H
I
M
M
E
L
O
G
H
Filmkys Morten Arnfreds film er nuanceret og fantasifuld a f Erik Svendsen
D
e første billeder i Himmel og Helvede er en kameratur ned gennem en nedlagt klinik. Frk. Andersen, der i en menneskealder har været sekretær og tyst forelsket i sin arbejdsgiver, lægen, der an giveligt er den store faderfigur, sidder ale ne i det blåtonede rum, hvor tingene, redskaberne der kan kurere sygdomme, står tomme hen. Lige nu er den aldrende kvinde ved at hjælpe sig selv ved at lufte de indestængte følelser: Frk. Andersen nedskriver sine drømme om kærlighed, samtidig med at hun spørger sig 'hvad det vil sige at være menneske blandt menne sker’. Kameraet bevæger sig forbi kvinden og kører hen til et vindue: overfor ser vi unge Maria, der alene i et pauvert værelse spiller violin. To kvinder der kender sublimerin gens kunst, men deres liv er på ingen måde eventyrligt. Før de møder hinan den. Himmel og Helvede slutter med at vi
ser Maria spille violin på Strøget sam men med en mandlig kollega. Flun er blevet en del af en social sammenhæng og øjeblikket efter ryger hun ind i en kaotisk strøm af revolutionære unge, der flygter fra ordensmagten. Maria er blevet synlig for andre, og hun tager del i verden. Dér i vrimlen ser hun Frk. An dersen, som håner politiet. De to ser måske hinanden, og de er kommet ned på jorden. Totalbilledet af Maria i mængden fryses. Det er udgangen på Arnfreds frie filma tisering af K. Thorups ’Himmel og Helve de’. Sammenstillingen af prolog og epilog kunne antyde en heroisk og optimistisk udviklingshistorie. Men det er en sand hed m ed modifikationer, og det er akku rat det, der er det fine ved filmen.
Udgangen er håbefuld - og smuk som sådan - men den får sin styrke snarere ved at stå i kontrast til historien om Ma ria end ved at resumere fortællingen om
E
L
V
E
D
E
den unge kvinde, der i de forandringsri ge tider i begyndelsen af 70erne forsøger at finde egne ben at gå på. At blive syn lig for andre, at være menneske blandt mennesker. Himmel og Helvede er en bemærkelses værdig god film, fordi den er så nuance ret i sit udtryk. Ligesom Arnfred bruger en farvesætning, der betoner det fanta sifulde og fabulerende, fx ved hyppig an vendelse af blå farver, der for mig konnoterer det ubevidste hav, ude at svøm me som Maria er, stryger han tilskueren mod hårene ved ikke at gøre den sjælsog kropsstyngende kærlighedshistorie Maria oplever lettere end den er. Kom promisløst og det vil sige komplekst får vi fortællingen om Marias møde med himlen og helvedet, med tilværelsens mest ekstreme og vitale følelser: den dy be kærlighed og den grænseløse fortviv lelse, ja hadet, der får Maria til at slå den Jonni hun elsker af hele sit hjerte. Kærlighedshistorien har ikke en lyk kelig udgang, omend den gør Maria voksen. Den tilskynder hendes behov for at blive synlig, men når hun griber tilbage til musikken og slutter sig sam men med andre er det på baggrund af en oplevelse af ikke at blive helet gen nem k æ rligh ed . M a ria s p ro jek t m islyk
kes og det gør Himmel og Helvede til en kønstragedie: alle de dobbeltheder og skyggesider som hun - og forøvrigt alle de andre i historien - besidder, bliver ik ke ophævede, tværtimod skærer de sig