I
N
T
E
ntervista er et særligt tydeligt eksem pel på, hvor meget lidt kan fylde. Den ne film er ingenting - eller ihvertfald meget lidt. Fellini har ganske rigtigt karakteriseret den som blot endnu en ”Block-notes di un regista”, - en instruktørs notater, en film der viser kunstnerens lokale verden frem, såvel den ydre produktions- og dekorationsmæssi ge ramme, som selve iscenesættelsen, hvori den kunstneriske vision tager form. En så dan film lavede Fellini allerede i 1969, og nu har han altså gjort det igen, ”for ikke at have tomme hænder, mens jeg venter på den film, jeg har manuskriptet klar til, men har be sluttet at vente med at optage”, har Fellini forklaret. Intervista tager udgangspunkt i et erind ringsfragment: den unge Fellini ankommer til den italienske filmby, Cinecitta for at lave et interview med en af datidens divaer (Gretha Gondol). Og den placerer dette frag ment i en aktuel pseudo-dokumentarisk ramme: et japansk filmhold ankommer for at portrættere Fellini og hans monumentale værksted. Fellini har planer om at filmatise re Franz Kafkas "Amerika”; han fortæller om disse planer og om filmmediet generelt; vi føres rundt i Cinecittas larmende liv og vi dere ind i fantasien med Fellini, der iscene sætter sig selv som ung og hermed det skæb nesvangre møde med filmens verden, der blev til kærlighed ved første blik. Alt dette er uhyre enkelt. Intervista er på ingen måde nogen dunkel film, og der er i grunden ikke meget af det, Fellini her viser frem, der kan overraske den tilskuer, som har fulgt med i instruktørens produktion. Intervista er en særdeles lille og eksklusiv sag - en instruk tørfilm i egentlig forstand - og den leverer hermed også et godt argument for endnu en gang at forsikre om den narcissisme og ego centricitet, der klæber til Fellinis navn, hvis man føler trang til det. Men er det rigtigt, som det siges om den sande kok, at han kan gøre et måltid ud af en gammel støvle, så består Fellinis genialitet i at få disse eksklusive stumper af personlige referencer til at vokse i billederne. Tag blot indledningen - Intervista starter på det rene nulpunkt: En tom plads i Cinecitta, der langsomt befolkes; det japanske filmhold an kommer, instruktørassistenten, Fellini selv, statister, skuespillere, en dødlækker script girl - og vi har et af disse sære optrin, der leg er med det bizarre uden at gøre en dyd ud af det; kameraet rigges til og så ankommer ka merakranen, dette monstrum, der foranstal
R
V
I
S
T
A
I
14
D et sublime hos Fellini a f Steen Salomonsen ter et lille under da den svinger sig højt til vejrs, fallisk strittende og med en graciøs ir rationel tyngde mod et blåligt morgengry. En verden er blevet sat i bevægelse og intet ligner herefter rigtigt sig selv. Sådan er det i scene efter scene, og ikke kun i de stort anlagte scener. Der er også det perifere, som eksempelvis det lille møde på en markvej mellem en præst på motorcykel og Fellini i sin Mercedes; en lille opstilling, der rammer dybt og skærper opmærksom heden langt ud over, hvad det reelt sansede egentlig gør krav på. Der er scenen hvor to dekoratører oppe under filmstudiets himmel maler på en kulisses vidunderlige landskab med et ”rend mig i røven” som tilbageven dende replik, og den unge Fellini står med bums på næsen og glaner forelsket. Og der er hele den lange sekvens, som udgør fil mens symmetriakse for dens mange planer: Det er en rejse, der starter i Cinecitta, hvor fra Fellini rekonstruerer sporvognssystemet i sit ungdoms Rom. Et par halve sporvogne monteres på lastbiler, som så kører ud af filmbyen, tilbage til erindringen og ind i fan tasien - både indianere og elefanter dukker op i det romerske landskab - for påny at en
de i Cinecitta. Her betages Fellini af det gud dommelige blændværk, og her dukker ele fanterne op igen, denne gang er de af pap som en del af dekorationen til en udstyrs bombe, en hidsig instruktør er i gang med at iscenesætte. Og så dukker den gamle Fellini op for at fortsætte rundvisningen med det Japanske filmhold. - Hvad der sker i dette lange forløb er en nærmest fuldkommen fritstillen af erindringen, fantasien og iscene sættelsen, fordi tiden som ordnede princip og den underforståede præmis om realitet som referenceramme for de forskellige ni veauer er suspenderet. Virkeligheden forstå et som reference, forsvinder ganske enkelt, eller rettere: absorberes af filmen selv, i dette univers hvor alting bliver muligt. Tilskueren til disse billeder bliver ubesværet ført over i en anden tilstand. Det sublime er et begreb indenfor æstetik ken og filosofien. Det er blevet brugt som be tegnelse for den særligt ophøjede følelse, der rummer både glæde og smerte, som kan op stå i forbindelse med oplevelsen af visse kunstneriske udtryk. Kunsten er netop ikke blot skøn, den er også sublim og præsenterer sig hermed undertiden med en kraft, der