D en magiske skaben Selvom Jacques Rivette var med på holdet, da en ’n y bølge' i fransk film tog land, er han aldrig slået igennem overfor en større offentlighed. Men med Den skønne strigle har han skabt en film, deruden at forråde hans hidtidige bestræbelser godt kan gå hen og blive et gennembrud. a f Dan Nissen
t par engelske turister sidder i en solbeskinnet sydfransk hotelidyl og planlægger dagens tur. Kameraet bevæger sig lidt, og vi ser, at der i baggrunden sidder en yngre mand og tegner. Han tegner kvinderne, Klip til en ung pige der kommer ud på en svalegang og skjult prøver på at fotografere manden, der tegner de
anden, ja, ikke bare det, men er feri erende kærester. En scene i en scene i en scene, der så også viser sig at være et spil, en iscenesættelse. At Jacques R i
en g elsk e
v e tte v æ lger a t å b n e sit m e ste rv æ rk ,
tu riste r.
H an
opdager
hende, farer op, overfuser hende og kræver filmen konfisk eret. H a n vil
Den skønne strigle, på denne måde, er
ty d elig v is ik ke fo tograferes og gør e t
in g e n tilfæ ld ig h e d . H a n h a r altid v æ r e t d y b t e n g a g eret i te a tr e t, og flere
stort nummer ud af det. Indtil det lidt efter afsløres, at de kender hin-
af hans film handler om teater, om skuespil og iscenesættelse, om at gå
ud og ind af fiktioner, skabe dem og ophæve dem.
Dengang i 50erne Man kan måske tillade sig at kalde Den skønne strigle et gennembrud, selvom det kan forekomme en mær kelig betegnelse møntet på en in struktør, der har været aktiv siden 50erne og hører til den banebry dende generation af kritikere, der se nere blev filmkunstnere og fik beteg nelsen den nye bølge’ på sig. Om Ri vette skriver James Monaco i sin bog om den nye bølge, at han kom til Pa ris som 20-årig i slutningen af 40eme, gik ind på cinémateket, og blev der, limet til lærredet i årevis. Og andre kilder har andre eksem pler: T ru ffau t beretter, a t da R en o irs Guldkareten havde premiere i Paris, Foto: Emmanuelle Béart som den skønne strigle og Michel Piccoli som kunstneren. 13