Minderne har vi da lov at ha’
Fons Rademakers og Kaare Schmidt fortæller om Rademakers’ Overgrebet istoriens gang og det enkelte menne skes historie - hvor mødes de? Det er spørgsmålet i Fons Rademakers* Overgrebet, der ligesom hans foregående kunstneriske succes, Max Havelaar, sætter individet op mod den historiske udviklings mere eller mindre pæne sider. Hovedpersonerne i de to film er dog vidt forskellige. Max Havelaar er den, der forsø ger at ændre verdens gang, at beskytte de svage og skabe retfærdighed under det bru tale hollandske kolonivælde i Indonesien. Anton Steenwijk bliver som dreng offer for tyskernes brutale fremfærd under besættel sen, og resten af hans liv er helliget fortræng ningens ædle kunst. At ændre verden eller blot at overleve i den.
"Viden om fortiden hjælper én til at forstå nutiden. Husk det, Tonny!’’, formaner den
hus, bliver familien henrettet og huset brændt ned, kun den 12-årige Anton skånes. Faderen gik i baglås i situationen, han forstod ikke, hvad der foregik. ”En klassisk opdragelse vil du have gavn af hele livet, Pe ter”, havde Antons storebro lige fået at vide. Han forstod, hvad der foregik, men nåede ikke at gøre noget og fik ikke noget liv, hvor han kunne udnytte sin opdragelse. Antons liv gennemspilles i den klassiske græske tragedies fem akter, en for hver perio de, hvor krig eller krigstrusler påkalder sig den enkeltes reaktion og stillingtagen - og hvor Anton smutter udenom. Efter krigen bliver han student og læge, bliver gift og får børn, bliver skilt og gift påny. Hans personli ge liv er upåvirket af den store verdens begi venheder, men hovedtrækkene i hans liv og de ydre begivenheder bindes sammen som i en psykoanalytisk terapi, hvor lag på lag af den fortrængte barndomsoplevelse gradvis løses op og brikkerne i historien falder på plads. Som i en krimi, hvor den skyldige skal findes. Men uden psykoanalysens forløs ning. For vi - Anton - lærer ikke af histori
læ r d e f a r i b e g y n d e l s e n a f O v e r g r e b e t . D e t e r
e n , h v e r k e n d e n y d r e e lle r d e n in d r e .
januar 1945, mad og brændsel er sluppet op, men befrielsen er lige om hjørnet. Så en nat skydes en kollaboratør ude på villavejen, og da tyskerne finder liget foran Steenwijks
Jeg tror ikke, Anton lærer noget. Han må fort sætte med at leve og må glemme for at leve. Jeg
H
Det gennemgående tema, som findes i de fleste a f mine film, er at vi må lære a f historien - men at vi aldrig gør det.
18
har selv oplevet ting og sager under krigen, ikke så slemt dog, men jeg blev arresteret a f Gestapo og alt det der. Min holdning bagefter var: Lad os dræbe hele bundtet! Vanvittigt, ikke? Hævn! Og da vi så filmene fra kz-lejrene... Men man må lære at leve med det, man må glemme for at kunne leve videre, det er indbygget i mennesket. Hvordan udvikler man sig over tid, hvad gør tiden med én? Jeg bruger krigen for at vise så frygtelig en oplevelse - familien henrettes, hjem met nedbrændes - hvordan kan man leve med det resten a f livet? Den eneste måde er at glem me, Anton bliver ikke blot læge men netop nar koselæge! Men der er altid en krig igang, et eller andet sted, som minder om dengang. Så han kan ikke glemme, selv om han prøver, og folk minder ham også om det. Da han til slut ser sin søn på samme alder, som han selv havde, kan vi blot håbe, at noget lignende ikke sker for sønnen, for de næste generationer. Er det forudbestemt eller tilfældigt, hvad der sker med mennesker? Hvad er skyld, hvad er uskyld - vor opfattelse a f det ændrer sig, og vi dømmer andre for hurtigt, for let. En tilfældighed - en studenterfest - bringer Anton tilbage til Haarlem i 1951. Man di skuterer Korea og ’den gule fare’, Anton er uinteresseret, men snakken om krig, gradvist underlagt ’Thanks for the memories”, dri ver ham på sightseeing i barndomskvarteret, hvor nabokonen genkender ham og invite rer på kaffe: ”Du er så mild, Tonny, det var Peter også”. Og så husker han (i flashback, der modsiger konens udsagn) Peter, der hin skæbnenat ville flytte den likviderede kolla boratørs lig: ”Vi lægger det over foran fru Beumers hus, lad den gamle heks få skyl den!” Og nu spørger hun: "Hvorfor skete det foran Jeres hus?” Var det en tilfældighed? Milde Anton er ligeglad og nyder de unge år, da en demonstration mod Ungarn-inva-