige stilistiske begrænsning.
fortsætter side 14
0 Jean-Michel
Basquiat (1960-1988) begyndte som graffitimaler i New York og bibeholdt noget af den stil i sine senere malerier. Han døde af en overdosis narkotika og efterlod sig et omfangsrigt værk af malerier og tegninger.
F OTO: CHALKIE DAVIES /GETTY IMAGES
Han var og forblev rå og uskolet, hvilket giver håb for kommende generationer om, hvor nemt det tilsyneladende er at lave stor kunst. Værket er let at spejle sig i, der er vilje og kraft i udladningerne. Jean-Michel Basquiat maler som en bokser, der når til tops, eller en popstjerne som Michael Jackson, der skaber og genererer kropslig bevægelse med sin musikalske kunnen.
Måske er der noget interessant i sammenligningen. Jackson arbejdede også sideløbende med sit ydre og fik efterhånden ommøbleret sit ansigt til ukendelighed gennem plastikkirurgi. Et råb indefra om ikke at kunne være i sit eget kranie? At skifte markøren fra sort til hvid (hud). Som jo lettere gøres med en tegning.
Jean-Michel Basquiats ”selvportrætter” og robotlignende væsner er også en slags beat, rytme og forsøg på at tegne og forstå verden indefra og ud. Manifestere sig fysisk gennem hjerne-hånd-tegning ud mod verden. Fra psyken og dna’et, fra hans haitianske far og puertoricanske mor. Kunsten som et voodooritual, som det ægte og oprindelige sprog, som galleriverdenen længes efter: at røre mytologien. Og så endda i rene farver.
Udstillingen ”Headstrong” følges op af fin formidling i både katalog-, magasin- og videoform, hvor vi hører samtidskunstnere og øjenvidner fra 1980’ernes New York-scene tale om hovedpersonen Jean-Michel Basquiat. Se altid Louisiana Channel, også hvis du ikke får set selve udstillingen. Kunstneren Julie Mehretu, der selv har etiopiske rødder, siger: ”Når man er en person af afrikansk herkomst, indebærer livet i USA en konstant forhandling – en form for dobbeltbevidsthed [...] Kampen for at være en ikke-hvid person i et voldeligt og forudindtaget system ligger dybt indlejret i Basquiats tegninger og malerier [...] Det er oftest skelettet, der træder frem [...] Hjernen fremstilles ofte som en slags psyko-computer – ikke en rigtig computer, men en slags prædigital idé om en computer.”
unge kunstner fik sat et tidstypisk mærke, der indkredser en angstfyldt maskinel eksistensform midt imellem liv og død. J
Jean-Michel Basquiats værker er skabt, efter at Picasso forlod scenen i en høj alder i 1973, men før techgiganternes indtog. Den
IAPMA Papirkunst Biennalen 2026
AFTRYK FRA NATUREN
7. februar - 25. maj 2026
2 Basquiats værker forestiller oftest masker, kranier og kroppe, som her i ”Mosquito Coil” (”Myggespiral”) fra 1982.
F OTO: COURTESY OF COLOUR THEMES
”Basquiat – Headstrong”. Louisiana, Humlebæk. Vises til den 17. maj.
- stemninger KERAMIK BILLEDKUNST
Kunstudstilling 28. marts - 17. maj 2026
Kirsten
Udstillingen åbnes den 28. marts med fernisering klokken 14-17
Kirsten Holm vil være til stede ved ferniseringen
Efter ferniseringen kan udstillingen ses fredag, lørdag og søndag klokken 13-17 til den 17. maj samt efter aftale
Galleri Sam Grenevej 23, DK-7190 Billund tel. +45 20121910 mail@galleri-sam.dk www.galleri-sam.dk
Læs om Kirsten Holm og se nogle af hendes værker på www.galleri-sam.dk
De blev kaldt gallere. De blev kaldt vilde og frygtløse. Kelterne satte dybe spor i Europas historie med voldsomme ritualer, fantastiske myter, mesterligt håndværk og mageløs kunst.
Der venter hele familien en stor og eventyrlig historie i Kelternes verden – i påsken på Moesgaard.
Kelternes verden – Europas urkraft er støttet af Augustinus Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Menneske handler om de 7 grundvilkår: fødsel, kærlighed, frygt, tab, tro, fornuft og død. De former os. De forandrer os. De viser os det, vi mennesker har fælles – lige nu og gennem 7 millioner år.
I udstillingen vises filmen Rejsen – en sanselig fortælling i lyd og billeder. I en tid, hvor fokus ofte er på det, der splitter os, giver filmen stof til eftertanke om det, vi har til fælles.
Åbner 25. marts 2026 på Moesgaard.
3 Anne Marie Carl-Nielsens voksskitser er i verdensklasse og er blevet studeret ivrigt af museumsgæster i Odense den seneste tid.
F OTO: DAVID STJERNHOLM
På billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens permanente udstilling i Odense kan man nu studere cirka 200 skitser modelleret af voks, mel, beg og olie. Det er en af verdens mest velbevarede samlinger af slagsen baggrund
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Ikke så længe efter at det nye udstillingsrum på Museet TID i Odense var åbnet, gav gæsterne rummet kælenavnet ”køleboksen”. I dette rum udstilles nemlig genstande, der for 100 år siden er formet af bivoks, kartoffelmel, usaltet smør, olivenolie, venetiansk terpentin og beg fra Bourgogne. Dette materiale tåler hverken lys eller varme særlig godt. Derfor skal museumsgæsterne forberede sig på, at de skal ind i et både mørkt og koldt rum, når de skal se det, der måske ikke er den mest spektakulære del af udstillingen, men til gengæld er en samling, hvis lige ikke findes andre steder i verden: Omkring 200 forstudier til billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens kunstværker, modelleret af hendes egen hjemmelavede og ikke specielt velduftende voksblanding.
”Anne Marie Carl-Nielsens voksskitser er klassificeret som værker af enestående national betydning, fordi de giver et meget
sjældent blik direkte ind i en billedhuggers arbejdsproces. Når vi har dem i samlingen, kan vi vise processen hele vejen fra voksskitse over gipsafstøbninger til bronzestatue,” siger leder af Anne Marie Carl-Nielsen Centret i Odense Emilie Boe Bierlich.
”Et af de interessante træk ved Anne Marie Carl-Nielsen var, at hun ikke arbejdede ret meget med skitser på papir, men i stedet formede sine skitser med hænderne og derfor havde sin voksblanding med hen på Østerbro Stadion, når hun skulle modellere skitser af idrætsfolk,” uddyber hun.
Samlingen er en af de største af sin art i verden. Mange af datidens billedhuggere anvendte på tilsvarende vis voksskitser i deres arbejde, men i modsætning til mange af de andre var Anne Marie Carl-Nielsen optaget af at bevare sine skitser, fordi hun så dem som kunstværker i deres egen ret, som ikke skulle gå tabt.
Til sammenligning efterlod den impressionistiske franske maler og skulptør Edgar Degas (1834-1917) omkring 150 lignende voksskitser, der ligesom Anne Marie Carl-Nielsens var forstudier til bronzeskulpturer. Men Degas’ voksskitser er langtfra i så god stand som den danske samling, der har været opbevaret, konserveret og undersøgt i Odense i en længere årrække og først nu er klar til at blive vist frem for publikum.
”Voksfigurerne er ekstremt livfulde. Ligesom Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer har de en energi i sig, som synes at være lige ved at blive udløst. Skitserne lavede kunstneren af de materialer, hun lige havde i sit køkken, og nogle gange brugte hun en hårnål til at stive dem af eller en tænd-
stikæske som podium,” fortæller Emilie Boe Bierlich. Kan kun opleves i Odense Det mere officielle navn for ”køleboksen” er voksrummet. Det er den seneste udvidelse af den udstilling på TID – Museum for Odense, som åbnede i juni 2025 og har titlen ”Anne Marie Carl-Nielsen. At forme liv”. TID hed tidligere Møntergården og huser Museum Odenses byhistoriske samling, men har valgt permanent at rydde en hel etage til udstillingen.
Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) reg-
” I dag er det den digitale teknologi, som har skabt en ny interesse for og glæde ved det konkrete, fysiske materiales sensibilitet og smidighed.
nes ikke alene for den største danske billedhugger i sin generation, men har fået ekstra berømmelse ved, at hun i 40 år var gift med komponisten Carl Nielsen (18651931). Det er også ægtefællen, der er årsag til, at udstillingen er i Odense.
Anne Marie hed oprindeligt Brodersen, kom fra Kolding og boede en stor del af sit liv i København. Men såvel denne udstilling som centrene for både billedhuggeren og komponisten er finansieret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, der har samlet det hele i Carl Nielsens barndomsby, Odense. Og Emilie Boe Bier-
lich understreger, at alverdens kunstinteresserede for fremtiden er nødt til at komme til Odense.
”Andre dele af Anne Marie Carl-Nielsensamlingen har været udlånt til udstillinger i Tyskland, England, Frankrig og mange andre steder. Men det kommer ikke til at ske med de 200 voksskitser, for denne samling er så skrøbelig, at vi ikke kan lade den rejse andre steder hen,” siger hun.
Glæden ved det fysiske materiale
Anne Marie Carl-Nielsen har selv fortalt, at hun begyndte at modellere som 12-årig,
da hun gravede ler op fra familiens køkkenhave og formede en figur, der forestillede hendes lille lam. Senere fremstillede hun kalvestatuetter, der blev præmieret i både Danmark og udlandet.
I datiden var det usædvanligt, at kvinder blev billedhuggere, men gennem et langt liv lykkedes det hende at opnå anerkendelse på trods af sit køn. Hun debuterede som kunstner som 21-årig ved Charlottenborgs Forårsudstilling, og i 18821888 var hun elev af kunstprofessor August Saabye. Hun udstillede ved Verdensudstillingen i Paris i 1889, og det var
også i Paris, hun mødte Carl Nielsen og giftede sig med ham i 1891. Siden årtusindskiftet har der været en stigende interesse for hendes værker. En milepæl i nyere tid var, da der i 2006 ved RO’s Torv i Roskilde blev afsløret en rytterstatue af dronning Margrete I, som Anne Marie Carl-Nielsen havde lavet de grundige skitser og forarbejder til, men aldrig havde opnået finansiering til at realisere i bronze i sin levetid.
fortsat fra side 17
I hendes egen levetid var det en milepæl, at hun i 1908 vandt opgaven om at udføre en rytterstatue af kong Christian IX til Ridebanen ved Christiansborg i København. Hun var den første kvinde i verden, der skabte en rytterstatue, og en professor fra
Kunstakademiet havde forinden sagt til hende, at en kvinde aldrig ville få sådan en opgave.
”Vi har oplevet en overvældende interesse for vores udstilling, for Anne Marie CarlNielsens værker som helhed, og også for voksrummet,” siger Emilie Boe Bierlich. Hun uddyber, at mange er optaget af hi-
0 Røntgenfotografiet af voksskitsen til ”Den syge bæres” viser, at figuren er stivet af med hårnåle.
storien om, hvordan Anne Marie CarlNielsen som kvinde var i opposition til det etablerede kunstmiljø, men opnåede at skabe en rytterstatue til et slot og bronzedøre til en katedral, Ribe Domkirke:
”Samtidig tror jeg, at vi i dag kan genkende elementer fra den vitalisme, hun var præget af for 100 år siden,” siger hun.
”Det var en bevægelse, der vendte sig imod datidens følelse af afmagt over for industrialiseringen og fremmedgørelse over for naturen.
I dag er det den digitale teknologi, som har skabt en ny interesse for og glæde ved det konkrete, fysiske materiales sensibilitet og smidighed.” J
“En vidunderligt smuk og sorgfuld debutroman om kærlighed og tab.”
INFORMATION
“Kan dette virkelig være en debut?”
WEEKENDAVISEN
“En stærk og original ny stemme i dansk litteratur.”
KRISTELIGT DAGBLAD
“Svimlende god.”
BERLINGSKE
“Jeg måtte læse bogen to gange.”
POLITIKEN
“Med sin smukke, barske, kærlige, rasende, fortvivlede, håbefulde og meget velskrevne debut viser Dean Butt sig som en fuldt flyvefærdig forfatter.”
POLITIKEN
”Dean Butt skriver med et uhørt godt blik for barnets måde at være i verden på.”
WEEKENDAVISEN
”Dean Butt debuterer med kærlig skildring af forældres svigt.”
INFORMATION
”Denne debutroman understreger, at erindringer kan være blodig, skrigende alvor. Og at der kan komme kunst ud af det.”
KRISTELIGT DAGBLAD
Viktor Orbán har afmonteret demokrati og retsstat i Ungarn og knyttet bånd til verdens despoter. Højaktuel bog om Viktor Orbán – og hans forhold til Europa, EU og Rusland.
En spektakulær men sand historie om Danmarks første olieeventyr. Sådan svindlede en smart amerikaner sig til Danmarks undergrund.
En rørende slægtsfortælling og et glødende kampskrift for samisk kultur og identitet.
POLITIKEN
SOUNDVENUE
KRISTELIGT DAGBLAD
“Christian Kracht nævnes som en mulig nobelprisvinder. Den samfundssatiriske roman Air viser hvorfor.”
WEEKENDAVISEN
”En meget stærk litterær fortælling.” JYLLANDS-POSTEN
”Forjættende eventyrroman om nogle af vor tids helt store diskussioner.”
INFORMATION
20 ting vi kan lære af det 20. århundrede. Den prisvindende historiker Timothy Snyders internationale bestseller Omtyranni er mere aktuel end nogensinde.
Med kunsten som øjenåbner viser særudstilling på Nivaagaards Malerisamling tidsperspektivet i vores forhold til skoven
anmeldelse
Helle Fagralid kultur@k.dk
4 P.C. Skovgaard, ”Sommereftermiddag ved indsø”, 1859, der viser et romantiseret billede af skoven, er i udstillingen placeret over for serien ”Træfald 1-4” af Rune Bosse fra 2022, hvor skoven skildres som en ensrettet produktionsskov.
fortsat fra side 21
Tidligere på året lignede skoven herhjemme Thorvald Niss’ oliemaleri ”Vinterbillede fra skovene i Hillerød” med sine nøgne, mørke stammer omgivet af et hvidt snelag, lyden af stilhed og oplyst af en bleg vintersol.
Billedet optræder i Nivaagaards Malerisamlings aktuelle særudstilling med den passende titel ”Skovens tid”. Den dyrebare tid er nemlig central i fortællingerne om skoven. For det er ikke usandsynligt, at den majestætiske eg i Niss’ maleri stadig findes den dag i dag, over 100 år senere, i modsætning til den lille menneskeskikkelse, der anes i baggrunden. Skovens tid er en anden end et menneskes. Udstillingen tager aktuelt afsæt i Den Grønne Trepart, som er en aftale mellem regeringen, kommunerne, landbruget og flere øvrige parter, blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, med det formål at omdanne landbrug til natur. I den forstand kan man argumentere for, at skovens tid er nu, velvidende at effekten af den planlagte beplantning af 250.000 hektar skov først vil kunne ses om mange år. Man planter som bekendt ikke en skov for sig selv, men for fremtiden. Og hvilken fremtid er det så, træerne skal vokse ind i, i en verden i hastig geopolitisk og klimamæssig forandring? Som det kendte eksempel med de danske flådeege er det uvist. I starten af 1800-tallet plantede man tusindvis af egetræer for at sikre en langsigtet oprustning, men nu, 200 år senere, hvor de endelig er fuldvoksne, bygger vi ikke længere krigsskibe af træ, og egenes nytteværdi er derfor forandret.
Opgør med træet som produkt Netop opfattelsen af træ som produkt gør kunstner Camilla Berner, som er en del af et skovrejsningsprojekt på Ærø, op med. I montrer med smukke indsamlede frø og et kort over findested og fremtidig beplantning har hun tilføjet lokale fortællinger, der knytter sig til øens botaniske historie og bevarelsen af den.
Paradoksalt nok spiller mennesket en væsentlig rolle i genoprettelsen af den vilde natur, vi selv har fortrængt, så det giver mening, at flere danske kunstnere inddrages i skovrejsningsprojektet. Rune Bosse viser eksempelvis i en række legende skitser, hvordan hans egen kommende skov kan tage sig ud med manipulerede formationer og sammenfletninger af grene. I Bosses fotoserie ”Træfald 1-4” (2022) er mennesket blot en lille figur, som var det en skildring fra guldalderen, men her magtfuld nok til at tage livet af de gigantiske bøgetræer i den ensrettede produktionsskov. Indramningerne (i bøgetræ?) viser træet som brugsmateriale og bliver en usentimental del af motivet. Det er ellers let at falde hen i en romantisering af skoven, som det er tilfældet i flere af museets egne 1800-talsmalerier, som eksempelvis P.C. Skovgaards ”Sommereftermiddag ved indsø” (1859). Maleriet er placeret over for ”Træfald 1-4”, og sammenstillingen viser, hvordan kunsten helt enkelt kan belyse tidens
0 Et af fire værker i Rune Bosses fotoserie ”Træfald 1-4” fra 2022.
FOTO: RUNE BOSSE
2 Thorvald Niss, ”Vinterbillede fra skovene ved Hillerød”.
FOTO: NIVAAGAARDS MALERISAMLING/ WIKIMEDIA COMMONS
forvandling af bøgen fra svulmende nationalsymbol til produktionstræ.
”Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå,” synger vi endnu, selvom bøgen faktisk er truet og på sigt vil blive erstattet af andre træarter.
Meningsfuldt samspil
Selvom ikke alle valg af værker er lige indlysende, lykkes det i udstillingen at skabe et meningsfyldt samspil mellem malerier fra museets samling (og få indlån) og en velvalgt række af samtidskunstværker, hvor blandt andet Ahmad Siyar Qasimis ”Nattevagt” (2024) gør indtryk. For skoven er ikke kun et locus amoenus – et skønt, idyllisk sted – den er også forbundet med mystik og forbrydelser, og i Qasimis oliemaleri kontrasteres menneskenes skarpe lyskegler af skovens omsluttende mørke. Man fornemmer en fare, at noget er sket. ”Nattevagt” får tilført historisk dybde i samspillet med en formidlingstekst om Eriks Sjællandske Lov, der fra 1240’erne og frem til 1683
gav fredløse mulighed for at søge tilflugt i de dengang uendelige skove. Som i Shakespeares renæssancekomedie ”En skærsommernatsdrøm” fra slutningen af 1500-tallet har skoven til alle tider været den perfekte scenografi for forvandling og ophævelse af normer. Dér, uden for civilisationen, kan man blive en anden eller være sig selv. I Emmarosa Liebgens monumentale maleri fra 2025 har et flerkønnet menneske slået rod og billedliggør den mytiske forbindelse mellem menneske og natur, som findes i gamle myter og folkesagn. Mere konkret forholder C.W. Eckersberg sig i et maleri fra 1812 til en fortælling fra Det Gamle Testamente om Hagar og Ismael, der jages ud i ørkenen, men reddes af Gud. I Eckersbergs penselstrøg er ørkenen forvandlet til en løvskov, hvilket må være en af udstillingens pointer: at vi som oftest ser og gengiver verden derfra, hvor vi selv står i vores egen tid.
Det er oplagt at gribe til litterære referencer, og det har kuratoren heldigvis gjort med de små tekstuddrag, der gør oplevelsen rigere, som nu Karen Blixens begrædelse af afmystificeringen af skoven, hvor en linje fra ”Pløjeren” (1907) lyder: ”Men den forandres om Aftenen; når Mørket falder på, begynder den at skifte Ansigt, og om Natten går de gamle Skove igen.”
Eller Søren Ulrik Thomsens rørende digt fra ”Nye digte”, 2001: ”Træerne vokser ikke ind i himlen./Men de vokser ud i luften, som vi ånder/og ned i jorden til de døde/som vi savner. Og det er alt nok.”
På museets stofnet, som man kan finde i butikken, står der: ”Husk – kunst skal ses i virkeligheden”. Jeg får lyst til at skrive: ”Husk – skoven skal opleves i virkeligheden – og gennem kunsten på Nivaagaard”. J
”Skovens tid”. Nivaagaards Malerisamling, Nivå. Vises til den 19. april.
Efter knap 32 år som balletdanser og museumsdirektør i Tyskland tiltræder Johan Holten den 1. april stillingen som direktør for kunstmuseet Arken. Visionen er at udstille kunst, der får gæsterne til at se verden på en lidt anden måde interview
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
For godt 30 år siden vakte den bulgarsk-amerikanske kunstner Christo og hans hustru, JeanneClaude, opsigt med et storstilet kunstprojekt, som gik ud på at pakke Rigsdagsbygningen i Berlin ind i stof. Projektet blev betragtet med en vis skepsis af en ung dansk balletdanser i det genforenede Tyskland ved navn Johan Holten.
”Men næsten to årtier senere reviderede jeg min opfattelse. Jeg kunne se, at hele landet havde brug for et større symbol. Alle i Tyskland så på noget, som de ikke helt forstod meningen med. Men det gav en fælles oplevelse, og det satte et fokus på det tyske demokrati. Det, som havde været, og det, som kom efter 1990. Kunstværket blev en fortælling, man kunne samles om,” fortæller Johan Holten. Den 1. april tiltræder han stillingen som direktør for kunstmuseet Arken i Ishøj syd for København. Han afløser Marie Nipper, der har ledet museet siden 2022, og han vender hjem til Danmark efter at have boet i Tyskland i knap 32 år. Først var han i en årrække balletdanser. Så uddannede han sig i kunsthistorie og kunstvidenskab og blev museumsdirektør. Senest har han siden 2019 stået i spidsen for museet Kunsthalle Mannheim i Sydtyskland. Han nævner rigsdags-indpakningen som et eksempel på, at kunstoplevelser ofte antager de mærkeligste former og kommer fra de mest overraskende steder, og at der kan gå en rum tid, før man for alvor indser, at kunstværket har påvirket én.
”Et kunstmuseums rolle i samfundet er at give de besøgende oplevelser og at berige deres hverdag. Men kunsten skal også sætte nogle spørgsmålstegn og give stof til eftertanke og refleksion. Kunst er ikke kun fastfood, man kan fornøje sig med. Kunstværket skal gerne ordne verden på en ny måde for beskueren,” siger han.
Kunst har mange formål Derimod abonnerer han hverken på idéen om, at kunstværker altid skal have den funktion, at
” Det, som specielt har lagret sig dybt i mig, er den grundlæggende tiltro og tillid til mennesker, min mor gav videre til mig ved også at vise mig tillid.
Født i 1976 i København.
Balletelev og danser ved Den Kongelige Ballet og Hamburgische Staatsoper fra 1986 til 1999. Uddannet i kunsthistorie og kulturvidenskab fra Humboldt-Universität zu Berlin i perioden 2001-2005.
Direktør for Heidelberger Kunstverein 20062011 og for Staatliche Kunsthalle Baden-Baden 2011-2019. Siden 2019 har han været direktør for museet Kunsthalle Mannheim med cirka 35.000 grafiske værker samt tusindvis af malerier. Tiltræder som direktør på Arken i Ishøj den 1. april 2026. Far til to voksne børn.
de binder nationen sammen, eller at det er muligt at opstille en kanonliste over den kunst, alle skal kende. ”Idéen om kunsten som fælles national dannelse hører en bestemt periode i 1800- og 1900-tallet til. Kunstens funktion som fælles for alle er væk i dag, og jeg mener ikke, det er noget, museer skal tilstræbe. Museer er i stedet gode til at italesætte nogle af de forskellige fragmenterede minoriteter, samfundet i dag består af. Det kan være nye generationer, og det kan være nye indvandrergrupper,” siger Johan Holten og tilføjer, at det sidste især er relevant, når man som museum ligger på den storkøbenhavnske vestegn.
Netop Arken er da heller ikke det museum, der repræsenterer den klassiske kulturskat i dansk kunst. Fokus er på den nyeste danske og nordiske kunst efter 1990, og Johan Holten fremhæver blandt andet Arkens kommende store udstilling i maj med den danske kunstnergruppe Superflex. Han har fulgt opmærksomt med i de tanker, der blandt andet er blevet luftet fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet om kultur som del af en åndelig oprustning.
”Når vi lever i en så faretruende verden, som vi gør, har vi brug for kunst, der kan skabe oplevelser, som rykker ved vores verdenssyn. God kunst kan være smuk og opbyggelig, men god kunst kan også være overraskende, sjov, grim og uhyggelig. Vi skal passe på ikke at tilskrive kunsten kun én funktion,” siger han. Johan Holten har fået dyb respekt for hele Tysklands brede forståelse af kunstens frihed som ”urokkelig, basal, demokratisk værdi”. I Tyskland har man i 1933-1945 oplevet, hvor galt det kan gå, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved kunstens frihed. Godt 500 kunstværker blev beslaglagt og forsvandt fra samlingen fra museet Kunsthalle i Mannheim. Det svarer til hele Arkens samling i dag. ”På museet Kunsthalle Mannheim havde man i samlingen værker, som i 1930’erne blev sorteret fra og beslaglagt af politiske hensyn,” siger Johan Holten. Et af de værker er af den tysk-frisiske ekspressionistiske kunstner Emil Nolde (18671956). Maleriet er i dag en del af samlingen på SMK i København. Men for en stund er det tilbage på Kunsthalle Mannheim, fordi det er udlånt til en stor særudstilling.
Vil du lære Letland at kende – indefra? Dette højskolekursus er både en kulturel opdagelsesrejse og en konkret forberedelse til en efterfølgende studietur til Letland, hvor vi besøger hovedstaden Riga og den unikke Rite Højskole.
Gennem en uge med oplæg, debat, film, musik, mad og fællesskab dykker vi ned i Letlands historie, identitet og samtid. Vi ser nærmere på landets rejse fra sovjetisk republik til selvstændig nation i EU, på lettisk kultur og folkeliv og på den særlige rolle, som kunst, aktivisme og uddannelse spiller i dagens Letland.
Kristeligt Dagblads læsere får 500 kr. i rabat på kurset*
Uddrag af programmet – Læs det fulde program under Korte kurser på www.logumklosterhojskole.dk
Mandag den 3. august
Bjørnedræberen – det lettiske folks epos Hør fortællingen om det lettiske epos Bjørnedræberen, der udkom i 1888. Bjørnedræberen er et centralt værk i den lettiske identitetshistorie. I en nyere lettisk litteraturencyklopædi betegnes Bjørnedræberen ligefrem som et af den lettiske litteraturs mest exceptionelle værker. Forfatteren Per Nielsen, der er cand.mag. i historie, har gendigtet det lettiske nationalepos på dansk og vil give en grundig indføring i værket, dets historie og betydning for letternes selvforståelse fra udgivelsen af eposset og op til i dag.
v/Per Nielsen, forfatter og cand. mag i historie
En nation af sangere – hør historien om de lettiske sangfestivaller
Tænketanken The Latvian Institute of International Affairs inviterede i 2003 et team fra Oxford University til at lave et engelsksproget turistslogan for Letland. Resultatet blev sloganet ”The Land that Sings”. Det at synge sammen betyder meget i Letland. Man siger, at landet er en nation af sangere. Den første lettiske sangfestival blev afholdt i Rīga i 1873. Dengang deltog der 1.000 sangere. Siden er sangfestivalen vokset til en storslået begivenhed, som afholdes hvert fjerde år. Omkring 40.000 sangere deltog i den seneste lettiske sangfestival i Rīga i 2023.
v/Per Nielsen, forfatter og cand. mag i historie
Tirsdag den 4. august
Om Balticum: De baltiske lande – mellem Scylla og Charybdis
Kun eventyrere vil arbejde for de baltiske landes løsrivelse, sagde Gorbatjov kort tid efter murens fald. Men de baltiske lande har nu været selvstændige siden 1991, en selvstændighed ikke uden store omkostninger. Med udgangspunkt i de aktuelle forhold omkring de baltiske landes optagelse i EU og i NATO, vil foredraget belyse balternes meget forskellige og meget komplicerede historie. Foredraget vil blive ledsaget af billeder, der viser, hvordan der i dag ser ud i de baltiske lande. v/Jørn Buch, lektor
Onsdag den 5. august
I Letland taler klassisk musik modersmål Af de tre baltiske lande har Letland bibeholdt det mest markante musikalske sprog. Her følger man ikke efter
avantgardisterne eller udenlandske forbilleder. Her tales modersmål på instrumenterne. Hvordan kunne det lykkedes at være sig selv så konsekvent? Når kun ca. 60% af befolkningen var etniske letter, det største politiske parti var russisk, og det lettiske sprog var undertrykt under russisk besættelse, skal der meget til for at opretholde en national identitet. Så hvorfor ikke tale modersmål igennem musikken? Foredraget giver et overblik over den klassiske lettiske musik fra 1970’erne til i dag. Hvordan adskiller lettisk musik sig fra andre landes musik? Og hvordan lyder musik, der taler lettisk? v/Michael Schäfer
Pēteris Vasks, en prædikant med toner Pēteris Vasks er søn af en baptistisk præstefamilie og Letlands mest kendte komponist. Næsten dagligt bliver hans værker spillet verden over, og der er et utal af CD’er med hans musik på markedet. Han komponerer, fordi han har noget på hjerte: ”Mit ønske har altid været at gøre verden en smule bedre og lykkeligere gennem min musik. Med rene og lidenskabelige klange bestræber jeg mig på at bevidne jordens skønhed, kærlighedens kraft, harmoniens eksistens (…).” Nogle af Pēteris Vasks værker indordnes under ”Holy Minimalism”. Vi lærer Pēteris Vasks at kende igennem hans musik, komponeret under sovjetisk besættelse og i det frie Letland. Vi hører emotionelle værker fulde af sorg og værker fulde af håb og kærlighed. v/Michael Schäfer
Torsdag den 6. august
Alex – Miraklet fra Stalins Gulag
Da 2. verdenskrig sluttede, startede for den danske læge Alexander Thomsen og den lettiske ”underlæge” Olite Priede et 10 års mareridt i russiske fængsler og Gulag-lejre. Deres søn – Alexander Hans Peter Thomsen – blev 19.12.1950 født i Gorniak-lejren. Han vil med dette foredrag samt genoptryk af sin fars bog (i en nyere udgave) ønske, at hans forældres og også andres lignende historie og skæbner aldrig må blive glemt! v/Alexander Thomsen
Mine 33 år med Letland
Foredraget vil beskæftige sig med de indtryk, som mødet med letter har efterladt hos mig. Overgangen fra Sovjet økonomi til traditionel vestlig tankegang har været stor. At være med i arbejdet med Rite Højskole og ”medejer af en ejendom” i Letland gør, er jeg kommet tæt på det virkelige liv – og tæt på letternes gæstfrihed. Jeg har hørt om Letlands dramatiske historie og hørt og set Lettisk sang og dans, som nærmest er den lettiske folkekultur. Sammenlagt er alt det, jeg har oplevet med og i Letland det, der har rykket mest i mit liv. Det vil foredraget handle om. v/Carsten Juelsgaard
45 min dokumentarfilm: Rite Højskole i Letland Hvordan det gik til, at man startede en højskole i Letland, og hvordan er det så gået med skolen her 33 år efter?
Ønsker du selv at opleve noget af Letland efter kurset, har du mulighed for at tilmelde dig en efterfølgende studietur til Riga og til Rite Højskole.
Rite Højskole i Letland er et dansk-lettisk græsrodsprojekt, som startede efter Sovjets sammenbrud i 1990’erne. Skolen er en NGO, som har eksisteret i over 30 år uden støtte fra staten i hverken Letland eller Danmark. Demokratifonden i Danmark gav i 1990’erne penge til, at folk fra de baltiske lande kunne komme på højskole i Danmark. Derfor kom der letter til nogle af de sønderjyske højskoler. Letterne vendte begejstrede tilbage til Letland. De ville også have en højskole.
Gennem 30 år har forstander Niels Bendix Knudsen ledet skolen i samarbejde med en bestyrelse bestående
af både letter og danskere. Forstanderen vil fortælle om opbygningen og den spændende start af skolen.
Udover eneværelser tilbyder vi bl.a.
• Mulighed for at opleve den lettiske natur og befolkning på tæt hold.
• Grøftekanter med masser af vilde blomster, storke og traner på vores marker udenfor skolen.
• Ture til en økologisk bifarm, til forfaldne kolhoser, og til små entreprenørvirksomheder.
• Gode muligheder for at finde dejlige motiver at male og fotografere.
Hør nærmere hos Rite Højskoles forstander: nbendix@mail.dk, eller se rejseprogrammet på www.ritestautskola.org.
1 Den tyske rigsdag pakket ind i sølvskinnende stof af kunstneren Christo i 1995. FOTO:
fortsat fra side 24
En af de erfaringer, Johan Holten føler, han kan tage med sig fra Tyskland, er bevidstheden om, at et land ikke kun skal have ét kulturcentrum. Selv har han både været i Hamborg, Berlin, Heidelberg og Baden-Baden, og han ser det som et særkende ved Tyskland, at selvom landet har en stor og mægtig hovedstad, findes der en lang række større byer med hver sit kulturliv, hver sit store kunstmuseum, hver sit symfoniorkester.
”Det er ligesom Trekantsområdet, bare skaleret op,” siger han med henvisning til området omkring Vejle, Kolding og Fredericia.
Ud over sin tyske kunsthistoriske skoling kommer han også til Arken med en baggrund som balletdanser i den kongelige danske ballet og hos balletmester John Neumeier i Hamborg. Herfra har han fra en ung alder lært at arbejde disciplineret og har fået en god kropsholdning.
Går vi længere tilbage i hans liv, er han vokset op i en familie præget af mennesker med stor arbejdskapacitet, bred kulturel dannelse og vilje til at træde frem og tage lederskab. Hans morfar, Poul Nyboe Andersen, var økonomiminister i 1970’ernes smalle Venstre-regering. Hans forældre var også økonomer, og moderen, den nyligt afdøde Bodil Nyboe Andersen, var Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør. Hans storebror er Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater. ”Jeg er selvfølgelig rundet af min familie, men det, som specielt har lagret sig dybt i mig, er den grundlæggende tiltro og tillid til mennesker, min mor gav videre til mig ved også at vise mig tillid. Det har haft større betydning end alle de offentlige hverv, de bestred. Og jeg tror, det kan få værdi i en stilling som museumsdirektør, at jeg altid har kastet mig ud i ting i tillid til, at det hele nok skal gå.” J
Kolbøtter, jonglering, stylter og sjov for hele familien.
Vær også med til En ”lortedag”, Opdagelsesjagt og Familieomvisning. Gratis for børn.
Samtidskunst om kroppe i naturens vold
Anna Thommesen begyndte som maler, men endte med at bruge fem årtier på at udvikle et fascinerende abstrakt formsprog, udført på væven anmeldelse
Lisbeth Bonde kultur@k.dk
Et sug går gennem mig, da jeg træder ind i en af udstillingens sale med Anna Thommesens billedtæpper: De farvestrålende værker hænger i tynde tråde, som er fæstnet til et kvadratisk grid i loftet. Dette originale greb gør billedtæpperne performative og forvandler dem fra passive vægstykker til aktører, der in teragerer i rummet.
Anna Thommesen (1908-2004) ar bejdede tværæstetisk eller interdi sciplinært og var på den ene side en eminent kunsthåndværker, der tog håndens arbejde dybt alvorligt. På den anden side skabte hun abstrakte, symme triske mønstre og dermed ori ginale billeder, der løftede væ vekunsten ind i den moderne danske kunsthistorie. Det lyk kedes hende på fornem vis at mestre to kunstarter samtidig i en periode, hvor der var vand tætte skotter mellem det bund ne kunsthåndværk og den frie billedkunst. I dag er de skarpe faggrænser heldigvis mere op blødte.
At hænge billedtæpperne ud i rummet har også den fordel, at vi kan se deres bagsider, som tit er de mest farvestærke. Mange har nemlig mistet farveintensitet hen over årtierne. Denne danske vævekunsts grande dame insisterede på at benytte farver fra planter, som hun san-
kede i naturen og i haven. Hun påstod, at de var lysægte, men mange af dem er blegnet gennem årene. I 1967 skiftede hun plantefarverne ud med mere farvebestandige kemiske farver, som hun importerede fra Tyskland.
I en af salene svæver billedtæpperne et lille stykke over gulvet. Dette er også et spændende, nyt greb, som fjerner billedtæpperne helt fra deres potentielle brugsfunktion som gulvtæpper og gør dem til svævende kunstværker eller flyvende tæpper.
0 Anna Thommesen (her fotograferet omkring 1980) levede i 1930’erne et ordinært borgerligt familieliv med mand og barn. Da hun ved et tilfælde mødte billedhugger Erik Thommesen, var det kærlighed ved første blik, og kunsten kom til at fylde hele hendes liv. FOTO: UKENDT
Et smukt altertæppe Udstillingen byder på et stort antal billedvævninger fra 1940’erne og frem, herunder fire vægtige offentlige udsmykninger: tre monumentale billedtæpper til Landstingssalen på Christiansborg fra 1969-1972, værker til Vesthimmerlands Gymnasium i Aars fra 1964 og til Holstebro Rådhus fra 19521953. Kronen på værket er altertæppet, antependiet og brudetæppet til Roskilde Domkirke, som Thommesen vævede i 1975-1977. Sidstnævnte er flyttet direkte fra Roskilde Domkirke ind på SMK og har indtaget udstillingens sidste rum. Nu må roskildenserne undvære dem i et helt år! Lad os lige knytte nogle kommentarer til dette smukke værk, som Thommesen skabte med stedssensitiv indlevelse i den unikke gotiske arkitektur. Altertæppets farver er nøje afstemt efter omgivelserne, inklusive lysindfaldet, det sengotiske alter, kalkmalerierne og inventaret generelt. Thommesen valgte kølige farver for at skabe en kontrast til den varmt røde kirkes indre, ligesom hun greb inspirationen fra det gyldne alter med de blå toner. Hvis man undrer sig over, at antependiet ikke har et motiv, skyldes det, at Thommesen ønskede at bruge alterbordet som en slags visuel sokkel for alteret.
0 ”Rødt og brunt/Rødt billede” fra 1983. Ejet af Holstebro Kunstmuseum. FOTO: OLE MORTENSEN
0 Denne billedvævning, ”Ikon” fra 1993, er direkte inspireret af Cecco di Pietros altertavle ”Madonna med Barnet, der leger med en stillids og holder et hirseaks i hånden” fra 1378, som tilhører SMK. ”Ikonet forekommer mig så gribende udtryksfuldt, ved klangen i den blå farve –fremkaldt selvfølgelig af forholdet mellem den gule og den blå farve,” sagde Anna Thommesen, der transformerede farverne og formerne til et abstrakt mønster i sit moderne ikon. FOTO: SMK
0 ”Blåt i blåt/Blåt og hvidt” fra 1978. Ejet af Lene Lind, Anne Thommesens datter. FOTO: RUBEN BLÆDEL
1 Kronen på Anna Thommesens offentlige værker er altertæppet, antependiet og brudetæppet til Roskilde Domkirke, som hun vævede i 1975-1977. De er udlånt af domkirken og er det næste år at finde først på SMK og derefter på Holstebro Kunstmuseum.
Mønstret i altertæppet spejler også domkirkens grundplan og alterets fløjstruktur, ligesom den blå farve refererer til fjorden, som man ser, når man forlader kirken ad Kongeporten. De mange detaljer, som er tænkt ind i værket, viser den lydhørhed og ydmyghed, Anna Thommesen arbejdede med.
Jeg er vist en af de få kunstskribenter, der har mødt Anna Thommesen.
Det skete i 1999, da jeg researchede til artikler om aldrende billedkunstnere, som havde bidraget vægtigt til udviklingen af dansk kunsthistorie i det 20. århundrede. Det gjaldt om at fange dem, inden det var for sent. Her var den 91-årige Thommesen uomgængelig, men hun var den eneste kvindelige sværvægter, som endnu var i live.
På spørgsmålet om, hvor hun hentede inspirationen til sine motiver, svarede hun: ”Det var landskabet, der æggede og inspirerede mig. Det var ikke, fordi jeg havde set tæpper eller ville være kunsthåndværker.”
I det fine udstillingskatalog citeres hun yderligere: ”Hver aften her i midsommertiden er der en knaldblå stribe ude i horisonten mellem træstammerne. Det er kimingen, og den er motivet på det tæppe, jeg er i gang med lige nu. Det er stilheden og skønheden i naturen, som jeg gerne vil gengive.”
Fra pensler til væv
Anna Thommesen voksede op i en københavnsk middelklassefamilie. Hun blev gift
som 20-årig og levede i 1930’erne et ordinært borgerligt familieliv i Allerød med mand og en datter. I den periode malede hun især landskaber. Men da hun ved et tilfælde mødte den no-
Udstillingen kommer hele vejen rundt i Thommesens arbejdsproces, endog hendes væv har fundet vej til SMK.
get yngre billedhugger Erik Thommesen (19162008), var det kærlighed ved første blik. De blev gift i 1940, og nu valgte hun for alvor livet som kunstner.
Væven blev hendes foretrukne arbejdsredskab, og under Anden Verdenskrig vævede hun med klude på grund af den materielle mangelsituation. Ingen af disse værker har overlevet. Parret levede i fattigdom og flyttede til Bornholm, for her kunne de som modstandsfolk og kommunister arbejde mere sikkert. Efter krigen oplevede de mere velstand og flyttede til Blistrup i Nordsjælland, hvor de opførte et hus, som var tegnet af arkitektvennen Finn Juhl.
Udstillingen kommer hele vejen rundt i Thommesens arbejdsproces, endog hendes væv har fundet vej til SMK. Man bemærker, at mange samtidskunstnere er interesseret i vævekunsten i dag. En af dem er forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith (født 1985), som konstaterer, at væven er den første computer. Den arbejder binært i ettaller og nuller. Det sker, når skudtråden enten går under eller
over kædetråden i væveprocessen. Tilsvarende synes jeg, at mange af Anna Thommesens motiver foregriber computernes printplader med deres stramme, geometriske forløb og med den ramme, som altid omgiver dem. Anna Thommesen anvendte ikke kartoner, som man bruger i gobelintraditionen, men malede derimod minutiøse akvarelskitser i mange farver, inden hun påbegyndte arbejdet ved væven. Akvarellerne flankerer udstillingen som små maggiterninger. De er kunstværker i egen ret og sammenfatter tæppernes idé – både farverne og de abstrakte mønstre.
Anna Thommesen underviste fra 1965 til 1970 ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, der dengang var nyetableret. Her grundlagde hun akademiets væveskole og skabte et tekstilkunstnerisk miljø, som har båret frugt i flere generationer. Hun fik megen anerkendelse i sin samtid, blandt andet modtog hun Eckersberg Medaillen i 1972. Med den grundigt researchede og flot orkestrerede udstilling på SMK, der senere fortsætter til Holstebro Kunstmuseum, løftes hendes værk ind i nutiden. Det vil uden tvivl give inspiration til et stort publikum – herunder mange samtidskunstnere, der har taget tekstilkunsten til sig. J
”Anna Thommesen – Vævninger”. SMK, København. Vises fra den 7. februar til den 16. august og i Holstebro Kunstmuseum fra den 26. september 2026 til den 28. februar 2027.
0 Gottlieb Bindesbøll: ”Studier fra Sultan Ahmed-moskeen i Konstantinopel” fra 1836, Det Kgl. Bibliotek.
F OTO: DET KGL. BIBLIOTEK
0 Martinus Rørbye: ”Moskeen Acmette paa Hippodromen i Konstantinopel” fra 1836, Davids Samling.
FOTO: PERNILLE KLEMP
2 Martinus Rørbye: ”St. Sophia”, udateret, privateje.
F OTO: PERNILLE KLEMP
1 Udstillingen byder på en sjælden, intim oplevelse af guldalderkunst med folklore og skønhed i hver en kop og kandes form. Her er det Martinus Rørbyes ”Karavanebroen ved Smyrna” fra omkring 1837.
FO TO: PERNILLE KLEMP
Guldalderkunstnerne
Martinus Rørbye og Gottlieb Bindesbøll viser os rundt i datidens Istanbul i en ny udstilling på Davids Samling anmeldelse
Erik Steffensen kultur@k.dk
Davids Samling, smukt beliggende vis-a-vis Kongens Have i København, er et af landets smukkeste museer. En perle skabt til rolig fordybelse midt i en fortravlet storby. Den islamiske verdens kunst og håndværk, som er kerneområde i samlingen, støttes fint af de få, men udsøgte tiltag, museet gør for at belyse og favne Nærorientens rigdom af ornamentik og engang så fremmedartet levevis. Udstillingen ”Rørbye & Bindesbøll, Rejsen til Konstantinopel” sætter således fokus på to unge mænds rejse til Konstantinopel: Tiden er guldalder, det er vinter i Istanbul, som byen hedder i dag, og billedkunstneren Martinus
Rørbye og arkitekten Gottlieb Bindesbøll er myreflittige med skitseblokkene, der bliver fyldt til randen med filigranmotiver af religiøse bygningsværker, farvelagt ornamentik og gadeliv.
Det er december 1835, og opholdet er beregnet til at vare seks uger. Der er sine steder sne på de tagrygge, hvor duerne ellers holder til. Vi kan se det hele tegnet skarpt på de penne- og blyantstegninger, de to venner frembringer. Det er et syn, der er til at få hjertebanken af. Der er indlevelse og nærvær i hver streg og en ekstrem disciplin og tålmodighed. Selv de upåagtede, knap så fine huse i motivernes baggrunde står skarpt mod vinterhimlens blå. Det er ganske enkelt en sjælden, intim oplevelse af guldalderkunst, vi er vidne til. H.C. Andersen følger trop fem år senere, men Rørbye og Bindesbøll er pionerer. De fortæller os med deres formsprog og akkuratesse, at her er noget at komme efter. Ikke blot gode kaffehuse og tobak, der ryges i meterlange piber, men også folklore, skønhed i hver en kop og kandes form. Man får lyst til at rejse. Verden åbner sig for øjnene af en, og måske får man lyst til at læse eller genlæse Orhan Pamuks roman ”Sne” eller hans ”Istanbul”.
Verden åbner sig for øjnene af en, og måske får man lyst til at læse eller genlæse Orhan Pamuks roman ”Sne” eller hans ”Istanbul”.
Guldalderens tegninger og lidt stivere udførte malerier virker i Davids Samling så inspirerende, at man nærmest bliver narkotisk optaget af det stof, der skildres.
Som i en roman er der atmosfære og essens i det oplevede. Måske fordi man som beskuer kommer så tæt på skabelsens momenter. Her har Martinus Rørbye siddet og betragtet menneskene omkring bygningerne på byens pladser og torve, her har Bindesbøll møjsommeligt opmålt bygningernes volumen og rumligheder med sin blyantsstifts sarte streger. Og farvelagt
mønstre og ornamenter efterfølgende, så man er i tvivl, om ikke papir og akvarel faktisk holder længere end mursten og mørtel. Med udstillingen følger en gennemarbejdet katalogbog, der går i dybden med både rejsen, arkitekturen og kunstværkerne. Og vi får indblik i, hvad der senere hændte. Bindesbøll gav os sin pragtfulde bygning Thorvaldsens Museum, der også er præget af farve og stilistiske lån fra sydlige himmelstrøg. Rørbye vendte flere gange tilbage til sine oplevelser i millionbyen mellem øst og vest i sine værker.
I udstillingen ligger hans dagbog til skue i en montre. Med mikroskopisk skrift og med sine tegninger førte kunstneren sin eftertid ind i, hvad der dannede grundlag for dansk kunst fremefter: evnen til at se ud over grænserne og finde inspiration i det fremmede. Kvaliteten af hans oplevelsesevne er uomgængelig, hvilket man kan forsikre sig om på denne perle af en udstilling og tilhørende bogudgivelse. J
”Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel”. Davids Samling, København. Vises til den 23. august.
BERLINGSKE
KULTURINFORMATIO
Moderna Museets Picassoudstilling i Stockholm er en slikbutik af energiske, rastløse penselstrøg, sprængte former og farvesammensætninger fra himlen. Udstillingen kan ses i Aalborg fra den 9. maj anmeldelse
Helle Fagralid fagralid@yahoo.com
Som en manifestation af liv samler en agaveplante alle sine kræfter til at blomstre for første og sidste gang, inden den dør. På lignende vis arbejdede Pablo Picasso (1881-1973) i de sidste år af sit liv –og i kontrast til sin høje alder – med en utrolig ihærdighed og energi i en fortsat undersøgelse af sit eget kunstneriske formsprog. Mellem 1961 og 1973 producerede den 80-90-årige Picasso mere end 3000 værker fra sit atelier og hjem i Mougins i Sydfrankrig. Et udvalg af disse senværker blev i henholdsvis 1970 og 1973 udstillet i kapellet til Pavepaladset i Avignon, hvor de blev mødt med stor modstand af anmeldere, kunsthistorikere og tidligere venner, der blandt andet kaldte værkerne ”usammenhængende kruseduller”. De provokerende, ofte erotiske og figurative billeder blev betragtet som en kunstnerisk stagnation i forhold til samtiden, der var orienteret mod minimalismen og en mere konceptuel tilgang til kunsten. Men i 1980’erne, årtiet for maleriets genkomst, blev Picassos sene værker posthumt vakt til live og betragtet med nye øjne, blandt andet i en udstilling i 1988 på National d’Art Moderne i Paris og senere på Tate Gallery i London med titlen ”Late Picasso”. Samme titel bærer den turnerende udstilling, der lige nu er aktuel på Moderna Museet i Stockholm og er blevet så populær, at man skal reservere tid for at få 90 minutter i selskab med et af modernismens store ikoner. Fra den 9. maj kan udstillingen opleves på Kunsten i Aalborg.
På vej ind i udstillingen i Stockholm hænger ”La Pisseuse” (1965) eller på dansk: ”Den tissende kvinde”, og bag skillevæggen venter en omfattende præsentation af Pablo Picassos
2 ”La Pisseuse” (”Den tissende kvinde”) er det perfekte afsæt for udstillingen.
F OTO: CENTRE POMPIDOU
senværker fra 1961 til 1972 med cirka 50 malerier, et stort antal grafiske værker samt skitser og keramik. Men det næsten to meter høje rektangulære maleri af den urinerende på-hug-siddende kvindefigur insisterer med sin sanselighed. Og at møde værket fysisk i virkeligheden, og ikke kun i en fotografisk gengivelse, er hele rejsen værd. For denne Picasso’ske version af en skumfødt Venus med vind i håret giver en følelse af, som figuren selv, at være ét med det salte Middelhav, det knasende grove sand og den franske rivieras særlige knitrende lys. Og så er der en humor i motivet, som ikke findes i det beslægtede maleri ”La Source”, der klogt er placeret skråt overfor og repræsenterer et spring tilbage i tiden til 1921. Det er en horisontal afbildning af Picassos første hustru, Olga Khokhlov, som græsk gudinde, der henslængt og med et fjernt blik lader vand flyde ud af sin krukke. Hvor ”La Source” (eller ”Kilden”) emmer af inspiration fra nyklassicistisk ro og stille storhed, er der i ”La Pisseuse” et befriende kontrolslip, både i handling og udtryk, som er sigende for resten af udstillingen. Ophængningen på hvide vægge er i tråd med modernismens idé om et såkaldt ”neutralt rum”, og i dette tilfælde er det faktisk rart, at udstillingsdesignet ikke blander sig i samtalen med farvekomponerede vægge. For flere af værkerne er så kraftfulde og har så store armbevægelser, at de har brug for plads. Det er som at være i en slikbutik af energiske, rastløse penselstrøg, sprængte former og farvesammensætninger fra himlen. Der er nøgne (kvinde)kroppe, hoveder og hatte og flere referencer til kunsthistorien, som for eksempel en parafrase fra 1961 over Manets hovedværk ”Frokost i det grønne” (1862-1863). Men det er skildringerne af kunstner og model i atelieret, som umiddelbart visualiserer en længsel efter, gennem kunsten, at genopleve eller fastholde en svunden tid.
Spørgsmålet om, hvorvidt man kan adskille værket fra kunstneren, dukker op, for er det overhovedet muligt, når det drejer sig om en af kunsthistoriens mest betydningsfulde, hyldede og også diskuterede kunstnere? Picasso er jo, som den svenske kunstner Jockum Nordström påpeger i et foredrag afholdt på museet, nærmest et begreb. fortsætter
1 Pablo Picassos far, José Ruiz y Blasco, var også kunstner og malede tit duer. Det vakte Picassos interesse for fugle, som han nogle gange havde i sit atelier og ofte brugte som motiv. Her er det ”Femme à l’oiseau” (”Kvinde med fugl”) fra 1971. F OTO: MARC DOMAGE©FABA
Det er, som om han gennem malerierne, gennem selve handlingen og undersøgelsen, snarere end det færdige resultat, insisterer på stadig at være til.
0 ”Homme Assis” (”Siddende mand”) er en titel, Picasso brugte til flere af sine værker. Her er det et fra 1969.
THE
0 Fra 1961 til 1973 producerede den 80-90årige Picasso mere end 3000 værker fra sit atelier og hjem i Mougins i Sydfrankrig. Her er det ”Nu allongé” (”Liggende nøgen”) fra 1971.
FOTO: PETER SCHÄLCHLI, ZÜRICH/PRIVATE COLLECTION
0 Piberygeren er et tilbagevendende motiv hos Picasso. Her er det ”Homme à la pipe” (”Mand med pibe”) fra 1970.
FO TO: HUGARD & VANOVERSCHELDE/FABA
fortsat fra side 34
Picassos evigt eksperimenterende tilgang –samtidig med en tilbagevenden til de samme motiver (her eksempelvis duen, musketeren, cirkusset) – er så signifikant. Og når udstillingen ovenikøbet er fyldt med både direkte og indirekte selvportrætter, som i en række raderinger, der tematiserer den gamle mand, klovn eller faun, er det næsten umuligt at opleve den uden at tænke på kunstneren selv. Derudover peger værkerne også på hans implicitte kunsthistoriske inspirationskilder og de utallige kunstnere, både danske og udenlandske, han har influeret. Tænk eksempelvis på Jean-Michel Basquiat, hvis billeder af hoveder lige nu kan ses i ”Basquiat – Headstrong” på Louisiana. Men sorterer man al støjen fra og skærer ind til benet i et forsøg på at finde noget mere eviggyldigt at sige om Picassos sen-
værker, hans sidste energiudladninger, så bliver det tydeligt, at de ikke kun stammer fra en kunstner, men fra et menneske, der har det meste af livet bag sig. Det er, som om han gennem malerierne, gennem selve handlingen og undersøgelsen, snarere end det færdige resultat, insisterer på stadig at være til – med alt, hvad han nu er og kan. Heldigvis kan ”Late Picasso” snart ses i Aalborg, for det føles som en sjælden luksus at opleve en brøkdel af Picassos senværker samlet og få indblik i kunstnerens alderdom, hvor de sidste blomster blev sat, før tiden løb ud. J
”Late Picasso” på Moderna Museet, Stockholm indtil den 5. april og på Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg, fra den 9. maj til den 6. september.
Frederiksberg Kirke i København har fået en ny skulptur, ”Lystrappen”, som føjer sig lydhørt til barokarkitekturen og involverer menigheden direkte: Det er en lysholder, formet som en spindeltrappe uden nogen begyndelse og ende anmeldelse
Lisbeth Bonde kultur@k.dk
Siden Reformationen har de protestantiske kirker været renset for unødige rekvisitter. For Martin Luther og hans efterfølgere var det væsentligt at fremme den enkelte kirkegængers møde med Gud uden forstyrrende glimmer, glans og dikkedarer, som vi kender fra de katolske kirker, der ofte er overdådigt udsmykket. Men mennesket lever ikke af brød og bøn alene. Også protestanter kan have brug for en æstetisk åbning, der skaber forbindelseslinjer til det guddommelige. Her kommer det levende lys ind i billedet, for flammen symboliserer
evigt liv og kan skabe en følelse af fred og lykke. Tilsvarende bliver vi via lyset, som optræder i mange salmer, forbundet med det guddommelige, fordi det lader os se det, der før var skjult af mørket.
I de senere år har stadig flere kirker herhjemme givet menigheden mulighed for at tænde et lys, sådan som mange af os praktiserer det i de katolske kirker på rejser sydpå. Det gør vi, fordi vi måske har brug for et personligt sorgarbejde efter at have mistet. At tænde et lys er som en kropslig bøn. Man gør noget aktivt for at holde mindet levende. Mange protestantiske kirker har i den anledning anskaffet en såkaldt lysglobe, en omfangsrig lysestage, der har form som en globus, og hvor der i midten er et lys, som symboliserer Kristus som verdens lys.
For nogle år siden fik Frederiksberg Kirkes præst Pia Nordin Christensen menighedsrådets opbakning til at skifte kirkens ”Imercomodel” ud med et ægte kunstværk. Valget faldt på billedkunstneren Martin Erik Andersen (født 1964), som nu har skabt et unikt og tindrende smukt lysværk til den ottekantede barokkirke fra 1734.
Værket har en svævende spiralform og er støbt i bronze. Umiddelbart giver det associationer til Jakobsstigen, der jo symboliserer bevægelsen mellem himmel og jord, men samtidig har kunstneren på raffineret vis skabt en
2 Martin Erik Andersen (født 1964) har skabt lysværket til den ottekantede barokkirke fra 1734, Frederiksberg Kirke i København.
FO TO: FREDERIKSBERG KIRKE
dialog med dele af kirkens inventar, herunder vindeltrappen ved alteret, der fører op til den højt placerede prædikestol.
På den ottekantede fod, der er formet som et grundrids af kirken, er der indgraveret små lam og andre figurer, der refererer direkte til alteret. Op ad spindeltrappens centrale søjle har kunstneren skabt en bronzefarvet vinranke, hvis blade indimellem er sølvfarvede, hvilket gør dem i stand til at reflektere lysene. Her symboliserer vintræets stamme Kristus, som grenene, det vil sige disciplene og menigheden, skal vokse ud af for at bære frugt. På spindeltrappens ”trin” kan man sætte levende lys, som hentes i en lille bronzekasse tæt ved skulpturen. På kassens side har kunstneren indgraveret et citat fra Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13, som slutter: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Det nye, bevægende stykke inventar er på den ene side en diskret tilføjelse til kirkens interne arkitektur og på den anden side en invitation til en mere dynamisk brug af kirken. J
Lysskulpturen er skabt af billedkunster Martin Erik Andersen. Værket er støttet af diverse fonde samt en privat donation.
For over 100 år siden vendte kunstneren
Christen Lyngbo ryggen til hovedstadens jag og forandringer og søgte hjem til den vestjyske hede. Her fandt han et liv tæt på naturen og med vægt på det, man selv
Han var inspireret af tidens tanker om en anden måde at leve på – hvor kost, krop, påklædning og hverdagsliv skulle brin ges i bedre balance med naturen. Idéer, der blandt andet kom til udtryk i den så
28. marts - 1. november 2026
Christen Lyngbo og drømmen om
Lyngbo stod fast på sine værdier og blev på heden resten af livet - frem til sin død
taler til os i dag.
Hvad er det gode liv for dig?
I udstillingen på Nymindegab Museum møder du både mennesket og kunstneren Christen Lyngbo. Gennem stemningsful de malerier og kulturhistoriske fortællin ger får du indblik i et livssyn, der stadig
Midt i vestkystens storslåede natur kan du lade dig inspirere og mærke efter: kaldte livsreformbevægelse. i 1968.
UDSTILLINGEN ER GENERØST STØTTET AF:
