D E T S Ø G E N D E ØJE a f Theodor Christensen
D e t er m ig en sæ rlig fornøjelse p å dette sted at fravige en hellig vane, d er forbyder in stru k tøren at diskutere m ed sin kritiker. E rik U l richsen h ar i sidste n u m m er af „K osm oram a" anm eldt en kort d o k um entarfilm af mig, „I K ø foran Livet". M ens jeg ikke vil anfægte hans m en in g om selve film en eller in dlad e m ig på debat om, hvorvidt denne film nu også u d retter det, den h ar sat sig for, så bliver der nogle princip ielle b etrag tnin ger tilbag e i E rik Ulrichsens artikel, betragtning er der h ar in te r esse langt ud over v u rdering en af den bestem te film . D e t er den gam le g en eration af do k u m en ta rister, siger E rik U lrichsen, som lægger vægt på at inddrage hele jordkloden, sam fundene og m enneskelivet i deres betragtninger, i deres billede af verden i dag. B illederne er placeret som størrelser i en ligning, film en bliver in tellektuelt betonet ved at v ille være så verdens om spæ ndende. D e n yngre generatio n fordyber sig d erim od i det enkelte m enneske eller det specielle m iljø, den lille verden bliver undersø gt til bunds. K ritik e ren m ener tillige, at d enne yngre g en e ration i højere g rad fo rm erer en æ stetisk skole. D e t er vel i højeste g rad tvivlsom t, om fo r dybelse i den lille v erden tæ ller m ere æstetisk, fø rer til et m ere væ rd ifu ld t k unstnerisk udtryk en d forsøgene p å at sam le verdensbilledets m ange fo rvirren de en kelth eder til et m ønster. D e t er endvidere en fejltagelse at g ø re valget af den ene eller anden kunstneriske frem g angs m åde til et generationsspørgsm ål. E rik U lric h sen næ vner Paul P o th a og Joris lven s, som begge er æ ldre og g ø r i „v erd ensfilm g enren ". (U d try k k et er Rothas e g e t). M e n R o b ert Flaherty, der som beken dt var en a rt stam far til os alle, dem onstrerede i h ver eneste af sine film en kom prom isløs individualism e; han satte m i kroskop foran kam eraet og fordybede sig i miljøet. O g H u m p h r e y Jennings, som også k u n ne være nævnt, spræ ngte det antydede g en era tionsskem a ved at lave film af begge slags. D e r er ing en tvivl om, at fo r en do k u m en tarfilm e r den intensive fordybelse i en række tilfæ lde en lige så farb ar vej som den extensive breden sig, favnen de alt. D e t er i høj grad et spørgsm ål om k u n stnerisk tem peram ent og om, h v o rd an dette tem peram ent føler o g fo r ho lder sig overfo r een bestem t film opgave. M en
196
væ lger m an at angribe en kun stnerisk p ro b lem k n ude ved at træ nge in d på m ennesket i et næ rbillede af dets ansigt og situation, m å det stå klart, at en kunstn erisk tilfredsstillende løs n in g og en idém æssig udg an g på det hele får m an kun, hvis d er fra enkelttilfæ ldet kan udgaa linier til et større perspektiv. U d e n at hengive sig til falsk generaliseren m å m an gennem kunstnerisk d ybdebehandling også nå frem til et udtryk, en menings- og følelsestilkendegi velse, som h ar gyldighed udover det enkelte tilfæ lde. M iljø et eller m ennesket m å have noget at sige os alle, ansigtet m å ikke forblive et sæ r tilfæ lde. H e r støder m an på den intensive film form s risikogrænse; den kan drive in te n siveringen såvidt, at der ingen vej findes til bage til tilskueren og hans verden. D e t er en kunstnerisk farlig grænse, m an d er skal tage sig i agt for. D e n intensivt arbejdende in stru k tø r h ar en allieret i den altid virksom m e id en tifikationsproces. T ilsk u eren g år m ed p å den, selvom instruktøren søger ind i sæ rtilfældet. M e n er d enne så ikke parat m ed den lille drej ning, det evigt alm ene strejf over særtilfældet, bliver tilsku eren uvæ gerligt efterla dt p å en endestation, hvorfra vejen ikke g å r videre. Vi h a r læ rt n ogen at kende, og hv ad så? H vis vi ikke tillig e h ar lært noget om os selv - eller verden - er vi i virkeligheden snydt. Sam tidig h ar den an den kunstn erisk e form n atu rligvis også sin risikogrænse - altså den form , E rik U lrichsen hæ fter p å de ældre, men som jeg foretræ kker sim pelthen at kalde exten siv i m o dsæ tning til den dybdeborende, in tensive. H e r ligger faren snublende nær, fordi id entifik a tio n e n ikke er n æ r så virksom i skil d rin g en af et altom spæ ndende m ønster, vi kan ikke overkom m e at føle m ed m illio n er af m e n nesker hinsides landegræ nserne, og hvis vi ikke fø ler m ed de forskelle og lighed er i deres m e n neskelige lod, som film en sæ tter i relief, så bliver resultatet „b illeder i en lig n in g ", en død m osaik i stedet fo r et levende m ønster. M en hvis en film svigter på d ette afgø ren de punkt, er det straks åbenbaret og afsløret fo r p u b li kum . F o r den extensive film kan ikke dække sig bag det interessante eller g riben de e n k elt tilfæ lde. D e t kan - o g g ø r - de intensive film ofte. Ikke alene h avner m an så i den enkelte situ a tion og dens løsning, hvo rfra ingen p erspek