K
A
M
P
E
O
N
M
K
U
N
S
T
E
N
Efter vandgangen i Far-filmene er vennerne nu ude i tovene i den Morten Korchske 50er provins. O g så er Walter & Carlo blevet udnævnt til firstjemede postmodernister med ret til at kalde sig kunstnere. A f Kaare Schmidt
Walter & Carlo som postmodernister
Y
derpunkterne i debatten om de aktuelle danske films kvaliteter eller mangel på
samme markeres af Lars von Triers film på den ene side og Jarl Friis-Mikkelsen & Ole Stephensens på den anden. Trier er kunstneren, der hæver sig på avantgardismens vinger og skaber røre helt ind i de finkulturelle cirkler, hvor dansk film ellers
stadig
identificerers
med
M orten
K orch. Trier h ar endda opnået prædikatet postm odernist, og så kan det nok ikke blive finere i vor tid. Jarlen &. C o. h ar til gengæld opn ået det næ sten lige så usædvanlige for danske film, at lokke folk i biografen, så m an skulle tro M o rten K orch var vendt tilbage. Selvfølgelig på den bekostning, der følger af andedam m ens naturlove, at filmene fraken des enhver kvalitet af anm elderne - og der m ed også kan bruges som kasteskyts m od adm inistrationen af den statslige filmstøtte, som de to W alter &. C arlo film nød godt af. M en - de sidste skal blive de første, retfær
værelsen af populærkulturelle m oti
jo netop Far himself, mens de kvinder h an
dighed er der til. H vad anm elderne overså
ver til, at der så var tale om et stykke
dirigerer ru n d t som staffage faktisk er de
var, at W alter & C arlo filmene er lige så
ureflekteret populærkultur, (s. 34) A nm eldernes "fejllæsning” fremhæves så
handlekraftige, der redder beskøjterne ud af
postm odernistiske som Forbrydelsens element
ilden.
og Epidemic. ”Yes, det er postm odernism e”, skriver således Tania Ø ru m (der forsker i for
stæ rkt gennem hele artiklen, fordi Ø ru m ta
Disse to tem aer findes på handlingsplanet,
ger fat i kulturkløften: Far-filmene n år mas
m en de løftes til noget mere universelt via
holdet mellem køn og æstetik ved K øben
serne med et budskab, som det ikke er lykke
fortælleplanet. I stedet for en sam m enhæ n
havns U niversitets C en ter for Kvindeforsk
des en intellektuel elite at gøre "forståelig for
gende fortælling ses en spex-agtig ophob
ning) i litteratur tidsskriftet Kritik nr. 7 9 /8 0 ,
en bredere offentlighed”... "indsigter, der gør
ning af episoder, hvis synsvinkel og skiften
1987, hvor h un dog ikke næ vn er Trier men
det muligt at tolke det kulturelle, politiske og
de stil afslører hvordan film konstruerer
gør en del ud af anmeldernes forsyndelser overfor W alter & C arlo:
personlige liv på andre m åder end de traditi
konventioner og iscenesætter virkeligheden.
onelle”.
I O p på fars hat ser vi netop ikke det, som C arlo gerne ville have iscenesat, m en deri
Filmens postm odernistiske bearbejd ning af populær-kulturens og masse
Yes, det er postmodernisme
mod fotografen Ellys fejlskud (som ville være
mediernes stilskabeloner h ar tilsyne
Far-filmenes oversete pointer vedrører ifølge
fraklip i Fars film). O g i Tes, det er far, hvor
ladende gjort dem uforståelige for
Tania Ø rum danskheden og kønsrollerne,
Elly og hendes kamera for det meste er fra
dagspressens traditionelle filmanmel
som beskrives kritisk gennem en postm oder
værende, sættes "W alter & C arlo ind i en se
dere, som med deres bagudvendte op
ne form.
rie historiske og aktuelle filmsprog”, der ty
D et er Johnny. Reimars party-D anm ark,
deliggør klicheerne, kritisk og progressivt. Sådan punkteres det klassiske filmsprogs
tik - indrettet på at skelne selv hårdfi ne nuan cer inden for filmens main-
der gøres grin med, den sm åtskårne, selvgla
stream - ikke h ar kunnet se forskel på
de og fremmedfjendtlige danske hygge. Ikke
"dom inerende mandlige blik” og den olym
pastiche og ram m e alvor, kritik og re produktion. I deres blindhed for ud tryksform en har disse anmeldere
som parodi, for det forudsæ tter et alternativ, m en som pastiche, fordi postm odernism en har et indforstået forhold til det, der kritise
pisk fortalte histories harm oniserende over blik. Derm ed spejles og kritiseres den m o derne fragmenterede (kapitalistiske) verden
fæstnet sig ved indholdssiden og har
res. På samme m åde fremstilles de traditio
og dens patriarkalske grundlag. Yes, det er
ganske prim itivt sluttet fra tilstede
nelle kønsroller som klicheer. H elt til grin er
postm odernism e. 27