kosmorama243_003_forord

Den ny bølge 50 år Forord For 50 år siden, i maj 1959, ram te den ny bølge Cannes-festivalen og ændrede for altid op­ fattelsen af, hvad film er eller kan være. Som im pressionismen små 100 år tidligere havde gjort op med de fleste af m alerkunstens hæ vdvundne principper, viste den ny bølge vejen til en fri og personlig film kunst baseret på engagem ent og nødvendighed. D er var ikke længere nogen regler. Alt var tilladt, når bare det føltes sandt, ægte og vigtigt for instruk­ tøren selv. Dét førte til et overflødighedshorn af vidt forskellige film, hvis eneste fællesnævner er instruktørens personlige frihed. Hvor François Truffaut pustede nyt liv i det klassiske film­ sprog, nedskrev Jean-Luc G odard systematisk samme til et decideret nulpunkt. Men blandt de ny instruktører var også Alain Resnais, som i film efter film filosoferede over fænom enet tid, og Agnès Varda, der gav bølgen et fem inint touch, mens hendes mand, Jacques Demy, fik hverdagsrealisme og den måske mest verdensfjerne af alle genrer, musicalen, til at gå op i en højere enhed. Det var film, der talte om kærlighed - også til filmkunsten, musikken, m alerkunsten og litteraturen, samt, ikke m indst, til Paris. Film, der kunne tage filosofiske spørgsmål op og gøre dem um iddelbart vedkom m ende. Film, der i visse tilfælde forholdt sig direkte til ti­ dens påtrængende politiske em ner - fra krigene i Algeriet og V ietnam til studenteroprøret i maj 68. Film, der talte ungdom m ens eget sprog. Fra Frankrig skyllede bølgen ud over Europa og videre til Japan, Latinamerika samt, et tiår senere, USA. Ville der have været en Fassbinder, en Almodovar, en Leigh, en Scorsese, en Kore-eda, en In arritu eller en Lars von Trier uden den ny bølge? Næppe. Og skønt de danske dogm ebrødre m ed flid søgte at lægge afstand til bølgen og især dens ‘auteur’begreb, der stempledes som borgerlig - og derm ed falsk - rom antik, så er Dogme 95 vel i høj grad netop en bestræbelse på at genfinde den kreativitet og opfindsomhed, som var et af den ny bølges vigtigste kendetegn. Dette num m er af Kosm oram a ser tilbage på den franske nybølge, da den endnu var ny og frisk. Christian Braad Thomsen lægger ud m ed en artikel om bølgens forhold til Cannes-festivalen, hvor det hele startede - m en hvor nybølge-instruktørerne ikke desto m indre aldrig opnåede helt den anerkendelse, som de fortjente. A f afgørende betydning for nybølgen var filmtidsskriftet Cahiers du cinéma, hvor Truf­ faut, Godard, Chabrol, Rohm er og Rivette skrev om film, før de selv begyndte at lave dem. H enrik Uth Jensen tegner et p o rtræ t af den rebelske kritiker og klassisk orienterede film­ skaber François Truffaut, med særligt fokus på hans gæld til forbillederne Hitchcock og Renoir. Edvin Vestergaard Kau retter søgeren m od Jean-Luc Godards uortodokse stil i debutfilmen Åndeløs, især hans brug af jum p cuts og lange, uklippede indstillinger, mens Lasse Kyed Rasmussen agerer kustode i det veritable m useum af kunsthistoriske referen­ cer, som Godard præ senterer i Pierrot le fou. Eric Rohmers filosofiske talefilm tages under kærlig behandling af Kenneth T. de Lorenzi, der ser næ rm ere på Rohmers første serie, de ‘Seks moralske fortæ llinger’. Og M ads Mikkelsen introducerer til to visionære outsidere: