Læs om årets bedste danske bøger og få inspiration til gode julegaver og store læseoplevelser
Ilka er ikke kendt for sine gode beslutninger. Og nu står hun over for et livsvalg, som vil sætte retning på hendes fremtid.
En spændende og hjertevarm fortælling om familie, mod og venskab. Bogen egner sig perfekt til både små og store læsere, der elsker mysterier og eventyr.
5. BIND I SERIEN OM ILKA
1. BIND I NY KRIMISERIE FOR BØRN
Adventstiden og julen står for døren, og den mørke tid byder for mange på både samvær og stille stunder. Måske får du tid til at læse en god bog. Eller måske vil du give en bog i gave. I dette tillæg er der inspiration at hente, for vi bringer en del af årets mest begejstrede anmeldelser samt en liste over de danske bøger, vores anmeldere har givet flest stjerner i år. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
indhold
4 Anmeldelse ”Inden året er omme” er en eminent bog om sommerfugle, håb og meningen med livet.
Anmeldelse Niels KrauseKjær skriver realistisk og ømt om et landboliv, som de færreste kender i dag.
6 Anmeldelse Endelig er der kommet en bog om den danske tilpasningspolitik i årene 1941-1942.
8 Anmeldelse Fuglekendere vil elske denne bog, siger Søren Ryge og giver fem stjerner til ”Svanesang”.
10 Anmeldelse Jesper WungSungs roman om den unge H.C. Andersen er pragtfuld ifølge Kristian Østergaard.
12 Anmeldelse Theis Ørntoft giver i ”Habitat” et skarpt og fascinerende indblik i den mandlige psyke.
Anmeldelse ”De eneste i verden” tager læseren med ind i et udsat liv med sex, vold – og omsorg.
14 Anmeldelse Sofie Lene Baks bog om Olga Eggers er en af årets bedste, mener Steen Andersen.
18 Baggrund Se de danske bøger, Kristeligt Dagblad har givet fem eller seks stjerner i år.
20 Anmeldelse I ”At velsigne et liv” blandes salmelinjer og erkendelser suverænt af Jens Christian Grøndahl.
20 Anmeldelse En af landets mest originale tænkere, Amalie Smith, undersøger livets opståen i sin bog.
22 Anmeldelse Anne Lise Marstrand-Jørgensen gør Bibelen til en roman i sin smukke bog ”Under solen”.
Anmeldelse Henning Lehmanns bog om den første kristne nation er sprød og sober.
24 Anmeldelse Johannes V. Jensens ”Digte 1906” er en seksstjernet klassiker, der nu er blevet genudgivet.
26 Anmeldelse Det sjette bind i Solvej Balles serie ”Om udregning af rumfang” holder seriens høje niveau.
26 Anmeldelse Cecilie Lind går til moderskabet med inderlighed og komik i sin bog ”Bristefærdig”.
27 Anmeldelse ”Guthensø” er en sanselig og indsigtsfuld kærlighedserklæring til den danske natur.
28 Anmeldelse Henrik Yde tager Grundtvigs skoleog dannelsessyn under kompetent behandling.
30 Anmeldelse I ”Spejl” kobler Krista Korsholm Bojesen på glimrende vis Bibelen og daglig psykologi.
Udgivet af Kristeligt Dagblad
FOTO: ANDERS HOLST PEDERSEN/RITZAU SCANPIX
Julegaven finder du hos
ProRex Forlag
Gennemgang af NT's Johannesbreve – om at leve i lyset og have fællesskab med Gud.
Højlund tager læseren med ind i Lewis' Narnia-univers og finder dybe sammenhænge med Bibelens store historiefortælling.
Engle i porcelæn eller bronze
Skøn coffee table-bog med digte om livet og troens konkrete betydning i hverdagen, i naturen, i relationer. Hvert opslag er smukt illustreret med akvareller og kultegninger af Jakob Daniel Leinum.
Indeholder nogle af C.S. Lewis' ypperste tanker, taler, prædikener og essays om at leve et kristent liv i hverdagen.
De sødeste mini-engle i porcelæn eller massiv bronze.
Nærmest profetisk skriver C.S. Lewis her i sin rumtrilogi bind 3 om, hvordan en magtfuld organisation genskaber mennesket som robot med kunstig intelligens.
Livet er skønt!
Bord-kalenderen
Herregud & Co er en populær spiralbundet kalender med en tegning til hver dag i året og med hver sit eget humoristiske og tankevækkende budskab.
Glæd dig til at møde den lille finurlige figur, der med selvindsigt og masser af lune får sat hverdagens tildragelser i relief, og som året rundt spreder eftertanke, håb og glæde. En perfekt gave til dig selv eller en anden!
Format 13 x 14 cm med indbygget fod.
Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler · tlf 7456 3343
Royne Mercurio
Man søger en sommerfugl og finder en mening
Zetlands chefredaktør satser højt og vinder langt i sin bog om jagten på sommerfugle anmeldelse
Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Melankolien er tidens bagtæppe. Klodens tilstand er elendig, dyr og planter uddør. Alligevel bobler håbet som en brusen langt indefra, når man læser Lea Korsgaards nye bog, ”Inden året er omme”, om sommerfugle og om meget, meget andet end det. Bogen er en satsning fra et rigtigt menneske (undskyld udtrykket, men det er det ord, der falder mig ind). Og jeg køber hele butikken: det herligt skøre udgangspunkt, den banalt sande indsigt, kærligheden, modet. Også mod til netop at være banal.
Lea Korsgaards bog er en af den slags bøger, der gør verden rigere. Fordi den har et bud, og fordi den vil en vej. Midt i melankolien. Den fortæller, at hvis vi vil give naturen en chance, må vi lære at elske den. Ikke kun som æstetik, men fra knoglerne. Indefra og ud. Vi må se, at vi er forbundne. At vi er af samme stof. Det koster på den gamle vanetænkning. Det begynder med, at forfatteren, der ellers har nok at gøre med at være chefredaktør for netmediet Zetland, en kold vinterdag får den idé, at hun vil se alle landets sommerfuglearter inden for et bestemt år. Skemalagt, fotograferet, dateret. Ikke fordi der er en tanke bag. Eller rettere: Tanken er at se, om der er en tanke bag. Og det er der. Mange tanker, viser det sig 315 sider senere.
Efter konsultation med en ekspert går Lea Korsgaard systematisk frem. Der er 64 danske arter (lidt afhængigt af, hvordan man tæller), som lever på forskellige steder og tider af året. Så det er om at komme i gang. Og selvfølgelig viser det sig, at der er meget mere end sommerfugle at opdage derude. At projektet i sig selv er forvandlende.
Så respekt for at turde gå linen ud. Og ikke mindst for at slutte fred med, at de to sidste arter ikke kan nås. For der må være en sprække i alting.
”Inden året er omme”, så original den end
er, er faktisk en del af en strøm af litteratur, der udkommer i disse år, og som netop lægger sig i feltet mellem eksistentiel rejse, naturvidenskabelige iagttagelser, poesi og anfægtelse. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i det konkrete, i verden. I re spekten for det liv, der omgiver os. Og det er med til at rense al sentimentalitet væk.
Vi søger Skaberen den traditionelle kristne kirke i et opgør med naturromantikken. Men her er det det skabte, der søger sin skaber, kunne man sige. Eller det ordløse, der fortæller sit evangelium. Det er blandt andet Patrick Svenssons pointe i hans vidunderlige ”Åleevan geliet” fra 2019. Og det er den øjenåbner, det aktu elle bogmarked har givet os. Sammen med ål, svirrefluer, admiralsommerfugle, brændestabler, muld varper, zebraens striber, vores egen krop, træernes rødder. Ikke at gå over åen ef ter vand. Men bare drikke van det.
Helt på samme måde blander Lea Korsgaard sine genrekort. Man går med hende ind i forrevne buskadser og ud i sumpede områder. Man jager i bil gen nem landet fra Lolland til Skagen. Man svimler, når hun ser en spejlbredpande eller en sortplettet blåfugl. Og hele den ne konkrete søgen er båndet i historien. Men langs det bånd slynger sig alver dens digressioner. Og sommerfuglelandet befolkes af tænkere og kunstnere gennem år tusinder – fra Aristoteles til Freud, fra Han nah Arendt til Van Gogh, Nabokov og Jimi Hendrix (og bær over med, at han gøres til forsanger i The Doors!).
Sommerfuglen og dens uforklarlige metamorfose har, hører vi, siden den græske mytologi haft symboltung betydning. Som sjælens spejl. Som de dødes budbringer, som løftet om fødsel og genfødsel og nye begyndelser. Og det er dét løfte, der
1 Lea Korsgaard satte sig for at se samtlige danske sommerfuglearter på et år, blandt andet den sjældne sortplettede blåfugl.
FOTO : STEEN DROZD LUND/ POLNATURE/RITZAU SCANPIX
Krause-Kjær skriver smukt om det forsvundne
I portrættet af tre generationer rejser vi med lige dele ømhed og klarsynet realisme gennem efterkrigstidens danske bondeland. Det er ikke længere det Danmark, du kender anmeldelse
Liselotte Wiemer kultur@k.dk
At tage stilling uden at tage parti. At sige uden at overtyde, at beskrive uden at nedskrive, at dæmpe passionen for at understrege den, det er vel linedansen i både diplomati og (samtids)romaner. I hvert fald når man, som forfatter og journalist Niels Krause-Kjær, går tæt på et af tidens mest kontroversielle indenrigspolitiske emner: dansk landbrug og bruddet med den livsform, der engang var Danmarks dna. For bare et par generationer siden kunne vi ikke leve uden, det var før industrialisering og masseproduktion. Engang kunne slægt følge slægt på de små og større ejendomme. Sådan var det bare. Man
overtog gården som en skæbne og en pligt. Og nu er det hele blevet ”Ude for uden” – for nu at bruge romanens egen lidt for tricky titel. Enten ude på det vulgære overdrev med, som en storbonde siger: ”svin, svin og atter svin” –eller kastet ud som en lille bunke krummer. Niels Krause-Kjær har ingen blinde vinkler. Han ser op- og nedture, dilemmaer og konflikter krystalklart. Men hjertet er med. Og han har tydeligvis været der selv. Det er det, der udgør denne romans særlige finhed og balance. Rammen i historien er en såkaldt ”vandrebog”, der gik på omgang mellem fire gamle højskolekammerater og bliver fundet i en kiste på den gård, der var Svends barndomshjem. Til min Søn, Svend, står der med gammel retskrivning på låget. Vi er i nutiden. Far er død. Og Svend rejser sammen med datteren Karoline tilbage for at hente bogen. Huset er under nedrivning, ligesom forsiden af bogen er et billede af Krause-Kjærs eget nedsunkne barndomshjem. Alt forladt.
Men engang var der liv. Her boede fiktionens Erik og Lisbet med deres eneste søn, Svend. Herfra flyttede Svend til den store by, gik på universitetet og er nu i Folketinget for Venstre. Med en skandalesag i nakken og en partisekretær og Ekstra Bladet i mobilen, tager han turen
ned i tidslommen sammen med sin rebelske og klimabevidste datter, der bestemt ikke har (lomme)uld i mund.
Og rundt om disse få dage – der ikke bare ændrer Svends verden, men også forholdet mellem ham og Karoline – tegner der sig i skiftende kapitler billedet af romanens to hovedpersoner: Erik og Svend.
Erik følger vi fra 1946. Fra hans barndom, hvor storebror overtager den fædrene gård (for sådan var det – selvom han havde andre drømme), og lillesøster kommer i huset (for sådan var det – selvom det slukkede lyset i hendes øjne), til han selv bliver gårdejer med kone og barn.
Og vi får et smukt og bevægende epos over et stykke danmarkshistorie, som ikke er ret længe siden.
Vi hører om mødet med ånden, løftet og det nationale sindelag, da Erik kommer på højskole. Om tørke og nedture på gården. Om det første barn, der dør. Den sociale opstigning. Og så ikke mindst om Lisbet, hans prægtige kones langsomme og stille frigørelse. Hun får kørekort (hvad skal det nu til for?), hun får et arbejde, og hun får ikke mindst hovedrollen i en gammel betændt sag fra egnen. For hvert leveår stærkere.
Danmark
Og så er der de snart udviskede linjer mellem far og søn. Landbruget og Venstre. Det gamle liv, der vrider sig for ikke at dø. Den nye leder fra storbyen, der skal ”rense partiet for stanken af gris og kolort”. Og der er nutiden og fremtiden. Fine, fine replikskifter mellem far Svend og Karoline. Du må ikke tale ned til mig, stamper hun. Men hun mildnes i mødet med det, der også er hendes fortid. Og han mildnes. Og hun får ham til at indrømme, hvor langt der er fra visionerne til livet på Christiansborg. Jeg læste romanen to gange. Og nu sidder den fast under huden. Som var det Krause-Kjærs egen vandrebog til de næste generationer. J
Niels Krause-Kjær: ”Ude for uden”. 299,95 kroner. 295 sider. Lindhardt og Ringhof
Årets bedste bøger til ønskesedlen
En gribende kærlighedsfortælling af forfatteren til verdenssuccesen, DE SYV SØSTRE
Torsdagsmordklubben er tilbage i en sprudlende og spændingsfyldt krimi.
Rørende og ærlige erindringer fra et liv på landevejen.
Den længe ventede efterfølger til den internationale bestseller, VILDE SVANER
En nyfortolkning og hyldest til hønsestrikken.
Nye designs, grundmønstre, farvelære og teknikker
Tilpasningen til Tyskland i nyt lys
Med dette værk har læserne fået en både præcis og levende fremstilling af tilpasningspolitikkens tilblivelse i perioden med begyndende modstand og internationale omvæltninger anmeldelse
Steen Andersen kultur@k.dk
I mange år har historikere og historieinteresserede talt om det ”hul”, forskningen i besættelsestiden havde efterladt. Det drejer sig specifikt om perioden fra januar 1941 til september 1942, som var efterladt af afslutningen på Henrik S. Nissens bog ”Studier i Forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken” fra 1973 og begyndelsen på Hans Kirchhoffs værk ”Augustoprøret” fra 1979. Nu har vi endelig fået en grundig undersøgelse med en interessant tilgang skrevet af Henrik Lundbak. Med afsæt i sit omfattende forfatterskab, som blandt andet omfatter disputatsen om partiet Dansk Samling, og hans mangeårige virke som museumsinspektør på Frihedsmuseet, er det Lundbaks ambition med dette værk, der udkom tidligere på året, ikke bare at afdække ”hvide pletter” på besættelsesforskningens kort, men at forene en fortælling om politik med hverdagsliv og kultur.
Fra begyndelsen
Lundbaks værk tager sin begyndelse i januar 1941, hvor det så ud til, at Tyskland ville vinde krigen, og hvor det derfor af mange politikere blev set som deres opgave at sikre den bedst mulige plads for Danmark i et nyordnet Europa under tysk førerskab.
Hovedparten af politikerne og erhvervsorganisationerne var betænkelige ved at skulle binde sig for tidligt, inden krigen var afsluttet, mens andre i kredsen om udenrigsminister Erik Scavenius mente, at det handlede om at vise interesse med det samme for at opnå de bedste resultater.
Lundbak har gransket de politiske kilder og bidrager med en revurdering af den danske samarbejdspolitik i denne periode, og det er i sig selv berigende, men derudover får læserne også indsigt i levevilkår, og hvad danskerne kunne se i biografen i vinteren og foråret 1941. Her udfolder Lundbak en enorm indsigt og fortællelyst, og det er tydeligt, at museumsmennesket og formidleren kommer på banen. Det lykkes på meget fornem vis at få vævet drøftelser om beskæftigelsesindsats sammen med fortællingen om mørklægningspærer og film som ”Swing it, hr. lærer!” med Alice Babs.
Den turbulente sommer 1941, som blev defineret af det tyske angreb på Sovjetunionen, får en både systematisk og levende behandling af Lundbak. Analysen lader ingen tvivl tilbage om, at den danske samarbejdskurs kom op i et højere gear, og med kommunistinterneringen opstod der en fællesmængde mellem besættelsesmagten og dele af Rigsdagen.
0 Lundbak bidrager også med ny og efterspurgt indsigt i de interne tyske overvejelser om en eventuel nazistisk magtovertagelse i Danmark i 1942. Dette billede er taget ved det danske nazistparti, DNSAP's, mindeappel for de danske faldne, der blev afholdt i Forum i København i november 1940.
FOTO: SCANPIX HISTORICAL/RITZAU SCANPIX
Læserne bør ikke lade sig afskrække af de over 800 sider, da Lundbak har leveret en fremstilling, som er et levende hovedværk for både interesserede læsere og fagfolk.
Lundbak ryster ikke på hånden, når han betegner kommunistinterneringen som et brud på Grundloven. Han citerer også justitsminister Thune Jacobsen for at have sagt til amtmændene i september 1941, at der var behov for en ”skarp front mod kommunismen” for at sikre Socialdemokratiets beståen. Lundbak har et skarpt blik for, hvordan både samarbejdspolitikken blev formuleret kombineret med viden om, hvordan og hvad der indgik i dansk leverpostej i 1941. Intet af det var kønt. Nye indsigter
Side om side med analyserne af den danske tilpasning har Lundbak indarbejdet meget solide analyser af udviklingen og overvejelserne i den tyske kurs. En ting var, hvad besættelsesmagten gav udtryk for direkte over for de danske politikere og embedsmænd, men hvad var der på dagsordenen på de indre linjer. Lundbaks læsning af de tyske kilder er koblet til nedslag i den tyske politik i andre besatte lande, og dette bidrager til at gøre denne bog til en bog
ningsløsning. Ikke desto mindre viser Lundbak også, at der var en fornyet tysk overvejelse om indsættelse af en regering bestående af danske nazister i efteråret 1942.
Det skete i forbindelse med telegramkrisen, hvor et telegram fra Christian den X til Adolf Hitler blev opfattet fornærmende. Lundbaks fortælling er åben for historiens handlingslinjer og pointerer, at da det tyske udenrigsministerium for alvor skulle have leveret en løsning på den politiske krise, blev det overvejet af statsretsekspert Friedrich Gau at indføre et rigskommissariat i Danmark i oktober 1942. Selv i en reduceret version ville overvejelsen om rigskommissariat have betydet, at Danmark var blevet et protektorat med tynd fernis af suverænitet. Alt dette står side om side med beskrivelser af levevilkår i efteråret 1942, hvor flæsk næsten forsvandt fra slagterbutikkerne for i stedet at ende på de tyske spiseborde, og det var ligeledes slut med at kunne købe franskbrød i bagerbutikkerne.
med tiltrængt internationalt udblik. Lundbak bidrager også med ny og efterspurgt indsigt i de interne tyske overvejelser om en eventuel nazistisk magtovertagelse i Danmark i 1942. Vores eksisterende billede af en mulig Frits Clausen-regering var, at der var indicier for, at der var en plan om dette i det tyske udenrigsministerium i oktober-november i 1940. Herefter blev de danske nazister af historieskrivningen henvist til en næsten harmløs birolle, som i ny og næ blev brugt af tyskerne som pression. I Lundbaks analyse peger han på, at der stadig var kræfter i det tyske udenrigsministerium, som arbejdede aktivt for en nazistisk magtovertagelse i foråret 1942. Imidlertid måtte de kræfter i det tyske udenrigsministerium, som havde gjort deres til at klæde Frits Clausen bedre på til at appellere bredere, se, at DNSAP’s forårsappel søndag den 26. april kørte af sporet. I den indre tyske kompetencestrid gned SS sig i hænderne over de danske nazisters fejltagelser og fortsatte arbejde med deres bredere ”germanske” nyord-
Præget af pragmatik Hovedkonklusionen hos Lundbak er, at både den danske og tyske kurs var præget af pragmatik, og radikale løsninger blev afværget. Hvor andre historikere har peget på, at dansk tilslutning til Antikominternpagten i november 1941 ikke havde nogen reel betydning, er Lundbak anderledes klar i mælet og konkluderer, at den danske regering formelt havde tilsluttet sig Tysklands projekt i form af kampen mod kommunisme. Fra tysk side skrottede man idéen om et rigskommissariat og accepterede regeringen Scavenius for at sikre ro og opretholdelse af leverancer. På trods af tysk pragmatik ville ”jødespørgsmålet” være kommet på dagsordenen, og var kun blevet udskudt af besættelsesmagtens aktuelle interesser. Med dette værk har læserne fået en både præcis og levende fremstilling af tilpasningspolitikkens tilblivelse i perioden med begyndende modstand og internationale omvæltninger. Hele vejen igennem handlede det om at sikre dansk manøvrefrihed uden at antage, at Tyskland ville vinde krigen. Det er lykkedes Lundbak at forene den politiske historie med hverdagshistorien, og eneste anke skulle da lige være, at der bliver trukket ganske meget på Vilhelm Bergstrøms dagbog, og en avis som Nationaltidende kunne have fortjent en mere fremtrædende plads i fortællingen. Det er et flot værk med en rigdom af illustrationer til fortællingen om levevilkår og kultur.
Læserne bør ikke lade sig afskrække af de over 800 sider, da Lundbak har leveret en fremstilling, som er et levende hovedværk for både interesserede læsere og fagfolk. I visse passager er Lundbak ligefrem sjov, når han prøver at være mest tør. J
Henrik Lundbak: Under Tysklands førerskab. Hverdagen og tilpasningen på vejen mod Hitlers nye Europa 1941-42. 813 sider. 475 kroner.Syddansk Universitetsforlag.
Giv julegaver med dybde
I mødet med Jørgen Leth, Svend Brinkmann, Leonora Christina Skov, Christian Stadil, Sørine Gotfredsen, Søren Ulrik Thomsen, Ghita Nørby, Alex Vanopslagh, Anne Sophia Hermansen og Pilou Asbæk bliver læseren klogt og kærligt klædt på til det liv, der skal leves. Alle øser generøst af deres livserfaring og fortæller om det væsentlige tilværelsen: ensomhed, kærlighed,
Hvad livet har lært os
Samtaler om det væsentlige
Af Kasper Andersson
Kasper Andersson interviewer 10 store kulturpersonligheder om deres livs op og nedture, og hvilke råd de vil give videre til den næste generation. Pris: 269,95 kr.
KASPER ANDERSSON
HVAD LIVET
HAR LÆRT OS
SØREN
SAMTALER OM DET VÆSENTLIGE
EKSISTENSEN
Guide til det vigtigste
Livsværdier Idealer Handling
Af Miroslav Volf, Matthew Croasmun, Ryan McAnnally-Linz
Hvordan skal du leve dit liv? Dette omfattende og essentielle spørgsmål tager forfatterne under kyndig behandling i bogen, mens man som læser bliver udfordret og dygtigere til at besvare spørgsmålet for sig selv. Pris: 269,95 kr.
Fra lys til liv
En atomfysiker om universets love og skabelsens mysterium
Af Jens Olaf Pepke Pedersen
I ”Fra lys til liv” udfordrer atomfysiker Jens Olaf Pepke Pedersen myten om, at naturvidenskab og kristendom udelukker hinanden, og han viser, hvordan man meningsfuldt kan leve med begge forklaringsmodeller. Pris: 199,95 kr.
NØRBY
JØRGEN LETH LEONORA CHRISTINA SKOV
PILOU ASBÆK SVEND BRINKMANN
1 Bogen rummer et mylder af tegninger, den ene smukkere end den anden, skriver Søren Ryge. FOTO: TEGNING FRA BOGEN
Søren Ryge gisper af glæde over ”Svanesang”: Det er vor tids Johannes Larsen
Der er mange, der har tegnet fugle, men kun få som Jens Gregersen. Alle fuglekendere og folk med tilknytning til Vestkysten vil elske denne bog anmeldelse
Søren Ryge bagsiden@k.dk
Titlen er tvetydig og lidt vemodig. For svanesang er en hævdvunden betegnelse for en digters sidste, måske endda efterladte værk. Opkaldt efter sangsvanernes smukke, men også lidt vemodige sang. Og nu altså titlen på Jens Gregersens måske sidste store bog, efter at han igennem en årrække har givet os en perlerække af lignende værker: ”Vadehavet”, ”Den jyske hede”, ”Arktisk sommer”, ”Årstiderne”, ”Havørn”. Alle er lavet efter samme model: et mylder af tegninger, den ene smukkere end den anden, og korte, forbindende tekster. Store, tunge, smukke bøger. Igen og igen oplevede jeg at bladre videre og komme til endnu en akvarel, der var så smuk, at man gispede af glæde og blev hængende i flere minutter.
Og lad det være sagt med det samme. Det er ikke digtekunst, men tegnekunst, og det er fugle langt det meste. Alle landets ornitologer vil elske denne bog, og alle med tilknytning til Vestkysten vil også, for dér har vi været, det kender vi. Der er mange, der har tegnet fugle, men kun få på Jens Gregersens niveau. Han er vor tids Johannes Larsen.
Og han har tegnet uafbrudt i hele sit voksne liv (født i 1952), og det giver bogen perspektiv og fylde. For bogen er ikke resultatet af en rejse langs Vestkysten, men af et helt livs rejser, og hver gang han besøger et sted, får vi en lille skildring af dets historie og udvikling – plus en tegning eller to fra dengang og et mere fra sidste år.
Sådan kører det helt fra Skagen til Blåvand, men hver eneste gang er det fuglene, der spiller hovedrollen, og da han kommer til Hirtshals, handler det ikke om fiskeriet og færgerne, men om toplærken, der ”tripper rundt mellem lægehuset og Lidl, på jorden og oppe på tagene”, for det er det eneste sted i Danmark, man ser ynglende toplærker, og det er det hele værd. Prikken over i’et er, da han ser et boligkompleks, der hedder Toplærkegården. Men da vi kommer til Ringkøbing Fjord og Tipperne, går det helt amok med fuglene, for det var jo her, han for 50 år siden kom i mester-
Den smukkeste blanding af gammelt og nyt, småt og stort med masser af tegninger af enkeltfugle, men også med det sværeste: at skildre fugle i flok.
lære som fugleobservatør og blev præget og dannet for livstid. Jeg ved alt om det, fordi min søn har oplevet nøjagtig det samme (minus tegningerne).
Så i bund og grund er Jens Gregersen en af disse fuldblods-ornitologer, der kender hver en fugl, dens flugt og lyd, og tilmed var så heldig at blive ansat af Naturstyrelsen til at bo på og holde skarpt øje med den lille fredede Vorsø i Horsens Fjord, hvor han er eneste beboer (dog allernådigst sammen med sin Sus) og med en havørn som nabo, et par hundrede meter fra huset.
Han har været usandsynligt flittig med teg-
neblokken, og han må have gemt hver eneste, fra den mindste, hurtige skitse til de store panoramaer.
Derfor bliver bogens flere hundrede illustrationer til den smukkeste blanding af gammelt og nyt, småt og stort med masser af tegninger af enkeltfugle, men også med det sværeste: at skildre fugle i flok, mange fugle, i flugt, i løb, siddende, svømmende, for det er jo her, at vi står stille og gisper, se, se, ikke én gås, men hundrede, ikke én sølle strandskade, men en hel flok, der sidder tæt sammen i vestenvinden for at holde varmen, eller de otte sandløbere i samme farver som brændingen. Da rører fuglene ved vore hjerter, ornitolog eller ej, og da bliver tegneriet næsten til kunst. Tak for svanesangen. J
Jens Gregersen: Svanesang. 328 sider. 399,95 kroner. Gads Forlag.
“En god historie, der er spændende at læse.” BERLINGSKE
Julensbedste bøger
Motherlode
VINDER AF
DEBUTANTPRISEN 2025
Giftig
Efterårets store roman om Cheminova og kærlighed
”Helstøbt slægtsfortælling om giftige miljøer og giftig moral, skrevet med dokumentarisk præcision og personlig stemme.”
KRISTELIGT DAGBLAD
♥♥♥♥
”En roman i egen ret og med et stærkt kvindeligt afsæt.”
POLITIKEN
“Christine Kærulvs debutdigte fremskriver rørende en tidlig teenagetid udspændt mellem psykisk terror og digital eskapisme.”
WEEKENDAVISEN
Jagtmarker
Med levende naturbeskrivelser og stemningsmættede billeder viser bogen, hvordan passionerede jægere over hele landet dyrker jagt i samspil med natur, tradition og lokal kultur.
Shaolin
Vejen til bedre søvn og beslutningstagning, stærke relationer, balance og fysisk styrke.
KENDT FRA
SHAOLIN PÅ TV2.
“Vellykket digtsamling … det er slet ikke til at forstå, at det er en debut.”
JYLLANDS-POSTEN
“Et vidunderligt tilbageblik og en tidløs fortælling om frygten for skældud.”
SOUNDVENUE
“En gribende digtsamling om psykisk vold i hjemmet.”
KRISTELIGT DAGBLAD
Forfra
Dansk erhvervslegendes fascinerende erindringer. En fortælling om et exceptionelt drive og om sans for forretninger, men mest af alt for mennesker.
Da træerne voksede ind i himlen
“Alforts bog er intet mindre end en bedrift (…) Sara Alfort gør op med den etablerede nordiske kunsthistorie i slutningen af det 19. århundrede”.
KRISTELIGT DAGBLAD
Den frosne kvinde
Moderne feministisk klassiker om kvinders mental load.
”En klassiker i Frankrig.”
KRISTELIGT DAGBLAD
”Når Ernaux skriver, blotlægges kønsuligheden i al dens brutale alvor.” POLITIKEN
Bartenderen fra Hotel Ritz
Forrygende historisk roman baseret på en sand historie. Om bartenderen, der serverede drinks for Göring og skjulte sin jødiske identitet i et besat Paris.
“En stor roman og et brillant portræt af Frankrig under besættelsen.”
LE PARISIEN
Giv en gave, der åbner
Bibelens verden HHHHH
”Smukt, uforligneligt, originalt.”
KRISTELIGT DAGBLAD HHHHH
”Forrygende genfortælling.”
BERLINGSKE
”Fremragende, sansende, dragende.”
JYLLANDS-POSTEN
”Medrivende pageturner.”
WEEKENDAVISEN
KRISTELIGT DAGBLAD POLITIKEN
BOGRUMMET.DK HHHHHH
”Mesterværk.”
HISTORIE-ONLINE
Et kig under mandens kølerhjelm
At være helt ude på kanten og komme ind igen, at søge ensomheden og blive en familie, og alligevel aldrig passe ind. Det er temaerne i Theis Ørntofts stærkt personlige roman anmeldelse
Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Jeg tror ikke, at jeg har været på så knivskarp en opdagelsesrejse ind i det mandlige maskinrum siden Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ”Min kamp”, der udkom i begyndelsen af 2010’erne. Temaerne i danske Theis Ørntofts roman ”Habitat” og den norske forfatters kamp med sig selv, kunsten, kvinderne, det onde og livet i al almindelighed er i den grad synkrone, helt ned i detaljen: Breivik, Forfatterskolen, de indskudte politisk/litterært/filosofiske refleksioner, nederlagene, leden ved illusionerne, ja, selv udrensningen eller ligefrem uddrivelsen af forfaldet i et hus fuldt af flasker (Knausgård) eller bænkebidere, mus og rotter (Ørntoft). Ørntoft har ikke helt samme urvrede – og derfor ikke samme ekstroverte kraft. Energien går indad. Det kommer også til udtryk i mødet med andre mennesker. Bliver de nogensinde andet end et bagtæppe? Eller et svagt ekko af det habitat, vores hovedperson altid længes imod. Planetens helbredelse. Alt liv i balance. Til gengæld mødes de to litterært igen i en optagethed af ondskabens kræfter. Vold og terror bliver ikke bare set som afstumpet – selvom de selvfølgelig også gør det – men tillige som en reaktiv kraft, et latent ønske om én gang for alle at få ryddet op og begynde forfra. Måske hører Ørntofts hovedpersons enorme tiltrækning af porno til i samme kategori. Lys avler mørke. Munke, mordere. Det er kryptisk, paradoksalt, skræmmende, men ikke uvæsentligt. Og sammenstødet mellem vold og vision bliver her en næsten arketypisk del af den maskuline dna.
Men al sammenligning til trods: Theis Ørntofts roman lever i sin helt egen originale ret. Ingen tvivl om det. Det er hovedstolen, der skrives på. Det er hjerteblod, vi får. Og i de lag vil der uvilkårligt være fællestræk. Også sit eget navn bruger han. Og som i al autofiktion
er stoffet på en gang sat i scene og næsten nådesløst tæt på virkeligheden. Og jeg er vild med den ærlighed. Livet er ikke for begyndere. Eller rettere: Vi er alle sammen lige begyndt og må famle os frem i en skov af ukendte kræfter. Tag den, kære læser, eller lad være. Og vi tager den langt hen ad vejen. Alene begyndelsen er suveræn. Det begynder i nutid, og læseren hægtes på i det samme nu: ”Jeg er alene […] jeg vil ikke have besøg, jeg vil være væk, glemt, forsvundet […] Jeg har åbnet vinduet ud mod uendeligheden.”
Det er efterår 2018. Vi er i et slutpunkt, et vendepunkt, en begyndelse. Romanens Theis har købt et faldefærdigt hus på Møn, et skriverum, der samtidig fungerer som et slags beskyttelsesrum, til hvis verden går amok. Eller et gravkammer, som han siger. Og så er huset selvfølgelig et symbol på de indre tilstande i vores jeg-fortæller. Fundamentet skrider, der er underjordiske, underminerende gange, dyr flytter ind.
Theis har, som sin forfatter, samme forår udgivet romanen ”Solar”, der blev et gennembrud (selvom to stærke digtsamlinger gik forud).
Men her er ingen hvilen på laurbærrene. Og nu skal der først skrives et essay om ulve (en-
somme!), senere skal næste roman påbegyndes, den stort anlagte ”Jordisk”. Den bliver skrevet og færdig, inden vi lukker bogen.
Det vil føre for vidt at begynde at folde de mange, mange tråde ud. Vi flyver frem og tilbage i tiden. Hører om den fatale ulykke i barndommen (gribende), om posttraumatisk angst, om psykologer, stoffer, diagnoser og psykofarmaka, om arbejdet som pedel på Gyldendal (komisk skævt), om årene på Forfatterskolen (perfidt og hårrejsende).
Og overalt er der det kritiske blik på verden, vi kender så godt fra forfatterskabet, og som jeg personligt sætter højt og sagtens kan inddæmme i en litterær kontekst. Så ikke bare huset, ikke bare vores hovedperson, men hele den teknologiske, naturudbyttende verden styrer mod undergangen.
I så lang en roman vil der selvfølgelig være hængepartier. Og med fare for at skyde selve lykkefuglen ned, sker det symptomatisk nok, samtidig med at livet vender. Og et familieliv, som ellers for længst var afskrevet, tegner sig. Kærligheden hedder Josefine. Hun skriver selv romaner og går på tantrakursus. Og hvad
2 Theis Ørntofts roman lever i sin helt egen originale ret. Ingen tvivl om det. Det er hovedstolen, der skrives på. Det er hjerteblod, vi får.
FO TO: SOFIE AMALIE KLOUGART/BAM/ RITZAU SCANPIX
så mere? Da det er autofiktion, må hun jo både findes og ikke findes. Men helt tydelig bliver hun aldrig. Ja, det er, som om parforholdets funktion litterært set ikke kun er stabiliserende, så meget som det nu kan lade sig gøre i Theis’ verden, men også sprogligt normaliserende. Rejser rejses, træterrasser lægges, huset sælges. Personligt vil jeg hellere blive i bænkebiderland. Det er der, romanen for alvor træder i karakter – smertefuldt nødvendigt. Og det er som bekendt i mørket, man ser stjernerne. Derfor fem her. J
Theis Ørntoft: Habitat.
578 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
Stilsikker debutroman om grænseløs sexarbejder
Romanen ”De eneste i verden” tager læseren med ind i et udsat liv, hvor sex, vold og omsorg er viklet uhjælpeligt ind i hinanden
anmeldelse
Anne Skov Thomsen kultur@k.dk
En ny figur har gjort sit indtog i dansk skønlitteratur: sexarbejderen. Jeg stødte første gang på en prostitueret jegfortæller i Asta Olivia Nordenhofs roman ”Djævlebogen” (2023), og først på året debuterede Sine Simonsen stilsikkert og hjerteskærende med romanen ”De eneste i verden” som tematiserer sex i grænselandet mellem vold og omsorg. Molly er i begyndelsen af tyverne og ernærer sig selvsikkert og for det meste apatisk som sexarbejder på et hundedyrt lejet værelse i en lejlighed på Frederiksberg. Hun har ikke et godt forhold til sin uvidende udlejer og tilbrin-
ger derfor ofte nætterne i en campingvogn på Christianshavn hos vennen Casper. Molly og Casper er vokset op sammen på et opholdssted for unge, hvor de indleder den livslange tvetydige relation, som vi følger i to spor i bogen: nutiden og fortiden, fra Molly er 11 til 17 år. De er bror og søster, de er sjælevenner, de er elskere, de er voldtægtsmand og offer. De har begge svært ved at begå sig i voksenlivet uden for institutionens trygge rammer og dulmer deres følelse hver på sin vis. Casper mest med stoffer, Molly mest med sult og sex. Der er hele tiden en hårfin, sløret grænse mellem, hvornår det seksuelle er noget, Molly aktivt tilbyder og ønsker, enten af begær eller –lige så ofte – af omsorgsfølelse, og hvornår det glider over i noget, som minder mistænkeligt om et overgreb. Et tema, som går igen i alle de relationer, hun indgår i, også som sexarbejder. Endnu sværere bliver det at skelne, da Molly indleder et forhold til den noget ældre, velhavende kunde Jógvan, som på den ene side lokker med en tryghed og hjemfølelse, hun håbløst tragter efter, men som hun på den anden side igen og igen havner i seksuelt grænseoverskridende og ydmygende situationer med. Sine Simonsen skriver i et sprog, som lægger
sig tæt op ad det talte, ikke blot i de stærke og uhyre lydhøre dialoger, men også i brødteksten. Der er noget ungdommeligt cool og flabet over den åbenlyse tungerækken ad gængs sproglig korrekthed, når der står: ”I spejlet kunne jeg godt ligne et lyselillat snefnug”, ”skride ad helvedes til” og ”jeg er helt vildt sindssygt sulten”.
Men samtidig er det også udtryk for et enestående og musikalsk øre for det, man i sprogvidenskaben kalder sociolekter. Altså en slags dialekt, som snarere end geografisk tilknytning angiver et socialt tilhørsforhold signaleret gennem bittesmå sproglige markører. Simonsen mestrer alle nuancerne i denne sociolekt. Den kan både være et voldens sprog og et kærlighedssprog, et rørende barnligt funderingssprog og et uudholdeligt stereotypt begærssprog. Debutanten viser desuden en eminent evne til at gengive sanselige detaljer, så de næsten mærkes på læserens krop, som her: ”Jeg kommer til at støde min gaffel mod tænderne.” Eller som Snickers-baren, Molly langsomt fortærer udskåret i små firkanter, som hun skiller ad i de enkelte lag med tungen for at mærke de forskellige smage og teksturer.
Lige præcis det med maden bliver, ligesom det meste andet, et støt voksende problem. Det bliver det tydeligt, at den ulykkeligt grænseløse Molly er den slags skæbne, som kan ende med at gå i hundene, hvis ikke hun bliver grebet i tide af de rette hænder. Fortællingen er på mange måder – underligt velfungerende – statisk, fordi der ikke kommer et entydigt vendepunkt, men ”De eneste i verden” hviler smukt i det ambivalente, at ikke alt i verden er så sorthvidt, som vi måske gerne ville have, det var: at de samme hænder kan være kærlige og ødelæggende. En overbevisende og sikker debut. J
Sine Simonsen: De eneste i verden. 222 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
Giv en gave der kan åbnes hver uge
De fleste gaver bliver åbnet og glemt igen. Men nogle kan man blive ved med at åbne. Som et abonnement på Børneavisen. Her får du lov til at åbne en hel verden af ord og bogstaver, gys og grin, viden og indsigt hver eneste tirsdag. Det er en gave, der varer lige til påske - og måske resten af livet.
Køb et gaveabonnement på borneavisen.dk/jul eller ring på 70 15 95 15
Julepris 3 måneder for 299,-
Fængende portræt af en ekstrem dansk nazist
Sofie Lene Baks biografi om Olga Eggers, der gik fra at være stjerneforfatter til en af landets mest ekstreme nazister, er medrivende og fuldendt portræt af en tragedie anmeldelse
Steen Andersen kultur@k.dk
Ude på Vestre Kirkegård i København, mellem massegravene for de tyske flygtninge og den tyske soldaterkirkegård, står en enkelt, ensom gravsten lænet op ad et træ. På trods af at den er algebegroet, kan man læse, at der står ”OLGA EGGERS 31. DEC. 1875 – 16. MAJ 1945”. Som besøgende kan man undre sig over, at graven er endt her, eller man kan finde det passende, at hun fandt sit sidste hvilested blandt de døde tyskere. Olga Eggers er gået over i historien som kollaboratør og glødende antisemit, og glemt er hendes stjernestatus som forfatter og repræsentant for den progressive socialisme i 1920’erne. Hvordan kunne Olga Eggers gå fra feteret forfatter til at ende som fremtrædende medlem af Dansk Antijødisk Liga og redaktør for det racepolitiske tidsskrift ”Kamptegnet”?
Det svarer historikeren Sofie Lene Bak på i en medrivende og velskrevet biografi om Olga Eggers. Sofie Lene Bak er en af landets førende historikere med speciale i mellemkrigstid og besættelse, og hun har indgående beskæftiget sig med antisemitisme og jødeforfølgelse. Bogen er skrevet veloplagt, men det er tydeligt, at dette ikke har været en nem bog at skrive. For det første har Olga Eggers ikke efterladt et stort privatarkiv eller en dagbog, og hun døde, inden der kunne blive rejst en landsforræderisag mod hende. Dertil kommer, at bevægelsen fra progressiv socialist til nazist skete gradvist og var et resultat af en udvikling på de indre linjer hos Olga Eggers.
Ikke desto mindre er det lykkedes Sofie Lene Bak ved en meget tæt læsning af kilder og manuskripter at komme skræmmende tæt på Olga Eggers’ vej ud i jødehadet. Sofie Lene Bak er suveræn i sin behandling af kildematerialet, og hun tager læserne i hånden og delagtiggør os i analysen, uden at der går metodisk skoleridt i bogen. Der er ikke en sætning for meget eller for lidt i bogen, og det giver læseren en oplevelse af retning og fokus på det væsentlige i fortællingen.
Ringeagtet og forfulgt
Olga Eggers havde et vildt liv. Hun var født i en adelig familie på Sankt Thomas i Vestindien og blev som femårig sendt i familiepleje i Holeby på Lolland. Og selvom kilderne til hendes barndom og ungdom ikke findes i en overvældende mængde, formår Sofie Lene Bak i bogens første kapitel, ”Pigeliv”, at tegne et billede af den unge Eggers. Sofie Lene Bak viser også, at Eggers i sin egen erindring gerne ville fremstå ringeagtet og forfulgt allerede fra den tidlige ungdom.
I 1903 møder den 28-årige Olga Eggers den 60-årige Georg Brandes, dansk litteraturs patriark og autoritet. På dette tidspunkt er Eggers gift. Den unge Eggers var betaget af hans intellekt, men der var mere end det, og Sofie Lene Bak er ikke i tvivl, når hun slutter, at der var en erotisk dimension. Her er det igen forfatterens tætte læsning af kilderne i form af brevenes henvisninger til hår, hud, læber og behov for fysiske møder mellem Brandes og Eggers. I 1912 bliver Eggers gift for anden gang og føder i 1913 en datter. Sofie Lene Bak peger på, at Eggers’ tidlige forfatterskab havde kredset om kvindens seksuelle begær, men det blev herefter fortrængt af moderskabet som den moderne kvindes forløsning. En central pointe i Sofie
0 Olga Eggers blev anholdt i begyndelsen af maj 1945 på sin adresse i Holbergsgade i København. FOTO: ERIK
Lene Baks analyse er, at Eggers erkendte, at den seksuelle frigørelse rummede skyggesider for kvinderne, og at seksuel frigørelse ikke er ensbetydende med kvindefrigørelse. For Eggers blev frigørelsen fra undertrykkelse også en kilde til frustration og vrede, da hun ikke fandt et klart bud på, hvad friheden skulle bruges til.
Biografien tegner derfor et billede af Eggers, som går fra at være aktiv i freds- og kvindebevægelsen i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne til langsomt, men støt at glide over i nazisme drevet af frustration, vrede og forvirring. På mesterlig vis formår Sofie Lene Bak blandt andet via læsning af Eggers’ eget forfatterskab at vise glidningen ned ad den mudrede skrænt, hvor den tidligere litterære stjerne fandt mening i en militant og antisemitisk bevægelse.
Draget af nazismens kvindesyn
I sommeren 1934 tog Eggers skridtet fuldt ud og meldte sig først ind i DNSAP. Herefter følger et vildt drageridt med nazisme i forskellige grupperinger, som bliver mere og mere sekteriske og ekstreme. I denne del af bogen bliver hele Sofie Lene Baks ekspertise sluppet løs i en analyse, som er en sand fryd. Eggers gør det, som hun er god til, i DNSAP. Hun skriver om moderskabet, seksuel oplysning og kvinder-
racetænkning, som utilsløret benyttede sig af fotografier og karikaturer af jøder som undermennesker. Sofie Lene Bak slår fast, at på det tidspunkt, hvor Eggers etablerer sig som fuldt udfoldet antisemit, er den jødiske befolkning i Europa mere truet end nogensinde.
En trist fortælling om forfald
Sofie Lene Baks analyse af Eggers er historien om den progressive kvindes gradvise radikalisering og stigende isolering. Det er en trist fortælling om menneskeligt forfald og ensomhed og om en kvinde, som blev farligere og farligere. Forfatteren tegner et billede af Eggers i vinteren 1941, hvor hun står uden nære relationer og ikke har opnået det fællesskab i nazismen, som hun havde ønsket. På dette tidspunkt var hun medlem af og den ene drivende kraft i Aage H. Andersens parti, National Socialistisk Arbejder Parti, som i oktober 1941 skiftede navn til Dansk Antijødisk Liga, der udgav ”Kamptegnet”.
nes rolle i nationalsocialismen. Her viser Sofie Lene Bak, at det kvindesyn, som blev promoveret af nazismen, appellerede til Eggers i midten af 1930’erne, men partiet havde svært ved, at en kvinde ønskede at spille en aktiv rolle. DNSAP’s første fører, Cay Lembcke, havde slet ikke ønsket kvindelige medlemmer af partiet. Da Eggers kommer ind i partiet, er Lembcke erstattet af lægen Frits Clausen, som har forenklet og reformeret partiet, men Eggers var stadig oppe mod udfordringer. Forfatteren viser her, hvor splittet Eggers var fra første færd og kæmpede for at finde sin plads i nazismen.
Det blev til halvandet år i DNSAP, inden Eggers brød med dem og gled over i Wilfred Petersens parti, Dansk Socialistisk Parti, som på trods af sit navn var et mere radikalt naziparti.
I Wilfred Petersens optik var DNSAP med Frits Clausen i spidsen slet ikke nazistiske nok, og Wilfred Petersen og hans partifælle mente, at DNSAP var alt for følgagtige over for den tyske nazisme, og at der var behov for en mere polemisk og aggressiv dansk udgave af nazismen.
Igen var det som skribent og foredragsholder, at Eggers udfoldede sit engagement og særligt i bladet ”Stormen”.
I marts 1938 forlod Eggers Wilfred Petersens parti og var medstifter af et nyt parti, Nordisk Front. Her viser Sofie Lene Bak, at Eggers fandt sin form, hvor hun kunne fremføre rendyrket
Sofie Lene Bak tegner et fængende portræt af både personen og den politiske Eggers. Som læser kommer vi helt tæt på og får tilbudt en forklaring på, hvordan en kvinde, som havde elsket Brandes og ovenikøbet havde en jødisk svigersøn, kunne argumentere i skrift og tale for, at jøder skulle udryddes. Forfatteren skriver på ingen måde apologi for Eggers, tværtimod, men vi får fortællingen om, hvordan en stjerneforfatter kunne ende som en af landets mest ekstreme nazister.
Fortællingen om Eggers’ deroute som hadprædikant bliver flettet sammen med hendes tidligere litterære virke og hendes personlige længsler. Dette er meget mere end en bog om en antisemit, og Sofie Lene Bak har skrevet et fuldendt portræt af en tragedie og af et valg af ekstreme løsninger. En skræmmende pointe i bogen er, at hvis ikke Eggers var endt i et sekterisk miljø, kunne hendes had have fået en bredere appel. Sofie Lene Bak har begået et værk, som giver os forklaringer på det 20. århundredes radikalisering, og bogen bør være kandidat til årets historiske bog. J
Sofie Lene Bak: Trods og tragedie – En biografi om Olga Eggers. 272 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
PETERSEN/RITZAU SCANPIX
0 Olga Eggers blev interneret i Vestre Fængsels tyske afdeling, hvor hun døde den 16. maj samme år.
F OTO: RITZAU SCANPIX
Gi’ gaver, der åbnes igen og igen
Unikke grupperejser til hele verden
Vi tror på, at rejser kan ændre den måde, vi ser verden og hinanden på. Derfor bygger vi fællesskab gennem autentiske oplevelser over hele verden.
Næste rejse begynder på smilrejser.dk
4,7 - Fremragende
Smil til verden. Sammen
Gæsterne giver
Rom - Den Evige Stad
Glæd dig til at opleve det bedste af både antikkens og nutidens Rom med base på vores 4−stjernet hotel i hjertet af byen. Med rejselederen kommer vi vidt omkring til de mange berømte attraktioner med inkluderet entré til Forum Romanum, Collosseum, Vatikanmuseet, Peterskirken og San Clemente-kirken.
7 dage fra 12.495 kr.
Se alle ledige afgange:
Gæsterne giver
Mageløse Madeira
Oplev det bedste af blomsterøen i Atlanten, der er kendt som et af verdens bedste ø-rejsemål. Med base på vores dejlige hotel i Funchal tager vi på ture i de fantastiske landskaber til kystbyer, udsigtspunkter, en bananplantage, en vingård og meget mere.
8 dage fra 8.995 kr.
Se alle ledige afgange:
Gæsterne giver Cascais
– Portugals Riviera
Nyd et dejligt ophold helt ud til stranden i den charmerende portugisiske kystby Cascais kombineret med udflugter til hovedstaden Lissabon, smukke Sintra og Europas vestligste punkt, Cabo da Roca.
8 dage fra 7.695 kr.
Se alle ledige afgange:
Costa Blanca
Tag med på en forårsferie med en perfekt balance mellem oplevelser og afslapning på vores flotte hotel. Oplev bl.a. bjergbyerne Guadalest og Altea, et vingårdsbesøg med tapas samt en byvandring i vores hyggelige værtsby på den hvide Costa Blanca.
8 dage fra 8.495 kr.
Se alle ledige afgange:
Opdag nye sider
Sammen
Hos Smilrejser har vi over 30 års erfaring med at skabe rejser med fokus på kulturelle oplevelser, der giver plads til afslapning og vækker opdagerglæden. Kom med, og glæd dig til spændende rejseoplevelser og hyggeligt fællesskab sammen med en af vores erfarne og dansktalende rejseledere.
Flodkrydstogt på Douro-floden
Kom med på en mindeværdig sejlads på Portugals gyldne Douroflod, der fører os gennem hjertet af den UNESCO-fredede Dourodal med udsigt til små landsbyer og frodige vinranker, der står i snorlige rækker på skrænterne ned mod floden.
Vi bor på det skønne skib MS Infante Don Henrique, men inden vi sejler på eventyr i vinlandet, har vi en hel dag til at udforske Portos farverige arkitektur, nyde stemningen i Ribeira-kvarteret og smage den berømte portvin.
Dernæst sejler vi ud i Dourodalen, hvor vi besøger bjergbyen Castelo Rodrigo, barokbyen Lamego med den berømte baroktrappe og oplever landskaberne fra nærmeste hold på en vandretur i vinmarkerne. Med god tid undervejs til at slappe af og nyde vores All Inclusive hjemme på skibet.
Lea Korsgaard: ”Inden året er omme. Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde” 315 sider. 275 kroner. Zetland. 6 stjerner (Liselotte Wiemer)
Jesper Wung-Sung: ”Ungdomsforsøg”
345 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.
5 stjerner (Kristian Østergaard)
Cecilie Lind: ”Bristefærdig”
320 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Sine Simonsen: ”De eneste i verden”
222 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Bjørn Rasmussen: ”Brian og Stefan for evigt”
176 sider. 229,95 kroner. Gyldendal.
5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Ida Marie Hede: ”Den første lidenskab”
252 sider. 249,95 kroner. Gads Forlag.
5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Amalie Smith: ”Terracotta”
192 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Jesper Stein: ”Lejr”
350 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.
5 stjerner (Elizabeth Blicher)
Marchen Jersild jersild@k.dk
2025 har indtil videre budt på et væld af gode bøger. Her er alle de danske bøger, Kristeligt Dagblads anmeldere har bedømt til fem eller seks stjerner
Samfund og historie
Rune Lykkeberg (red.): ”Arendt for et større publikum” 116 sider. 149,95 kroner. Informations Forlag. 5 stjerner (Michael Agerbo Mørch)
Michael Böss: ”Folket, der aldrig blinker. Hvad Finland kan lære os om Rusland” 340 sider. 300 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Esben Kjær og Lotte Mørk: ”Trøst. En lille bog om at miste” 156 sider. 199,95 kroner. Bibelselskabets Forlag. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Henrik Jensen: ”Mens vi venter på miraklet” 344 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Michael Agerbo Mørch)
René Karpantschof: ”De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen, 1921-1939” 661 sider. 399,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Jeppe Duvå)
Ditlev Tamm: ”Opgør og retfærdighed – Opgøret efter Besættelsen” 518 sider. 129 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Steen Andersen)
Erik Skyum-Nielsen: ”Kærlighedens befrielsesfront. 70’ernes mere eller mindre glemte poeter” 392 sider. 249,95 kroner. Informations Forlag. 5 stjerner (Nils Gunder Hansen)
Freja Marie Polonius, Morten Bangsgaard og Ole Hartling (red.): ”Døden på recept” 196 sider. 249,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Michael Agerbo Mørch)
Henrik Lundbak: ”Under Tysklands førerskab. Hverdagen og tilpasningen på vejen mod Hitlers nye Europa 1941-42” Bd. I-II. 813 sider. 475 kroner. Syddansk Universitetsforlag. 6 stjerner (Steen Andersen)
Henning Lehmann: ”Med blikket mod Ararat. Armenien – kultur- og åndshistorie” 231 sider. 329 kroner. Hovedland. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Marie Tolstrup & Maria Ørskov Akselvoll: ”God nok”
Christian A. Thomsen: ”Stemmer fra antikken” 184 sider. 200 kroner. Frydenlund Academic. 5 stjerner (Søren Hindsholm)
Henrik Yde: ”Skolen for livet. N.F.S. Grundtvigs højskoleskrifter” 320 sider. Aarhus Universitetsforlag. 6 stjerner (Jes Fabricius Møller)
Martin Sundstrøm: ”Katastrofen på Den Franske Skole. Oplevet af børn, nonner og redningsfolk” 344 sider. 300 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Anne Christiansen: ”Harald Slott-Møller. Erindringer og værk”
400 sider. 449,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Lisbeth Bonde)
Religion
Kasper Bro Larsen: ”Johannesevangeliet”. I serien Bibelen læst af … 96 sider. 129,95 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Nils Gunder Hansen)
Krista Korsholm Bojesen: ”Spejl – Skamfri zone. Hvad Bibelens største idioter kan lære os i dag” 198 sider. 229,95 kroner. Bibelselskabets Forlag. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Johannes Aakjær Steenbuch: ”Lys af lys. Trinitarisk teologi i tidlig kristendom” 158 sider. 150 kroner. Fønix. 5 stjerner (Thomas Reinholdt Rasmussen)
Thomas Brunstrøm og Svend Brinkmann, illustrationer af Niels Bo Bojesen: ”Spørg Brinkmann – Er græsset grønt om natten? – og 40 andre spørgsmål til professoren” 96 sider. 169,95 kroner. Carlsen. 5 stjerner (Damian Arguimbau)
Grøndahl skriver teologisk litteratur af fineste kaliber
Salmelinjer og stykkevise erkendelser blandes i Jens Christian Grøndahls suveræne eksistensroman, ”At velsigne et liv” anmeldelse
Michael Bach Henriksen kultur@k.dk
Det er gyldne tider for den teolo gisk interesserede kulturforbru ger: Man skal kun få sider ind i Karl Ove Knausgårds seneste roman, ”Arendal”, før hovedper sonen diskuterer forholdet mellem himmel, Helvede og tidsopfattelse.
I Paul Thomas Andersons billedepos ”One Battle After Another” møder man den rendyrke de næstekærlighed i Benicio del Toros spanskkatolske figur, som er sat i verden for at hjælpe andre, og som baner vejen for en ægte, håbe fuld slutning på denne fænomenale storfilm. Og i Bertel Haarders debat- og erindrings bog, ”Sjælespark”, der udkom i september, understreges åndslivets og kristendommens betydning for dansk kultur på en måde, der med rette høster ros fra anmelderne.
Nu er så kommet Jens Christian Grøndahls roman ”At velsigne et liv”, der rummer et sym patiserende og komplekst præsteportræt og er fyldt med relativt sjældne begreber i dansk lit teratur som ”provstikonvent”, ”prøveprædi ken” og ”FUV i Løgumkloster”. Man pudser jo den teologiske læsebrille en kende febrilt med alle disse kulturprodukter og åndsfrugter, der skal annammes. ”Sæt i gang!”, som de siger i ”Paradise”.
Liv og skrift blandes
Grøndahls roman henter sin titel fra den brasi lianske romanforfatter Clarice Lispector, som et sted skriver: ”At skrive er også at velsigne et liv, der ikke blev velsignet.”
Citatet er velvalgt, for gennem hele Grøn dahls roman, hans 43. udgivelse, tematise res forholdet mellem liv og skrift, i takt med at nye, forrevne og tilsyneladende uelskelige, ensomme eksistenser introduceres i det relativt store persongalleri. Romanens fortæller er forfatter, og ja, lad os bare kalde ham Jens Christi-
an Grøndahl-agtig i alder, temperament, teologi-interesse og placering i det danske litterære kredsløb. Ved romanens begyndelse er han netop hjemvendt til lejligheden i København efter en måneds skriveophold i Rom og mødes af Falck-reddere i opgangen: Overboen, en ensom, gammel jazzmusiker, er død. Herfra oprulles en flerstrenget eksistensberetning båret af smukke sætninger og stor psykologisk og teologisk indsigt, der i hvert fald for denne læser bringer mindelser om romanen ”Jernporten” (2014). Forfatteren drages modvilligt ind i en beretning, der undervejs
nen foldes ud. Suverænt viser Grøndahl, hvordan der er snævre grænser for, hvad den enkelte formår, ja, hvor meget af vores livs egentlige indhold, der skyldes andre. Samlet set røbes der ikke for meget ved at sige, at det undertiden er vore livs bipersoner, der åbner muligheden for forsoning.
Ind på scenen kommer efterhånden både jazzmusikerens datter, præstens nye kæreste, forfatterens møde med en sovende kvinde på en kirkebænk med flere. Hvor en mindre erfaren forfatter måske kunne tabe det hele på gulvet, samler Grøndahl de mange historier; ikke
kan ikke fanges af selv den mest begavede skrift, og der er en grænse for iagttagerens refleksion og holden livet og Gud på afstand. Det sander vor fortæller, der modvilligt kaldes frem af sit skjul og indædte tro på kontrol. Henimod slutningen af ”At velsigne et liv” står der: ”Livet er ikke bare. Det er hele tiden ved at blive noget andet end det, der er. Og det er det vordende, der kalder mennesket frem. Det, der skal komme, og som først viser sig, når man rækker ud. Det er det, der bringer for en dag, hvad der skjuler sig i et menneske af lykke og dumhed, af ondskab og uventet kærlig”At velsigne et liv” er klassisk fortællekunst om forholdet mellem liv og skrift og mellem kontrol og hengivelse. Suverænt orkestreret og livsklog på samme tid er denne roman, hvor liv griber ind i liv på måder, vi ikke altid selv J
Jens Christian Grøndahl: ”At velsigne et liv”.
sider.
kroner.
”I litteraturen ligger der noget, som med et udtryk fra kristendommen ligner en velsignelse. Det er jo dybest set en accept af det enkelte menneskes uerstattelighed. At også dette er virkeligt, også dette fortjener at blive beskrevet og anerkendt,” har Jens Christian Grøndahl udtalt i et interview i Kristeligt Dagblad.
Lirkende, ledende, legende bog om liv og ler
En af landets originale tænkere er kunstner-forfatteren Amalie Smith, som i sin bog ”Terracotta” afsøger sammenhængen mellem liv og ler anmeldelse
Anne Skov Thomsen kultur@k.dk
Der er en lillebitte udvalgt skare, som både har virke som kunstnere og som forfattere – en kombination, der ofte afføder værker af en helt særlig støbning, fordi deres skabere evner at give tanken form gennem flere medier. Og inden for denne snævre skare af kunstner-forfattere findes så uforlignelige Amalie Smith (født 1985), som jeg har lyst til i samme ombæring at udnævne som en af samtidens mest originale danske tænkere. En bog er aldrig bare en bog i Smiths forfatterskab, hvor mange udgivelser har et skulpturelt præg, idet bogens fysiske udformning
tænkes ind i helheden. ”Et hjerte i alt” (2017) læses for eksempel på langs, så man bladrer nedefra og op. I ”Thread Ripper” (2020) læses to spor parallelt fordelt på henholdsvis højre og venstre side, så forskellige tekster sideløbende korresponderer med hinanden. Og forfatterens hybridbog ”Terracotta”, der udkom først på året, falder i to dele, som begynder fra hver sin ende af bogen, således at man ved vejs ende faktisk befinder sig midt i det hele. Det sidste falder meget godt i tråd med den karakteristiske essayistiske metode, hvormed Amalie Smith udfører sine lirkende, ledende, legende undersøgelser af forskellige hjernevridende emner. Når man efter endt læsning stadig sidder med en opslået bog, synes beskeden klar: Der er stadig mange flere blade at vende. Sagen er ikke lukket, ligesom bogen ikke er det. Svarene og pointerne foregiver ikke at nå til en færdig, klokkeklar konklusion, men er fragmenter fastgjort til en opslagstavle med knappenåle i et sirligt struktureret rod, som får forskellige indsigter og videnselementer til at tale sammen. Der opstår en dirrende følelse af at være på nippet til at forstå hele den store sammenhæng – men også kun næsten. Og det er
netop dét, der er hele omdrejningspunktet for ”Terracotta”: et afgørende missing link. Bogen beskæftiger sig grundlæggende med spørgsmålet om livets opståen. Vi kan forklare et ”før” og et ”efter” livets opståen, men ikke selve den overgang, hvor et ikke-organisk materiale blev levende, altså antændelsen af selve livsgnisten, der bragte Jorden fra en rent geologisk tidsalder ind i den biologiske. Smith forfølger en tankegang, der undersøger sammenhængen mellem liv og ler, og trækker linjer fra leret i ursumpen til forhistoriske terracottafigurer til muligheden af kunstigt liv i dag.
I skabelsesberetninger fra mange forskellige kulturer formes de første mennesker af ler, som der derpå pustes liv i af en gud. Forhistoriske mennesker har mimet denne skabelsesakt ved at forme livagtige terracottafigurer, ligesom man i dag forsøger at modellere kunstigt liv, men hvornår er noget overhovedet levende? Er det levende kendetegnet af en vilje, det at ville noget, ville vælge? En elektrisk impuls? Er det levende magisk? Som altid går tankerne hos Amalie Smith svimlende højt, samtidig med at de forbliver forbløffende nære og jordbundne. ”Terracotta”
betyder egentlig ”den brændte jord”, og bogen føjer således også en ekstra dimension til spørgsmålet om livet på jorden, som omhandler fremtiden set i lyset af klimaforandringerne. Det angstfyldte personlige plan væves sammen med et planetarisk perspektiv i en vekslen mellem samtaler med ”Geobiologen”, ”Kunsthistorikeren” og ”Rumforskeren”, noter fra et researchophold på Cypern, optegnelser fra bogens tilblivelsesproces samt tekster henvendt til forfatterens nyfødte barn. Og resultatet, det er såmænd bare en hjerneomvæltende prismebelysning af et af verdens mest fundamentale spørgsmål: Hvad er liv? J
Det kræver sin forfatter at forvandle Bibelen til en roman, men ingen dansk forfatter kunne løfte opgaven bedre end Anne Lise MarstrandJørgensen anmeldelse
Anne Skov Thomsen kultur@k.dk
Det er svært at forstå, hvordan Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan blive ved at udgive murstensroman på murstensroman med bare et til to års mellemrum og samtidig holde et litterært niveau, der placerer hende blandt de største nulevende fortællere herhjemme. Men det er ikke desto mindre den bedrift, hun fortsætter med sin nye gendigtning af Det Gamle Testamente. I 2023 udkom forfatterens roman over Det Nye Testamente, ”Natten åbner sig som en port”, og i oktober fulgte forhistorien, der har fået titlen ”Under solen”. Det er Bibelselskabets Forlag, der har sat Marstrand-Jørgensen på opgaven at skrive de to romaner over Bibelen, og man forstår så udmærket, at forlaget har udset sig netop hende til formålet, for det kræver et vist format.
Det Gamle Testamente rummer yderligere den udfordring for romanforfatteren at forsøge at skabe en sammenhængende fortælling ud af det, som i forlægget er en bunke fortællinger om en masse forskellige, om end beslægtede, menneskeskæbner.
Det giver uundgåeligt lidt stofmæssig omstændelighed, men det lykkes på forbilledlig vis Marstrand-Jørgensen at genfortælle de enkelte, udvalgte bibelhistorier under separate overskrifter som en slags noveller, der i princippet kunne læses isoleret, samtidig med at der trækkes linjer igennem hele værket, som samler det til fortællingen om dannelsen af det israelske folk.
Romanen indeholder historierne om Adam og Eva og syndefaldet; striden mellem sønnerne Kain og Abel; om Noas Ark; Abra(ha) m og Sara og Isak; Sodoma og Gomorra; Isaks sønner Esau og Jakob; Jakobs 12 sønner og Josef, der redder det egyptiske folk fra sultedøden; Moses og de 10 plager og israelitternes flugt fra farao; kong Saul og David; og endelig om Esajas’ profetier og de løfter, som peger frem mod den nye himmel og den nye jord. Marstrand-Jørgensen har denne uforlignelige evne til med de smukkeste, mest originale billeder at skrive et miljø og et landskab frem
0 Romanen indeholder blandt andet fortællingen om Kain og Abel, her et farvelagt stik fra Gustave Dorés (1832-1883) illustrerede bibel.
F OTO: BRIDGEMAN ART LIBRARY/RITZAU SCANPIX
med så stor akkuratesse og sanselighed, at man mærker det helt tæt på, som her: ”Det er en forårsmorgen, lyset som en garvekniv, der afslører hver en ujævnhed, hvert et støvkorn.” I kombination med forfatterens sjælelige indsigt og store menneskekundskab træder fortællingerne frem med en kraft og nerve, der lader dem krybe helt ind under huden på læseren. Vi mærker Noas sorg og ambivalens over at bygge denne ark og sejle dyrene og sin egen, kun sin egen, familie i sikkerhed. Vi føler Isaks
smerte og traume over næsten at være blevet ofret til Gud af sin egen far. Og vi suges helt ind i den storslåede genforening efter årtiers adskillelse mellem Jakob og yndlingssønnen Josef, der af brødrene blev solgt som slave til egyptiske handelsmænd: ”Et ubegribeligt øjeblik, en følelse af, at kroppen er for trang, at sjælen må forlade sit hylster og løbe den elskede i møde. Jakob har stået i den stærke sol, lige siden nogen råbte, at støvskyen i horisonten virkelig er en vogn. Nu stiger Josef ned, Jakobs
0 Anne Lise MarstrandJørgensen har ifølge Anne Skov Thomsen en uforlignelig evne til med de smukkeste, mest originale billeder at skrive et miljø og et landskab frem.
FO TO: LEIF TUXEN
furede ansigt er en hånd, der åbner sig, afslører et liv, alle de år, der er kommet mellem dem, som nu smelter bort.”
Det Gamle Testamente er fyldt med drabelige fortællinger om Guds vrede og straf over en menneskehed, som igen og igen lader sig lede i fordærv og opsluges af griskhed, vold, jalousi og umoralskhed. Romanen er loyal over for forlægget, men lander samtidig et sted, der betoner, hvordan Gud bliver hos sit folk på trods af alt. Marstrand-Jørgensen udviser i det hele taget en ufordømmende vilje til at prøve at forstå både Gud og mennesker, som åbner en vej ind i de bibelske fortællinger for en moderne læser. J
Anne Lise
Marstrand-Jørgensen: Under solen. 408 sider. 299,95 kroner. Bibelselskabets Forlag.
Den første kristne nation har haft en turbulent historie
Tidligere rektor for Aarhus Universitet har skrevet en sober og lærerig bog om Armenien anmeldelse
Kristian Østergaard kultur@k.dk
I efterordet i sin bog om Armenien sender tidligere rektor for Aarhus Universitet, Henning Lehmann, en hilsen til afdøde professor Johannes Sløk, fordi han i 1984 ”gav yngre kolleger et skub”, så de fik skrevet bøger til den bogserie, Sløk var udgiver af. 40 år senere er Sløks yngre kollega blevet en ældre herre, men det mærker man ingenlunde på ”Med blikket mod Ararat”, der er gennemskrevet på ny og ajourført. Titlen på bogen henviser til Ararats bjerg, som angiveligt var det sted, hvor Noah stran-
dede med sin ark. Bjerget er de sidste 2000 år blevet set som et slags symbol på Armenien, skønt lokaliteten ligger i det østlige hjørne af Tyrkiet.
Man siger undertiden, at geografi er skæbne, og det gælder i alt fald for Armenien, at landets placering har gjort det interessant for naboerne og ikke sjældent til en kastebold mellem stormagterne. På mange måder deler armenierne skæbne med jøderne. Ligesom der er en jødisk diaspora, sådan er der også en armensk diaspora. Og ligesom jøderne lægger vægt på deres årtusindgamle historie, gør armenierne det også. Lehmann viser i sin detaljemættede fremstilling, at det er sprog og religion, der er de vigtigste identitetsmarkører for armeniere den dag i dag. Armenien har udnævnt sig selv til det første kristne land i verden, for allerede kirkefaderen Tertullian berettede omkring år 200 om kristne menigheder i Armenien. Lehmann har dog visse forbehold over for arme-
niernes historieskrivning: ”Vidnesbyrdene om den tidligere religion er blevet ganske eftertrykkeligt fortrængt”. Dog bestrider han ikke, at Armenien på et meget tidligt tidspunkt i historien er gået over til kristendommen og må anses som en kristen nation fra omkring det 4. århundrede.
Som nabo til Tyrkiet har Armenien haft det svært. I 1894-1896 indledte sultan Abdul Hamid II en massakre på armeniere, og det er tankevækkende og interessant læsning, hvordan det kulturradikale ikon Georg Brandes og forbundet ”Kvindelige Missions Arbejdere” i begyndelsen af det 20. århundrede helt uofficielt dannede en alliance, der støttede armenierne og advarede om, at nye pogromer mod de kristne armeniere var på vej. Kristenforfølgelserne kulminerede med tyrkernes folkedrab på armeniere i 1915. Det er fortsat et traume for armenierne, og traumets omfang bliver ikke mindre af, at Tyrkiet afviser
at bruge begrebet folkedrab om massemordet. Henning Lehmann er en internationalt anerkendt ekspert i armensk historie, og hans force er de store strøg og stød i tid, ligesom hans kendskab til nutidens Armenien og dets kultur er imponerende.
Det er med andre ord en sprød og sober lille bog om en nation med en vanskelig skæbne, der har medført brud, sår og særheder. J
Henning Lehmann: Med blikket mod Ararat. Armenien – kulturog åndshistorie. 231 sider. 329 kroner. Hovedland.
Legendariske STEPHEN FRY genfortæller lidenskabeligt og farverigt den græske mytologi
Læs mere om bøgerne og
Stephen Fry på modtryk.dk
4 Johannes V. Jensen voksede op i Farsø i Himmerland som den næstældste i en søskendeflok på 11, hvoraf flere malede, fotograferede og skrev, blandt andre Thit Jensen. Han blev student og påbegyndte medicinstudier, som han opgav efter tre år. På det tidspunkt havde han allerede udgivet 12 romaner.
Johannes V. Jensens ”Digte 1906” er genudgivet, så en ny generation af læsere kan nyde det vældige sprog og reflektere over det moderne, splittede menneskes eksistentielle problemer anmeldelse
Lars Handesten kultur@k.dk
Da Johannes V. Jensens ”Digte” udkom i 1906, fik den en temmelig ublid medfart. I Højskolebladet skrev anmelderen: ”Man ønsker uvilkaarligt den Mand noget mere Kultur, baade udvortes og indvortes; Harmoni mangler han ganske.”
I Politiken skrev man om en ”foruroligende Mangfoldighed”.
”Digte” var ikke en samling, der gjorde læserne tilpas. Den var præget af en aggressiv tone, når Jensen slog ud efter ”Fornægteren” og ville ”bekræfte de Raske/ i Retten til Riget”. Han ville ikke stryge sine læsere med håret og intonerede i stedet noget nyt og kraftfuldt:
”Kan vi da begynde/ med at ønske Fred?/ Lad kun Hadet æde/ og Lad Grinet flaa!/ Det er stride Tanker/ vi maa leve paa.”
Bang! Tag den!
Digtsamlingen solgte heller ikke særlig godt. I løbet af de første 10 år var der kun gået cirka 600 eksemplarer over disken, så nogen bestseller var der bestemt ikke tale om. Den har til gengæld fået et langt efterliv, især på grund af tre ikoniske og kanoniserede prosadigte, nemlig ”Interferens”, ”Ved Frokosten” og ”Paa Memphis Station”.
Det er sikre gymnasieklassikere, som generationer af gymnasielever har stiftet bekendtskab med. Kan de ikke huske andet fra deres litteraturundervisning, så er der altid et eller andet, som dæmrer, når man nævner ”Paa Memphis Station”. Det er noget med en yngre mand, der står og skal vælge mellem at slå sig ned som borger, blive gift og få et fast arbejde eller at rejse videre ud i de uvisse, hvor eventyret måske venter – eller døden! Det er et sanseligt, billedrigt og eksistentielt digt, der er fuld af kraft, vrængende satire og underforstået afmagt.
”Digte 1906”, som digtsamlingen kaldes, har igennem det 20. århundrede været med til at sætte en standard, som andre digtere har måttet forholde sig til, hvad enten man kunne lide den eller ej. Der var dem, som beundrede den, men ikke selv turde eller kunne skrive Jensens frie vers. Tom Kristensen var en af dem. Han
Djævelsk Sammenstød af psykisk Lyd
forsøgte sig med Jensens stil i nogle få upublicerede digte, men det blev for vildt og formløst for ham. Han kunne ikke styre dem og holdt sig til de faste strofeformer.
Men der var også dem, som skrev i det spor, Jensen havde banet. Klaus Rifbjerg var blandt de første, som for alvor tog tråden op og skrev i frie vers i debutsamlingen ”Under vejr med mig selv” (1956). Det var dog først et halvt århundrede senere, og da Jensen var død. Først da blev der plads til, at andre kunne gå i hans fodspor.
Og så var der dem, der tog afstand fra Jensens stil. De afskyede hans digtning og profilerede deres egen i opposition til hans. Ifølge digteren Paul la Cour – i 1948 – kan Jensen nok skildre det umiddelbart sansede med ”overrumplende Præcision” og meget energisk. Men han når aldrig ned under eller op over den flade virkelighed. At det ikke er sandt, kan man hurtigt forvisse sig om ved at læse hans digte.
Per Højholt var heller ikke Jensen-fan. For ham gjaldt det om at få sat Jensen på plads i den litteraturhistoriske sammenhæng og få ham overstået som normsætter. Højholt mener, at Jensen rent sprogligt udøvede ”en indflydelse af epidemisk karakter” og at den stadig rider dansk poesi som en mare – det var i 1967.
En ny generation
Sådan er det ikke længere. Der er kommet andre tonearter til, som sætter normer og grænser. For eksempel Theis Ørntofts digtsamling ”Digte 2014”, der med sin titel alluderer til både Adam Oehlenschlägers ”Digte 1803” – og Jensens ”Digte 1906”.
Men det betyder jo ikke, at Jensens ”Digte 1906” er noget, vi ligesom har lagt bag os på evolutionens stadigt fremadskridende vej. Sådan er det ikke med poesi og god lyrik. Den er ikke noget, der skal overstås, men noget, man kan tage op igen og igen og lade sig berige og inspirere af, hvad enten det er for at efterligne eller for at ville gøre noget helt andet. Derfor giver det også mening at lade den
6 Johannes V. Jensen
Født den 20. januar 1873 i Farsø, død den 25. november 1950 i København. Dansk forfatter, journalist og debattør. Debuterede skønlitterært med romanen ”Danskere” (1896).
Har blandt andet skrevet romanen ”Danskere” (1896), novellesamlingen ”Himmerlandshistorier”, ”Kongens Fald” (1900-1901), ”Den lange Rejse” (1908–1922) samt en række digte, blandt andet ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Modtog Nobelprisen i litteratur i 1944.
6 ”Interferens” […]
Imorgen skal jeg staa op ladet med Eder og Livslyst som alle Morgener før.
I morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn, Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke, ægte efterlignet, eller det er en dum og sørgelig Fiktion. […] Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte. […]
epokegørende digtsamling genoptrykke på ny, så den ligger åben og tilgængelig for nye generationer af læsere og digtere. Det er her gjort med en fin og enkel udgave, der layoutmæssigt lægger sig tæt op ad originalen og fastholder datidens retskrivning. Det giver den måske et noget altmodisch præg. Men hellere det end en forloren opdatering.
Trods det pauvre salg i begyndelsen har den siden været udgivet i adskillige udgaver og oplag i anden halvdel af det 20. århundrede, og den er desuden udgivet i en videnskabelig udgave i ”Samlede Digte” i 2006. Det var blandt andre Anders Thyrring Andersen, der stod for den udgave, ligesom han har skrevet efterskrift til den aktuelle udgave.
Thyrring Andersen beskæftiger sig stort set kun med samlingens store prosadigte og giver en fin og klar fortolkning af ”Interferens”. Begrebet interferens betegner det fænomen, at to bølger – eller som her: to bevidstheder – mødes, og noget nyt og tredje opstår.
Polspændingen er central for såvel det enkelte digt som for Jensens digtning i det hele taget. Uden den slår der ingen gnist. Thyrring Andersen har godt fat på det smertefulde og nihilistiske i Jensens digte, men han mangler blikket for det positive i digtsamlingen.
Det sker, fordi han kun sporadisk får indlemmet digtsamlingens første digte i sin analyse og slet ikke inddrager de optimistiske dig-
te af den amerikanske lyriker Walt Whitman. Whitmans vers er en hyldest til både naturen og kulturen. Det er en glædesrus over verden, som den foreligger kompasset rundt. Af Whitman lærte Jensen at ville verden og at knuselske den på vers. Det er faktisk glæden, der får det sidste ord i ”Digte 1906”. Dengang alting skulle hænge sammen Da man i begyndelsen af 1900-tallet hverken tålte Johannes V. Jensen eller hans digte, fordi de var for uharmoniske og mangfoldige, gjorde man det ud fra en bestemt forståelse af den menneskelige psyke og ud fra en bestemt æstetik. Idealet var et dannet og sammenhængende og homogent væsen. Det holdt man fast i, selvom digterne i det ene værk efter det andet havde peget på, at mennesket er splittet og uharmonisk – som for eksempel H.C. Andersen gør det i ”Skyggen”. Med sin digtsamling gjorde Johannes V. Jensen det så igen, men på en fuldt opdateret facon både formelt og indholdsmæssigt.
Formelt er samlingen en blanding af mange og meget forskellige digtformer. Her er reminiscenser af både oldtidskvad, folkevise, romance og skæmtevise ved siden af topmoderne prosadigte. Her er Jensens originale digte og hans oversættelser af Walt Whitman. Her er et par digte forfattet på jysk ved siden af dem på rigsdansk. Jensen favner de mangeartede følelser over for verden og alt det, som rører sig i et splittet individ. I den humoristiske ”Plejlvisen” er en sadomasochistisk erotisk fryd på spil, mens der er en sart ømhed i ”Moderens Sang”.
Der er et sprogligt overskud i ”Digte 1906”, som det stadig er topnoteringen af læselykke at få del i. Den udtrykker ”det djævelske Sammenstød af psykisk Lyd” og gør det helt uden ”poetisk Pungbrok”.
”Jeg skal aldrig gøre det mere,” skrev Jensen til sin forlægger, da han afleverede manuskriptet til digtsamlingen. På det tidspunkt havde han det lidt ambivalent med det at digte og ville hellere være journalist og polemiker, der kunne gøre livet til ”et skrapt Bønnemøde” for danskerne. Men han holdt ikke ord, heldigvis. Han blev ved at digte, om end det ikke skete med den overmodige, ungdommelige energi, der er i ”Digte 1906”. J
Johannes V. Jensen: Digte 1906. Efterskrift af Anders Thyrring Andersen. 120 sider. 199 kroner. Løvens Forlag.
6 ”Paa Memphis Station”
Hvor Verden er døv og uflyttelig, hvor Skaberen er talentløs! Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!
Stille! Se hvor Maskinen, den vældige Tingest, staar rolig og syder og hyller sig i Røg, den er taalmodig. Tænd Piben paa fastende Liv, forband Gud og svælg din Smærte! Gaa saa dog hen og bliv i Memphis! Dit Liv er jo alligevel ikke andet end et surt Regnvejr, og din Skæbne var altid at hænge forsinket i en eller anden miserabel Ventesal. Bliv i Memphis, Tennessee!
For inde i et af disse plakathujende Huse venter Lykken dig, Lykken, hvis blot du kan æde din Utaalmodighed ogsaa her sover en rund ung Jomfru med Øret begravet i sit Haar, hun vil komme dig i Møde en fin Dag paa Gaden som en Bølge af Vellugt med en Mine som om hun kendte dig. […]
Fat dig ogsaa du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed? Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?
Fat dig og bliv i Memphis, meld dig som Borger paa Torvet, gaa ind og livsassurer dig imellem de andre, betal din Præmie af Lumpenhed, at de kan vide sig sikre for sig, og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen. Gør Kur til hin Jomfru med Roser og Guldring og start et Savskæreri som andre Mennesker. Hank rolig op i Gummistøvlerne … Se dig ud, smøg din vise Pibe I sphinxforladte Memphis … […]
En sky af science fiction og antik filosofi
I sjette bind af romanværket ”Om udregning af rumfang” er Solvej Balle fortsat tindrende smuk i sin undersøgelse af tidens og menneskets omfang anmeldelse
Elizabeth Blicher kultur@k.dk
I sjette bind af Solvej Balles underfundige septologi, der udkom i august, er Tara Selter fortsat fanget i den 18. november, en dag, eller i hvert fald et tidsrum, hun ikke kan slippe ud af. Nye læsere, der endnu har serien til gode, bør advares om, at en del af handlingen i de foregående bind samt i bind 6 bliver afsløret i denne anmeldelse. Blandt andet at hovedpersonen ikke længere er alene, men lever et mere normaliseret liv sammen med en større (og stadigt voksende) flok mennesker, der ligesom hende er fikseret i den 18. november. Inden hun blev fanget i den dato, handlede hun, sammen med sin mand, Thomas Selter, med antikvariske bøger fra deres bolig i det nordlige Frankrig. I sjette bind møder vi Tara Selter på dag nummer 10.463 – godt 28 år efter udgangspunktet – og meget vand er løbet i åen siden da. Tiden er gået, men ikke tabt. Det har bare været en tid på andre betingelser end den lineære tids.
I femte bind besatte Tara Selter og flere af de andre et forladt universitet i udkanten af Liège. Nu er hun rejst til Napoli, hvor de – i større eller mindre fællesskaber – har gang i to centrale projekter: et stort drivhus, hvori de både kan sove og dyrke afgrøder, og et fremtidslaboratorium. I forsøget på at slå døren ind til den
19. vil de undersøge forkullede skrifter fra den romerske by Herculaneum. Egentlig tror de færreste på, at de kan komme ud af den 18., kun en lille gruppe ved navn metonitterne holder ved, men de må jo forsøge. Tara foretrækker drivhuset for laboratoriet:
”Det giver et ganske lille strejf af mening (…). At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet”, skriver hun. Alligevel bliver hun engageret i forskningen omkring de forkullede ruller. Hvad kan de antikke skrifter give os? Svar? På tiden? På tilværelsen? Nye perspektiver? Eller netop muligheden for at komme ud af den 18.? Inden for rammerne af fiktionens tankeeksperiment giver omgangen med den græske og romerske litteratur mulighed for at genbesøge tidligere tiders mening med livet og perspektiv på døden. Bør man eksempelvis gøre som Lukrets? Som Epikur? Som Philodemos? Passe sin have. På et tidspunkt spørger Tara Selter: Er vi alle i virkeligheden ikke epikuræere? Var Immanuel Kant egentlig ikke også? Og Karl Marx?
Fortællemæssigt fortsætter Solvej Balle, hvor hun slap i femte bind, med sin undersøgende, fænomenologiske interesse for mennesket, dets indre og dets ydre forhold og dertilhørende lovmæssigheder – eller ligefrem manglen på samme – samt et vid og et ordforråd, som der trækkes på i beskrivelsen af snart sagt hvad som helst.
Historiske forhold og filosofiske begreber bruges flittigt; Tara Selter (eller fortælleren eller Solvej Balle) taler eksempelvis om non-invasiv røntgenmikroskopi, tomografiske undersøgelser og multispektrale scanninger, som om det var det mest naturlige. Den gennemgående flirt mellem antik filosofi og moderne vi-
Kan man elske et monster?
Romanen ”Bristefærdig” skildrer med lige dele inderlighed og komik en mors udødelige kærlighed til det monster, hun har født anmeldelse
Anne Skov Thomsen kultur@k.dk
Der løber en rød tråd igennem Cecilie Linds forfatterskab i form af en særegen beskæftigelse med det bortgemte og kontroversielle: det, som normalt ikke tåler dagens lys, men som i forfatterens tekster trækkes frem i blændende solskin og granskes nysgerrigt og ublufærdigt for om muligt dér at finde – skønhed.
I romanen med den svulmende ladede titel ”Bristefærdig”, der udkom i marts, møder vi en kvinde i begyndelsen af 30’erne, hvis hele sjæ-
lelige og legemlige eksistens er rettet mod dette ene: ønsket om at få mand og barn. Det er måske ikke så politisk korrekt at fremstille dette som det eneste, der optager en yngre nutidig kvinde, men sådan er det altså i romanens univers: Det er bogens præmis, og den præmis følges overbevisende og helhjertet til dørs.
Cecilie Lind har en uforlignelig evne til at navigere i en dobbelthed mellem det komiske og det inderlige. Den her bristefærdige, plukkemodne kvindekrop, hvis længsel efter at elske og blive elsket er så stærk, at det overskygger alt andet. Hendes villighed, hendes brændende ønske om at blive plukket, er så overdrevet, at det på én gang smerter og morer.
Det bliver til en enkelt eventyrlig nat på et hotel med den tilfældige mand, hun kaster sin kærlighed på en dag i biografen. Men næste morgen er han væk, og jeget er efterladt alene på hotelværelset. Helt alene er hun dog ikke, for det viser sig, at hun er gravid. Og da hun senere nedkommer med sin datter, tager romanen en overraskende drejning. Jeget føder – et monster. Eller et væsen, som
0 Solvej Balle, forfatter med romaner om tid og rum, her frosset i tiden. Fotograferet i hjemmet i Marstal på Æra.
FOTOCOLLAGE: LEIF TUXEN
denskab er fortsat nærværende i det sjette bind og skaber, helt ud i det sproglige, en erkendelsesmæssig permeabilitet mellem områder, vi ofte forsøger (eller kommer til) at holde adskilt.
Det hypnotiserende i gentagelsen, ikke bare af den 18., men af tanke-gentagelsen, de vedvarende refleksioner, de konstante små forskydninger, virker stærkt på én. Det er helt fortryllende, hvordan forfatteren forener poetisk fylde, historisk præcision og jordnært fjolleri. Derfor keder man sig heller ikke i sjette bind, selvom vi er mange dage inde i den 18. Tværtimod. At læse Solvej Balle bliver nærmest en tilstand; det almindelige fokus på plot forsvinder, så snart man har godtaget, at det nok bliver ved med at være den 18., og man opnår nærmere at gå ind i et højst originalt refleksivt erfaringsrum. Tid, gentagelse og eksistens er meningsfyldige. Også i sproget; det er erkendelsens vilkår, man kredser om i ”Om udregning af rumfang”. Sjette bind viser, hvor konsekvent og modigt Balles projekt er, når hun forener filosofisk refleksion, videnskabelig nysgerrighed og en egenartet sprogtone på en måde, der sjældent ses i samtidslitteraturen. Et rumfang udregnes matematisk set efter form: rektangler, cylindre, kugler og så videre. De uregelmæssige former er sværere at udregne, men kan et legeme sænkes ned i vand, kan man på den måde udregne dets massefylde. Det er lidt den øvelse, man fornemmer, at Sol-
vej Balle er i færd med. Nedsænkningsøvelser i (eller af) tidens natur og eksistensens rumfang, så at sige. Et eksistentielt forsøg med en sproglig akkuratesse, som er få forundt. Fiktionens fordomsfrihed giver her Balle mulighed for at foretage antropologiske undersøgelser uden for det normale register.
Sjette bind bekræfter, at ”Om udregning af rumfang” er et storværk i nyere dansk litteratur, allerede markeret ved at have modtaget Nordisk Råds litteraturpris i 2022 for de første tre bind og Det Danske Akademis Store Pris i 2024. Eftersom serien er anlagt som en septologi, må man antage, at næste bind er sidste bind. Så hvad skal vi forvente? Man ønsker sig jo lidt, i al sin menneskelighed, at det hele går op i en højere enhed. En samlet mening eller en tilbagevenden til den sande tid. Alligevel har Solvej Balle vist os, at tiden (og livet) også kan se anderledes ud, så kan man overhovedet vende tilbage? Min tiltro til Balles projekt er dog så stor, at jeg er klar til næsten alle former for afslutninger. J
ikke er genkendeligt som menneske. En gevækst, en halvt flydende blålig masse med lyserøde øjne og sugekopper i steder for lemmer. Lægerne forsøger af alle kræfter at overbevise hende om, at hun ikke er blevet mor. Det afvises som vrangforestillinger, men fødslen har vakt et instinkt i jeget, som ikke lader sig slukke: Hun er mor, hun ved det med sikkerhed. Og intet kan holde hende væk fra datteren længere.
Så hun bortfører sit monster og isolerer sig med det i huset, hun har købt til dem. Moderkærligheden overdøver alle menneskelige behov, og jeget nærer sin datter med alt, hvad hun har: blod og mælk, og senere råt kød fra husets fem kummefrysere.
Det lyder måske som en syret fortælling, men ”Bristefærdig” rummer samtidig nogle af de mest præcise beskrivelser, jeg er stødt på, af den slørede gråzone mellem sanser og følelser, som præger moderskabets spæde begyndelse. Midt i det magisk realistiske fremskriver Cecilie Lind noget dybt genkendeligt, en almenmenneskelighed i det monstrøse.
En blomstrende forfaldsæstetik folder sig ud i fuldt flor, mens mor og monster langsomt bliver mere og mere lig hinanden i deres isolation. Som anmelder afventer jeg altid med tilbageholdt åndedræt bøgers slutning: Det er her, forfatteren viser sin evne til at samle alle trådene, afrunde helheden. Og uden at jeg skal afsløre for meget, er slutningen på ”Bristefærdig” en af de bedste, jeg længe har læst: storslået og bevægende. J
”Guthensø” er et indsigtsfuldt og sanseligt værk, hvor lokalhistorie, sprogforståelse og naturerfaring flettes sammen til erkendelseslitteratur anmeldelse
Elizabeth Blicher kultur@k.dk
Silja E.K. Henderson har med ”Guthensø” skrevet et naturhistorisk og ret fortryllende værk om de danske landskaber, hun har beboet og besøgt i en årrække mellem 2021 og 2024. Med indføling, personligt nærvær og lokalhistorisk bevidsthed skriver hun rørende og nænsomt; man kan næsten fornemme skovens duft, regnen, der trommer, fingrene over de modne aks. På den ene side er hendes såkaldte nature writing lige til at gå til, fordi den er let, associativ og næsten fortalt eller guidet. På den anden side er det et stykke litteratur med mange lag eller dybder, som kræver noget mere af læseren, der skal følge forfatterens tanker om naturen. Forfatteren færdes i den danske natur, mest den sjællandske og i høj grad omkring Gundsømagle på Sjælland, hvor hun selv bor. Hun besøger skove, moser og ældgamle træer, kendte og mindre kendte naturområder og glemte biotoper i Asnæs Forskov, Roskilde Fjord, Utterslev Mose, Gisseløre Strand og mange andre steder. Herfra eller herom skriver hun. Er det dagbogsoptegnelser? Måske. Er det små noter? Aforismer? Små stykker brudt tænkning? Eklektisk filosofi? Det er ikke så let at afgøre, men den samlede fremstilling falder under alle omstændigheder kronologisk og fremstår som en løbende erfaring i værket, hvor form og indhold spejler naturens egen uafsluttethed. Titlen, ”Guthensø”, er det førkristne navn for Gundsømagle, et sted, hun (af gode grunde) bruger meget tid. Hun skriver i sine kulturhistoriske studier af navnet, at det betyder ”den til guderne (ind)viede”.
i alt dets uafsluttethed, dets egen væren, dets kompleksitet. Det er en udfordring, ja, men også et vilkår. Og tilmed et smukt vilkår.
Nænsomt blik på naturen ”Guthensø” er ikke en skabelonagtig klimalitterær pamflet om at redde verden. Hendersons blik er mere radikalt og samtidigt mere nænsomt: Hun viser, hvordan naturen kan læses som en erkendelsesform, en måde at forstå os selv på, snarere end som et problem, der skal løses udefra. Det er en bog om at erfare os selv gennem dem, vi var, den jord, vi er en del af, de økosystemer, vi ånder i takt med. Det er i den forstand et stykke aktivistisk erkendelseslitteratur; det fordrer, at vi forstår os selv som en del af naturen og en del af historien.
0 Bognæs i Roskilde Fjord fotograferet i maj 2024. FOTO: SØREN BREITING/BIOFOTO/RITZAU SCANPIX
Henderson refererer til mange andre forfattere, miljøforkæmpere og tænkere. Mange steder, også i forhold til lokalhistoriske sted- og bynavne, reflekterer Henderson over den udvikling, der har fundet sted. Navngivningen afspejler menneskenes forhold til naturen, idet vi – alt andet lige – er dem, der navngiver. Naturen forstået som et guddommeligt sted, da vi var helt afhængige af at leve i pagt med den, men også om omlægningen af arealer og mellem den kulturelle forskydning i forholdet mellem menneske og natur, der skete mellem hedensk tid og kristendommens indførelse.
Eksempelvis bruger hun den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen som kilde til at forstå os selv gennem det sprog, vi har – og ikke mindst det, vi har haft. Vi er historien.
Vigtige personlige fortællinger
BERLINGSKE
”En vild historie ... et fremragende generationsportræt.”
ALTINGET
”Stille og storslået. Erkan Özden skriver ikke for at gøre sig til, men for at forstå.”
Sproget som indgang Henderson bruger sproget og historien som indgang til meget af sit stof. Hun skriver eksempelvis: ”Ordet human deler oprindelse med humus (’jord’) og humility (’ydmyghed’), siger økofilosoffen David Abram. Det gamle hebraiske ord for mennesker – adam – er forbundet med ordet adamah, som betyder ’jord’ (eller ’ler’).”
I denne tid, hvor forstillelse er nærmere normen end det modsatte, er det befriende, at dette lille værk er så ømt og uensrettet. Henderson henviser flere gange til det faktum, her med Timothy Mortons ord, at man i livet må ”lære at tolerere højere og højere grader af flertydighed”. Der er intet ønske om at gøre det sværere, end det er, men hun gør sig umage for at præsentere det sete, sansede og tænkte
Et andet eksempel på Hendersons metode er: ”Asnæs Forskov, Kalundborg, juni/ Rilke skrev: ’her var en kirke og en klippedal, der lignede en kirke’. / Jeg gik i Forskoven på Asnæs og tænkte: her er en skov, der ligner en katedral. Og jeg gik i en kirke, så op i skibet, op langs søjlerne mod hvælvingerne, og tænkte, her står en skov. Jeg hørte suset i kronerne, duftede nåle, havsalt, tåresalt, sved. / Flugten udad mimer flugten indad. Alt ind i alt. Hjemmet i alt.” Hendersons ”Guthensø” er ikke bare en bog om at redde jorden fra kapitalismens greb, men en vis, indsigtsfuld og moden undersøgelse af, hvordan vi selv er vævet ind i landskabet. Vi lever ikke kun af naturen, men i og gennem den. Den er vores hjem, vi er den. Det gør bogen til et stykke erkendelseslitteratur, som åbner for måder at forstå vores fælles historie – og måske i særlig grad vores fælles fremtid – på. J
Silja E.K. Henderson: ”Guthensø”. 192 sider. 199 kroner (vejl.). A Mock Book.
POLITIKEN
”En fortælling, der sitrer af nødvendighed.”
En bog til alle antennebørn
Fortrinlig indføring i Grundtvigs tanker
Når det gælder Grundtvigs skole- og dannelsessyn, er der ingen bedre guide til emnet end Henrik Yde anmeldelse
Jes Fabricius Møller kultur@k.dk
Den 30. august 1872, kun tre dage før sin død, udgav Grundtvig en bog bestående af en række af hans egne tekster oprindeligt udgivet mellem 1836 og 1859, ”Smaaskrifter om den historiske Høiskole”. I kraft af denne udgave skabte Grundtvig også en forestilling om, at der lå en samlet plan eller forestilling bag hans tanker om skole og dannelse. Det har dannet baggrund for den forståelse, at Grundtvig i 1830’erne stod op som en sol og oplyste et i øvrigt formørket skolevæsen og dermed skabte forudsætningerne for moderniseringen af dannelsen, pædagogikken og samfundet i det hele taget. Det har i øvrigt også dækket for den ofte oversete omstændighed, at den unge Grundtvig i flere år ernærede sig som en dygtig og respekteret lærer og underviser for ungdommen. Han var forbavsende praktisk anlagt.
Grundtvigforskeren Henrik Yde har påtaget sig at genudgive de samme tekster, som Grundtvig selv samlede i 1872 – eller næsten de samme. For en uforberedt nutidig læser er Grundtvigs prosa så godt som uforståelig, så derfor har Yde skrevet fortrinlige og indsigtsfulde indledninger og kommentarer. Vanskelige begreber og vendinger forklares, og Grundtvig trækkes fra sin ophøjede genialske ensomhed ind i den relevante kontekst.
For det første var Grundtvig kun én blandt mange deltagere i en ret omfattende debat, hvis udgangspunkt var, at alle var klar over, at det eksisterende skolevæsen var mangelfuldt. Bønderbørn afsluttede deres skolegang med konfirmationen, mens børn i købstæderne kunne fortsætte i latinskolerne, der imidlertid af praktisk anlagte folk blev kritiseret for at give helt utilstrækkelige forudsætninger for at klare sig i livet i almindelighed og næringslivet i særdeleshed, så de fik konkurrence af de såkaldte realskoler, der underviste i naturfag og de levende fremmedsprog.
For det andet var de idéer, der i dag gerne tillægges Grundtvig, ikke alle hans. Kernebegreber som ”den sorte skole” eller ”skolen for livet” lånte han fra andre.
For det tredje kan man sige, at Grundtvig ikke var ren dannelsestænker eller pædagogisk teoretiker, sådan som han ofte gøres til. Hans ytringer om dannelse var som oftest udsprunget af en politisk kontekst. Det handlede om at uddanne ungdommen og særligt bondestanden til at deltage aktivt i ”det borgerlige Sel-
skab”, som han kaldte det, altså at tage et samfundsmæssigt ansvar. Bønder kunne blive valgt til stænderforsamlingerne fra 1834, sogneforstanderskaberne (sognerådene) og amtsrådene fra 1841 og Rigsdagen fra 1848.
Grundtvig var modstander af både real- og latinskolerne, og det isolerede ham i en vis grad i debatten om skole- og uddannelsesvæsenets fremtid. Hans skoletanker sammenfattes ofte i begrebet ”historisk-poetisk”, altså at det især var fædrelandets og verdens historie samt god (dansk) litteratur, der skulle udgøre hovedstolen af den pædagogiske kapital. Det var for tilhængerne af realskolerne for upraktisk og for tilhængerne af latinskolerne for bondsk. Derudover var Grundtvig modstander af eksamensvæsenet, som han betragtede som ødelæggende tvang. Det gav – og giver – naturligvis enhver uddannelsesbureaukrat hjerteflimmer.
Yde kunne godt i højere grad have anfægtet Grundtvigs kanonisering af egne tekster. Grundtvigs første ytringer om nødvendigheden af at uddanne bønder bedre findes i hans ”Poli-
Yde kunne godt i højere grad have anfægtet Grundtvigs kanonisering af egne tekster.
tiske Betragtninger” fra 1831, som ikke er med i Ydes udvalg. Det er det afgørende opgør med forkyndende undervisning – ”Er Troen virkelig en Skole-Sag” – fra 1836 eller et ret prægnant foredrag ”Om Dannelse” fra 1841 heller ikke. Yde har også forsømt at tage de tekster med, som handler om Grundtvigs egen højskole, Marielyst, grundlagt 1856. Men et eller andet sted skal grænsen jo drages, og inden for de udstukne rammer gives ingen bedre guide til emnet end Henrik Yde. J
Henrik Yde (udg.): Skolen for livet. N.F.S. Grundtvigs højskoleskrifter. 320 sider. Aarhus Universitetsforlag.
JULEGAVER om livet og troen
KASTER LYS OVER DEPRESSION, ANGST OG SORG
REFLEKSIONER TIL ET ÅR AF NIELS JØRN FOGH
MORTEN HØRNING JENSEN KASTER LYS OVER EVANGELIET
»Forfatterens nærvær, medfølelse og dybe tillid til Guds nærvær i alle forhold gør bogen til en dybt håbefuld undersøgelse af den depression, angst og sorg, der kan skylle ned over et menneske.«
LONE VESTERDAL, SOGNEPRÆST
UDKOMMER DEN 27. NOVEMBER ÅRETS BESTSELLER
Gennem omhyggeligt udvalgte tekstbidder fra samtlige bibelske skrifter retter Niels Jørn Fogh fokus mod ham, det hele handler om: den opstandne Kristus, som mødte de to Emmausvandrere, og som også ønsker at møde hver og en af os i dag.
I »Det epokegørende evangelie« undersøger Morten Hørning Jensen, hvordan »evangeliet« skal forstås. Bogen er baseret på hans doktorafhandling, formidlet med sproglig spændstighed og pædagogisk overskud.
Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | Bestil på lohse.dk
Også til dig, der putter
20-40-60 er en tandforsikring for alle
Med 20-40-60 er du dækket fra dag ét, også selvom du har problemer med dine tænder. I det første år dækker vi op til 20% af din tandlægeregning. Næste år op til 40%, og fra det 3. år og fremefter
dækker vi helt op til 60% af regningen. Og vi refunderer altid 100% af dine udgifter til tandrensning og eftersyn for op til 1.000 kr. årligt. Læs mere på dansktandforsikring.dk
Billedet er AI-genereret
EN RÅ OG AFBALANCERET FORTÆLLING OM AT OVERLEVE PÅ TRODS
„Som vidnesbyrd om menneskelig ondskab og overlevelsesevne er beretningen uvurderlig i traditionen fra Primo Levi og Viktor Frankl.“
WEEKENDAVISEN
„Bogens styrke i en dansk og vestlig kontekst er, at den gør den rædsel og sorg, som angrebet medførte for israelerne, nærværende for læserne.“
INFORMATION
„Her må jeg tage hatten af for Eli Sharabi. Han spænder mig ikke for en politisk vogn og forsøger ikke at udnytte sine oplevelser som gidsel til at gøre kløften endnu større blandt os og dem, tværtimod.“
Daniel Rye, KRISTELIGT DAGBLAD
Fyldt med smukke fugleillustrationer
DER
JULEGAVER
Beriger, bevæger, begejstrer
EN GUIDE TIL AT SE PÅ FUGLE
Bogen følger fugleåret måned for måned med en blanding af forfatternes stemningsfulde, inspirerende reportager fra felten og konkrete informationer, råd og tips.
En bog til både nybegynderen og den mere erfarne fuglekigger.
H H H H H H
“Det er simpelthen mesterligt.”
EKSTRA BLADET
H H H H H
JYLLANDS-POSTEN
H H H H H H
“Årets vigtigste og bedste bog” JYLLANDS-POSTEN
H H H H H
KRISTELIG DAGBLAD
H H H H H
“En skærende smuk fortælling.”
KRISTELIGT DAGBLAD
H H H H H H
“... vildt vellykket ... se at få den læst!” BERLINGSKE
