DET SØGENDE ØJE
O pm untret af K n ud Poulsen, hvis øje i Politiken fik øje på D et søgende øje, fortsætter øjet sin spejden uden at dele bekymringen hos Politikens skattede „D råbe", der satte fingeren på øjet og ømmede sig over, at det var en løs revet, frigjort legemsdel. D et søgende øje føler sig ikke som noget biologisk særtilfælde i en verden, der forlængst har kendt argusøjne og magiske øjne, det kosmologiske øje og kinoøjet. *
Ø jet faldt på december-nummeret, der om talte nogle betragtninger af Erik Balling, hvor med han i sin tid angreb dokumentarfilmen for mangel på hjerte, alvor og noget at skulle have sagt. D et var måske ikke så velbetænkt at an gribe dokumentarfilmen for at savne disse egenskaber i de første efterkrigsår, så sandt som dens instruktører netop den gang havde afgivet adskillige beviser paa, at de havde no get paa hjerte og mod til at sige det. M en i dag kan der nok være grund til at tage anklagen op til fornyet bedømmelse, efter et tiår med stadigt stigende neutralisering og pa cificering af dokumentarfilmens kampvilje. Både ude og hjemme. Produktionens omfang stiger stadigt, men vægtfylden mindskes. I England laves der flere film i denne genre end tidligere - krigsårene undtaget - men en stor del fremstilles til det kommercielle fjernsyn, som ikke har brug for provokatoriske budskaber, for dokum entarfil mens rusken op og dramatiske sætten tingene på spidsen. Rundt om i alverdens lande bliver der lavet film, som man med bedre samvittig hed kan henføre under begrebet „kortfilm " det siger dog kun noget om længden. Spille filmen er blevet mere immun overfor den frugt bare smitte fra dokumentarfilmen, som i sin tid var medvirkende til neorealismens gennembrud, og som også sporedes i gamle, forstokkede filmlande som USA, hvor den halvdokumenta riske kriminalfilm en tid lang lod os ane nye veje for den realistiske spillefilm. Fra „Den nøgne By“ til „I Storbyens H avn" blev udvik lingen afsporet; alt hvad der blev tilbage af det dokumentariske var en håndfast tendens, mens dokumentarismens gyldne regel, at tage
96
a f Theodor Christensen
miljøets og menneskenes typiske historie og skabe et drama af reelle konflikter, blev svig tet. Selv den halvdokumentariske thriller-form, hvor det eneste dokumentariske er omgivelserne, gader og huse og transportmidler, har længe været på retur. *
Således fortæller Ulrichsen, at han forleden mødte Richard W idm ark på strøget. H an var på vej til London for at medvirke i Otto Premingers „St. Joan". løvrigt havde han som så man ge andre Hollywood-skuespillere startet sit eget selskab og planlagt en dokumentarisk thriller i den gamle sort-hvide stil (efter Karl M ul dens iscenesættelse af „Tim e L im it"). „Så må vi se, om der kommer nogen til den," sagde W idm ark. H an var øjensynlig ked af, at Hollywood ikke i højere grad dyrkede den do kumentariske thriller mere. *
Med den egentlige dokumentarfilm står det endnu beskednere til. U nder den kolde krigs isnende vinde hærdede den østlige dokumen tarfilm sig til en ujævn blanding af rene pro pagandafilm og skarpt afgrænsede populær videnskabelige, instruktive film. I den vestlige verden sank den dokumentariske aktivitet ken deligt, og dens ytringsfrihed indsnævredes be tydeligt. Efter et par års Korea-krig, på et tids punkt, da UN ESCO hængte medarbejdere ud for u-amerikanisme, ville en film som Paul Rothas „T he W orld is Rich" være utænkelig radikalisme, for ikke at sige kommunisme. Det er såmænd bemærkelsesværdigt, at Rothas og Basil W rights langt mere tæmmede og trim mede „W orld W ithout End" - herhjemme „Grænseløse Verden" - kunne blive til med UNESCO som sponsor. *
I Danm ark har den offentlige film produk tion med flid undgået emner af større række vidde og forskanset sig bag små hyggelige film, hvor hverken vore egne eller andres vitale in teresser er til debat. I film om erhvervsvejled ning, skoleproblemer og ensomhedsfølelse har