DET SØGENDE ØJE
H . C. Branner skriver i sin pjece om kunstens uafhæ n g ig h ed : „ A t være kun stn e r m å altid indebæ re en risiko. K unsten kan kun tjene en politisk idé, n å r den er p arat til uafladelig at k o nfron tere den m ed virkeligheden. A lt hvad der bæ rer navn af konform itet strider m od selve kunstens væ sen.” Indsæ t i stedet fo r p o litisk „relig iø s” , „ m o ralsk ” , „social” , o g m an h ar en altom fatten d e ku nstnerisk p ro g ram er klæring, der ved sin vederhæ ftighed og oplevethed kun kan vind e tilslutning . J e g er afskåret fra at argum entere ud fra dette citat - d et m åtte så ses i sam m enhæ ng m ed an dre fra den sam m e pjece - og jeg kan da allerm indst an vende det m od B ranner selv. D e t er im id lertid tilladeligt at benytte det som u d g an g sp u n k t for at d rø fte kunstens uafh æ n gighed. E r der nogen sådan uafhæ ngighed? E r det ikke sådan, at de, d er hæ vder den, er lige så afh æ ngig e som andre, men blo t frasig er sig den risiko, som B ranner taler om ? M o d e rn e am erikansk film p ro d u k tio n er f. eks. ikke u af hængig, selv n år den præ ten d erer at være u p olitisk o g ud en etisk eller socialt sigte. F o r holdene sørger for at lænke den i afhæ ngighed - og ko nfo rm itet - til hele v or sociale orden. D en v elkendte P rodu ction C o de er blot et u d tryk herfor. In gen harm lø s u n d erh o ldn ingsfilm no gen steder i verden er uafhæ ngig. J e g kan ikke efterspore n ogen virkelig forskel på af h æ n g ig o g u afhæ n gig kunst o g film kunst. D e r im od nok en væ sentlig forskel på engageret o g uengageret. D e r fo r kom B ranner in d i b il ledet. H a n p læ d erer af gru nde, som ikke h ører herhen, fo r en uengageret eller kun m enneske ligt engageret kunst. M a n g e film kun stnere gø r det sam m e o g o p n å r kun, at de ikke selv i ringeste g rad er h erre over form en fo r o g re t n ingen af deres afhæ n gigh ed. D en s eksistens afficerer deres m anglende sta ndpu nktta gen d er im o d ikke.
180
a f Theodor Christensen
A t film kunstnere, der arbejd er i en socialt d ram atisk form , vil hævde at de i al uafhæn- 1 g ighed kun beskæ ftiger sig med m enneskets og dets „ e g n e ” , d. v. s. ind re problem er, er en slags faneflug t. D e g ø r pokker, g ø r de. Film h a n d ler om m enneskers han d lin g er og liv i forh o ld til an d re m ennesker. O m d er så kun er een eneste person på læ rredet gennem to stive tim er, så bliver h and lin gen no get der om fatter im aginæ re and re personer sam t til skuernes m illioner. O fte - jeg siger ikke altid - er d enne villen-befatte-sig-m ed menneskets in dre blo t en ynkelig flugt fra de m edm enne skelige forpligtelser. R esultatet er konformitet og konvention. På b agg run d af denne psykolo giske m ekanism e, som det er trist hver dag at se i funktion i biografen, virker det befriende at være vidn e til åbent engagem ent - bittert og beskt engagem ent som i A lb e rto Lattuadas film „ D e n kyske syn derinde” — danske titel forfattere engagerer sig også, som regel på konventionalitetens side. Lattuadas film h an d ler om en luder, der h o lder ferie ved Rivieraen med sin lille datter. H a n afslører skånselsløst, hvad dette fø rer til, og han fo rvand ler sit billede af Rivieraen, som folk k ender bedst fra film , til et spejlbillede 1 af folk selv, v o r m oralske og sociale orden, vore fælles fordom m e. H an gø r det m ed intens dygtighed, hvad B jørn R asm ussen forresten m edgav i film kronikken, h vo r han d o g som konk lusio n ville mene, at film en efterlod en b itter smag. Ja, g ø r den n u det? Sm ager den ikke blot af sandheden, og er Lattuadas engagem ent i sand hedens præ sentation ikke en velgørende ge vinst? F ilm en viser os i de m est oprivende, lækre k u lører de højere klassers feriefacade pa strandbredden, ved baren og i flirtens og in trigens positurer. D e n viser os altså alt det, som den alm indelige und erh o ld n in g sfilm kon ven tion elt forherliger. D en prik ker bare hul,