D E T S Ø G E N D E ØJE a f Theodor Christensen
p*'
For mange år siden, da filmen kæmpede for sin kunstneriske frihed og uafhængighed, lå det den endnu unge kunstarts tilhængere stærkt på sinde at demonstrere filmens særpræg og selvstændighed. D en var ikke, hævdede vi, en afart af teatret, selvom mange blev ved med at påstå det. D en var ikke ukunstnerisk, fordi den var fotografi - selvom mange af billed kunstens kloge overlegent fremturede med dette postulat. I vor iver efter at holde de andre, protegerende kunstarter på afstand, gra vede vi en teoretisk grøft mellem film og tea ter, som blev ikke så lidt større end den burde være! Sådan går det, når m an står lidt usik kert på egne ben og derfor har umådeligt travlt med at vise, at man kan. Jeg kan ikke lade være méd at tænke på denne, forøvrigt ikke særligt fjerne fortid i fil mens og filmkritikkens historie, når jeg læser Jørgen Andersens artikel om T V og filmen i sidste nummer af „Kosm oram a". D et lader til, at historien skal gentage sig - naturligvis med visse variationer. N u er det fjernsynet som vil hævde sin selvstændighed og ikke for alt i verden vedgå arv og gæld. D erfor Jørgen Andersens utilfredshed med, at jeg kaldte fjern synet bundfilmisk. Desværre går han ikke rig tigt ind på tankegangen i det korte afsnit af min artikel, som rørte ved fjernsynet. Jeg an førte bl. a., at længe før fjernsynet var filmen begyndt at arbejde intensivt, med en sluttet dramatik, i nærbilledstil. Endda meget længe før. Jeg skal nævne et eksempel, som naturlig
76
vis er en undtagelse: Dreyers „Jeanne d ’Arc" virkede ved sin intensitet, opererede på de indre linier, søgte i dybden, ikke i bredden. Senere bredte tendensen sig til m indre eksperi menterende instruktører, og den var allerede godt indført i filmkunsten - dog langtfra do minerende - da fjernsynet slog igennem efter den anden verdenskrig. H e n jeg skal gerne medgive, at først fjernsynsspillet - når det er bedst - har udnyttet den intensive stil. Fordi fjernsynet havde brug for den, fordi fjernsy net derigennem kunne skabe kunst af sine be grænsninger, som Jørgen Andersen med rette påpeger. D et var jo endelig også i denne for bindelse, at jeg fremdrog titler som „Marty" og „Twelve Angry M en“. Jørgen Andersen skriver i tilknytning til sin omtale af sidstnævnte film, at den „giver af kald på filmens flashbacks". D er verserede en gang en udbredt misforståelse, som gik ud på, at fordi filmen kunne springe i tid og rum, lige så galt den ville, så bestod det filmiske i, at den også gjorde det. Denne misforståelse skal naturligvis ikke lægges Jørgen Andersen til last - den hidrører fra filmens tidligste teoretikere. Men det er ligefuldt forkert, og det var denne fejltagelse, jeg prøvede på at rette ved at gå ind på den intensive udvikling i filmstilen, som også havde fundet sted parallelt med den extensive spreden sig i tid og rum. Så var der m it ironiske udfald - „med fjernsynet er vi sat tilbage . . . til filmen i