DET SØGENDE ØJE
Hvis man fortsat beskæftiger sig med den dansk-amerikanske filmkrig, ender det med en fornemmelse af, at man er ved at skifte spe ciale. M an er ikke længere korresponderende filmkritiker, men kommerciel frontkorrespon dent. Jeg har ikke set efter, men jeg vil gå ud fra, at de ni udbrydere, som har kapituleret overfor amerikanernes lejekrav, alle har bredt lærred. Jeg vil ligeledes gå ud fra som givet, at ingen af dem har producentbevilling eller på anden måde særlig grund til at forsvare de danske farver. Denne kategori omfattes nok af de ca. 50 (københavnske), som er tilbage i boykot-gruppen. H ele den øjeblikkelige si tuation er ikke så forfærdelig interessant for et nogenlunde kræsent filmpublikum, vi vil indtil videre få lejlighed til at se nogle ældre - og senere måske nogle nyere - amerikanske film i de ni biografer. I hvilket omfang kom mer til at afhænge af, hvor standhaftige de resterende er i deres boykot. Mens krigen går videre, kan vi håbe, at teatre og ikke mindst producenter og udlejere vil udnytte mangel situationen i rigtig retning - altså håbe på en stadig mere alsidig orientering i verdensfilm produktionen uden for USA og en udvikling i retning af højere mål for den danske film produktion. ★ For mens vi stadig trækkes med den util fredsstillende situation med amerikanerne, er der ikke andet at gøre end glædes over de tilfredsstilleiser, den byder os på andre kan ter. Jeg gad vide, om vi havde set Bardem og Berlanga, hvis der ikke havde været så god plads i vore biografer. Og mon det havde gået så let med at få selv en kommerciel Bufiuel frem herhjemme? Den hedder „La mort dans ce jardin” - omdansket til „Døden i junglen" - og har lige haft premiere, da dette „øje" skrives. Uden at man behøver at beskylde Bunuel for at være god, når han vitterlig er halv dårlig, for at være subtil, når han mest er ba
140
a f Theodor Christensen
nal, for at være ægte og dyb, når han i al fald er overfladisk, så er der ingen grund til at skjule, hvor mange gange hellere man ser en sådan underholdningsfilm lavet af Bufiuel end steriliseret af en Hollywood-producent. (Jeg siger med vilje producent, for havde man fået fingre i stoffet nord for den mexicanske grænse, så var det naturligvis producenterne, som havde mildnet angrebene på militær og kirke, som havde fjernet den ejendommelige messe, hvor fangen skubbes om på gulvet, som havde gjort sadismen fordækt. Ikke instruktø rer eller forfattere.) D er er i Bunuels film ting, som stadigt for uroliger - og på et andet plan end den u d vendige spændings. Hans skuespillere er som typer valgt efter underholdningsfilmens behov. D en skrappe luder - Simone Signoret - den kolossalt hårde anfører for togtet i junglen, gangstertypen Chark. O g vi bliver heller ikke skånet for hele kaskader af banaliteter i deres opførsel og oplevelser. M en ind imellem er der stænk af dette foruroligende, som er ægte, ensomt og uforstået blandt mennesker, som heller ikke kan bore sig frem til fuldgyldigt udtryk gennem al denne „handling” - men som er der, og som følger tilskueren hele fil men igennem. Jeg vil kun pege på eet eksem pel blandt adskillige: Er hun ikke mærkeligt ængstende, denne døvstumme pige, som vi bog staveligt talt slæber gennem filmen, og som til og med kommer levende ud i den anden ende? ★ Jo, vist er der noget ved at gå i biografen for tiden. Selv om det ikke er situationen, men Annelise H ovm and og Finn M ethling, der har æren af den danske film „Ingen tid til kær tegn", så er det dog med til at karakterisere øjeblikkets muligheder for dansk produktion, at denne film er blevet til. D et er naturligvis heller ikke nogen tilfældighed, at det er fra Johan Jacobsens selskab, Flamingo, at dette