S
K
Y
G
G
E
N
A
F
E
M
M
A
Pigen med hårsløjfen a f A nne Jerslev
sesrejse, tæt på og solidarisk med Emma og de mennesker, hun møder. Emma forsvin der og rejser ud for at blive synlig i den over klasseverden, hun hidtil har levet i, men samtidig muliggør rejsen en dannelse fra at være en pige som primært har haft trods og mopsethed som reaktionsmåde frem til at blive et lille (pige)menneske, der både kan give og nære omsorg. Men for at kunne give kærlighed, skal Emma møde kærligheden, og det gør hun i skikkelse af kloakarbejderen Malthe.
D en pæne pige
Søren Kragh Jacobsen har lidt svært ved at få sendt sin titelperson Emma ud i verden i sin nye film Skyggen a f Emma. Lidt for de monstrativt bliver der stillet skarpt på den lyttende Emma i billedets forgrund, mens de stenrige forældre og deres venner i baggrun den taler om bortførelsen af Charles Lindberghs barn. Tiden er 1932, og Emmas selvoptagne og følelseskolde mor har netop er klæret, at det må være frygteligt at miste det, man holder allermest af. Men at være elsket er ikke netop det, Emma har oplevet mest i sit 12-årige liv; tværtimod er hun et inderligt overflødigt barn. Og både som protest heri mod og for at vinde forældrenes kærlighed, får hun den idé, som den hurtige indzooming demonstrerer: at forsvinde ved at lade som om hun er blevet bortført. Filmen fremviser også lidt for tydeligt den følelsesmæssige afstumpethed i Emmas hjem - det gyldne lys fra de mange art deco lamper til trods; beskrivelsen af forældrenes liv: mo derens angst for snavs og levende (drifts) væ sener - i form af en sort kattekilling Emma (igen) har bragt med sig hjem - faderens op tagethed af aktiekøb og -salg, er en skabelon, der først og fremmest skal bruges senere, til at stille forskelle og ligheder i det (sub)proletarmiljø, Emma havner i, i relief. I en flot og præcis overblænding, mere end i billederne af hjemmet og fremstillingen af de to foræl 34
dre, billedliggør Kragh Jacobsen, hvad der er på færde: Fra en lav total af det stivnede vok senselskab, der betragter den uheldige Em ma, der ligger på det blanke gulv sammen med en samling knuste champagneglas, blændes der over til et nærbillede af Emmas dukker, der sidder på rad og række med døde øjne; i al deres groteske stivnethed er dukke erstatningerne mere nærværende end de le vende voksne. Emma kommer ud af sit pragtfængsel og begiver sig ud i verden. Herefter bliver fil men en indfølende beskrivelse af en dannel
Såvel i foromtalerne som i dagbladsanmeld elserne af Skyggen a f Emma er der gjort en del ud af, at Emma er en mokke og ikke noget særligt rart barn. Næ, det tror da pokker. Men netop fordi filmen giver en baggrund for Emmas mopsethed, er det også muligt at identificere sig med de aggressioner, der bå de ligger bag det afvisende og mutte ydre, og som også delvis kommer frem i Emmas op førsel - især når hun forskyder dem mod tje nestefolkene. Til trods for at Emma har alle den pæne velopdragne piges ydre tegn, fra de sorte remmesko og hvide ankelstrømper til sløjfen i håret, er hun ikke nogen pæn pige. Og der for er det første symbolske oprør hun foreta ger sig, da hun efter at være flygtet står i fri heden ved havnen og kigger ud over vandet, at smide hårsløjfen fra sig. Frigjort fra et af symbolerne både på den traditionelle pige opdragelse og på sin klassebaggrund, begiver Sk y g g en a f E m m a. Danmark 1988. I: Sø ren Kragh Jacobsen. Manus: Søren KraghJacobsen og Jørn O. Jensen. Foto: Dan Laustsen. Klip: Leif Axel Kjeldsen. Mu: Thomas Lindahl. Lyd: Morten Degnbol. Medv.: Line Kruse, Borje Ahlstedt, Henrik Larsen, Inge Sofie Skovbo, Ulla Henningsen, Pernille Hansen, Lene Vasegaard, Jesper Christensen, Erik Wedersøe, Søren Øster gård.