Wisit Sasanatieng Underfundig hum or og stærke farver er vigtige ingredienser i den thailandske instruktør Wisit Sasanatiengs to første film, der begge sprudler af visuelt overskud
Thailand er flere gange inden for det
en ellers ganske konventionel historie om
seneste p ar år blevet udnæ vnt til en af de
stor, ulykkelig kærlighed.
mest interessante film nationer i Asien. I
Tears o f the Black Tiger, som havde sin
deres evige, næsten desperate søgen efter
internationale premiere p å filmfestivalen
noget nyt og originalt har film kritikerne
i Cannes for fem år siden og siden h a r
det med at uddele den slags titler til højre
rejst verden ru n d t, er en spøjs og m eget
og venstre. Men i Thailands tilfælde er der
underholdende blanding a f gammeldags
rent faktisk noget om snakken. Efter at
western og k u lø rt melodrama. Den foregår
Thailand filmisk set har været et regulært
i Thailand i en ikke næ rm ere defineret
uland i m ange år, h ar m an på festivaler
fortid og handler om den fattige D um med
rundt om i verden - ikke m indst NatFilm
tilnavnet Black Tiger og hans gengældte
Festivalen i D anm ark - kunnet m ærke et
forelskelse i Rumpoey, datter af en lokal
frisk pust fra en række unge og ofte meget
guvernør. Skæbnen er ikke de unge
forskellige instruktører, og nu har m an
elskende nådig, og Dum, der i desperation
indtrykket af et mangfoldigt filmmiljø
har sluttet sig til en bande hærgende,
i rivende udvikling. Senest har den
plyndrende cowboys, m å kæmpe m ed både
thailandske regering, i et am bitiøst forsøg
politi og sine kammerater, da han finder
på at fastholde succesen, tilm ed etableret
ud af, at R um poey står for mod sin vilje at
en international filmfestival i Bangkok.
skulle giftes m ed en ung karriereofficer.
En af de mere interessante af de nye instruktører er Wisit Sasanatieng (f. 1964),
Alle den amerikanske westerns stereotyper og klichéer fremføres m odigt
der har skrevet m anuskript til et par af
af Sasanatieng. Men fordi Tears o f the
kollegernes film, m en indtil videre kun selv
Black Tiger foregår i Thailand, får det
har to film på sit cv, Tears o f the Black Tiger
velkendte ny klang, og d e t bidrager kun
(Fah talai jone, 2000) og Citizen Dog (Mah
til m orskaben, at instruktøren sam tidig
nakorn, 2004), der var et af slagnum rene
presser især karaktererne så langt ud,
på dette års filmfestival i Bangkok.
som det overhovedet er muligt. De onde er virkelig onde, når de skoggerler under
The fastest gun in the East. Sasanatieng er kunstskoleuddannet, m en har p rim æ rt
200
deres tynde, m arkerede moustacher. Tears o f the Black Tiger er fuld af
slået sine folder i reklamefilmverdenen,
overraskende og energisk koreograferede
hvilket m an næsten kan se ud af hans
skuddueller - Dum er sim pelthen the
visuelt flamboyante debutfilm, der ikke
fastest gun in the East - hvor blodet
m inder om mange andre thailandske film
sprøjter, som var det Jackson Pollock, der
og selvbevidst benytter sig af alle kendte og
stod foran et m alerlærred. Men der bydes
en del ukendte tekniske kneb for at fortælle
også på farvemættede, lyriske øjeblikke,