Grækenland i krampe Angelopoulos’ fascinerende film om det græske borgerkrigstraume kræver uophørlig fortolkning. a f K assandra Wellendorf Jeg klatrede op i pebertræet for at plukke en peberfrugt ned, men pebertræet flækkede og jeg skar min hånd, så fandt jeg mit lommetørklæde frem og forbandt den blodige hånd.
I
det symbollæssede værk, Biavleren, viser instruktøren Theo Angelopoulos os, hvordan kramperne efter kommunisternes nederlag i Den Græ ske Borgerkrig stadig spøger i den græ ske mentalitet. Med en falmet plakat fra filmen I Confess (Hitchcock 52) hæn gende som en kommentar i baggrunden udenfor en forlængst nedlagt biograf, bekender filmen sig til det umulige i at leve i nutidens Grækenland med den smertelige erindring om Borgerkrigen hængende over hovedet. Hovedpersonen Spyros (Marcello Mastroianni) har kæmpet som kommu nist under Borgerkrigen i et forsøg på at skabe et lykkeligere land (’for at plukke en peberfrugt ned’), forsøget mislykke des (’pebertræet flækkede’) og han har herefter viet sig til et borgerligt liv (’jeg fandt mit lommetørklæde frem og for 18
bandt den blodige hånd’). Et postulat om, at partisanerne siden 49 har dæk ket deres sår under en tyk dyne af bor gerlighed.
En rejsende biavler Filmen starter med et bryllup, hvor Spy ros sidste datter forlader reden. Her be slutter han at bryde med sit hidtidige liv, sin familie og sit job for helt og holdent at hellige sig sine forfædres hverv, biavl. Han pakker sin lastbil med bistader og kører gennem Grækenland til den an den side af kortet for at finde foråret og skaffe blomsternæring til sine bier. Men Grækenland er ikke hvad, det har været, og biavlerfaget er på retur. Han starter sin rejse i slud og smadret frugt, landskaberne, han kører igennem er grelle og grimme, men efterhånden, som han indhenter foråret, bliver far verne en kende mindre trøstesløse. Rej sens sidste mål er hans barndomsby, hvor han genser sit forladte og forfaldne barndomshjem, der ser ud som om, det har stået tomt, siden han forlod det. Med sig på denne rejse tilbage i forti den har han en repræsentant for den
nye generation, en ung kvindelig blaf fer, der har hægtet sig på ham. Mødet med denne unge pige får hans gamle sår til at springe op igen. Via hendes nær vær har han nutiden helt inde på livet, en nutid han forfærdes og fascineres af på samme tid, altimens han roder rundt i sin fortid, opsøger gamle partisanfæller og prøver at få klarhed over sine familie relationer. H on ningen og kulden I filmens univers bliver bierne symbol på den livskraft, grækerne stadig har summende under forbindingen. En ukontrollabel og farlig drift, fordi den så længe har været indespærret. Kameraet udpeger med panoreringer ligheden mellem bistaderne og menneskeboliger ne. Filmens første og sidste hus har form og farve som bikuber. Det første udven digt, en stor gul kasse med brullupsgæster strømmende ud som bier. Det sidste indvendigt, en mørk biograf med gule sæder, hvor en ung kommende dron ning prøver at blive lukket ud af kuben. Filmen er holdt i blå, grå og gule far ver. Honningen, der flyder under den