P
O
R
T
R
Æ
T
Theresa Russell H
ar Nicolas Roeg og Theresa Russell taget endelig død på hinanden? - Det var det spørgsmål, de britiske filmkritikere stillede, da Afsporet (Track 29) havde premiere i sommer. Og for englænderne er det et alvorligt spørgs mål, ingen tvivl om det. De ser Nicolas Roeg som en af de få instruktører, der har været i stand til at gøre karriere på de rigtige præmisser: Skabe sig et navn og en indtjening i Amerika uden at give afkald på det 'europæiske’ særpræg. Nu skulle det lige passe sig, at han gik ned på sin forbindelse med en skuespillerin de, der altid har været lidt mere sex symbol, end de konservative britiske anmeldere brød sig om. Strengt taget burde de have gennem skuet hende som en af deres egne, allere de i hendes første film. Det var Elia Kazans filmatisering af F. Scott Fitzgeralds The Last Tycoon over et manuskript af Harold Pinter - og er der nogen af de yngre filmskuespillerinder, der har sans for Pinter-stilen, er det Theresa Russell. Hun behersker, med en fuldkommen hed man ikke har oplevet siden Vivian Merchants dage, balancen mellem det udfordrende og det uigennemskuelige: Hun lokker, og hun skubber fra sig, hun udfordrer, og hun forbliver urørlig. Hemmeligheden ved at spille Pinter godt er noget med at kende sine motiver meget godt - og så maskere dem, så hverken modspilleren eller publikum nøjagtig er i stand til at gennemskue dem. Den kunst mestrer Theresa Russell til fuldkommenhed. Nuvel, gennembruddet kom ikke med The Last Tycoon i 1976 (Russell var på det tidspunkt 19 år og overvejede, om hun ikke hellere skulle blive dyrlæ ge!) Det amerikanske publikum fik hen de på lærredet i Ulu Grosbards Straight Time (78) og på TV i en serie om hustru erne i udkanten af Watergate-skandalen (Blind Ambition, 79). Samme år var hun centrum i Nicolas Roegs Bad Timing, og dermed var hendes navn slået fast i en europæisk sammenhæng. Nicolas Roeg greb fra starten dobbelt
a f Henrik Lundgren
tragter Gustav Klimts maleri Kysset, be mærker hun, at parret på lærredet ser lykkelige ud, og Alex (Art Garfunkel) svarer: 'Det er fordi de ikke kender hin anden godt nok endnu!’ - Replikken rummer et signalement af de fleste The resa Russell-figurer: Man har det bedst med dem, så længe man er tiltrukket af deres gådefuldhed. Lærer man først de res hemmeligheder at kende, kan man være temmelig sikker på ubehagelighe der. Theresa Russells rollefag er på den måde de fatale kvinder, men når kvin der bliver skæbnesvangre for mænd, er det i reglen et spørgsmål om de illusio ner, mændene har gjort sig på forhånd. Roeg ville faktisk oprindelig have kaldt Bad Timing for Illusions: Alex er fascine ret af pigen Milena (Russell), han gør sig illusioner om at eje hende og forme hende, men hun unddrager sig hans for søg på at besidde hende. Han er psyko log og kommet til Wien på et forsk ningsstipendium for at frekventere Siegmund Freud-instituttet (i en scene prøver Milena at komme i seng med ham på Freuds berømte sofa!). Alex vil som typisk vesterlænding styre og kon trollere sine omgivelser, men Milena er ikke til at bestemme over: ’Gid du ville forstå mig mindre og elske mig mere. Gid du ville holde op med at definere mig’, lyder hendes opfordring til ham. Da han ikke er i stand til at efterkomme den, tager hun en overdosis sovepiller og ringer efter ham. For en pige som Milena er kærlighe den noget selvudslettende, grænseover skridende. Men da Alex dukker op hos hende, ringer han ikke efter en ambu lance. Han sætter sig ned og venter på, at hun skal gå i coma, inden han voldta ger hende. Endelig har han en chance for at fastholde hende betingelsesløst: for at hun ikke skal komme til at tilhøre nogen anden. Da Milena trods alt over lever, må politiet frafalde deres anklage mod Alex, men Nicolas Roeg fastholder sin: Alex er i hans øjne skyld i en slags sjælemord ved sine gentagne forsøg på at analysere, efterrationalisere og der
heden hos hende: Det intense, udfaren
med reducere Milenas ustyrlighed.
de kombineret med det uigennemskue lige. Måske har han i virkeligheden al drig fanget hendes herskende evner bedre end her, hvor hun for den mand lige hovedperson forbliver en gåde. Da de står sammen på kunstmuseet og be
Efter Bad Timing - der for ægtefæller ne Roeg og Russell blev et stykke lykke lig timing - fulgte i 83 Eureka, Roegs variation over Or son Welles’ Citizen Kane med Gene Hackman som mange millionæren Jack McCann og Theresa
16