I
T
A
L
I
E
N
Italiensk film fra II Duce til Den sidste kejser -
et historisk vue over den italienske filmbranches op - og nedture gennem de sidste 50 dr. a f Eva Jørholt
una volta in Italia - eller, ret be C ’era set, ’tre volte’ - hvor der blev lavet
film, så det gav genlyd langt uden for 'støvlens’ grænser. Første gang var helt tilbage i filmens tid ligste barndom, hvor italienerne excel lerede i historiske kolossalfilm - som En rico Guazzonis Quo Vadis? (1912) og, ik ke mindst, Giovanni Pastrones Cabiria (1915) - der skulle blive uvurderlige in spirationskilder for såvel D.W. Griffith som Cecil B. DeMille. Anden gang italiensk film slog sit navn fast i international sammenhæng, var umiddelbart efter anden verdens krig, hvor den navnkundige neorealis me skabte fornyelse på den internatio nale filmscene ved at tage kameraet med ud i det virkelige liv og filme dagligda gens mennesker og småbegivenheder. Og tredje gang var en snes år senere. Da oplevede italiensk film nemlig en så dan renæssance, at Christian Braad Thomsen i dette blads spalter (Kosmorama nr. 106, 1972) følte sig foranlediget til at omtale den som et overflødigheds horn. Og dét kan vel næppe kalde en overdrivelse, i betragtning af at 'landet, hvor citronerne blomstrer’ i begyndel sen og midten af 70’erne berigede film historien med mesterværker som Viscontis De lange knives nat (1970), Døden i Venedig (1971), Ludwig (1972) og Vold og lidenskab (1974); Bertoluccis Edderkop pens strategi (1970), Medløberen (1971), Sidste tango i Paris (1972) og 1900 (1976); Pasolinis Teorema (1968), Medea (1970), og Sald - eller de 120 dage i Sodoma (1975); Fellinis Satyricon (1969), Roma
(1972) og Amarcord (1973); Antonionis Zabriskie Point (1969) og Profession: Re porter
(1975);
R osis
Ingenmandsland
(1970), Lucky Luciano (1973) og Magten og dens pris (1975)—
Også på niveauet lige under mester klassen skete der interessante ting i itali ensk film dengang: den politiske thriller dyrkedes af folk som Damiano Damiani (Jeg er bange, 1977), Elio Petri (Undersø gelse af en borger hævet over enhver mis tanke, 1970) og Marco Leto (Professor Rossinis tvungne ferie, 1973), samtidig med at enere som Ermanno Olmi og brødrene Taviani for alvor slog deres navne fast inden for den mere poetiske genre med mesterværker som hhv. Træ skotræet og Padre Padrone (begge fra 1977). På det kønspolitiske område hu serede Liliana Cavani (Natportieren, 1973) og Lina Wertmiiller (Syv skønhe der, 1976), mens Marco’erne Bellocchio og Ferreri sam t E ttore S c o la hver på de res måde tog italienernes politiske og seksuelle traum er op i film som I fade rens navn (B ellocchio, 1971), D et store ædegilde (Ferreri, 1973) og En ganske sær lig dag (Scola, 1977).
Marcello Mastroianni og II Duce i Scolas En ganske særlig dag (1977). Jo, italiensk film har haft sine storhedsperioder. Det er sikkert og vist! I de sidste ti år har der imidlertid været langt imellem de italienske film på det danske biografrepertoire. Det skyldes formodentlig ikke en eller anden form for akut italofobi hos den samlede flok af danske filmimportører, men snarere at der en dag blev sat prop i overflødig hedshornet. I midten af 70’erne produ ceredes der 250-280 film om året i Itali en, mens tallet i 1985 var faldet til kun 89. Naturligvis var ikke alle 250-280 år lige produktioner filmkunstneriske ho vedværker, men den livskraftige indu stri sk ab te en slags driv h u sm iljø, hvor
nye talenter kunne spire og de gamle blomstre længe. Omvendt siger det næ sten sig selv, at en nation af Italiens stør relse, som kun laver 89 film om året (og så her er revl og krat talt med), ikke kan 31