P
O
R
T
R
Æ
T
Stellan Skarsgård er er de skuespillere, der helst spiller på deres eget ansigt, deres egen personlig hed: Dem om hvem det (med en lidt for smart floskel) siges, at de hellere reagerer end agerer. Og så er der de andre, forvandlingsskuespillerne: Dem der hver gang må have et nyt ydre billede at forholde sig til, om de nu skal skabe det med sminke, med dialekt eller noget ganske tredje. Og den almindelige tommelfinger-regel er så den, der siger, at de første - personligheds-skuespillerne - er bedst på film, de andre - forvandlings-skue spillerne - bedst på teatret. Dér, heldigvis, kommer Stellan Skarsgård ind i billedet og ødelægger det hele. For om nogen er Skarsgård forvandlings skuespiller. Han ligefrem elsker de drastiske midler. Som hareskåret i Den enfoldige morder. Forvandlingen fra total bums til glat kar rieredreng i P & B er et ligefrem demonstra tivt eksempel på denne leg med det ydre. Men i Skarsgårds tilfælde bliver effekten al drig endemål i sig selv: den er blottet for "teatralsk” virkning. Indre og ydre sandhed hænger sammen i hans tilfælde - han må til bunds i figuren, for at den kan gennemtræn ge hans træk indefra. Skarsgård spiller sig fri, idet han maskerer sig. Og hans kunst er om noget at portrættere det 'mærkelige’, sam mensatte, komplicerede, ja direkte frastø dende, så det bliver nærværende og forståe ligt. Den enfoldige morder, den fromme fa natiker i Ake og hans verden, den terrorise-
D
32
a f Henrik Lundgren
rende ex-elsker (og selvmorder) i Falsk som vand, købmanden som tager sig betalt i kvin dekøn i Bo Widerbergs Ormens vag på Hdlleberget - det er meget få skuespillere, der har et tilsvarende galleri af 'sære' figurer at se til bage på: Figurer, som ikke efter nogen almin delig standard ville påkalde sig sympati. Men i Stellan Skarsgårds fremstilling rykker de inden for en radius, hvor man synes at
forstå dem - ser, hvad det er for muligheder, der går til grunde i og med dem. "Jeg vil skabe nye mennesker,” har Skårsgård selv udtalt i et interview for godt et år siden. Og han fortsætter med noget, der kan ligne et program: "Naturligvis har jeg be grænsninger både fysisk og psykisk. Men med de farver jeg alligevel har på min palet, kan jeg male temmelig mange forskellige mennesker.” - Sådan taler en ægte forvand lings-, en karakter-skuespiller. Og sådan taler de færreste skuespillere, når de er midt i 30’erne og udstyret med et udseende, der gør dem selvskrevne til prinserne, elskerne og al le de andre blonde roller. Stellan Skarsgård har spillet hele dette re pertoire i sine år på den svenske nationalsce ne Dramaten. Han kom dertil i 1973, 22 år gammel (gennembruddet var tidligt: han var kun lige 16 år, da han spillede titelrollen i den svenske TV-serie Bombi Bitt!) Men selv i det rollefag af unge elskere, Dramaten na turligt måtte placere ham i, ville han uvæ gerlig gå andre veje - mindre lyriske, ind smigrende, end hans ydre umiddelbart lagde op til. Et vidnesbyrd herom fik man i den version af Moliéres Fruentimmerskolen, Alf Sjoberg iscenesatte og Ingmar Bergman overførte til film (udsendt i svensk T V jule dag 83). Hans Horace var en tilbeder af en ganske anden lidenskabeligt fremfarende energi, end man kender fra den parallelle danske tradition. - Og igen, i alle yngre mandlige skuespilleres ønskerolle, Hamlet, gik han den mindst attraktive vej til målet. Skarsgårds danner-prins (i Ragnar Lyths TV-version, udsendt januar 85) er det mindst prinselige, man kan forestille sig: En punker, snart desperat, snart modløs i sin opstand mod det hof, han ser som lutter hy kleriske attituder. Skarsgård tog fat i det mutte, skulende, anti-heroiske i figuren - en nej-siger i en verden af samvittighedsløse ef tersnakkere. Og en nej-siger i den mest positive for stand har Skarsgård været gennem hele sin teater-karriere: En skarp og kompromisløs kritiker af Dramaten som en institution, der glemmer sine mål for selve det at få hjulene til at løbe rundt. ”Det, der berettiger et stort institutionsteaters eksistens, er, at der findes ressourcer til de virkelig store (klassiker) fore stillinger. I alle sådanne stykker er der mas ser af småroller. Men i dag er det svært at sætte dem op på en institution. Skuespiller ne dér har ikke lyst til at spille så små roller.