DET SØGENDE ØJE
Sommeren er forbi, vi forlader „the silly season", den film iske cyklus af fester afrundes, festival i Venedig med alle slags film , festen i Edinburgh med realistiske og dokumentar film. D er har forresten også været film fest her hjemme. D et var i begyndelsen af august, den varede kun en uge, repertoiret var ikke nyt, men publikum interessant. D a D e næppe har hørt om den, være den hermed nævnet: Film festen i Hald. Hver sommer holder det internationale stu dentercenter på Hald hovedgård i Jylland en filmuge. Her får man enkelte af filmens klas sikere at se og nogle repræsentative af de nyere film . I Cannes og Venedig er det forskellige film , der stort set vises for de samme menne sker, år efter år. På Hald er det ofte de samme film , men altid forskellige tilskuere, studenter fra alverdens lande, som tilbringer nogle dage eller uger i det første internationale center, der blev oprettet efter krigen. Hvordan ser de på film , litteraturstuderende fra Frankrig, jurister fra de franske kolonier, tyske økonomer og hollandske sociologer, tek nikere fra Polen og Italien, studenter fra Tunis, Indien, Iran? D e har en mere selvfølgelig, fortrolig, ac cepterende indstilling til film end studenter for 25 år siden. D e kender film , ved noget om dens lovmæssigheder - selv om en kommuneskole klasse, der i dag undervises i filmkundskab, nok en gang med tiden ved mere. D e er intellektuelle. D e betragter den rene underholdningsfilm med en vis blaserthed. Samtidig er de forbrugere af adspredelse lige som alle andre. D e fleste viser tegn på en am bivalent indstilling til kunstarten. Underhold ningsfilmen kan ikke tages alvorligt; den sær
4
a f Theodor Christensen
prægede og betydningsfulde film må tages i alvor. Ud fra hvilke kriterier?
Helmut Kåutners „Galskabens V e j" blev vist. Dens realisme virkede, problemerne op tog alle, ikke mindst tyskerne, og dens stili stiske mesterskab og menneskelige træfsikker hed blev vurderet efter fortjeneste - såvidt man tør generalisere. Formen var i denne film ikke væsensforskellig fra underholdningsfilmens. Her var mennesker, situationer, en handling. Indholdet blev endevendt og mikroskoperet. Men antitesen form-indhold var til stede. Tra ditionel skoling i diskursiv tænkning satte ikke de unge intellektuelle i stand til at nå ud over denne håbløst ufrugtbare indstilling. Diskus sionen blev til en snak om meningen med fil men; det virkede ikke som om der blev sat lighedstegn mellem filmens helhedsmønster og dens budskab. Den mangelfulde helhedsopfattelse sporedes tydeligt gennem reaktionen på en anden film, H umphrey Jennings’ „Listen to B ritain ". Ad skillige fandt den forvirret, spredt, usammen hængende. D et var som om en form, der for alvor skabte en syntese af budskab og stil, ikke rigtig kunne opfattes. D et ville være utilladeligt at generalisere ud fra dette eksempel. M en på den anden side er der intet mærkværdigt i, at unge i dag har svært ved at vurdere god filmkunst ud fra den erfaring, de henter i biograferne. *
D et kan ikke nytte at benægte, at der fin des et skel mellem „skønne" og „anvendte" kunster i moderne forstand. Filmmuseerne, der skulle popularisere den kunstneriske film, opnår til tider at indespærre den i museums