H
O
L
L
A
N
D
Efter A nden Verdenskrig er der produceret lidt mere end 2 0 0 spillefilm i Holland, altså i gennemsnit kun ca. 5 om året. Et forbløffende lavt tal.
Men samtidig også et tal som snyder, for produk tionen har været utroligt ujævn. Nogle år har været frugtbare, andre golde. Meget tyder på, at den hollandske spillefilm går lyse tider i møde. Flere film har i de allerseneste år markeret sig kraftigt på den internationale scene.
Hollandsk film nu D
on t tell them, show them! lyder et af Hollywoods mange gode råd. En grup pe hollandske filminstruktører har taget konsekvensen og har i de seneste år skabt en række også internationalt anerkendte film, som netop er karakteriseret ved filmisk in tensitet og originalt billedsprog. Instruktø rer som Jos Stelling, Orlow Seunke og Alex van Wamerdam har instrueret deres film, f.eks. De Wisselwachter (Manden ved skifte sporet, Stelling 1986), Het smaak van het Ma ter (Smagen af vandet, Seunke 1982) og Abel (Abel, van Wamerdam 1986) i teatralskstiliserede former og med en sparsom brug af tekst og dialog. I Stellings Tati-agtige kome die De illusionist (Tryllekunstneren, 1983) mæles der ikke eet ord. Denne tendens indenfor hollandsk film behøver man måske ikke undre sig over i et land med så mange fremragende billed kunstnere gennem tiderne. Holland har net 20
a f Charlotte Engberg
op leveret nogle af de fineste fotografer i ver den - bl.a. Theo van de Sande, Jan de Bont og Robby Muller, hvor sidstnævnte nok først og fremmest er kendt for sine billeder til Wim Wender’s Paris, Texas og Jim Jarmuschs Down By Law. Groft set kan man skelne mellem to for skellige tendenser i nyere hollandsk film kunst. På den ene side instruktører som de nævnte Stelling, Seunke og van Wamerdam, der repræsenterer en art modernistisk, ab surd og tit også humoristisk stil, hvor man dyrker beskrivelsen af sære eksistenser og ekstreme miljøer. På den anden side den rea listiske film, som henter temaer fra moralske og eksistentielle konflikter. Instruktører som bl.a. Ben Verbong, Ate de Jong, Marleen
Gorris og den for Max Havelaar verdensbe rømte Fons Rademakers er typiske repræsen tanter for denne retning.
Krise og statsstøtte Under tyskernes besættelse af Holland blev hele den hollandske filmindustri overtaget af besættelsesmagten, ligesom en række bio grafer - især de jødiskejede, Tuchinski i Am sterdam f.eks. - blev beslaglagt og brugt til at fremvise tyske produkter, propagandafilm m.v. I 1944 blev alle biografer iøvrigt lukket i Holland på grund af elektricitetsmangel. Efter krigens ophør gik det påfaldende langsomt med at opbygge det materielle grundlag for produktionen af spillefilm. Barnstijns filmstudier i Wassenaar var blevet