INSTRUKTØRERNE
Italiensk film nu D e evigt debuterende, de egentligt debuterende og de evigt tilbagevendende i 8 0 ’emes italienske film a f Jens Thomsen
om efter nye, unge talenter til opfølg ning af den internationale succes blandt andre Francesco Rosi og Bernardo Bertolucci havde vundet i de tidligere 70’ere. Morettis lille film hed lo sono un autar' chico (Jeg er en autark; dvs. sådan en der kan det hele selv). Titlen kunne gælde som karakteristik for hele den gruppe af instruktører der begyndte at lave film i anden halvdel af 70’erne, og som stadig i dag har svært ved at finde producenter i en filmindustri, der længe har været præget af mangel på en ordentlig infra struktur. Kathleen Turner i Peter Del Montes Den låste dør.
De evigt debuterende
E
n dag i 1977 henvendte en ung mand sig til bestyreren af filmklub ben Filmstudio 70. Under armen havde han en 8 mm-film han selv havde lavet, og han spurgte om man eventuelt var interesseret i at vise den for den sluttede kreds. Det var man, og de tilstedeværen de i den lille romerske klub blev så be gejstrede at rygtet hurtigt bredte sig. Den unge smalfilmer, hvis navn var Nanni Moretti, var snarrådig og forstod i løbet af kort tid at skrabe penge nok sammen til at få filmen blæst op i en 16 mm-kopi, der så gik sin sejrsgang, først i filminteresserede kredse i Rom, der næst også i andre dele af landet. Succes en kulminerede med at filmen, sit be skedne udspring til trods, blev købt af TV, og Moretti blev af mange udråbt til geni. Det var lige hvad man manglede på dette tidspunkt, hvor man allerede i en del år, med bekymring havde set sig
Der er ellers nok af dygtige håndværke re, der laver gedigen filmbrugskunst. Nogle få af dem høster til nød ros på de internationale festivaler, men de når al drig så langt som til at gøre sig virkelig gældende i udenlandsk distribution. Og det synes kritikken, og det meste af filmbranchen iøvrigt, at være lidt for manisk optaget af. Det er en tilstand af frustration over ikke at kunne finde folk der kan vedligeholde Italiens historiske ry som stor filmnation. Som sædvanlig, når man ikke med djævlens vold og m agt k a n se tegn p å n o gen sam m en
hængende nye tendenser og derfor ikke kan proklamere at man her står overfor en 'b evæ gelse’, d e n væ re sig n o k så b ro
get og uensartet, så taler man om krise - så har man da noget! Det virker desværre tilbage på miljø et, og måske er det i sidste ende medvir kende til at gøre dette endnu mere