P
O
R
T
R
Æ
T
Cher Oscar-uddelingen er noget, man ser, fordi man elsker at hade det. Kan det blive endnu et nummer mere smagløst end sidste år? Er der et trick, de endnu ikke har prøvet? - 1 år fik vi de fem nominerede i én kategori sammen i en split-screen, så kunne vi følge deres ansigtsudtryk nøjagtig i det øjeblik, prisen blev fordelt. Skal vi regne med, at vi til næ ste år får dem i play-back og slow-motion, lige som fra Wimbledon, så man i detaljer kan se, hvem der brister i gråd, og hvem der bliver euforisk af jubel? Men mens man nu sad ved skærmen og el skede at hade, var der unægtelig et par mo menter, som gav lidt mere. Først og fremmest overrækkelsen af dette års Oscar til bedste kvindelige hovedrollehaver - Cher for hen des præstation i Moonstruck (Lunefulde Må ne, 1988) - fordi man i et glimt fik to fuld kommen forskellige skuespillertemperamen ter spændt op mod hinanden. Cher faldt nærmest fra hinanden: man kunne opleve hende ganske somnambul, som hun sejlede op på scenen for at modtage sin pris. Var hun doped, eller bare lammet over udmær kelsen? Og dér stod hun så i sin gennemsigti ge sorte bikini-kjole (der ville have gjort sig i den række af natklub-shows i Las Vegas, hun slog igennem på i slutningen af 60’erne) og takkede, of all people, Meryl Streep. Og oppe på rækken sad Meryl Streep - der var nomineret for sin præstation i Hector Babencos Ironweed, hvor hun synger ”He’s My Pal” med huen godt ned over øjnene - og lignede alt det modsatte af en superstjerne: Langt hår sjaskende ned ad ryggen, et mini mum af make-up - og i øvrigt så hun ud, som om det var det bedste, der kunne ske hende, at det var Cher, der vandt! Det sidste er der en forklaring på, som Cher selv gav i sin lettere omtågede takketa le: Det var Meryl Streep, der under optagel serne til Mike Nichols’ Silkwood i 1983 hav de givet Cher en fornemmelse af, hvad det at spille komedie egentlig er for noget. Hvormed Cher tillige har sagt noget om den grad af ubevidsthed, hvormed hun debute rede på film: Det var i Robert Altmans James Dean længe leve (Come back to the Five and Dime, Jimmy Dean, Jimmy Dean,1983) i en rolle, hun først havde spillet på scenen i Ed Gradzyks off-Broadway opsætning. Men når det kommer til stykket, har man i virkeligheden svært ved at forestille sig to skuespillerinder, der er mere grundlæggende 18
a f Henrik Lundgren
Cher i Masken (herover), Lunefulde Måne med Vincent Gardenia og Olympia Dukakis (næste side øverst), Silkwood (midten), Under mistan ke (nederst t.v.) og James Dean Længe leve (t.h.). Desuden har hun medvirket i Heksene fra Eastwick (George Miller, 1987).
forskellige end netop Cher og Meryl Streep. Som typer synes de at inkarnere den gamle Hollywood-modstilling af personligheds skuespilleren over for karakter-fremstilleren. Streep, der er uddannnet ved Yale Univer sitetets Drama Department, synes at gå til den enkelte rolle med en ligefrem videnska belig nysgerrighed efter at afdække, hvad der er karakteristisk for netop denne figur. Undertiden har man gjort grin med hendes forskellige accenter (jo, hun havde vitterlig lyttet til båndoptagelser med den gamle Ka ren Blixen for at kunne indtale ramme kommentaren til Mit Afrika), hendes nøjag tighed i sminke og kostume - for ikke at tale om den næsten gennemsigtige blålige hud farve, hun havde opnået til Sophie’s Choice (ved 14 dages faste på et enkelt glas rødvin!) Der kan være noget næsten lammende over denne perfektionisme, men man véd, at først når Streep har lagt alle disse ydre ting på plads, føler hun friheden til at slippe de indre kræfter løs. Og som alle rigtige for vandlingsskuespillere - dem der betragter de res ansigt, krop og stemme som et instru ment de spiller på - er hun i det private liv blufærdig til det anonyme: Det lange glatte skolepige-hår er nøjagtig det instrument, der gør, at hun fra rolle til rolle kan sætte sin fri sure præcis efter rollens karakter. Hvor Cher vil lede efter en lejlighed til at sætte håret op til narrestreger: Som hun helt bogstaveligt gør i hovedrollen i Jewisons Moonstruck. Når Cher spiller, vil man hele tiden genkende hende som - Cher. Hun har spilleglæde, spontanitet, en ganske umiddel bar lyst til at vise sig frem - er det i virkelighe den det, der udgør hendes star quality? - men hun kender ikke til de selvforglemmende øjeblikke, hvor stjernen forsvinder bag ka rakteren. Nærmest dette mål kom hun vel i grunden i Peter Bogdanovich’ The Mask, som hun blev prisbelønnet for i Cannes i foråret 85. Selve rollen kunne på mange måder minde om hendes figur i Silkwood: Begge steder spiller hun stærke, utilpassede piger, tough’e på grænsen til det skrappe. I The Mask er hun moderen med det misdannede barn, en kvinde, der helst færdes blandt rockere og pushere og selv har et problem med de hårde stoffer. Et mere sentimentalt gemyt end Cher ville have kunnet få noget temmelig ulideligt ud af skikkelsen: Moderen, der er faldet gennem samfundets sikkerhedsnet,