kosmorama242_003_forord

Meilern fakta og fiktion Forord ‘I sandhed en utrolig løgn - sådan lyder undertitlen på M orten H artz Kaplers’ både provo­ kerende og originale film AFR (2007), der som bekendt ikke alene lader statsm inister A n­ ders Fogh Rasmussen myrde, m en også fremstiller ham som både bøsse og dybt engageret i udviklingslandenes ve og vel. Fiktion altså, m en klippet sam m en af faktuelt materiale, hvilket - trods undertitlen - gav anledning til en til tider ganske ophidset debat om, i hvil­ ket omfang m an kunne tillade sig at ‘m anipulere m ed sandheden. Fra den anden ende af fikfak-spektret tiltrak Sami Saif og Phie Ambos personlige doku­ m entarfilm Family sig i 2001 stor opm æ rksom hed for sin systematiske brug af virkemidler, der ellers hovedsagelig forbindes m ed fiktionsfilmen - hvilket indbragte filmen såvel en række priser som beskyldninger for ‘løgnagtighed’. AFR og Family er blot to danske eksempler på de senere års opblødning af det traditio­ nelle skel mellem fakta og fiktion. At græ nserne bliver m ere flydende, betyder dog hver­ ken, at det er blevet vanskeligere for tilskueren at afgøre, hvad der er hvad - vi er trods alt sjældent i tvivl om, hvorvidt en given film er en dokum entär- eller en fiktionsfilm - eller at disse grænser nogensinde har været klare og entydige. De fleste fiktionsfilm trækker jo i et eller andet omfang på fæ nom ener i den virkelige verden, og i forlængelse af John Griersons karakteristik af dokum entarfilm en som en “kreativ bearbejdning af virkeligheden” d ra­ matiserede selv 1930’ernes klassiske dokum entarfilm den virkelighed, de dokum enterede. M en ikke desto m indre m å m an konstatere, at stadig flere film placerer sig i en slags grå­ zone mellem fakta og fiktion, hvor faktafilm inkluderer fiktionselementer og/eller trækker på fiktionskoder, og vice versa. Kosmorama stiller i dette num m er skarpt på film og filmskabere, der opererer i dette grænseland mellem fakta og fiktion. Den britiske filmforsker Paul Ward indleder m ed en teoretisk diskussion af forholdet mellem fiktion, fakta og dokum entär - herunder hybrider som dokudram aer og dram adokum entarer - og gør op m ed forestillingen om, at det skulle være ‘forbudt’ at bruge iscenesættelse i dokum entarfilm . Når Werner Herzog laver ‘dokum entarfilm ’ (han insisterer selv på anførelsestegnene), skorter det ikke på iscenesættelse, og Jon Bang Carlsen er ligefrem kendt for sin ‘iscenesatte dokum entarism e’. Lars Movin tegner et portræ t af ‘dokum entaristen’ Herzog, mens Jon Bang Carlsen argum enterer for sin kunstneriske ret til som dokum entarist at ‘opfinde virkeligheden’. Og A nders Leifer supplerer m ed refleksioner over Max Kestner og Jørgen Leths subjektive danmarksfilm. Et særlig m arkant udtry k for grænseopblødningen er den anim erede dokumentarfilm. Det kan måske lyde som en selvmodsigelse, m en anim ationsforskeren Paul Wells giver ikke alene eksempler på fænom enets livskraft, han argum enterer også for, at den animerede form bidrager til at redefinere dokum entarfilm en som genre. Fra dokum entarfilm m ed fiktions-islæt bevæger num m eret sig over i fiktionsfilm på faktuelt grundlag. Peter Schepelern indleder m ed en diskussion af en række historiske spil­ lefilm og tv-serier - bl.a. Der Untergang - hvis omhyggeligt researchede rekonstruktio­