så i mange gentagelser. Allerede i den indle dende tekst gør Ulrich Breuning opmærksom på, at der nok vil forekomme overlap mellem de enkelte tekster, men efter at have læst resten af bogen sidder man lidt træt tilbage med en følelse af at have læst om fixpunkterne i dansk børnefilm, såvel de politiske som de kunstneri ske, adskillige gange. En bedre afstemning af de enkelte tekster ville have afhjulpet det problem og have givet bogen en større afrundethed; nu fremstår den snarere som en række separate tekster om samme emne samlet under én overskrift.
Den naturlige historie A f D an Nissen M ogens Rukov: Festen og andre skandaler. Udvalgte artikler 1992-2002 ved Claus Christensen. L indhardt og R inghof 2002, 249 kr.
Grå eminence, Godfather, Dogmebrødrenes storebror - det har været med ord som disse dagspressen har søgt at bestemme Mogens Rukovs betydning for dansk film. Forståeligt nok, for mens både roserne og tidslerne tilde les folkene bag filmene, så er det ganske sjæl dent, at en lærer opnår en status og betydning udover de indviedes, dvs. elevernes, rækker. Det siger noget om Rukovs betydning, at Lars von Trier, Thomas Vinterberg m.fl. har brugt og bruger denne lærer i manuskriptskivning som med- og modspiller på deres projekter. Og ved at læse et udvalg af hans skriverier samlet af Claus Christensen under titlen Festen og andre skandaler får man indirekte et godt billede af mennesket og især mentoren Mogens Rukov. Et kantet og generøst menneske, en meget skrivende akademiker, der samtidig sy nes at sky akademisk systematik og klarhed og hellere formulerer sig antydningsvist i en pro salyrisk stil, der indimellem er rammende og inspirerende, andre gange rent ud tåget. Mest idiosynkratisk bliver han i skriverierne om Mellemøsten, hvor Israel er the good guys og retorikken bliver ulideligt skråsikker - det bør forbigås i tavshed. Det er ganske slående, at han bliver mest præcis og tankevækkende i de to lange interviews med velforberedte inter viewere, der spørger til hans tanker om og ind sigt i film og dermed tvinger ham til at formu
lere sine tanker med en præcision, som ikke al tid kendetegner hans egne skriverier. Hvis Rukov skal i bog, så skal den ’’virke tilfældig, mere lystfyldt, lidt skrabsammen, sådan som det er opstået”, skriver han et sted til redaktøren. Men 25 års undervisning i og erfaring med manuskriptskrivning må hobe sig op til mere end lidt skrabsammen, og Rukovs afgørende indflydelse på generationer af filmfolk, der i dag præger dansk film og er med til at skabe dens succes, er uomtvistelig. Det skriftlige resultat kunne have været en bog om filmsprogets poetik og dramaturgi. Den bog eksisterer ikke, men tværs gennem artikelsamlingen tegnes alligevel omridset af en poe tik. Kernebegreber, som der vendes tilbage til igen og igen, er ”Den naturlige historie”, ’’nøg ternhed”, ’’forankringen i det konkrete”, ja, det skandaløse som motor, for ikke at tale om ud sagnet om , at ’’Hver gang I har fået en god idé, så prøv det modsatte!”. Begrebet om den naturlige historie udfoldes kun kort som historier hvor vi kender meka nikken, der derfor kan bruges som afsæt for overraskelsen. Årsagen til denne mekanisme er måske, siger han, at man i film rent faktisk ser konkrete mennesker på lærredet og derfor kræver en optræden som genkendes fra virke ligheden. Og for dogmebrødrene gjaldt det samme som for andre banebrydere: filmen kom tilbage til og ud i virkeligheden: Neorealismen, nybølgen, Cassavetes, tidlig Scorsese. Det er ikke banal realisme, men en historie funderet på, ja ’’forankret i det konkre te”, som et af de andre kernebegreber lyder. Fremragende illustrerer Rukov denne konkret hed i artiklen ’’Psykologi keder mig faktisk”, hvor han skildrer arbejdsprocessen for at nå frem til at fremstille en persons psykologi, ikke ved at have det analytiske apparat med hjem mefra og skabe personer over det, men ved at placere personer i et konkret rum, stille dem nogle konkrete opgaver, lade dem møde andre personer - hvorved der gives tilskueren mulig hed for at opleve et menneske, en figur, psyko logisk. For Rukov er psykologien ikke en model, et korset, men noget der opstår, når en situation sættes i gang, udspændt indenfor en forms rammer. Og formen og rammerne er ikke snærende, ikke et bånd, men noget der skaber muligheder netop ved at fastlægge en form. Så den naturlige historie er ikke en løs form op stået af et realismekrav, men en historie som udvikler sig naturligt udfra givne præmisser. Og som overrasker, scene for scene.