T
I
M
E
O
U
T
En magisk billedmager ntet steds florerer janteloven så godt som i det danske filmmiljø. Jon Bang Carlsens 3. spillefilm måtte som bekendt gå grueligt meget igennem, før den kunne få sin statsau toriserede institutstøtte. Eftersom filmen ho vedsageligt udspiller sig i USA, og kun ho vedpersonen er dansker (og 95% af dialogen derfor på engelsk), slog den snæversynede bestyrelse bremserne i og nixede filmkonsu lent Claes Kastholm Hansens indstilling til produktionsstøtte. Først efter megen debat, hvorunder såvel Kastholm som hans kol lega, Peter Poulsen, satte deres stillinger på højkant, greb kulturministeren ind, og fil men kom i gang som planlagt. Som princip sag er det naturligvis godt, at konsulenterne stod fast. Deres opgave er at foretage en kunstnerisk vurdering af de forskellige pro jekter, og denne vurdering skal bestyrelsen i princippet (og ifølge loven) ikke blande sig i. Og da slet ikke, når det drejer sig om en film af Jon Bang Carlsen, der er en af de få dan ske filmskabere med en helt personlig signa tur, der præger hvert eneste meter i de film,
I
36
a f Asbjørn Skytte
han laver. Hvilke forudsætninger har en be styrelse, der består af en sagfører, en for ligskvinde, en teaterdirektør og to filmkøb mænd, i øvrigt for at vurdere et filmmanu skripts kunstneriske værdi? Den 12. februar kunne det færdige værk beses af offentligheden, og man skulle for vente, at de danske dagbladsanmeldere kendte deres besøgstid og havde den kunst neriske indsigt med i baglommen. Men ak. Efter al den ståhej skulle Bang Carlsen og vel ikke mindst hans konsulent-supporters, der hver især talrige gange har klandret film anmeldelsernes niveau, have på puklen. En stort set enig anmelderskare fandt slagter kniven frem, smaskede velbehageligt med kæberne og kastede sig grådigt over filmen. En fandt en lille luns hist, en anden en lille luns pist, hvorefter resten blev skyllet ud i kloaken. Og det er jo en underlig måde at behandle en original dansk filmkunstner på. Der går en rød tråd fra Jon Bang Carlsens forrige spillefilm til den nyeste. I slutbilledet i Ofelia kommer til byen forsvandt hoved-