Apichatpong Weerasethakul Hans navn forbindes med dybt sanselige og forunderligt gådefulde avantgardefilm, men Thailands førende uafhængige instruktør kan også skeje ud i højspændt pastiche
Et sted i ingenm andsland, på en bølgende
m en da soldaten til sidst overgiver ånd og
grøn savanne, tager en deling m untert
legeme til shamanen, synes i det m indste
pludrende soldater opstilling for at blive
en slags dram aturgisk ring alligevel at være
fotograferet af en af deres kamm erater. De
sluttet. I alt fald kan der måske være en
ser ud til at hygge sig, og så meget desto
forbindelse mellem indledningens prosai
større er tilskuerens forfærdelse, da det vi
ske body bag og udgangen på den mytisk
ser sig, at anledningen til fotoseancen er et
spirituelle og samtidig em inent kødelige og
lig, der ligger behørigt indhyllet i en body
begæ rsbetonede holmgang mellem soldat
bag foran de uanfægtede soldater.
og shaman.
Sådan åbner Apichatpong W eerasetha-
Man forstår, at Quentin Tarantinos
kuls (f. 1970) seneste film, Tropical Malady
C annes-jury ikke vidste sine levende råd,
(Sud pralad, 2004). Det forklares aldrig,
da den i 2004 skulle tage stilling til Tro
hvem den afdøde er, eller hvorfor han lig
pical Malady, for den ligner ikke nogen
ger dér og er afdød - måske det er en helt
anden film - og her er d er vitterlig ikke
norm al foreteelse på de kanter?
tale om en fortærsket kliché! Men m an
Umærkeligt glider filmen over i en skildring af et kærlighedsforhold mellem
forstår også, at de endte m ed at give filmen juryens specialpris, for uanset hvad m an
en af soldaterne, Keng, og en ung lands
i øvrigt m åtte m ene om den, er Tropical
byknægt, Noi. Kun gradvist forstår vi, at
Malady en dybt forunderlig og overmåde
der faktisk er tale om et kærlighedsforhold,
sanselig film, som ingen k an undgå at føle
m en i sam m e øjeblik som vi føler grunden
sig berørt af. O gså selv om det kan være
nogenlunde tryg under fødderne, sad
vanskeligt at sæ tte ord på præcis, hvorfor
ler W eerasethakul om igen, forlader den
man føler sig berørt.
poetiske, m en dog relativt realistiske stil, og starter tilsyneladende på en ny, my-
Poetisk behaviorisme. Weerasethakul er
tologisk-eventyrlig historie om en soldat
en slags poetisk behaviorist, som i lange
- Keng? - som dybt inde i regnskovens
totalindstillinger asketisk nøjes med at
m ørke kæ m per en ensom kam p m ed en
gengive verdens synlige overflade, m en
sham an i tigerskikkelse!
på en sådan m åde, at vi u n d er tingenes og
Måske rovdyr-sham anen er soldatens egen indre dæm on; måske historien er en
126
personernes frem træden fornem m er en egen m agisk-lyrisk dybde.
allegori over kærlighedens væsen; måske
Egentlig underlægningsm usik optræ der
tigermyten skal betragtes som et spejl af
kun sjældent; for det meste lader han real
filmens første historie; måske den skal
lyde - alt fra cikadesang over meningsfattig
fortolkes politisk? M ulighederne er legio,
dialog til trafikstøj - akkompagnere bil-