M
E
D
E
A
Medea og manden i muddergrøften Lars von Triers TV-produktion udløste i pressen en heftig debat. Anmelderne nedsablede den, Christian Braad Thomsen hyl dede den, og Elsa Gress himlede op om Dreyers misbrugte ånd. Når man lader en postmoderne instruktør frit fortolke et manuskript af en hyldet mester som Dreyer (der i øvrigt ikke selv var særlig hyldet her hjemme, da han lavede film) kan man ikke undgå at provokere akademikerne. Dreyer var selv en fornyer og overbevist om instruktørens auteurrolle. Han veg ikke tilbage for at bruge allerede skrevne drama er, som han så tilførte sine egne fortolknin ger. Det var ikke så meget indholdet, som formen, instruktøren gav det, der skabte det kunstneriske værk.
a f K assandra Wellendorf bedt hr. Euripides om at give mig frie hæn der, og det har han ikke spor imod.” Som Dreyer frit har fortolket Euripides således har Trier frit fortolket Dreyer.
Triers fortolkning af Dreyers manuskript Den væsentligste forskel på Dreyers ma nuskript og Triers produktion er valget af lo cations. Dreyer ville indspille næsten alle scenerne indendørs, mens Trier for at få større visuelle muligheder lader dem foregå udendørs, under jorden eller blandt flagren de lagener.
L ig e so m T rier p å stå r te le p atisk at h av e fået
H a n flytter trage d ien fra K o rin th til N o r
Dreyers accept af filmen, således påstod Dreyer, at Euripides havde givet ham frie hænder. I et interview i Cahiers du Cinéma siger han: ”Medea er meget filmisk, og jeg behandler stykket meget frit. Jeg har nemlig
den, derfor fremstilles Medea hverken, som hos Euripides, som Solens datter, eller, som hos Dreyer, som en almindelig kvinde. Der trækkes på den nordiske mytologi, og hun vises som en bryggende mosekone og en
16
norne, der væver skæbnens tråd. Hendes element er vandet som kameraet fortæller os i starten, da det dukker ned i vandet og ind i hendes tragedie. Overalt mærkes hendes trolddomskraft, hendes evne til at stramme nettet om de personer, over hvem hun øn sker hævn. Kvinderne er filmens magtfigurer. Rundt om dem står mændene ynkelige og angste, afhængige som de er af kvindens evne til at føde børn. Både Jason, Kreon og Aigeus behøver en slægt, gennem hvilken de kan sikres evigt liv. De to køn adskilles i billederne af tåge, la gener, vand eller døre.
T his town ain ’t big enough for
the two of us G la u c e
rep ræ sen terer
den
so ciale
m a g t,
Medea den sexuelle. Hermed trækkes Jasons konflikt frem i forgrunden, når han skal væl ge mellem disse to poler. Et tema, der også var kernen i Dreyerfilmen Præsteenken, som Trier henviser til med en ægte metavæv, der