H
U
N
S
Å
D
E
T
S
K
E
Følelsernes labyrint S
torbyen New York anno 1987 er skue pladsen for Ridley Scotts mangetydige og fascinerende ny thriller, Someone To Watch Over Me. Heri ligger tilsyneladende en kon trast til instruktørens tidligere film, som net op er berømte for deres overbevisende og ultradetaljerede præsentation af miljøer og verdener på stor afstand af tilskueren i såvel tid som rum: den napoleonske pastelpragt i Duellanterne, de dystre fremtidsvisioner i Alien og Blade Runner, og Legends fortryllede eventyrverden. Men hans skildring af nuti den er i lige så høj grad som hans skildringer af fortid og fremtid præget af en utrolig billedfornemmelse, som man efter behag kan 42
a f Casper Tybjerg karakterisere som visonær fantasi eller visuel ekvilibrisme. Netop dette talent har dog til en vis grad stillet sig i vejen for en mere dybtgående un dersøgelse af Scotts temaer, fordi såvel til hængere som modstandere er blevet blæn dede af den lysende overflade og har - hvad enten det skyldtes fascination eller irritation - opgivet at søge længere ned. Men en sådan søgen er ikke bare mulig, men også lønsom, fordi det er muligt at afdække tankelag og idéer, som både er spændende i sig selv, og
som samtidig giver en dybere indsigt i Scotts univers. Dette gælder i allerhøjeste grad også for Someone To Watch Over me, som - selv om den ikke rummer helt samme intense kom pleksitet som mesterværket Blade Runner stadigvæk er en utrolig begavet og velgen nemtænkt film.
Dualisme I alle Scotts film konfronteres modsat rette de kræfter og idéer - modpoler, som uundgå eligt må strides. Denne dualisme er naturlig vis tydeligst i Legend, som er (eller gerne vil være) en arketypisk beretning om kampen mellem det Gode og det Onde. I Someone To