K
I
L
D
E
N
I
P
R
O
■■i
V
E ■ p— —
N
C
E
i
Kampen om vandet - et provencalsk skæ bnedram a i to akter,
a f Eva Jørholt
glemt kilde på det. U golin vil nemlig gå ind i den lukrative nellike-dyrkningsbranche, m en til det form ål kræves store m ængder vand. D a ejeren af den attråede jord går hen og d ør (med lidt hjælp), stopper de to kum paner en cem entprop i kilden i det håb, at de så kan købe grunden billigere af arvinger ne. N aboens arving er ingen anden end Le Papets aldrig rustede kærlighed, Florette, som i tidernes morgen forlod ham for en an den, m en da også hun dør kort efter, bliver det i praksis hendes søn, den pukkelryggede skatteopkræver Jean, der overtager det for jæ ttede stykke land. Florettes Jean er et ud præget bymenneske, hvis indsigt i landbrug begrænser sig til, hvad han h ar kunnet læse sig til i bøger, m en han besjæles af en rom an tisk drøm om det "autentiske” liv i pagt med naturen, hvor han kan spise de grøntsager, h an selv har dyrket osv. D erfor beslutter h an til de to sam m ensvornes store fortrydel se at flytte på landet med familien. M ahog ni-m øblerne transporteres på æsel-kærre op til det stæ rkt forfaldne hyrdehus, og Jean går, iført arbejdshandsker, guldlommeur i kæde, silkevest og blød by-hat, i gang med at om danne den stæ rkt tilvoksede grund til frodig agerjord, mens hustruen A imée, der har en fortid som operasangerinde, komplet terer den idylliske landligger-tilværelse med
H
vis m an gik og troede, at fransk 8 0 ’erfilm i store træk begrænsede sig til på
likum, er forklaringen ikke bare, at filmen(e) er blændende godt lavet, m en også i høj
udvalgt skønsang fra repertoiret, og den lille lyslokkede d atter M an on - der er opkaldt ef ter Puccinis opera ”M an on L escaut”, hvori
den ene side Beineix’ og hans disciples post
grad, at det er evigtgyldige motiver som
moderen engang har sunget titelpartiet - går
modernistiske intethed i sm art reklame
skæbne, skyld, kærlighed og hæ vn, der ud
sin far til hånde.
films- inspireret indpakning, og på den an
gør den krum tap, hvorom handlingen drej
V andguderne synes til at begynde med at
den auteur-bølgens veteraner og efterkom
er. Kilden i Provence og M anon og Kilden er
være på den pukkelryggedes side. H ans m ar
mere (Rohmer, G odard, Varda, Resnais, Pia-
intet ringere end den klassiske græske trage
ker, der er tilplantet efter de seneste økologi
lat, D oilion osv.), så gjorde m an regning
die transplanteret til 1920’ernes Provence.
ske principper (før begrebet 'økologisk land
Skæbnegudernes leg med de hovmodige mennesker
brug’ blev opfundet), bugner, mens Ugolin og Le Papet græm mer sig over 'le fada’s (fjol sets) medgang og deres egen tilsvarende
ske enkelt et brag af en film i bedste populi stiske tradition: hverken tom og strøm linet eller introvert og overvægtig af betydning stungt indhold. N år dette dram a om provencalske bønders kamp om det livsnødvendige vand i begyn delsen af dette århundrede fænger og bliver
Landsbyens patriark C ésar (!) Soubeyran (kaldet "L e Papet”(bedstefar) på grund af sin alder og sin position i det lille samfund) og hans eneste slægtning, nevøen U golin, der
modgang. M en pludselig en dag vender gu dernes gunst: tørken og scirocco’en sætter ind, og et hårdt tiltræ ngt skybrud går ovenikøbet lige netop uden om den pukkelrygge
er en lidt enfoldig bondeknøs, vil for alt i verden have fingre i et stykke jord, der har den uvurderlige kvalitet, at der findes en
vedkom m ende også for et dansk 8 0 ’er-pub-
misrøgtet og derfor næsten tilstoppet og
des marker, som ligger mere og mere afsved ne hen. M ens U golin og Le Papet godter sig over, at lykken endelig synes at tilsmile dem, sygner Jeans dyrebare græskar og majs hen,
uden Claude Berri. H ans ”to-bindsvæ rk” om folk og kilder i en landsby i Provence Kilden i Provence og M anon og kilden - er gan
20