Park Chan-wook Is, ild og udfrielse - en af de mest spektakulært misantropiske trilogier i filmhistorien er ved vejs ende
En kvinde m ed m ascaraen sejlende under
Ironiske spejlinger. Cut eksemplificerer en
øjnene sidder bænket ved et stort flygel.
skælmsk dobbelthed, der e r på spil i mange
Hendes resterende otte fingre er fæstnet til
af Park Chan-w ooks film: Offer- og b ø d
tangenterne m ed superlim og via snore til
delroller vendes på hovedet med et sn u p
trisser i loftet. Ved siden af hende står en
tag, der undergraver publikumsidentifika
sadistisk smilende m and i m inearbejdertøj
tionen. Men hvor det i Cut mest fungerer
m ed hævet økse.
som en underholdende faldlem, bliver den
Det kræver en vis overbæ renhed at gå
slags vendinger i andre af Parks film til en
ind på de filmiske præm isser hos den syd
rullesten af k n astør tragisk ironi, der først
koreanske instruktør Park Chan-w ook (f.
stopper, når d e r ikke er flere blodhævns-
1963), der er mest kendt for sin rystende
ofre at rulle h en over.
og skamløst underholdende ’hævntrilogi’
Mest tydeligt er dette i Parks hovedværk
(2002-2005). Parks univers er nem lig lige
og hæ vn-trilogiens første del, Sympathy
så elaboreret og højkulørt, som hum oren
fo r Mr. Vengeance (Boksuneun naui geot,
er sort og nedrig.
2002). Vi følger her den døvstum m e Ryu
O vennævnte scene er fra kortfilmen
i jagten på en donornyre til hans alvorligt
Cut, der sam m en m ed åndsbeslægtede
syge søster. I desperation prøver Ryu bl.a.
værker af Fruit Chan og Takashi Miike
at presse penge af den fabrikschef, der
udgør antologien rI hree ... Extremes (2004).
tidligere har fyret ham. M en herfra ram ler
Skønt Cut åbenlyst har været et frikvarter
alt, og snart står vores hovedperson tilbage
for Park og er hans m est surreelle værk til
m ed et operationssår i siden, et druknet
dato, bæ rer den alle instruktørens vanlige
kidnapningsoffer og et fuldkom m en spildt
signaturer: Der er hæ vndram a (øksem and
projekt: Søsteren har fået nys om planen
en er jaloux på pianistens gemal) og sind
og begået selvm ord i skam. Det er tragisk
rige afstraffelsesmetoder (gemalen er fæst
komik, når det stikker allermest ubehage
net til væggen m ed en elastik og får herfra
ligt i halsen.
valget mellem at kværke et frem m ed barn
Og det skal blive værre endnu. Chefen
eller se sin kone få m indsket repertoire
er nemlig blevet til en grådsavlende stak
m ulighederne til Prinsesse Toben). D er er
kel, der kun h a r ét tilbage at leve for: Hævn
hemmeligheder, der sent kom m er frem i
over de kidnappere, der to g livet af hans
lyset (hele hævnaktionen viser sig m indre
datter. Chefens forblindede egoisme er
ubelejlig for gemalen end først antaget),
naturligvis en refleksion a f Ryus egen, og
og ikke m indst en ham per blanding af ko
derfor virker det logisk, at klimakset fore
m ik og brutalitet (pianisten tager slutteligt
går i det flodleje, hvor datteren er druknet
øksem anden af dage ved at bide hans hals pulsåre over).
nesvangre krydsfelt bliver bødlen offer og
og Ryus søster stedt til hvile. I dette skæb