Alternative fortælleformer på film
Fo ro rd
Ligesom alt nyt med tiden bliver gammelt, har det, som i dag er alternativt, en tendens til at glide ind i og være m ed til at udvide ram m erne for m orgendagens m ainstream . Såvel alternative fortælleform er som den m ainstream , de leverer alternativer til, er derfor ganske uhåndterlige størrelser, der næ rm est inviterer til gradbøjning. Skønt den klassiske film for tælling, som udgjorde det narrative fundam ent for Hollywoods guldalder i 1930’erne og 40’erne, ikke længere eksisterer i ren form - og vel strengt taget aldrig har gjort det - er den den etablerede og velbeskrevne norm , som alle såkaldt alternative fortælleform er i et eller andet omfang forholder sig til. Og som dette nu m m er af Kosmorama følgelig også tager sit afsæt i. N um m eret indledes af en lille håndfuld artikler om nutidige Hollywood-film, der balancerer på grænsen mellem det alternative og det klassiske - og derved vidner om den hollywood’ske hovedstrøm s elasticitet. Brian Petersen lægger for m ed en introduktion til den aristoteliske dram aturgi, der danner grundstam m en i de fleste film m anuskript-lærebøger - og som fraviges i de forskellige form er for m ultiplotfilm , som har vundet frem i de senere år. Og i forlængelse heraf stiller Samuel Ben Israel skarpt på m ultiprotagonistfilm en, der forskyder vægten fra en projektorienteret dram aturgi til en ikke-hierarkisk og ikke-psykologiserende fremstilling af relationer mellem mennesker. Um iddelbart er det de færreste, der vil beskylde blockbusters som Armageddon eller The Day After Tomorrow for at flirte med det alternative, m en Christopher Juhl Seidelin påvi ser i sin artikel, hvordan de i kraft af deres fokus på spektakulære effekter kan siges at have et vist slægtskab m ed film historiens allertidligste, ikke-narrative film, der var mere opta get af at levere oplevelsesmæssige thrills end af at fortælle en klassisk sam m enhængende historie. Fortæller blockbusterfilmene kun nødtvungent, så går fortællingen helt i stå i Gus Van Sants seneste tre film - Gerry, Elephant og Last Days. Niels Bjørn skriver om denne døds trilogi, som systematisk tager livet også af enhver klassisk plotforståelse. Og Rasmus Birch vover sig ind i m anuskriptforfatteren Charlie Kaufmans i enhver henseende alternative univers, hvor selvets gåder scannes i cirkulære og stærkt subjektive fremstillingsformer. Mens Lennard Højbjerg påpeger, hvordan velkendte genreskabeloner og subtile parallelog tidsstrukturer kom plem enterer hinanden i Steven Soderberghs O ut ofSight. Det klassiske filmsprog udfordredes i starten af 1960’erne kollektivt af tidens forskelli ge nybølger. Den u den sam m enligning mest radikale revser og fornyer var Jean-Luc Godard, som systematisk dekonstruerede den klassiske filmfortælling og alle dens genrer.